Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

35

sort og Halen fyldig som en Fjerbusk. Men da det blev Aften paa denne Dag, sad Mikkels Pels i Totter, han var badet i Sved, hans Øjne var glansløse, Tungen hang ham langt ud af det gispende Gab, og der flød Skum ud af Munden.

Om Eftermiddagen var Mikkel saa træt, at han var rent fra Sans og Samling. Han saa ikke andet for sine Øjne end flyvende Gæs. Han sprang efter Solpletter, som han saa paa Jorden, og efter en stakkels Sommerfugl, der var krøbet for tidlig ud af Puppen.

Vildgæssene fløj og fløj utrætteligt. De blev ved at pine Mikkel hele Dagen. Det bevægede dem ikke til Medlidenhed, at Mikkel var ødelagt, ophidset, vanvittig. De blev ubønhørlig ved, skønt de godt forstod, at han næppe saa dem, at han sprang efter deres Skygger.

Først da Mikkel Ræv ganske kraftesløs og mat sank om paa en Bunke visne Blade, lige ved at opgive Aanden, holdt de op at drive deres Spil med ham.

„Nu ved du, Ræv, hvordan det gaar den, der vover at binde an med Akka fra Kebnekajse,” raabte de ham saa ind i Øret, og dermed lod de ham i Ro.