118
Menneskeløget Kzradock
Snegle og Eremitkrebs i den lille Vandaare ved sine Fødder.
Der var ikke andet for mig at gøre end at stige ned igen. Jeg maatte vide, hvem det var. Forsigtigt og besværligt kravlede jeg ad den ubanede Vej, da jeg pludseligt hørte et Revolverskud og bemærkede, at en Kugle fem, seks Alen foran mig slog ind i Kridtvæggen. Jeg var lige ved at slippe Taget, men holdt dog fast idet jeg drejede mit dødblege Ansigt om mod den Fremmede. Atter hørte jeg et Skud, atter fornam jeg Kuglens Klask mod Klippen. Jeg slap med Hænder og Fødder og rullede ned.
Med nogle Puf og Stød slap jeg mærkeligt nok helskindet fra dette Fald. Jeg laa dog et Øjeblik bedøvet, og da jeg atter rejste mig, var den Fremmede forsvundet. Jeg gik der hen, hvor han havde ligget. Jeg vandrede helt tilbage til den lille Sti. Han var ikke til at finde. Nogle Øjeblikke stod jeg usikker. Skulde jeg vende tilbage til Brighton med uforrettet Sag? Eller skulde jeg snarere forsøge med det samme at naa mit Maal? Jeg bestemte mig for det, jeg var ind-
