Billedbog uden Billeder/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 9-10

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Tredie Aften.


„I den snevre Gade her tæt ved, den er saa smal, at jeg kun eet Minut kan lade mine Straaler glide ned af Husets Væg, men i dette Minut seer jeg nok for at kjende den Verden, som her rører sig, saae jeg en Qvinde. For sexten Aar siden var hun et Barn; derude paa Landet i den gamle Præstegaards Have legede hun; Rosenhækkerne vare til Aars og ganske udblomstrede, de voxte vildt ud i Gangen og skjøde lange Grene op i Æbletræerne, kun hist og her sad en Rose, og ikke smuk, som Blomsternes Dronning kan være det; dog Farverne vare der, Duften var der; Præstens lille Datter syntes mig en langt skjønnere Rose; hun sad paa sin Skammel under den vildtvoxende Hæk og kyssede Duften med de knuste Papkinder. Ti Aar senere saae jeg hende igjen; jeg saae hende i den prægtige Balsal, hun var den rige Kjøbmands smukke Brud; jeg var glad ved hendes Lykke, jeg søgte hende i de stille Aftener; ak, Ingen tænker paa mit klare Øie, mit sikkre Blik! min Rose voxte ogsaa med vilde Skud, som Roserne i Præstegaardens Have! Hverdags Livet har ogsaa sin Tragedie, iaften saae jeg sidste Act. I den snevre Gade, dødssyg, laae hun paa Sengen, og den onde Vert, raa og kold, hendes eneste Forsvarer, rev Teppet tilside: „staa op!” sagde han, „Dine Kinder skræmme, pynt Dig! skaf Penge, eller jeg kaster Dig paa Gaden! reis Dig i en Hast!” — „Døden er i mit Bryst!” sagde hun, „o, lad mig hvile!” og han rev hende op, malede hendes Kinder, flættede Roser i hendes Haar, satte hende ved Vinduet, det brændende Lys tæt ved, og gik bort. Jeg stirrede paa hende; hun sad ubevægelig, Haanden faldt ned i Skjødet, Vinduet blæste tilbage saa een af Ruderne knak, men hun sad stille, Gardinet viftede som en Flamme om hende, hun var død. Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!”