257
maatte man tage sig i Agt for, men det var jo let nok midt paa Dagen i det klare Solskin.
Det gik hurtig og let fremad, og Børnene talte ikke om andet end om, hvor klogt det havde været af dem at gaa ud paa Isen i Stedet for at blive ved at gaa paa den opblødte Landevej.
Da de havde gaaet et Stykke, kom de i Nærheden af Vinøen. Der saa' en gammel Kone dem fra sit Vindue. Hun gik ud i Døren, vinkede ad dem og raabte noget, som de ikke kunde høre. De forstod meget godt, at hun advarede dem mod at fortsætte deres Vandring. Men de, der selv var ude paa Isen, kunde jo se, at der ingen Fare var paa Færde. Det vilde da være dumt at gaa i Land, naar alt gik saa udmærket.
De gik altsaa forbi Vinøen og havde nu en milevid Isflade foran sig. Herude var der flere Steder saa meget Vand paa Isen, at Børnene var nødt til at gøre store Omveje. Men det syntes de kun var morsomt. De kappedes om at finde, hvor Isen var bedst. De var hverken trætte eller sultne. De havde hele Dagen for sig, og de lo blot, naar de mødte ny Hindringer.
Engang imellem saa de over til den anden Bred. Den syntes endnu at være langt borte, skønt de havde gaaet en Time, godt og vel. De var lidt forundrede over, at Søen var saa bred. „Det er, ligesom Bredden løb fra os,” sagde lille Mads.
Herude var der ingen Læ mod Vestenvinden. Den blev voldsommere for hvert Øjeblik og svøbte deres Tøj saa tæt om dem, at de havde ondt ved at røre sig. Den stærke Blæst var den første virkelige Ubehagelighed, de havde mødt paa deres Vandring.
Hvad der forbavsede dem var, at Vinden drønede saa underlig stærkt, som om den havde taget Larmen med fra en stor Mølle eller Fabrik. Men den Slags Ting var der jo ingen af derude paa Isvidderne.
De var gaaet vesten om den store Ø Valen, og nu syntes de, de begyndte at mærke, at de nærmede sig den nordlige Bred. Men samtidig blev Vinden heftigere, og det voldsomme Bulder, der ledsagede den, tog saa stærkt til, at de begyndte at blive urolige.
Lige paa een Gang fik de en Tanke om, at den Larm, de hørte, kunde komme fra Bølger, der skummende og brusende slog imod en Kyst, men det var jo umuligt, da Søen endnu var dækket af Is.
Alligevel stod de stille og saa sig om. Helt ude mod Vest,
