Catullus 72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Digt 72[redigér]

Dicebas quondam solum te nosse Catullum,
Lesbia, nec prae me velle tenere Jovem.
Dixeli tum te non tantum ut vulgus amicam,
sed pater ut gnatos diligit et generos.
Nunc te cognovi: Quare etsi impensius uror,
Multo mi tamen es vilior et levior.
Qui potis est, inquis? Quod amentem injura talis
cogit amare magis, sed bene velle minus.

Fri oversættelse[redigér]

Lesbia, du sagde engang at du kun kendte Catullus,
og ikke ville favne Jupiter frem for mig.
Dengang elskede jeg dig ikke kun som én af hoben elsker sin veninde,
men som en far elsker sine sønner og svigersønner.
Nu har jeg lært dig at kende; skønt jeg brændes mere oprigtigt.
Så er du dog for mig meget billigere og ubetydeligere.
Hvordan er det muligt, siger du? Fordi en sådan krænkelse
tvinger den elskende til at elske mere, men men at holde mindre af dig.