Den i Sagen nedsatte Comité deelte sig i en Majoritet og Minoritet, den förste bestaaende af 8 Medlemmer, og den sidste af eet Medlem. Majoriteten gik ud fra, at Island, som en Statsdeel for sig, der havde særegen retlig, og hidtil i mange Henseender, navnlig ved Althingets Oprettelse, anerkjendt statsretlig Stilling, maatte ansees at have Krav paa en hertil svarende Organisation ved Siden af de övrige Statsdele. Den gik saaledes ud fra Monarchiet som en Enhed, hvorunder enhver af Statsdelene blev indorganiseret med en vis til dens særegne Stilling svarende Selvstændighed med Hensyn til dens locale Sager, men med Hensyn til de almindelige Statsanliggender deeltagende i en eventuel almindelig Repræsentation, og ydende Bidrag til de almindelige Statsfornödenheder[1]. Uagtet den fandt, at Islands Forbindelse med Danmark i dens lovlige Grund kun var knyttet til Kongens Person, vilde den dog foreslaae at Grundlovens § 4—7 og 9—17, om Arveretten, Rigsforstanderen m. v. ogsaa skulde naae til Island, og for at sikkre Landet imod de skadelige Fölger, som de vaklende Betegnelser af dets Forbindelse med Staten havde haft, foresloges at dets Navn maatte blive optaget i Kongens Titel, ligesom de andre Statsdeles. Med Hensyn til de særegne Anliggender kunde Majoriteten ingenlunde gaae ind paa Grundlovens Antagelse en bloc, hvori den troede at see Spiren til en endelös Forvirring og store Farer for Fremtiden, den foreslog derfor, at der for Island maatte blive udarbeidet en særegen Grundlov, hvortil den leverede Grundtrækkene, dog saaledes, at den danske Grundlov derved saavidt muligt blev fulgt. Saaledes troede Majoriteten at have holdt sig strængt indenfor Lovlighedens Grændser, og det Til-
- ↑ Dette er klart udtalt i Tíðindi frá þjóðfundi Íslendínga S. 150-152, og i det förste Afsnit af Majoritetens Forslag (sst. S. 509).
