Agnete hun stander på højelands bro
| Agnete, hun stander på højelands bro | |
|---|---|
 Klik for at forstørre | |
| Navn | Agnete, hun stander på højelands bro |
| Forfatter | Anonym |
| Komponist | Anonym |
| Ogg | Agnete hun stander på højelands bro
|
Agnete, hun stander på højelands bro,
og op kom den havmand fra bølgen den blå.
- Hå, hå, hå!
og op kom den havmand fra bølgen den blå.
Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så frydefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så frydefuld'.
"Og hør du, Agnete, så favr og så fin!
og vil du nu være allerkæresten min?"
- Hå, hå, hå!
"og vil du nu være allerkæresten min?"
"O, ja såmænd, det vil jeg så,
når du tager mig med under bølgen den blå."
- Hå, hå, hå!
"når du tager mig med under bølgen den blå."
Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til havsens bund.
Agnete, hun sad over vuggen og sang,
da hørte hun Engellands klokker, de klang.
- Hå, hå, hå!
da hørte hun Engellands klokker, de klang.
Agnete, hun ganger for den havmand at stå:
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"
- Hå, hå, hå!
"Og må jeg mig en gang til kirke gå?"
"O, ja såmænd, det må du så,
når du kommer hjem igen til børnene små."
- Hå, hå, hå!
"når du kommer hjem igen til børnene små."
"Men når du kommer på kirkegulv,
så må du ej gå ind til din moder i stol."
- Hå, hå, hå!
"så må du ej gå ind til din moder i stol."
"Når præsten han nævner den høje,
da må du dig ikke nedbøje."
- Hå, hå, hå!
"da må du dig ikke nedbøje."
Han stopped hendes øren, han lukte hendes mund,
så førte han hende til Engellands grund.
- Hå, hå, hå!
så førte han hende til Engellands grund.
Men der hun nu kom på kirkegulv,
Agnete gik ind til sin moder i stol.
- Hå, hå, hå!
Agnete gik ind til sin moder i stol.
Da præsten han nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.
- Hå, hå, hå!
hun monne sig dybt nedbøje.
"Agnete! Agnete! kær datter så blid!
hvor haver du været så lang en tid?"
- Hå, hå, hå!
"hvor haver du været så lang en tid?"
"På havsens bund der stander min bo,
dér haver jeg givet den havmand min tro."
- Hå, hå, hå!
"dér haver jeg givet den havmand min tro."
"Og sønnerne syv jeg haver ham født,
den ottende er så liden en mø."
- Hå, hå, hå!
"den ottende er så liden en mø."
"Men nu vil jeg blive på grønneste grund,
og aldrig vil jeg mere til havsens bund."
- Hå, hå, hå!
"og aldrig vil jeg mere til havsens bund."
Den havmand han tren ad kirkedøren ind,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
- Hå, hå, hå!
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de vare så tårefuld'.
- Hå, hå, hå!
hans øjne de vare så tårefuld'.
"Agnete, Agnete! kom til havet med mig,
for dine små børn de længes efter dig."
- Hå, hå, hå!
"for dine små børn de længes efter dig."
"Ja, lad dem længes, mens de længes vil!
dem kommer jeg aldrig mere til."
- Hå, hå, hå!
"dem kommer jeg aldrig mere til."
"Og, tænk på de store! og tænk på de små!
og mest på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mest på den lille, som i vuggen lå."
"Nej, aldrig vil jeg tænke på store eller små
og mindst på den lille, som i vuggen lå."
- Hå, hå, hå!
"og mindst på den lille, som i vuggen lå."