Agnete hun stander på højelands bro

Agnete, hun stander på højelands bro
Klik for at forstørre
Navn	Agnete, hun stander på højelands bro
Forfatter	Anonym
Komponist	Anonym
Ogg	Agnete hun stander på højelands bro

Agnete, hun stander på højelands bro,
og op kom den havmand fra bølgen den blå.
- Hå, hå, hå!
og op kom den havmand fra bølgen den blå.

Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så frydefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så frydefuld'.

"Og hør du, Agnete, så favr og så fin!
og vil du nu være allerkæresten min?"
- Hå, hå, hå!
"og vil du nu være allerkæresten min?"

"O, ja såmænd, det vil jeg så,
når du tager mig med under bølgen den blå."
- Hå, hå, hå!
"når du tager mig med under bølgen den blå."

Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til havsens bund.

Agnete, hun sad over vuggen og sang,
da hørte hun Engellands klokker, de klang.
- Hå, hå, hå!
da hørte hun Engellands klokker, de klang.

Agnete, hun ganger for den havmand at stå:
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"
- Hå, hå, hå!
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"

"O, ja såmænd, det må du så,
når du kommer hjem igen til børnene små."
- Hå, hå, hå!
"når du kommer hjem igen til børnene små."

"Men når du kommer på kirkegulv,
så må du ej gå ind til din moder i stol."
- Hå, hå, hå!
"så må du ej gå ind til din moder i stol."

"Når præsten han nævner den høje,
da må du dig ikke nedbøje."
- Hå, hå, hå!
"da må du dig ikke nedbøje."

Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til Engellands grund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til Engellands grund.

Men der hun nu kom på kirkegulv,
Agnete gik ind til sin moder i stol.
- Hå, hå, hå!
Agnete gik ind til sin moder i stol.

Da præsten han nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.
- Hå, hå, hå!
hun monne sig dybt nedbøje.

"Agnete! Agnete! kær datter så blid!
hvor haver du været så lang en tid?"
- Hå, hå, hå!
"hvor haver du været så lang en tid?"

"På havsens bund der stander min bo,
dér haver jeg givet den havmand min tro."
- Hå, hå, hå!
"dér haver jeg givet den havmand min tro."

"Og sønnerne syv jeg haver ham født,
den ottende er så liden en mø."
- Hå, hå, hå!
"den ottende er så liden en mø."

"Men nu vil jeg blive på grønneste grund,
og aldrig vil jeg mere til havsens bund."
- Hå, hå, hå!
"og aldrig vil jeg mere til havsens bund."

Den havmand han tren ad kirkedøren ind,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
- Hå, hå, hå!
og alle de små billeder de vendte sig omkring.

Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så tårefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så tårefuld'.

"Agnete, Agnete! kom til havet med mig,
for dine små børn de længes efter dig."
- Hå, hå, hå!
"for dine små børn de længes efter dig."

"Ja, lad dem længes, mens de længes vil!
dem kommer jeg aldrig mere til."
- Hå, hå, hå!
"dem kommer jeg aldrig mere til."

"Og, tænk på de store! og tænk på de små!
og mest på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mest på den lille, som i vuggen lå."

"Nej, aldrig vil jeg tænke på store eller små
og mindst på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mindst på den lille, som i vuggen lå."