Breve fra Ensomheden/17
19 JULI.
Kære Veninde. — Pennen er et farligt Legetøj! Dette er omtrent den eneste sande Erfaring, jeg har gjort herovre i min Ensomhed.
Ikke desto mindre vil jeg i Dag mure mig inde med Pen og Blæk. Blæsten suser over Lyngen og Regnen falder i Byger.
Jeg vil forklare Dem min Tilstand. Jeg har efter lange Overvejelser bestemt mig dertil; De ved, jeg overvejer altid nøje mine Skridt.
Den Følelse, der dikterer mit Brev, har allerede længe ulmet i mit Sind. Nu løfter den sig frem med høj Flamme. Kære Veninde — stor er min Beundring for Dem.
Jeg beundrer ikke Deres Skønhed, Deres Finfølelse og Evner — alt dette, som De nu vel selv anser for pragtfulde Juveler. I sin Tid har maaske netop disse Egenskaber fortryllet mig. Nu er det blot Deres store Dyd, der kalder paa min Beundring.
Naturligvis ejer De ikke denne Enfoldighedens hvide Dyd, som mangler enhver erotisk Forstaaelse. De har heller ikke Ensomhedens blide og melankolske Dyd, der ikke altid er Renhed. De har ikke Pligtens Dyd eller Offerdyden.
Nej, kære Veninde, De er i Besiddelse af den mest udviklede og kultiverede af alle de mange Afarter: Klogskabens store Dyd! Den, der ved alt, forstaar alt og dog kun ønsker ét: at blive tro mod sig selv ved at handle efter Samfundets erotiske Logik.
Er denne Dyd ikke den højeste mellem de mange? Eller rettere den eneste? Hvad vil nemlig det sige at være dydig, naar man hverken véd eller forstaar?
Denne store Klogskabens Dyd er De i Besiddelse af. Derfor vandrer De uden at trodse, den Vej, De nu engang skal vandre. Som et villigt Led lader De Dem føre ind i Forholdenes rolige Maskineri. Hvor De dog egner Dem til en Mand, der staar uvis overfor Livet og dets Vilkaar.
Naturligvis snakker man meget ondt om Dem i Byen. Men det tror jeg simpelthen ikke. Nej, Nej! De har endnu ikke lagt Erfaringens lasede Kaabe om Deres runde Skuldre. Endnu er De ung og skøn og saa klog i Deres Uskyld.
Jeg maa kaste min Pen. Jeg tør ikke skrive mere. Stemningen betager mig og gør mig usikker. Jeg er endog i Uvished om, jeg bør sende disse Linjer afsted — vil De forstaa dem? Vil De læse dem paa rette Maade og med Taalmodighed vente en Fortsættelse? Forstaaelsen beror nemlig paa en Fortsættelse, som De jo kan haabe kommer. Jeg ved kun nu, at jeg længes næsten pinagtigt efter Dem.