Billedbog uden Billeder/3
Tredie Aften.
„I den snevre Gade her tæt ved, den er saa smal, at jeg kun eet Minut kan lade mine Straaler glide ned af Husets Væg, men i dette Minut seer jeg nok for at kjende den Verden, som her rører sig, saae jeg en Qvinde. For sexten Aar siden var hun et Barn; derude paa Landet i den gamle Præstegaards Have legede hun; Rosenhækkerne vare til Aars og ganske udblomstrede, de voxte vildt ud i Gangen og skjøde lange Grene op i Æbletræerne, kun hist og her sad en Rose, og ikke smuk, som Blomsternes Dronning kan være det; dog Farverne vare der, Duften var der; Præstens lille Datter syntes mig en langt skjønnere Rose; hun sad paa sin Skammel under den vildtvoxende Hæk og kyssede Duften med de knuste Papkinder. Ti Aar senere saae jeg hende igjen; jeg saae hende i den prægtige Balsal, hun var den rige Kjøbmands smukke Brud; jeg var glad ved hendes Lykke, jeg søgte hende i de stille Aftener; ak, Ingen tænker paa mit klare Øie, mit sikkre Blik! min Rose voxte ogsaa med vilde Skud, som Roserne i Præstegaardens Have! Hverdags Livet har ogsaa sin Tragedie, iaften saae jeg sidste Act. I den snevre Gade, dødssyg, laae hun paa Sengen, og den onde Vert, raa og kold, hendes eneste Forsvarer, rev Teppet tilside: „staa op!” sagde han, „Dine Kinder skræmme, pynt Dig! skaf Penge, eller jeg kaster Dig paa Gaden! reis Dig i en Hast!” — „Døden er i mit Bryst!” sagde hun, „o, lad mig hvile!” og han rev hende op, malede hendes Kinder, flættede Roser i hendes Haar, satte hende ved Vinduet, det brændende Lys tæt ved, og gik bort. Jeg stirrede paa hende; hun sad ubevægelig, Haanden faldt ned i Skjødet, Vinduet blæste tilbage saa een af Ruderne knak, men hun sad stille, Gardinet viftede som en Flamme om hende, hun var død. Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!”