Spring til indhold

Bruger:LinuxChristian~dawikisource/Sandkasse

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Tekst af Jeppe Aakjær, 1916
Melodi af Th. Aagaard, 1916


Sneflokke kommer vrimlende
hen over diger trimlende,
det knyger ud af himlende,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer én om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene´
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-Knud!