At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14 Aar

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Borger-Vennen, nr. 22, Fredagen den 26 December 1788[redigér]

At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14 Aar.

(See Nummer 14.)

Det unge Menneske der haver nydt den i de forrige Nummere ønskte physiske Opdragelse, og som ikke af onde Vaner, Exempler haver rodfæstet hos sig selv, et enten virkelig ondt eller falsk Sindelaug, staaer færdig at skienke sit Hierte, sin Fortroelighed til enhver, der med det Gode stræber at vinde ham, ja lyder den som med Billighed og Retfærdighed viser Strenghed. Den første Legemets spæde Vext er forbi, den sidste Væxt for Legemet er endnu tilbage. Fasthed i Benene skal nærme sig den sidste Grad. Stemmen giør Overgangen fra det mindre Spæde til den Mandlige. Skiægget lader sig see, dog kuns duunagtigt; alt er færdigt til at imodtage den sidste Fuldkommenhed i Styrke, nemlig den mandlige. Ligeledes viser Sielen sine Kræfter, levende Indibildning, graadig Nysgierrighed, en god Hukommelse; men den stadige Tænkekraft hører den mandlige Alder ene til, og er dens Hovedmærke; den kan kun bruges af et fuldvoxet Legeme.

For ret at være tydleig, i at afhandle denne vigtige Materie, om at danne et ungt Menneskes Sindelaug til det Gode, eller som er det samme, at udpille det Onde, eller Egensindigheden, er det ikke allene nødvendigt at forestille os det unge Menneske under tvende Alder, fra 10 Aar til 14, og fra 14 Aar til 18te. Men endog at vedrøre kortelig hans Forstands Dannelse inden vi tale om Hiertets. Vi maae betænke hvor forvildrede nu Menneskenes Følelser og Hierter ere, da Skarer af uphilosophiske Poeter, pibende, klynkende flæbende Syngestykker paa Theaterne have forstenet Hierterne, og med dem det daglige Sprog. Skal Hierte betyde noget hos de Følsomme og Flanevurne, betyder det de første Indtryk, som Glæde eller bedrøvelige Handlinger giøre paa dem. Disse Følelser ere som Aanden paa Speilet, de ere henfarende Flammer. De kildre Forfængeligheden, men slet ikke trænger ind til Forstanden og Villien, endnu mindre overtale disse til at sætte sig i Bevægelse af Fornuftgrunde, hvoraf ene kan ventes varige og planfulde Handlinger. Saa herlige, som muntre, og naturlige Comedier ere, og med dem sand bedrøvelige Tragedier, saa fordærvelige ere de usle Drengefostere, som uden Grund, til ingen Nytte, uden Handling, blot med Ord og gyselig Fictioner opvække i en kort Tid Foragt, Had, Kierlighed, Bedrøvelse, Erkiendtlighed. Thi om jeg maae bruge den Lignelse, uagtet den er anatomisk falsk, saa klimpre hine i Utide paa Nerve-Strengene, hvis Bevægelse udgiør vore Følelser, Strengene forstemmes, og hele Følelsens Forstemmelse udebliver ikke, og Hiertet forvildres i sit Gehør, hvorefter det skulde sætte Forstanden i Bevægelse, og det som værre er, Nerver, ved ofte at røres, blot efter Indbildningens Vink, tabe deres Følelse, og de der føler ofte og til Utide, føle omsider slet ikke; deres Følelse haver tabt sig i følsom Snak, og om man vil i Nervesvækkelse, og altsaa i en sygelig Tilstand, hvor hverken Hierte eller Forstand kan arbeide til Gavn, enten for den Lidende, eller den Cirkel hvori de leve.

Vi troe, og det ikke uden Grund, at man kan kalde Hierte det samtlige af vore Følelser, som benævnes, eftersom de henhøre til de vedtagne gode eller onde Lidenskaber. At danne det Unges Hierte er da at lede ham til at føle ret, eller med andre Ord, at føle saaledes, at Fornuften efter sine Grunde med Glæde stræber at opfylde de Ønsker, Følelsen opvækker.

Den Unge, hvis Følelser enten ere blevne forvildrede ved idelig at høre følsomme Forældre, og see deres Haardhed, eller som og ved flittig Comoedie-Gang haver ofte grædt og leet i Utide, vilde neppe overlade den sultne Tigger, den Steeg han stod med i Haanden; han vilde ynke Tiggeren, men aad den selv. Derimod det ufordærvede unge Menneske gav Tiggeren sin Steg, og bad om mere til ham; Følelsen opvakte hos Fornuften disse Grunde, fik Du ikke Mad naar Du var sulten, da blev Du bedrøvet, Du faaer nok noget igien, Dine Forældre har aldrig nægtet Dig det, naar Du delede med den Fattige. Da tvertimod den følsomme Moder vel havde sagt til sine Unger, hvad gaaer Tiggerne Din Slyngel an, vi skal ikke føde Tiggerne, nu kan Du sulte til vi skal spise.

Disse forudskikkede Anmærkninger synes tilstrækkeligen at kunde retfærdiggiøre min Afvigelse fra den lagde Plan, at tale først om Forstandens Dannelse og Opklaring hos det unge Menneske, inden jeg taler om hans Hiertes Forbedring. Ja man maae tilgive mig den Særhed, at jeg ikke kan skille Hierte fra Forstanden; de følge sammen i Legemet, som Lys Straalen og Billedet paa Øiet.

(Fortsættelse følger.)

Borger-Vennen, nr. 25, Fredagen den 16 Januar 1789[redigér]

At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14de Aar.

(See Nummer 22.)

At vilde vove at bestemme den ene sande Maade hvorpaa det unge Menneske bør undervises, fra hans 10 til 14de Aar, er et ufornuftigt Foretagende, thi af Quadrillion Mueligheder at bestemme de rigtige, de passende, overgaae langt Menneskets Kræfter. Forældrene eller Opdrageren kunde man blot give nogle Vink, der enten kunde giøre dem varsomme i at vise for megen Haardhed, eller og advare dem, naar de i den Unge vilde proppe for meget, hvorved hverken hans Forstand eller Hierte vandt, ja maaskee og man kunde Raad, der havde Kræfter nok til at opvække Lærere af den Dorskhed og Ligegyldighed, hvormed de Unge i denne vigtige Periode behandles.

Aldrig kunde der skienkes Menneskeligheden en større Gave end Naturens Lovbog, hvori da Lovene for enhver Alders Opdragelse og Opholdelse vilde være tydelige, og disse fulgte vilde giøre Mennesket til det han skulde være, i det mindste indtil den Alder begynder, hvor hans mandlige Kræfter og frie Villie behandlede disse Love enten med Foragt eller Agtelse. Lige indtil Lidenskaberne rase, kunde dog vel Mennesket dannes overeenstemmende med Naturens Orden. Tage vi feil i denne vores Paastand, da skade vi vist ikke vore Medmennesker, at vi efter Naturens Forskrifter indretter de til en bedre Opdragelse sigtende Raad.

Enhver seer let, at Naturens veiledende Haand forlader Mennesket, naar han, indviklet i Selskabet, skal opfylde dets Forpligtelser, thi her er det blot Spørgsmaal at adlyde, og ikke at undersøge, om Selskabets Love ere overeenstemmende med Menneskets Evner. I Selskabet skal disse forfines, det er blot Menneskets forfinede Legems og Siels Kræfter, som Selskabet bruger til sine forskiellige Øiemede. Her hører da Naturens eller den physiske Opdragelse op, her kan Dyrene ikke længere være troe Veiledere.

Men til Menneskets fiortende Aar synes endnu den physiske Opdragelse ikke gandske at kunde tilsidesættes, endnu voxer det unge Menneske, endnu ere ikke Selskabets Fordringer til ham vigtige, han maae endnu anvende paa sig selv al den Pleie han kan faae, han skal ikke øde sine Kræfter paa andre, han er ikke arbeidende; thi det var haardt af Selskabet at fordre Pligter, hvortil han ikke havde Kræfter.

Vi kan nu ikke længere, uden nøiere Bestemmelse, bruge Ordet unge Menneske, uden at have Hensigt til de Øiemede, hvortil han i Verden skal bruges. Hoved-Inddelningen af Stænder bliver vel først i dem, der arbeide ene med Hovedet, og paa denne Maade nytte Staten med deres Granskning. Dernæst i de arbeidende Stænder, som med deres Hænders Gierning, Legems Kræfter opholde og værne om Staten. For det første Slags kan her ikke skrives, de have deres Privilegier, Vaner, Universitets Statuta, Skole-Forordninger, Collegial-Slendrian, hvorefter de skal opdrages. Her have hverken Naturens Advarsler, eller den af dennes Granskning opkomne Fornuft, forenet med Kundskab om Staternes Skiebne, Lovenes Ære eller Foragt, noget at bestille. I denne fine Cirkel er alt rigtigt som er Skik og Brug, og som er befalet. Disse høiere Stænder haver naaet den Grad i Fuldkommenhed, at de ikke kan stige høiere eller falde dybere. Af let antændelig Luft er den Æres-Ballon fyldt, der fører dem op over alle Stænder, nu de ere komne i Ærens lette Luftkreds, kan de hverken komme Himmelen nærmere, ei heller have det mindste med Jorden at bestille, for dem ere Byer Steenhobe, og hele Naturen et grønt Teppe, de kiende dette fordi de oversee det.

For de arbeidende Stænder, der ere Borgervennens oprigtigste Venner, kunde det ikke være spilt, at give nogle Raad, hensigtende til deres Børns Forstands bedre Dannelse, helst naar man forestiller sig, ene at have med Fædre at giøre, hvis Velstand tillader dem, at lade deres Børn lære deres Handtering videnskabelig. Skræderen, Smedden, Dreieren og Instrumentmagen kan ligesaa vel som Snedkeren og Architekten og Billedhuggeren tilligemed Maleren, have fornøden at kiende og føle det Ædle og Smukke, ikke allene i Konstrstykker, men og i Naturen. De kan alle trænge til Anatomie og Mathematik, henegnede til deres Handtering. De kan og bør opdrages til at være kloge, fornuftige smagfulde Mænd, saadan som Grækernes Konstnere vare. Billedhuggeren Phidias eftergiorde efter Natur i Marmor, hvert Stykke for sig, paa det menneskelige Legeme, dette maatte hans Discipler giøre efter ham. Phidias hørte ofte Plato, talede med Theophrast, kiende Naturhistorien, og sit eget Lands Historie. Han havde hverken Examen Artium eller havde promoveret. Og man maae lægge Mærke til, at Oplysningen var i Athenen og Rom meest almindelig, inden man fik offentlig betalte Professorer; og det er langt fra at man bliver fornuftig og smagfuld, at man lærer Videnskabernes Brugbarhed og fælles Trang til hinanden indbyrdes at kiende, fordi man ved Academier efter uphilosophisk Slendrian bliver opdraget til at være lærd.

Borgeren, Haandværksmanden kan blive klog, tænkende videnskabeligen ved alle hans Sysler, uden paa mindste Maade at vandre den skolastiske Vei. Af den søde Drøm henrevet, at vi hos os havde Real-Skoler, hvor Videnskaberne uden al skolastisk og Universitets Pomp og Pral bleve foredragne fatteligen for de arbeidende Stænder, vil jeg da tale om, hvorledes borgerlige Forældre burde opdrage deres Drenge fra 10 til 14 Aar, for at de ret kunde nytte som selvarbeidende og tænkende, den ved Real-Skolerne i Videnskaberne og Haandteringer forenede Underviisning.

Faderen der haver en munter, frisk, og imod ham og Moderen fortroelig Dreng, saadan som de foregaaende Nummere fordrede, som dernæst i al sin Spøg og Leeg var vandt til at handle med det til Alderen passende Overlæg, han skal nu vænnes til en alvorligere Underviisning, efter at have til sit 10de Aar i Spøg lært at læse, tegne, skrive, og som haver med nogle Historier, baade bibelske og verdslige, men sande, beriget sig, og som er vandt til at opskrive Udtog paa egen Haand af det han enten selv haver lært, eller de Sysler han i flere Dage, eller andre i Huset have foretaget sig. Denne alvorlige Underviisning bør aldrig være saaledes indrettet, at Barnet for samme bliver bange, at han frygter Skolegang som en Straf; meget mere bør Lærerens milde og retfærdige Omgang, der afvexle med Belønninger og haarde Straffe, have til Øiemed at knytte Venskabs-Baandet imellem Lærer og Lærling; at opvække hos denne ivrig Kappelyst, saaledes at han føler Glæde ved at overgaae sine Meddiscipler i at lære.

(Fortsættelsen følger.)

Borger-Vennen, nr. 26, Fredagen den 23 Januar 1789[redigér]

At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14de Aar.

(See Nummer 25.)

Enhver seer let, at til slig Underviisning fordres flere Discipler sammen, og en Lærer der med rigelig Udkomme kan med et glad Sind anvende alle sine Kræfter paa Undervisningen, der fordrer den hele Mand, og ingen Ligegyldighed eller Uvillie hos Lærere; thi denne Kulde, dette maschinagtige Slæben, dæmper Lysten hos Lærlingerne, og giør dem tvære og maschinagtige i alt hvad de skal lære.

Naar en retskaffen Lærer veed det ham overantvortede Barns Bestemmelse, saa undersøger han dets Legems Constitution, og dets Nemme; derefter indretter han sin Underviisning, og aldrig glemmer han, at Leeg og Spøg er ligesaa nødvendig for Sielen som for Legemet. En glad og munter Lærling lærer snart og vel.

Seer Læreren, at Indbildningen fører Herredømmet hos den Unge, stræber han ved de grandskende og alvorlige Dele af Videnskaberne at tæmme den; mærker han, at Hukommelsen fører Herredømmet over de andre Siele-Evner, da i alt hvad han ramser af, standser han ham, ved at lade forklare hvert enkelt Ord. Han lader ham flittig regne, udfinde Ordgaaders Betydning, giver ham alvorlige Materier at skrive sine Tanker over. Derimod finder han hos sin Lærling Dybsindighed, og en al for stor og til Alderen upassende Lyst til at lære, da moerer han en saadan med Spil og Leeg, hvortil hører Eftertanke, lader ham læse de uskyldige Poeter, moersomme Fabler, Biographier og Historier. Skulde han derimod forefinde megen Dorskhed, Sygelighed og Egensindighed, da giorte han vel i, først at sørge for, om mueligt, at Legemets Sundhed kunde forbedres, og maaskee deri søge Dorskhedens Kilde; hvis det ikke lykkes, da er intent Menneske saa dorsk, at han jo ved at abe efter, kan lære Haand-Arbeider, helst vores Siel yttrer sig i den vilde Tilstand i Nysgierrighed og Lyst til at efterabe. Paa denne Maade troer jeg det ofte var mueligt, at bringe en vis Ligevægt ind imellem Siele-Evnerne, uden hvilken, Videnskaberne sielden læres med Lyst, thi naar en af dem er udyrket, yttrer Sielen Uvillie, fordi den af denne standses i sin Videlysts Mættelse.

Naar nu den Unge til sit 14de Aar er underviist saaledes, at han med Glæde arbeider selv, og paa egen Haand, thi stedse at have Lærenes Mening, at vide uden ad alt det han har proppet i, endnu ikke selv have tænkt, er vel Modens Underviisning, men den er høist foragtelig. Et ungt Menneske der selv kan giøre sig Regula detri Stykker, og udregne Tilfælder som hans egen Nysgierrighed fører ham paa, elsker jeg høiere end den Unge, der til Examen faaer Laudabilem for Geometrien og Trigonometrien samt Algebra, dette kan være uden ad lært, hint er fordøiet og selv tænkt.

Egen Grandskning bliver Hovedsagen i alle Underviisninger, og Lærernes Pligt er det af den foredragne Sædelære, af Historien at uddrage det som er brugeligt i det daglige Liv, Dyderne skal foredrages saaledes, at endog den Unge kan øve dem. Fra 10de til 14de Aar forefalde mange Begivenheder, hvor Barnet selv i sin Cirkel kan øve Medlidenhed, Eftergivenhed, Ømhed, Taushed, Oprigtighed og Ædelmodighed. Læreren kan gierne lede den Unge til at føle Bevidstheden over at have handlet vel, og hvilket ubetaleligt Øieblik for en Lærer, naar han erfarer, at en af hans Lærlinge have i Stilhed udøvet en af disse Dyder.

Den gyldne Beskedenhed og fornuftige Tillid til egne Kræfter, kan Læreren just i denne Alder legge Grunde til, som overalt Tiden fra 10de til 14de Aar synes mig at være den beqvemmeste, til at danne det varige og gode Sindelaug; helst den Unge er fortroelig, er venskabelig, kiender ikke Forstillelse; thi man behøver ikke endnu at lære ham, at mange af hans Medbrødre ere Tigre, der lure paa hans Undergang. Endnu, da ikke mindste Tegn til Mandbarhed viser sig, ere Lidenskaberne svage, de ere forovergaaende Følelser som let dæmpes og ledes. Den unge kan fatte og igienkalde Bevæggrunde, han handler vel ikke allene efter Følelse, men endog enten for at behage sin Lærer, som han elsker; eller for at ligne de store Mønstere, Historien haver fremstillet for ham, og af disse Bevæggrunde tilsammentagne, at føle hos sig selv Glæde, at have opfyldt de Pligter, disse Bevæggrunde paalagde ham.

Det unge Menneskes oprindelige Uskyldighed kan ikke have tabt sig, naar den, i det foregaaende, foreslagne Maade er blevet fulgt, stedse omgivet med gode Forældre, gode Tienestefolk, Meddisciple, hvis Leege og Handlinger ere blevne styrede af en god Lærer og Ven, kan Sielens Færdigheder ikke andet end være gode, og tillige de overvægtige hos denne Unge. Han haver endnu ikke kunnet danne sig efter den snedige og brusende Verden; han haver for det meste havt med sine ukunstlede jevnaldrende at giøre. Thi fornuftige Forældre vide at vælge den for deres Børns Alder passende Omgang, de lade dem ikke fra 12 til 14 Aar omgaaes med Gamle, hvis Lyster, Rænker, Laster, Tale, saa let optages af de Unge. Hvilket gyseligt Syn, at see Børn i denne Alder tage Deel i Verdens Adspredelser, at vænnes til den store Verdens Ørkesløshed, og høie Værd den sætter paa Ranglerier. Det unge Menneske fra 14 til 18 Aar kan tids nok blive nødt til at omgaaes med den Verden, hvis Snarer, Krumninger, falsk Glimmer, han af egen Deeltagelse skal lære at kiende; thi naar han skal styre sig selv, da gielder det at kunde vælge det Sande og forkaste det Blændende og Falske.

(Fortsættelsen følger.)

Borger-Vennen, nr. 28, Fredagen den 6 Februar 1789[redigér]

At danne unge Menneskers Sindelaug fra 10 til 14de Aar.

(See Nummer 26.)

Hvor dybt at gode og onde Færdigheder indprenter sig hos de Unge, kan best erfares i Daarekisterne, naar man med grandskende Øie betragte de Gales gode Luner, her viser Mennesket sig i sin Nøgenhed; her brækker det Sindelaug frem, Mennesket imodtog i sin første Ungdom. Den Onde, Arrige, Lumske, er det baade i de gale og kloge Luner; den Gode, Eftergivne, Fortroelige bliver det i de gode Luner, naar den forstemte Maksine efterlader Hvile for Forstanden selv at styre sit Legeme. Jo! kiære Forældre og Ungdoms Ledere, de Eder betroede Børn, have Ret til at takke eller forbande Eder, for det onde eller gode Sindelaug, I til det 14de Aar haver givet dem. Sindelauget bliver hele Livet igiennem saadan som det til denne Alder er. Af Verdens Sysler henrives det ikke gandske, thi Vanerne ere blevne til Natur, Legemet og Sielen ere opvoxne efter disse Vaner.

Skulde det unge Menneske i denne Alder fra 10 til 14 Aar vise Egensindighed, Gienstridighed, Lumskhed, da raader Fornuften til at straffe en fornuftig Skabning, ikke med dyriske men fornuftige Straffe. Hvo skulde glemme at vores hele Underviisning gaaer ud paa at forsyne Sielen med Kræfter, ved hvis Hielp den til alle Tider kan tæmme Sandseligheden eller Legemets Egenraadighed. Man maae, naar der skal straffes, vel undersøge Bevæggrundene som drev den Unge til at forsee sig, for derefter at bestemme Straffens Haardhed. Er han forledet af en Ældre, da kan og bør ikke Ungdoms Uforsigtighed straffes som Ondskab; skulde derimod den Unge ved Løgn og Falskhed forbinde sande Bevæggrunde, og paa denne Maade at vilde unddrage sig Lærernes Opsigt og besnære dem, da er det viiselig, den første Gange dette merkes, høist nødvendigt med det Gode at stræbe efter at udpille Aarsagerne til denne Forstillelse, thi med Haardhed at gaae denne Forstillelse i Møde, er at giøre det Onde værre, fordi at indprente Frygt, afdrager Hiertet fra den der straffer paa denne Maade.

Vilkaarlig Herredømme skyer alle Unge, blind Adlydelse er imod deres Natur; Overmagten erhverves ikke saameget ved Frygt, som ved Fortrin i Siels Kræfter og ved Fortroelighed.

Den dyriske Pryglen, Bitterhed i Straffene, have fordærvet utallige unge Hierter. Der kan jo straffes ved at vise den Unge mindre Fortroelighed, ved at trække hans Medlærlinger frem, at vise dem Kierlighed, Godhed, at give dem flere Belønninger, lade dem vide hvorfore den Unge straffes. Naar i disse Straffe den nøieste Upartiskhed og Billighed bliver iagttaget, vil vist den Unge vogte sig for oftere at udstaae den Sielegræmmelse, som flyder af den Harme, at see sig saaledes fornedret, ja hans Meddisciple selv vil ynke ham. Derimod Prygl qvæler Æren; Legemet giør sig haardfør derimod, og Prygl virke til Forbittrelse, thi hvor koldsindig end Lærerne foretage denne Handling, troer dog Disciplene stedse at han giør det for at stille sin Vrede. Anderledes haver det sig med de Straffe hvorved Sielen lider, helst naar Lærerne, strax efter at de ere overstandne, viser sig den straffede Unges Ven, de forbittre ikke, men afføde Fortrydelse over sig selv, og fører den Unge til at indsee at have handlet Uret. Prygl derimod opvækker sielden hos den Unge kolde Tanker om at have fortient dem. Man kan endog fra Dyrene slutte sig til, hvorledes Prygl opvække Had og Arrighed, helst naar de uddeles i Utide. En afrettet Skydehund bider fra sig, naar han faaer Prygl, og ikke er sig Forseelse bevidst, træffer man ham paa frisk Gierning, tager han taalig imod dem. Prygl Hesten, blot for at tilfredstille egne onde Luner, og Du vil erfare hvor opbragt han bliver, ja Du taber gandske hans Venskab. Lad Finnen sige Dig hvorledes han vilde krybe under sin Slæde, naar han mishandlede sit Rensdyr, vender den sig ikke om for at hevne sig; og dens Puf paa Slæden lærer Finnen at han haver mishandlet Dyret. Dyrene kan ikke skiule deres Hevn, kan ikke giemme og vende Planer længe hos sig, der forsikkre Hevnen, men det kan Mennesket, derfor er det høist strafværdigt, uforskyldt at mishandle den Unge: Du giør ham haard, ond, hevngierrig, og maatte den Unge ikke ønske aldrig at have været i saa grusomme Hænder.

Fortroelighed og Oprigtighed imod Lærerne, Fyrighed og Glæde i at lære, ere Hoved-Øiemedet, som Underviisningen fra 10de til 14de Aar skal tragte efter; naar disse opnaaes, udpilles Egensindigheden let. Næste Periode lærer os den Unge at kiende, naar han selv begynder at handle, og at imodstaae Verdens Anfald paa ham.