Breve fra Ensomheden/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


Breve fra Ensomheden.djvu Breve fra Ensomheden.djvu/7 93-94

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

(DAGBOGSBLADE).


3 JULI.

Der fløjter en Drossel udenfor mit Vindue. Jeg hører et langt Løb af runde, svulmende Triller, der stiger og daler. Derude vifter Vinden mildt. Nu og da ser jeg et Lindeblad, gyldent i Lampeskæret, løftes over min Vindueskarm. Jeg følger dette Blad, medens det kommer og forsvinder.

Som en dugget Rose ligger denne Dag i min Erindring.

Det er ikke de rustne Raab fra Livets Gildelag, der genlyder i min Sjæl. Det er ikke købte Minder, hvis Glans fylder mine Tanker. Nej, nej, Margrete! Det er Din klare Stemme, jeg hører hviske bag min Rude. Din Stemme, min Tusindfryd!

Hvorfor forstummer Drosselsangen? Hvorfor dræber Mørket de ømme Toner? Intet dræbende Mørke skal liste sig ind i min Sjæl. Jeg vil sætte mig ved Vinduet og stirre ned over den lille sovende By og se Møllens oprakte Arme tegne sig mod Himlen.

Hvor frisk Du er. Hvor fin. Din Læbe er rød som Lynghedens ensomme Valmue. Din Kind er hvid med en Aftenskys Rødme, Dine Tænder blanke og blændende. Og Dit Haar! Dit Haar er sort som den Sorg, der er Ensomhedens. Drømmende kalder Dine Øjne paa mig og spørger, om jeg er god og om jeg forstaar Din Længsel.

Om jeg forstaar, Margrete? Er Din Længsel ikke ogsaa min.

Men — ak! — endnu har Du ikke brudt den Stilhed, hvori Din Kærlighed lytter. Endnu har dine Tanker ikke vovet sig til Dine Læber. Ti Du er bly og undselig, og Du har endnu i Dag ikke skænket mig andet Tegn paa dit Venskab end den Haand, Du rakte mig til Farvel og det Smil, der lovede saa meget.