Af en renaissancepaves erindringer bog 8

by Pius II

OTTENDE BOG: April 1462 – Juli 1462

8.1. Sankt Andreas’ hoved^[1]

Andreas var Jesu Kristi apostel og broder til Sankt Peter. Han oplevede selv direkte Herrens Lidelse og overværede Opstandelsen og Himmelfarten. Derefter modtog han sammen med de øvrige disciple Helligånden^[2]. Sidenhen forlod han Asien og begav sig til Grækenland og Achaia, den provins på Peloponnes, der i vor tid hedder Morea. Denne provins var tilfaldet ham som det område, hvor han skulle prædike evangeliet. Da han i sin tid forlod båd og fiskenet for at komme til Herren, lovede denne ham, at han skulle blive en menneskefisker^[3], og han blev ikke skuffet. For han blev en fremragende prædikant, der underviste i sandheden, og med sin veltalenhed som krog fiskede han utallige sjæle til Kristus. Med ham som lærer modtog provinsen Achaia vor religions hellige budskab: den anerkendte, at Kristus, Guds Søn, er én Gud sammen med Faderen og Helligånden, og den ærede Den Hellige Treenighed.

Som gammel mand blev den hellige apostel - under Egeas prokonsulat – korsfæstet i byen Patras, og han fik således den samme martyrkrone som broderen Peter - og deres fælles mester, Jesus Kristus. Da han blev ført til sit kors, hilste han det med milde ord og sagde: ”Også Jesus Kristus hang på dig: modtag nu hans discipel.” Han blev vidt berømt for mange mirakler, både medens han levede og efter sin død. Om disse mirakler fortælles der i hans levnedsbeskrivelse.

En from kvinde, Maxilla balsamerede og begravede hans legeme. Lang tid senere blev det overført til Italien og stedet til hvile i byen Amalfi, der af ærefrygt for den hellige apostel fik rang af metropolis. Hans gravmæle er vidt berømt både på grund af den prægtige udformning, og fordi det tiltrækker store menneskeskarer.

Apostlens hoved blev dog stadig bevaret i Patras med dyb ærefrygt og stor omhu. Dette fortsatte indtil 1460, hvor også det blev overført til Italien. Det gik således til: da tyrkerne trængte ind i Peloponnes, havde denne provins to herskere, Thomas og Demetrios, som var brødre til grækernes kejser Konstantin. Denne var kort tid forinden^[4] blevet dræbt under Konstantinopels ødelæggelse. Da den ældste af brødrene, Demetrios, blev klar over, at de kristne ikke ville bringe tilstrækkelig hjælp, gik han over til tyrkerne og fik et andet sted tildelt nogle besiddelser, som han kunne leve af. Men den yngste broder, Thomas, der nu blev betragtet som tronarving, kunne ikke formås til at tjene tyrkerne, der havde dræbt hans broder, havde frarøvet grækerne deres rige, og besudlet de kristnes helligdomme.

Da Thomas så, at hans styrker var tyrkernes underlegne, og at der ikke var håb om hjælp udefra, besluttede han at forlade Peloponnes. En stor del af dette område var allerede blevet overgivet af Demetrios til tyrkerne og besat af disse.

Inden Thomas drog bort, tog han til byen Patras, som stadig var i hans hænder. Der tog han den hellige apostel Andreas’ kostelige hoved fra helligdommen, hvis beskytter han var, hvorefter han sammen med sin hustru og sine børn og mange græske adelsmænd tog til Arta, herskeren over øen Santa Maura i nærheden af Epirus. Thomas syntes ikke, at en denne store skat burde efterlades til fjenderne, der nok bare ville have trampet den under fode som skrald. Så han sørgede for, at Herrens helgen ikke blev givet til hundene^[5], og han mente, at hans rejse ville være gå bedre, hvis han havde apostlen som ledsager. Uskadt nåede han frem til herren af Santa Maura, der var hans slægtning. Hos ham blev han i nogen tid, idet han passede på det hellige hoved lige så omhyggeligt som på hustruen og børnene.

Da de italienske og de transalpine kristne fyrster hørte, at apostlens hoved var blevet bragt ud af Grækenland, sendte de legater til Thomas med løfter om at give mange penge for at få det hellige relikvie. Også pave Pius fik underretning om sagen og sørgede dybt over det hellige hoveds udlændighed. Man da det nu var fordrevet fra sit sæde i Patras og ikke let kunne vende tilbage, fandt paven, at det ikke kunne få et mere værdigt tilflugtssted end Rom. For dér var jo også hans broder, den hellige apostelfyrste Peters ben, og den Apostoliske Stol, troens fæstning og det sikre tilflugtssted for alle, der bliver fordrevet fra deres egne kirker. Derfor sendte Pius budskab til Thomas om, at denne havde handlet fromt ved at føre apostlens hellige hoved fra en by, der var ved at gå under og falde i de gudløse fjenders hænder, og således hindre, at det blev ødelagt. Til gengæld ville det ikke være fromt, men skændigt, hvis han overgav hovedet til andre end paven (hvis ansvar det var at tage stilling til hvordan helgener skal æres), eller hvis han ønskede, at Andreas’ hoved skulle være noget andet sted end i Rom sammen med sin broder Peters ben. Thomas burde derfor bringe hovedet til Rom. Med Guds og broderen, Sankt Peters hjælp ville det engang blive bragt tilbage til sit eget højsæde.^[6] Thomas skulle ikke overdrage det hellige relikvie til nogen som helst anden, uden at have fået bud derom fra paven, ellers ville han påkalde sig apostlenes vrede. Han skulle i øvrigt ikke være bange for at blive fattig, for hvis han kom til Rom og boede der, ville han få et underhold, der passede sig for en fyrste.

Overbevist af dette budskab lovede Thomas at sejle til Ancona og medbringe det hellige pant^[7]. Og han holdt ord, for i år 1461 efter Kristi fødsel nåede han uskadt til Ancona. Det år hærgede store og frygtelige storme Adriaterhavet, og mange skibe gik ned. Man må tro, at Thomas’ skib blev reddet ved apostlens hjælp.

Da Pius hørte om ankomsten til Ancona, sendte han Alessandro, kardinalpræsten af Santa Susanna, berømt for sin hellige livsførelse og sin lærdom, dertil som legat de latere. Hvis kardinalen kunne fastslå, at det virkelig var den hellige apostels relikvie, skulle han modtage det fra Thomas’ hænder. Derefter skulle han med al den højtidelighed og ærefrygt, som man skylder en så hellig genstand, føre det til Narni og anbringe det i fæstningen. Her skulle det bevogtes af kommandanten, indtil det med passende hædersbevisninger og ceremonier kunne føres til Byen. Dette kunne man jo ikke gøre umiddelbart på grund af den krig, som tyrannerne omkring Rom førte mod paven.

Kardinal Alessandro tog til Ancona, undersøgte hovedet og genkendte tegnene^[8]. Da han havde fastslået, at det faktisk var apostlens hoved, hyldede han det, overtog det fra Thomas, og gav denne penge til rejsen til kurien. Med et fornemt følge førte han hovedet i højtidelig procession og med mange kærter til fæstningen i Narni og gav det i kommandantens varetægt. Der blev hovedet så opbevaret i nogen tid. Foran relikviet var der anbragt lamper med evig ild.

Der gik nu adskillige måneder og krigen begyndte at gå godt for paven: Jacopo Piccinino, Kirkens forbitrede fjende, blev fordrevet fra romersk territorium; Jacopo Savelli mistede mange byer og kom nedbrudt til paven og bad om tilgivelse; og de andre fjender var blevet grebet af frygt og havde enten overgivet sig eller var flygtet langt bort. Der var nu fred i det romerske territorium, folkene omkring Rom havde fred og sikkerhed, og der hørtes ikke længere gny af våben.

Paven besluttede nu, at lade det hellige^[9] hoved bringe til Byen. Jo flere mennesker, der kom tilstede, jo prægtigere ville modtagelsen blive. Han lovede derfor fuldstændig syndsforladelse til alle, der kom til Rom for at overvære indtoget og deltage i modtagelsen. Et dekret herom blev sendt til de større byer i Italien med datoen for ankomsten.

Da dagen nærmede sig, udvalgte han tre kardinaler: biskop Bessarion af Tusculum^[10], græker, specialist i begge sprog^[11] og en mand af stort ry; den førnævnte Alessandro; og Francesco^[12], administratoren af ærkebispedømmet Siena, Pius kødelige nevø gennem søsteren Laudomia. Han befalede dem at drage til Narni og føre det hellige pant med sig tilbage.

I mellemtiden forberedte man i Rom alt til en højtidelig og pragtfuld modtagelse, der var den hellige apostel værdig. Paven ville ikke virke påholdende i hædersbevisningerne over for så stor en apostel, og han syntes, at intet var for godt til denne. Det var egentlig hans hensigt at føre de hellige apostle Peter og Pauls berømmelige hoveder, der blev opbevaret i Laterankirken^[13], med sig og sammen med dem møde Andreas’ hellige hoved, når det nåede frem til Byen. Men dette viste sig at være umuligt, fordi de to hoveder var indesluttet i et meget stort relikvieskrin af sølv med jernbeslag, der skulle veje mere end 4.000 pund, så det kunne hverken skilles ad eller bæres af sted. Man måtte derfor opgive at føre de to hoveder frem, og der udgik i stedet for befaling om, at på de dage, hvor den hellige Andreas hoved blev ført gennem byen, skulle de to andre apostles hoveder om eftermiddagen udstilles til offentlig beskuelse i Laterankirken. Disse ceremonier tiltrak store menneskemasser.

Da de udsendte kardinaler ankom til Narni og havde anerkendt tegnene, ærede de apostlens hellige rester, modtog dem bæven og stor ærefrygt og bragte dem til Ponte Milvio palmesøndag, den 12. april^[14] i det Herrens år 1462. Store menneskemængder stimlende sammen om dem på turen: de lovpriste Gud og bad om apostlen Andreas’ beskyttelse. Ved den anden milesten fra Byen anbragte man det hellige relikvie i selve brotårnet for at blive opbevaret dér natten over. To ærkebiskopper, Perrotto af Manfredonia, og Alessio af Benevento, vågede over det.

Samme dag fejrede paven efter gammel sædvane palmehøjtideligheden i Peterskirken ved det Apostoliske Palads. Om eftermiddagen begav han sig med det hellige kardinalssenat og hele gejstligheden til kirken Santa Maria del Popolo og tilbragte natten dér, så at han næste dag kunne tage derfra og møde det hellige hoved. Denne kirke ligger nemlig klods op ad Porta Flaminia ved vejen, der fører til Ponte Milvio over Tiberen. Man var bange for den truende regn: skyerne formørkede himlen, lynene glimtede overalt, der lød tordenskrald i alle retninger, og der var intet håb om godt vejr. Der var gået mange overskyede og regnvåde dage forud, og netop nu virkede vejret særligt truende. En skrækkelig storm var ved at rejse sig, stærke vinde sendte skyer mod Byen, og alle troede, at turen ville foregå under store regnskyl. Men ganske forunderligt: den store Andreas sørgede for, at han fik godt vejr, og han tillod ikke, at gejstligheden, der kom ham i møde for at ære ham, blev generet af regn. For skønt det havde regnet dag og nat i den måned, skete der det, at medens hovedet var på vej, og paven drog det i møde, faldt der ikke en dråbe vand på den jord, man skulle gå på. Skyerne, der truede med forhindre pavens færd, holdt sig indtil natten, således at man kunne komme tørskoet af sted. Men endnu en regnfuld nat fik dem til at opgive håbet om at kunne gennemføre de planlagte højtideligheder dagen efter, og man forudså, at de måtte udsættes. Men da morgenen brød frem, holdt regnvejret op, og solen strålede over jorden og inviterede til, at man gik i gang. Straks brød de tre kardinaler op, som havde anbragt det hellige hoved ved Ponte Milvo, og hentede det, hvorefter de førte det i procession mod Byen.

8.2. Apostelhovedet modtages i Rom

Nær Ponte Milvio er der store engområder, som ligger til venstre, når man kommer til Rom ad Via Flaminia. På dette tidspunkt var de dækket af græs og blomster, og de så nærmest glade, ja smilende ud. Midt i området havde paven ladet rejse en forhøjning af træ, så stor og solid, at den kunne rumme alle de tilstedeværende gejstlige. Den var også så høj, at alle nede på engen tydeligt kunne se, hvad der foregik. I midten af forhøjningen blev der rejst et højalter.

Da de tre kardinaler var blevet sendt af sted for at hente hovedet, drog paven kort efter sammen med det øvrige senat og hele gejstligheden, fyrsternes legater, Byens adel og en enorm folkemængde ud gennem Porta Flaminia. Paven bar en palmegren, og også kardinalerne og de øvrige prælater bar de palmegrene, som de dagen før havde fået af paven til minde om Frelseren^[15]. Hele vejen var fuld af mennesker, og man kunne ikke se markerne og vingårdene for bare mennesker.

Så snart man nåede frem til engene, bød paven kardinalerne og prælaterne stige af hesten, iføre sig deres ornat, gå til fods (så langt som et pileskud) og sammen med sig stige op på tribunen. Alle præsternes messeskrud var hvide, mitraerne var hvide, al udsmykning var hvid, og set fra engen nedenfor virkede det hele endnu hvidere. Alle fulgte bjergtagne den højtidelige og værdige procession af præster, som to og to med palmer i hænderne og under bønner til Gud sammen med paven i langsomt tempo og med alvorlige ansigter skred over engene gennem menneskemængden.

Der var to trapper – med lave trin – op til tribunen: den ene var placeret i retning af Ponte Milvio, den anden i retning af Byen. Medens paven, grædende af glæde og andagt, fulgt af kardinalskollegiet og hele gejstligheden steg op ad den sidste trappe, kom Bessarion og de to andre kardinaler samtidig op ad den første.

Bessarion frembar det skrin, der indeholdt det hellige hoved, og anbragte det midt på alteret, medens koret istemte hellige sange. Derefter blev der stilhed, nøglerne blev overrakt, seglene genkendt, og skrinet åbnet. Grædende tog Bessarion apostlens hellige hoved op og rakte det til den ligeledes grædende pave.

Før paven berørte de hellige ben, lagde han sig på knæ foran alteret, og talte med bøjet hoved, bleg, tårevædet og med skælvende stemme således:

”Endelig er du kommet^[16], o du apostlens hellige og velduftende^[17] hoved. De vilde tyrker har fordrevet dig fra dit sæde. Landflygtig har du søgt tilflugt hos din broder, apostelfyrsten, og han vil ikke svigte dig. Når Gud engang vil det, genindsætter Han dig i dit højsæde i herlighed, og da vil du sige: ”O lykkelige landflygtighed, som fortjente en sådan bistand!^[18]” I mellemtiden vil du opholde dig hos din broder i en periode, og du vil blive æret lige så meget som ham. Det, du ser derude, er det milde Rom, som er indviet med din broders hellige blod. Det folk, du ser omkring dig, har den hellige apostel Peter, din fromme broder, og sammen med ham den hellige Paul, udvælgelsens kar^[19], genfødt i Kristus Herren. Romerne er dine nevøer gennem din broder. Alle ærer og hylder dig som deres onkel og fader, og de tvivler ikke på, at du vil skærme dem foran den store Guds ansigt.

O hellige apostel Andreas, du sandhedens prædikant og Treenighedens særlige forsvarer, i dag fylder du os med glæde, fordi vi ser dit hellige og ærværdige hoved foran os, du som var værdig til, at Helligånden på pinsedagen synligt hvilede på dette hoved som en lue. O I, som søger til Jerusalem i ærefrygt over for Frelseren og for at se de sted, Han betrådte: se her er Helligåndens sæde; her er guddommens trone; her, her har Helligånden taget bolig. Her kan man se den tredje person i Treenigheden; her er de øjne, som ofte så Herren i kødet; her er den mund, der ofte talte med Kristus; her er de kinder, som Jesus utvivlsomt ofte kyssede. O store helligdom! O kærlighed og fromhed! O sjælens sødme^[20]! O Helligåndens trøst! Er der nogen, som ikke bliver dybt bevæget, nogen hvis hjerte ikke står i brand, nogen som ikke fælder tårer ved synet af Kristi apostels ærværdige og kostelige relikvie?

Vi glæder os, vi fryder os, vi jubler over dit komme, o guddommelige apostel Andreas, for vi tvivler jo ikke på, at du i ånden ledsager dit kødelige hoved^[21] og sammen med dette drager ind i Byen. Vi hader normalt tyrkerne som fjender af den kristne religion. Men i dette ene hader vi dem ikke, at de har været årsagen til dit komme. For hvad kan vi ønske os mere end at beskue dit ærværdige hoved og indånde dets vellugt? Vi er kede af, at vi ikke her ved din ankomst kan give dig de æresbevisninger, som du fortjener, og at vi ikke kan modtage dig på en måde, der anstår sig for dit strålende, hellige liv. Men modtag i det mindste vores gode vilje og se på hensigten, ikke på gerningerne. Og bær tålmodigt, at vi berører dine ben med besmittede hænder, og at vi syndere ledsager dig inden for Byens mure. Drag ind i den hellige by og vær nådig mod det romerske folk. Må dit komme blive til frelse for alle kristne. Må dit indtog bringe fred. Må dit ophold hos os give os fred og lykke. Vær vor fortaler i himlen og bevar sammen med de hellige apostle Peter og Paul denne By og tag dig kærligt af hele det kristne folk, således at Guds barmhjertighed ved din forbøn må være med os^[22]. Og hvis Gud er vred over vore mange synder, så lad vreden passere fra os til de ugudelige tyrkere og de barbariske nationer, der ikke ærer Kristus Herren. Amen.”

Pavens tale fremkaldte tårer hos alle. På selve tribunen græd alle gejstlige og lægmand og slog sig for brystet, medens de bønfaldt den hellige apostel om hans forbøn. Pavens bøn gjorde så stort indtryk på nogle, at de vendte hjem og nedskrev den ord for ord og gav den til paven. Iblandt dem var biskop Teodoro af Feltre, en lærd og begavet mand. Han gav sin nedskrevne version af talen til paven, som læste den, blev grebet af forundring over hans hukommelse, og lovpriste hans intellekt.

Medens paven talte, var der en forunderlig stilhed kun afbrudt af suk og stønnen fra mange, der jamrede over deres synder og ikke kunne holde gråden tilbage. Kærterne brændte overalt, og hele folket, der var lejret på engene, afventede talens slutning i tavshed.

Da paven var færdig med at tale, kyssede han det hellige hoved og alle på tribunen kyssede det ligeledes, grådkvalte. Så tog paven igen ordet og bad:

”Almægtige, evige Gud, du som styrer både det himmelske og det jordiske rige, og som i dag nådigt har givet os trøst ved din hellige apostel Andreas’ hoveds ankomst: giv os, beder vi dig, ved hans fortjenester og forbøn, at de ugudelige tyrkeres overmod må blive slået ned; at alle overgrebene fra de gudløse må ophøre; og at det kristne folk må tjene dig i sikkerhed og frihed. Ved Kristus Vor Herre.”

Alle svarede Amen, hvorefter paven tog apostlens hellige relikvie i sine hænder, løftede det højt op, og gik tribunen rundt med det, og viste folket den gave, man så stærkt havde ønsket: ingen skulle undvære synet deraf. Straks hørtes høje stemmer fra mængden, der bønfaldt Gud om barmhjertighed, og der lød ekko fra alle de omliggende dale. Bagefter istemte man hymnen Te Deum Laudamus, som siges at være skrevet af de berømte kirkefædre, Ambrosius og Augustin. Efter denne istemte koret følgende hymne: Primus hic Jesum sequitur vocantem^[23].

[Her følger hele hymnen]

Denne hymne var på Pius’ anmodning skrevet af Agapito, biskop af Ancona og romersk borger. Det er ikke til at vide, hvad han er bedst som: jurist, taler eller digter.

Herefter steg paven ned fra forhøjningen, omgivet til alle sider af tændte kærter, og bar i sine hænder det ærværdige pant ind i Byen. Kardinalerne, biskopperne og de øvrige prælater gik i procession med palmer i hænderne. Mængden af mennesker og heste var tæt sammenstuvet, og det var næsten ikke til at komme igennem den. Ved byporten stod en del af byens gejstlighed, der mødte apostlen med hellige relikvier fra byens kirker. De hyldede apostlen og drog derefter med ham ind i Byen. Paven gjorde sit indtog i kirken Santa Maria del Popolo og anbragte apostlens hoved på alteret ved siden af det billede af den herlige Jomfru, Herrens Moder, som man siger, at den hellige evangelist, Lukas, har malet. Derefter velsignede han folket og udvalgte nogle biskopper fra referendarernes orden, som skulle våge dér natten igennem. Selv overnattede han i et kammer ved kirken.

Solen var endnu ikke gået ned, da vejret slog om, og søndenvinden bragte nye regnskyl, der varede hele natten indtil morgengry. Der faldt så megen regn, at det forekom umuligt, at man næste dag som planlagt kunne bære hovedet gennem Byen til Peterskirken. Alle var kede af, at den store, planlagte højtidelighed blev forhindret, og at man måtte skuffe folkets opstemte forventning. Mange mennesker fra Tyskland, Frankrig, Ungarn og de øvrige transalpine lande var strømmet til, og også fra Italien var utallige almindelige mennesker og mange adelsmænd kommet til, ivrige efter at se det hellige hoved. Selv ikke i jubelåret, der blev fejret under pave Nicolaus V^[24], og som var det hidtil største, havde man på en enkelt dag set så stor en menneskemængde^[25]. Så alle var kede af det, og især dem, der ikke havde været med på engene den foregående dag. Pave Pius var lige så ked af det - også på befolkningens vegne, hvis hede forventninger ville blive skuffet, og han følte både med de lokale og med de fremmede, der var lige nedtrykte. Men alle opsendte bønner til Gud om at sende godt vejr den næste morgen, og den barmhjertige Gud hørte dem. Sandsynligvis bad også Sankt Andreas om godt vejr for sit hoved, og han blev bønhørt takket være sin høje status i himlen. For kort før solopgang jagede en nordenvind^[26] eller en anden vind alle skyerne væk og efterlod en lys og klar himmel. En strålende, prægtig sol kom til syne i øst, så at mange og især paven måtte mindes følgende vers:

Det regnede hele natten, men om morgenen blev spillene genoptaget.

Caesar deler sit herredømme med Jupiter.^[27]

Men Pius ændrede verset, og sagde til de omkringstående:

Det regnede hele natten, nu er det gode vejr vendt tilbage.

Den forgange nat var fjendens, men dagen vil være Guds.^[28]

Og han tilføjede:

Regnstormen er ovre. Tørvejret er vendt tilbage.

Den fjendtlige nat er borte. Den venlige dag stråler frem.^[29]

Paven gav ordre til, at kardinalerne straks skulle tilkaldes, og at man skulle iværksætte de nødvendige forberedelser til processionen. Selv holdt han messe i sit kammer og læste Herrens lidelseshistorie op, der på den dag er fra Lukasevangeliet. Efter messen var hele senatet og hele gejstligheden kommet til stede. Kardinalerne blev spurgt, hvad de syntes, man skulle gøre. Det var allerede besluttet at føre apostlens hoved af sted i procession, men det var endnu usikkert, om det skulle ske til fods eller til hest. Selvom folket den foregående dag havde rengjort hele processionsruten, så havde den regnfulde nat tilsølet den igen: det ville være meget vanskeligt for præsterne, der bar de hellige relikvier og var iført de hellige gevandter, at skulle vandre igennem de glatte passager. Hertil kom, at turen var lang for de gamle, for den strakte sig omkring to mil midt gennem Byen fra Santa Maria del Popolo til Peterskirken. Mange syntes derfor, at man skulle tage hensyn til kardinalerne, bisperne og abbederne og lade dem ride til hest, medens de andre kunne gå. Men dette var paven absolut ikke enig i: han ville ikke have en delt procession, og han ønskede heller ikke, at det skulle se ud som, at gejstlighedens fromhed var mindre end lægfolkets, og at præsterne kun viste den guddommelige apostel ringe ærbødighed. Han befalede derfor, at alle skulle gå til fods og ære det hellige hoved ved egen hjælp og således gøre sig fortjent til afladen. De gamle og syge, som ikke kunne klare strabadserne, måtte ride ad en anden rute til Peterskirken og afvente processionens ankomst på kirketrappen. De som ikke kunne klare hele turen men nok en del af den, måtte gå så langt, som de selv mente, de kunne, og skulle så selv vælge det sted, hvorfra de kunne nå Peterskirken til fods.

Da man hørte dette, var der kun meget få, som besluttede sig for ikke at gå hele vejen. Af kardinalerne var der kun to som af afsides veje tog til Vatikanet. Det var Juan, biskoppen af Palestrina, en fremragende teolog, som var afkræftet af høj alder, og Prospero Colonna, der udmærkede sig både ved sin lærdom og ved sit adelsskab. Kardinal Luis af San Lorenzo holdt sig hjemme, hvad enten det var på grund af hjemlige gøremål, eller fordi han ikke reelt var optaget af den store højtidelighed. Kardinal Nikolaus af San Pietro in Vincoli^[30], en tysker, og Juan af Santa Prisca, en spanier, begge lærde og fromme mænd, kunne ikke deltage på grund af sygdom og ansøgte paven om, at de kunne få del i afladen, selvom de måtte blive hjemme. Det bevilgede paven. Heller ikke Filippo Calandrini, kardinalen af Bologna, pave Nicolaus Vs broder, kunne deltage, da han lige var blevet syg. Bessarion, kardinalbiskoppen af Tusculum^[31], der ikke var helt rask, sluttede sig til processionen ved Campo de’ Fiori og gik med helt til apostelfyrstens kirke – med stort besvær, for han var mere plaget af sygdom end af alder. Alle de øvrige kardinaler med undtagelse af den ruthenske^[32], som vi senere skal nævne, gennemførte hele turen til fods. Kun meget få biskopper deltog ikke, selvom mange var syge.

Alle disse gamle mænd gik til fods gennem sølet med palmer i hænderne og hvide mitraer på de hvidhårede hoveder, iført deres gejstlige, hvide skrud. Med øjnene fæstet mod jorden og uden at se sig omkring fremsagde de bønner og nedkaldte Guds barmhjertighed over folket. Det var et storslået skue, præget af dyb fromhed og andægtighed. Adskillige, var vant til et liv i luksus og red hellere til hest end bare at gå et par hundrede skridt. Men på denne dag gik de uden besvær to mil igennem søle og vand og tynget af messeklæder.

Guillaume d’Estouteville, kardinalbiskoppen af Ostia, en fornem mand af kongeblod, bar med møje sin egen vægt, for han var både fed og gammel. Også kardinal Alain af Santa Prassede bar med besvær vægten af sin egen krop, for han var en stor mand med en meget stor mave. Men begge gik de ivrigt hele vejen.

Juan de Carvajal, kardinalbiskoppen af Porto, en spanier der var en fremragende kender af civilretten, og som kort forinden var kommet hjem fra en legatudsendelse til Ungarn, vakte stor beundring: selvom han var gammel og svag, gennemførte han dog hele turen strålende af glæde og i stadig bøn. Kærligheden^[33] bar byrden, og intet var svært for den, der elskede.

Også kardinalerne Alessandro af Santa Susanna og Jaime af Santa Anastasia kunne kun gennemføre turen med megen møje: den enes helbred var ikke godt, og den anden var over 66 år gammel. Men fromheden vandt, og de gjorde hele processionen med.

Latino Orsini, der ellers ikke brød sig om fysiske anstrengelser og som var svagelig, blev denne dag stærk nok og havde ikke besvær med at gennemføre hele turen.

Alle de øvrige kardinaler var yngre og raske. Det var Pietro Barbo af San Marco, Luis de Mila af Santi Quattro Coronati, nevøer af henholdsvis Eugenius IV og Calixtus III. Richard af Coutances, der engang havde været rådgiver for den franske kong Charles; Niccolò Forteguerri af Teano, der tidligere havde stået i spidsen for kirkens hære og havde besejret marsierne; Jean Jouffroy af Arras, som kort forinden var vendt tilbage fra Frankrig, efter at den Pragmatiske Sanktion var blevet ophævet; Jacopo Piccolomini Ammanati af Pavia, specialist i de humanistiske discipliner; vicekansleren Roderigo Borgia, også han en nevø af Calixtus og selv en intelligent mand; Francesco Piccolomini Todeschini af Siena; Francesco Gonzaga af Mantova, der var beslægtet med de fornemste familier i Italien og Tyskland. Alles ansigter var præget af alvor, fromhed og andagt, der var ingen upassende adfærd, og kardinalernes orden bevægede sig frem med så stor ydmyghed, at hele den omkringstående mængde blev grebet af rørelse og andagt

Biskopperne og de øvrige prælater bevægede sig af sted på samme måde, og hele gejstligheden var præget af dyb anger. Præsterne fra alle Byens kirker deltog og bar på helgenernes relikvier. Også de romerske borgere, Kammerets konservatorer, bydelenes ledende mænd og de øvrige magistrater, kongernes og fyrsternes legater og Byens baroner deltog med brændende kærter i hænderne. De var iført prægtige klæder og holdt sig til deres anviste pladser i processionen.^[34] En del af legaterne og de adelige havde plads hos paven og bar en forgyldt dug over apostlens hoved, der som en parasol skulle skærme for solens stråler – i dag hedder det en baldakin. De andre gik foran gejstligheden.

Nogle hævder, at der var 30.000 brændende lys i gejstlighedens og folkets procession, som strakte sig helt til Hadrians Bro. Denne passerede de to eller tre ad gangen. Så stort var antallet af præster, der bar de hellige relikvier, at de forreste nåede frem til Peterskirken, før paven begav sig af sted, og det selvom de gik lige i hælene på hinanden.

Da alt var klar, og processionen var begyndt, steg paven ned fra sit gemak. Han blev, som han plejede, båret på en guldstol, for gigten havde tidligere frarøvet ham brugen af hans fødder. Kardinalbiskoppen af Ostia blev sammen med to andre kardinaler sendt af sted for at bringe ham apostlens hoved fra kirken Santa Maria del Popolo, for folkemængden gjorde det umuligt for paven selv at nå hen til kirken. Det ædle pant blev hentet fra alteret og givet i pavens hænder, medens hele folket så til og bønfaldt Gud om barmhjertighed. Paven kyssede relikviet, løftede det op foran sig og velsignede hele den omkringstående mængde, og derefter blev han båret af sted i processionen. Det var nu omkring den 13. time. Så stor en mængde havde taget plads på ruten, at soldaterne næsten ikke kunne bane vej med deres stave, og det selvom man på den første del af vejen gik ad bredere gader udenom Byens huse.

Pavens rute gik først mod højre i retning af Tiberen, derefter fulgte den flodbredden med Augustus’ Grav på venstre side. Selvom vejene i dette område er brede, var de den dag helt fulde, og menneskemængden var så tæt, at hvis man kastede et hvedekorn derind, ville det næppe falde til jorden. På samme måde var alle gader frem til Peterskirken tæt pakkede, og folk i mængden blev på det samme sted: overalt var det nye ansigter, man så. Ruten fulgte Tiberen, indtil den nåede Byens tætbebyggede område på højre side. Der drejede processionen til venstre og gik ad byens snævre gader mellem høje bygninger til Pantheon-templet, som hedningene^[35] indviede til alle guderne, d.v.s. dæmonerne, og vore kristne forfædre til den herlige Jomfru, Herrens Moder, og til Allehelgen. Herefter gik den over pladsen foran det store tempel og drejede mod højre forbi Sant’ Eustachios kapel. Så drejede den atter mod venstre, indtil den nåede paladset, der tilhører kardinal Bernardo af Santa Sabina, en fremragende jurist med en eksemplarisk livsførelse. Så drejede den for tredje gang til højre og fortsatte ad den vej, som hedder Via del Papa^[36], til Massimos nyopførte palads. Der drejede den igen til venstre indtil Campo de’ Fiori. Denne passerede man højre om og nåede frem til pladsen foran San Lorenzo in Damaso, hvor den tog gaden til venstre, indtil den nåede Tiberen. Til sidst gik den ad den højre vej til Hadrians Fæstning, fortsatte over broen og nåede frem til Peterskirken ad Via Sacra^[37], som var bestrøet overalt med blomster og duftende urter. Der hvor husene i Byen var bygget tæt sammen, havde man overhængt hele gaden med duge og grene, for at solen ikke skulle genere, og alle husmurene var udsmykket med forhæng og billedtæpper.

Romerne viste stor glæde og ærefrygt, og kurialerne og de fremmede kappedes om overgå hinanden i at ære apostlen. Alle de smukke ting, de havde i hjemmene, blev brugt til at forskønne ruten, som det hellige hoved blev båret ad. Alle prægtige klædninger blev vist den dag. Fra døråbninger og vinduer overværede husfruer og unge kvinder - med kærter og klædt til lejligheden - processionen og ærede det hellige hoved under bøn. Ved vejkrydsene og i gaderne steg skyer op fra altrene: der blev brændt røgelse overalt og kviste af velduftende urter. Alle havde sat de malerier og smukke statuer med livagtige ansigtsudtryk, som de havde i hjemmet, ud i indgangspartiet foran døren. Mange steder blev der vist tableauer: nogle børn var klædt ud som himlens engle og sang sødt, andre spillede på musikinstrumenter. Alle slags instrumenter blev hørt og lovprisninger af apostlen fyldte luften. Springvand med vin og mange forunderlige ting tiltrak sig de forbipasserendes blikke.

Melchior, den rhodensiske ridderordens prokurator, var en brav og lærd mand. Han overgik såvel lavereståendes som ligemænds anstrengelser, idet han foran sine port havde rejst et alter, hvor han afbrændte megen røgelse og udstillede forskellige smukke ting: da apostlens relikvie blev båret forbi, viste han det ære ved at lade sangere, fløjtespillere og trompeterer opføre flerstemmig og smuk harmonisk musik.

Alle kardinaler, der boede langs ruten, havde udsmykket deres paladser pragtfuldt, bortset fra en enkelt, som vi forbigår for ærens skyld, så folk ikke tror, at han mangler fromhed.

Kardinalen af Spoleto var taget til sit bispedømme for at tjene sit folk og sin flok i den hellige uge^[38], men han havde efterladt tjenere, som dækkede pladsen foran huset med tæpper og udsmykkede husmurene på det prægtigste.

Han blev dog overgået af kardinal Alain af Santa Prassede, også kaldet kardinalen af Avignon. Denne boede i et palads på Campo de’ Fiori dér, hvor man mener, at Pompeius den Stores Genius var opstillet. Her ligger også Orsiniernes palads, der i sin tid blev opført af pave Eugenius’ nevø, kardinalen af Porto, i fremmed land^[39], og kostede en formue. Kardinal Alain opstillede et alter på pladsen og lod det tildække af kostbart, guldindvirket klæde. Mange velduftende røgelsesstoffer blev afbrændt, og paladsets høje mure var prydet af kostbare stoffer af den slags, som eksporteres til Italien fra den franske by, Arras.^[40]

Men Roderigo Borgia overgik dem alle i udgift, indsats og opfindsomhed. Han havde opført et knejsende og stort palads på den grund, hvor den Gamle Mønt havde været, og det lod han overhænge med kostbare og vidunderlige tæpper. Endvidere udspændte han en høj baldakin, og under den ophængte han mange og forskellige vidunderlige ting. Han udsmykkede ikke blot sit eget palads, men også nabobygningerne, således at hele pladsen forekom som en park, fuld af sødtklingende lyde og sange, eller som et hus, der strålede af guld, ligesom Neros skal have gjort det. Ophængt på væggene kunne man læse mange digte, der for nylig var skrevet af udvalgte begavede digtere. De var skrevet med meget store bogstaver og indeholdt lovprisninger af den guddommelige apostel og af pave Pius.

Også de toskanske købmænd og bankierer, der bor i nærheden af Hadrians Bro, udsmykkede deres huse og kappedes om at overgå hinanden i ødselhed og originalitet. Alle huse og alle beboede gader fremviste et eller andet beundringsværdigt.

Således blev paven båret igennem mange vidundere og selv bar han på det hellige hoved. Til sidste nåede han frem til den meget store plads foran apostelfyrstens basilika. Denne var fyldt af tilrejsende. For bortset fra dem, der deltog i processionen, forblev folk i deres egne kvarterer, især kvinderne. Da mængden så apostlens hoved, rejste der sig et brus af stemmer, ligesom en mumlen af mange vande: alle slog sig for brystet og anråbte apostlens hoved med gråd og klage. Paven steg op af marmortrappen med de mange trin, som han kort tid forinden med store omkostninger havde ladet bygge foran indgangsdørene til forhallen, da den gamle trappe (et af Konstantins byggearbejder) var slidt ned. Da han nåede helt op, vendte han sig imod mængden og velsignede den med det hellige hoved.

Da paven kom ind i forhallen, så han på statuen af Sankt Peter, som står foran templets vestibule: han forestillede sig nu, hvordan denne statue græd af glæde over sin broders ankomst, og brast selv i gråd ved tanken om, at de to brødre, der ikke havde set hinanden i så lang tid, nu endelig mødtes og omfavnede hinanden. Så gjorde han sit indtog i kirken, hvor der brændte lys overalt, for den var fuld af mænd og kvinder, og næsten alle de tilstedeværende havde brændende lys eller kærter i hænderne, og der var også tændt utallige lamper og kandelabre. Stemningen blev gjort endnu mere vidunderlig af orgelspil og gejstlighedens sang. Med stort besvær banede man sig vej igennem den tætpakkede skare, som soldaterne selv med sværd i hånd næsten ikke kunne få til at flytte sig, og nåede frem til højalteret. Under alteret ligger de guddommelige apostle Peter og Pauls legemer, der æres af hele verden. Her blev den hellige Andreas’ kostelige hoved anbragt, hvorefter det blev kysset af alle prælaterne og de fornemme mænd, der var til stede.

Året forinden var Isidor af Kiev blevet ramt af et apoplektisk tilfælde. Han var biskop af Sabina og kardinal i den Hellige Romerske Kirke, og af fødsel græker fra Peloponnes. Tidligere havde han været overhyrde for roxanerne^[41], et nordligt folkeslag. Selvom han havde mistet talens brug, var han dog stadig klar i hovedet. Afkræftet var han blevet hjemme, men da han så det hellige hoved blive ført forbi sit palads, kunne intet forhindre ham i at følge det hellige relikvie. Han vandrede til fods helt til Peterskirken, gik inden for det jerngitter, der omkranser den inderste helligdom^[42] og højalteret, kom hen til paven og viste med tegn og fagter, at han ønskede at kysse apostlens hoved. Han fik lov, knælede ned med mange suk og tårer og stor andagt og fik det, som han ønskede. Så jublede han højt, som om han havde fået opfyldt et stort ønske, og vendte glædesstrålende hjem, for det var, som om han havde set sit fædrelands grundlægger og glædede sig højligt derover. Den ærværdige gamle mand gik bort meget gladere, end da han kom.

[Her følger en prædiken af kardinal Bessarion.]

Man hørte opmærksomt og gerne på Bessarion, skønt fædrene var udmattede af turen og trængte til hvile – det var faktisk nu den 16. time. Men da han sluttede, ville de alligevel gerne høre pavens svar. Han sagde:

”Hvis de hellige apostles legemer, som ligger under alteret, kunne tale, så ville de sandelig juble, guddommelige Andreas, over dit ærværdige hoveds komme. De ville give fuldttonende udtryk for deres glæde, og hellere end gerne love den hjælp, som man har bedt om igennem dig. Her hviler de ellers i tavshed indtil genopstandelsens dag. Men vi tror, at de i dag på grund af dit kære og kendte hoveds tilstedeværelse føler en vidunderlig sødme og indre glæde. Det gælder især din broder, den hellige Peters ben, hvis glæde forstærkes af broderkærlighed. Men deres sjæle er i himlen, i Guds rige, i Kristi rige, og der er ingen tvivl om, at de tænker på dig og bønfalder om Guds hjælp til, at dit hoved kan vende tilbage til sit højsæde. Både Peter og Paul taler din sag, og begge er værdige til at blive hørt af Herren. Tvivl ikke: Jesus Kristus hører din broders stemme, han som blev kaldet til ikke blot at styrke sin egen broder, men alle brødre, da Herren sagde til ham: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.”^[43] Dette kan også udmærket anvendes på bispesæder. Vi håber, at du med den Højestes bistand, din broders hjælp og på den hellige Pauls forbøn vil blive genindsat og styrket i dit højsæde for evigt.

Hvad Os selv angår – Vi er jo også blevet nævnt^[44], Vi som uværdigt indtager din broders sted - skal Vi gøre det kort: Andreas, Kristi værdige apostel, dig har Vi æret med særlig andagt lige fra Vor ungdom af og har ligesom mange andre valgt dig blandt dem, som bor i himlen, til Vor fortaler og beskytter. Dig lover Vi hjertens gerne al den hjælp, Vi formår, til at genvinde dine får og dit hjem her på jorden. Intet ligger Os mere på sinde end forsvaret af den kristne religion og den rette tro, som dine og vore fjender, tyrkerne, af al magt forsøger at træde under fode. Hvis blot de kristne fyrster Vil høre vor stemme og følge deres hyrde, så vil hele Kirken se det og glæde sig over, at Vi kunne opfylde Vor pligt, og at du ikke er kommet forgæves for at søge hjælp hos din broder.”

Herefter blev der sunget en kollektbøn. Paven rejste sig nu og anbragte det ædle pant på alteret, for at det kunne stå til skue for alle på denne dag. Auditørerne fra det hellige palads blev betroet opgaven med at våge derover. Medens kardinalerne og biskopperne sang og med høj røst lovpriste Gud, gik paven derefter hen til et sted, hvor han kunne ses af alle. Der velsignede han mængden, og hans kødelige nevø, kardinalen af Siena, forkyndte den fuldkomne aflad, hvorefter han selv vendte tilbage til paladset.

De følgende dage i den stille uge^[45] blev der afholdt de gudstjenester, som efter gammel sædvane hører til hver enkelt dag, og Herrens lidelseshistorie blev fejret med stor og andægtig deltagelse fra folkets side.

8.3. Påskehøjtidelighederne 1462

Om torsdagen forkyndte paven i overværelse af kardinalerne og hele gejstligheden, på det dertil fastsatte sted og i overensstemmelse med sædvanen kirkens bandlysninger, og han ekskommunicerede med navns nævnelse fire fortabelsens sønner: Sigismund af den østrigske hertugfamilie, fordi han voldeligt og på en højhellig påskesøndag havde forgrebet sig på biskoppen af Brixen, kardinalen af San Pietro^[46]; Gregor af Heimburg, også kaldet Errorius^[47], der kort forinden var blevet fordømt som kætter, fordi han ringeagtede kirkens autoritet, viste foragt for kirkestraffe og udspredte kætterske trossætninger, som var blevet fordømt; for det tredje Sigimondo og Malatesta af familien Malatesta, begge illegitime sønner af Pandolfo, fordi de havde undladt at betale den fastsatte skat til den Romerske Kirke. Sigismondo var ophavsmand til alt ondt; han havde et fordærvet sind og var uden religion, uden tro, uden Gud og skyldig i enhver form for synd. Kort tid efter blev han kendt skyldig i kætteri og fordømt, og hans billede blev afbrændt på to steder, dels foran trappen op til Peterskirken og dels på Campo de’ Fiori. Årsagen var, at man havde fastslået, at han stædigt og frækt hævdede, at der ikke fandtes et evigt liv, og at sjælen går til grunde sammen med legemet.

Påskelørdag, den 17. april, velsignede paven folket efter den store gudstjeneste og lovede, at han på påskesøndagen – i ærbødighed over for opstandelsen – selv ville fejre messen i apostelfyrstens kirke, og at han ville medføre Sankt Andreas’ hellige hoved, så man kunne atter kunne se det. Det var tidligere blevet flyttet fra Peterskirkens hovedalter og låset inde i paladset. At paven selv holdt messen var ret usædvanligt: ingen havde turdet håbe på det, for på grund af pavens sygdom og fravær havde romerne i fire år ikke set deres biskop løfte den guddommelige hostie op. Da pave Pius ikke kunne stå på fødderne, havde kvikke hoveder udtænkt en måde, hvorpå han kunne fejre messe siddende.

I perioden fra den dag, hvor det hellige hoved blev bragt fra Narni, indtil påskelørdag, regnede det både nat og dag, og regnen holdt kun op, når hovedet var ude i det fri. De fromme opfattede dette som et tegn fra Gud, der gav sin apostel godt vejr, når han skulle vise sig offentligt. Påskedagen forøgede deres ærefrygt, for selvom det atter havde regnet hele natten, vendte det gode vejr tilbage om morgenen, og under højtideligheden og processionen strålede solen. Paven sagde så igen:

Det regnede hele natten, men om morgenen vendte det gode vejr vendt tilbage.

Natten tilhørte Satan, dagen vil tilhøre Gud.^[48]

Paven steg ned til apostelkirken bærende på det hellige hoved. Der frembar han messeofferet^[49], der er Gud velbehageligt, fordi det er hans egen søn, som er ofret. Med egen hånd uddelte han Kristi Hellige Legeme til mange gejstlige og lægfolk. Blandt dem var venetianeren Niccolò Sagundino og sieneseren Agostino Dati, begge glimrende talere og dygtige filosoffer, velbevandrede både i græsk og latinsk litteratur. Den ungarske konges legat, Polykarp, og andre fremtrædende mænd, stod dog ikke tilbage for dem.

Efter messen fik paven atter det ærværdige hoved og gik i procession med kardinalerne og gejstligheden til den del af templet, hvor den hellige Veronikas Dug opbevares (således kalder man det underfulde aftryk af Jesu Kristi ansigt i en svededug, som den berømte kvinde, Veronika, siges at have rakt frem til ham)^[50]. Stående lidt væk beordrede han, at svededugen skulle vises frem. Kardinal Pietro af San Marco, en adelig venetianer, nevø af pave Eugenius og ærkepræst ved Peterskirken, steg op ad trinene og viste Herrens ærværdige og hellige billede frem, medens folket, som det er skik, tre gange anråbte om barmhjertighed. Det var i høj grad ærefrygtindgydende og vidunderligt her at se frelserens hellige ansigt og der hans apostels kostelige relikvie. Derefter lagde paven, kardinalerne og hele gejstligheden sig på knæ og bad med blottede hoveder^[51]. Så begav man sig til velsignelsesstedet, hvor der var lige så mange mennesker som til den tidligere procession. Også de nyankomne så apostlens ædle hoved og fik pavens velsignelse og fuld tilgivelse af deres synder, hvis de gjorde sig fortjent dertil gennem skriftemål og anger.

Derefter tog paven tilbage til sit palads. Han bar apostlens hellige relikvie med sig og lod det anbringe i Engelsborg, indtil et egnet sted kunne blive gjort klar til det.

8.4. Valg af ordensmester i den rhodensiske ridderorden

Få måneder før var den franske ordensmester for den rhodensiske ridderorden død. I hans sted havde ordensforsamlingen valgt Pedro Raimondo Zacosta, der var født i det Nærmere Spanien. Han havde tidligere været ordenens Kassemester^[52]. Det var velbegavet mand, som havde tjent ordenen i over fyrre år. De rhodensiske riddere plejede at vælge franske ordensmestre: i ordensforsamlingen er der nemlig flest franskmænd, og de besætter alle ordensembederne og giver dem til hvem de vil. Når det går godt for ordenen, og den er velhavende, og der er fred med naboerne, og man kan have det godt, så bestemmer franskmændene. Disse er fjender af påholdenhed, øder alle pengene bort på luksus og sætter ingen grænse for udgifterne. Men når der er krig, skatkamret er tømt, kreditorerne presser på, og alle afgifter og andre indtægter går til at betale renter på gæld, så tyr de til spanierne, der er et hårdført folk^[53], stædigt udholdende og vant til modgang. Således kan spansk nøjsomhed genvinde hvad fransk ekstravagance har bortødet. Denne opgave betroede man altså Kassemesteren. For ordenen var på det tidspunkt gerådet i den yderste fattigdom og skyldte over 200.000 dukater til handelsfolkene.

Så snart Pietro Raimondo hørte, at han var blevet valgt, ordnede han sine affærer i Spanien og begav sig med et strålende følge af ordensriddere til pave Pius for at opnå bekræftelse af valget. Han fik audiens i konsistoriet få dage efter påske og opnåede alt, hvad han ønskede. Efter et kort ophold ved kurien, sejlede han med pavens velsignelse til Rhodos. Sammen med ham sendte Pius sin egen fætter, Lolli, selvom denne nødigt ville; for Lolli var også medlem af ordenen og skulle ikke spise sit brød i lediggang.

[Her følger en oversigt over Rhodos’ historie.]

8.5. Pavens fødested ophøjes til by med navnet Pienza og bliver til et bispesæde

På dette tidspunkt forelagde Pius for senatet sagen om give hans fødested status som by^[54]. Dette blev gennemført med alles tilslutning, og navnet blev ændret fra Corsignano til Pienza^[55].

Ni mil fra Pienza ligger den fornemme og store by^[56], Montalcino^[57]. Når man rejser fra Pienza til Siena, ser man Montalcino til venstre for sig på toppen af et højt bjerg. Sakramenterne og de biskoppelige funktioner administreres af abbeden af Sant’Antimo. Dette kloster ligger i en lund nær byen og er en meget stor bygning, som menes opført af Karl den Store. Engang var det et rigt kloster med særlige privilegier fra den Apostoliske Stol og flere byer under sin fulde jurisdiktion. Men på grund af abbedernes sløsen blev det kort før vores egen tid så fattigt, at det med nød og næppe kunne fastholde sine åndelige rettigheder og helt tabte sine verdslige. Abbeden, som i vores egen tid ledede klosteret, var en ødsel og overfladisk person. Han var ligeglad med eller solgte ligefrem klosterets få tilbageværende verdslige besiddelser, og han ødte alting bort. Til sidst lå han i sengen plaget af gigt og havde næsten hverken smertens brød eller elendighedens vand. Ligesom Pienza hædrede Pius Montalcino ved at give den status som by. I hver af de to byer oprettede han en domkirke med tilhørende domkapitel. Han ville dog kun have, at der skulle være én biskop og ét bispedømme: dette blev sammensat delvis af sogne fra bispedømmerne Chiusi og Arezzo og delvis af småbyer og områder, der hørte under klosteret Sant’Antimo. Pius overtalte abbeden til at trække sig tilbage imod en livsvarig pension. Han indlemmede derefter klosteret i det nye bispedømme og gav penge til, at dets besiddelser kunne købes tilbage og udvikles. Udnævnelsen af en biskop blev udsat, indtil Pius selv kom til Pienza.

Herefter kom festen for den guddommelige Katerina af Siena, der var blevet optaget af Pius blandt Kristi hellige jomfruer. Dominikanerne bad paven om sammen med det hellige senat at komme og ære hendes grav. Man tog derfor til den Hellige Jomfru Marias Kirke over Minerva, der hedder således, fordi den er bygget på ruinerne af et tempel, som engang var indviet til Minerva. Efter messen velsignede paven en stor og forventningsfuld folkeskare, og begav sig derefter til kardinalen af Arras’ nærliggende palads og spiste hos ham sammen med adskillige kardinaler. Der blev serveret et pragtfuldt måltid efter fransk skik. Om aftenen tog han tilbage til sit palads.

8.6. Rejse til Viterbo

Få dage efter tog han fra Rom for at opsøge badene i Viterbo. Den første nat tilbragte man ved Campagnano, den anden i Civita Castellana i et palads, som tilhørte biskoppen, der var en ven af Pius. Den tredje dag lod han servere frokost i en smuk lund ikke langt fra byen Fabrica, efter at man havde passeret igennem Faleri.

I Faleri ligger der et meget gammelt kloster på et fladt område, men det har hverken munke eller indboere. Murene er meget høje og består af store kvadersten, som er sammenføjet uden kalk og det så nøjagtigt, at sammenføjningerne næsten ikke kan ses. Det område, der omkranses af muren er så stort, at der kunne ligge en hel by. Men der ingen bygninger – der ligger kun en kirke, som til gengæld er helt ubeskadiget. Munkenes celler og værksteder er for størstedelen faldet sammen, og inde i kirken har der i en kort periode været opstaldet heste: så stor er vor tids respekt for religionen!

Fra Fabrica tog paven til Soriano ad veje, som på den årstid var meget smukke. Der vokser en masse gyvel i området, og en stor del af dette fremstod i blomstrende gult. Andre dele var dækket buskads og forskellige planter, så at øjet blev mødt snart af purpurfarver, snart af hvidt eller tusind andre farver. Ellers var alt grønt i denne maj måned, og både marker og skove tilsmilede de forbipasserende, medens fuglene kvidrede sødt.

Byen Soriano ligger på en høj bakke i retning af den østlige del af Monte Cimino, der strækker sig til Tiberen. På toppen er der en fæstning, et meget gammelt bygningsværk, beskyttet til alle sider af sten og stejle klipper, og så højt beliggende, at det næsten ikke kan nås med kanonkugler. Stedet blev gjort berømt af mænd fra Bretagne, som blev bragt ind af en fransk pave: de holdt fæstningen og byen besat indtil pave Martins tid og plagede den toskanske del af Kirkestaten^[58]. Pave Calixtus havde gjort en katalaner til fæstningskommandant. Ham skaffede Pius sig af med ved hjælp af løfter. Derefter indsatte han sin niece Montaninas mand, Lorenzo, som kommandant i stedet.

Pius forblev i byen en dag og to nætter, da hans søster Laudomia og niecen Montanina var kommet tilstede. Dem kunne han jo dårligt undslå sig for at møde, og de opholdt ham længe med anbefalinger af deres egne og deres venners anliggender^[59].

Syv kardinaler ledsagede ham på rejsen til Viterbo: to franskmænd, Rouen og Arras; en spanier, vicekansleren; fire italienere, Teano, Pavia, Siena og Mantova. To andre kardinaler mødte dem ikke langt fra Viterbo: Bologna og Spoleto. Paven så tørt på dem og værdigede dem ikke nogen velkomstord, fordi de ganske ubehøvlet og uden begreb om etiketten ikke som normalt sprang af hestene, så snart de så paven. Senere undskyldte de deres uvidenhed og bad om tilgivelse^[60].

Pius blev modtaget i Viterbo med storslåede æresbevisninger og begejstring fra befolkningens side. Noget senere ankom næsten alle de kardinaler, som var blevet tilbage i Rom. Pesten var begyndt at hærge i Byen, og i løbet af kort tid kom mange kuriefolk til Viterbo og blev bekvemt indlogeret. Alle var fornøjede med den høflige og elskværdige behandling, man fik af befolkningen, og med byens charme. Næsten alle huse har en evigtrindende fontæne, og det skorter ikke på haver. Hertil kom rigelig forsyning med kvalitetsfødevarer; forskellige slags vine, som hverken står tilbage for de florentinske eller de sienesiske; hvidt brød, der smager glimrende; og kød af dyr fodret med timian og velduftende urter. Fisk fik man fra det Tyrrhenske Hav eller fra den nærliggende Lago di Bolsena. Heller ikke hestene manglede foder. Priserne satte kurialerne, som de ville.

Paven boede i fæstningen og lod varmt vand bringe til sig, som han brugte efter lægernes anvisning. Næsten hver dag tog han ud i landskabet ved morgengry, inden det blev varmt, for at nyde den dejlige luft og se de grønne afgrøder og de blomstrende hørplanter, som på det tidspunkt var himmelblå og en fryd for øjet. Ingen steder er der flere eller større hørmarker end omkring Viterbo, hvad enten det skyldes, at jordbunden er bedre egnet dertil, eller at de har rigeligt vand til overrisling. Beboerne tjener i hvert fald mange penge på deres hørproduktion. Paven så det hele, både engene og de tilsåede marker, og valgte forskellige ruter på forskellige dage. Han forsømte dog ikke møderne i konsistoriet eller i signaturaen. Undervejs talte han med supplikanter og legater, og når han vendte tilbage holdt han inden frokost enten konsistoriemøde med kardinalerne eller møde med referendarerne i signaturaen. Møderne blev ofte holdt hos Observanterne - af Minoriternes^[61] orden - uden for byen på et meget smukt sted, som de kalder Paradis.

8.7. Diplomatiske forviklinger i forhold til Frankrig

Medens paven således tilbragte en behagelig tid i Viterbo, sendte flere medlemmer af den Romerske Kurie breve til kong Louis af Frankrig med påstande om, at Pius var ham fjendtligsindet, og at han mere ivrigt end nogensinde satsede på krigen i Kongeriget Sicilien. Da paven modtog kongens brev om ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion, skulle han glædestrålende have råbt: ”Krig, krig!”. Årsagen hertil skulle være, at Frankrig efter ophævelsen af Sanktionen, ville sende flere penge til kurien og dermed gøre det lettere at finansiere krigen i Syditalien. Nogle meddelte ligefrem kongen, at paven havde kastet den kongelige skrivelse til jorden og trampet på den.

Da den lettroende konge hørte dette, blev han meget vred, og uden at vurdere beretningernes sandsynlighed dikterede han dette brev til paven:

”Louis, konge af Frankrig, hilser pave Pius. Jeg troede, at jeg kunne vinde din velvilje ved velgerninger. Jeg har ophævet den Pragmatiske Sanktion, jeg har frit sendt dig min lydighedserklæring, jeg har tilbudt hjælp mod tyrkerne, og jeg har givet et hårdt svar til dem, der ville have et koncil og et opgør med den Apostoliske Stol. Ingen har på noget tidspunkt kunnet overtale mig til noget, som var uforeneligt med din værdighed. Hvem havde ikke troet, at jeg med disse tjenester kunne blødgøre din umedgørlige holdning til det franske blod^[62]? Jeg var overbevist om, at selvom du ikke blev os mildere stemt, så ville du i hvert fald ikke blive strengere. Men det gik helt modsat: huset Anjou, som er af mit blod, forsøger du nu af al magt at fordrive fra Kongeriget Sicilien. Min datter, som jeg tilbød kunne ægte din nevø, har du afvist med foragt og du har foretrukket en familieforbindelse med Ferrante. Da du hørte, at den Pragmatiske Sanktion var ophævet på mit bud, så råbte du: ”Krig krig”, og nogle hævder, at du i fuldt offentlighed trampede på det brev, som jeg havde sendt om sagen. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke er i stand til at mildne dit grumme sind? Skal jeg prøve den modsatte vej? Det vil jeg ikke, for jeg ønsker ikke at forfølge Kristi Stedfortræder. Jeg vil holde mig til den vej, jeg er slået ind på, selvom alle mine folk råder til noget andet. Men måske vil du engang angre dit had til Frankrig, blive en ven af vort folk, og lade dig overvinde af min stadige tjenstvillighed. Farvel.”

Dette var sådan set til at bære, og det var let for paven at skrive til kongen og tilbagevise påstandene. Værre var de ting, som blev fremført af en legat fra kongen, marskallen af Toulouse, en adelsmand, som ikke kendte til litteratur^[63] og ikke kunne italiensk^[64]. Gennem en tolk holdt han følgende tale:

”Kong Louis af Frankrig har bedt dig om at tilbagekalde de hjælpetropper, som du har sendt til Ferrante i Kongeriget, og at du ophører med at forfølge hans slægt. For at gøre fremme denne sag, har han på sin side ophævet den Pragmatiske Sanktion i Frankrig og genetableret Frankrigs lydighedsforhold til dig^[65]. Men du har gengældt godt med ondt og sendt nye styrker til Kongeriget, som presser Anjou stadig stærkere. Endnu engang beder kongen dig ophøre dermed og at føre en venligtsindet politik over for det franske rige. Hvis du fortsat forsvarer Ferrantes sag, så vil det være nødvendigt, at alle franskmænd, også kardinalerne, forlader kurien. Jeg medbringer budskab til dem herom. Du skal ikke være i tvivl om, at de vil adlyde hellere end at blive berøvet deres verdslige besiddelser.”

Paven svarede ham således: ”Skønt Louis’ velgerninger imod Os er mange og store, så giver de ham ikke grundlag for at ansøge Os om uretmæssige ting, ligesom det ikke anstår sig for Os selv at svigte en retfærdig sag. Vi har sendt hjælpetropper til Ferrante i overensstemmelse med en traktat, og vi har grebet ind militært for at undgå, at den mand, der er i besiddelse af riget, bliver fordrevet uden dom. Lad Louis tage våbnene fra Anjou og bringe striden om Kongeriget for domstolen. Det samme vil Ferrante så gøre, ellers bliver han Vor fjende. Mere kan Vi ikke tilbyde. Franskmændene er fri til at forlade kurien, når de vil. Portene vil være åbne for enhver. Vi tvivler ikke på, at biskopperne og kardinalerne, som du selv siger, vil lyde kongens bud. Hvilken franskmand lyder ikke sin konge mere end Gud? Selvfølgelig vil de sætte kongen højere end Kristi Stedfortræder, ligesom de sætter kongen højere end Kristus selv. For Vort eget vedkommende vil Vi med sindsro afvente den skæbne, som Gud giver os.”

Da kardinalen af Arras hørte dette, sagde han, at man måtte udskyde sagen og afvente nye ordrer fra kongen, inden kurialerne fik besked om at forlade kurien. For selvom kongen havde givet marskallen offentlig instruks om at kalde kurialerne hjem til Frankrig, så havde han dog også givet hemmelig instruks om, at dette absolut ikke måtte ske.^[66] Meningen var, at de offentligt fremførte ord skulle være skræmmende, men ikke de faktiske handlinger.^[67] Arras vidste dette, og han trak tiden ud for at se, om han måske kunne få en skrækslagen pave til skifte holdning og kalde tropperne tilbage.

Hele kurien genlød nu af rygter om, at Frankrigs konge var vred på paven og havde fremsat alvorlige trusler, og at alle franskmændene utvivlsomt ville tage bort, hvis ikke paven ophørte med at støtte Ferrantes sag. Kardinalerne og mange andre opsøgte Pius og bønfaldt ham om at tage vare på sig selv og Kirken. De fortalte, hvad de havde hørt om kongens vrede, og sagde, at kurien ville blive lagt øde, hvis franskmændene tog bort: disse udgjorde den største del af kurien, og man måtte forsøge at forhindre, at de tog væk. Paven svarede dem således:

”Det er tomme ord! De vil ikke udføre deres trusler. De har villet skræmme Os, men Vi lader Os ikke besejre af trusler. Franskmændene bliver, selvom de lader, som om de vil tage bort. Men skulle de tage bort, hvad så? Vil kurien måske gå til grunde af den grund? Nej tværtimod: griskhed, simoni, luksus og ambition vil forlade os sammen med dem, og hvis franskmændene forsvinder, så forsvinder også alle de uhæderlige manipulationer. For hvilken skændighed i kurien er ikke blevet indført af franskmænd? Lykkelig er den pave, som aldrig så en franskmand i kurien. Og hvad har ophævelsen af den Pragmatiske Sanktion og lydighedserklæringen bragt med sig andet end fare for vores samvittighed? Hver dag må vi kæmpe med franskmænd, der søger om uhyrlige og upassende ting. Det drejer sig om vores sjæl. De bringer penge til vores pengekiste og ruin til vores samvittighed. Lad dem hellere forsvinde og det langt væk. Så kan vi endelig leve i fred og fromhed.”

Da marskallen igennem flere dage havde ventet forgæves på et omslag i pavens holdning, sagde han, at han var nødt til at udføre kongens befaling, og bad om, at paven ikke tog ham det ilde op. Pius svarede ham: ”Du har sandelig udsat det alt for længe. Gå og adlyd din konge så hurtigt som muligt.” Han turde dog ikke bringe truslen til udførelse, men fulgte kurien i lang tid.

8.8. Kristi Legems Fest i Viterbo

I mellemtiden nærmede Kristi Legems Fest^[68] sig. Denne fejres årligt i hele den kristne verden med stor andagt og enestående ærefrygt. Paven befalede, at kirkefesten skulle afholdes med de størst mulige æresbevisninger og udsøgt pragt. Med henblik herpå befalede han først, at den offentlige vej, der fører fra fæstningen gennem midten af byen til domkirken, skulle ryddes for alle de mange balkoner, gallerier og træverandaer, som fyldte op og skæmmede gadebilledet, og at gaden skulle føres tilbage til sin oprindelige skikkelse. Alt, hvad der hang frem og forhindrede nabohusets udsyn, blev fjernet. Overalt fik vejen sin bredde tilbage. Det, der blev fjernet, blev erstattet af det offentlige, og det blev forbudt, at en mur kunne rage frem foran en anden, eller at et tag kunne være højere end et andet.

Derefter fik kardinalerne hver tildelt en del af vejen, som de skulle sørge for blev dækket med tæpper og udsmykket. Resten blev fordelt mellem biskopperne og de øvrige kurialer. Nogle af kardinalerne påtog sig også at udsmykke huse og mure.

I den meget store San Francesco kirkegård, der ligger over for indgangen til domkirke, lod paven opføre et tempel, der strålede af mangefarvede stoffer udspændt fra hastigt rejste bjælker og holdt sammen af mange reb. Derinde lod han opsætte et alter med rigt dekorerede forhæng. På alteret blev der anbragt mange prægtige og iøjnefaldende genstande. Der var også en vestibule udsmykket med tæpper af silke og guldindvirket stof og ved siden af denne et kammer med en purpurklædt løjbænk, og gobeliner vævet af silke, uld og guld med motiver fra den klassiske historie, billeder af berømte mænd og afbildninger af vilde dyr.

På ruten fra fæstningen til den fontæne, som ligger ved foden af bjerget, blev der mange steder med beundringsværdig indsats opsat buer af blomstrende gyvel, myrter og laurbær. Der blev strøet blomster langs hele ruten, og midt på ruten nær templet blev der rejst en triumfbue. Der var billeder af kardinaldyderne, pavens, kongernes og kardinalernes bannere blafrede i vinden, og husmurene var dækket af gobeliner eller blomster.

Om eftermiddagen fejrede paven sammen med kardinalerne og hele gejstligheden foran en stor menneskemængde festdagens første vesper^[69]. Det foregik inde i det tempel, han havde ladet opføre. Solen stod stadig højt på himlen og skinnede igennem uldvæggene, som strålede i alle regnbuens farver, så templet kom til at se ud som en himmelsk hal eller den øverste konges bolig. Man følte sig nærmest som i paradisets have, da sangerne – ligesom engle - istemte sødtklingende hymner, medens lys, der var anbragt rundt omkring med forbløffende kunstfærdighed, efterlignede stjernerne på himlen, og der snart hørtes den blide sang af menneskestemmer og snart den søde harmoni af musikinstrumenter.

Næste morgen drog paven med kardinalerne, biskopperne og hele gejstligheden i højtidelig procession fra fæstningen til templet. Her løftede paven den hellige hostie fra alteret og begav sig af sted mod domkirken. En stor mængde af mennesker var kommet fra de omliggende landsbyer, enten for at få aflad – paven havde nemlig lovet fuldkommen syndsforladelse til alle tilstedeværende – eller for se det prægtige skue. Alle pladser var fulde, og hele ruten var tætpakket med mænd, kvinder og børn, så at paven og processionen næsten ikke kunne komme igennem. Det lykkedes dog alligevel at trænge igennem den tætpakkede menneskemængde, men kun med skubben og møje.

Der hvor pavens udsmykning hørte op, begyndte Rouens, og derefter kom de udsmykninger, der var sat op af kardinalen af Coutances og af kardinal d’Albret. De havde efter deres eget folks skik dækket husmurene med den slags stoffer, som man kalder ”fra Arras”. De havde også rejst altre rige på guld og sølv og hyllet i skyer af røgelse. Efter dem havde referendarerne udsmykket deres huse. Et alter var anbragt på en forhøjning, og nedenfor havde de placeret en ung mand, der skulle forestille Frelseren og svede blod, og som fra et sår i siden fyldte kalken med det helsebringende blod. Hertil havde de føjet drenge med vinger ligesom engle, der sang episke og elegiske vers, skrevet af lærde ånder.

Derefter kom man til kardinalen af San Sistos sted. Han viste, som det passede sig for hans fromme natur et billede af den sidste nadver med Frelseren sammen med disciplene og indstiftelsen af alterets sakramente til minde om lidelseshistorien og det evige forsvar af menneskeslægten imod dæmonernes anslag. Der var også et billede af Thomas Aquinas i færd med at skrive teksterne til denne store festdags tidebønner.^[70]

Efter ham dækkede kardinalen af Mantova en stor del af vejen og udsmykkede den med tæpper, som meget dygtige vævere havde indvævet med berømte fortællinger.

Efter ham fulgte kardinalen af Portugal. Hans tableau forestillede en enorm drage og mange onde ånder, der syntes at udstøde frygtelige trusler. Da paven drog forbi, huggede en bevæbnet soldat, der forestillede ærkeenglen Michael, dragens hoved af, og alle dæmonerne faldt hovedkulds og brølende til jorden. Et rødgyldent tæppe skyggede for himlen som en sky, og væggene var dækket af læder, som på spansk maner var indgraveret med gyldne blomster.

Efter ham havde kardinalen af Nikæa ladet rejse et alter og opstillet drenge, der sang som engle. Overalt var der altre, hvorfra røgelsesskyer steg op. På mange steder læste præster messe, og alt hvad byen havde af hellige kar og relikvier beklædt med guld og sølv var udstillet på altrene.

Efter Nikæa kom Spoleto, hvis udsmykning var sat op imellem to buer, der var kunstfærdigt sammensat af blomster og grønne blade. I midten var der et kapel og et alter og duften af røgelse og et kor af syngende drenge. Et mangefarvet tæppe, et såkaldt saium, dækkede for synet af murene og himlen.

Dernæst kom vicekanslerens udsmykning, som strakte sig 74 fod. Bag et rigt, purpurfarvet forhæng var der statuer og tableauer, et udsmykket kammer med en kostbar seng og et springvand ikke bare med vand, men også med forskellige og fornemme vine, der flød ud af forskellige rør. Da paven nærmede sig, trådte to drenge frem, der sang så smukt som engle. De knælede ned og hyldede den guddommelige hostie og hilste paven. Derefter vendte de tilbage til forhænget og sang med høj og sød stemme: ”Løft jeres hoveder, I porte, så ærens fromme^[71] konge, verdens Herre, kan drage ind”. Bag forhænget så man fem pragtfuldt klædte konger og en kohorte af bevæbnede mænd, der forhindrede pavens indtog. Da de hørte englene, svarede de: ”Hvem er den fromme kong?” Og på grund af sakramentet, som Pius bar i procession, svarede de tilbage: ”Herren, mægtig på jorden”. Straks blev forhænget trukket til side, og adgangen var fri. Samtidig satte trompeter, orgler og mange slags musikinstrumenter ind, og kongerne hyldede paven, idet de med klangfulde og smukke stemmer skiftevis fremsang heroiske vers til hans pris. Medens paven passerede igennem, blev han mødt af en skovmand, der førte en fangen løve med sig, som han af og til kæmpede med.

Udspændte tæpper dannede et rigt udsmykket tag over pladsen omkring springvandet. Der var ophængt faner med de adelsvåben, som tilhørte pave Calixtus og den Borgia, som engang havde været byens præfekt. På siderne var der ophængt draperier af et smukt stof, men af endnu smukkere tilvirkning, så de ikke blot tiltrak den uvidende hobs, men også dannede mænds blikke, og var en fryd for øjet. Ved udgangen var der en triumfbue bygget som en fæstning. Her var der opstillet bevæbnede soldater, som med kobbermaskiner efterlignede torden og skræmte livet af de forbipasserende.

Kardinalen af Santa Susanna havde fået tildelt afsnittet efter vicekansleren. Det overdækkede han - i efterligning af naturen - med et tæppe farvet som himlen og bestrøet med gyldne stjerner. Han havde også opstillet et springvand med hvidvin og smykket med blomster, og et velduftende alter og statuer, der syntes at le og synge, og et kor, der henrykkede mængden med levende sang og musikinstrumenter.

Niccolò, kardinalen af Teano, ville glæde paven, der gerne ville have det ypperste. Han havde bragt skuespillere og smuktsyngende drenge fra sin fødeby, Pistoia.

Dernæst kom man til den plads, hvor byens øvrighedspersoner bor. Denne var overdækket med et himmelblåt og hvidt klæde og udsmykket på alle sider med billedtæpper, og der var mange buer dækket af grønt løv og mange slags blomster, og på hver søjle sad en dreng klædt ud som engel. Der var 18 drenge, som i ansigt, stemme og klædedragt lignede engle, og de sang smukke vekselsange. På midten af torvet havde man bygget en model af Herrens grav, hvor Han, som er vort liv, lå død for vores skyld. Rundt omkring lå bevæbnede soldater, som om de var overmandet af dyb søvn, og engle stod på vagt og tillod ikke, at den himmelske brudgoms kammer blev krænket.

Da paven nåede frem til dette sted, kom der pludselig en meget smuk, bevinget dreng flyvende ned fra himlen (ad et reb!). Han havde nærmest et serafisk ansigt og hilste paven med guddommelig stemme og en hovedbøjning. Derefter sang han en hymne, der forkyndte Frelserens snarlige opstandelse. Der blev stille, alle var tavse. Alle lyttede med fryd, som om det foregik i virkeligheden, og det var et rigtigt sendebud fra himlen. Herefter blev der blev der sat ild til nogle blandede pulvere i en bronzeskål, der kom et brag og et lysglimt, som vækkede soldaterne og opskræmte dem. Graven åbnede sig, og en mand, der forestillede Frelseren, kom pludselig frem. Han var rødhåret og lignede Jesus i skikkelse og alder. I den ene hånd holdt han korsets banner. Han var prydet med et diadem, fremviste store sår, og forkyndte frelsen for det kristne folk - i italienske vers.

Efter Teano havde kardinalen af Avignon rejst et smukt alter og udsmykket sin del af ruten med gallisk pragt.

Efter ham overdækkede Pavia passagen med en baldakin i fire farver og tildækkede murene med stoffer fra Arras. Han havde også rejst blomsterbuer, og her og der stod der mange drenge, som forestillede engle, og ærede det hellige sakramente med brændende kærter i hænderne.

Herefter kom der mindre udsmykninger: blomster og løv og grønne grene blev brugt i stedet for tæpper og stoffer, så man kunne se, at det var fattige huse, selvom der intetsteds manglede altre og præster i messeklæder og sang og velduftende røgelse.

Ambrogio Spanocchi fra Siena, en af pavens hofmænd, havde dog udsmykket det hus, han boede i, smukt og brugt sine egne midler til at lukke solen ude og tildække murene, idet han prøvede at måle sig med de store.

Bagefter havde kardinalen af Arras tildækket vejen fra stenbroen, der forbinder de to bydele, til domkirken med klæde, som han for nyligt havde importeret fra Firenze for at give sin husstand nye dragter. Klædet var engelsk uld, som var blevet farvet rødbrunt. Gadens sider havde han forstærket på sin egen bys^[72] bekostning. Da de omkringliggende huse ikke virkede fine nok, havde han her og der rejst høje træstolper, som han havde forbundet med reb, og fra disse hang der draperier. Natten inden festdagen havde voldsomme vindstød blæst rebene hid og did, og en stor del af stoffet var blevet sønderflænget, så der ikke var nok tilbage til tjenernes dragter!

Hele den store plads foran domkirken havde kardinalen af Santi Quattro Coronati overdækket med stoffer udspændt fra høje stolper forbundet med reb, og han havde udsmykket den med rige og vidunderlige genstande. På et egnet sted havde han rejst alteret. Til højre var pavens trone og kardinalernes bænke opstillet, og til venstre biskoppernes, protonotarernes og abbedernes sæder. Endvidere var der indrettet et kapel ligesom i det Apostoliske Palads. På den øvre del af pladsen havde han bygget den glorværdige Jomfru Marias grav og oven for, på hustagene, den himmelske konges sal, hvor Gud sad i egen majestæt. Man så også de hellige engles kor, funklende stjerner og den himmelske herligheds glæder gengivet ganske vidunderligt.

Messen blev fejret med stor og andagtsfuld deltagelse fra folkets side. Kardinalen af San Marco celebrerede messen, og paven velsignede folket. Derefter sang en dreng klædt ud som engel en meget smuk sang om Jomfruens kommende optagelse i himlen. Gravens dør gik op, og ud kom en vidunderligt smuk pige, som båret på engles hænder først blev løftet lidt op i luften og kastede sit bælte ned til en bedende apostel, hvorefter hun strålende af glæde og smukt syngende blev optaget i himlen. Der blev hun mødt af sønnen, som samtidig er Fader og Herre: han kyssede hende på panden, hvorefter hun blev præsenteret for den evige Fader og anbragt på dennes højre side. Så brød de himmelske ånder ud i sang, spillede på musikinstrumenter, jublede, og alle i himlen lo af glæde. Og hermed var højtideligheden slut.

Det mest vidunderlige var det skue, som pavens hofmænd havde beredt: en mand, der forestillede Kristus - nøgen bortset fra et lændeklæde^[73] - med en tornekrone på hovedet, sminket så det så ud, som om han svedte blod, og som bar det kors, han havde hængt på. Han blev kørt på en vogn i processionen fra kirken San Francesco til domkirken, og medens messen blev fejret og Maria’ optagelse i himlen blev opført, forblev han ubevægelig som en statue.

Da pladsen ikke kunne rumme hele folkemængden, bød paven dem gå ned på engene bag det pavelige^[74] palads, og fra et vindue i paladset velsignede han endnu engang menneskemængden og gav fuldkommen aflad.

Således ærede Pius Vor Herre Jesu Kristi legeme og blods sakramente.

Efter højtideligheden spiste han frokost hos kardinalen af Santi Quattro Coronati, der boede i det pavelige palads, en stor og gammel bygning, der var bygget sammen med domkirken. Dette palads havde paverne i gamle dage ladet bygge, fordi de ofte opholdt sig i Viterbo. Det har spisesale og gemakker, der er en fyrste værdig, og kardinalen havde udsmykket alt på det prægtigste. Den store sal havde høje hvælvinger; den var meget lys og havde en smuk udsigt. I midten var der en marmorfontæne, hvor store, klare vandstråler sprang ud af mange rør. Den havde han dækket med guld og sølv. Han havde også hængt kostbare forhæng på væggene, der gengav berømte fortællinger og viste kunstnerens store geni.

Kardinalen havde ladet berede et kongeligt festmåltid og inviteret mange af kardinalerne til frokosten. Store fade af sølv og guld stod fremme, og måltidet var rigt og udsøgt. Der var også musikere, som spillede på lyre og sang. Intet manglede af det, som hører til festmåltid. Tiden fløj under livlig samtale og (sømmelige) spøgefuldheder! Efter frokosten hvilede paven en stund, som han havde for vane, og om aftenen vendte han, ledsaget af kardinalerne, tilbage til fæstningen ad samme vej, han var kommet.

Alle, der kom til Viterbo den dag og gik igennem byen, fik set så mange vidunderlige ting, opstillinger og udsmykninger, at de helt sikkert følte sig hensat til de guddommeliges og ikke til menneskenes boliger, og de sagde, at de nu - medens de stadig levede på jorden - havde set det himmelske fædreland.

8.9. Pestudbrud. Besøg i Sankt Martins Kloster

Men hvor korte er ikke menneskenes glæder? Intet, som man glæder sig over, varer ved. Sorg følger på glæde, gråd på latter. Just medens kurien var hensat i en tilstand af fornøjelse, og byen hengav sig til glæderne, opstod der pludselig en pest, der ødelagde det hele. En fortærende gift og dødbringende plage bortrev mange mennesker, både borgere og kurialer, så de opskræmte kardinaler mente, at kurien burde skifte opholdssted. Paven beholdt nogle få af dem hos sig, og lod de andre søge tilflugt fra pesten, hvor de ville.

Førend han selv drog bort, ville han besøge Sankt Martins Kloster på Monte Cimino, som han havde overdraget til sin nevø. Det ligger cirka tre mil fra Viterbo, men ikke på toppen af bjerget. Templet har høje hvælvinger af udhugget sten. Det er et fornemt bygningsværk og bemærkelsesværdigt for sine mange søjler. Som tidligere nævnt hævdes kardinal Egidio at være begravet her.

Engang var her mange munke, der sang lovsange for Herren. Nu er der kun krager og duer, og engang imellem tuder uglen sin uheldssvangre klagesang^[75]. Det prægtige refektorium står endnu, men de øvrige bygninger ligger i ruiner eller vil snart falde sammen. Pavens nevø påtog sig ansvaret for restaureringen.

Stedet er i øvrigt meget charmerende. På selve området sprudler store og klare kilder frem. Det er omgivet af kastanieskove, og i nærheden er der marker og vingårde. I retning af Siena er der udsigt helt til Monte Amiata, mod horisonten i vest kan man se Monte Argentaro og havet. Den milde luft gør stedet velegnet til sommerbeboelse.

Paven vendte tilbage og drog ved tusmørke gennem byen under mageløst bifald fra alle byens mænd, kvinder, piger, drenge og gamle. De var mødt frem med kærter i hænderne og råbte ”Langt liv og lykke til Pius”. Intet andet kunne man høre. Alle beundrede og hyldede ham som en gud, der var kommet ned fra himlen. Selv de små børn råbte ”Pius! Pius!” med spæd røst, selvom de var så små, at de ikke rigtigt kunne udtale navnet. Alt dette bevægede Pius og kaldte tårerne frem. Midt i glæden funderede han over de kommende ulykker^[76] og sagde ved sig selv:

”Hård er de dødeliges skæbne! Ve mennesket, der ikke kender fremtiden^[77]! Glade mænd og gifte koner hilser os med klapsalver, jomfruer og nygifte kvinder jubler, løsslupne smukke unge mænd og kvinder viser deres glæde, vejen smiler fuld af børn. Men hvor mange vil undslippe sommerpesten? Soten vil hærge byen og bortrive børn og unge. Den vil ikke skåne nogens alder. Hvis det vil være os forundt engang at vende tilbage til dette sted, så vil vi kun møde få af dem, der i dag tiljubler os. O kød! O menneskeliv! Hvor er du skrøbelig og flygtig!” Og uden flere ord vendte han tilbage til fæstningen.

8.10. Udflugt til Lago di Bolsena

Dagen efter var næsten hele kurien rejst væk. Også paven selv syntes nu, at han måtte fjerne sig fra pestens rasen, og begav sig til et gods, der tilhørte adelsfamilien Farnese. I en charmerende egn nær Lago di Bolsena ligger borgen Capodimonte. På tre sider er den omgivet af søen, og den øvrige del beskyttes af en voldgrav og en stærk befæstning. I midten knejser en klippe: den rejser sig fra vandet, er omkring en stadie^[78] høj og er vanskelig at bestige. På toppen er der et plateau omgivet af en mur, som omslutter bøndernes huse og de adeliges stalde og lader. Imellem murene og klippen har de bygget en seks til otte fod bred promenade. Den løber langs tre af byens sider og er jævn og let at gå på. Om sommeren er den behageligt skyggefuld, og den ligger aldrig helt i solen. Om morgenen er der behagelig skygge mod vest, om aftenen mod øst. Der er vinstokke, som i løbet af sæsonen giver dejligt skyggefuldt løv. Der, hvor klippen er uden kiselsten, har de plantet vinranker og frugttræer. Fra klippen går der en vej ligesom en trappe ned til søen, og dér mellem stejle klippestykker forvitrede stenmasser vokser der mange stedsegrønne kristtorne. De udgør en hel lund, som kramsfuglene er glade for. Mellem lunden og vingården har de udhugget en sti, hvor de ofte udspænder net til at fange fugle.

Her gjorde paven ophold og indlogerede sig med et lille følge i fæstningen. Referendarerne blev indkvarteret i nabobyerne og kom på de fastsatte dage til paven med båd. Paven afholdt signaturaen på den ovennævnte promenade. Når der var tid til det, blev han båret gennem de nærliggende lunde, hvor han nød de milde briser, og han udforskede omgivelserne både til lands og til vands.

Kardinalerne af Spoleto og Teano boede ca. otte stadier væk i byen Marta. Byen har navn efter den flod, som danner søen og munder ud dér. Her fanger de ål, som er både store og velsmagende. Når søndenvinden blæser og bringer det klare vand i oprør, søger ålene mod søens udmunding og følger flodløbet, hvor de bliver fanget i net. Et sted, hvor floden har et fald, har beboerne bygget et tårn med en ruse af træ forneden: rusens væg er gennemboret med mange små huller, der lader vandet løbe igennem, men holder på ålene. Da ålene ikke kan svømme tilbage igen på grund af den stærke strøm, må de blive i rusen og kan fanges fra det tørre land. Tårnet er et vagttårn, som giver store toldindtægter. Når vandet stiger for meget, kan man lede strømmen væk fra tårnet.

Paven besøgte stedet for med egne øjne at se, hvad han havde hørt. I søen er der to interessante øer, hvor der engang har stået mange bygninger, og der er stadig spor af gamle ruiner. Man ved, at fyrsterne brugte dem som fængsler, for vi læser, at jomfruen Christina blev forvist hertil. Her blev også goternes fornemme dronning, Amalasuntha^[79], overlistet og dræbt af sine egne, ugudelige slægtninge.

Den største af øerne hedder i dag Bisentina efter byen Bisentino, hvis ruiner kan ses på det nærliggende bjerg. Den bebos af Minoritermunke^[80], der overholder deres munkeregel og derfor kaldes for Observanter. Og de lever faktisk et eksemplarisk liv, rige på fattigdom og afholdenhed, med mindre de da bedrager sig selv mere end andre! Her byggede Ranuccio Farnese et kapel og et kloster til dem og gav dem øens marker, hvor de plantede træer og vinranker, som både gav frugt og skygge. En del af øen er en køkkenhave, som de plejer omhyggeligt, og som har brede og jævne stier. Her er der kål og grøntsager. Der er også enge.

En anden del af øen er udlagt til kaniner, der skjuler sig i krattet. Dem jager munkene og sætter på deres bord. De har lavet en vej imellem torne og brombær, hvor de opsætter net, der er en albuelængde høje. Derefter slår de på tornebuskene med stokke og sten og driver dyrene ud. Når disse løber i nettene, er de nemme at fange.

Den tredje del af øen er en høj, vildsom klippeformation beplantet med oliven og mandler. Der er også vinranker, og på toppen kristtorne.

På øen er der er mange små kapeller, som man når ad udhuggede trappetrin. Pius befalede, at der på toppen skulle rejses et nyt kapel, og han tildelte det åndelige nådegaver^[81].

Den mindste af de to øer bebos af de Augustinermunke, som man kalder Eremitterne. Også på denne ø findes der et fladt terræn, udformet som et haveanlæg. En anden del rejser sig stejlt i vejret imod en høj klippeformation, som kun vanskeligt kan bestiges. Der er to gamle og ærværdige kirker på øen: den største ligger på det flade terræn. Omkring den findes munkenes boliger og nye beplantninger af træer og vinranker. Den anden kirke ligger på klippetoppen. I denne har man for nyligt mirakuløst fundet benene af den hellige Magdalene, hende som vaskede Herrens hellige fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår^[82]. De tiltrækker store menneskemængder. En gammel tradition gør fundet sandsynligt ligesom ryet for mirakler samt det forhold, at kirken allerede i meget lang tid har haft navn efter denne berømmelige og hellige kvinde. Da paven kom dertil, sejlede han rundt om øen, og deltog i en messe i den øvre kirke. Her beså han de hellige ben, som han hyldede og kyssede.

På det tidspunkt var man netop – med hjælp fra biskoppen af Corneto - i færd med at bygge boliger for munkene. Det var også ham, der havde sørget for, at der kom ordensbrødre til den forladte ø, således at den nu igen blev beboet. Paven spiste frokost hos biskoppen sammen med to kardinaler.

Det siges, at søens dybde mellem de to øer ikke kan måles. Søfolk har ofte prøvet at nå bunden med en sten bundet til et reb, men det er aldrig lykkedes. Her har fiskene et sikkert tilflugtssted, og man kan kun fange dem nær søens bred.

Paven besluttede sig for at fejre Herrens Forløber, den hellige Johannes’ fødselsfest i minoritermunkenes kapel på øen Bisentina, og han befalede, at der skulle meddeles fuldkommen aflad til alle tilstedeværende. For at få flere med til festen udlovede stedets herre, Gabriele Farnese, præmier til dem, som ville komme og deltage i en kapsejlads.^[83]

Ved morgengry sejlede paven fra Capodimonte til øen sammen med kardinalerne af Spoleto og Teano. Også Rouen, der var indlogeret i nærheden, kom til ligesom referendarerne og biskopperne af Corneto og Foligno. Fra de nærliggende landsbyer kom der en stor mængde mennesker. Messen blev fejret med andægtig fromhed. Rudolf, dekanen fra Worms, gjorde tjeneste ved alteret og frembar det gudvelbehagelige messeoffer. Han er en lærd mand og en ungdomsven af paven.

Derefter blev der serveret frokost på en eng i skyggen af et poppeltræ. For at modtage paven på værdig vis havde ordensbrødrene tigget i de omliggende byer i mange dage forinden. De havde nemlig bedt Pius om ikke at ringeagte deres mad eller deres arrangement, og det gjorde han da heller ikke. Han spiste de retter, som de serverede, og drak den vin, de havde tigget sig til, så det ikke skulle se ud, som om han fandt deres fattige bord under sin værdighed. Så denne ene dag spiste han med ordensbrødrene, men selv bespiste han dem i mange dage.

Efter frokosten ankom kaptajnerne for de både, som skulle konkurrere, sammen med de stærke unge mænd, der skulle ro. Fem både blev udvalgt til konkurrencen. Den første båd havde folkene fra Bolsena, der var pralende, overmodige og sikre på at hjemføre præmierne. Folkene fra Clareto havde den anden, biskoppen af Cornetos bysbørn den tredje, indbyggerne i Cripta di San Lorenzo den fjerde, og folkene fra Marta den femte. Alle havde stor selvtillid, og endnu større var deres praleri. Alle nedgjorde de hinanden, roste sig selv, og jo mere de havde drukket, jo mere pralede de af deres bedrifter: de havde sandelig sejret engang, og ligget langt foran deres konkurrenter, og erobret præmien; så de ville helt sikkert også vinde denne gang.

I øvrigt var der uoverensstemmelser om bådenes størrelse, om roernes antal, og om årernes længde. Gabriele Farnese, pavens hushovmester Alessandro, og pavens livvagt Pazzaglia, var blevet valgt til dommere og bilagde alle stridighederne. Capodimonte blev udpeget som kapsejladsens udgangspunkt. Målet blev sat op i øens havn, og der anbragte man præmierne til sejrherrerne. Der var otte albuelængder af det bedste florentinske purpurklæde til vinderne og andre gaver til de næstbedste. Bådene måtte ikke være længere end en scapha, og der måtte kun være fire roere og en styrmand i hver. Da de nåede til Capodimonte, blev der trukket lod om de positioner, hvorfra de skulle kaste sig frem, som om de flygtede fra et fængsel. Styrmændene, der sad ved roret, bandt et hvidt klæde og en poppelkrans af om håret. Det samme gjorde roerne, der var nøgne bortset fra skamdelene, og skinnende af olie.

Nu sætter de sig på bænkene, strækker armene med årerne og afventer signalet. Hjerterne banker af spænding, og de bliver grebet af en vild trang til at sejre. Så snart trompeten giver signal, kaster de sig alle frem fra deres pladser, og hæse brøl flænger luften^[84]. Vandet bliver pisket til skum af åretagene, de pløjer sig igennem bølgerne, og søen gaber under årer og stævne. Tæt efter følger en flåde af småbåde, hvor tilskuerne, der holder med det ene eller det andet hold, fylder luften med larm, bifald og tilråb. De nærliggende lunde i bjergene vibrerer med lyden, bredderne sender råbene tilbage, og bjergene giver ekko. Den første båd, der undslipper larmen og mængden er bolsenernes, som lægger sig foran de andre med en hel længde. Dernæst kommer – side om side – bådene fra Corneto og Marta, de andre følger kort efter.

Selvom paven opholdt sig på et roligt sted noget væk fra havnen og drøftede offentlige anliggender med kardinalerne, så fulgte han dog samtidig med i sejladsen, glad og fornøjet.^[85] På strandbredden ved siden af havnen og præmierne havde referendarerne, prælaterne og mange adelige taget opstilling, heriblandt Guicciardo, der på mødrene side var beslægtet med paven, og derfor var blevet gjort til præfekt i Bolsena. Da han hørte, at hans bysbørn^[86] lå på førstepladsen – et fejlagtigt rygte herom havde allerede bredt sig – sagde: ”Det var jo det, jeg sagde, men I ville ikke tro på mig. Jeg kender Bolsenernes kræfter. Intetsteds finder man stærkere arme. Træning og ublandet vin gør mændene stærke. Martanerne kæmper forgæves. Jeg er heller ikke bange for clarentanerne eller criptenserne, og jeg knipser fingre ad cornetanerne. Vores båd vil snart være vinder. I kan lige så godt give os præmien nu og erklære os for vindere, dommere. Sejrspalmen er vor. Vi har vundet. Prisen kan ikke glide os af hænde.”

Men Gabriele sagde til ham: ”Hvis sejren tilkommer drukkenbolte, så vil dine klienter naturligvis vinde, for Bolsenerne er rigtig gode til at drikke. Men det er lettere at tømme bægeret end at trække åren. Siden biskoppen af Corneto indstiftede denne konkurrence for adskillige år siden, har bådene sejlet om kap hvert år, men bolsenerne har ikke vundet en eneste gang. Derimod har martanerne ofte vundet præmien. Det gør de også i år, håber jeg, med mindre du har sørget for, at dine roere kan drikke, hver gang de rammer vandet med åren.”

Endnu kunne man ikke se, hvilken af bådene der lå først, da de stadig var mere end en mil fra havnen, og hele kapsejladsens længde var omkring to mil. I mellemtiden råbte rorgængeren i den martanske båd: ”Hvad laver I, kammerater? Vi plejer at være de første, og nu ligger vi på tredjepladsen. Skam jer! Hvad er der sket med jeres armmuskler? Vi konkurrerer i dag med nogle, som vi ofte har besejret. Er det dem, der er blevet bedre, eller er det os, der er blevet dårligere? Skal vi virkelig bære den skam, at vi, der aldrig før har tabt, skal blive besejret netop i dag, medens paven ser på? Så hellere dø. Fremad, drenge! Få nye kræfter, kast jer over årerne med større styrke, og afvend denne store skam fra vores folk!”^[87]

De tændte unge mænd gav den nu hele armen: de piskede vandet med mægtige åreslag, så stævnen rystede, mindskede afstanden, overhalede snart den clarentanske båd og kom op på siden af bolsenernes. En kort stund sejlede de side om side, men til sidst sejrede den martanske båd og kom et stort stykke foran. Også den clarentanske og den cornetanske båd kom ind før den bolsenske, for nu var drukkenboltenes munde helt udtørrede og sveden flød i strømme, uden at de kunne læske sig med vin. Da Giucciardo så det, blev han stærkt beskæmmet og forlod selskabet.

Martanerne kom i land længe før de andre og fik som sejrherrer overrakt præmien. Dernæst blev andenpræmien givet til claretanerne. Bolsenerne var blandt de sidste og kom overhovedet ikke ind i havnen, da de var bange for at blive skældt ud af Guicciardo og gjort til grin. Lige så stor skam overgik criptenserne. Cornetanerne lå midt mellem hæder og forsmædelse.

Efter konkurrencen tog alle bort: en stærkt vind rejste sig nemlig: den bragte søen i oprør og blev fulgt af et mægtigt stormvejr. Kardinalen af Rouen vendte hjem under fare for at drukne, for clarentanerne, i hvis båd han blev roet væk, var så berusede af vin, at de hverken kunne styre lige ud eller ro til. Referendarerne havde udstyret to både, og da de sejlede bort på den oprørte sø gav de en efterligning af ethioperne og opførte et søslag med kæppe og buer. Stormvinden afbrød kampen: ofte blev de overskyllet af bølgerne, men til sidst reddede de sig i land, stærkt forkomne af kulde.

8.11. Fra Lago Bolsena til byen Acquapendente

[Her beskriver Pius rejsen fra Lago di Bolsena til byen Acquapendente]

8.12. Problemer med styret i Siena styre på grund af spørgsmålet om adelens stilling

I Acquapendente kom legater fra den sienesiske adel til paven for at bede ham om ikke mere at diskutere deres sag med folket. Som tidligere nævnt havde Agostino Dati været i Rom som legat fra folket, og han havde indstændigt bedt paven om at genbesøge sin fædrene by i løbet af sommeren. Pius havde givet håb derom, hvis byen blev gunstigere stemt imod ham.

Agostino var fulgt med kurien til Viterbo. Almindeligvis anså man ham for rimeligt lærd og talekyndig, men efter sin egen opfattelse var han endda både overordentlig lærd og overordentlig veltalende. Flere gange førte han diskussioner med Pius, som om han var han hans ligemand, og prøvede at overvinde ham med spidsfindige argumenter. Han sendte skriftlige indberetninger til magistraterne i Siena både om ting, der var blevet sagt, og om ting, der ikke var blevet sagt. Sine egne ytringer blæste han op og pavens nedtonede han, med mindre det var noget, der kunne bruges til at forstærke modviljen i byen. Det udbredte han sig til gengæld om. Og han var helt på toppen, da han efter sin hjemkomst til Siena rapporterede til senatet om, hvad han havde udrettet: paven havde hørt på ham med forbitrelse; han hadede byens almindelige befolkning og elskede kun de adelige; han havde besluttet at omstyrte det folkelige styre og at ophøje adelen. Hvis de ikke passede på, ville de miste deres nuværende styreform. Agostino sagde også, at der var nogle af det almindelige folk, der holdt med de adelige og støttede pavens planer. De sendte breve til paven om senatets fortrolige anliggender og smedede ondsindede rænker. Dette onde burde man sætte en stopper for, inden det blev værre.

På det tidspunkt var Bartolomeo capitano del popolo, den øverste øvrighedsperson i Siena. Hans familienavn var Benassai, hvad der absolut ikke passede til ham^[88]. Pius havde vist ham mange velgerninger: han havde gjort ham til præfekt i Spoleto og genudnævnt ham, da hans embedsperiode udløb. Endvidere havde han udnævnt ham til podestà i Rieti og Terni. I disse embeder havde Benassai skrabet en formue til sig. Men en ussel sjæl lader sig ikke forpligte af nogen form for velgerning; ingen hædersbevisning er nok for den ambitiøse; en grådig mand kan aldrig få nok. Når han får tildelt et embede, er det på grund af hans egen fortjeneste; når han mister det, har man behandlet ham uretfærdigt. Så da Bartolomeo efter et år som podestà ikke blev forlænget i embedet, opførte han sig, som om der var overgået ham en uret, og han veg ikke tilbage for at modarbejde paven og afvise hans fordringer, selvom han tidligere havde bifaldet dem.

Da Benassai havde hørt Datis rapport, kaldte han byens adel til sig i paladset og talte til dem, opblæst og vredt: ”Paven er en sand plage for os, og det er jeres skyld. Hver dag stiller han flere krav, og uophørligt trænger han sig på med breve og sendebud. Han var tilfreds med de løfter vi gav med hensyn til styreformen, men nu vil han have mere. Hvem kan tolerere alle disse indgreb? Send bud til ham og få ham til at holde op med at blande sig i vore forhold. Hvis I ikke er fornuftige, vil det gå ud over jer selv. Min stemme er folkets stemme. Afværg folkets vrede, I er allerede forhadte nok. Hvis ikke paven holder op med at stille krav, så vil I slet ikke få del i regeringsmagten, men kommer tværtimod i eksil eller i fængsel.”

Adelen sendte så to udsendinge til paven i Acquapendente, Jacopo Piccolomini og Bartolomeo Salvani. De underrettede ham om folkets holdning, om capitanoens ord, om borgernes murren, og om hvad de mente, han burde gøre.

Selvom paven var fuldt på det rene med byens fjendtlige holdning, svarede han dog således: ”Vend tilbage og bed folket forholde sig roligt. Vi vil ikke skade vort fædreland, og vi vil ikke forlange mere af dem, der regerer byen. Lad dem til gengæld forholde sig på samme måde over for Os, og lad dem ikke forlange mere af Os. Lad samme vilkår gælde for begge parter.” Med disse ord sendte han legaterne væk.

Forinden havde han skrevet dette brev fra Viterbo: ”Pave Pius II hilser Siena bys priorer og capitano: Vi har fået meddelelse, om at templet i Pienza står færdigt. Vi vil snart drage dertil for at indvie det. Dette til underretning for jeres senat. Farvel.”

8.13. Leonardo Benvoglienti taler imod indrømmelser til paven

Da dette brev blev læst op i senatet, undrede alle sig over dets kortfattethed. Enhver tolkede det på sin måde og udlagde de enkelte vendinger på den mest negative måde. De, som hadede paven, dirrede af vrede, og sagde, at det var en list. De skulle overveje sagen i fællesskab og træffe forholdsregler til, at paven, når han kom til Pienza, ikke kunne angribe dem, medens de var uforberedte. Man gav senatorerne frihed til at sige, hvad de ville imod pavens krav, og alle blev afkrævet tavshedsløfte. Der blev talt meget skarpt imod paven, men den mest forbitrede tale blev holdt af Leonardo Benvoglienti, der fuldstændig glemte sit gamle venskab med paven, og talte således:

”Senatorer!^[89] Aldrig har jeg elsket adelen i vor by. Jeg har heller aldrig troet, det kunne komme dertil, at vi her på dette sted skulle diskutere en deling af styret med dem: dette er jo den største trussel imod vores folk. Hvad kunne være mere tåbeligt end at dele magten med dem, som i morgen vil fordrive dig? Hvor ofte har ikke vore adelige forsøgt at omstyrte folkestyret? Hvor ofte har de ikke villet sælge denne by til florentinerne? Hvorfor dømte vore forfædre Malavoltaerne og Salimbenierne til eksil og jævnede deres paladser med jorden? Var det ikke, fordi disse de pønsede på politiske omvæltninger og forstyrrede byens fred. Da adelen regerede, var der hverken fred eller sikkerhed i byen. Alt det, som mennesker sætter højest, det krævede de for sig selv. Vore forfædre behandlede de som slaver. Da disse ikke længere kunne udholde adelens arrogance, krævede de deres frihed og tog selv magten. Denne store dåd, er det den, som vi fortryder nu, siden vi diskuterer adelens genindsættelse? Måske tror I, at menneskene kan skifte natur, og at adelen kan leve sammen med det menige folk, men der tager I fejl. Alle adelige er hovmodige. Jeg var fraværende – som podestà i Città di Castello^[90], dengang I på pavens opfordring besluttede, at adelen kunne besætte en del af embederne. Hvis jeg havde været til stede, ville jeg have talt imod, og måske ville mange senatorer have været enige med mig. Som I ser, er det, som I dengang lovede, ikke nok for Pius. Han vil have mere, og for hver dag øger han presset på os. Hvis I vil lytte til mig, tilbagekalder I det, som I allerede har lovet. Mange hævder jo, at det alligevel aldrig har været jeres hensigt at opfylde det, som I tilbød. I besluttede at holde paven hen med ord og at trække sagen i langdrag. Det kunne jo ske, at paven døde, inden det blev tid at udnævne de nye øvrighedspersoner. Tiden er endnu ikke kommet, og I har mulighed for at udskyde valget til næste år. Hvorfor skulle vi fremskynde det? Lad os se tiden an. Så længe jeg har noget at sige, vil adelen aldrig få byens nøgler eller embedet som capitano del popolo. Og i den nuværende situation er det min holdning, at der ikke skal gives flere indrømmelser til adelen. Hvis nogen giver et andet råd, så bør han sendes i eksil.”

Andre havde mere forsonlige holdninger og nedtonede de forbrydelser, adelen blev beskyldt for, men ingen stemte for at imødekomme pavens krav. Der blev vedtaget en senatsbeslutning efter Leonardos forslag. Beslutningen blev udlagt således, at man herefter endda ikke måtte nævne det løfte, man tidligere havde givet paven.

I mellemtiden var paven kommet fra Acquapendente til Proceno og havde derfra begivet sig til grænseområdet mellem det romerske territorium og det sienesiske. Han fik overbragt budskabet om senatsbeslutningen, medens han sad til frokost under et ly af grene sammen fire kardinaler. Ærkebiskoppen af Benevento tog imod brevet og gav det videre til paven. Da Pius havde læst brevet, sagde han:

”Vi troede, at vi på dette sted ville møde legater fra Siena, som glade ville byde os velkommen til deres område – men Vi tog sandelig fejl. Ingen er kommet os i møde. I stedet for legater bliver vi mødt med et fornærmende dekret. Vi havde besluttet at berige Vort fædreland ved at tilbringe sommeren i sienesisk territorium og havde befalet kurien at følge os. Det rigtige ville være at drage bort igen og at give denne økonomiske gevinst til andre folk. Det er netop det, de ønsker, de ondsindede borgere, som er ophavsmænd til dette dekret. De, der puster til striden, det er dem, der bruger uenigheden mellem os til at selv få mere magt. Men de vil ikke have held med sig. Vi vil tage til byen, som fødte os, og gøre godt imod det sienesiske folk selv imod deres vilje.”

Efter frokosten begav han sig via byen Piano til Abbadia, hvor han ville opholde sig i julivarmen.

---

1. ^{Der er næppe tvivl om, at Pius’ følelser omkring modtagelsen af apostlen Andreas’ hoved i Rom var ægte og dybe. Der er til gengæld heller ikke tvivl om, at han dygtigt iscenesatte og brugte begivenheden til at propagandere for korstoget imod tyrkerne: den ”fordrevne” apostel skulle genindsættes i sit sæde i Patras, og derfor måtte tyrkerne fordrives. Også pavens status som efterfølger til apostelfyrsten Peter, Andreas broder, blev understreget, f.eks. ved synet af paven, der blev båret rundt i Rom med Andreas hoved i sit skød. Og for det tredje fik Rom fik et stort religiøst skuespil – samt indtægter fra de tilrejsende, der nok for en stund kunne forlige romerne med præstestyret}
2. ^Pinsen
3. ^{Matthæusevangeliet 4,18­-20: ” Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Han sagde til dem: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” De lod straks garnene være og fulgte ham.”}
4. ¹⁴⁵³
5. ^{Matthæusevangeliet 7,6:” Giv ikke hunde det hellige.”}
6. ^{Det skete faktisk: i 1964 blev hovedet bragt tilbage til Patras af pave Paul VI}
7. ^{Sacer pignus: d.v.s. helgenrelikviet som pant eller tegn på Guds nåde}
8. ^{Paven og kurien kendte selvfølgelig til de fromme bedrag, som relikviedyrkelsen havde fostret, og der blev derfor udfoldet særlige bestræbelser på at fastslå relikviets ægthed}
9. ^{Caput honoratum}
10. ^{Kardinalbiskoppen af Tusculum (i dag Frascati), et af de gamle bispesæder uden for Rom, var en af fornemste af kardinaler}
11. ^{Latin og græsk: de to ”civiliserede” sprog}
12. ^{Den pavelige nevø, Francesco Piccolomini Todeschini}
13. ^{San Giovanni in Laterano, pavens egentlige bispekirke i Rom}
14. ^{XII. Aprilis}
15. ^{Under ceremonierne Palmesøndag går man i procession med palmegrene til minde om Jesu indtog i Jerusalem}
16. ^{Advenisti tandem. Vergil, Æneiden, 6,687: ”Venisti tandem”}
17. ^{Man mente dengang, at ligene og resterne af helgener og martyrer ikke lugtede af råddenskab, men tværtimod duftede smukt}
18. ^{Med ekko fra påskehymnen Exultet: ”O lykkelige synd, som fortjente så stor en Frelser”}
19. ^{Vas electionis. Apostlenes Gerninger, 9,15: ”Han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn.”}
20. ^{Ordsprogenes Bog, 16,24: ”Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen”}
21. ^{Dette sted er vigtigt for at forstå den katolske relikvieopfattelse: relikvierne er ikke bar symboler på helgenerne; helgenerne er på en måde levende i dem}
22. ^{Salmernes Bog, 32,22: ” Lad din godhed komme over os, Herre.”}
23. ^{”Han er den første, som fulgte Jesu’ kalden”}
24. ¹⁴⁵⁰
25. ^{Pius’ stolthed over at have samlet endnu flere mennesker end det store jubelår i 1450 skinner tydeligt igennem.}
26. ^{Aquilo … sive Boreas}
27. ^{Berømt klassisk vers, men forfatteren er ukendt: Nocte pluit tota; redeunt spectacula mane. Divisum imperium cum Jove Caesar habet.}
28. ^{Pius’ omdigtede vers: Nocte pluit tota; redierunt tempora nostra. Nox acta fuit hostis; lux erit ista dei.}
29. ^{Pius’ tilføjede vers: Humida praeteriit tempestas; sicca reversa est. Noc inimica abiit; lux amica dies.}
30. ^{Nikolaus af Kues}
31. ^Frascati
32. ^{Ruthenien: http://en.wikipedia.org/wiki/Ruthenia}
33. ^{Til Gud}
34. ^{D.v.s. at der ikke var nogen stridigheder om præcedens}
35. ^{D.v.s. de gamle romere}
36. ^{Pavens Vej}
37. ^{Den Hellige Vej}
38. ^{Ved at forestå de store religiøse højtideligheder i påsken}
39. ^{Kardinalen var Francesco Condulmer, der som venetianer var fremmed i Rom, men alligevel brugte en formue på at bygge et palads der. At Pius gør opmærksom på det, er måske fordi det endnu ikke var blevet kutyme, at ikke-romerske kardinaler brugte mange penge på at opføre pragtboliger i Rom. Som pave brugte Pius selv mange penge på bygninger i Siena og sin fødeby, Corsignano (Pienza), som hans familie kunne have glæde af.}
40. ^{Arras var kendt for sine kniplingsstoffer}
41. ^{= ruthenerne = russerne}
42. ^{Sancta sanctorum}
43. ^{Lukasevangeliet 22,32}
44. ^{Af kardinal Bessarion}
45. ^{Egtl. den store uge, d.v.s. ugen før påskesøndag}
46. ^{Nikolaus af Kues}
47. ^{Ordspil på Gregorius}
48. ^{Pius’ atter omdigtede vers: Nocte pluit tota; rediit sed mane serenum. Nox fuit en sathanae; lux erit ista dei.}
49. ^{Hostia: offer, hostie}
50. ^{Bemærk det let distancerende udtryk:” siges at have rakt” (dicitur obtulisse) i stedet for ”rakte” (obtulit). Endnu et eksempel på Pius’ mirakelskepsis}
51. ^{Bispehuer og kalotter havde man taget af som tegn på ærefrygt}
52. ^{Castellanus Impostae}
53. ^{Durum genus: Vergil, Georgica, 1,63; Æneiden 9,603}
54. ^Civitas
55. ^{Pienza: http://da.wikipedia.org/wiki/Pienza}
56. ^Oppidum
57. ^{Montalcino: http://en.wikipedia.org/wiki/Montalcino}
58. ^{Patrimonium Beati Petri}
59. ^{Som overhoved for sin slægt måtte Pius selvfølgelig lægge øre til mange anmodninger og ønsker fra sine slægtninges side. Som han beskriver det, har mødet med de to insisterende kvinder næppe været helt kærkomment.}
60. ^{Det forekommer umiddelbart ganske usandsynligt, at i hvert fald kardinalen af Bologna, d.v.s. Filippo Calandrini, ikke skulle kende pavehoffets etikette. Han blev udnævnt til pave af sin broder, Nikolaus V, i 1448, d.v.s. 14 år før den skildrede hændelse. Er denne episode et vidnesbyrd om, at Pius strammede grebet om kardinalerne bl.a. ved at insistere på mere respektfuld adfærd fra kardinalernes side? Vi er i en periode, der førte til en stadig stærkere underkastelse af kardinalskollegiet i forhold til paven.}
61. ^{D.v.s. franciskanernes}
62. ^{Gragg oversætter med ”nation”. Formentlig menes Ludvigs egen familie, jvf. marskallen af Toulouse’s senere indlæg, hvor blod” bruges igen, her om hertugen af Anjou.}
63. ^{Han opfyldte dermed ikke humanisternes dannelseskrav til adelen}
64. ^{Forventede Pius, at dannede mennesker i Europa eller i det mindste franske udsendinge til pavehoffet kunne italiensk?}
65. ^{Her bliver Ludvigs politik over for pavestolen fremsat helt klart: prisen for Frankrigs ophævelse af Den Pragmatiske Sanktion og genetablering af lydighedsforholdet til paven var genindsættelse af det franske fyrstehus, Anjou, som herskere i Kongeriget Sicilien.}
66. ^{Det var helt almindeligt, at der i diplomatiske missioner blev givet både offentlige og hemmelige mandater til diplomaterne}
67. ^{Kong Louis førte muligvis dobbeltspil med huset Anjou. Offentligt støttede han dem, privat var han måske ikke ked af, at de ikke genvandt deres kongemagt}
68. ^{Egtl. Festen for Kristi Legeme og Blod. http://www.newadvent.org/cathen/04390b.htm}
69. ^{Kirkefester indledes med en første vesper (aftenandagt) den foregående aften, fortsætter med en messe på selve dagen og slutter med vesper samme dag. Juleaften og Sankt Hans Aften er således ikke selve julefestdagen eller Sankt Hans Festdag, men dagen før, hvor festens første vesper holdes om aftenen}
70. ^{Kristi Legemsfest blev indstiftet som kirkefest af pave Urban IV i 1264. Paven bad Thomas af Aquin skrive de liturgiske tekster (officiet), der blev brugt ved festdagens tidebønner}
71. ^{Pius: Ærens konge er Gud Herren, men indføjelsen af Pius gør sætningen til en kompliment til paven}
72. ^Arras
73. ^{Pudibunda tectus}
74. ^Pontificalis
75. ^{Ferali carmine bubo: Vergil, Æneiden, 4,462}
76. ^{Efter klassisk model skal triumfatoren midt i sin triumf mindes verdens forfængelighed og dødelighed}
77. ^{Ignara futuri: Vergil, Æneiden 4,508}
78. ^{Ca. 190 m., jf. Ordbog over det danske sprog}
79. ^{Amalasuntha (495-534), datter af østgoternes konge, Theoderic den Store: http://en.wikipedia.org/wiki/Amalasuntha}
80. ^{D.v.s. franciskanere}
81. ^{D.v.s. aflad til besøgende. Dermed bidrog han til klosterets økonomi i form af de forventede gaver fra de besøgende}
82. ^{Lukasevangeliet 7,44: ” Hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.”}
83. ^{Den fuldkomne aflad var åbenbart ikke nok!}
84. ^{Jf. beskrivelsen af en kaproning i Vergil, Æneiden, 5,124 ff., som der lånes en del udtryk fra}
85. ^{Dette nævner Pius for en god ordens skyld: man skal sandelig ikke tro, at paven hengav sig til frivole fornøjelser!}
86. ^Clientes
87. ^{Det er tvivlsomt, at rorgængeren har udtrykt sig ligeså formfuldendt, som paven refererer!}
88. ^{Benassai: Meget god}
89. ^{Patres conscripti}
90. ^Tiferno