vold end Lovgivningen for Danmark og Norge[1]. Jeg har för bemærket, at i den sidste Deel af forrige Tidsrum var Althingets Andeel i de af Kongen givne Love for störste Delen indskrænket til at höre dem forkyndte, eller til Publicationen; denne Form har ogsaa været erkjendt i dette Tidsrum, saavel af Retterne som af Regjeringen, og stedse iagttaget som en Hovedregel. Af denne Grund er Publicationen med Hensyn til Islands Lovgivning af störste Vigtighed, selv efter Althingets Ophör 1800, da den islandske Landsoverret fik det Hverv, at paasee Publicationen, og Bekjendtgjörelsen af de for Island gjeldende Love. Om Publicationens Vigtighed med Hensyn til den islandske Lovgivning har Regjeringen flere Gange klart udtalt sig; saaledes hedder det i Canc. Skriv. angaaende Arvegangsmaaden i Island 3. Septbr. 1768[2]: at "en Forordn. eller Lov ikke kan gjelde og forbinde til Efterlevelse uden fra den Tid af at den publiceres". Lignende Princip findes i Toldk. Skriv. 22. Marts 1777, Instruction 19. Juni 1783, kgl. Resol. 23. Febr. 1784 og Rentek. Skrivv. 30. Januar 1787, 11. Aug. s. A. og 27. Mai 1789[3]. Rentek. Skriv. 5. Juni 1790 svarer paa en Embedsmands Forespörgsel, at det
- ↑ I Canc. Skriv. til Rentek. 30. Mai 1820 bemærkes, at Island "baade ved andre Hovedlove, og ved en ganske anden physisk og borgerlig Forfatning adskiller sig fra det egentlige Danmark". — I Sagen om den paatænkte Forandring af Jonsbogen 1826 indrömmer Cancelliet, at: "Jonsbogen er en i Island gjeldende Lov, og, naar man skulde holde sig til de almindelige og udtrykkelige Normer, som desangaaende i Lovgivningen ere foreskrevne, maatte den vel endog ansees for Landets Hovedlov".
- ↑ Lovsamling for Island III, 623-624.
- ↑ Jeg skal engang for alle bemærke, at jeg allevegne kun bygger paa Aktstykker, som udtrykkelig nævne Island, eller ere stilede direkte til Landets Embedsmænd.
