Breve fra Ensomheden/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 5-12

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

12 JUNI.

Kære Veninde. — Saa slap jeg da bort! Bort fra den højbarmede Julie og den smægtende Jette, fra den indladende Rosamunde og den elskværdige Kamma.

Saa slap jeg da bort, kære Veninde, fra alle de erotiske Krebseklør, som begærligt lurede paa mig. Jeg har taget mit Tøj og er flygtet. Jeg har svunget min Hat og har sagt Farvel. Ak, I sirlige smaa Kagehjerter, I er ikke Brød for min Gane!

Jeg er ingen Don Juan. Jeg har ikke de magiske, blændende Øjne, der drager og lokker. Jeg har ikke hvide Tænder, der glimter under et ironisk Overskæg. Ak, nej! Mit Ansigt er fladt som en klassisk Pandekage, mine Øjne er støvgraa og mangler endog ethvert melankolsk Anstrøg.

Alt det ved De, kære Veninde, og De ved ogsaa, at jeg er juridisk Kandidat. Det maa være denne fængslende Egenskab, der formaar at vække saa megen bønfaldende Tilbøjelighed og sukkende Ynde.

Jeg forsikrer Dem, jeg har undertiden følt mig som et jaget Dyr. Jeg har set tusinde Arme udstrakte mod mig, hvor jeg næppe søgte et venligt Smil. Røde Munde har hævet sig mod mit Øre og blidt og indtrængende tilhvisket mig bedende Ord: hvorfor altid søge til Markens vilde Urter; hvorfor evig drukne i den købte Favns Lunkenhed; hvorfor ikke køle vor hede Længsel, der endog giver Dig Guld og Gods i Fæste? Ak, bliv hos os, naar Dagen hælder!

Jeg har følt Legitimitetens Garn sno sig om min Hals. Hvilken Lykke, at jeg er undsluppen! Alle min Ungdoms blide Venner spræller allerede i Nettet uden Haab om Befrielse. Nu graaner Resignationens Askeregn deres arbejdstyngede Hoveder.

Ak, kære Veninde, hvorfor omgaas Mennesker altid hinanden som kønnede Individer; hvorfor er det første Ord, man læser i en Kvindes Øjne: Til Salgs, til Salgs. — Hvorfor betyder det første maskuline Buk: For dyrt min Smukke i disse slette Tider. — Hvorfor købslaa to Hjerter altid om hinanden?

Disse Bekendelsens Ord skriver jeg til Dem, kære Veninde, skønt De slet ikke venter Brev fra mig. Jeg skriver til Dem fra en lille By, der ligger ensomt og som jeg naaede i Gaar. Deres medfødte Skepsis siger Dem maaske, at jeg griber Pennen af Kedsomhed. Tværtimod, jeg kan berolige Dem med, at jeg befinder mig udmærket.

Snarere faar De Brev, fordi Deres Adresse tilfældigvis falder mig ind; dette maa De nemlig ikke betragte som nogen underordnet Grund. Desuden vækker De kun behagelige Minder hos mig, og Deres Haars og Teints lyse Farver bringer mig i en hyggelig ueksalteret Stemning. Den Selvfølelsens Sikkerhed, der præger Dem, virker ogsaa beroligende, og dog kommer jeg til at smile, netop naar jeg tænker paa denne Sikkerhed, der en Gang blev brudt i mit Selskab. De husker nok, at det skete, men De aner næppe, at dér satte De en Plet paa Deres Karakter, som næsten faar mig til at opgive at beskæftige mig med Dem. Ti naturligvis kunde heller ikke De undlade at fortælle mig, at De elskede mig. Og naturligvis skete dette i samme Øjeblik, som jeg var ved at bemærke, at jeg ikke elskede Dem. Hvis De har en Smule komisk Sans, vil dette nu velsagtens more Dem.

Imidlertid kan jeg som Mandfolk ikke lade være at tænke paa denne Hyrdescene. Jeg vil endog divertere Dem med en Repetition. Man har saa godt af at opfriske saadanne smaa Minder; de volde Ubehag, men man lærer af dem. Og jeg kunde nok ønske, at De en anden Gang i et lignende Tilfælde vilde holde lidt mere paa Deres Værdighed.

De husker jo nok, at det skete paa Grosserer Clausens Bal. De var i højhalset Moiré med langt Slæb; pailletbesaaet over Brystet. De kom mig den Aften meget nær og pustede mig megen Erotik i Ansigtet. Jeg forstod Meningen og vilde afværge Følgerne. Saa bøjede jeg mig over Dem og holdt følgende bundaffekterede Tale for Dem.

»Jeg elsker Dem ikke,« sagde jeg og saa højtideligt paa Dem. »Jeg elsker Dem ikke, men Deres Skønhed beruser mig, og jeg føler Trang til at beruses. Deres Blik er ofte sorgfuldt og tildrager sig min Opmærksomhed. Et saadant Blik føler jeg Lyst til at gribe, indfatte i Guld og hænge i en Kæde om min Hals. Hvilket Smykke! Folks Misundelse vilde glæde min Stolthed.

Deres lyse Haarpur var det ogsaa skønt at eje — mine Venner vilde kalde det mit Hjems Solskin, maaske skrive Sonetter til dets Pris, og jeg vilde trykke Vennehænderne og smile gennem Taarer. Ligeledes Deres Pandes Oval, Deres Læbers Bue — ja, jeg kunde saaledes Punkt for Punkt gennemgaa al Deres Ynde, og hvert Punkt vilde være Misundelse værd.

Bag Deres sænkede Øjenbryn tænker jeg mig nysgerrige Øjne. De har næppe før set mig i dette Lune. Jeg viser mig sjælden i skarpt Omrids og forresten er min Aand broget som en Harlekinsdragt. At jeg taler saaledes, bør ikke forfærde Dem. Sagte bør De læne Dem tilbage i Stolen. Mine Ord ville da blive gyldne og inspirerede.

Som sagt — De har beruset mig, ikke blot ved Blik eller Stemme, Dragt eller Holdning. Beruselsen skyldes i samme Grad den Ømhed, der følger Dem overalt, der smiler frem fra Deres ganske Skabning. Et Slør af Ømhed svæver over Deres Pande og Haar, ja flagrer som en Kappe om Skuldrenes Troner. Og glider en Flig af denne Kappe over mine Øjne, da bæver mit Hjerte.

Men jeg elsker Dem ikke, jeg føler ingen Lyst til at eje Dem. Mine Hænder vilde aldrig vove at gribe om al denne Ynde. Ærbødig bøjer jeg mit Hoved for den Skønhed, der besjæler Dem; men min Elskov er som en flammende Komet, der ikke rører Deres Bane.

Inderlig takker jeg den Magt, der har lammet min hede Barbarattraa, og som lærte mig at tilbede uden at forlange. Ak, Frugten nydt er Frugten død! Husker De Høstvindens Hylen og de visnede Blades raslende Knokkeldans?

Hør mig — jeg beder om Deres Venskab: Venskabet er Fortrolighedens blide Land, der ikke kender forbudne Frugter; Venskabet er som en blomsterduftende Urtegaard, gennemsvævet af Lykkens brogede Sommerfugle. Hvorfor saa købslaa om vore Hjerter? Nej, i Venskabets Vidunderland skal vi i Fællesskab nyde Naturens omskiftelige Skønhed, Dagenes Poesi og Kunstens Liv. Og aldrig skal den Dag komme, da Kerubens flammende Sværd lukker Portene bag et tabt Paradis.«

Saaledes talte jeg. Og derefter bøjede De Hovedet, vendte Ansigtet fra mig — og græd.

Jeg spurgte Dem ikke, hvorfor De græd. Det behøver man nemlig ikke overfor Kvinder: De undlader ikke at fortælle én det selv.

Naturligvis: De elskede mig, De havde elsket mig længe, De vilde altid elske mig.

I det Øjeblik følte jeg ikke en Gang Venskab for Dem. Deres fine Sikkerhed var brudt, Deres ellers saa stolte Blik var usikkert.

»Det forbavser mig,« sagde jeg, »og det ærgrer mig. Ti i saa Fald havde jeg ikke behøvet at anstrænge mig for at vinde Deres Venskab; nu vinder jeg det nemlig aldrig!«

Og saa gik jeg.

Dette er vor Lidelseshistorie i ét Bind. De vilde beholde mig for Deres egen Mund og paatvinge mig det gode Selskabs medlidende Omtale, medens jeg Vilde gøre Dem til en Mands lykkelige Fortrolige.

Nu skriver jeg til Dem herovre fra Ensomheden. Fra dette Dydens Paradis, der ligger langt udenfor Deres erotiske Horisont, skal jeg nu og da sende Dem smaa Epistler. Jeg vil fortælle om de stærke og sunde Følelser, Landluftens Renhed vækker i mig. Ti jeg føler mig som et nyt Menneske herovre, hvor alt er saa uberørt og højtideligt.

En Ting maa De imidlertid love mit svage Menneskehjerte: Send aldrig Breve eller andre Lokkemidler til mit Eksil. Det er spildt Ulejlighed. Jeg aabner intet Brev, selv ikke Deres og — jeg samler ikke paa Frimærker.