Billedbog uden Billeder/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

C. A. Reitzel Kjøbenhavn


Billedbog uden Billeder.djvu Billedbog uden Billeder.djvu/5 18-20

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Syvende Aften.


„Langs med Stranden strækker sig en Skov med Ege og Bøge, saa friske og duftende, den er besøgt hver Vaar af hundrede Nattergale; tæt ved er Havet, det evigt vexlende Hav, og mellem begge løber den brede Landevei. Den ene Vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit Øie hviler meest paa eet Punkt: her er en Kjæmpegrav; Brombærranker og Slaaentorn voxe frem mellem Stenene. Her er Poesie i Naturen. Hvorledes troer Du, Menneskene opsatte denne? Ja, jeg vil fortælle Dig, hvad jeg hørte der, kun den sidste Aften og Nat. Forst kom der to rige Landmænd kjørende. „Det er nogle deilige Træer!” sagde den Ene. „Der er ti Læs Brænde i hver!” svarede den Anden! „Vinteren bliver stræng, i Fjor fik vi fjorten Rigsdaler for Favnen!” og saa vare de borte. „Her er Veien daarlig!” sagde en anden Kjørende. „Det er de forbandede Træer!”, svarede Naboen, „det kan ikke ret luske her, uden fra Sø-Kanten!” og saa rullede de afsted. Ogsaa Diligencen kom forbi; Allesammen sov de paa det smukkeste Sted; Kudsken blæste i Hornet, men han tænkte kun: jeg blæser godt og her lyder det, hvad mon de synes om det?” Og saa var Diligencen borte. Der kom to unge Knøse jagende til Hest. Her er Ungdom og Champagner i Blodet, tænkte jeg; de saae ogsaa med et Smiil om Læben til den mosgroede Høi og det dunkle Krat. „Her gad jeg gaae med Møllerens Christine!” sagde den Ene og afsted vare de. Blomsterne duftede saa stærkt, hver en Luftning blandede, som var Havet en Deel af Himlen, der var spændt ud over den dybe Dal; en Vogn kjørte forbi, der vare sex i den, de fire sov den femte tænkte paa sin nye Sommer-Frakke, der maatte klæde ham, den sjette bøiede sig hen over Kudsken og spurgte, om der var noget Mærkeligt ved den Steenhob. „Nei,” sagde Karlen, „det er en Steenhob, men Træerne der ere mærkelige!” — „Fortæl mig!” — „Ja, de ere høist mærkelige! seer han, naar om Vinteren Sneen ligger høit og Alt gaaer ud i Eet, saa ere de Træer mig et Mærke, at jeg kan holde efter dem og ikke kjøre i Søen; see derved ere de mærkelige!” — og saa kjørte han. Nu kom en Maler, hans Øie funklede, han sagde ikke et Ord, han fløitede, Nattergalene sang, den ene høiere end den anden. „Halts Maul!” udbrød han og noterede nu nok saa nøiagtig alle Farver og Tinter: „Blaat, Lilla, Mørkebrunt!” Det vilde blive et herligt Maleri! Han opfattede det, som Speilet opfatter Billedet, og imidlertid fløitede han en Marsch af Rosini. Den sidste som kom, var en fattig Pige, hun hvilede sig ved Kjæmpegraven, satte sin Byrde, det smukke, blege Ansigt hældede sig lyttende mod Skoven, hendes Øine funklede da hun saae mod Himlen ud over Havet, Hænderne foldede sig, jeg troer hun læste sit „Fader vor.” Selv begreb hun ikke den Følelse, som gjennemstrømmede hende, men jeg veed, at gjennem Aar vil mangen Gang dette Minut, med Naturen rundtom, langt skjøunere, ja mere tro, end da Maleren nedskrev den med bestemte Farver, staae i hendes Erindring. Mine Straaler fulgte hende, til Dagskjæret kyssede hendes Pande!”