Brødrene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 113-121

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

BRØDRENE.

Det kan gerne være, jeg tager fejl, men det forekommer mig, at der netop i Aar dør en utrolig Masse Mennesker. Jeg synes ikke, jeg kan sætte min Fod paa Gaden uden at møde Ligvognen. Det er umuligt at lade være at tænke paa alle dem, der drager ud til Kirkegaarden.

Jeg har altid en Følelse af, at det er Synd for de døde, der bliver begravet i Byerne. Jeg kan høre dem klage nede i deres Kister. Nogle jamrer over, at de ikke har faaet Fjerbuske paa Ligvognen. Nogle tæller Kransene og er ikke fornøjede. Og saa er der nogle, der kun bliver fulgt af en to-tre Vogne og føler sig krænkede.

Den Slags Ting skulde de døde aldrig behøve at føle og opleve. Men Folk i Byerne forstaar slet ikke, hvordan de skal hædre dem, der indgaar til den evige Hvile.

Naar jeg rigtig tænker mig om, ved jeg ikke noget Sted, hvor man forstaar det bedre end hjemme i Svartsjø.

Dersom du dør i Svartsjø Sogn, saa ved du, at du faar en Kiste Mage til den, alle andre faar, en ærlig, sort Kiste, Mage til de Kister, Herredsfogeden og Sognefogeden blev begravet i forleden Aar. Thi den samme Snedker laver alle Kister, og han har kun een Model; ingen bliver bedre eller ringere end de andre. Og du ved ogsaa — for du har jo set det saa mange Gange — at du bliver kørt til Kirke paa en Arbejdsvogn, som man i Dagens Anledning har malet sort. Du behøver slet ikke at tænke paa Fjerbuske. Og du ved, at hele Sognet kører med til Kirke, og at man kører ligesaa langsomt og højtideligt for dig som for en Gaardmand.

Men du har nu slet ingen Grund til at ærgre dig over, at du ikke faar Kranse nok, thi der bliver ikke lagt en eneste Blomst paa Kisten, den skal staa sort og skinnende, og ingenting maa dække den. Og du behøver ikke at tænke paa, at du ikke har stort nok Følge, thi de, der bor i din By, skal nok følge dig allesammen. Og du er heller ikke nødt til at ligge og høre efter, om der er Graad og Klage omkring din Kiste. Der grædes aldrig over de døde, naar de staar paa Kirkebakken udenfor Svartsjø Kirke.

Nej, der grædes ligesaa lidt over en ung, kraftig Mand, som Døden har fældet, netop da han kunde begynde at sørge for sine fattige gamle Forældre, som der bliver grædt over dig. Du vil blive stillet paa to sorte Bukke udenfor Døren til Sakristiet, og en hel Skare Mennesker vil lidt efter lidt samle sig om dig, alle Kvinderne med Lommetørklæde i Haanden. Men ingen græder; alle Lommetørklæderne holdes haardt sammenrullede, intet maa føres til Øjnene. Du behøver ikke at tænke paa, at Folk skal græde ligesaa meget over dig som over andre døde. De vilde græde, hvis det passede sig, men det passer sig ikke.

Du kan jo nok forstaa, at hvis der var megen Sorg ved een Grav, vilde det se sørgeligt ud for den, som ingen græd over. De ved nok, hvad de gør i Svartsjø. De bærer sig ad, som det har været Skik og Brug dér i mange hundrede Aar.

Men saalænge du staar dér paa Kirkebakken, er du en stor og mægtig Person, skønt du hverken faar Blomster eller Taarer. Ingen kommer i Kirke uden at spørge, hvem du er. Og saa gaar de stille hen til dig og stiller sig hen og betragter dig. Og det falder ikke nogen ind at saare den døde med at beklage ham. Ingen udtaler andet, end at det er godt for den, der har faaet Ende paa det.

Det gaar slet ikke til som i en By, hvor du kunde blive begravet en hvilkensomhelst Dag. I Svartsjø skal du begraves paa en Søndag, saa du kan have hele Sognet om dig. Dér har du ved din Kiste baade den Pige, du dansede med sidste St. Hans Nat, og den Mand, du byttede Heste med paa sidste Marked. Du har Skolelæreren, der tog sig af dig, da du var en lille Dreng, og som har glemt dig, skønt du husker ham saa godt, og du har den gamle Rigsdagsmand, som aldrig før gad hilse paa dig. Det er ikke som i en By; der vilde Folk knap se efter dig, naar du kørte forbi.

Naar de kommer med de lange Bæreklæder og lægger dem under Kisten, er der ingen, som ikke følger med i alt, hvad der foregaar.

Du kan ikke tro, hvad for en Degn de har hjemme i Svartsjø. Han er en gammel Soldat. og han ser ud som en Feltmarskalk. Han har kortklippet, hvidt Haar og snoede Knebelsbarter og spidst Hageskæg, han er høj og slank og gaar rank og med let og sikker Gang. Om Søndagen gaar han med en nybørstet, lang Frakke af fint Klæde. Han ser virkelig ud som den fineste gamle Herre, man kan se for sine Øjne. Og det er ham, der gaar forrest, i Spidsen for Processionen. Efter ham kommer Kirkebetjenten.

Det er ikke sikkert, Kirkebetjenten tager sig videre godt ud i Sammenligning med Degnen. Det kan være, hans Kirkehat er for stor eller gammeldags. Han er ogsaa nok generet af sig, men naar er en Kirkebetjent ikke generet?

Saa kommer du selv i din Kiste med de seks Ligbærere, og saa kommer Præsten og Degnen og Bylaget og hele Sognet. Hele Menigheden følger dig ind paa Kirkegaarden, det kan du være sikker paa.

Men jeg skal sige dig noget. Alle de, der følger dig, ser saa smaa og fattige ud. Det er jo ikke fine Købstadfolk, det er kun simple, jævne Folk fra Svartsjø. Det er, som om der kun var een, der er stor og imponerende, og det er dig i din Kiste, dig, der er død.

De andre — ja, de maa næste Dag staa op til groxt, svært Arbejde, de skal sidde hjemme i gamle, fattige Huse og gaa med gamle, lappede Frakker. De andre skal blive ved at pines og plages og trykkes og kues af Fattigdom.

Den, der følger dig til Graven, bliver langt mere vemodig ved at se de Mennesker, der lever, end ved at tænke paa dig, der er død. Du behøver aldrig mere at undersøge den Fløjls Frakkekrave for at se, om den begynder at blive hvid paa Kanterne, du behøver ikke at lægge en ekstra Fold paa Silkehalstørklædet for at skjule, at det er ved at briste. Du behøver aldrig mere at bede Landhandleren give dig Varer paa Kredit; du vil ikke komme til at føle din Arbejdskraft svinde, du kommer ikke til at gaa og vente paa den Dag, da du falder Sognet til Byrde.

Mens de følger dig til Graven, staar hver eneste en og tænker paa, at det er bedst at være død, bedre at svæve op til Himlen baaren paa Formiddagens hvide Skyer end bestandig at kæmpe med det kontrarige Liv.

Naar de har naaet Kirkegaardsmuren, hvor Graven er gravet, bliver Bæreklæderne ombyttet med stærke Reb, og Folk staar op paa de løse Jordbunker og sænker dig ned i Graven.

Og naar det er sket, kommer Klokkeren hen til Graven og begynder at synge: „Jeg gaar mod Døden.“

Han synger Psalmen ganske alene; hverken Præsten eller nogen af Menigheden hjælper ham. Men Klokkeren skal synge, og hvor barsk saa Nordenvinden er, hvor stikkende Solen, som han har lige i Ansigtet, saa synger han.

Klokkeren er for Resten til Aars, og han har ikke megen Sangstemme tilbage. Han ved nok, at det ikke mere lyder saa smukt som før, naar han synger Folk til Graven, men han gør det alligevel, fordi det hører med til hans Embede.

Thi den Dag, maa du vide, da Stemmen helt svigter, saa han ikke kan synge mere, da maa han tage sin Afsked fra Embedet, og det bliver det samme som at synke ned i virkelig Fattigdom.

Derfor staar hele Menigheden bekymret, mens den gamle Klokker synger, og tænker paa, om Stemmen kan holde hele Verset ud. Men der er ingen, der synger med, ikke en eneste; thi det gaar ikke an, det bruger man ikke. Man synger aldrig ved Graven i Svartsjø. Man synger heller ikke i Kirken, undtagen den første Psalme Julemorgen.

Men hvis nogen hørte rigtig nøje efter, kunde han nok høre, at Klokkeren ikke synger helt alene. Der er virkelig en Stemme, der følger med, men den har ganske den samme Klang, saa de to Stemmer blander sig, som om de kun var een.

Den anden, der synger med, er en lille, gammel Mand i lang, graa Vadmels Frakke. Han er endnu ældre end Klokkeren, men han sætter i med al den Stemme, han har, for at hjælpe ham.

Og Stemmen er som sagt ganske af samme Slags som Klokkerens; de ligner hinanden saa meget, at man ikke kan lade være at undre sig.

Men ser man nærmere til, saa ligner ogsaa den lille, graa Mand Klokkeren aldeles; det er samme Næse og Hage og Mund, kun noget ældre og ligesom mere medtagen af Livet. Og saa gaar det op for en, at den lille fattige Mand er Klokkerens Broder. Og saa ved man jo ogsaa, hvorfor han hjælper ham.

Thi ser du, det har aldrig gaaet ham godt her i Verden, og han har altid haft Uheld med sig, og een Gang gjorde han Fallit og trak saa Klokkeren med sig i Ulykken. Han ved, det er hans Skyld, at Broderen altid har haft det saa svært.

Klokkeren har prøvet at hjælpe ham paa Benene igen, men det lykkedes ikke; thi han var ikke af den Slags, der kan hjælpes. Han har altid haft Uheld med sig, og saa har der ikke været noget rigtigt Hold i ham.

Men Klokkeren har været Slægtens skinnende Lys, og for den anden har det kun været at tage imod og tage imod, og slet ingen Ting har han haft at give igen.

Herre Gud — kun den Tanke at give igen! Han som er saa fattig. I skulde se Huset i Skoven, hvor han bor.

Han ved, han altid har været trist og tung og kun en Plage for sin Broder og for andre Mennesker.

Men se, nu i den sidste Tid er han bleven en mægtig Mand, nu staar han og giver igen. Det gør han. Nu hjælper han sin Broder, Klokkeren, som har været Lyset og Livet og Glæden for ham alle Dage. Nu hjælper han ham at synge, saa han kan beholde sit Embede.

Han gaar ikke i Kirke, for han synes, alle stirrer paa ham, der ikke har sort Søndagstøj. Men hver Søndag gaar han op til Kirken for at se, om der staar en Kiste paa de sorte Bukke udenfor Sakristiets Dør. Og hvis der staar en, da følger han med til Graven, og da giver han sig selv til Pris i sin gamle, graa Frakke og hjælper Broderen med sin stakkels, usle Stemme.

Den lille Mand kan godt høre, hvor daarligt han synger; han stiller sig bagved de andre og trænger sig ikke hen til Graven. Men synge gør han; det gjør ikke saa meget, om Klokkerens Stemme skulde slaa klik paa en eller anden Tone. Hans Broder er der og støtter ham.

Paa Kirkegaarden ler ingen af Sangen, men naar Folk kommer hjem og faar rystet Andagten af sig, saa taler de om, hvordan det gik i Kirken, og saa ler de ad Klokkerens Sang, ler baade ad hans og ad hans Broders. Klokkeren bryder sig ikke om det — hans Sind er anderledes, men Broderen tænker paa det og lider under det. Han gyser hele Ugen for Søndagen, men han kommer alligevel punktlig op paa Kirkegaarden og gør sin Pligt.

Men du dernede i din Kiste, du synes ikke saa ilde om Sangen. Du synes, det er god Musik. Er det ikke sandt, at man gerne vilde begraves i Svartsjø blot for den Sangs Skyld?

Der staar i Psalmen, at alt er en Vandring mod Døden, og naar de to gamle Mænd synger det, de to, som har lidt for hinanden hele Livet, da føler man som aldrig før, hvor besværligt det er at leve, og man er vel tilfreds med at være død.

Og saa er Psalmen forbi, og Præsten kaster Jord paa Kisten og beder en Bøn over dig.

Derpaa synger de to gamle Stemmer: „Jeg gaar mod Himlen.“ Og de synger ikke det Vers bedre end det forrige. Deres Stemmer bliver svagere og skarpere, jo længer de synger.

Men for dig udbreder sig imidlertid et uendelig stort Rum, og du svæver opad i bævende Lyksalighed, og alt jordisk svinder og blegner.

Men det sidste, du hører fra denne Verden, er dog noget trofast og kærligt. Og midt under din bævende Flugt vil den stakkels Sang vække Mindet om alt godt og kærligt, der har mødt dig hernede, og det vil bære dig oppe. Det vil gennemstraale dig som en Lysglans og gøre dig skøn som en Engel.