Bager Madses Brev-Taske
Bager Madses[redigér]
Brev-Taske[redigér]
Kiøbenhavn.
Trykt hos Christian Frederik Holm,
1789.
[side 3]
Brev
fra G. O.
Han er saamænd ingen enfoldig Mand, kiere Mads! Han har skrevet ret got jevnt Dansk, som det bør at være, og i en meget beqvem Tone; jeg vil give mig Fanden i Vold, om nogen kan lugte Lunten. Da jeg engang har været saa uforsigtig, at røbe min Hensigt for tidlig, saa har han ret giort mig en stor Tieneste. Som en brav Mand har han talt for Præsidenten og Stadens 32 Mænd, især for Præsidenten, som vist ingen kan beskylde for at have sovet. Det skader heller ikke, at han har været en SMule grov mod Udgiveren af Minerva. Hvad har denne
[side 4]
med at aabenbare Folkes Hemmeligheder? Lad han nu, kiere Mads! gaae hen og beklage sig for dem, som stode bag ved hans Ryg, og skiøde forgiftede Piile mod brave og redelige Mænd - som vi og vore Venner.
Det er sandt, min kiere Mads er en ganske anden Karl end de Stympere, som skrive mod os. Hvad synes han vel om Pølsesnakket, som Degnen Skrabfoed har rystet af sig? Den Nar vil formane Folket til Fred og Roelighed. Gierne kunde han have sparet sig den Præken til en anden Gang, da Folket, som vi maae erfare, er desværre fredelskende og roelig nok. Han veed, kiere Mads! hvad Umage vi have giort os begge to, for at give det lidt Smag paa Opløb, hvoraf altid siden kunde blive Oprør; men det var jo reent forgieves.
Nogle Løsgiengere kunde vi vel have faaet paa vor Side; men det er dog saa en betænkelig Sag at slippe disse løs. De gaae gierne allene ud paa Plynderie og Mord, og de giøre sielden Forskiel paa Venner og Fien-
[side 5]
der. Borgeren tænker formeget paa Familier, Gods og Næring; Haandværksvendene ere ikke stort bedre, de elske mere troet og muntert Laug, end vilde og blodige Optrin; de have desuden dumme Fordomme om Ærlighed og den saa kaldte Honnetet. Kort, der er, som sagt, ingen man kunde regne paa, uden Tyver og Skielmer; og af disse er der ikke ret saare mange, da Politiet nu for Tiden alt formeget hader dem.
Imidlertid synes mig dog, at han ikke just saa reent ud skulde have sagt, at Folket ikke var tilbøielig til Urolelighed; skiønt Skielmsmesteren har giort det listigt nok. Det er et got Indfald at han lader hans Kone sige: at de Mægtige destoværre veed, at ikke eengang den danske Pøbel ere Elskere af Oprør. Men det er dog ikke got, at vi selv vide vor svage Side. Man kunde jo vel forsøge paa at giøre de Store lidt bange, eller paa at faae den fredsommelige Borger til at frygte for hvad han eier og har. Skræk virker i Almindelighed voldsomme Foretagender; og hvad got kunde vi altsaa ikke deraf have ventet os? naar hele Staden var
[side 6]
i Frygt og Allarm, saa kunde det let hende sig, de Store vare blevne kiede af at see sig i Spidsen for et mistænkeligt og utaknemmeligt Folk. Fordeel kunde de ikke have af at staae i Statens Tieneste, saaledes som de bære sig ad; de tænker jo hverken paa Slegt eller Venner? Maaske lade de sig forblyffe og overlode deres Pladse til mig R...., R... og S.. R.... Tænk, allerkiereste Mads, hvilken Lykke! hvad skulde han da blive for en Mand? han skulde saamænd faae - nu, jeg vil ikke love noget! men det skal være vidst, hans gode Kone skal strax have Heste og Vogn.
O! kunde jeg kun bare blive Statsminister. Jeg skulde vist beskiemme alle dem, som tvivle om min Duelighed og Redelighed. Han veed jo, jeg giør alting i Herrens Navn. Ja, jeg giør ogsaa alt hvad jeg kan; men Had og Forfølgelse er min Løn. Det er mig kun alt for vel bekiendt, at man mistænker mig for uredelige Hensigter. Mange skal og bære den yderste Foragt for mig; men dette er et Kors, som Herren paafører sine Udvalgte for at prøve dem. De ere
[side 7]
blinde, de gode Folk; jeg vil derfor vedblive at være ydmyg og taalmodig. Jeg maae i Herrens Navn forfølge min Plan, der blive saa af mig hvad der vil.
Alligevel kan jeg ikke nægte for ham, min kiere Mads, at jeg er bleven lidt vaklende ved Udfaldet af den anordnede Commission, jeg kunde ikke forestille mig, det skulde saasnart være bleven bekiendt, at der er saa stor Forraad af Korn, at Staden aldrig kunde lide Mangel, om end ingen mere Tilførsel kom. Han veed, jeg havde bygget mit største Haab paa Mangel. Mangel paa Brød er det eneste, som kan sætte Pøbelen i Bevægelse. Lidt Uroelighed først, min kiere Mads, saa kunde man siden have ventet mere. Sandt nok, at Nøden vel ikke kunde afhielpes ved nye Ministre; men Forandring fornøier og beskieftiger Folket. De glemme imidlertid deres sultne Maver, saa got som de kunde.
Jeg maae tilstaae, dette er et meget voldsomt Middel, hvoraf ogsaa stor Ulykke kunde reise sig; Men hvad skal jeg giøre,
[side 8]
naar jeg ikke kan hitte paa nogen bedre Vei for at blive Minister! Han veed jo, kiere Mads! at man maae opofre alting for at naae sin Hensigt. Vi have jo forsøgt Sagen paa alle Maader. Hvad hialp de bekiendte Sedler, som bleve udstrøde paa Slottet og andre Steder? knap taler Folk derom. Vi maate jo og høre dermed op, thi det var saa temmelig nær ved, at Politiet havde faaet fat paa nogle af vore gode Venner. Havde jeg kun Penge nok til at opkiøbe alt Korn, saa skulde der nok blive dyr Tid. Men jeg faaer ikke eengang mine Revenuer fra Frankrig; det er saa ilde dermed, at i et Land, hvor saadan Uroelighed hersker, er ingens Eiendom sikker. Dette vilde derfor, imellem os, ogsaa af denne Aarsag ikke komme mig ilde tilpas, om jeg noget snart kunde blive Minister. Jeg kunde da sørge for mig og ham, kiere Mads, og øvrige Venner. Det var jo ingen Uret deri, thi Kierligheden begynder fra os selv.
Men nu, siden jeg ingen ret dyr Tid kan giøre, seer jeg ikke heller, det kan nytte noget, at true Folk mere med Hungersnød.
[side 9]
Det er nu blevet alt for bekiendt, at man ikke har at frygte for nogen Mangel. Vi maae nu holde os en Tid lang roelige; imidlertid blive Sedler og alt det øvrige glemt. Thi sandt at sige, imedens alle Folk endnu erindre vore spilte Roller, kan der ikke være noget at udrette. Jeg vilde ikke troe det, men mine Spioner have berettet, at borgerskabet, ja næsten hele Folket, skal være meget opbragte over, at vi have forstyrret deres Sinds Roelighed.
Man troer i Almindelighed, vi have meget vel vidst, at den hele Fare var opdigtet, og at vi allene vilde spille Ministrene et Puds. Han veed, min kiere Mads, der er noget sandt i dette. Men jeg giorde det i en god Hensigt, da jeg formener, at jeg er særdeles beqvem til selv at være Minister. Jeg kan ikke giøre dertil, at Folk ei kan begribe, at man undertiden ogsaa maae være uretfærdig for at udføre store Planer.
Men nu kunde vi sette vor Velfærd reent paa Spil, om vi vilde trodse hele Staden. Vi faae altsaa vel nu tie om Hungersnød, og tænke paa noget andet.
[side 10]
Jeg mener derfore, han nu i nogen Tid maae holde sig taus. Siden kan han begynde at skrive om Vexelkours og høie Priser. Lad være at dette ikke er saa egentlig for den menige Mand, saak an det udrette destomere hos Borgerskabet. I det mindste bliver der igien et nyt Skrig, og tilsidst skulde man dog tænke, at Ministrene tabe Modet og gaae sin Vei - og saa fik jeg nok en Haand i med ved Statsroret. Vor gode Ven Ben Israel giver ham nok nøiere Forklaring.
David Skolemester skal han ikke svare noget. Denne Stakkel er en af de Stores Tilhængere. Han søger kun at giøre Sagen latterlig ved at holde sig til Personer. Naar han svarer derpaa, faaer Publikum noget at lee af; og dertil er Sagen for alvorlig.
Paa Søndag Morgen vil jeg see til ham, kiere Mads. Lev imidlertid vel, og hils hans lille Kone. Hun har dog faaet den nye Pelds, jeg sendte hende i Gaar? Det begynder nu at blive koldt; jeg tænker den skal komme ret til Pas.
Kiøbenhavn den 27de Novbr. 1789.
[side 11]
Brev
fra J. Q.
Hans Mening, kiere Mads, har været god nok, men han har i mine Tanker ikke forestillet Sagen paa den bedste Maade. Det er reent forgieves, han tænker paa at giøre Folket misfornøiet og uroeligt. Vor Nation er for sindig og sagtmodig til at lade sig opirre. Den almindelige Mand har og heller ikke den mindste Grund til at klage over Regieringen. Det er jo vor Naboes Skyld, at vi maae giøre de store Udrustninger, som tildeels ere Aarsag til den slette Kours og de høie Priser. Det er ikke vel overlagt af ham, at han saa ligefrem stikler paa dem, der ere ved Roeret. Folket er overbeviist om deres redelige Hensigter, og begriber, at det ikke stod i deres Magt at forekomme hine svære Udgifter. Man er fornøiet over, at vi have beholdet Fred, og enhver retskaffen Patriot finder sig i det mindre Onde, da det altid vilde have været meget værre, om vi havde faaet Krig. Regieringen har ogsaa
[side 12]
givet adskillige Anordninger, som finde Publici Bifald. I Særdeleshed er Kommissionen for Landboesagen meget yndet. Skiønt nye Indretninger tidt kunne være gale nok, saa troer dog Folket just det Modsatte. Det er alt for øiensynligt, at man med alting sigter til Folkets Bedste. De vinde selv derved, at de i ingen Maade indskrænke Skrivefriheden. Enhver tænker, som sandt er, disse Mænd maae ikke begaae nogen synderlig Feil, siden det ikke skader dem, at de saa tidt og saa haardt angribes, uden at nogen tager Pennen til deres Forsvar.
Altsaa seer han nok, min gode Mads, at Regieringen virkelig haver Folket paa sin Side. Jeg er derfor meget misfornøiet med ham, O. og andre, at de søge at opbringe Folket. Hvorledes kan man indbilde sig, at en Nation som lever i Fred og Roelighed kunde lade sig bevæge til selv at forstyrre sin Lykke, naar den ikke vederfares nogen Ureet eller Fornærmelse? I saadanne ulykkelige Begivenheder vinden ingen, uden Vagebonden. Enhver der haver Huus og Hiem tager sig nok i Agt for, at han ikke spilder sin
[side 13]
Velfærd. Gud skee Lov og Tak! at Folket tænker saaledes, thi ellers var jo ingen sikker paa sit Liv og Gods. Troe mig, jeg kiender Folket bedre end han. Dersom han vilde komme til mine Bønder med saadant Snak, saa gik det ham vist ikke got. Jeg vilde ikke raade ham til at lade sig treffe af dem med saadanne Sedler, som der skrives i Kiøbenhavn. Kan vel være, at der i Kiøbenhavn ere flere Vindposer, som ikke have andet at bestille, end at resonnere om Regieringen, men han kan være vis paa, at han og hans Venner ogsaa der bleve ilde behandlede, dersom man vidste, hvad I havde for. Jeg beder ham for Guds Skyld! tag sig i Agt. Ham maae tilforladelig ikke tale om Opløb og saadant noget; thi Kiøbenhavns Borgere ere saa retsindige, at de let kunde tage Sagen paa en ganske anden Fod.
Det var ogsaa meget eenfoldigt, at man giorde det Skrig om befrygtende Mangel. Herre Gud! ethvert Menneske vidste jo, at Høsten havde været overmaade riig i Sielland, og at Kornet umueligt kunde være udtærsket. Hvad Nytte have vi nu havt af
[side 14]
den hele Allarm? I Førstningen troede en Deel Borgere, at der var noget i denne Ting, men nu de ere blevne oplyste, ere de kuns opbragte mod dem, som have sadt dem i utidig Angst.
Jeg har jog sagt ham det i Forveien, kiere Mads, hvorfor vilde han ikke lyde? nu det eengang er gaaet saaledes til, er det got nok, at han har ladet trykke hans Brev. Han har rigtig nok beviist, at Præsidenten og Stadens 32 Mænd vare beføiede til at giøre, hvad de have giort; og jeg troer virkelig, det er lykket ham at forekomme al videre Mistanke.
Men jeg ønsker dog, at han herefter maae blive klogere. Han skal begynde Sagen paa en ganske anden Maade, dersom det er ham om at giøre, at der skal skee Forandring. Han veed jo, jeg hader endeel af de Store endnu ivrigere, end han giør. Det er umuelig, at nogen kyndig Proprietaire kan være fornøiet med de nye Indretninger; og hvad vil der nu blive af, naar vi nu først faa en nye Anordning om Hoveriet? saa
[side 15]
skal vi først see Løier; jeg troer, enhver Jorddrot vil da komme til, hellere at give Bønderne Eiendom. Men med Guds Hielp faae de gode Herrer nok saa meget at bestille, at de ikke kunde tænke paa slige Ting. Vi skal nok moere dem, men ikke med Opløb og oprørske Sedler.
Efter min Mening er S. R. klogere end alle I andre tilhobe; med mindre R'*** og R*** nu skulde have lært af ham. Denne virkelige kloge Mand siger, at man ikke maae giøre andet end viise, at Hensigten med de nye Indretninger ikke opnaaes; saa tabe de Mænd, som haver bragt dem i Forslag, deres Anseelse, og saa blive de kiede af at arbeide forgieves. Dette er den eeneste Maade at fordrive dem paa, til stor Glæde for alle Venner, og dertil maae vi alle søge at bidrage.
Derfor synes jeg, at han, saasnart hans Borgertøi er glemt, skulde skrive om de slette Tider. Men han skal sende mig hans Manuskript, førend han lader det trykke, da jeg vil sætte nogle anmærkninger der-
[side 16]
til, som skal være fyndige. Vi vil godtgiøre, at Landbruget hindres ved den Frihed, som er given Bønderne, at Landet om kort Tid berøves en heel Deel af det bedste unge Mandskab, at Studshandelen er reent ødelagt, at Proprietairerne forarmes, saa at Kongen siden kan see hvor han faaer sine Skatter. Dog vil vi slet ikke skrive heftig, men i en ærlig og sagtmodig Tone. Vi vil sige, de store Mænd havde de allerbedste Hensigter, men at det var meget at beklage, at de havde taget saa forskrækkelig Feil. Derimod vil vi afmale de slette Tider paa det allerskrækkeligste; og de andre Omstændigheder, som virkelig have stor Deel deri, vil vi allene løsligen nævne, saa at ingen agter derpaa. Naar vore gode Venner iblandt Skribenterne i Kiøbenhavn der hielpe os, saa maatte det være underligt, om vi ikke skulde udrette noget.
I det mindste ville vi giøre saadant Skrig fra alle Kanter, at de Mænd som ere ved Roret, skulle blive bange for at foretage sig det mindste Skridt videre. Kunne vi da ogsaa allene vinde Tiden, og forhindre at de
[side 17]
ikke tør udføre deres Planer, saa er allerede meget vundet; maaskee Sagen imidlertid kan forandres ved en ller anden lykkelig Omstændighed, som man ikke forudseer. Med eet Ord, kiere Mads, ikke for hidsig, men varsomt! varsomt! Rom blev ikke bygt paa en Dag. Jeg haaberm at jeg endnu skal opleve den Tid, at vore gode Venner opnaae deres Ønske, og saa bliver han vist ikke glemt.
Q.
den 26de Novbr. 1789.
Brev
fra Svensken.
Tusinde tak, kiæraste Ven, for det tilsendte Brev. Jag har den Æran at tilstille Dem vedlagt en liden Rekreation for Dem ok Deres Kone. Kiæraste Ven hafver giort mykket vel i at forsvare Præsidenten, som De behager at sige, er hufvudsaklig meenat i vederstyggeliga Sted i Minerva. Dok
[side 18]
synas jag, at kiæraste Ven ikke hafver værat forsktig nok i at tala saa mykket om Lygtepælen ok de bedrøvelige Optrin i Frankrig. Ved saadant nogat skræmmes Folket og blifver end meere tilbøielig til at holde sig roelig. Vi erfare dette: et andet Land, hvor Folket hafver største Aarsag at klage; Men de Misfornøiede yttre ikke engang deres Tankar, saa frygtsomme ere de blefvne formedelst de bedrøvelige Virkningar, som Uroelighederne hafve hafvt i andre Lande. Hvor mykket mindre kunde da Folket sættes i Bevægelse i et Land, hvor det destoværre ikke trykkes eller fornærmes. Jag formoder, at kiæraste Ven ved saadanne Forestillinger alleene svækka den Virkning, som hans listige Paafund ellers skulde hafva.
Jag synes heller ikke got om, at Herren ok øvrige gode Venner skulde forsøge at udsprede Rygtet, at man hafvde at frygte for nogen Misfornøielse iblandt Folkat. Thi dette Rygte er desvlrre alt for lidet troeligt. De Store, som ere mykket vel underrettet derom, lee kuns ofver saadanne Kunstgreeb. Ok mange af Folket blifve opbragte mod vo-
[side 19]
res Partie, og blifve saa forsigtige, at man siden ei kan udrette nogen Ting.
Derimot skulde jag raade til at sætte Skræmsel uti Ministran, ved at røfva Folkets Tillid fra dem, hvoraf vil flyde, at de ikke kan opnaae deres velmeente Hensigter. Thi de skal, efter Sigende, virkelig søge paa alle Maader at befordre det, som de ansee for at være gavnligt for Landet. Ok derfor troer jag, at de vil blive Kkiæde, naar de see, at Folket er imot dem. Jag synes allerede, at det hafver hafvt mykket god Virkning, at vore Venner hafve skrevet bestandig imot Regieringen. Ministarne ere blefvne meget frygtsomme, og tør ikke begynde paa adskillige Foranstaltninger, som de nok ønskede at see iværksatte til Landets Bedste. Desforutan er det naturligt, at de tabe mykket af deres Mod og Lyst til Arbedet, naar de ideligen bedrøfves ved Klager og Bebreidelser øfver de slette Tider. Denne Vei syne mig altsaa at være den sikkerste og beqvemmeste ofr os at kunne udføre vores veløfverlagte Plan. For det første hindres derved mange Foranstaltninger, hvorved Danmarks Rige let kun-
[side 20]
de opnaae betydelig Velstand; hvilket jag for min Deel ikke kunna ansee med ligegyldige Øgen. Forutan at Ministarne skræmmes, sættes ogsaa Folket i saadant Sinnelag, at det slet ikke er villig til at bidrage noget fra sin Side til det gode Formaal; hvorved de bedste Foranstaltninger tidt maae blifve ganske unyttige. Dette skulde jag vente tilsidst at blifve Aarsag til den Forandring, som vi alle ønske af Hiertans Grund, og hvortil høistærede Herren ikke vil undlade, æn meere at bidrage af alle Kræfter.
Helsingør den 24de Novbr. 1789.
Brev
fra Jøden Ben Israel
Efter Befaling af Hoher Hand, har ik den Ære at tilskrive Deres - - om den beste Manier at hindre Ministerium i sine Bestræbelser, at Landets Zustand skulde blive verbessert. Ik troer vitz und varhaftig, at de
[side 21]
kloge Folk i Kiøbenhavn ok Unsere Leute hier in Hamburk sollen das ding spitz kriegen. Alting kommer allene an paa Forsigtighed, at man ikke overiiler sig, ok um Gottes Willen ikke foretager noget, som er zu gewaltsam. Deres - - kan unmöglich troe, hvorviel vi allerede have verdient ved de excellente Skrifter, som udkomme i Kiøbenhavn over den slette Cours og den bedrøvelige Zustand af die dänishce Finanzen. Denn ik soll sie sagen, at bei der Cours og Handel, det meeste beroer paa Meeningen. Nu giver ik und andre os alle mögliche Umage for at udbrede saadanne Skrifter. Vi lade os vel ogsaa expresse tilskrive fra Kiøbenhavn fra de gode Folk som rose deslige Skrifter. Alle Fremmede, som komme reisende frea Kiøbenhavn ere ogsaa vol af det bestandige Klagen, som de høre i Klubber og andre Selskaber. Saadant fortæller vi paa alle Steder, ok suekke din Schultern, naar man taler om den danske Cours ok Handel. Dette hielper erschrecklick; denn ich soll sie sagen, alle Folk tænke, at det maae være reent galt, naar Skribenter i Hovedstaden selv tale i saadan Tone. Det var ellers ikke möglich, at
[side 22]
den danske Cours kunde være saa slet; denn de kloge Handelsmænd veed nok at Bankosedlerne ikke ere saa gefärlich mange, som man schreier. Det kan de Deütlich see i den sidste Tid. Deen det var jo nothwendig, at man til die Kriegsrustung maatte bruge mange Bankosedler, som ellers skulde blive kassiret. Men denne Skade var ikke saa stor, da der zugleich indfaldt gode Kornaaringer. Als var Coursen kanskee falden nogle Procent, naar Sagen var naturlich. Men at den er falden inden Jahr und Tag over 12 Procent, det er for en stor Deel en Virkning af den Mistrauen som de excellente Skribenter i Kiøbenhavn søge at udbrede. Ick habe en fuldkommen Samling af alle sulche schöne Skrifter, for at ik dermed diene meine gute Freunde, ok ik veet, naar ein neu Skrift udkommer, strax at drage min Profit deraf. Ik haaber ogsaa at Skribenterne ikke ophøre, sonst vill ik gierne give dem Pension; denn Hambork vinder velsignede Penger ved den Leilighed.
Naar altsaa Deres - - - vil spille Ministerne en rechten Pussen, saa maae de
[side 23]
skrive ret dygtig om den høie Cours ok den elændige Zustand af Dannemark. Jo galere og grovere det er, jo bedre. Ik forsikkre dem, der ere altid nogel som troe det; ok vi veed nok at giøre det troeligt. De skal kuns see Wunder.l Coursen falder virkelig endnu meget mere, allemeist naar ik veed lidt Beskeed i Forveien, saa kan ik spille med under Dekket, og saa maee tillige Deres - - og alle Freunde tale i Selskaber mod Ministerne og Coursen hvad de kan; især naar Fremmede høre paa. Det hielper varhaftig meget; det kann de mich zutrauen. Disse Fremmede blive siden mere mistroiske, og saa udbreder det sig bestandig videre, at Danmark er i en jammerlig Forfatning, som de ægte Patrioter selv røber. Kan de bringe det saa vidt, at man ogsaa troer, at man har at frygte for Uroelighed - saa er de en unvergleichlich excellente Mand. Saa skal de kuns see, saa har Danmark slet ingen Credit mere, og saa ligger Handelen reent, og saa faae vi vidst en stur Vorandring. Men de skal være gutes Muthes; - Ick skal viise mig generøs for sulch Tieneste, og de sture Freunde glemme dem nok ikke heller.
[side 24]
Ick veed Sie als ingen bedre Raad, end at de recht svække Regieringens Credit, saa kan den ikke udrette stort. Denn naar man ogsaa giør de bedste Anstalten bei die Finanzen, saa er det en underlig Ting med Kiøbmandens Zutrauen. Naar det hel Publikum schreier, saa faaer ingen Kiøbmand Zutrauen, ok saa bliver alting forgieves. Jo! Jo! Ick soll varhaftig Recht behalten. Naar Deres - - og alle Venner kuns vedbliver saaledes som de have begyndt, saa skal saamænd Danmark aldrig komme paa Fode. Der soll min Siæl aldrig blive noget af, at de faae i Danmark det verteufelte neue Courant, som vi maae betale saa ausverschämt dyrt til Holsteenerne. Ick venter med første paa Deres Svar. Naar De inzwischen behøver nogen Penge, skal ick acceptere Deres Tratter.
Hambork den 21de Novbr. 1789.