487
de andre ind. — „Jeg er fra Jösse Herred,” sagde en tredje, „og jeg kan forsikre jer, at der er smukkere end baade i Nordmarken og Fryksdalen.”
Det viste sig nu, at alle de syv Mænd var fra forskellige Dele af Värmland, og at enhver ansaa' sin Fødeegn for baade bedre og smukkere end de andres. De kom op at skændes om det, og ingen var i Stand til at overbevise de andre om, at han havde Ret. Det saa' næsten ud til, at de skulde blive Uvenner for Alvor, da en gammel Mand med langt, sort Haar og smaa, plirende Øjne kom forbi. „Hvad er det, I skændes om, Folkens?” sagde han. „I raaber jo, saa det kan høres over hele Skoven.“
En af Värmlændingerne vendte sig hurtig til den nyankomne. „Du er sagtens en Finne, siden du vandrer om saa højt oppe i Skoven?” — „Ja, det er jeg nok,“ sagde den gamle. — „Det træffer sig heldigt,“ sagde Manden. „Jeg har altid hørt, at I Finner havde mere Forstand end andre Mennesker.” — „Godt Rygte er bedre end Guld,” sagde Finnemanden. — „Her sidder vi og skændes om, hvad for en Del af Värmland der er den bedste. Mon du ikke kunde tage dig over at bilægge Striden, saa vi ikke skal blive Uvenner for den Sags Skyld?” — „Jeg skal dømme saa godt jeg formaar,“ sagde Finnemanden. „Men I maa have Taalmodighed med mig, for først maa jeg fortælle jer en gammel Historie.”
„I gamle Dage,” sagde Finnen og satte sig hos dem, „saa' alt det Land, der ligger Nord for Vänern, ganske forskrækkeligt ud. Det var saa fuldt af nøgne Fjeldvidder og stejle Bjerge, at det var ganske umuligt at bo og bygge der. Veje kunde man ikke faa banet, og Jorden var ikke til at dyrke. Men det Land, der laa Syd for Vänern, var godt og frugtbart i de Tider, som det er endnu den Dag i Dag.
Nu boede der dengang nede sydpaa en Kæmpe, der havde syv Sønner. All Sønnerne var raske og stærke Mænd, men de var stolte af Sind, og der var ofte Ufred imellem dem, fordi enhver af dem vilde regnes for mer end de andre.
Faderen var ked af den evige Kiv, og for at faa en Ende paa del kaldte han en Dag Sønnerne for sig og spurgte dem, om de vilde gaa ind paa, at han satte dem paa Prøve for at finde ud, hvem af dem der var den dygtigste.
Ja, det vilde Sønnerne gerne. De forlangte ikke bedre.
„Saa vil vi bære os saadan ad,” sagde Faderen. „I ved, at nord for den lille Dam, vi kalder Vänern, ligger der et Over-
