Bodil

by Cornelia Levetzow

BODIL AF CORNELIA LEVETZOW FORF. TIL »EN UNG PIGES HISTORIE« M. M. KØBENHAVN OG CHRISTIANIA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI 1908

• Fil:Bodil1.png
• Fil:Bodil2.png

---

Lærkerne steg jublende mod Himlen, inde i Skoven slog Nattergalen og Gøgen kukkede. Slaaenhækken var hvid af Blomster og de høje, slanke Bøgetrær, som en Ugestid havde staaet i Udspring, gav allerede Skygge og dannede Hvælving. De smaa Graner paa den temmelig bratte Høj, der skraanede ned til Søen, prangede med lysegrønne Spidser. En let Luftning krusede Søen, der laa blinkende i Sollyset.
Oppe paa Højen stod en ung Mand og en ung Pige; de holdt hinanden i Haanden og han foreslog, at de skulde løbe nedad Højen sammen, og saa begyndte han straks Løbet, før hun havde givet sit Samtykke.
»Ser Du, det gik! Aa, Bodil jeg er saa lykkelig, det lykkeligste Menneske paa den hele Jord, tror jeg. Bare Du var halv saa lykkelig!
»Du veed godt, at jeg er lykkelig, Niels.«
»Ja det veed jeg, lille Bodil, det veed jeg, men der er saa meget andet i dit Sind, og hos mig er der slet ikke andet.« Han saae ømt paa hende med sine gode, trofaste Øjne.
Niels Bruhn var høj og lys, havde et aabent villiekraftigt Ansigt og saae ud som var Hindringer ham kun en Spore til at gaa fremad. Han var femogtyve Aar, men saae yngre ud.
Bodil var kun nitten, men saae ældre ud. Hun havde dejlige, dybe Øjne af ubestemmelig Farve og svært gyldenbrunt, let kruset Haar. Trækkene var egentlig ikke regelmæssige, men hele Ansigtet tiltalende og behageligt at se ind i. Den friske, lidt brunlige Hudfarve passede til det hele. Der var noget tankefuldt i Udtrykket og man ahnede et rigt indre Liv.
»Er her ikke dejligt?« Hun satte sig paa en Træstub, »se Dig rigtig om, Niels, og gem saa Billedet i din Erindring.«
»Jo vist er her dejligt, men Du maa ikke lade dette Billede skygge for andre Billeder, der er ligesaa smukke, og Du maa ikke længes altfor meget efter det, naar Du ikke kan se det mere. — Jeg gætter hvad Du tænker: ,Der er andre vigtigere Ting at længes efter' se paa mig, Bodil!«
»Nu har jeg længtes tre Aar efter Dig, Niels. Det har nok været strengt, men der er ogsaa en Rigdom i at længes.«
»Ja, det er sandt, Du kan tro jeg har følt det. Fra det Øjeblik Du lod mig beholde din Haand og gav mig et Afskedskys, var det som fik jeg nye Kræfter. — Nu skal Du lukke Øjnene og lade mig male et Billede for Dig af en smuk, lille Gaard med stor Veranda og Altan og gode solide Udhuse, liggende paa en lav Høj, omgivet af nyplantede Træer. Dannebrog vajer i Haven til Velkomst, rige Marker ligger rundt om, og i Afstand ses Floden med Dampere og Lystfartøjer. En ung amerikansk Pige staar i Porten og spejder efter de ventede og saa ruller vi ind, Du og jeg, i den smukke lille Vogn, jeg før Rejsen anskaffede netop til dette. Aa, Bodil Du maa elske Floden, Markerne og vor store Have, der nok snart bliver skyggefuld, og ikke altid længes efter denne Egn. — Nu maa Du lukke Øjnene op igen.«
Bodil smilede og rakte ham sin Haand.
»Du maa ikke tro, at jeg vil plage Dig, Niels, min Hjemlængsel, jeg kalder det ikke Hjemve, skal, med Guds Hjælp, ikke blive en Plage for Dig.«
»Du vil aldrig plage nogen, og aldrig lægge Byrde paa andre, Bodil, men dølge hvad der bor i dit Hjerte kan Du ikke og uden at Du siger et Ord, læser jeg i dit Indre som i en aaben Bog. Jeg veed godt, at det er Dagmar Du vil savne mest, da hun jo mindst kan undvære din Omhu og Kærlighed, derfor talte jeg ogsaa i Gaar med din Fader og foreslog ham at overlade hende til os, men han blev hel oprørt over Tilbudet og sagde et kraftigt: aldrig.«
»Det skulde Du ikke have foreslaaet, Niels, det var Synd mod Fader. Dagmar er hans Øjesten.«
»Jeg gjorde det i god Mening, for Du kan da forstaa, at jeg helst vil have dig alene, saa hans Afslag var en Lettelse. Den brave Jomfru Poulsen vil nok være samvittighedsfuld og god mod Børnene. Alt gik jo fortræffeligt det halve Aar Du lærte Husholdning i Præstegaarden.«
Bodil rystede paa Hovedet: »Samvittighedsfuld er hun nok, for hun er paalidelig og flink til Arbejdet, men om hun er rigtig kærlig og god veed jeg ikke. Hun tænker, som rimeligt er, paa sig selv og sin Fremtid, og da Fader dengang bød hende en god Løn og et overkommeligt Arbejde slog hun til med Glæde, idet hun dog beklagede, at det kun var for et halvt Aar. Denne Gang har hun forpligtet sig til at blive saa længe Fader har Brug for hende. Da Martha endnu ikke har fyldt tolv Aar, vil det jo vare længe før hun kan overtage Styret.«
»Er det saa ikke velsignet, at Jomfru Poulsen er rede? jeg mødte hende imorges og havde nær omfavnet hende af Taknemmelighed,« han lo, men Bodil lo ikke med.
»Dagmar er saadan et elskeligt Barn, og har en underlig blød og kærlig Natur,« sagde hun vemodigt.
»Ja, hun er sød, men noget forkælet, ikke sandt? Det altfor bløde trænger maaske til at hærdes.« Han blev pludselig alvorlig og hviskede ømt: »Min kære, fromme Bodil maa lægge lille Dagmar, som alt andet, i Guds naadige Haand.«
»Tak, Niels, det er et godt Raad og jeg vil gøre mig Umage for at følge det. Men Du maa have Taalmodighed med mig.«
»Ja til en vis Grad, men Du maa holde allermest af mig, Bodil!«
»Tror Du ikke jeg gør det,« hun saae smilende op til ham, og saa lagde han hendes Arm i sin og de gik glade opad Skovvejen.
Niels havde meget at fortælle om sin ældre Broder, der havde været seks Aar i Amerika før han kom derover, og nu, efter ni Aars ihærdigt Arbejde, var en velstaaende, kendt og agtet Mand.
»Med Raad og Daad har han staaet ved min Side. De faa tusinde Kroner, jeg ejede, anvendtes i en belejlig Stund til Jordkøb og vor dejlige lille Ejendom er allerede nu næsten gældfri. Selv er han Tømmerhandler og ogsaa en Slags Bygmester; jeg fik Tegningen til vort Hus gratis og Materialet til Indkøbspris. Hans lille norske Hustru er meget kvik og fornøjelig; hun og hendes unge Søster glæder sig over al Maade til dit Komme. Vi kan gaa til min Broders Gaard paa en Time, naar vi følger en Marksti; cycler vi derimod bruges kun et Kvarter. Jeg veed nok, at Du ikke kan cycle, men det skal jeg snart lære Dig. Jeg har allerede købt en Cycle og det en af de allerbedste til Dig. Det skulde have været en Overraskelse, men jeg har altid havt ondt ved at gemme en Glæde, og er nu ogsaa buset ud med dette.«
»Tak, Niels, men Du maa ikke være ødsel for at glæde mig, ikke for min Skyld købe Ting, vi kan undvære.«
»Sommetider maa jeg nok. Er man ivrig i Arbejdet og har Held med at erhverve, maa man ogsaa have Lov til at forbruge lidt mere, end det allernødvendigste. Du har altid været vant til at spare, særlig til at fornægte Dig selv, min elskede, nu haaber jeg Du kan faa friere Hænder. — Naa, der kommer nok din Fader, jeg kan høre ham rømme sig.«
En middelhøj Mand med graasprængt Haar, alvorlige graa Øjne og en skarpskaaret Profil, kom roligt gaaende. Han var lidt over de halvtreds, men saae ældre ud. Sorg, Bekymringer og strengt Arbejde — han ejede et mindre Gartneri — havde efterladt Furer paa Panden og om Mund og Øjne. Udtrykket var meget bestemt, sommetider næsten haardt, men altid aabent og ærligt. I Øjeblikket saae han mild og fornøjelig ud.
»Naa saa fandt jeg hende dog, — din Røver!« Han slog Niels Holm venskabeligt paa Skuldren.
»Vil Du mig noget, lille Fader?« Bodil tog kærligt hans Haand.
»Nej, nej, jeg vilde blot se Dig. — Var det ikke seks Uger, Du sagde i Gaar, Niels?«
»Jo, Svigerfader, Skibet gaar om seks Uger, og saa rejser min Hustru og jeg med, vil Gud. Helst saae jeg, at Bryllupet stod i al Stilhed samme Dag vi rejste.«
»Det synes jeg ikke om; jeg vil gerne gøre lidt Stads af Bodil, det har hun fortjent. Hun har været mig en trofast Medhjælp lige fra den Stund Dagmar blev født og Moderen døde. — Du kan sagtens, Niels, men tænk hvad det er for os at bytte Dagmar med Jomfru Poulsen, hvor brav denne end er. Naa det gaar nok, Jeres Liv har sin Ret, Børn. — Nu gaar jeg ud i Vænget for at se til Bierne. Bliv kun lidt længere i Skoven, I to lykkelige.« Han nikkede og gik hurtig bort.
Bodil sukkede uvilkaarligt, og Niels spurgte en Smule utaalmodigt: »Hvad er der nu i Vejen.«
»Det lignede slet ikke Fader at tale paa den Maade, det er ikke hans Skik at rose.«
»Han holder maaske mere af at dadle, naa, naa, jeg mener det ikke ilde, men hvad Rosen angaar, var den sandelig vel fortjent. — Uha der kommer din Faders Fætter Købmand Knorup, hvor har den visne Fyr dog et ubehageligt Ansigt.«
»Fy, Niels, Du er altfor kritisk, dog maa jeg indrømme, at Onkel Jockums Ansigt ikke er tiltalende. Skal vi dreje af? — Nej, det er for sent.«
»Vel mødt, unge Mennesker,« Købmand Knorup tog Hatten af og bukkede spøgende, derpaa vendte han sig mod Bodil og sagde i en bekymret Tone:
»Det er en kedelig Hoste din Fader har, min Pige; hvad gør I for den?«
»Ikke en Smule. Fader har længe hostet af og til, men han ændser det ikke og er jo da ogsaa ellers rask. Desværre er han uforsigtig, skifter ikke Tøj, naar han har været ude i Regn og gaar vist tidt med vaade Fødder. Der er en staaende Strid imellem os, i saa Henseende. Synes Du hans Hoste var slem, Onkel Jockum?«
»Ja, og det vilde Du ogsaa synes, hvis Tankerne ikke gik andre Veje. Ja, ja, alt har sin Tid,« han drejede ind paa en Sti, der førte til Landsbyen, hvor Købmandsgaarden laa.
»Blot han ikke har Ret, naar jeg nu tænker paa Faders Hoste lød den ogsaa underlig
haard. Det er bedst jeg straks koger Havresuppe, men det er jo desværre ikke sagt, at han vil drikke den.«
»Bryd Dig ikke om hvad den Ulykkesfugl sagde, det var ham ligefrem en Nydelse at forskrække Dig, kunde man tydeligt mærke.«
»Du kan nok vide, Niels, at jeg nødig vil forsømme Fader. — Tys, nu hører jeg ham igen hoste, langt nede i Haven. Jeg maa helst gaa derned, men Du kan jo godt blive.«
»Jeg kommer helre igen siden. Tak for den dejlige Tur, Bodil, min Bodil!«
Og Solstraalerne spillede paa de blanke Ruder i Gartnerboligen, paa den vilde Vin, der slyngede sig opad Muren og paa det fløjelsagtige Mostag, hvorpaa Duerne fløj frem og tilbage. Tæt ved laa en hvid Villa, der ogsaa hørte til Ejendommen. Den stod tom om Vintren, men udlejedes hver Sommer til samme Familie. En bedaget Oberst med Frue, en ældre Jomfru og ung Enepige udgjorde Husstanden.
Lugekonen, gamle Malene, havde netop travlt med at udlufte og gøre rent derinde.i6
Hun sang af fuld Hals til Arbejdet. Det var ikke skønt at høre paa, men lød alligevel, i passende Afstand, ganske hyggeligt. Niels nikkede venligt ind til hende, blinkede hemmelighedsfuldt og rakte hende en blank Tokrone. Lykkelig som han var vilde han gerne glæde alle, der kom paa hans Vej.

Et Par Dage efter sad Gartner Holm og hans Børn ved Middagsbordet. Foruden Bodil var der to Sønner paa seksten og tretten Aar, en Pige paa elleve, en munter krøllet Dreng paa syv og den fireaarige Dagmar.
Stegt Flæsk med et vældigt Fad Kartofler til og bag efter Rhabarbergrød med halvskummet Mælk, var Anretningen, der fik rivende Afsætning hos de unge, men Faderen skød til sin Tallerken.
»Du spiser jo ikke noget, kære Fader,« Bodil saae bekymret op, »blot Du ikke bliver syg. Du hostede saa fælt i Morges.«
»Hosten er ikke det værste, Barn, men Gigten, for jeg tænker da det er Gigt, der sidder i Lemmerne og piner mig.« — Et Hosteanfald afbrød hvad han mere vilde have sagt, men da det var endt tilføjede han: »Du kan jo koge noget Øl til mig, Bodil, og komme rigelig Honning og stødt Ingefær deri. Det var din Moders Raad mod Forkølelse, man skal drikke Øllet saa varmt, at det næsten brænder. — Ikke det forskrækkede Ansigt, Bodil! Du skal se det gaar snart over, saa min Daarlighed ikke kommer til at krydse Eders Planer.«
»Jeg tænkte kun paa Dig, Fader, ikke paa os. Maa jeg sende Bud efter Lægen?«
»Paa ingen Maade, det gaar nok. Men kanske det var bedst at jeg lagde mig et Par Timer, dog vil jeg først se dit samlede Udstyr, Bodil. Moder havde nok sørget bedre for sin Pige, end Du selv har gjort.«
»Niels har for længe siden, en Gang han tjente en større Sum, købt Dækketøj, Lagener og Haandklæder og hans Svigerinde har syet Og navnet det alt, saa det er kun personligt Udstyr jeg behøver, og det ligger, takket Marthas Flid og min gode Symaskines Hjælp, i bedste Orden, rede til at pakkes ind. Det er solidt og ogsaa rigtig pænt. Tolv af hver Slags og fire Kjoler foruden den hvide, men Du er for træt til at se det i Dag, Fader, lad os vente til i Morgen.«
Men da i Morgen blev i Dag, kunde Gartner Holm ikke staa op, han havde Feber og Hosten smertede.
»Ængst Dig ikke, min Pige,« han nikkede opmuntrende, »jeg har før havt Sting og det er gaaet over af sig selv.«
»Har Du Sting i Siden, Fader, saa skal der Bud efter Doktoren og det straks.« Den unge Pige talte med Myndighed og et Øjeblik efter pilede Peter, den næstældste Dreng efter Lægen.
»Sikken en lille Kommandersergent,« Gartneren lo, men blev afbrudt af Hosten, »se dog ikke saa bedrøvede ud, Børn, det lyder værre, end det er.« —
Doktoren undersøgte den Syge grundigt, skrev derpaa en Mikstur op, og beordrede varme Omslag, samt fuldstændig Ro.
»Er det farligt?« Bodil fulgte Lægen ud. Den venlige Mand saae deltagende paa hende, idet han svarede:
»Det er alvorligt, men da deres Fader har en stærk Natur, er det jo muligt, at han kan komme over det. Lad os haabe det bedste.«
Det svimlede næsten for hende, men hun samlede al sin Kraft, sørgede for Omslag til faderen og Beskæftigelse til Børnene. Der var nok at gøre i Haven, men hun maatte lede Arbejdet, og saa anrettede hun Maaltiderne i det store Lysthus, for at der kunde være stille, ikke alene i Soveværelset, men i hele Huset.
Er det værre med din Fader, Bodil?« Niels stod i Døren, »stakkels lille Bodil,« han lagde kærligt Armen om hendes Liv.
»Du forstaar nok, Niels, at jeg ikke kan tænke paa at rejse fra Fader, naar han er syg.«
»Ja, det kan Du ikke, men der er jo længe til og han bliver nok snart bedre, skal Du se.«
»Aa, Niels, Herren give Dig og mig Kraft til at bære, hvad der vil komme.«
Den unge Mand saae fortrøstningsfuldt Opad.
»Der er et dejligt Ord, Bodil,« hviskede han, »som din Dag er, skal din Styrke være.«
Hun lagde sit Hoved til hans Skulder og hulkede, dog kun et Øjeblik, saa tørrede hun Taarerne af og smilede op til ham.
Ingen af dem ahnede, hvad Mindet om denne lille Stund vilde blive for dem i Tiden. —
Gartner Holm havde et voldsomt Hosteanfald om Aftenen, men henad Natten ophørte Hosten og han laa ganske stille med lukkede Øjne, dog uden at sove. Bodil, der sad i en lav Stol ved Siden af Sengen, hviskede en Gang han rørte sig: »Er der noget, Du vil, Fader,« men en energisk Haandbevægelse sagde tydeligt, at det eneste han ønskede var at ligge uforstyrret. Først henad Morgenen faldt han i Søvn.
»Bodil! Har Du vaaget hele Natten?«
»Ja, Fader.«
»Du har ikke Lov til at øde dine Kræfter,« han talte bestemt, næsten strengt, »der bliver Brug for dem. — Kan vi snart vente Doktoren?«
Ja hvert Øjeblik.«
»Jeg længes efter ham. — Du gaar ud saasnart han kommer. Jeg vil tale ene med ham.«
»Som Du vil, Fader.«
Et Øjeblik efter kom Lægen og Bodil skyndte sig ud.
»Naa, Gartner Holm, hvordan gaar det? Har De havt Ro til at sove?«
Nej, men til at tænke. Først i Aftes, efter at en voldsom Hoste havde gennemrystet mig, forstod jeg, at dette var Alvor. Doktoren har ikke givet mig falsk Trøst, men selv troede jeg saa vist, at det kun galdt om at være taalmodig, saa skulde jeg snart komme op og efterhaanden blive hel rask. Men i Aftes da Smerterne blev større og større, bares det mig for, at det gik mod Døden. Sig mig nu Sandheden og det uden Omsvøb.«
»Der er ikke lang Tid tilbage, Gartner Holm, er der noget, De vil have ordnet, maa det ikke udsættes.«
»Gud naade mig Stakkel, jeg tænkte det nok! — Det er ikke Døden jeg er bange for, Doktor, min Syndeskyld er sonet, og ved Guds store Naade gaar jeg hjem til de evige Boliger, men det er for det, der skal ordnes, ofres, at jeg gyser. Det skal blive gjort, men jeg maa ligge en lille Stund ganske ene først. Her maa Ingen komme ind.«
»Deres trofaste Bodil maa vel nok komme?« »Hun mindst af alle!« Bodil saa angstfuld op, da Lægen kom ud, hun turde ikke spørge.
»Deres Fader er underlig spændt og optaget, har det en særlig Grund?«
»Ikke det jeg veed. — Er der Haab endnu?«
»Nej, jeg maa desværre sig nej, for menneskelige Øjne er der intet Haab. Han talte om noget, der skulde ordnes, og hvis det ikke var i Vildelse, maa der handles snart. De plejer at være saa samlet og rolig, kære lille Frøken, jeg kender Dem jo fra Deres Moders Dødsleje og fra Børnenes Sygdomme, vær nu ogsaa stærk og hjælp Deres Fader alt hvad De kan. Han forlangte at ligge en Stund ene, men jeg raader Dem dog til snart at gaa derind.«
Lægen hilste mildt, næsten ærbødigt, idet han gik, men Bodil blev staaende ganske stille, ligesom lamslaaet. Det varede dog kun kort, saa samlede hun sig. Herren vidste det jo alt, og han var ikke langt borte.
Et Øjeblik stod hun lyttende udenfor Døren, men da hun hørte Klageraab og Graad ilede hun ind.
»Kære, kære Fader, hvordan har Du det?« »Gaa igen, gaa! Jeg kan ikke endnu!« »Vis mig ikke bort, aa Fader, jeg vil saa gerne dele dine Smerter.«
»Du? Sig ikke gerne, Bodil, for det kunde blive Løgn. Tror Du jeg klager over mine Lidelser, nej, nej, det er over Dig jeg græder, Du maa tro det er ikke let at ofre sit eget Barn, men jeg maa gøre det, min stakkels lille Pige der er ingen anden Udvej. — Aa, jeg har saa ondt af Dig! — Jeg har ogsaa ondt af ham, men mest af Dig, han forvinder det nok i Aarenes Løb, men saadan er Du ikke.«
Bodil sad bleg og skælvende ved Sengen, hun forstod det ikke helt, men ahnede dog, hvad Faderen mente.
»Naar jeg nu kaldes bort,« vedblev han og der var noget ubønhørligt i Stemmen, hvor mat den end lød, »er din Plads her, det maa Du da kunne begribe, mit arme Barn. Du er den eneste, der kan holde Stumperne sammen, saa det bliver et Hjem for Børnene, der ellers maatte spredes for alle Vinde i denne onde og ugudelige Verden.«
»Glem dog ikke, Fader, at jeg har givet Niels mit Ord.« Det var som en Kamp for Livet.
»Men før den Tid,« Gartner Holms Blik blev ligefrem truende, »havde din Moder i sin Dødstund lagt Dagmar i dine Arme. Hvad du dengang lovede i dit Hjerte, Bodil, veed Du bedst selv.«
Men Bodil kunde ikke give tabt endnu.
»Da Niels bad mig om at blive hans Hustru spurgte jeg Dig jo, Fader, om Løftet var en Hindring og Du svarede nej.«
»Ja jeg svarede, at Du havde din Frihed, og, at jeg nok skulde bestræbe mig for at være baade Fader og Moder for Barnet. Men naar jeg nu kaldes herfra, er Du bundet af dit Løfte.«
»Niels og jeg vil gerne tage Dagmar til os.«
Og de andre? Lille Hans, der var sin Moders Øjesten og Martha som trænger saa haardt til Vejledning, og de to store Drenge for hvem Hjemmet er ubetaleligt. Tror Du Guds Velsignelse vilde følge Dig, naar Du rejste fra dine Pligter? Nej, Du vilde ikke faa en rolig Stund.« Talen afbrødes af et Hosteanfald, men han begyndte igen saasnart det var endt.
»Hvad Niels angaar, maa Du løse ham, give Ringen tilbage og løse ham helt.« »Han lader sig ikke løse, Fader.« »Afbryd mig ikke, jeg har ondt ved at tale, men maa have talt ud. Al Forbindelse med Niels maa være endt, al skriven Breve, eller senden Hilsner gennem andre, maa ikke finde Sted. Vi vil ikke lægge hans Liv øde. Sorgen bliver stor straks, men faar den ingen Næring, vil det ende med, at han finder Lykken derovre, og det maa vi ønske. — Hør nu godt efter, Bodil, og husk, hvad jeg siger. Du er jo stræbsom og paalidelig i alt og det er din ældste Broder ogsaa, og de andre Børn maa lære at blive det. Ved Hjælp af den Leje I faar for Sommerboligen og ved Indtægten af vor gode Have og af Høns og Bier, vil I kunne leve i al Nøjsomhed. Den Indtægt jeg havde ved at anlægge Haver, falder jo desværre bort, men hvem veed, hvad Jens kan drive det til i Tiden og saa bliver I da ogsaa en mindre. Fætter Jochum har totusinde Kroner staaende i Ejendommen; dem maa Du betale Renter af hver Termin, glem det ikke. Møller Larsen skal være Eders Formynder. Det er en forstandig og kristelig Mand, Du rolig kan spørge til Raads. — Send straks Bud efter ham, jeg vil tale med ham. — Nu har Du jo forstaaet mig, Bodil, saa jeg kan blive fri for at tænke paa alle disse Ting. Min stakkels Pige jo før Du gør, hvad der maa gøres, desto bedre er det, baade for ham og for Dig.« Han stønnede: »Det var en drøj Tur, aa jeg er saa træt, saa dødelig træt!«
Bodil rettede Faderens Pude og penslede hans Læber, men hun kunde ikke tale kærligt til ham, ikke nu. Han laa med lukkede Øjne, men slog dem pludseligt op, det var som vilde han se hende lige ind i Hjertet.
»Saa har jeg jo dit Løfte, giv mig Haanden derpaa.«
Hans feberhede rystende Haand greb hendes og hun lod ham beholde den.
Et Øjeblik efter kom Jens ind og hviskede: Gaa lidt ud Bodil, saa bliver jeg hos Fader. Niels er i Haven og venter paa Dig.« Den store Knøs tog stille Plads ved Faderens Seng. Han gik paa Strømpefødder og Øjnene var ophovnede af Graad.
Bodil vaklede ud i Haven og sank ned paa en Bænk. »Aa jeg kan ikke sige ham det — ikke straks, — hvad skal jeg dog gøre?«
Og Solen skinnede, Fuglene kvidrede og de rigt blomstrende Pære- og Æbletræer stode hvide og lyserøde, men det var som al denne Skønhed og Glæde skar hende i Hjertet.
»Naa er Du endelig der!« Niels kom ilende, »men hvad fejler Dig, Bodil, min elskede, Du ligner jo ikke Dig selv. Er Du syg?«
»Nej, men jeg er saa ulykkelig, og allersværest er det, at skulle bedrøve Dig. Jeg kan ikke sige det!«
»Er det noget din Fader forlanger?«
»Ja, — Du kommer til at rejse ene, jeg skal blive her.«
»Hvor kan han nænne at fordre det! — Du har da ikke givet noget Løfte, vil jeg haabe. Er det længe han vil holde paa Dig?«
»Ja, det gælder hele Livet, Niels, nu er det sagt!«
»Din Fader har talt i Vildelse, Barn, det maa Du da kunne forstaa.«
»Nej, nej, det er ikke saa vel! Han har ordnet og planlagt alt. Hjemmet vil kunne bestaa, naar jeg ofrer mig helt for Børnene. Det Løfte jeg gav Moder i hendes Dødstund, er ældre, end det jeg gav Dig. — Og saa siger han, at jeg ikke maa lægge dit Liv øde, men skal løse Dig fra enhver Forpligtelse. Vi maa ikke skrive til hinanden, ja, ikke engang sende Hilsen, og han forlanger, at jeg skal tage Ringen af min Finger og give Dig den tilbage. Aa, Niels, se dog ikke saadan paa mig, jeg bliver bange for Dig!«
»Hvad svarede Du? Jeg vil høre det alt! — Den onde Samvittighed præger i dette Øjeblik hele dit Væsen, Bodil, men jeg kan alligevel ikke tro, at Du har svigtet mig. Din Fader har aldrig elsket sin Hustru, det mærker man af den hykkelske Snak om min Lykke, hvad svarede Du?«
»Ikke et Ord, men Fader tog min Haand og jeg trak den ikke bort.«
»Og det regner Du for et Løfte?« Det var som hans Øjne spyede Ild og han stod som en Dommer foran hende, »men Løftet til mig det var ingen Forpligtelse! — Og Dig har jeg stolet paa, og din Fader har jeg holdt af og æret som en Hædersmand. Men Du er en svigefuld Kvinde og han en ugudelig Tyran! Dog det skal I vide, at mit Liv er forspildt, og at jeg, efter dette, har mistet Troen baade paa Gud og Mennesker.« Han var rent ude af sig selv og slog en vild Latter op, idet han styrtede bort.
Men Bodil sank paa Knæ og raabte i dyb Sjæleangst: »Dette kan jeg ikke bære, alt andet, kun ikke dette. Herre, kære, frels ham fra det onde!«
Niels hørte hendes Udbrud og standsede. Trods den vilde Vrede, der gennemrystede hele hans Person, var det som Bodils jamrende Raab kaldte Kærligheden frem, og tvang ham til at vende tilbage. Stemmen var dog harmfuld og Blikket strengt, da han spurgte:
»Hvad er det Du ikke kan bære? — Jeg vil vide det.«
»Aa, Gud være lovet, at Du kom tilbage! Jeg kan ikke bære, at dette skulde volde Dig Sjæleskade, Niels. Alt andet, kun ikke det, for alt andet skiller jo kun til en Tid men«
— hun kunde ikke fuldføre.
»Tilgiv mig, Bodil, at jeg kaldte Dig svigefuld for det er Du ikke. Jeg veed, at Du elsker mig paa din Vis, men alligevel, at Du kan gøre dette og at din Fader kan fordre det!« Vreden rejste sig og Stemmen var haard, da han sagde: »Giv mig saa Ringen, din Fader vil jo, at Du skal løse mig helt, for at mit Liv ikke skal lægges øde.« Han lo bittert og vedblev: »Faar jeg saa Ringen?
— Tak. — Tror Du virkelig, Bodil, at jeg nogensinde vil sætte den Ring paa en anden Kvindes Finger?«
»Nej, det er jeg vis paa Du aldrig vil, Niels. Du vil gemme den til Minde om din Ungdoms Kærlighed.«
Han rystede paa Hovedet op spurgte skarpt: »Og min Ring da, skal jeg ogsaa tage den af?«
»Fader har ikke talt om den, gør som Du vil, dog nej, det er ikke ærligt af mig, — tag den af, Niels.«
»Det skal jeg, men jeg beholder den. — Und mig den fattige Trøst, Bodil! Jeg binder de to Ringe sammen og gemmer dem.«
Hun tav, men sagde straks efter: »Det var Fader saa magtpaaliggende, at Du skulde forstaa, at Du var løst, fuldstændig løst fra Fortiden og at det stod Dig frit for, naar Tid kom — Du forstaar nok hvad han mente, saa jeg kan blive fri for at sige det. — Aa vend Dig dog ikke bort, Niels!«
Han traadte et Skridt nærmere, men saae ikke paa hende.
Nu rejser jeg snart, først i den kommende Uge.«
»Allerede!« Det sagdes uvilkaarligt og hun fortrød det straks.
»Hvad skulde jeg vente paa?« Stemmen lød baade harmfuld og fortvivlet.
Der lød nu tunge Skridt i Gangen og Møller Larsens svære Skikkelse kom til Syne. Han saae kærligt og medlidende paa de to unge.
»Frygt ikke, tro ikkun, det er Herrens egne Ord og husk saa, at Fremtiden staar i Guds Haand, og at han er Kærlighed. — Din Fader vil have Nadveren, Bodil, og Peter er løbet efter Præsten. Det er rigtigt, at Du gaar ind, min Pige, din Faders Øje har ledt efter Dig, tror jeg nok.«
Bodil skyndte sig ind uden at sige Farvel, hun kunde ikke sige det, ikke i Øjeblikket. — Det pinlig spændte Udtryk forlod Gartnerens Ansigt straks han saae hende.
»Naa, nu er det gjort og Du skal se, Bodil, at Herrens Velsignelse vil være over Dig og hele Hjemmet og ogsaa over ham, Du kan være saa rolig, ogsaa over ham. — Kom hen til mig, Barn! Du har aldrig gjort mig andet, end Glæde.« Han sagde det ømt, og blidt med sin svage hendøende Røst og det var som al den gamle Kærlighed vældede frem i Bodils Hjerte.
»Fader, kære, kære Fader, hvor har Du altid været god mod mig, mod os alle.«
»Men dette var haardt, jeg veed det min stakkels lille Pige, men der var ingen anden Udvej. — Naa der er Præsten kan jeg høre. Mon Jens ikke har Lyst til at være med? — Og vil Du?«
Hun bøjede Hovedet og kaldte paa sin Broder, der stod ventende i Dagligstuen. Han havde Søndagstøjet paa og spurgte ivrigt om Faderen havde tilladt, at han maatte gaa med.
»Saa han foreslog det selv, det er jeg glad for,« han hulkede.
Efter den hellige Handling laa Gartneren en Stund ganske stille, som et Fredens Billede, men saa vinkede han ad Bodil og bad hende kalde paa de andre Børn og et Øjeblik efter stod en lille grædende Flok om Lejet.
»Hør nu Børn og agt paa mine Ord. Bodil har ofret sin egen Lykke for at Hjemmet kan vedblive at være et Hjem for Jer alle, hende maa I elske og lyde, ja lyde, som I har adlydt mig. Lover I det?«
»Ja, ja,« lød det afbrudt af Hulken, men Dagmar raabte: »rejser hun da ikke,« og da Faderen sagde nej, hørtes et Jubelraab, der i dette Øjeblik havde noget underlig skærende.
»Du bliver! aa Bodil, bliver Du virkeligt?«
»Ja,« hun trykkede tyssende Barnet op til sig, men der gik et Smil over Gartnerens Ansigt og han hviskede: »Det er din første Løn, Bodil.«
Saa kaldte han Børnene hen til Sengen, en efter en, befalede dem Gud i Vold og velsignede dem. Derpaa saae han sig urolig om.
»Nu, Niels, hvor er Niels? — Aa det er sandt! Velsign ogsaa ham, Du kære Herre Gud, velsign ham rigeligt og rundeligt.« Han sank mat tilbage og faldt et Øjeblik efter i en dvaleagtig Blund. Aandedraget blev svagere og svagere, og tilsidst standsede det, saa en let Gysning og alt var forbi.
Hvor blev der, lige med et, tomt i Hjemmet. Faderen med sin Arbejdsiver, sit myndige Væsen og sin bestemte Fordring til hver især om Pligtopfyldelse og ubetinget Lydighed, havde fyldt saa uendelig meget. Skøndt han ikke ødslede med Kærtegn, eller rosende Ord, troede de alle paa hans Kærlighed og der fældedes mange Taarer medens Børnene klyngede sig til Bodil. Lille Dagmar græd dog ikke med, Glæden over at beholde Søsteren var saa overvejende.
Næste Morgen samledes den lille Husstand, som sædvanligt, om Havregrøden. Medens Faderen laa syg var der ikke bedt Bordbøn, men nu da Bodil sad paa hans Plads ved det store Bord bad hun, som han havde bedt: »Tak for Maden, Herre, og velsign Dagen for os.«
Efter endt Maaltid plejede de at synge et Psalmevers, altid kun et, men tidt det samme Maaneder igennem. Bodil stod nu tvivlraadig, men da Jens rakte hende Psalmebogen vidste hun strak, hvad der skulde synges:

„Giv os, o Gud,
Vi paa dit Bud
Maa leve saa tilsammen,
At vi hos Dig
Evindelig
I Himmerig
Kan faa din Glæde, Amen!"

»Og nu hver til sit,« den unge Pige følte det som sin Pligt, at tage Styret straks,« der er en Del at ordne her i Huset, saa Jens maa ene lede Arbejdet i Haven, Martha bliver herinde og hjælper mig.«
Da Bodil op ad Formiddagen havde travlt i Køkkenet kom Jens ind. Han var en mut Knøs og brugte ikke mange Ord, men der var altid Mening i det han sagde.
»Hvad nu Jens?«
»Jeg vilde blot sige,« han saae ikke paa hende, »at jeg har fortalt Niels, hvordan Fader velsignede ham, for det synes jeg han burde vide. Det slaar lige til, at han kan følge Fader, før han rejser, for, efter dette, vil han følge Fader.«
»Tak Jens!« — Men han var allerede gaaet.
Henad Aften kom Onkel Jochum, han saae alvorlig ud og rystede paa Hovedet.
»Stakkels Børn, stakkels kære Børn,« sagde han og strøg med Lommetørklædet henover de tørre Øjne.
»Kan jeg paa nogen Maade være Eder til Hjælp, Bodil, haaber jeg Du henvender Dig til mig.«
»Tak, Onkel Jochum, men Mølleren er vor Formynder.«
»Ja jeg har hørt det, med Forundring og Bedrøvelse, for jeg synes nok, at jeg havde fortjent — dog det vil vi ikke tale om. — Mit Tilbud staar fast. Jeg tog Tegnebog med for det Tilfælde, at Du behøvede Penge.«
»Tusinde Tak Onkel, men Fader gav Mølleren sin Sparekassebog og han hæver nu det, der behøves. — Fader og Møller Larsen har været Venner fra Ungdommen af, saa det var ikke underligt, at han valgte ham.« —
»Jeg finder nu at Slægten staar nærmest, især naar den i Gerning har vist sit Sindelag, men det lader vi hvile. Derimod vil jeg indbyde Dig og dine Søskende, tilligemed Følget, til at nyde en Forfriskning i mit Hjem efter Begravelsen. Du maatte jo ellers stille noget an her, min Pige, og det vil jeg gerne skaane Dig for.«
»Det har jeg slet ikke tænkt paa, men hvis det virkelig var nødvendigt, er jeg meget glad over at blive fri. Selv kommer jeg dog ikke, Du maa kunne forstaa, Onkel Jochum, at jeg helst vil lige hjem. Børnene kan vælge hvad de har mest Lyst til. — Men det bliver jo besværligt for Tante, jeg troede ikke hun var rask.«
»Hun skranter bare, har skrantet i lang Tid, men kan dog endnu trække Læsset. — Det gør mig ondt, at Du vil svigte os, min rare Bodil, Dig saae jeg allerhelst. Og husk saa, at selv om Mølleren er Eders Formynder, kan det være ganske godt at have en Ven i Baghaanden.«
»Tak, Onkel, og saa beder jeg Dig hilse Tante mange Gange.«
Trods al Købmandens Venlighed kunde Bodil dog ikke holde af ham. Hvor lød det koldt, da han sagde om sin Hustru, at hun dog endnu kunde trække Læsset. Det var vist et tungt Læs, hun havde trukket i hele sin Ægtestand, den Stakkel!
De følgende Dage var der meget at sørge for og ordne, paa Børnenes Dragter maatte hun ogsaa tænke; alt skulde gaa sømmeligt til og med Orden, som hun vidste Faderen vilde have ønsket.
Det var dejligt Sommervejr den Dag Gartner Holm jordfæstedes. Smaakrusede hvide Skyer smykkede den mørkeblaa Himmel og der var Fuglesang og Blomsterfylde, hvor man færdedes. Bodil gik som i en Drøm, hun græd ikke, men var bleg og saae underlig forklaret ud. Dagmar holdt hendes ene Haand, Hans den anden. Martha gik bagefter mellem Brødrene, hun hulkede af og til, og det gjorde Peter ogsaa, men Jens tilbageholdt ethvert Udbrud, dog viste det forgrædte Ansigt og de ophovnede Øjne, at han havde givet sig Luft hjemme.
Præsten talte om Guds Kærlighed og de evige Boliger Jesus har beredt sine, deroppe, hvor der ingen Taarer og ingen Adskillelse er. Han talte varmt, han kendte dem jo alle og hans Hjerte blødte for Bodil og Niels.
Da den blomstersmykkede Kiste skulde bæres ud af Kirken saae Bodil op. Der stod Niels, høj og rank, mellem Mølleren og Jens. Han var ganske bleg, men lagde Skulder til med Kraft, som vilde han løfte hele Byrden.
Da Kisten var sænket ned, førte Bodil Hans og Dagmar hen til Graven og de to smaa lode hver sin Krands falde ned paa Laaget, saa klyngede de sig op til Søsteren og fulgte Slutningen med et sky Blik i de undrende Øjne.
»Kære Bodil vil Du dog ikke følge med?« Købmand Knorup nærmede sig fortroligt.
»Nej Tak, jeg kan ikke. — Har Du Lyst maa Du gerne gaa, lille Hans. Dagmar bliver hos mig.«
Hun blev staaende og saae efter de Bortgaaende, derpaa gik hun et Par Skridt og blev saa igen staaende. Nu slog Afskedsstunden, hun følte det. — Ja der kom han?
»Jeg maa da have Lov til at sige Dig Farvel?«
»Tak at Du kom Niels og Tak, at Du fulgte Fader.«
Han traadte et Skridt nærmere, men stod dog endnu i Afstand.
»Da jeg saae Dig med Børnene,« hans Stemme bævede, »forstod jeg din Fader bedre end før. Du har nu en stor Opgave og det giver Livet Værd, trods Sorg og Savn. Men jeg! — Du maa bede meget for mig Bodil!«
»Tror Du jeg kan lade det være? — Jeg beder for Dig Morgen og Aften, ja hver Time paa Dagen.«
»Og det maa Du blive ved med, for jeg trænger til Hjælp. Aa, det er rædsomt at gaa bare brudte Haab i Møde. Hvor havde jeg frydet mig til Hjemrejsen med Dig ved min Side, og til Ankomsten, og til at vise Dig om i Hjemmet, dit lille Kongerige, hvor alt var ordnet med Dig for Øje. — Er det Synd at jeg klager til Dig?«
»Nej, nej, Gud hjælpe os begge! Hvad tror Du jeg har tænkt paa og glædet mig til i de tre Aar Du var borte?« Det faldt hende vanskeligt, at holde Taarerne tilbage.
»Tak, Bodil, det er en daarlig Trøst, at det ogsaa er svært for Dig, men det er nu alligevel en Trøst. Og dog, hvor er Forskellen stor paa os to. Havde din Fader levet og Du var draget med mig som min Hustru, var din halve Sjæl dog blevet hos dem hjemme.«
»Men nu, — aa, Niels, frist mig ikke til at sige mere, end jeg maa,« hun rødmede dybt.
»End Du kunde staa ved, vil jeg snarere sige. Nej, din halve Sjæl kan ikke følge mig, der hviler altfor meget paa Dig her. Men glemme mig maa Du ikke, Du vil heller ikke og Du kan ikke. — Jens siger at din Faders Øje ledte efter mig og at han nævnede mit Navn, da han velsignede sine Børn.«
»Ja, Du var for ham som en af os. Han bad Gud velsigne Dig rigeligt og rundeligt, det var hans Ord.«
»Og dog var han saa ivrig efter at løse Baandet!«
»Netop derfor, — han haabede jo, at Du skulde finde Lykken derovre, ikke nu, men senere.«
»Nævn det ikke, for saa rejser Vreden sig igen. — Vil Du gaa? — Naa ja, ligesaa godt først som sidst, Farvel, Bodil!«
»Farvel, Niels,« hun rakte ham Haanden. Han beholdt den dog kun et Øjeblik og ilede saa bort.
Bodil saae efter ham, mon han ikke vilde se tilbage, vinke en Hilsen? — Nej! Aa, det var for haardt, hun brast i Graad. »Bodil!« Han stod igen foran hende. »Der var noget jeg glemte før,« et lyst Blink saaes i hans Øje,« det var det lille Ord saalænge, Farvel, saalænge, Du min elskede!
Bodil smilede til ham gennem Taarerne, men pegede i det samme opad.
»Bare han ikke kommer igen,« hulkede lille Dagmar, »bare han ikke tager Dig fra os.«
»Det er jo Jer, der tager mig fra ham, Du kære lille Barn, husk, jeg havde lovet at følge ham.«
Da Bodil kom hjem stod Møllerens Kone i Døren. Det var en høj, temmelig fyldig Kvinde med gode blaa Øjne og et stille Væsen.
»Gud velsigne Jer, Børn,« sagde hun kærligt, »det skal nok gaa altsammen; som din Dag er, skal din Styrke være, lille Bodil.«
»Tak!« Bodil bøjede Hovedet. Det var det samme Ord Niels havde givet hende til Trøst straks Faderen blev syg. Og hun tænkte paa den livsalige Stund, da hun havde grædt ud med Hovedet støttet til hans Skulder.
»Nu gaar jeg,« Møllerens Kone nikkede mildt, »Malene, der omsider er færdig med Villaen bliver. Der staar Mad paa Spisebordet til Jer, der ikke var med i Købmandsgaarden. Spis alt hvad Du kan, Bodil, og hvil saa lidt bagefter, det trænger Du til.« Hun tog den unge Pige i sine Arme og hviskede: »Frygt ikke, tro ikkun!« — Det var Møllerens Valgsprog.
Skriftstedet knyttede sig saa underligt til de sidste Ord, Niels havde sagt. Dog nej, den Vej maatte Tankerne ikke gaa.
Madam Larsen — saadan vilde hun helst kaldes — havde efterladt en indbydende Anretning og ogsaa sat Blomster paa Bordet og i den store Vase paa Kommoden. Dagmar, der stod paa Taaspidsen, løftede Laaget af det dybe Fad og kiggede ned.
»Høns med Asparges,« jublede hun, »aa jeg er saa sulten!«
Bodil var ogsaa sulten, hun havde ikke kunnet spise noget før; nu gjorde Maden hende godt og hun nød den med Taksigelse.
»Kald paa Malene, Dagmar, hun skal spise med.«
Lugekonen aftørrede Hænderne og de mahognibrune, rynkede Arme, tog det grove Forklæde af og et skinnende rent Bomuldsforklæde paa.
»Velbekomme og Tak! Ja, ja, det er drøjt nok, Jomfru Bodil, men kommer Tid, kommer Raad. Min blev paa Søen, og det er da værre, for hvor der er Liv, er der Haab. Det kan nok være, at jeg sørgede. Rasmus friede i fem Aar før jeg kunde bekvemme mig til at tage ham, men jeg har aldrig fortrudt det. Vi har nu levet fredeligt og godt sammen i tredive Aar, jeg kan tælle de Gange han er kommen svirende hjem, og nu er han Afholdsmand.«
—Det varede temmelig længe for Børnene kom tilbage. De tre yngste havde Poser fulde af Godter med.
»Velkommen hjem! jeg har længtes efter Jer.«
Peter saae uforstaaende paa hende og Martha sagde i en lidt studs Tone: »Du kunde jo have gaaet med os andre.« Men Jens hviskede: »Tak, Bodil, Tak!« og lille Hans klyngede sig op til hende: »Du skal dele alle mine Godter, skal Du!«

Et Par Dage efter kom Oberstens. En stor Flyttevogn indfandt sig ganske tidligt om Morgenen med alt Tøjet, gamle Jomfru Rikke og den unge Enepige, og henad Eftermiddagen rullede en Wienervogn med Herskabet i frem for Døren. Jomfru Rikke havde, med Pigens Hjælp, ordnet det Hele, saa Oberstens hverken mærkede Travlhed eller Uro. Hver Genstand stod paa samme Plet, som de andre Aar og Middagsmaden var lige parat til at anrettes. Jomfru Rikke havde ogsaa, efter Sædvane, gjort storartede Bestillinger paa alle Slags Havesager, Æg, Kyllinger og Høns, alt at levere til fastsatte Tider.
Bodil havde, som hun plejede hvert Aar, forsynet Villaen med Velkomstblomster og Jens havde, med Vemod i Sind, hejset Faderens kære Dannebrogsflag, der saa nylig vajede paa halv Stang.
»Goddag, min unge Frøken,« Obersten hilste forbindtligt paa Bodil, »maa jeg condolere Dem. Jeg beklager, at De har mistet Deres gode, virksomme Fader, der jo egentlig var i sin bedste Alder. At De beholder Ejendommen, og, i Forening med den ældste Broder, vil drive Gartneriet er mig kært, og haaber jeg, at vi ogsaa i kommende Aar, vil kunne blive boende.«
»Ja, Tak, det haaber jeg rigtignok ogsaa. Det var ligefrem en Beroligelse for Fader, at han vidste vi havde de gode Lejere.«
»Virkelig? Det fornøjer mig at høre, og jeg skal ikke undlade at meddele det til min Hustru. — Hils Deres Søskende.« Han bukkede igen, paa sin lidt stive Maade, men saae samtidig venligt paa hende, for dette med Kæresten gjorde ham alligevel ondt. Jomfru Rikke, der af Lugekonen var sat grundigt ind i Familiens nuværende Forhold, havde nemlig med stilfærdig Forsigtighed meddelt sit Herskab, hvad der var foregaaet.
Næste Formiddag kom Oberstinden rokkende i sin prydelige Morgendragt. Det var en svær Dame over de halvfjerds, med et velvilligt Ansigt og gammeldags Sidekrøller. Hun sagde næsten ordret det samme, Obersten havde sagt, men Blikket var endnu mildere og hun klappede Bodil paa Kinden.
Det var travle Dage, Bodil og Jens maatte tage ordentlig fat og det maatte Peter og Martha ogsaa, saasnart de kom fra Skolen. Der var ikke Tid til at tænke paa andet, end det der skulde huskes, ordnes og gøres. Bodil tørstede efter en stille Stund, hvor hun i Ro kunde tænke paa Niels og tale med Herren om ham. Hvor langt var han nu kommen paa det store Hav?« —
»Bodil, kæl lidt for mig!« Dagmar klyngede sig op til hende, hun følte sig saa forladt.
»Jeg har travlt i Dag, min egen lille Pige, men derfor er Du mig lige kær.« Hun tog Barnet i sine Arme.
»Du maa ikke holde mere af hende, end af mig,« Hans kom løbende, der var Taarer i hans store, blaa Øjne og han saae ud som en, der holder paa sin Ret.
»Det gør jeg heller ikke, jeg holder lige saa meget af Dig, Hans.«
»Gør Du virkelig?«
»Ja.«
Men det kunde Dagmar ikke lide.
»Du skal holde mest af mig, og det gør Du ogsaa.«
»Nej, men Du er den lille og derfor kæler jeg lidt mere for Dig. Hans er min egen Dreng og han gør allerede Nytte i Haven. Se, Dagmar, det lange Bed der har han luget.«
»Jeg hjælper Dig ogsaa!«
»Ja det gør Du, og jeg er saa glad for Jer begge.«
Martha kom nu til. »Det er et trælsk Liv,« sagde hun og tørrede sit varme lille Ansigt,« jeg er snart ked af det.«
»Skal jeg gøre mig Umage for at Du faar mer Arbejde i Huset og mindre i Haven?«
»Uha, nej, jeg vil da heller være i Haven.« Marthas Tanker gjorde pludseligt et Spring, og hun spurgte dæmpet: »Hvad vil Du nu gøre med alt det fine Tøj, Bodil?«
Det lød underlig skaanselløst, men Bodil svarede roligt og mildt:
»Jeg har allerede i Tankerne delt det med Dig, lille Martha. Vi lægger det halve hen til din Konfirmation.«
»Det er rigtignok kønt gjort af Dig. — Men Kjolerne, den dejlige blaa Kjole?«
»Den skal Du og Dagmar dele, saa Du faar et Bluseliv, hun en hel lille Kjole. Men nu maa Du ikke sinke mig mere, det er Tid at sørge for Aftensmaden.« —
Det var ikke let for Bodil at styre de forskellige Villier, hindre Sammenstød og holde Tonen i Hjemmet fri for Mislyd. Hvor savnedes Faderens stærke Myndighed. Blot han rynkede Panden og sagde sit barske: »mukker Du?« var Synderen straks ydmyg og angerfuld, men den Magt havde hun ikke.
En Aften skræmmedes hun op af et Hyl og Hans kom styrtende hen til hende; hans ene Kind, var blussende rød og Øret ogsaa rødt, helt ned paa Halsen.
»Martha har slaaet mig, maa hun vel slaa mig?«
»Nej, paa ingen Maade, men hun kan klage til mig og saa er jeg nødt til at straffe Dig, naar Du har været uartig. — Hvad har Du nu gjort, Barn?«
»Ingenting, det var bare —«
Martha, der kom løbende, afbrød ham.
»Ti, din Sladderunge. — Han hældte Vand paa mig og skøndt jeg sagde, at han ikke maatte, blev han ved, og først saa var det, jeg varmede hans Øre, og det ordentligt.«
»Men det gør Du aldrig mere, Martha, hører Du. Den eneste her i Huset, der har Ret til at straffe, og hvis Pligt det er at straffe, er mig, I andre maa altid klage til mig. — Hvor kunde det falde Dig ind, Hans, at slaa Vand paa Martha?«
»Jeg slog ikke, jeg sprøjtede bare lidt paa hende med Vandkanden. Det har jeg gjort før og hun har altid let af det. — Aa, det gør saa ondt, den ækle Tøs!«
»Tys, tys, ikke saadan,« hun vendte sig til Søsteren og sagde i en dæmpet Tone: »Det er ligefrem farligt at slaa paa Øret, Martha, dog det vidste Du vel ikke, men nu veed Du, at Du ikke maa røre de to Smaa. Klagen over dem skal bringes til mig.«
»Uha, hvor Du er stor paa det, jeg vilde ønske Du var rejst!«
Bodil svarede ikke, men gik stille bort med Hans, der blev vasket, formanet og trøstet. —
Naar Peter og Martha kom hjem fra Skolen havde de ofte store Kræmmerhuse med Godter i Haanden.
»Onkel Jochum er saa rar! Han stikker det til os, naar vi gaar hjem fra Skolen. Nu er Jomfru Poulsen hos ham, for Tante ligger syg.«
Da Bodil hørte dette benyttede hun første belejlige Stund til at hilse paa den Syge. Hans og Dagmar anbragtes saa længe hos Møllerens.
Den unge Pige, der kendte Lejligheden i Købmandsgaarden, og ingen mødte paa sin Vej, gik lige hen til Sovekammerdøren og bankede paa, først sagte, saa mere kraftigt.
Der paafulgte intet kom ind, men en af Pigerne aabnede Køkkendøren.
»Fruen ligger ikke der,« hun rystede paa Hovedet, »men inde i Gæstekamret, det er den sidste Dør i Gangen.«
Der var svalt og halvmørkt i det store, hvidkalkede Gæstekammer, som vendte ud til Haven, to frodige Hyldebuske skyggede for Vinduerne.
»Hvem er nu der?« lød det fra Sengen, men Stemmen slog pludseligt om fra afvisende til indbydende: »Aa er det Dig, Bodil, jeg har netop tænkt paa Dig og ønsket at se Dig. Sæt Dig hos mig, min kære Pige.«
»Det gør mig saa ondt, at Du er syg Tante.«
»Vidste Du hvordan jeg har det, vilde det gøre Dig godt, for disse Sygdomsdage er den bedste Tid jeg har havt i mange Aar. At ligge saadan stille hen, uden at skulle noget, uden at høre dette evige: ,tag Dig sammen Kone,' eller: ,i Dag maa Du hænge ordentligt i,' eller: ,naa hvad bliver det til Petra!' — Og saa er her saa afsides, jeg kan ingen Lyde høre, og ingen har noget herinde at gøre, her er saa fredeligt. Du kan tro jeg nyder det.« De matte, vandblaa Øjne saae kærligt paa Bodil. Ansigtet var blegt og magert, og det svære Haar ganske graat, skøndt hun nylig havde fyldt sit fyrretyvende Aar.
»Hvad fejler Du egentlig, kære Tante?«
»Benene svigtede mig og jeg faldt. Jochum var heldigvis ikke til Stede og jeg fik Karlen og en af Pigerne til at bære mig herind, hvor der ingen Gennemgang er og hvor jeg ingen Stemmer kan høre. Det er som Kræfterne svinder Dag for Dag, og det haaber jeg ogsaa de gør. Tænk, at jeg ikke har ondt et eneste Sted og kan ligge saadan hen, uden at skulle noget, og uden at kunne noget!«
»Smager Maden Dig ikke?«
»Maden! Jeg har ikke smagt en Krumme siden jeg faldt. Vand har jeg drukket og en Draabe Mælk, men den var mig imod.«
»Lægen kommer her da?«
»Nej, nej! — Jomfru Poulsen, for hun er her, sagde i Morges, at Jochum ikke havde noget imod, at der blev hentet Læge, men jeg er helst fri; og det er han naturligvis ogsaa, for det er dog en Udgift. — Du maa ikke gaa endnu, Bodil; jeg vil gerne tale lidt med Dig, siden din Moder døde har jeg ikke talt fortroligt med et Menneske. Naar jeg nu ligger her saa stille og godt, kommer Tankerne jo af sig selv, og Livet gennemgaas. Der rejstes mange Anklager i mit Sind de første Dage, men det var altid mod andre, dog nu er jeg begyndt at anklage mig selv, og det er jeg glad for, da jeg tænker det er fra Gud. — Jeg var en ganske køn ung Pige, dertil rask og flink til Arbejdet, og saa havde jeg lidt til bedste. Jochum talte store Ord om sin Kærlighed, og da jeg ikke holdt af nogen anden, tog jeg ham. Men jeg har været en rigtig daarlig Kone, jo jeg har, for jeg har ikke sagt ham imod. Kort efter Brylluppet vilde han, at jeg, i al Hemmelighed, skulde hjælpe ham med noget Blandingsvæsen, noget med Varerne, forstaar Du nok. Det var noget alle Handlende gjorde, paastod han, men jeg sagde, at jeg ikke vilde og at han ikke maatte, for det var uærligt. Saa blev han hel rasende og køs mig i den Grad, at jeg gjorde hvad han forlangte, og aldrig siden vovede at sige ham imod. Ja, saa ussel var jeg. Aaret efter fik vi en lille skrøbelig Dreng. Aa, hvor holdt jeg af ham, det stakkels lille Pus! Alt hvad der kunde gøres for at bevare hans Liv, gjorde jeg, men forgæves, han blev kun fem Maaneder. Jeg var utrøstelig, men for Jochum var det ligefrem en Lettelse, at Barnet toges bort, for det havde jo lagt Beslag paa det meste af min Tid og paa alle mine Tanker. ,Naa, saa har vi da igen faaet Kone i Huset,' sagde han Dagen efter at lille John var bleven begravet. Det sagdes venligt, saadan halvt i Spøg, men mit Hjerte blødte og vendte sig endnu mere fra ham. Du kan tro, Bodil, jeg har maattet arbejde, ja slide, og det fra Morgen til Aften. Vi havde næsten altid udygtige Piger, da Jochum kun gav en lille Løn. Jeg fik ogsaa faa Husholdningspenge, saa der maatte spares paa alle Maader. Der vankede kun tyndskrabet Margarine og det simpleste Paalæg paa Butiksdrengens og Pigernes Mad, men kom der gode Kunder fra de store Bøndergaarde, skulde der dækkes op og trakteres. Det var et anstrengt Liv og det tog paa mig, saa jeg Aar for Aar blev svagere. Jochum sagde, at det eneste Middel mod svage Nerver, han kaldte det altid Nerver, var at anstrenge sig og gaa imod Svagheden, og saa var det han kom med sit bydende: ,Tag Dig sammen Kone,' eller ,i Dag maa Du hænge ordentlig i Petra, der gælder ingen kære Herre.' Sommetider sagde han ogsaa: ,Du har da ikke Lyst til at jeg skal komme og ruske Dig, Kone,' det sagdes halvt i Spøg, men jeg følte mig saa nedværdiget. Ja, om Forladelse, jeg sagde det nok før, men Du kan tro det var strengt, for jeg blev mattere og mattere. Nu sidste Dag vilde jeg være blevet i Sengen, men han sagde: ,Du er nødt til at staa op, Petra, for der skal syes Bolster til Folkedyner paa Herregaarden og afvejes Fjer til at fylde dem med. Det bliver en god Indtægt og her kommer to Koner til Hjælp, saa Du skal bare sidde og passe paa, at det gaar ordentligt til. Det veed jeg da Du kan overkomme.' Og saa blev jeg stablet op i en høj Stol, hvorfra jeg kunde overse Arbejdet, men da jeg havde siddet et Par Timer følte jeg mig saa underlig trykket og vilde rejse mig op, men saa var det, jeg faldt og kom herind, ja Gud ske Lov og Tak!«
Hun laa et Øjeblik ganske stille hensunken i Tanker, men sagde saa pludseligt:
»Hvor har jeg været fejg, og der staar jo, at de Fejge skal ikke arve Guds Rige, og der staar jo ogsaa, at hvo der vil frelse sit Liv, skal miste det. — Men et andet Sted staar saa igen, at vare vore Synder som Skarlagen skulde de blive som den hvide Sne, og Frelseren selv siger, at den, der kommer til ham, vil han ingenlunde kaste ud, og det bygger jeg paa.«
»Vil Du ikke tale med Præsten, Tante?«
»Nej, for jeg vil ingen anklage. — Jeg tror paa mine Synders Forladelse, lille Bodil, og jeg har saadan god Fred. Kunde jeg faa Nadveren, ganske stille og alene, vilde jeg gerne have den, men det kan ikke lade sig gøre. Jeg er vis paa, at Jochum vilde med, saadan for Syns Skyld, og saa var det ude med min Andagt. — Tak, at Du kom, Barn, nu er jeg træt, aa, saa træt, men det har lettet mig at faa talt ud. Gud velsigne Dig, lille Bodil, nu Du veed hvordan mit Liv har været, kan Du nok forstaa, at der er tungere Kors til, end det, der er lagt paa Dig.« Hun lukkede Øjnene og saae ud som kunde hun ikke mere tale eller sandse, men alligevel havde det godt, naar hun bare fik Lov til at ligge uforstyrret.
Bodil kyssede den matte Haand og gik saa stille ud. Hun hørte Købmandens Stemme i Afstand men sneg sig gennem Gaarden hen til Markstien for ikke at møde ham.
Tanten havde Ret, hendes Byrde havde været mange Gange tungere end Bodils, den unge Pige indrømmede det fuldt ud. Men alligevel ynkedes Herren, der kendte alt, ogsaa over hende og over ham, hun troede det saa vist.
Paa Tilbagevejen kunde hun ikke modstaa Lysten til at gaa nedad Granhøjen og sidde et eneste Øjeblik paa Træstubben nede ved Søen. »Gem Billedet af dette Sted i dit Minde, Niels,« havde hun sagt den lykkelige Dag de begge var hernede, og han havde svaret med at male Fremtidshjemmet derovre for hende. Hun prøvede paa at faa Billedet frem igen, men det blev underlig mat og taaget, trods al Anstrengelse. Der gik han nu ovre, hendes elskede Ven, ene og bedrøvet. Hun tryglede Herren om at være ham nær, trøste og styrke ham. —
Dagen efter kom Jomfru Poulsen ned i Haven til Bodil, hun havde sort Forklæde paa og sorte Baand paa sin runde Hat.
»Jeg skal hilse fra Købmand Knorup og meddele, at hans Kone døde i Morges tidligt, hun sov stille og roligt hen. Bodil var den sidste hun talte med. Jeg var to Gange derinde i Aftes, men hun laa ganske stille, dog uden at sove. Da jeg spurgte, om det ikke var bedst at kalde Lægen, eller da i al Fald Præsten, rystede hun paa Hovedet, og da jeg sagde, om hun dog ikke vilde se sin Mand, vinkede hun afvisende med Haanden. Ganske tidligt i Morges gik jeg derind; hun laa da med lukkede Øjne og saae underlig forklaret og lyksalig ud. Da jeg tog hendes Haand og mærkede, at den var kold, forstod jeg først, at hun var død. — Købmanden er meget bevæget, skulde jeg sige, og saa skulde jeg takke fordi De havde besøgt hende. — Ja, ja, kære Bodil, det gik anderledes, end vi to havde tænkt.«
Hun saae venligt og deltagende paa den unge Pige og gik saa ilsomt hjem.

Somren holdt hvad Foraaret havde lovet, Frugttræernes Blomsterfylde udvikledes til herlig, moden Frugt og den rige Sæd gulnedes til Høsten. Bodil og Jens havde travlt i Haven fra tidlig Morgen til sen Aften, og Pengene strømmede ind. Mange af dem strømmede dog ud igen til Koner og Børn, der hjalp med Frugtplukning og Lugning.
Midt i September afrejste Oberstens efter at have tilkendegivet deres Tilfredshed med Opholdet, navnlig med den reelle Behandling ved Købet af de forskellige Varer. Bodil syntes, at der blev underlig tomt, da Villaen igen stod øde og forladt, ventende paa næste Sommer. Det var for hende, som toges et Rygstød bort, da Lejerne rejste. Men Børnene, der altid formanedes til at være stille og holde sig i passende Afstand fra Villaen, jublede, og sprang glade om paa de før forbudne Veje. —
Det var ikke let for Bodil at lave Middagsmad efter alles Sind. Billig skulde den være og dog god for Sundheden, nærende og velsmagende. Hun gjorde sig al optænkelig Umage, men fik ofte Utak.
»Klipfisk igen, uha!« sagde Peter i en anklagende Tone, »jeg synes altid Du giver os Klipfisk.«
»Kun hveranden Uge, Peter.«
»Ja, men saa faar vi to Gange. Først som nu med den kedelige Sennopsdyppelse og saa næste Dag Plukfisk, ikke Budding eller Frikadeller, men simpel, grov Plukfisk, det ene er værre end det andet.«
»Naar vi har takket Herren for Maden, Peter, sømmer det sig ikke, at udsætte paa den.«
»Jeg har ikke takket med,« Tonen var næsvis, ligefrem udfordrende, »har Du Martha?« Martha smaalo og hviskede: »nej«.
»Nu ikke mere herom, Børn, senere vil jeg tale med Peter.«
Bodil saae bedrøvet ud, Taarerne laa nær, men hun holdt dem tilbage. Jens bad om nok en Portion og saa gjorde Hans, der altid mødte med en storartet Appetit, det samme.
Efter endt Maaltid gik Bodil rolig ned i Haven. Peter betænkte sig et Øjeblik og fulgte saa efter; han gik rask til med løftet Hoved og fripostig Mine.
»Du sagde, at Du vilde tale med mig, Bodil, og jeg gad nok vidst hvad den Trudsel betyder; i Faders Mund passede den, men i din!« Tungespidsen kom tilsyne.
»Aa, Peter, at Du kan være saadan! Du var den sødeste lille Dreng, da Moder levede. Kan Du huske hvordan hun plejede Dig, da Du havde Skarlagensfeber, og hvordan hun elskede Dig.« Hun brast i Graad.
»Fader holdt ogsaa af mig, det kan Du stole paa — lad vær at græde Bodil, jeg kan ikke udholde det! — Selv naar Fader pryglede mig, og Du kan tro han kunde prygle saa det knagede i en, følte jeg godt,« Drengen hulkede, »at det netop var fordi han holdt af mig og vilde have mig til en brav og god Dreng. Men Du bryder Dig bare om de to Smaa.«
»Saa det tror Du?« Hun klappede kærligt hans lille tætklippede, børsteagtige Baghoved, »jeg holder netop inderlig af Dig, Peter, men Du sætter tidt min Taalmodighed paa Prøve.«
»Ja det veed jeg godt og det er stygt gjort, men jeg kan ikke love at blive anderledes, for det koger saadan op i mig.«
»Du bliver nok anderledes, Peter. Jeg er glad for hvad Du har sagt og forstaar Dig bedre end før.«
Jens kom nu til, han saae haard ud, havde Rynker i Panden og lignede paafaldende sin Fader.
»Trænger Du til min Arm, Bodil?« Han løftede Haanden, »er den til Tjeneste.«
»Men Jens dog, Du forglemmer Dig selv.«
Jens blev blussende rød, det var en Ydmygelse, men kanske han havde fortjent den.
»Jeg taaler ikke at nogen piner Dig, Bodil,« Tonen var undskyldende.
»Peter har ikke pint mig, vi har netop talt godt sammen, ikke sandt, Peter?«
»Jo, men Jens har ligefrem Lyst til at prygle mig. Tør Du negte det?«
»Nej, jeg har tidt Lyst til at prygle Dig, men veed jo, at jeg ikke maa uden Bodils Tilladelse.«
»Den Tilladelse gives aldrig. Skulde jeg nogensinde — gid det ikke maa ske — trænge til en straffende Arm, hentede jeg Mølleren, der er vor Formynder. Ræk nu hinanden Haanden, I to Brødre.«
Peter vægrede sig, men Jens kom straks med sin og sagde mildt: »Vær nu ikke vred paa mig, Dreng, det var fordi jeg ikke kan taale at se Bodil græde.«
»Det kan jeg ikke heller, det er værre end at faa Prygl,« han modtog den fremrakte Haand.
Da Havearbejdet blev mindre og kunde overkommes af Drengene og gamle Malene fik Bodil travlt med Vask, Eftersyn af Tøjet og Strømpestopning. Martha maatte hjælpe hende og slap ikke hvor meget hun end surmulede.
»Det skal jo gøres, Barn, og jeg kan ikke overkomme det alene. Jeg forlanger kun to Timer hver Eftermiddag, og Du maa gerne have Frikvarter mellem Timerne. Men ordentligt skal det gøres, saa jeg ikke behøver at pille op.«
»Uha, hvor Du er kedelig, Bodil, Du var meget rarere før.«
»Var jeg,« lød det modfaldent, »forklar hvad Du mener, lille Martha.«
Det milde, næsten ydmyge Spørgsmaal afvæbnede Martha, men hun sagde dog:
»Før var Du saa fornøjelig, vi blev glade, naar Du kom ind i Stuen, og vilde altid gerne være i din Nærhed, for Du var saa venlig og munter, ikke vild og lystig som Skolelærerens Pigebørn, men mild og glad. — Nu synes jeg Du er saa underlig tør.«
»Stakkels lille Martha, Du har vist fuldkommen Ret, og dog vilde jeg saa gerne gøre Hjemmet hyggeligt for Eder.«
»Du skal ikke tage Dig det nær, Bodil, for Du er jo alligevel mageløs, tænker mere paa os, end paa Dig selv, men Hjemmet er blevet saa trist.« —
Henad Mørkningen gik Bodil en ensom Tur, hun trængte til at græde ud. Alt hvad Søsteren havde sagt, var jo sandt. Hvor var Fornøjeligheden og de mange smaa Indfald og Overraskelser, der, uden at koste noget, vakte Glæde og fremmede den indbyrdes Kærlighed. Ja, hun var tør, kun Gud kunde hjælpe hende. Og hun knælede ned, lige hvor hun stod, og bad en brændende Bøn til Herren, bad ham give hende den Kærlighed, hun manglede. »Bliver i mig, saa bliver jeg i Eder,« havde Jesus jo selv sagt, men hun havde ladet Pligter og Bekymringer fylde Sindet, i Stedet for at kaste al sin Sorg paa Herren, og faa Hjælp og Kraft fra ham.
Da Bodil nærmede sig Hjemmet kom Martha hende i Møde.
»Jeg er ked af, hvad jeg sagde før, Bodil, men jeg synes jo nok, at Du sætter Peter og mig til Side for de Smaa og ogsaa for Jens.«
»Mon det ikke ligger i,« Bodil trak Søsteren ømt hen til sig, »at Hans og Dagmar er saa kærlige og angerfulde, naar de har været uartige. Hvad Jens angaar veed han jo ikke hvor god han vil være imod mig, men Du og Peter er saadan to smaa Oprørere og jeg kan ikke mærke, at I holde af mig.«
»Det gør vi nu alligevel, men vi er skinsyge, og jeg sætter ondt i Peter, og han i mig. Egentlig er det saa rimeligt, at Du er ked af at gaa her og slide for os, i Stedet for at blive baaret paa Hænderne af Niels, derovre i Amerika. Er Du vred paa mig?«
»Nej, nej, og Du maa ikke tro, at jeg er træt af Arbejdet herhjemme, tvertimod, det er min Lyst. — Men I maa bære over med mig, Martha, naar jeg er tør, som Du kalder det, og ikke saa fornøjelig som før.«
»Ja, men Du kan da ikke undre Dig over, at vi savner det.« —
Bodils Bøn om at fyldes med Kærlighed havde ikke været forgæves, den Bøn er aldrig forgæves. Det var som forstod hun Børnene bedre, end før, og hun fandt for­skellige Veje til at glæde og opmuntre dem.
Marthas tolvaarige Fødselsdag fejredes med Glands. Hun havde Lov til at indbyde to af sine Skolekammerater og der blev drukket Chocolade i det store Lindelysthus. Bodil havde bagt en anselig Kringle med Navn og Aarstal, og garneret Dugen med den vilde Vins purpurrøde Ranker. Oktobersolen lyste og varmede, det var som en Sommerdag.
»Goddag, Børn,« Købmand Knorup traadte pludselig frem, »her holdes nok Fest, kan jeg se, det er vel Martha, det gælder? Jeg vidste det ikke, min Pige, ellers havde jeg taget en Gave med. Hvad ønsker Du Dig? Naa, Du vil ikke ud med Sproget, saa faar jeg nok gaa til store Søster. Hvad trænger hun til Bodil? Du maa gerne tage Munden fuld.«
Han klappede hende venligt paa Skuldren, men Bodil saae tilbageholdende ud, for hun tænkte paa hans afdøde Hustru.
»Tak Onkel Jochum, men jeg synes ikke hun trænger særligt til noget, nu i Øjeblikket.«
»Naa, saa maa jeg gaa til Petermand, Du veed saamæn nok, hvad hun ønsker.«
»En Cycle Onkel!«
Der drog en Sky over Købmandens Ansigt, men Bodil faldt hurtigt ind: »Du kan da nok vide at det er Spøg, Onkel Jochum.«
»Ja, ja, naturligvis. — Saa giver jeg Dig en Broche, Martha, en lille værdifuld Mosaikbroche, der har tilhørt din salig Tante.«
Han tog Plads mellem de andre og tømte med Velbehag den fremsatte Chocoladekop. Derpaa slog han Armen om Hans og tog Dagmar paa Skødet.
»Jeg har rigtig længtes efter at tale med Dig, Bodil, jeg har jo neppe set Dig efter min stakkels Hustrus Død. Tak, at Du besøgte hende, og Tak for den smukke Krands Du sendte.«
»Jeg holdt af Tante,« det lød en lille Smule afvisende.
»Gjorde Du? Det glæder mig. Hun var ikke meget værd de sidste Aar, Stakkel! Livet med hende var ingen Dands paa Roser. Svaghed gør jo tidt vanskelig, men jeg bar over, saa godt jeg formaaede, og desuden, der er jo gerne Fejl paa begge Sider.«
Bodil svarede ikke, hun syntes, at han saae saa hykkelsk ud.
»Naa, nu er det bedst jeg gaar. — Du vil nok følge mig lidt paa Vej, Bodil?«
»Ja, men det bliver ogsaa kun lidt, for der er Arbejde, som venter paa mig.«
»Vi maa nok gaa med,« Hans og Dagmar kom springende.
»Om I maa,« sagde Bodil livligt, men Købmanden tilføjede, at de helst maatte løbe i Forvejen, da han ønskede at tale med Søsteren.
»Jeg vil gerne vide rigtig Besked om hvordan det gaar med Indtægterne, Bodil; og saa vil jeg sige, at har Du ondt for at klare Dig, kan Renterne til mig godt vente, ja, jeg er endogsaa villig til at stryge dem. Jeg ser jo din Flid, Dygtighed og Sparsomhed, og det vil være mig en Glæde at tjene Dig.«
»Tak, Onkel Jochum, det er jo et storartet Tilbud, men vi behøver, heldigvis, ikke at modtage det. I Aar har der jo været en Rigdom af Frugt og Grønsager og Handlen er gaaet strygende. Jeg har hver Maaned lagt Penge hen til Renterne, saa Sparekassebogen ikke engang behøver at røres, men mange Tak for din gode Villie.«
»Naa, saa I kan klare Jer selv, ja saa meget desto bedre. Men der er ogsaa en anden Ting jeg vil spørge Dig om. Kan Peter ikke blive Butiksdreng hos mig, og saa avancere efterhaanden. Han fylder en af Dagene fjorten Aar. Drengen har ikke Lyst til Havearbejde, lad ham saa komme til Handlen.«
»Fader ønskede, at Drengene skulde blive ved Gartneriet, han mente, at der var noget underlig bevarende ved den Livsstilling, dog er jeg vis paa, at han ikke vilde have anvendt Tvang. Peter maa jo nu forberedes til Konfirmationen; efter Faders Ønske skal han gaa et helt Aar, og saa maa vi tale med vor kære Formynder, om hvad han mener. Peter skal naturligvis ogsaa have en Stemme med.«
»Ja, ja saa venter vi, men at der er mere Udsigt til Fremgang for en Handelsmand, end for en Gartner, er da en Kendsgerning. — Det er svært, hvor den Dreng holder af mig, men det gør de andre Børn da ogsaa.«
»Du forkæler dem med dine Figner og Brystsukker, Onkel Jochum.«
Han lo selvbehageligt og sagde saa i sin hjerteligste Tone:
»Jeg haaber da, at Du faar Del i de lækre Sager, min rare Bodil; — aa, nej, Du vil da ikke allerede vende om. Jeg synes vi gaar saa rart. Naa skal det være, saa Farvel da, og velkommen i Købmandsgaarden.«
Men Bodil tænkte: hvad skulde jeg dog der, og saa bød hun hurtigt Farvel.
Købmand Knorup rystede lidt paa Hovedet, men opmuntrede sig selv med at mumle: »kommer Tid, kommer Raad,« hvorefter han skyndsomt gik hjemad. Jomfru Poulsen stod i Døren og ventede paa ham.
»Købmanden maa give mig et andet Stykke Pølse og ogsaa et nyt Stykke Ost,« sagde hun. Der var noget næsten udfordrende i Stemme og Holdning.
»De fik jo Pølse i Gaar, min gode Jomfru.«
»Ja, men den var harsk, ligefrem fordærvet og Osten er skaaret saa nær op til Skor pen som tænkeligt.«
»Vi plejer at rive den tilsidst.«
»Den er allerede kommen i Grisetønden tilligemed Pølsen. Det nytter ikke at Købmanden rynker Brynene, vil De have mig til at styre Huset, skal baade Pigerne og Drengen have ordentlig Mad.«
»Det er selvfølgelig ogsaa mit Ønske, men her bruges flere Husholdningspenge end i min salig Kones Tid.«
»Det tror jeg altfor gerne, skøndt hun, Staklen, vist undte alle Mennesker det godt. Saa faar jeg nok af den Spegepølse, der er i Handlen, ikke af den, der er lagt hen som usælgelig.«
»Ja vist, naturligvis.« Han turde ikke støde hende, for i Øjeblikket var hun ham uundværlig.

November kom med Frost og Sne, bidende Nordenvind og korte, mørke Dage. Det galdt om, at Dagligstuen holdtes lun og hyggelig og at baade Hoveder og Hænder sattes i Arbejde. Jens skar og flettede, efter Bestilling, smukke Grenestole, Skamler, ja, Borde til Verandaer og Lysthuse. Han studerede ogsaa Botanik og forskellige Bøger om Havebrug, og var gerne saa fordybet i Læsningen, at Børnenes Tvistigheder, Smaasnak og Latter ikke forstyrrede ham. Peter gumlede en Stund paa den Lektie, Præsten havde givet ham for til næste Gang. Psalmerne faldt lettest, men det andet var svært, for svært, syntes han sommetider, og saa smed han Bogen, fremtog sin Værktøjkasse og begyndte at snitte i Træ. Klokken otte hentede store Søster gerne en lille Kurv med Æbler og Nødder, der, efter at være samvittighedsfuldt uddelte, forsvandt som et Lyn, og saa fulgtes de to Yngste ind i Sovekamret. Bodil bad med dem og de bad ogsaa selv, talte frimodigt til Herren om hvad der laa dem paa Sinde. Det var en velsignet, fredfuld Stund.
Møller Larsen indbød hele Familien til Juleaften, hans Børnebørn ventedes og der skulde tændes Juletræ. Dagen efter hans Indbydelse mødte Købmanden med sin. Han var meget ked af Afslaget, men lovede Børnene, at de alligevel skulde faa Gaver.
»Hvor er Onkel Jochum dog blevet rar efter Tantes Død,« Martha besvarede et Fingerkys, som den bortgaaende Købmand sendte hende gennem Vindvet. »Peter kan rigtignok være glad, at han skal hen til ham.«
»Det er endnu ikke afgjort, Martha, og bliver da, i al Fald, først efter Konfirmationen.«
»Ja, jeg veed det nok; bare jeg var ligesaa vidt!«
»Dig kan jeg slet ikke undvære, lille Martha; nu skal Du snart hjælpe mig med at koge Klejner og bage Pebernødder og Julekage.«
»Det glæder jeg mig til, for det er da en Afveksling, og saa faar jeg ogsaa nok Skøjter i Julegave, saa jeg kan løbe paa Søen med Peter.« —
En graa, snefuld Dag, da Bodil havde travlt med at lave Sylte og en stor Rullepølse til Festen, kom Jens stilfærdig ud i Køkkenet, han havde været paa Møllen og maatte ryste Sneen af Tøjet og ombytte de isede Træsko med Faderens bløde Tøfler.
Bodil ahnede, at han havde noget at meddele, og da han stillede sig med Ryggen imod hende, seende ud af Vindvet, vidste hun, at det vilde komme.
»Mølleren fik i Dag Brev fra Niels Bruhn, han har solgt sin Ejendom, for han kunde ikke udholde at leve der med alle Minderne om det, han havde haabet paa. Nu var han hos sin Broder og arbejdede sammen med ham.« — Da Jens havde sagt dette, gik han straks ind i Dagligstuen, uden at se paa Søsteren. Faderen havde jo sagt, at der hverken maatte veksles Brev eller Hilsen, saa hans Samvittighed var ikke helt rolig, skøndt Mølleren havde givet ham frie Hænder til at meddele, hvad han vilde, og dette da ikke heller var hverken Brev eller Hilsen.
Bodil slap Arbejdet og gik ind i det lille Kammer, hun delte med Martha og de to smaa. Hun følte sig paa engang lettet og dog underlig skuffet. Var dette ikke Begyndelsen til den Frigørelse, Faderen havde ønsket ham? Han havde ikke kunnet bære Minderne og saa flygtede han fra dem. Hjemmet derovre var nu i fremmedes Vold og det svage skælvende Haab, der dog, hende selv uafvidende, havde skjult sig i Hjertet, var pludselig husvildt. — Men saa var dette jo igen saa meget bedre for ham. Den Smerte, ja, næsten Anger, hun havde følt, hver Gang hun tænkte sig Niels gaaende ene og bedrøvet om i det store Hus, var hævet. I broderens Hjem hvor den muntre Husmoder og hendes unge Søster udbredte Hygge og Glæde vilde han ikke føle sig forladt, men maaske endogsaa efterhaanden slaa Rod. — Før havde Bodil havt mest ondt af ham, nu var det som havde hun mest ondt af sig selv. Dog hun maatte samle sig, det var snart Middag, henad Aften kunde hun maaske gaa en ensom Tur. — Og Pølsen blev lagt i Presse, Øllebrøden sat paa Ilden og Pande­kagedejgen bagt. —
Det var underlig vemodigt at forlade Hjemmet Juleaften, dreje Nøglen om i Døren og gaa bort fra det tomme Hus. Mindet om Faderen og hans alvorlige Kærlighed stod saa levende for dem alle.
Det var en kold Aften, Stjernerne blinkede og lyste og den nyfaldne Sne lyste. Møllen oppe paa Bakken lyste ogsaa ud af alle Vindver. Den unge Flok modtoges kærligt af Mølleren og hans Hustru, og de to Børnebørn sprang jublende Dagmar i Møde.
»Naa, Bodil, hvordan gaar det? Du er lidt bleg, min kære Pige, men det er maaske Kuldens Skyld.« Madame Larsen omfavnede hende.
»Jeg er saa glad, at vi maa være her i Aften.«
»Er Du? Tak, lille Bodil. — Og nu tilbords allesammen.«
Mølleren kom hurtigt til, han rakte Bodil den ene Haand og sin Hustru den anden.
»Det er underligt at se tilbage paa sit Liv,« sagde han lidt efter, »naar man først er kommen et Stykke hen i Aarene, der er meget at angre, men hvor er der ogsaa meget at takke for. Allermest takker jeg Herren for Moder, men jeg maatte vente længe paa hende. Hun tjente i en Præstegaard og jeg var Svend paa Møllen her, der gik otte Aar før vi havde Raad til at gifte os. Det var en lang Tid at vente, men er Maalet først naaet, og man ser tilbage, forekommer Ventetiden som en Drøm. Ja, ja, Bodil, saadan noget maa kanske opleves, før det kan blive troet.«
»Men De saas dog vist jevnligt,« Bodil rødmede.
»Nej, nej, den Præstefamilie Ane Marie tjente hos forflyttedes til Jylland, vi saas aldrig, men stolede paa hinanden. Det er det, det gælder om, at stole paa hinanden selv om Adskillelsen er aldrig saa lang.« Han sagde det bestemt og indtrængende, det var som Ordene havde et Ærinde at udrette.
Efter Bordet tændtes et smukt Juletræ med mange Lys, Æbler og hjemmelavede Godter. Mølleren læste Evangeliet og saa blev der sunget.
Pludselig bankede det paa Yderdøren, det var Landpostbudet med et Brev. Mølleren tog imod det, og saa nikkede han fornøjet.
»Det kalder jeg præcis, Brevet er fra Amerika!«
Han aabnede det roligt og sagde straks efter: »Det er kun et Par Ord, jeg kan gerne læse dem højt: Julehilsen fra Niels Bruhn til alle kære i Danmark, mit Fædreland.' — Ja andet staar der ikke, men der er sat en Streg under ,mit Fædreland', om det nu har noget at betyde?«
Bodils Hjerte slog stærke Slag, aa, hvor vilde hun gerne havt Brevet i Haand! Nu læste Jens det, Martha stod paa en Skammel og kiggede med. Saa blev det sammenfoldet og Madame Larsen gemte det.
Kort efter bankedes der igen, det var Købmand Knorups Dreng med en Pakke. Til Gartner Holms Børn, stod der udenpaa og indeni iaa en Cigaræske fyldt med Figner, Bolcher og Chocoladekager, tilligemed fem Par gode varme Vanter af forskellig Størrelse efter Børnenes Alder. Et Par fine, skindforede Handsker til Bodil laa omhyggelig indsvøbt for sig selv.
»Onkel Jochum er altid saa god,« raabte Martha, og Peter tilføjede: »ja, han er storartet!« —
Det varede længe før Bodil kunde sove den Nat. Da Børnene sov rullede hun Gardinet op og saae ind i den lysende Stjernehimmel. Tænkte Niels paa hende i denne Stund, eller sad han ubekymret og glad i den hjemlige Kreds? — Det burde hun jo haabe, men selv om han gjorde det, var hun vis paa, at han ikke havde glemt hende. Niels var saa trofast, han vilde aldrig glemme hende, men derfor kunde han jo nok — hun turde ikke tænke Tanken ud. Bare man vidste hvorfor han havde understreget: ,Danmark mit Fædreland.' Og Haabet kæmpede for at komme tilorde: Han havde jo solgt sin Ejendom derovre og drømte maaske nu, om at vende tilbage, ikke straks, men senere. Møllerens havde jo ventet i otte Aar. Aa, hvad kom det dog hende ved, de havde jo ventet med Haab, ventet, som hun ventede, de tre dejlige Aar, da der fløj Breve frem og tilbage imellem dem. »Velsign ham, Herre i Himlen, og gør ham lykkelig! Velsign ogsaa mig og gør mig taalmodig og god, ja fyld mig med din Kærlighed.«

Vintren var vedholdende streng, Stormen susede og Sneen faldt, men samtidig længtes Dagene jo og Foraaret nærmede sig. Der var lunt og hyggeligt i Gartnerboligens Dagligstue og Børnenes oprørske Smaaudbrud blev sjeldnere og sjeldnere. Bodil og Martha havde travlt med at forfærdige et godt og i alle Maader hensigtsmæssigt Udstyr til Peters Konfirmation. Om Somren maatte Haandarbejdet jo helt hvile, derfor galdt det at benytte Vintertiden. Peter fulgte Arbejdet med levende Interesse og en Paaskønnelse, der ofte lagde Baand paa hans iltre Natur. Bodil gemte hvert Stykke med moderlige Følelser, og naar hun glattede de tykke, bløde Sokker, tænkte hun med Glæde paa, hvor godt de vilde varme Broderens Fødder. Det var nu, efter Peters indtrængende Ønske, bestemt, at han til kommende November skulde i Handelslære hos Onkel Jochum.
Jens tog et Par ugentlige Timer hos Skolelæreren. Det var i Historie og Regning og gav ham meget Hjemmearbejde. De botaniske Værker havde dog hans største Interesse og han studerede dem med Flid og Iver.
»Du burde egentlig oplæres i et stort Gartneri, Du kære Jens,« Bodil lagde sin Haand paa hans Arm, »men hvordan skal vi kunne undvære Dig?«
»Det kan I ikke endnu,« de gode, ærlige Øjne saae kærligt paa hende, »og vi kan heller ikke undvære de Penge, det vilde koste. Men det er nok som det skal være. Du kan tro, jeg er glad over at kunne tage Haand i den Byrde, der hviler paa Dig, Bodil. — Skøndt jeg ikke siger noget, maa Du stole paa, at jeg forstaar hvad Du er for os.« —
Det var en sand Opmuntring for store Søster at lære Dagmar Bogstaver. Det var som en Leg for det livlige, opvakte Barn og hun kunde snart læse rent. Hans gik i Skole med Martha, han var lidt tungnem, men flittig og glemte aldrig det engang lærte.
Foraaret var regnfuldt og det varede længe før Skoven sprang ud og Frugttræerne blomstrede. Villaens Beboere kom ogsaa senere end ellers. Oberstinden havde ligget syg det meste af Vintren og maatte nu køres i Rullestol. Obersten saae ogsaa ældre ud, Haaret var ikke længer graat, men hel hvidt, og den ranke Holdning en Smule bøjet.
»Jeg er glad, at vi kom herud,« sagde han til Bodil, »det opliver min kære Hustru, at gense den gamle Egn. Hun er svagere, end i Fjor, ja, desværre, det kan ikke negtes. Aarene gaar deres Gang og man mærker det neppe, før Affældigheden med et kommer over en. Jeg vil nødig blive ene tilbage, Frøken Bodil, men det staar jo i den Højestes Haand. Er vi saa raske, at vi kan, kommer vi igen næste Sommer. Kommer vi ikke, maa De skænke os en venlig Tanke.« —
Det var næsten umuligt for Bodil at forlade Hjemmet ene, selv ikke en ganske kort Stund. Endelig naaede hun dog en Søndageftermiddag, da alle de unge vare vel anbragte i Leg eller ved Bog, at smutte ubemærket ud af Laagen og ile ad Skoven til. Det havde regnet om Morgenen og Granerne udsendte en krydret Duft. Hun satte sig paa Træstubben nede ved Søen og saae hen paa den store Bøg, som Niels havde lænet sig til, da de sidst var hernede. Det var over et Aar siden, hvordan havde han det nu, og hvor var han? Mon han længtes, som hun længtes? Aa, nej, det kunde hun ikke engang ønske, — men laa der dog ikke Længsel i Ordene: Danmark mit Fædreland? Dersom hun turde tro, at han engang kom igen og havde samme Tanker som før, hvor blev da selv otte Aar en kort Tid at vente. Dog nej, nej, han kom vist aldrig igen!
Og Søen skvulpede og blinkede, Droslen slog og nu lod Gøgen sig ogsaa høre, men Bodil brast i Graad. Aa, hvor det gjorde godt at græde rigtig ud, det turde hun aldrig tillade sig derhjemme.
Naa, nu ikke mere! Hun rejste sig hurtigt, løb ned til Søen og badede Øjnene. Men da hun kom hjem lød det i Kor: »Hvor har Du dog været, Bodil, vi har saadan savnet Dig!« —
Købmand Knorup havde tidt Ærinde i Gartnerboligen. Større Bestillinger paa Frugt og Havesager gik gennem ham, og han købte alle de Æg, der ikke beslaglagdes af Oberstens. Honningen havde ogsaa en sikker Kunde i Onkel Jochum og han pruttede ikke nær saa meget, som i Faderens Tid. —
»Godaften, Bodil! Naa, er Dagens Travlhed nu forbi? — Det er mig en sand Fornøjelse at iagttage din Virken her i Hjemmet. Den Paapasselighed, Sparsomhed og Iver hvormed Arbejdet ledes og gøres. Sommetider synes jeg nok, at Du er spændt vel haardt for, min rare Pige, men saa tænker jeg: »kommer Tid, kommer Raad.« Købmanden klappede hende venligt paa Skuldren og sagde derpaa, idet han tog Piben, der fulgte ham som hans Skygge, ud af Munden:
»Veed Du, hvad jeg vil foreslaa, at Peters Konfirmation fejres i Købmandsgaarden, der jo dog snart bliver hans Hjem. Saa er Du fri baade for Ulejlighed og Udgift.«
»Tak, Onkel, men netop fordi Peter saa snart forlader os, vil jeg gerne have ham hjemme den Dag. Vi har allerede indbudt Mølleren og hans Hustru, og jeg haaber, at Du og Jomfru Poulsen ogsaa vil komme. Det bliver i al Tarvelighed.«
Købmand Knorup maatte behereke sig voldsomt for ikke at give det Mishag, han følte, Luft.
»Naa saadan, ja, som Du vil, men mit Tilbud var godt ment og det gør mig ondt at det vrages. Jeg skal nok komme, men hvad Jomfru Poulsen angaar, er der ikke den fjerneste Grund til at bede hende med, fordi jeg indbydes. Hendes Plads i mit Hus er, og kan aldrig blive andet, end et Tyendes.«
»Ja undskyld, jeg mente nu det var en Selvfølge, at hun fulgte med, desuden kan jeg bedre og bedre lide hende. Der er saadan noget ærligt og fast i hendes Udtryk, — men naar Du ikke ønsker det —«
»Nej, nej, Mennesket kunde jo ligefrem misforstaa sin Stilling. — Naa, lille Bodil, er der ellers noget, hvormed jeg kan tjene Dig?«
»Nej Tak, Du er altfor opmærksom, Onkel!«
Købmanden tog et Par lange Drag af Piben og sagde derpaa halvt hviskende:
»Vejret har langtfra været saa heldigt i Aar, som forrige Sommer og Havens Udbytte bliver selvfølgelig betydelig mindre. Saa har Du jo ogsaa havt større Udgifter med Peters Tøj. Kniber det nu med at faa Renterne til mig samlede, stryger vi Posten. Jeg gør det med Glæde, Bodil, med Glæde.«
»Tak, tusind Tak, men vi kan klare os, og det vil vi naturligvis helst.«
Han rystede paa Hovedet, men sagde dog: »Jeg kan jo ikke andet, end billige dette Sindelag, men glem ikke, Bodil, at jeg intet heller vil, end række Dig en hjælpende Haand, naar Du trænger til den.«
Den unge Pige takkede, men ønskede i sit Hjerte at hun aldrig behøvede at ty til denne hjælpende Haand.

Oberstens rejste allerede i Slutningen af August. Oberstinden længtes efter deres gode Huslæge og den lune Bolig.
»Her er friskt og behageligt for sunde Mennesker,« sagde hun, »dog nu er jeg et Vrag, men har det jo ellers godt og savner ikke Kærlighed og Omhu.«
Da Bodil bragte en Afskedskurv fuld af Havens smukkeste Blomster hen til Vognen, lagde Oberstinden sin Haand paa hendes Hoved: »Gud velsigne Dem, mit Barn, der kommer nok lysere Tider for Dem, jeg er vis paa det.«
Bodil kyssede rørt den gamle Dames Haand, og saa traadte Obersten til.
»Det er sandelig paaskønnelsesværdigt, saadan De magter at opdrage Børnene. Vi kan ikke paa noget Punkt beklage os over deres Opførsel. Ja, jeg siger ligesom min Hustru, Gud velsigne og lønne Dem. Saa, lev vel, det staar for mig som kommer vi her ikke mere.« Han hilste paa militair Vis og satte sig saa op i Wienervognen ved sin gamle Hustrus Side.
Det var underlig højtideligt, som et endt Livsafsnit. Bodil fik Taarer i Øjnene, medens hun saae efter den bortrullende Vogn. —
Peters Konfirmation nærmede sig nu med stærke Skridt. Præstens Undervisning interesserede, ja, fængslede ham, stort videre var han ikke kommen, men det var dog altid en Begyndelse, og han læste undertiden i Faderens Bibel for at se om det sagte havde sin Rigtighed. Han arbejdede med Iver i Haven, for det var jo nu snart forbi, og han vilde gerne tækkes Bodil.
Det var forbausende at se hvordan Peter, Dag for Dag skød i Vejret, men lagde man Mærke til de mægtige Portioner, han nød ved hvert Maaltid, blev det mere forklarligt.
Jens, der nu havde fyldt atten Aar, var ogsaa høj af Vækst. Han lignede paafaldende sin Fader, men havde Moderens Øjne. Det var en smuk, rank Knøs, knap paa Ord, men rig paa Tanker. Han misbilligede højlig, at Peter forlod Gartneriet for at gaa til Handlen, men blandede sig ikke i Sagen, dog mærkede Bodil, at han ventede Broderen vilde komme tilbage.
»Hvorfor tror Du det egentligt, Jens?« »Jeg er næsten vis paa, at han ikke kan holde det ud i Købmandsgaarden, og faar vi ham først tilbage, beholder vi ham nok. Se, hvor flink han er i Aar, imod i Fjor. Det var bare Dovenskab og Drengestreger, at han vilde bort fra det egentlige Arbejde. Jeg tror nu ikke, at Arbejdet hos Onkel Jochum bliver mindre, eller vil smage ham bedre, tvertimod.« —
Martha følte sig lidt ensom, Peter var ligesom vokset fra hende og Bodil havde ikke fjerneste Lyst til Narrestreger og fornøjeligt Pjank. Hjemmearbejdet var for hende som et Aag, der maatte bæres indtil den lykkelige Time slog, da hun som konfirmeret ung Pige kunde forlade Hjemmet og faa Plads i en fin Modeforretning, ligesom Skolelærerens næstældste Datter. Og i Tankerne pyntede hun Hatte baade til sig selv, Bodil og lille Dagmar. —
Konfirmationsdagens Morgen kom Peter stille hen til Bodil i sine pæne Klæder med Psalmebog i Haanden, han var forgrædt og det faldt ham svært at faa Ordene frem.
»Du skal se, Bodil,« nu hulkede han, »Fader faar nok Glæde af sin Dreng og Du ogsaa,« han kyssede hende.
Bodils Hjerte var fuldt af Vemod, men ogsaa af Tak, og da de alle gik sammen til Kirken, tænkte hun paa den Dag de fulgte Faderen til Graven, og paa hvordan Herren i det høje holder sine Løfter. »Som din Dag er skal din Styrke være,« ja han holdt Ord. Hver Gang hun havde tænkt paa i Morgen, paa den kommende Tid, havde Byrden tynget, men naar hun gav sin Dag, denne ene Dag, i Guds Haand, havde hun altid havt det godt. —
Præsten talte klart og varmt til de unge, lige ud af Guds eget Ord. Frelseren stod levende for dem, og mer end en, fik Lyst til at følge ham.
At Onkel Jochum uden videre satte sig i samme Stol som Børnene og Bodil forstyrrede hende noget. Jens havde Lyst til at smide ham ud, men det kunde jo ikke gaa an. —
Solen lyste henover det lange, med en fin Dug dækkede og med Blomster smykkede, Spisebord i Gartnerboligens Storstue. Bodil sad mellem Mølleren og Peter. Alt var gjort saa godt tilrette i Forvejen, at Malene kunde besørge Anretningen og ogsaa, med Marthas Hjælp, Opvartningen. Da hun havde bedt sig fritaget for at spise med ved Bordet, indbød Bodil hendes Mand til at holde hende med Selskab, og nu sad de to Gamle i Køkkenet og gottede sig ved de lækre Retter: Ærtesuppe, Hønsefrikase og Æblekage. Malene havde gammeldags Guldhue paa med hvidt Lin og brede Baand nedad Nakken. Rasmus betragtede hende med Fornøjelse, og en vis Beundring lyste ud af hans smaa plirende brune Øjne. »Det er meget, at dit gamle Liv kan se saa godt ud endnu,« sagde han anerkendende.
Inde ved Bordet gik det stille til, Savnet af Faderen føltes af dem alle med Undtagelse af Købmanden, der sad og smaaærgrede sig over det fortrolige Forhold, der øjensynlig herskede mellem Bodil og Møllerens. Saa var han ogsaa ked af, at hans egen Gave til Konfirmanden, et smukt Sølvuhr, ikke var fremhævet og beundret i den Grad, han havde ventet.
Mølleren fyldte sit Glas med den delikate Blanding af Rhabarbersaft og Vand, som Bodil havde beredt til Festen, og sagde saa paa sin trohjertede Maade:

»Vi vil drikke din Skaal, min Dreng! Gid Du maa blive din Fader lig, for han var til at stole paa i alt, ærlig og ligeud, pligttro til det yderste. Rette Vægtskaale, enten han dømte sin egen eller andres Opførsel, eller vejede sine Varer. Maatte han være haard, fordi det stod for ham som Pligt, led han selv mest derunder. Græd ikke, min Dreng, men tak Gud, at han gav Dig en Fader, der altid stræbte at vandre den lige Vej for Herrens Aasyn. — Og skal vi saa ikke synge hans Yndlingspsalme, for den ligner ham.«

Jens bragte hurtig Psalmebøger tilveje. To og to maatte se sammen, dog fik Købmanden en Bog for sig selv. Han takkede forbindtlig, men grundede samtidig over hvad Mølleren egentlig havde ment med sine Vægtskaale. Var det en Skose til ham?
Imidlertid tonede Sangen gennem Huset:

„Staa fast, min Sjæl, staa fast
I Herrens Krige!
Tænk, hvilken Skam og Last
Din Gud at svige!" osv. —

Da Kaffen var drukket og Mørket faldt paa rejste Mølleren sig.
»Nu er Du træt, lille Bodil,« Madame Larsen omfavnede hende kærligt, »og Du trænger til Ro. Alterdagen kommer I saa til os. Vil Du ikke nok?«
»Altfor gerne, tusinde Tak!«
Købmand Knorup nærmede sig nu.
»Det er vist bedst, at jeg møder i Tide med min Indbydelse, at andre ikke skal komme mig i Forkøbet. Jeg abbonerer paa Eder til Juleaften. Saa er Du jo halv Vært, Petermand, naar Du har dit Hjem i Købmandsgaarden.«
»Tak, Onkel Jochum, vi maa nu se ad.«
»Nej, det lader jeg mig ikke nøje med, min Pige, Du maa sige, som Du sagde før: altfor gerne, tusinde Tak.«
Bodil rystede leende paa Hovedet, men Martha raabte: »Altfor gerne, tusinde Tak.«

Første November var, som den gerne plejer at være, kold og sludfuld. Mørke Skyer rugede paa Himlen og af og til faldt en Regnbyge blandet med store halvopløste Snefnug. Skøndt Peter havde naaet sine Ønskers Maal, var han mere bedrøvet end glad.
»Ja saa skal det vel være,« han stod med Regnskærm i den ene Haand og Vadsæk i den anden, men lagde pludseligt begge Dele fra sig og gik lige hen til Søsteren.
»Du kan være glad, at jeg rejser, Bodil, saadan en styg Dreng, jeg har været, kræsen, egenkærlig og opsætsig, sommetider ligefrem grov i Munden —«
»Nu ikke mere, Peter, det er altsammen tilgivet og udslettet. I dette sidste Aar har Du jo ogsaa kæmpet ærligt mod dine Fejl. Du er min egen kære Dreng, og jeg vil savne Dig ved Sangen om Morgenen og ved hvert Maaltid.«
»Der bliver mer Forslag i Maden skal Du se,« han lo lidt, men sagde straks efter: »Det er alligevel underligt at forlade Hjemmet saadan helt.«
Jens traadte nu til: »Det vedbliver da at være dit Hjem, Dreng!« Det lød stærkt og varmt.
Peter saae et Øjeblik paa Broderen og sagde saa næsten ærbødigt: »Tak, Jens!« Det var som grundlagdes et nyt Forhold mellem Brødrene.
Martha baade græd og lo. »Du kan sagtens,« sagde hun, »om et Par Aar bliver det min Tur, for nu gaar jeg da heldigvis i det fjortende Aar.« —
»Farvel, Bodil og I andre. Søndageftermiddag tænker jeg at se herind, ikke før, for saa bliver det bare sværere.« Han nikkede og skyndte sig bort.
Der blev tomt i Huset efter Peters Afrejse. Bodil sendte ham mange Tanker, men fandt det rigtigst at holde sig fra Købmandsgaarden, til han havde lært at staa ene.
Tidligt Søndageftermiddag kom Peter løbende, han foer lige ind i Stuen.
»Goddag, Bodil! Naa hvordan har I det, allesammen? Aa, hvor her er varmt og rart! Jeg har Lov til at blive lige til Klokken ni.«
»Kan Du udføre, hvad der fordres, Peter?«
»Endnu ikke, men det kommer nok.« Han nænnede sig Søsteren og hviskede: »Jeg vil gerne tale i Enrum med Dig, Bodil. Du kan være ganske rolig, der er ikke noget i Vejen, men alligevel« —
Det var vanskeligt at faa Martha og de to Smaa til at slippe Peter, først da Jens tilbød at vise dem den velordnede Frugtbeholdning i Kælderen, lykkedet det.
»Er der noget særligt, min kære Dreng!«
»Nej, egentlig ikke. Onkel Jochum er voldsom god imod mig, jeg ligger inde hos ham i det lune Sovekammer og faar Kaffe med ham hver Morgen. Det faar den anden Dreng ikke, han har det i det hele ikke godt, synes jeg, og det skøndt Jomfru Poulsen holder sin Haand over ham. Det er saadan en lille forknyt Fyr, han er ogsaa forældreløs, men har ingen Bodil i Baghaanden. Onkel siger, at det er en styg, løgnagtig Dreng og raader mig til at holde mig helt fra ham, men det er nu ikke saa let, og jeg synes ogsaa det er Synd. Første Dag fortalte han mig rigtignok, at Onkel ikke havde været god mod Tante og, at han heller ikke var ærlig med Varerne, men jeg haaber, at det er Løgn. Jeg mærker jo nok, hvor angst Onkel er, for at jeg skal give Kunderne for godt Maal. Det er lige modsat Fader, der altid gav Overvægt. ,Du bedrager din Principal, naar Du giver for rigeligt Maal', siger han og saa vaager han over mig, naar jeg vejer og det er jeg ked af. At der er skovlen Kul og Slid med at slæbe Tønder og Kasser, vidste jeg ikke i Forvejen, men det øver vel bare Kræfterne og lærer en at skønne paa, hvordan man før havde det. Hver Morgen synger jeg et Vers, af de gamle fra Faders Tid, for mig selv og saa tænker jeg paa Jer. — Det er dejligt, at I kommer til os Juleaften. Du kan tro, at jeg glæder mig!«
Bodil klappede ham kærligt og bad ham være god mod den stakkels lille Medtjener. »Men lyt ikke efter hans Sladder og vej altid Varerne, som stod Du for Guds Ansigt.« —
»Jeg havde mest Lyst til at blive hjemme,« sagde Jens Juleaften og Bodil nikkede samstemmende, men Martha og de smaa glædede sig over al Maade til Festen i Købmandsgaarden. Der skulde spilles Lotteri om Godter Og mange kønne Ting, som hængte paa det store Juletræ, havde Peter sagt.
Bodil lagde en Krands af Gran, Vedbend og de smaa rosenrøde Evighedsblomster, Faderen havde holdt saa meget af, ud paa Forældrenes Grave. Derefter smykkedes Stuerne hjemme med Grangrene.
Det smaasneede, men frøs stærkt. Jens fyrede i alle Kakkelovne, at der kunde være varmt og hyggeligt, naar de kom hjem.
Netop som Bodil udtalte, at nu var det vist paa Tide at gaa, lød Piskesmæld og Vognmandens store, nye Slæde holdt for Døren.
»Købmanden har selv lagt Tæpper og Tørklæder paa Sæderne, saa ingen skal fryse. Skindslaget var til den unge Frøken, sagde han.« Karlen tog Hatten af og hilste høfligt.
»Tak, men det er bedst, at den lille Pige, der er tyndest klædt, svøbes i Slaget. — Saadan, nu sidde vi alle godt.«
Martha jublede: »En Slædetur oven i Købet, Onkel Jochum er rigtignok mageløs!«
Bodil maatte indrømme, at han i Forhold til hende og Børnene altid havde vist sig god og opmærksom, og dog var han hende saa inderlig imod. Billedet af hans afdøde Hustru fulgte altid med ham. —
»Velkommen, velkommen! Vent lidt, Bodil, saa løfter jeg Dig ud og bærer Dig ind. Du skal ikke træde i Sneen.«
»Tak, Onkel, jeg er allerede inde.«
Men Martha raabte: »tag mig, Onkel Jochum, tag mig!«
»Saadan en Spirrevipunge kan godt hjælpe sig selv, men saa kom da!«
Den store Hjørnestue, Salen som den kaldtes, var straalende oplyst. Der var nye Tapeter og nyt Betræk paa Meublerne.
»Naa hvad synes Du om det her, min Pige? Jeg tænker Klaveret stikker Dig i Øjnene, Du kan jo spille.«
»En ubetydelig Smule, næsten ikke. — Godaften Peter, min kære Dreng, og Godaften Jomfru Poulsen. Hvorfor besøger De os aldrig?«
»Tak, jeg har daarlig Tid. — Skal der nu anrettes?«
»Ja, selvfølgelig. — Jeg byder de unge Damer hver sin Arm. Peter har Lov til at tage den mindste Frøken.«
Da Jomfru Poulsen i det samme kom ind bød Jens hende Armen, men Købmanden rynkede Panden.
»Sæt Dig ned, Jens; Jomfruen har nok at gøre med Serveringen. — Kun smaa Portioner Risengrød, Jomfru, vi vil have Appetit til Gaasen.«
»Hvor er her yndigt!« Martha var i Perlehumeur, »og hvor det smager dejligt. Man kan se Juletræet med alle sine Hemmeligheder gennem Døren. Jeg glæder mig til at faa det tændt.«
»Glæder Bodil sig ogsaa?« Købmanden vilde skænke Vin i hendes Glas.
Bodil svarede ikke, men vendte hurtigt Glasset.
»Tak, Onkel, men Fader var Afholdsmand og vi Børn ere enige om, at vi heller ikke vil nyde Spiritus.«
»Naa, ja, som Du vil, men det er kedeligt, for jeg har spenderet fin sød Vin, alene for din Skyld, min rare Pige. — Naa der har vi Gaasen! Det er bedst at De skærer den for, Jomfru, jeg er ingen Mester i Forskærerkunsten, og saa udbeder jeg mig de to bedste Stykker til mine Borddamer.«
Han lo og Martha lo med, hun var saa inderlig vel tilmode.
Efter Stegen serveredes Flødeæbleskiver.
»Strø bravt Sukker paa, Børnlille, det er vel undt. En til, Bodil, for min Skyld.«
»Tak jeg kan ikke mere.«
»Da kan Peter, saa vist, der er ingen Bund i den Fyr, tror jeg.«
Peter blev blussende rød, men Martha og de smaa lo af fuld Hals.
Saa blev Kaffen drukket og Træet tændt. Peter bød Numrene om og de tilsvarende Gavepakker klippedes ned og omdeltes, under Jubel og Latter.
Bodil syntes, at det aldrig fik Ende. Købmanden stak selv et Nummer i hendes Haand og rakte hende straks efter en lille Æske. Det er en Kæde til dit Uhr min Pige, Du har jo arvet din Moders Gulduhr.«
»Tak, Onkel, men det er altfor stor en Gave, jeg beholder ogsaa helst min vante Silkesnor. Det er Alvor!«
»Sikken en lille Nar Du er, Bodil, men foreløbig kan jeg jo gerne gemme Kæden for Dig. — Se, hvor den blinker.«
»Det frister ikke mig, men Tak for din gode Villie, Onkel. Nej, hvor er Børnene blevne støjende og vilde, det er bedst vi siger Farvel og det jo før, jo heller.«
»De kære Børn føler sig som hjemme her; saae Du hvordan de før klyngede sig op til mig?«
»Ja, jeg saae det nok. Du har jo ogsaa været saa overdreven god imod dem. Men nu maa vi virkelig gaa.«
»Gaa! Slæden skal naturligvis bringe Dig hjem ligesom den hentede Dig. Hvor er Jomfruen?«
» Her!«
»Karlen maa straks spænde for Slæden, jeg tror Frøken Bodil er træt, hun ser bleg ud.«
»Farvel og mange Tak, Onkel. — Peter maa da nok komme hjem i Morgen?«
»Ja vist, gerne. — I Morgen er en dejlig Dag, Bodil, men der er længe til i Morgen!«
Den unge Pige svarede ikke, at Købmanden havde nydt en god Portion af den søde Vin forklarede hans underlige eksalterede Væsen.
Hvor var det velsignet at komme hjem igen og holde Juleaften i de kære, kendte Stuer. Selv Martha, Hans og Dagmar følte det; der kom en underlig velgørende Ro over dem. Og da Jens rakte Bodil Faderens Læderbibel og Juleevangeliet blev oplæst og de skønne, gamle Julepsalmer sungne, fyldtes Hjerterne med Andagt.
Men Peter laa i den store Seng, der stod ved Siden af Købmandens og græd af Længsel efter Faderen og efter hele Livet derhjemme.
Hvad Købmanden selv angaar, sad han i sit inderste Kontor, talte Penge og byggede Luftslotte.

Da Bodil og Børnene, Dagen efter, lige var kommet hjem fra Kirken ringede det stærkt paa Dørklokken og Onkel Jochum viste sig. Han havde en splinterny Overfrakke paa og et Silkehalstørklæde, der skinnede i alle Farver.
»Goddag herinde, og glædelig Jul skal man vel ogsaa sige. — Havde Du en søvnløs Nat, Bodil, for det havde jeg.«
»Det gør mig ondt, Onkel. Her sov vi alle ganske dejligt, efter at vi først havde hørt Evangeliet og sunget et Par Psalmer. Tak for i Gaar, det maa jeg da ikke glemme.«
»Saa Du sang, da I kom hjem, det kunde Du jo have gjort hos mig, min kære Pige, og spillet til. Det skal altid være mig en Glæde at opfylde dine Ønsker, Bodil. — Svar mig nu ærligt, har Du ikke ventet mig?«
»Nej, hvor kunde jeg det. Derimod har jeg unegtelig ventet Peter.«
»Saa Du har virkelig ikke ventet mig, men Du maa jo da have mærket,« han gik lige hen til hende, »at mine Følelser har forandret sig.«
»Hvordan mener Du,« hun saae forbauset, endnu intet ahnende, paa ham.
»Fra Venskab til Kærlighed, nej, træk Dig ikke bort. Jeg var ikke lykkelig i mit første Ægteskab og Du kan tro, at den kønne, driftige unge Kone, der bliver Frue i Købmandsgaarden skal blive baaret paa Hænderne og faa alle sine Ønsker opfyldte. Du ser saa underligt paa mig, maaske dette kom for brat?«
»Jeg finder at det er en daarlig Spøg, for det maa da være Spøg. Du veed jo godt, at jeg holder af en anden.«
»Der længst har glemt Dig, min Skat. Saddelmager Strøm skrev allerede i Sommer, at han havde mødt Niels Bruhn med en ung lys Pige under Armen og Ring paa Fingren, saa det maa Du slaa af Hovedet mit Lam. — Jeg troede ikke Du behøvede Betænkningstid, men vil Du endelig have den saa —«
»Jeg behøver ikke et Minuts Betænkningstid. Du kunde jo være min Fader, Onkel Jochum, og Du veed, at mit Hjerte tilhører en anden. Dit Tilbud forekommer mig som en Fornærmelse.«
»Naa saadan,« Stemmen dirrede af Harme, »at en anset og velhavende Mand frier til en ubetydelig, bundfattig Pige, synes Dig en Fornærmelse, selv om samme Mand i Forvejen har overøst hende med Gaver og Opmærksomheder. Du vil altsaa ikke være min Hustru? Godt, godt! Fortrydelsen kommer nok bagefter, Bodil Holm! Der er ingen Grund for mig til at skaane Jer, efter dette. — Saadan en indbildsk, lille Jomfru! Du ser ud som havde Du Lyst til at vise mig Døren.«
»Nej, men jeg gaar selv ud, for Du veed ikke mere hvad Du siger.«
»Jo jeg veed. Du kan stole paa det!« Han var grønagtig bleg og Øjnene blodsprængte af Raseri, idet han styrtede ud.
Lille Hans kom i det samme løbende, men Købmanden stødte til ham, saa han faldt.
»Af Vejen, Unge,« raabte han. — »Hvad var det for en Støj og hvordan har Du det, Bodil? Hvad er her gaaet for sig?« Jens stod i Døren.
»Onkel Jochum var her, jeg tror han er gaaet fra Forstanden.«
»Han bejlede vel til Dig, den gamle Nar. Jeg har længe frygtet, at dette vilde komme, saadan han har sledsket for Dig og lokket Børnene til sig med Godter og Gaver. Du har altid været istapagtig mod ham, Bodil, saa Du har ikke noget at angre, eller være bedrøvet over.«
»Det er heller ikke derover jeg er bedrøvet. — Har Du været paa Møllen i Dag, Jens?«
»Ja, men det ventede Brev var endnu ikke kommet.«
Bodil saae et Øjeblik paa Broderen, skulde hun meddele ham, det hun havde hørt?
»Er der noget Du har paa Hjerte, Bodil?« Jens lagde Armen om hendes Liv.
»Han — hun havde ikke Lyst til at sige Onkel — fortalte at Saddelmager Strøm, Du veed nok ham, der rejste i Fjor, havde mødt Niels med en ung lys Pige under Armen og Guldring paa Fingren.«
»Og hvem tror Du havde givet ham den Ring, Bodil? Du kan da umulig tvivle paa Niels?«
»Det er saa længe siden man har hørt fra ham — og han fik jo sin Frihed.«
»Nu skal jeg fortælle Dig, hvad der stod i det allerførste Brev, Mølleren fik derovre fra. Da Niels kom til sit Hjem, uden Dig, greb Fortvivlelsen ham og han var ved at bukke under, men saa tog han Ringen paa igen og det hjalp straks. Siden har han baaret den. Jeg har kun tiet med dette af Lydighed mod Fader.«
»Saa han gaar med Ringen, har gaaet med den hele Tiden! Tak, Jens, at Du sagde det.« Hendes Ansigt straalede og hun sagde ivrigt: »Egentlig tvivlede jeg jo ikke, men da Onkel Jochum saae paa mig med et Par onde, drilske Øjne, medens han fortalte om den unge lyse Pige og om Ringen, gik der som et Stik gennem Hjertet. — Men nu skammer jeg mig.« —
Et Øjeblik efter kom Martha farende ind. »Hvad mon der gaar af Onkel Jochum? — jeg mødte ham, da jeg kom ud fra Skolelærerens, men han saae ikke til mig, og da jeg raabte: »Tak for i Gaar, Onkel,« knyttede han Haanden og sagde: »Ti stille Tøs!« Jeg tror han er blevet afsindig.«
»Hel klog er han vist ikke, men vi taler ikke derom til et Menneske. — Bare Peter snart kom, jeg længes saadan efter ham. — Det er ret Du dækker Bordet, lille Martha. Glem ikke, at Malene og hendes Mand er indbudne og sæt Faders Sølvring om Peters Serviet, det vil glæde ham.«
»Hvor kan Du dog se saa fornøjet ud, Bodil, jeg synes det er saa sørgeligt, at Onkel er gaaet fra Forstanden. — Naa, der kommer Peter jo; — han lister saa underligt langs Huset og holder Lommetørklædet for Ansigtet.«
Bodil skyndte sig hen til Døren. »Velkommen, Peter! — Men hvordan er det dog Du ser ud, min arme Dreng?«
»Jeg gaar ikke tilbage,« Peter var i højeste Grad ophidset, »jeg vil ikke være der en Time mere, lukker Du Døren for mig, Bodil, gaar jeg tilsøs. — Onkel slog mig med knyttet Haand lige i Ansigtet og det ikke en, men flere Gange, var Jomfru Poulsen ikke kommet til og havde sagt, at hun vilde melde ham og møde som Vidne imod ham, var han bleven ved med at slaa. — Det var jo ikke noget Ondt, jeg havde gjort. Da jeg lukkede de frosne Vinduer i Butiken, sprang en af de store Ruder, det var det Hele. Onkel kom hjem lige i det samme, og da han saae Glasstumperne foer han i mig. Jomfru Poulsen vadskede Blodet af og sagde at jeg gjorde bedst i at gaa lige hjem, men jeg tror, at mit Næseben er brækket for det gør saa ondt. — Goddag, Jens, jeg er løbet fra min Plads, hvad siger Du til det?«
»Vil Du have Plads her, har vi godt Brug for Dig, Peter, men Du veed nok, der skal slides for Alvor. — Hvad fejler dog din Næse og Øjet? Har Umennesket vovet at slaa Dig?«
Jens følte med varsomme Fingre paa Broderens stakkels forslaaede Næse, uden dog at komme til noget bestemt Resultat. Bodils Undersøgelse var grundigere og gjorde mere ondt, men saa kunde hun til Gengæld erklære at Næsebenet var uskadt.
»Jeg forstaar ikke hvad der gik af Onkel, han foer imod mig og raabte: ,saa din luddovne Fyldebøtte slaar mine Ruder itu, jeg skal ordentlig lære Dig' og saa slog han løs.»
»Stakkels Onkel er bleven sindssyg forklarede Martha, »jeg har saa inderlig ondt af ham.«
»Han er ikke mere sindssyg, end Du er, men han bliver ond, naar han er vred, det har jeg set mere, end en Gang, men det er aldrig før gaaet ud over mig. — Saa jeg maa virkelig blive her?« Han henvendte sig til Jens, der nikkede, men samtidig pegede paa Bodil.
»Hende spørger jeg ikke, for jeg veed, at hun vil sige ja. — Naa, der kommer nok Gæster! Goddag Malene og gamle Rasmus! Hvad synes I om mig?«
»Peter har stødt sig, kan man tydelig se,« Malene vilde vise at hun havde Levemaade, men tænkte jo sit.
Et Øjeblik efter lød Sangen:

„Jesus, Du kære, tag Plads ved vort Bord,
Sign Du os Brødet, saa smager det bedst,
Lys Du din Fred over Tanker og Ord
Saa er vort Maaltid en Fest."

Peter fik Taarer i Øjnene. Hvor det smagte og hvor det var velundt! Trods Onkel Jochums Venlighed havde han altid havt paa Følelsen at Maden ikke var rigtig undt.

»Men Bodil, Du er jo blevet ung igen,« Martha saae glad og forundret paa Søsteren, »lige fra Fader døde, har Du været saa underlig gammelagtig, men i Morges hørte jeg Dig le, saadan rigtigt, til Du ikke kunde mere og Du gaar jo og synger ved Arbejdet.«
»Gud er saa god, lille Martha.«
»Det vidste Du jo ogsaa før. — Nej, der er Postbudet med et stort Brev, aa, hvor jeg er nysgerrig.«
Men det var Bodil ikke, hun saae straks, at der var et fem Øres Mærke paa. Idet hun aabnede Konvoluten og tog et stort Ark ud, faldt et mindre Papir paa Gulvet. Martha greb det hurtigt og læste: En stor Rude 3 Kr.
»Det er fra Onkel Jochum; at han ikke skammer sig! Jens har fortalt Peter alt og Peter har igen betroet det til mig, og jeg kan ikke mere udstaa den indbildske, gamle Fyr, der vovede at fri til Dig. Hvad staar der paa det store Papir?«
»Det er en Opsigelse. Fader har laant totusinde Kroner paa Ejendommen og nu vil Onkel Jochum have Pengene tilbage. Vi maa tale med Mølleren om det, saa ordner han det nok. — Godmorgen, Jens! Se hvad Posten bragte. — De tre Kroner for Ruden maa vi straks betale og ogsaa sende de Ting, han har givet os, tilbage. Først og fremmest Peters Uhr og din Mosaikbroche, Martha. Saa ogsaa det røde Fløjels-Album, Spilledaasen, som Hans fik, og Dagmars Syskrin. De Handsker jeg fik forrige Jul ligger heldigvis urørte i Papiret. Vi vil pakke det alt i en Kurv, nej det er bedre i en Kasse, og sende ham det. — Aa, der er Møller Larsen, det var dog velsignet, at De kom, vi trænger til vor kære Formynders Hjælp,« hun rakte ham Dokumentet. —
»Naa saa, Købmand Knorup har vovet at bejle og nu vil han hævne Afslaget, hvor det ligner ham! Pengene skal først tilbagebetales efter tre Maaneders Varsel, saa det bliver let at ordne. Der er jo ingen anden Gæld paa Ejendommen. Men, Peter, hvordan er det dog Du ser ud, min Dreng? Har han dristet sig til at slaa Dig, den Slyngel!«
Peters ellers saa tækkelige Ansigt saae unegtelig afskrækkende ud, værre end første Dag, da det nu var baade gult og grønt.
»Jeg slog en Rude itu, Møller Larsen og saa foer han i mig, men Synet fik da ingen Skade. — Nu har Bodil fæstet mig og jeg bliver ved Gartneriet som Fader ønskede.«
»Ret saa, min Knøs. — Naa, der kommer Martha nok med alle Herlighederne. Ja, lad ham endelig faa hver Smule igen. Jeg skal gerne bringe ham det, naar jeg siden gaar derhen for at tale om Pengene. Se, se, der er jo Glarmesterregningen, ja, lad os bare betale den med det samme.«
Peter traadte nærmere og hviskede fortroligt: »Nu gaar hans Vrede nok ud over den anden sølle Dreng, og det er jeg ked af.«
Mølleren tænkte sig om og sagde saa paa sin rolige Maade:
»Jeg vil gaa ganske forretningsmæssigt og høfligt frem, aflevere Sagerne, uden al Forklaring, og berolige ham med, at Pengene skal blive ham tilbagebetalte i god Tid. Men derpaa vil jeg sige: ,vær god mod den Dreng, De har i Butiken, Købmand Knorup. Jeg er forældreløse Børns Værge her paa Egnen og det er min Pligt at kræve hver den til Regnskab, der mishandler et saadant Barn.' Jeg er vis paa, at han ikke vil sige et Ord, bare bukke og hade mig. Stakkels elendige Menneske, som han er! — Naa nu er Pakken nok i Orden, det er godt. — Jeg kom forresten for at tale om noget helt andet, men Bodil lagde straks Beslag paa mig, og det var heldigt, for nu er alt dette i Orden og I behøver ikke at skænke det en Tanke.« Han stod ganske stille et Øjeblik og sagde saa mildt:
»Det Brev, vi ventede, er kommet. Indholdet var kun et Par Linier, og, som Sagerne staar, tror jeg det kan forsvares for Eders kære afdøde Fader, at jeg læser det op:« »Velsignet Jul!
Før har jeg talt Aar, nu tæller jeg Maaneder, lovet være Gud!«
»Jeg lader Brevet blive her, og skal vi saa alle gaa stille ud og lade Bodil være ene.« —
Senere da den lille Kreds samledes ved Middagsbordet, saae Bodil baade glad og bevæget ud. Da Jens for faa Dage siden fortalte hende, at Niels bar Ringen og havde baaret den næsten hele Tiden, følte hun sig saa tryg, der var saadan en Hvile i at tænke derpaa. Men dette sidste Budskab, der indeholdt en saa overvældende Lykke, fyldte hende alligevel med Uro og mangehaande Tanker.
Børnene var i høj Grad optagne af det hørte, og lille Dagmar spurgte vemodigt: »Du vil da ikke forlade os, Bodil, naar Niels nu kommer?«
»Nej, Dagmar, Du kan være ganske rolig.«
»Men vi store Børn skal vel saa ud?« Martha havde pludseligt mistet Lysten til at komme ud.
»Vist ikke, Martha, dette er jo Jeres Hjem. — Jeg veed ikke det mindste mere, end I, men Ingen kan undre sig over, at jeg længes efter at se Niels igen og fryder mig til hans Komme. Derfor holder jeg ligemeget af Jer.«
Nu tog Jens Ordet og det med kraftig Røst:
»At Du holder af os, Bodil, har Du vist, nu er det paa Tide vi viser, at vi holder af Dig. Jeg tænker vi byder Niels den tomme Plads, Fader har efterladt og giver ham en Faders Rettigheder. Hvem der er enig med mig række Haanden i Vejret.«
Alle Hænder kom op i et Nu, for de to yngste var det som en Leg.
»Tak, Jens, kære Jens! Men jeg synes Faders Plads tilkommer Dig.«
»Nej, Bodil, der mangler mig meget, som I to, i Forening, har. At Niels i de sidste Aar har lagt sig særligt efter Gartneriet vil jo lette alt for os. Mølleren har for længe siden betroet mig, at Niels anlagde Haver, byggede Drivhuse og fortjente Penge efter en større Maalestok. Der bliver Brug for Peter og mig, og Hans med, tør jeg sige, og vi vil tjene Jer med Iver. Selv har han ingen Møje skyet for at naa Maalet. — Det kan jo være, at hans Planer er anderledes end vore, men jeg tror det egentlig ikke, for han har bedt Mølleren se paa det kønne Stykke Jord, Fader altid havde saadan Lyst til, Du veed, Bodil, det, der støder op til Haven og gaar lige ned til Krattet. Ejeren er nok villig til at sælge det, men den Tid, den Sorg. Vi har blot at faa Haven i bedst mulige Stand, ikke sandt, Drenge!« —
Sidst i Januar bragte Postbudet et sortrandet Brev fra gamle Jomfru Rikke. Oberstinden var død efter faa Dages Sygdom og Dagen efter fandtes Obersten siddende død i sin Lænestol. Det var gaaet mildt og godt altsammen, skrev hun, og der var kun Grund til at takke. Lejen for Villaen i den tilstundende Sommer var sikret Gartner Holms Børn. Obersten havde ordnet dette straks da han kom hjem om Efteraaret. Selv havde hun faaet en rundelig Livrente og agtede nu at bo hos en Broder, men sit gamle Herskab vilde hun savne saa længe hun levede.
»Jeg vil ogsaa savne dem«, sagde Bodil hjerteligt »og det vil ikke være rart, at faa ganske fremmede herud.«
»Naar vi faar Lejen, kan vi da lade den staa ledig for det første,« foreslog Jens. »Jo Bodil det holder jeg paa!«

Ved Fastelavnstid solgte Onkel Jochum Købmandsgaarden og købte samtidig en anden Forretning, hvortil der hørte Krohold, et Par Mil længere inde i Landet. Ejeren var nylig død og hans midaldrende Enke fandtes villig til at blive boende og styre Huset for den nye Ejer. Jomfru Poulsen fortalte dette, og tilføjede, at det var en dygtig og striks Kvinde, saa dersom Købmanden senere ægtede hende, hvad han vistnok pønsede paa, fik han Kam til sit Haar og det trængte han højlig til. Hvad hende selv angik, havde hun faaet Plads som Husmoder i et Afholdshjem. —
Straks Foraaret begyndte at melde sig kom der Liv i Gartnerhaven. Peter arbejdede nu ogsaa med Lyst og Iver, han havde noget at indhente og vilde ikke staa tilbage. Der var Forventning og Haab i alle de unges Sind. Villaen blev nu ogsaa pudset op baade ude og inde og ved Pintsetid stod Haven i fejreste Flor.
Mon Niels nu ikke kommer, tænkte alle i Gartnerboligen, dog udtaltes det ikke, men da Højtiden var gaaet, uden den ventede, dristede Peter sig til at sige:
»Nu tæller han maaske først Uger, hvem veed.«
»Snarere Dage,« hviskede Jens, men Bodil gik i en underlig og dog lyksalig Spænding.
En tidlig Morgen midt i Juni gik Bodil i Haven, travl beskæftiget med at stikke Asparges. Hun havde en let rund Havehat paa de gyldenbrune Fletninger. Et stort, blændende hvidt Smækkeforklæde, med Lommer til Kniv og Saks, indhyllede den lette, slanke Skikkelse. Hun skyndte sig, efter Sædvane, med Arbejdet, men det var alligevel som gik hun i Drømme. Pludseligt standsede hun, der lød Trin udenfor Hækken og hendes Navn nævnedes.
»Bodil!«
Hun sprang op: »Aa, Niels, saa kom Du da endelig!«
Der stod han, brunere og mandigere, end før, men med de samme trofaste, ejegode Øjne. Hun forstod straks, at der var noget han vilde vide før han kom ind til hende.
»Dersom vi kunde høre din Faders Røst i denne Stund, tror Du saa han vilde sige: Gaa!«
»Nej, jeg er vis paa, at han vilde sige: Velkommen!«
Hun havde neppe udtalt før Niels satte over Hækken og stod ved hendes Side.
»Min Bodil! Aa at det virkelig er din Haand jeg holder og dine kære, dejlige Øjne, jeg ser ind i.«
Den unge Pige sagde blot, »Niels!« og saa lagde hun sit Hoved op til hans Skulder og græd af Glæde, som hun engang havde grædt af Sorg. Niels hulkede ogsaa, dog kun et Øjeblik, saa løftede hun Hovedet og han rettede sig.
Jens kom i det samme gaaende, han saae dem godt, men gik stilfærdig afvejen. De maatte da have Lov til at tale uforstyrret med hinanden.
»Saa det er Dig, virkelig Dig, Bodil'« »Jeg har Trang til at sige det samme til Dig, Niels! — Men nu maa Du give mig Ringen, jeg længes efter min Ring.«
Han trak en grøn Silkesnor, hvori Ringen hang, frem, tog saa Saksen op af Bodils Lomme og klippede den løs.
»Passer den endnu? Ja udmærket, før var den for stor, kan jeg huske. Denne kære Haand har ikke ligget paa den lade Side, medens jeg var borte.« Han klappede og kyssede den smuktformede, men kraftige og brune Haand.
»Arbejdet har været en stor Hjælp for mig, Niels.«
»Ogsaa for mig, men Du stræbte for Hjemmet, Bodil, jeg kun for Dig. Aa, den Hjemrejse og den Ankomst til det tomme Hus! Saa var det i min Nød, at jeg tog Ringen paa. Jeg tror det var Herren selv, der gav mig Tanken, for fra det Øjeblik blev jeg Menneske igen. Leve Livet i disse Omgivelser uden Dig, kunde jeg dog ikke udholde og saa var det jeg tyede til min Broder, der tog imod mig med aabne Arme og fuld Forstaaelse, men jeg følte alligevel, at derovre kunde jeg ikke slaa Rod og jeg længtes ikke alene efter Dig, men ogsaa efter gamle Danmark. — Gaar Du fra mig Bodil?«
Hun saae skælmsk ud.
»Jeg er bange at Havregrøden er kogt over, Niels. Vil Du spise med os?«
»Om jeg vil!«
Bodil skyndte sig ind og fik Grøden anrettet. Børnene sad allerede om Bordet og ventede. Et Øjeblik efter traadte Niels tøvende ind.
»Velkommen!« sagde Jens stærkt, og den lille Forsamling rejste sig.
»Nej, hvor her er hyggeligt, og hvor I er blevet store og se godt ud allesammen! Ja, I kan sagtens undvære mig, men jeg kan ikke undvære Jer.«
»Vi kan heller ikke undvære Dig, Niels,« Jens talte med en vis Værdighed, »Faders Plads er din Plads. Den har staaet ledig, siden han døde, nu venter den paa Dig. — For Du vil jo ikke tage Bodil fra os, vel?«
»Nej, det har klaret sig mere og mere for mig, at Bodils Plads er hende betroet af Gud. — Men din Faders tilkommer da nærmest Dig, Jens.«
»Nej, det har vi allerede afgjort, Du og Bodil skal have Styret, men jeg haaber at I har Brug for os alle.«
»Ja, det kan Du være vis paa vi har. Flinke trofaste Medhjælpere er mere værd end Guld, sagde min Broder, da jeg kom tilbage til ham, og saa gav han mig Del i Fortjenesten. Alt lykkedes vidunderligt; den Ejendom, jeg havde købt for Røverpris, solgtes, som den var nu, i god Stand med Hus og Have, for det mange dobbelte, og alt hvad jeg satte Energi og Arbejdskraft i lykkedes over Forventning. Jeg tog det som en Velsignelse. Jeres Fader bad jo Herren velsigne mig rigeligt og rundeligt — Bodil fortalte det, da vi skiltes — og hver Gang Lykken føjede mig, var det, som en Opfyldelse af hans Bøn. — Jeg har allerede købt det Stykke Jord, der støder op til Haven her, og vi skal nu bygge Drivhuse og plante Frugttræer, det skulde jo gerne blive en Mønsterhave. Der er mer end Arbejde nok til os alle og der skal selvfølgeligt ogsaa lejede Kræfter til. — Maa jeg sige hvordan jeg ellers tænker mig det, Bodil?«
Hun nikkede og han vedblev: »Det fælles Hjem, Samlingsstedet, Spisestuen, skal være her i det gamle Hus, men det vilde jo knibe med Plads, hvis ikke de to Smaapiger, Bodil og jeg tog Villaen i Brug. Hvad siger Du dertil, Jens?«
»Det er netop hvad jeg har tænkt og haabet paa. Hvad siger Bodil?«
»Niels har havt paa Følelsen, hvordan jeg helst vilde have det ordnet.«
»Det har jeg ogsaa. — Nu gælder det kun Tiden. Skal jeg vente længe?«
»Hvorfor dog,« udbrød Peter livligt, og Martha tilføjede: »Det var der da ingen Mening i.«
»Den syvende Juli for to Aar siden tog jeg Ringen paa igen, maa det være vor Bryllupsdag.«
Og derved blev det.
Niels boede paa Møllen, medens alt ordnedes, men han mødte tidligt hver Morgen og ledede selv Arbejdet i Haven. Den lærelystne Jens gik med Liv og Forstaaelse ind paa alle hans Planer, og Peter og Hans var villige Redskaber, men Martha drømte om at binde Buketter og Krandse, ogsaa Myrthekrandse. Det var rigtignok hundrede Gange morsommere, end at pynte Hatte med kunstige Blomster. —
Niels sørgede for det nødvendige Meublement til Villaen, det var smagfuldt og smukt, men i al Tarvelighed. En Dag stod han og saae ind ad Vindvet, medens Bodil smaasyngende gik om og ordnede og puslede derinde.
»Nej, dog, staar Du der, Niels,« hun opdagede ham pludseligt.
»Jeg maa nok have Lov til at se paa Dig, naar Du gaar og bereder vort Fremtidshjem, Bodil, Du er jo ikke alene mit Hjertes Glæde, men ogsaa mine Øjnes Lyst.« —
Den syvende Juli oprandt klar og straalende. Hvert Rosentræ og hver Rosenbusk i Haven mødte med en Fylde af Blomster, men allersmukkest var dog de vilde Rosentræer, der stod ved Søen, nedenfor Grankrattet.
Niels gav Bodil en halv udsprungen Knop og hun fæstede Mage til den i hans Knaphul.
Og Brudgommen spurgte sin Brud, om hun vilde have undværet disse Aar med al deres Lidelse og al deres Længsel, for det vilde han ikke. Og hun svarede: »Jeg ikke heller, Niels, for Herrens Haand har været i det alt.«