Alle små fugle i skoven er

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter Anonym
Komponist Thomas Laub, 1921
Ogg Alle små fugle i skoven er



Teksten er sandsynligvis skrevet i 1530’erne som et politisk indlæg i kampen om tronen mellem Christian 2. og hans efterfølgere. Denne version stammer fra Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen: Danske Folkeviser i Udvalg, Kbh., 1899


Alle de smaa Fugle, i Skoven er,
de giver paa Høgen stor Klage:
han river af dem baade Fjer og Dun,
han vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Saa fløj de sammen i Egetop,
de lagde deres Raad paa ny,
hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,
dem kunde fra Høgen fri.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Frem da traad den søllige Krage,
hun var saa sorrigfuld:
"Kejser vi os den gamle Ørn!
jeg haaber, han vorder os huld."
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Det svarte alle de andre smaa Fugle,
de svarte ja dertil:
"Nu er Ørnen Fuglekonning,
saa længe som Gud han vil."
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Dertil saa svarte den stolte Høg:
"Vi steder det ingenlunde;
og skal den Ørn være Fuglekonning,
han lægger os øde i Grunde."
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Alt da spurgte den gamle Ørn,
han blev saa vred udi Hu;
saa slog han den stolte Høg
alt med sin skarpe Klo.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Derved da glædtes de andre smaa Fugle
og synger hver med sin Stemme;
i Lunden var Fryd og Fuglesang,
alt der som Ørnen var hjemme.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Sammen da sanktes den Høgehær,
de skjuler baade Skov og Kær:
"Vi vil os til Lunden,
og gøre den Ørn et Blær."
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Det da hørte den simple Due,
den fløj til den Ørn og sade:
"Nu da kommer den Høgehær,
de agter at gøre dig Skade."
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Det da svarte den gamle Ørn,
og baade hans Øjne de runde:
"Saa mange Mus de bider en Kat,
ti maa jeg rømme af Lunde.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Bort da fløj den gamle Ørn
alt med sine Unger smaa:
de andre smaa Fugle de bleve da vilde,
de vidste dem ingen Raad.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Nu sidder Høgen i Egetop
og breder ud med sin Vinge;
de andre smaa Fugle, i Skoven er,
den monne saa jammerlig tvinge.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Nu sidder Kragen paa bare Kvist,
og svælter hun over sin Klo;
Uglen skjuler sig i Elleris,
jeg venter hun har Uro.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Viben hun løber i Ageren
alt med sin høje Top;
Høgen han kommer her flyvende frem,
han tager og æder hende op.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Nu sidder alle de andre smaa Fugle
og tier saa kvær som Sten:
de har nu mist deres dejlige Sang;
naar Gud vil, saa synger de den igen.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Nu er der Sorg udi Lunde,
som før var Fuglesang;
de fattig' smaa Fugle dem ynkes mig,
for Tiden gøres dem saa lang.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Hunden ligger under Bordet og sover,
og Ræven i Gaasesti;
naar Herre Gud vil, da vaagner han op,
sine fattige Gæs at fri.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Katten hun ligger i Gaarden syg,
og hver mand vil hende hade;
og Musen raader selv i fattig Kones Pose,
den gør hende fuldstor Skade.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.

Gud han da hjælpe den fattige Ørn,
som flyver over vilden Hede!
han ved sig hverken Ly eller Læ,
hvor han tør bygge sin Rede:
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.


Her er den forkortede og tillempede version, som Thomas Laub skrev sin melodi til:


Alle små fugle, i skoven er,
over høgene føre de klage,
de rive af dem både fjer og dun
og vil dem af skoven jage.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Så fløj de op i et egetræ
om råde at spørge og søge,
hvordan de skulle en konge få,
der kunne dem fri af de høge.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Derom da sang en lille fugl,
det var den usle krage:
”Vi kejse til konge den gamle ørn,
da få vi kronede dage.”
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Derover glædtes de fugle små,
de sang med hver sin stemme.
I lunden var fryd og fuglesang,
mens ørnen selv var hjemme.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Men sammen da for den ørnehær,
de skjulte både mark og enge.
Nu lade os fare i flok til lund
at lyse den ørn til senge.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Fra skoven da fløj den gamle ørn,
det timedes ham så ilde,
og alle de arme fugle små,
de fore om råd så vilde.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Nu høgen sidder i egetop
og breder vidt ud sin vinge,
men alle de andre fugle små,
dem sorrig og nød mon tvinge.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Der er nu sorrig og gråd i lund,
hvor før var fuglesange:
mig ynkedes over de fugle små,
de dage dem gøres så lange.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.

Gud hjælpe og ham, den gamle ørn,
som flyver på vilden hede,
han ved sig hverken ly eller læ,
hvor han kan bygge sin rede.
Men ørnen han bygger i fjeldet ud.