Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er valideret

6

„Å du —“ sukkede hun glad.

Øllegård lukkede Glasdøren og trak Lastingsgardinerne for.

„Ja, ja,“ knurrede hun, „én må jo se at få gjort det lidt manérligt i denne herre græsselige Skov — for lille Eva, hendes Skyld.“ —

„Helge.“

„Ja.“

Hun holdt Tekoppen foran Munden og så over på ham.

„Hvorfor så du sådan ind ad den Skovsti?“

„Så jeg sådan ind ad den Skovsti?“

„Ja,“ hun stirrede på ham.

„Nå,“ han lagde Kniven fra sig, „jeg tænkte på en Tegning.“

Hun tav og så frem over Koppen. Maleriet bag Helges Ryg mørknede i Skygge, men Lyset sank over Tallerknerne, Brødbakken og Dugen.

„Helge,“ spurgte hun, „på den Tegning, skulde dér komme en ud af Mørket, eller skulde der gå én ind i Mørket?“

Han så på hende. Der skjulte sig sky et Glimt i hans små, brune Øjne.

Så smurte han roligt sit Brød.

„En gå ind? det véd jeg virkelig ikke —. Det var kun Mørket derinde, og Granerne, og det visne Løv.“ —

„Nu har vi Efterår, Eva,“ mumlede han, lavt.

Hun sukkede. Ja, og de skulde føle det helt herind hvert Minut; hun kendte det. Alt skulde de tage på sig som sit.

Flagstangens Snor smækkede derude. En kort Hvislen