Belfagor

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Novelle af Niccolò Macchiavelli. Ved S. Schandorph.

Den berømte italienske Politiker, Historiker og Tænker Macchiavelli (1469—1527) var tillige en fremragende Digter. Hans »Mandragora« er en af Lune sprudlende, men som alle Tidens komiske Digtninger voldsom obscøn Komedie, hans lyriske og novellistiske Digtninger høre til Tidens betydeligste. Her følger en Prøve paa den sidste Art. Et Sagn vil, at han skal have tænkt paa sin egen Hustru. Den snørklede periodiske Stil er Renæssancens efter Latinens Syntax formede italienske Prosastil, som allerede Boccaccio indførte.

Man læser i den florentinske Histories gamle Aarbøger, hvad man alt véd af en hellig Mands Fortælling, hvis Liv blev højt prist af alle hans samtidige, at han, fordybet i sine Bønner, midt under disse skuede, hvor utallige Sjæle af hine stakkels dødelige, som omkom i Guds Unaade, alle eller for største Delen i Helvede kun klagede over, at de ene og alene ved Giftermaal havde styrtet sig i en saa stor Ulykke. Ved denne Omstændighed bleve Minos, Rhadamanthys og de øvrige Dommere i Helvede satte i højlig Forundring, fordi de ikke godt kunde tro paa slige Bagvaskelser mod Kvindekjønnet. Da imidlertid Klagerne tog til fra Dag til Dag, og den behørige Beretning om denne hele Sag ogsaa var aflagt til Pluto, saa kom det til den Beslutning hos ham at drage dette Tilfælde ind under moden Overvejelse med samtlige Helvedes Fyrster og i Følge denne træffe de mest passende Forholdsregler for at opdage Bedraget og finde Sandheden ud ved Sagen. Altsaa sammenkaldte Pluto en Rigsforsamling og talte der saalunde:

Ihvorvel jeg, mine elskelige og tro, ved Himlens Tilskikkelse og Skæbnens uigjenkaldelige Bestemmelse behersker dette Rige og derfor ikke kan være underkastet nogen Domstol i Himlen eller paa Jorden, saa har jeg dog, fordi det er forstandigere, at de mægtige underkaste sig Lovene og indrømme andre deres Ret, besluttet at indhente eders Raad, hvorledes jeg skal forholde mig i en Sag, der ellers saare let kan falde ud til Vanære for vort Herredømme. Thi alle de Mandssjæle, som komme til vort Rige, sige jo, at deres Hustruer ere Skyld deri. Men da dette synes os umuligt, og vi befrygte, hvis vi i Kraft af denne Beretning fældede en Fordømmelsesdom, kunde vi blive udskregne for at være altfor grusomme, og hvis vi ikke gjorde det, da kunde blive kaldte altfor slappe og uretfærdige; da fremdeles nogle Mennesker fejle af Letsind, andre af Uretfærdighed, men vi maa undgaa denne Dadel fra begge Sider og ej vide, hvorledes vi skulle fange an dermed, saa have vi stævnet eder hid, at I skulle staa os bi med jert gode Raad, for at bevirke, at dette Rige ogsaa kan bestaa for Fremtiden og med uantastet Hæder.

Den foreliggende Sag syntes enhver af disse Fyrster højst vigtig og vel værd at give Agt paa. Ogsaa vare de alle enige med hverandre deri, at Sandheden nødvendigvis maatte udgranskes; men om Art og Maade vare Meningerne forskjellige. En holdt for, at man skulde sende ét, en anden, at man skulde sende flere Bud op til Jorden, for at de under menneskelig Skikkelse personlig kunde udforske, om Tingen virkelig forholdt sig saa. Mange andre mente derimod, at man ej behøvede at gjøre saa mange Omstændigheder; man skulde kun tvinge et Par Sjæle til Bekjendelse ved forskjellige Maader at martre dem paa. Men da Flertallet stemte for Forslaget om et Gesandtskab, saa gik denne Mening igjennem, og da der ej befandt sig nogen, som frivillig vilde tage dette Hværv paa sig, besluttede man sig til at afgjore Valget ved Lodtrækning. Loddet traf Ærkedjævelen Belfagor, som forhen, før han var falden ned fra Himlen, havde været Ærkeengel og nu vel meget mod sin Vilje gik ind paa dette Ærende, men dog maatte finde sig i, tvungen ved Plutos Magtsprog, at udfore Raadsforsamlingens Beslutning, og gik han altsaa ind paa de Betingelser, som paa lovmæssig Vis vare blevne aftalte. Disse bestode deri, at den med Hværvet betroede fik en Anvisning paa 100,000 Dukater; med disse skulde han lade sig komme til Verden i menneskelig Skikkelse, tage sig en Hustru og leve med hende i ti Aar, derefter dø Skindød, vende tilbage til Helvede og efter sin gjorte Erfaring aflægge sine Foresatte Beretning angaaende hvori egentlig Ægtestandens Sorg og Glæde bestod. End ydermere blev det i saa Henseende bestemt, at han i den nævnte Tid skulde være underkastet alle Ulæmper og Onder, med hvilke Menneskene have at kæmpe, og som drage Armod, Fængsel, Sygdom og saa mangen anden slem Omstændighed, som kan møde Menneskene, med sig, hvis han ellers ej ved Klogskab eller List befriede sig derfra.

Belfagor fik altsaa sin Betaling og sine Penge forud og drog derpaa op i Verden. Af sine Djævleskarer havde han forsynet sig med Heste og Tjenerskab og drog med megen Prang ind i Firenze. Denne Stad havde han fortrinsvis udkaaret til sit Opholdssted, fordi den syntes ham ganske besynderlig at begunstige det Aagerhaandværk, han var til Sinds at drive med sine Penge. Han lod sig her kalde Roderigo af Kastilien og lejede et Hus i Allehelgens-forstaden. Paa det man ikke skulde komme paa Spor efter hans sande Herkomst, lod han sige, at han for nogen Tid havde forladt Spanien, derpaa var dragen til Syrien og havde vundet sin Formue i Aleppo, men havde forladt denne Stad i den Hensigt at begive sig til Italien, et menneskeligere og til det borgerlige Liv og hans Tilbøjeligheder mere svarende Land, for der at tage sig en Hustru. Roderigo var en saare skjøn Mand, der synes at være ved de tredive Aar. Han røbede paa nogle Dage, at han var i Besiddelse af store Rigdomme, og da han foruden dette ved mangfoldige Lejligheder tilkjendegav sig som en i Sandhed dannet og gavmild Mand, saa tilbøde mange ædle Borgere, som havde mange Døtre og faa Dalere i Eje, ham deres Pigebørn. Blandt alle disse valgte Roderigo en saare skjøn, ung Jomfru ved Navn Onesta, Datter af Amerigo Donati, der foruden hende endnu havde tre andre Døtre og tre voxne Sønner, og hendes Søstre vare næsten ogsaa mandbare. Endskjønt han tilhørte en meget ædel Familie og nød personlig høj Agtelse i Firenze, saa var han dog i Forhold til sin talrige Familie og sin Adel saare fattig. Roderigo anrettede sin Bryllupsfest med stor Pomp og Pragt og undlod intet af alt det, som nu en Gang var gammel Skik ved slige Fester, thi han var i Kraft af den Lov, som var paalagt ham ved Udtrædelsen af Helvede, alle menneskelige Lidenskaber underkastet. Han begyndte meget snart at finde Behag i Verdens Herlighed og Ære og at fryde sig ved at blive rost af Menneskene, hvad der foraarsagede ham ej ringe Pengeudgift. Tilmed havde han ikke levet lang Tid med sin Ægtehustru Onesta, før han forliebede sig i hende ud over al Maade, saa at han ej kunde taale at se hende sorgfuld eller mismodig. Foruden sin Adel og sin Skjønhed havde Donna Onesta som Medgift bragt sin Roderigo et Hovmod, som Lucifer ej en Gang kjendte det, og Roderigo, der nu havde maalt den ene med den anden, agtede sin Hustrus Hovmod for højere end Satans. Med Tiden blev det end værre end forhen, da hun mærkede sin Mands store Elskov. Og da hun endvidere holdt for, at han befandt sig ganske i hendes Magt, saa bød hun over ham uden al Medlidenhed eller Hensyn og bluedes ikke for, naar han vilde nægte hende noget, at fornænne ham med Skjælden og Smælden, hvad der foraarsagede Roderigo utrolig Græmmelse. Desuagtet gjorde Svigerfaderen, Brødrene, Familien, Ægteskabets Pligt og fremfor alt den store Kjærlighed, han følte for hende, at han optog det med Taalmod. Jeg vil gaa over de store Bekostninger, som han anvendte for at tilfredsstille hende i Henseende til ny Dragter og ny Moder, med hvilke vor Stad efter gammel Vis bestandig vexler. Og endda maatte han, om han vilde leve i Fred med hende, beslutte sig til at hjælpe Svigerfaderen med at faa de andre Døtre anbragte, hvad der kostede ham mægtige Summer. I lige Maade maatte han, for at være gode Venner med sin Hustru, skikke en af hendes Brødre med Klædevarer til Orienten, en anden med Silketøjer til Vesten og anbringe den tredje som Guldslager i Firenze. Med disse Ting gik efterhaanden den største Del af hans Formue. Ved Fastelavns- og St. Hansdagstider, da den hele Stad efter gammel Skik er fuld af Festligheder, og mange ædle og rige Borgere anrette de kostbareste Gjæstebud, vilde Donna Onesta, for ej at staa tilbage for de andre, at hendes Roderigo skulde gaa frem for alle andre med slige Festligheder. Alt dette bar han let af de alt nævnte Aarsager og vilde, hvor tungt det end i og for sig kunde være, ingen Sinde have fundet besværligt, hvis han kun derved havde kunnet tilkjøbe sig sin huslige Lykke og tjene saa meget, at han med Rolighed kunde imødese Tidspunktet for sin fuldstændige Ruin. Men der vederfores ham det modsatte; thi foruden den uoverkommelige Bekostning, hjemsøgte hun ham i Følge sit hæslige Væsen med utallige Ulejligheder, og ingen Karl eller Tjener kunde udholde det længe i hans Hus, var det end kun Dage eller Uger. Deraf fremvoxede for den stakkels Roderigo den største Ulæmpe, fordi han ikke kunde beholde nogen Tjener, der redelig kunde tilse hans Husvæsen, thi ej alene de menneskelige Tjenestefolk løb bort, men endog de Djævle, han havde medbragt i Tjeneres Skikkelse, vilde hellere vende tilbage til Helvede og færdes i Ilden der, end leve i Verden under denne Kvindes Herredømme. Saa førte da Roderigo det hvileløseste og ubekvemmeste Liv og havde alt ved sin slette Husholdning bragt det saa vidt, at han var færdig med al sin bevægelige Formue og begyndte at leve paa Haabet om de fra Østen og Vesten ventede Summer. Endnu nød han god Kredit og borgede paa Vexler; men da han nødvendigvis paa denne Maade kom dybere og dybere i Gjæld, gjorde han sig i kort Tid mistænkelig hos alle dem, der forstaa sig paa deslige Kneb i Handel og Vandel. Mens nu hans Stilling allerede var bleven meget vaklende, kom der pludselig Underretning fra Levanten og Vesten, at den ene af Donna Onestas Brødre i Spil havde tabt alle de Penge, Roderigo havde betroet ham, og at den anden paa Tilbagerejsen med et med hans Varer ladet Skib, der ikke var forsikret, var bleven et Bytte for Bølgerne. Næppe var dette rygtedes, før Roderigos Kreditorer enedes i Bekymring for, at han skulde være ødelagt, men da man dog ikke kunde komme paa det Rene dermed, fordi Tidspunktet til at betale dem endnu ej var kommet, besluttede de at lade ham omhyggelig bevogte, for at han ej skulde redde sig ved Flugt, før deres Beraadslagning kunde opnaa noget. Paa den anden Side saa Roderigo ingen Hjælp i sin Nød, og da han jo vidste, at han ikke turde overtræde Helvedes Lov, besluttede han sig som en Følge deraf at undfly under enhver Omstændighed. Han kastede sig derfor om Morgenen paa en rap Hest, og da han boede nærved Porta al Prato, ilede han ud gjennem denne. Næppe opdagede man hans Bortrejse, før der rejste sig et Oprør blandt Kreditorerne; de henvendte sig til Øvrigheden og skikkede ikke blot Rettens Folk efter ham, men forfulgte ham personlig alle sammen. Endnu var Roderigo ikke én Mil borte fra Staden, da denne Fare brød løs imod ham. Han erkjendte sin mislige Stilling og bestemte sig til at fly desto mere dulgt, at forlade den slagne Vej og at ile videre tværs over Markerne paa Lykke og Fromme. Han satte dette Forsæt i Værk, men fandt snart, at de mange Grøfter, som gjennemskar Marken, hindrede ham deri, og at han ikke kunde komme videre til Hest. Desaarsag flyede han videre til Fods, lod sin Hest løbe ledig om paa Vejen og sprang fra et Stykke Mark til et andet over det med Vinhaver og Sivkrat bedækkede Land, indtil han kom til Giovanni del Benes Avlsbestyrere, Giovanni Matteo del Briccas Hus i Nærheden af Peretola. Han mødte Giovanni Matteo, netop som denne bragte Foder hjem til sit Kvæg, stillede sig under hans Beskyttelse og lovede ham, hvis han reddede ham fra hans Fjenders Hænder, som forfulgte ham for at lade ham omkomme i Fængsel, saa vilde han gjøre ham rig, og, før han skiltes fra ham, give ham tilbørlig Sikkerhed derfor; i modsat Fald var han fornøjet, om han selv udleverede ham til hans Modstandere. Giovanni Matteo var vel kun en Bonde, men en driftig Mand, og da han var af den Tro, at han vel ikke kunde komme stort til, om han reddede Flygtningen, saa lovede han at opfylde hans Bøn. Han ståk ham da i en Dynge Gødning, som han havde liggende foran Huset, og bedækkede den med smaa Sivstykker og andet Affald, som han havde sanket sammen til at brændes. Næppe var man færdig med at lave et Skjulested for Roderigo, før ogsaa hans Forfølgere allerede kom til og ved Trusler søgte at skræmme Giovanni Matteo, men de fik ikke en Gang ud af ham, at han havde set ham. De droge da videre, og, efter at de forgjæves havde søgt ham i to Dage, vendte de udmattede tilbage til Firenze. Saa snart Larmen var forbi, hentede Giovanni Matteo ham ud af hans Smuthul og mindede ham om det Løfte, han havde givet. Da sagde Roderigo til ham: Min kjære Broder, jeg skylder dig stor Tak, jeg skal ogsaa forsøge at vise dig min Forbindtlighed paa enhver Maade. Og for at du kan tro, at jeg er i Stand til saadant, vil jeg sige dig, hvem jeg er.

Han meddelte ham sine personlige Forhold og de Betingelser, under hvilke han havde forladt Helvede og havde taget sig en Hustru. Dernæst aabenbarede han ham den Art og Maade, paa hvilken han tænkte at gjøre Bonden rig, og denne var ingen anden, end at Giovanni Matteo, saa snart han hørte om nogen som helst Kvinde, at hun var besat af Djævlen, da skulde antage trøstig, at han selv var faret i hende, og at lian ikke vilde vige fra hende, før Giovanni kom og drev ham ud; derved fik han Lejlighed til at lade sig betale efter Behag af den besattes Frænder. Efter at Roderigo havde afgivet denne Forklaring, blev han pludselig usynlig.

Men næppe vare nogle Dage henrundne, før den Nyhed bredte sig over det ganske Firenze, at en Datter af Messer Ambrogio Amedei, som var gift med Buonajuto Tebalducci, var besat af Djævlen. Hendes Nærmeste undlode ikke at anvende derimod alle hine Hjælpemidler, som ere brugelige ved saadanne Ulykker. Man lagde den hellige Zenobios Hjærneskal og den hellige Giovanni Gualbertos Hjærneskal paa hendes Hoved; men alle disse Ting bleve kun haanede af Roderigo; og for at overtyde hver Mand om, at den unge Kvindes Sygdom var en ond Aand og intet taabeligt Hjærnespind, talte Djævlen Latin, disputerede om filosofiske Kvæstioner og afslørede mange Folks Synder, som for Exempel en vis Klosterbroders, der i over fire Aar havde holdt en som Munk forklædt Kvinde i sin Celle. Deslige Ting opvakte naturligvis almen Forundring. Imidlertid var Messer Ambrogio særdeles misfornøjet og havde fast opgivet alt Haab om sin Hustrus Helbredelse, da Giovanni Matteo besøgte ham og lovede at helbrede hende, hvis han vilde give ham 500 Gylden, for at han kunde kjøbe sig en Ejendom i Peretola. Messer Ambrogio gik ind paa hans Tilbud; men Giovanni Matteo lod, for at pynte paa Tingen, først læse nogle Messer, gjorde dernæst alskens Hokuspokus, og hviskede da den unge Kvinde i Øret: »Du, Roderigo! Jeg er kommen her for at opsøge dig, paa det at du skal holde dit Ord.«

Roderigo svarede ham: »Dertil har jeg intet at sige; men det er dog ikke nok til at gjøre dig rig. Saa snart jeg er veget ud af denne Kvinde, farer jeg ind i Kong Karls Datter af Napoli og viger ej ud af hende uden dig. Saa kan du tinge dig en dygtig Haandpenge til ganske efter dit Tykke, og saa skal du herefter lade mig med Fred.«

Efter disse Ord for han ud af hende til stor Fryd og Forundring for det ganske Firenze. Det varede ej længe derefter, saa udbredte sig over hele Italien Rygtet om den Ulyrkke, der var kommen over Kong Karls Datter. De Gejstliges Midler vilde ikke slaa til, og da Kongen hørte Tale om Giovanni Matteo, lod han ham byde til sig fra Firenze. Matteo kom til Napoli og helbredede hende efter nogle paa Skrømt anstillede Ceremonier. Men før Roderigo lod sig drive derfra, sagde han: »Du ser, Giovanni Matteo, jeg har fuldkommen holdt mit Løfte at gjøre dig rig og har ingen Forbindtlighed videre imod dig at opfylde, og ere vi da kvit. Vogt dig da fremdeles for at gaa mig i Bedene! Thi har jeg hidtil kun bevist dig godt, vilde jeg i saa Fald for Fremtiden gjøre dig ondt.«

Saaledes drog Giovanni Matteo som rig Mand tilbage til Firenze, thi han havde modtaget af Kongen over 50,000 Dukater og var nu kun betænkt paa i Mag at nyde denne Rigdom, uden at tænke paa, at Roderigo skulde have til Hensigt at forstyrre ham i hans rolige Nydelse. Men paa én Gang blev han opskræmmet af sin Ro ved den Efterretning, at en Datter af Kong Ludvig VII af Frankrig var besat af Djævlen. Dette Budskab bragte Giovanni Matteos Sind helt ud af Fatning, idet han saa vel tænkte paa hin Konges Magt som paa Roderigos sidste Ord til ham. Da nu Kongen intet Lægemiddel fandt for sin Datter og hørte om Giovanni Matteos Helbredelsesdygtighed, sendte han først simpelt hen en Løber til ham for at beskikke ham did; men da han paaskød en Upasselighed, saa Kongen sig tilsidst nødsaget til at lade ham mærke sin Overmagt, hvad der da nødte Giovanni Matteo til Lydighed. Denne gik da med stor Banghed til Paris, og gjorde forud Kongen den Bekjendelse, at han vel havde helbredet adskillige besatte, men havde dog derfor ikke Magt eller Evne til at helbrede alle slige Syge; thi der gaves nogle af saa arglistig Natur, at de hverken skyede Trusler eller Trylleformularer eller aandelige Midler; desuagtet vilde han gjærne gjøre, hvad der var ham muligt, bad kun, hvis det ej lykkedes ham, om Tilgivelse og Undskyldning. Da erklærede Kongen ham i Vrede, at hvis han ej helbredede hans Datter, vilde han lade ham hænge. Giovanni Matteo blev derover dybt bedrøver, men fattede sig dog for saa vidt, som han lod den besatte komme til sig. Han hviskede hende ind i Øret og anbefalede sig ydmygelig til Roderigo, erindrede ham om den mod ham beviste Velgjerning og forestillede ham, hvilken utaknemmelig Færd det vilde være af ham, om han lod ham i Stikken i saadan en Nød.

Men Roderigo gjensvarede: »Ej, du slyngelagtige Forræder, hvor kan du være fræk nok til atter at komme mig nær? Mener du, at du længe vil kunne rose dig af at være bleven rig ved mig? Jeg vil vise dig og enhver, hvorledes jeg efter eget Godtbefindende igjen kan tage, hvad jeg har givet. Aldrig skal du komme herfra; jeg bringer dig til Galgen, det koste saa, hvad det vil.«

Da nu Giovanni Matteo heraf mærkede, at han denne Gang Intet kunde udrette paa vanlig Vis, saa tænkte han at forsøge sin Lykke paa en anden og befalede han, at man atter skulde bringe den besatte bort, og sagde saa til Kongen:

»Sire, som jeg alt har sagt eder, gives der mange Aander, som ere saa ubændige, at der ikke er noget at stille an med dem, og denne er en af de værste. Ikke des mindre vil jeg gjøre et sidste Forsøg paa at fordrive ham. Lykkes det mig, saa have vi begge Eders Majestæt og jeg, naaet vort Øjemed; hvis ej, saa er jeg i eders Magt og maa overlade det til eder at afgjøre, hvor megen Medynk I tror, at min Uskyld fortjener. Jeg ansøger eder nemlig om at lade opføre paa Pladsen foran Notre Damekirken et Skafot, der er rummeligt nok for hele denne Stads Adel og Gejstlighed. Dette Skafot lader I overtrække med Silke og Gyldenstof og midt paa samme oprejse et Alter. Næste Søndag ved Ottesangstid skal I da med Gejstligheden og med alle eders Fyrster og Adelsinde iført kongelig Pragt, med glinsende rige Gevandter, komme til Syne paa samme Skafot og dér først høre en højtidelig Messe, før man hidfører den besatte. Endvidere ønsker jeg, at paa den ene Side af Pladsen mindst tyve Personer blive opstillede, som ere forsynede med Trompeter, Valdhorn, Trommer, Sækkepiber, Skalmejer og Cymbler og andre meget larmende Instrumenter af alle Slags, og, saa snart jeg svinger min Hat, lade disse Instrumenter tone lydt, idet de med hurtige Skridt drage hen mod Skafottet. Disse Ting skulle i Forbindelse med nogle andre hemmelige Midler, som jeg haaber, strække til for at drive hin Djævel ud.«

Ufortøvet lod Kongen træffe alle disse Foranstaltninger, og da den forventede Søndag Morgen kom, og Skafottet var fyldt af de fornemme Personer og Pladsen af det gemene Folk, blev Messen fejret, og derpaa den besatte ført op paa Skafottet, ledet af to Bisper og mange fornemme Herrer. Da Roderigo saa det meget Folk og de store Tilberedelser, blev han helt forbløffet og sagde ved sig selv: »Hvad har nu den uselige Bondelømmel optænkt imod mig? Tror han at kyse mig med den Stads? Véd han ej, at jeg er vant til at skue Himlens Pragt og Helveds Rædsel? Jeg skal visselig lade ham undgjælde derfor.«

Da nu Giovanni Matteo traadte hen til Roderigos Side, sagde denne til ham: »Ej, der har du jo fundet paa noget helt herligt! Hvad vil du faa ud af alt det Tøjeri? Tror du derved at undgaa min Overmagt og Kongens Vrede? Du Tølper! Hvad du saa end fanger an, hængt bliver du.

Da Giovanni Matteo endnu en Gang havde bedet godt for sig, men kun havde erholdt ny Skjældsord til Svar, troede han ej længere at turde spilde nogen Tid; gjorde altsaa det aftalte Tegn med Hatten, og alle de, der var bestilte dertil for at anrette Larm, lod paa én Gang deres Instrumenter skralde op mod Himlen og rykkede hen mod Skafottet. Ved den uventede Støj spidsede Roderigo Øren, og da han aldeles ikke vidste, hvad det var, spurgte han fuld af Studsen og Forundring Giovanni Matteo, hvad det skulde betyde. Helt bestyrtet svarede Giovanni Matteo ham: »Ve dig, min Ven Roderigo! Det er din Kone, som atter vil hente dig til sig.«

Næppe lader det sig tænke, hvilken Forandring det frembragte i Roderigos hele Sindsbeskaffenhed, da han hørte tale om sin Kone. Hans Rædsel var saa stor, at han, uden at overveje, om det dog var muligt og tænkeligt, at det var hende, og uden at svare noget, undflyede i Angst og Bæven og gav Pigen fri.

Belfagor vilde hellere vende tilbage til det hede Helvede for at aflægge Regnskab for sine Gjerninger end paa ny at underkaste sig Ægteskabets Aag med al dets Gjenvordighed, Ulyst og Fare.

Da han var kommen tilbage til Helvede, bekræftede han al den Ulykke, en Kvinde bringer i et Hus. Men Giovanni Matteo, der vidste endnu mere at sige derom end Djævlen, begav sig snart lystig og glad i Hu paa Vejen hjemad.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.