Afskeeds-Tale til Dronningen ifra det danske Publico

by anonym

[1]

Afskeeds-Tale

Til

Dronningen

ifra

Det danske Publico.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

[3]

Longum Vale! Vale! Formose, dixit Jola!

Adskillige iblandt os har oplevet den bedrøvelige Time at sige det sidste Farvel til en døende, men aldrig har Residencen endnu sagt det, til en levende, Dronning.

Vi erindre endnu den Time, det uforglemmelige Minut det smertelige Øyeblik, da vi maatte sige det sidste Farvel til den livsalige den elskelige Louise, den Dagmar, til hvis Berømmelse og udødelige Erindring det er tilstrekkeligt nok, at hun var den mageløse Christians Moder.

[4]

En Juliane erstattede os dette Tab, og det kunde nogenledes forglemmes, fordi det havde sin Grund i Skabningernes almindelige Skiæbne, Døden, der ligesaa vel banker paa Kongernes Palladser, som Armods ringe Hytter.

Nu maa vi sige Farvel til en Levende, hvor bittert hvor smerteligt er ikke dette Farvel? hvorledes skulle vi best udtrykke os, naar vi erindre Aarsagerne til denne Afskeds-Tale, Aarsager saa betydelige, saa usædvanlige, saa vigtige, at de igiennem hele Efterslægtens Historier, vil give vor Epoche et vigtigt Mærke.

Aarsager af den Natur og Beskaffenhed, at naar vi ey kunde forglemme dem, skal vor Ømhed stræbe at skiule dem; vor Faders Ømhed, Stammens ypperlighed, trende Nationers Ære, byder det.

Vor Dronning, vor Dronning! hvor er vort søde Haab henfaret? vi spaaede os i Dig en livsalig, en øm, en mageløs Moder. Dit Livets Morgenrøde lovede os en

[5]

Behagelig Dag, men Smerte og Jammer at den saa tidlig og uventet blev fordunklet! Hvi har Du voldet saa uendelig en! Bedrøvelse, hvi har Du bedrøvet Din Mage, den allerømmeste dydigste og beste Siæl? Hvor sønderriver Du ikke det kierlige Hierte, som seer sig tvungen (Harm og Ære tvinge) til at tabe sit andet Selv? Hvi bedrøver Du Dig selv, hvi giør Du Dit Livets Foraar til en ubehagelig Vinter, hvi skiuler Du Din Æres-Soel i en rædsom Skye og opofrer Dig Selv den fortrædeligste Eenlighed?

Hvi bedrøver Du os? har det været skiult for Dig, hvor inderlig vi elsker vort Konges hele Huus, saa lad dette Blad bevidne og fortælle Dig, at vi ikke uden med de ømmeste Taarer kan sige Dig Farvel!

Naar vor Ømhed endog i denne Forfatning er saa stor, hvad mener Du da ikke vor Kierlighed skulle have været, ifald vi havde kundet ende den med den samme Ret som vi begyndte den?

[6]

Vee dem som have forledet Dig! Ve dem, ja vee dem tusende Gange! – o! at Du havde tilladet os bestandig at erkiende Dig for vor dyrebare Moder, med hvilken sønlig Pligt, med hvilken hellig Glæde, skulde vi ey have baaret Dit Navn i vor Hierter og paa vore Læber!

O! det var allerede saa dybt indgravet, at dets Udslettelse koster os gruelige Smerter!

Naar vi erindre Dig forhen, som Dydens Andet Jeg, Lyksalighedens og Ærens Skødeglut, og en Kierligheds Gienstand for millioners ømme Hierter, og naar vi betragte Dig nu, som en Eenlig Turteldue, skilt med Din fordums Glands og med al Ret til Dine egne Børns Kierlighed, da vær forvisset at Siælen gruer for den Tanke, og ønsker den aldrig havde kundet faae Anledning til at opdage den!

Hvi har Du ikke allene bedrøvet os, vi vilde og vi skulde have taalet det. Men ach! ach! – dog vi ville ey forvolde os nye Smerter med at oprippe et altid ulægeligt Saar!

[7]

Vi ville vise os værdige Børn af den ømeste den beste Fader, og troe os! Han seer efter Dig med et Øye flydende i medlidenheds Taarer, vi ville derfore ledsage Dig endog med de ømmeste Taarer, vi ville saa vidt muligt er, forglemme alt det som udæsker en ukierlig Bitterhed, vi ville ey erindre mere end den Tid som vi med Ære og Fornøyelse kunde erinde. – O! at de Øyeblikke maatte have blevet evige, evige for Dig og evige for os, i Din Æres og vor Glædes uendelige Følge!

Mellemkommende Aarsager, have nægtet baade Dig og os den Lykke, og vi berede os til et Farvel!

Far da vel vor Dronning! glem aldrig at Du har boet hos den beste Konge og regieret over det beste Folk!

Naar Du tænker paa Din fordums herlighed, da lad ey den Tanke friste Dig til utilladelige Ønsker, eller opvække en ufornuftig Gremmelse. – Naar Du som natur-

[8]

Ligt føler Fortrydelsens fulde Styrke, da giv Gud Æren, fotryd [sic] mere Din Skiæbnes Aarsager end dens Virkninger og lad det veylede Dig til den sande Fortrydelse, som naar den vel anvendes, giver Siælen den fulde Roe!

Viis vor Dronning viis og beviis hele Verden, at en mild og rolig Aften kan udslette Erindringen af en Taagefuld Middag! – Lev vel! nyd al den Fornøyelse som Du maae nyde og kan imodtage, erhold og behold for alleting, en fornøyet Siæl!

Da vi ey for Eftertiden, kunde see Dig i blant os kronet med vore Ønsker og Palmer, saa skal heller aldrig Din Forkleinelse, fortørne vor Fader og vanære vor Mund!

Det Rigernes store Haab, den Konge Søn som Du har efterladt, skal giøre at vi bestandig erindre Dig som en lykkelig Moder, naar vi ey mere kunde erindre Dig som den lykkeligste Dronning.

[9]

Farvel, Farvel vor Dronning! dette Farvel udæsker heede Taarer, thi det erindrer os om det Velkommen! Vi raabte den første Gang vi saae Dig, hvor glædeligt var dette Da, og hvor bittert er dette Nu?

---

O! Himmel hvilken Harm, det dyre Baand maa brækes,
Som Fader Børn til et Moders Hierte bandt;
O! Morgenrødens Glands af Uhelds Skyer dækkes,
Og Haabets Ceder som et Kikajon forsvandt.
Forvorpne Last skal du saa Livets Soel formørke,
O! himmelgivne Siæl, har Du saa liden Styrke,

[10]

At Du fortrylles kan af Sandsers Phantasie,
Og skal det Hierte som Du villig lod bedrage,
For i Indbildningen en Nectar Drik at smage,
Skal det og skal Du selv, tilsidst fordømme Dig?
Min Gud hvor kan en skabt sig selv saa let forglemme,
En Skabning hvis Fornuft saa vel udviklet er,
Og sine Gierninger saa Regelløst bestemme,
At ikke Himlen selv engang erindres meer?
Skal Gud, Natur og Dyd og alle Ting forkrænkes,
Og af Hensigter i en snæver Kreds indskrænkes,
Hensigter borgede af et utøylet Vid?

[11]

Desværre man for tit dens Strøm forvoven følger,
Og mens man tumles om blant de selvgiorte Bølger,
Man skiuler Himmel Gud og alleting med Flid. –
Men siig hvad Enden af en saadan Seygling bliver,
Hvor taer Forvovenhed sin sidste Slutnings Havn?
Der, hvor Fortrydelsen sit fæle Mærke skriver,
Og evig Skiendsel er i Sælskab med dens Navn!
Ja! ja! naar Eva til forbuden Frugt vil række,
Naar hun nysgirrig tør det kundskabs Æble brække,
Naar den Hovmodige vil blive Guder liig,

[12]

Da blir hun mindre end hun nogen Tid har været,
Saa gaaer det den som vil ubillig blive æret,
Han griber Sverdet men uagtsom saarer sig.
Det ikke tienligt er mod Himmelen at pukke,
Den taaler til en Tid men naar den bliver vred,
Og Hevnens Sluser vil til Undergang oplukke,
Saa synker Overmod med Eet i Svelget ned,
Men hvor er da den Haand, som hielpe kan og redde?
Ney! ney! et bundløst Svelg staaer ved misgiernings Bredde,
Og hvo som sikker alt for yderligen gaaer,

[13]

Han synker saa han ey kan reddes meer i Tiden,
Men om det siunkne Vrag igien kan reddes siden,
Til Himlens Naade og en sand Forbedring staar.

---

Vor Dronning! vee at vi skal sige Dig Farvel,
Den Afskeed smerter vist enhver fornuftig Siæl,
Som Grunden eftertænker,
Hvorfor Du gaaer bort,
Din Glands kun vared kort
Og Skyggen evig krænker;
Ach hvorfor blev Du ey,
Bestandig i den Vey,

[14]

Som var til vores Lykke,
Og havde dannet Dig
Til Dydens Mesterstykke:
Og en Louise liig?
O! Himmel Hvilken Sag!
Hvad har Du ey indmaalet?
Gid aldrig denne Dag
Af Solen var bestraalet.
Gid Himmel og Natur har skiult den Dyds-Uven,
Som lærte Dig at gaae paa Udyds Stier hen
O! at Du havde ey forglemt Din halve Siæl,
Men stræbet heller paa at bygge vores Vel,
Hvor havde Du da ey den Mageløse blevet,
Og til en evig Roes i Tidens-Bog indskrevet?

[15]

Farvel vor Dronning! tænk dog evig paa den Slægt,
Der har foræret Dig som redelige Sønner,
Men vid, bekiend og troe at Himlens Varetægt,
Er Frugten af et Lands utrættelige Bønner!
Den Oldenborgske Slægt, kan ingen Troeløs naae,
Og hvo som krænker den maae trøstesløs forgaae!