Dødningen

by Hans Christian Andersen

Omtrent en Miil fra Bogense finder man på Marken i Nærheden af Elvedgård, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskårne i Form af to Kroner.

Som ganske unge Spirer voxte disse Hvidtjørne i en lille Hauge, som låe der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgård et Nonnekloster rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt.

Det var en smuk August-Aften, Myggene opførte deres luftige Françaiser, og Frøerne sade som fugtige Spillemænd og qvækkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester, Nonnerne havde just endt den fromme Aftensang og hver begav sig til sin Celle. Omkrandset af Skoven låe den lille Indsøe så stille og speilklar ved Klosteret, kun når en Fisk slog op forstyrredes den rolige Flade; men imellem Elverkrattet, såe man ved Fuldmånens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Tåger svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en Sølv-Krone på Hovedet, der skinnede med blåligt Skjær i Månelyset; dybt nede i Mosen legede Løgtemændene Tagfat om en lille Høi, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteånd, men han måtte vist ikke have forstået Kunsten ret, thi den Nedmanede fløi hver Midnat, i store Kredse, som en kulsort Ravn og skræmmede Egnens Beboere ved sit hæse Skrig.

Der var allerede ganske mørkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de småe Ruder. Indenfor de nøgne Leervægge låe en gammel Bonde på Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Hånd fast til sine Læber. Fårekyllingen peeb så varslende i Krogen, Lampen var næsten udbrændt; den Gamle såe endnu engang med store, stive Blikke på Sønnen, knuede krampagtigt hans Hånd og sov.hen i Herren

Johannes græd høit, nu følte han sig med eet så ganske ene i Verden; vel havde han mange Ligealdrende og Bekjendte der i Egnen, men der var jo ingen han ganske kunde slutte sig til, ingen, der ganske kunde dele hans Følelser.

Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran Faderens Dødsleie; han holdt endnu den Dødes kolde Hånd fast i sin, og deilige, brogede Billeder fløi i Drømme forbi hans Sjæl. Han såe sin Fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og liigklædt Pige satte ham en Krands på Hovedet; hans gamle Fader lagde Pigens Hånd i hans; - han vågnede, og følte nu kun Faderens kolde Dødninghånd, og så den Dødes brustne Blikke, der uden Seekraft stirrede på ham.

Det var en Fredagmorgen de førte den Døde til sit sidste Hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte Kiste der gjemmede ham hans kjære Fader; Munken læste en latinsk Bøn og kastede Jord på Kisten, da var det, som hans Hjerte skulde briste, men da Chor-Drengene sang og svingede Røgelseskarrene, så den blålige Røg hvirvlede op imellem de grønne Hække, da smeltede han hen i Gråd; han syntes i de spæde Stemmer at høre Guds Engle der sang hans Fader imøde. Han såe op imod Himlen, såe rundt omkring sig; Alt åndede et frodigt Sommer-Liv; da blev det ham klart i Sjælen, at Døden ikke kunde være Tilintetgjørelse; Fuglene sang så smukt rundtom i de høie Kastanietræer, og høit oppe under den blå Himmel seilede de lette Skyer langtbort til fremmede Lande. Da vågnede en mægtig Længsel hos ham efter at see sig om i Verden. Skaren drog tilbage til Sørgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afdøde og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den Døde bleve de selv mere levende; en mædsket Munk, der lignede den hogartske, havde påtaget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder så godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skåret og sammenføiet et stort Trækors, det bar han hen på Kirkegården og satte på Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestrøet med Sand og Blomster.

Tidlig den næste Morgen pakkede han sig en lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der bestod i 50 Rdlr., og med denne og en lille Pung, hvori var nogle Sølvskillinger, forlod han Huset for at drage ud i den vide Verden. - Veien gik over Kirkegården hvor han først tog Afsked med sin Faders Grav, en Lærke sad på Trækorset og sang, men flagrede strax bort mellem de duftende Hyldetræer, da Johannes nærmede sig.

Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark strålte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Tågerne fra Engen, og alle Blomsterne nikkede i den friske Morgenvind, som de vilde ønske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om på Høien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han var døbt, og hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde bedet til Christus og alle de Hellige; da såe han høit oppe i et af Hullerne i Tårnet, Kirke-Nissen ståe med sin lille røde, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm, da ellers Morgensolen skar ham i Øinene; Johannes nikkede ham sit Levvel, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Hånden på Hjertet og kyssede mange Gange på Fingrene for at vise ham sine varme Ønsker om at Reisen måtte blive lykkelig.

Med Hovedet fuldt af brogede Drømme om den store deilige Verden han nu først ret skulde see, fjernede han sig alt mere og mere det kjære Barndoms Hjem. Gjenstandene blev snart nyere og fremmede Ansigter hilsede ham. Den første Nat indlogerede han sig i en Høestak på Marken, og sov der som en persisk Fyrste i sit strålende Sovkammer. Den grønne Mark var hans Gulvteppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhække vare hans Blomstervaser, og som Vandfad havde han den hele Aae med sit friske rindende Vand. Månen hang som en stor argantisk Lampe under det hvælvede Loft og brændte med en stadig Flamme. Uden nu at være i Frygt for at Lyset der, skulde brænde ned i Stagen eller vælte, og tænde Ild i det blåe Loft og de lette Sky-Gardiner sov Johannes, til et Chor af vingede Spillemænd vækkede ham den næste Morgen.

Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle så venligt den fremmede Vandringsmand med det åbne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte på Altarbordet, men Johannes stod allene på Kirkegården, såe de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med høit Græs, da tænkte han på sin Faders Grav, der nok også snart vilde synke således sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. - Taus sadde han sig ned og rykkede Græsset af een af de nærmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen på deres Sted, i det han tænkte, at også en kjærlig Hånd vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.

Ved Kirkegårdsporten stod der en gammel Tigger med et fromt ærværdigt Ansigt og lenede sig til sin Krykke, med ham deelte han den lille Rest han endnu havde af Sølvpengene i sin Pung, og gik så roligt og fornøiet videre frem i den vide Verden.

Ved Stranden fandt han en Skipper der låe seilfærdig, og for den lille Rest af sine Sølvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide Segl for den friske Søevind; den deilige danske Kyst med sine Skove og Bakker fjernede sig mere og mere; Bølgerne væltede sig skumhvide mod Skibets Forstavn, og let som en Fugl fløi det hen over Havet til fremmede Lande; henimod Aften viste sig en ny Natur-Scene for ham. Havet blev med eet roligt, Fladen var glat som et Speil, men langtborte suuste det i Luften som et Forbud på det kommende Uveir; sorte tunge Skyer hævede sig på Horizonten, og de hvide Måger flagrede ængsteligt med hæse Skrig henimod Kysten som man øinede i nogen Afstand. Før Skibet endnu nåede Land, var Uveiret kommet nærmere; Johannes stod ved Masten og såe henrykt ud i den oprørte Natur. Solen gik just stor og rund ned i Havet og alle Bølgerne spillede med en underlig Blanding af Rødt og Grønt. Over Havet hvælvede sig en deilig Regnbue og under denne stod den store Uveirsskye, ikke sort og truende, men farvet med et mildt Rosenskjær af den synkende Sol, og midt i dette blegrøde, spillede de blåhvide Lynstråler. Med ganske underlige Følelser betrådte Johannes Kysten; han stod jo nu i et fremmet Land, og Havet låe imellem ham og Hjemmet. Men snart forjog Synet af de mange nye Gjenstande det øieblikkelige Mismod; Uveiret syntes at drage bort over Havet, Aftenen var så kjølig og smuk, han besluttede derfor strax at vandre videre; men efter nogle Timers Forløb, havde Uveiret vendt sig, og vor kjære Ungersvend måtte fordoble sine Skridt for at komme under Tag før Regnen brød løs. Det blev alt mørkere og mørkere omkring ham; endelig såe han en Kirke, der låe eensom på en skovbegroet Høi; han stræbte der hen og fandt Døren til Våbenhuset på Klem. Rigtignok blev han ved Indtrædelsen lidt underlig om Hjertet ved at see sig i Selskab med en Død; thi på Løibænken låe Liget af en midaldrende Mand med foldede Hænder og Svededugen over Ansigtet.

"Jeg vil ikke forstyrre den Dødes Ro," tænkte han, "kun låne Tag til Uveiret er draget over." Stille sadde han sig i Krogen, og var nær falden i Søvn, men da Regnen hørte op og Stormen sagtnedes, hørte han det pusle ganske underligt ved Døren og to store mørke Skikkelser trådte ind, de nærmede sig den Døde og loe fælt i det de voldsomt toge fat på ham.

"I Jesu-Navn hvem er I!" råbte Johannes og trådte frem imod dem. "Hvorfor vil I forstyrre den Dødes Fred?"

Mændene studsede, men efter nogle Øieblikke begyndte den ene ganske hæsligt at lee og sagde med råe Stemme:

"Hævn, min Broder! Hævn! - denne Døde skylder os 50 Rdlr., som vi lånte ham for nogle Dage siden; det var på Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men så gik han os igår hen og vilde trække en lurvet Tigger-Dreng op, der var faldet i Aaen, og blev der så selv lidt for længe. Nu kan vi skyde en hvid Pind efter Pengene! os har han narret, og gjælder dog hos alle gamle Kjærlinger for en Guds Mand, men når vi nu har kradset ham lidt, så vil nok Bladet vende sig, og man vil ryste på Hovedet og vidske om Satan og hans Engleskare; forståer Du mig?"

"Men om jeg nu træder frem i Morgen," svarede Johannes, "og fortæller hvad I nu så åbenhjertigt har sagt mig, hvad så?"

"Hvad så!" svarede Manden, "ja, når vi frygtede det, så kneb vi Dig nu strax i Halsen, så Øinene skulde ståe ud af Hovedet på Dig som på en kogt Krebs! men det frygte vi ikke for; thi til Gavn kan det aldrig blive Dig, og en Ulykke vilde Du være vis på!"

Således talede Manden og greb nu atter fat i Liget for at mishandle det; men Johannes trådte dristigt imellem og søgte med al sin Veltalenhed at forhindre det, men uden Nytte.

"Min Vei gåer ud i den vide Verden," sagde han tilsidst, "jeg har hverken Fader eller Moder, og min hele Rigdom er 50 Rdlr.; såmeget er det jo den Døde skylder Eder? Vil I nu ved Gud og alle Helgene love mig, ikke oftere at forstyrre hans Fred, så vil jeg gjerne give Eder min lille Eiendom!"

"I vil betale den Dødes Gjæld?" spurgte den ene og såe på ham med store Øine.

"Ja," svarede Johannes, "når jeg kun kan være vis på at I vil forunde hans arme Legeme Ro, og ikke søge at forringe hans ærlige Rygte. Her er Pengene, men gjør først Eed over den Døde, og læg Eders Hånd på hans kolde Hoved!"

Mændene adløde og forføiede sig snart veltilfredse hjem med Pengene; men Johannes lagde først Liget tilrette igjen på Løibænken, og foldede dets kolde Hænder før han greb til Vandringsstaven og sagde den Døde Farvel.

"See nu er jeg lettet for den Byrde!" tænkte han, "ingen Røver skal nu slåe mig ihjel for mine Penges Skyld, og jeg har ærligt betalt mit Nattely; vor Herre vil nu nok sørge for hvad der videre skal komme!" Rolig og tilfreds forlod han Våbenhuset; Uveiret var draget over og Fuldmånen skinnede hvid og klar fra den blå Himmel. Natten var så mild og kjølig og alle Buske og Træer i Skoven hvor han gik duftede så friskt og kvægende; lystigt legede de små Alfer i Krattet, og lode sig ikke forstyrre af den Fremmede der gik forbi og såe på deres Lege, thi han var et godt, uskyldigt Menneske. - Nogle af Alferne vare ikke større end en Finger og havde deres lange gule Hår opheftet med Guldkamme; andre vare kun en Tomme i Høiden, det var vistnok de mindre Børn, og de morede sig med at seile i store Blomsterblade der gyngede på Duggen i det høie Græs; væltede sådan en lille Båd så Alfen faldt på Hovedet ned og blev borte i Græsset, da blev der en Latter og Støi af de andre Små-Puslinger. - Fra Hæk til Hæk måtte store brogede Ædderkopper med Guldkroner på Hovedet, spinde dem flere Alen lange Hænge-Broer og Paladser, der, besprængte med de fine Dugdråber, såe ud som de vare indvirkede med Diamanter. Hele Skarer af luftige Alfer hoppede nu om på disse Broer og Slotte til den lyse Morgen, da forsvandt de allesammen, og Vinden førte deres deilige Bygninger bort, der nu kun flagrede hen i Luften som store Spindelvæve og forsvandt reent, da Solen kom høiere på Himlen. I det Johannes således vandrede fremad i levende Drømme, hørte han en stærk Mandsstemme råbe bagved sig: "Holla Kammerat! hvorhen gjelder Reisen?" Han vendte sig om, og såe en rask Mand på omtrent 30 Aar, han var velklædt, havde en lille Randsel på Ryggen og støttede sig på en stor Knortekjæp.

"Jeg gåer ud i den vide Verden," sagde Johannes, "min Fader er død, og jeg er kun en fattig Knøs, men vor Herre, tænker jeg, hjælper mig nok! Fuglen synger og har dog hverken Korn eller Penge, og det gåer mig ligesådan."

"Min Vei gåer også ud i den vide Verden," sagde den Fremmede; "skal vi da ikke gjøre Følgeskab? To slåe sig altid bedre igjennem end een!" Rask gled Talen ham fra Tungen, Johannes følte sig underligt draget til ham, og snart vare de ret fortrolige og bekjendte med hinanden.

Den Fremmede besad sjeldne Kundskaber, havde seet sig meget om i Verden; Johannes lyttede forundret til hans Tale, en heel ny Verden viste sig for ham, og Alt hvad han før kjendte, trådte nu frem i en ny og klarere Skikkelse. Han beskrev ham så levende de uendelige, høie Bjerge med deres evige Iis og Snee; hvorledes Skyerne hang dybt nede under Vandringsmanden; hvor reen Luften der var, så at Himlen hvælvede sig i det mørkeste Blåe, og Solen stod uden blændende Stråler i det stærkeste Ildrødt. Hvor skjønt der var imellem disse Bjerge, hvor Iispyramider vexle med Blomstertæpper og gyldne Kornmarker; og hvor man fra den høieste Spidse skuer ud i det Uendelige; og hvor da de lavere Bjerge med deres Gletscher og Snee see ud som et oprørt Hav, der i et Nu er stivnet med sine uhyre Bølger. Han fortalte ham også om Bjergenes Indre, hvor det blinkende Ærts slyngede sig som Bække og Floder i uendelige Bugter; om de store Have med deres Koralklipper og store Uhyrer; og om uendelige mange Riger og Lande på denne Jord.

Aldrig havde Johannes tænkt sig Verden så stor; jo mere den Fremmede fortalte, desto større blev den for ham; men som han meest undrede sig over dens Storhed, pegede den Fremmede mod Himlen, viste ham Solen, og udviklede hvorledes enhver Stjerne, der tindrede ham om Natten kun som en lille Prik, var en Klode, større og måskee skjønnere end denne Jord her; da svimlede Johannes ved Tanken om det store Uendelige, men rystede derpå med Hovedet og trykkede smilende den Fremmedes Hånd idet han takkede ham for det deilige Eventyr, thi andet kunde det jo ikke være. -

Solen stod allerede høit da de gjorde Rast under et stort Træ; den Fremmede deelte sit lille Forråd med ham, der bestod i Brød og Viin; en sådan Drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem Frokost i det Grønne. Skoven hvælvede sig som en Riddersal, og høit oppe i Galleriet, der var betrukket med ægte Grønt der ikke gik af i Vadsken, sang Fuglene, som de største Sangere, smukt fra Bladet, og ikke een slog en falsk Trille.

Vore Vandringsmænd havde næsten fortæret deres Frokost, da der nærmede sig en gammel, af Alderen krumtbøiet Kone; hun bar på sin Ryg et Knippe Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven, og støttede sig med den ene Hånd på en Krykkestok, men holdt med den anden tre store Riis af Bregner og Vidier. Langsomt og stønnende skred hun fremad, men som hun var nærved dem begge sank hun til Jorden og udstødte et smerteligt Skrig; de sprang strax op for at hjælpe hende, men hun havde i Faldet brukket sit ene Been. Hun jamrede høit af Smerte, og bad dem føre hende til sin Hytte, som kun låe et lille Stykke Vei derfra. Johannes greb hende strax i sine Arme, men den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Græsset, tog så en Krukke frem af sin Randsel og forsikkrede at den gjemte en kostbar Salve, der ikke alene strax kunde hele Beenbrudet, men endogså gjøre hende det Been langt raskere end det før havde været, men til Belønning forlangte han de tre Riis hun bar i Hånden. Den Gamle stirrede forundret på ham og mumlede sært med de tandløse Gummer:

"Kold og hvid, varm og rød,

"Kongekrone eller Død" -

og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, før den Gamle reiste sig, og forsikrede at hun endnu aldrig havde været så let på det Been før, og bad ham, dog endelig at smøre det andet lidt med, for at hun ikke skulde komme til at hinke, men kunde blive lige rask på begge Benene; neppe havde han opfyldt hendes Ønske, før begge Pusselankerne gik på hende som nogle Trommestikker, hun knixede og forsvandt i den grønne Skov.

"Hvad vil Du med de Riis?" spurgte Johannes den Fremmede, som gjemte dem omhyggeligt i sin Randsel.

"Bruge dem når jeg bliver Kjærtesvend og skal ledsage min Dame;" svarede han, "o det var en ganske fortræffelig Fangst!"

Henimod Aften trådte de ud af Skoven, og en stor viid Udsigt låe foran dem.

"Hvilke sorte Skyer trække ikke op derude!" sagde Johannes, "det bliver vist Uveir til Natten."

"Sorte Skyer;" afbrød den Fremmede ham, "nei det er Bjerge, imorgen ville vi kunde være der."

Med hvilken Længsel stirrede ikke Johannes der hen og ønskede endnu i denne Aften at kunde være der, men den Fremmede fandt det rigtigst at de udhvilede sig i det nære Værtshuus, for at de med fornyede Kræfter den næste Morgen kunde begynde deres Bjerg-Reise.

I Krostuen var der en stor, broget Forsamling, thi en Marionetspiller havde her på nogle Tønder opreist sit lille Theater, og vilde give Dronning Esters deilige Historie. Johannes og den Fremmede toge sig Plads imellem de andre Tilskuere, hvoraf nogle røge Tobak, og andre sladdrede ganske lystigt. En tyk Slagter som lod til at være den fornemste i Selskabet sad nærmest Theateret med sin store Bulbider ved Siden, der gloede omkap med det øvrige Publicum på den kongelige Herlighed der nu viste sig.

Kong Ahasverus havde allerede ophøiet Ester til Dronning; Mardochæus var ført om på en deilig hvid Hest og Haman hængt; nu kom den sidste Act hvor Jøderne skulde ihjelslåe alle deres Fjender; hu! hvor der var en Ødelæggen; Kongen og Dronning Ester sad midt på Torvet på en deilig Trone og de havde begge Guldkroner på Hovedet og lange røde Kapper som de småe Jøde-Drenge bare Slæbet på. Hvergang der faldt et Regiment Hedninger nikkede Ester og hoppede op og ned på sit Sæde, så det var en Lyst at see på, men med eet, Gud må vide hvad den store Bulbider tænkte, da den tykke Slagter nu af Interesse for Stykket glemte at holde på ham, foer han i eet Spring op på Theatret, væltede alle Drabanterne og tog Dronning Ester midt i hendes tynde Liv. "Knik, knak! hvor gik hun i Stykker, og den arme Marionetspiller jamrede sig gyseligt, thi det var jo hans første Prima-Donna, Hunden havde bidt Hovedet af. Comedien var da nu forbi for dene Gang, og enhver begav sig til sit; da tog den Fremmede den stakkels Dronning Ester i sine Hænder, og smurte hende med den kostelige Salve han eiede, og strax blev hun heel, og hvad der endnu var mere underligt, hun bevægede sine Lemmer af sig selv, og gjorte en dyb Compliment og slog ud både med Arme og Been. Da blev Marionetspilleren så glad i sit Hjerte, thi nu kunde hun selv røre sig, uden at han behøvede at trække i Snorene, og manglede alene Mælet for at være en fuldkommen Dame.

Efterat have holdt et tarveligt Aftensmåltid, lagde de sig til Ro, men de kunde ikke sove for en underlig Sukken og Stønnen, der syntes at komme fra Theatret; Marionetspilleren løftede Forhænget tilside, der låe alle Ridderne og Damerne, Kongen og Drabanterne, imellem hverandre og sukkede så det skar ham i Hjertet, de stirrede på ham med deres store Glas-Øine, og det var som de bade om, at blive smurt lidt, ligesom Dronningen, for at også de kunde bevæge sig af sig selv. Dronning Ester knælede også ned og udstrakte sin Guldkrone, ligesom hun vilde sige: "tag den! men smør min Gemal og mine Hoffolk!" da kunde Marionetspilleren ikke længer modståe, han lovede den Fremmede, at give ham hele Indtægten for denne Aften og mere til, når han kun vilde smøre nogle af de andre Marionetter med, men den Fremmede forlangte allene det store Slagsværd han bar ved sin Side, og da han havde erholdt det, gned han snart Liv i de fornemste Træmænd.

Ved næste Dag-Gry forlode de Værtshuset, for at begynde deres Bjergreise; det gik bestandigt Bakke op ad, gjennem Krat og Buske; snart antog Alt rundtom et vildere Præg; høie Fjeldstykker hang truende ud over deres Hoveder; Fodstien var så snever, at Johannes svimlede og var styrtet ned i den frygtelige Kløft under sig, havde ikke den Fremmede understøttet ham. Udsigten blev nu friere, Solen stod op og skinnede med sine røde Stråler på de hvide Bjergtinder, men dybt nede låe Dalen i en blålig Tåge, der dunstede bort i Morgensolen. Johannes var hensjunken i Beskuelsen af denne Pragt; han såe og anede kun Gud i den store Uendelighed, da lød der ganske underlige, himmelske Toner over hans Hoved; underligt smæltede de hen med hans Hjertes Følelser; han såe i Veiret, en stor, hvid Svane svævede i Luften, dens Sang hendøde i smeltende Harmonier, og som båren af Vinden, sank Fuglen med bøjet Hoved ned for hans Fødder og var død; da greb den Fremmede det store Slagsværd, som han havde fået af Marionetspilleren, og nu bar ved sin Side, huggede i to stærke Slag de store Svanevinger af, og gjemte dem under sin Randsel.

Johannes var så forundret over alt det Nye han såe og hørte, at han ikke kunde sige et Ord, men den Fremmede greb hans Hånd og sagde: "see! kom ikke Sværdet mig nu ret til Pas? for disse Vinger skal vi fåe Guld, og for Guldet et lystigt Måltid!"

Således vandrede de nu fremad mellem Bjergene, "hvor Alt er stort og deiligt," sagde Johannes, "hvad mon der ikke være for deilige Lande på hin Side af Bjergene?"

"Der ligger Phantasiens Verden!" sagde den Fremmede, "jeg tænker at vi næste Morgen skal kunne see dens glimrende Diamant Bjerge!"

Da de nu havde reist mange Mile fremad, såe de dybt nede i en Dal mellem Bjergene, en stor Stad med mange Tårne der glindsede deiligt i det klare Solskin, og midt i Byen låe der et prægtigt Marmorslot tækket med Sølv og Guld, og her residerede Kongen. Omtrent en Miil fra Staden låe der et stort Krohuus, og alle vare her i Arbeide med at opreise en Æreport, som Pigerne behang med Blomster og Krandse. Af Verten erfarede vore Vandringsmænd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortræffelig Regent, og nær beslægtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzi's dramatiske Eventyr "de tre Pommeranzer".

"Ak!" sagde Verten, "vor allernådigste Hjerterkonge er en fortræffelig Mand, ret en Hjertens Mand, og derfor male de ham også altid af med to Hjerter, men hans Datter - ak! ak!"

Her begyndte den gode Gamle, så bitterligt at græde, så han ikke kunde fåe et Ord mere frem; da han siden havde fattet sig erfarede de, at Kongedatteren var skjøn som Solen, men var tillige en ond og arrig Hex, der var Skyld i mange deilige Prindser og mandhaftige Ridderes Død. Enhver, ligefra Kongesønnen til Betleren, var det tilladt at beile til hende, men kunde han ikke svare på tre givne Spørgsmål, eller rettere, gjætte tre Ting, da lod hun, som en anden Turandot, ham uden Nåde og Barmhjertighed henrette. Den gamle Konge var færdig at gåe af Sorg i Graven over sin ugudelige Datter, og over at have givet hende et helligt Løfte, ikke at blande sig i hendes Kjærlighedshandel. Ja, der var endogså forordnet eengang om Aaret en stor Bededag, hvor da Kongen med hele Folket låe på Knæ og bad om, at Prindsessen måtte vende om på den rette Vei, og fåe et nyt og bedre Hjerte; Sorgen var så stor, at selv de gamle Kjærlinger i Byen farvede deres Brændeviin sort, for også selv ved dette, at vise deres Bedrøvelse.

"Men er hun da så smuk?" spurgte den Fremmede.

"Ak ja," svarede Verten, "vor Herre har givet hende en skjøn Skabilon! men hvad nytter det? Et Æsel er dog et Æsel, bære det endogså et gyldent Dække! og Adel uden Dyd er en Løgte uden Lys! ak, når de først klappe med Skovlen på hendes Grav, så har den Herlighed en Ende; så skal hun sove i de røde Lagener, hvor Sengene er hede uden Varmebækken! Gud bevare os alle sammen! - Om en Stund kommer hun her forbi, derfor har jeg måttet lade reise denne Æreport; hun skal nu besee det nye Marmorbad! o Gud give hun måtte drukne deri, den lede Satan! men hun drukner ikke! hun drukner ikke!"

Johannes og den Fremmede sadte sig imidlertid til Bords i Gjæstestuen for at nyde lidet, da de pludseligt bleve afbrudte ved larmende Hurraråb; de gik til Vinduet; der stod Verten udenfor og svingede med sin hvide Hue, og Piger og Karle holdte Krandse i Veiret for Prindsessen der med sit Følge reed igjennem den med Blomster og Grønt pyntede Æreport. Foran såe man to unge Riddersvende, ganske klædte som Hjerterknægt i Spillekortene; hendes Terner rede på sorte Heste, vare iførte røde og blå Kjoler, og holdte hver en deilig Guld-Tullipan i Hånden, men Prindsessen selv sad på en hvid, arabisk Hest, og hendes himmelblåe Kappe flagrede i Vinden; på Hovedet bar hun en Krone af funklende Ædelstene, og de brune Lokker fløde i store, fyldige Ringe ned over hendes Barm og den tynde, hvide Kjortel der forrådte Legemets yndige Former. Hendes Pande var høi og ædel, og under de fiint tegnede Øienbryen funklede to store, sorte Øine, der måtte kunde skyde Pile gjennem det hårdeste Hjerte; Munden, Kinderne, Halsen ... dog, hun var allerede forbi Huset, men hendes Blik havde hvilet på Johannes, der stod som forstenet og stirrede ud efter Prindsessen, i hvem han troede at see det skjønne Drømmebillede der havde svævet for ham ved hans Faders Dødsleie.

Han fortalte den Fremmede sin Drøm, hvorledes Faderen havde lagt den smukke Piges Hånd i hans, hvor lykkelig han havde følt sig, og hvor levende det Hele endnu stod for ham, da han vågnede op og holdt, istedet for Pigens, sin Faders iiskolde Dødninghånd fast i sin.

"Men," sagde den Fremmede og rystede på Hovedet, "læg Mærke til det ulykkelige Varsel, vågn i Tide op af dette ulykkelige Kjærligheds Blund, og ikke siden, når Dødens kolde Hånd griber Dig! tænk på de mange deilige Prindser og mandhaftige Riddere, der ere dræbte før Dig, og lad mig ikke så tidlig, og på en sådan Måde, miste en kjær Reisekammerat!"

Men Johannes kastede sig til hans Bryst, og smeltede hen i Gråd; han kunde ikke løsrive sig fra sit deilige Drømmebillede, som han nu havde seet svæve sig lyslevende forbi; det var som usynlige Magter reve ham med sig, han måtte see og tale med den deilige Prindsesse; hvad skjønnere kunde han finde i den hele vide Verden? Det var som om han nylig havde læst Werther og Siegwarth, han kunde kun elske og døe.

Efter vel at have børstet sine Skoe og sin Kjole, vadsket Hænder og Ansigt, og kæmmet sit gule Hår til een Side, gik han ene ind i Byen, op til det store Slot, der glimrede af Sølv og Guld i Sol-Lyset. Med stærke Slag bankede han på Kobberporten, men ingen åbnede den, han bankede atter, men først da han slog med Hammeren for tredie Gang, knagede den på sine massive Hængsler; det var den gamle Hjerterkonge der selv kom og lukkede op; han var i Schlafrock og Tøfler, men på sit ærværdige Hoved bar han, om de hvide Sølvlokker, den tunge Guldkrone og holdt Scepteret og Æblet under Armen, medens han med en stor Guldnøgle åbnede Porten.

Da han hørte at Johannes var en ny Beiler til hans kongelige Datter, brast den Gamle i Gråd, så at Scepter og Æble faldt til Jorden; han løftede begge Hænder imod Himlen og tørrede sine Øine i den kostbare Schlafrosk. Derpå tog han Johannes ved Hånden og førte ham ind i Prindsessens Lysthauge. I hvert Træ hang der tre, fire kongelige Beilere, hvis Beenrade ranglede med de tørre Knokler og skræmmede alle Sangfuglene bort fra Haugen. Blomsterbedene bestod af Menneskebeen, og rundt om på Terrasserne grinede fæle Dødninghoveder, og i Marmorbassinet legede Fiskene med de Dræbtes blødende Hjerter.

"Ak min Søn," sagde den gamle Konge, "her seer Du hvad der venter Dig! læg ikke mere Blod på mit og min Datters Hoved, vend om, eller Du mister snart Dit unge Liv!"

Johannes trykkede med Ærbødighed den gamle Konges Hånd til sine Læber, men forsikrede tillige, at hans Beslutning var urokkelig. Da larmede det i Slotsgården; Prindsessen kom tilbage, steeg af Hesten og var snart i Haugen hos dem begge. Johannes talte, men han vidste ikke selv hvad han sagde, thi Prindsessen smilede så saligt til ham og rakte ham sin hvide Hånd til et Kys; hans Læber brændte, han følte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembare for ham, han såe kun sit skjønne Drømmebillede, og det eneste han hørte var, at hun bød ham møde på Slottet næste Morgen, da Dommerne og Rådet vilde være forsamlet til hans første Prøve.

Ude af sig selv af Glæde kom han tilbage til Kroen, faldt den Fremmede om Halsen og fortalte ham sin Lykke; denne rystede lidt med Hovedet, men smilte derpå ret fornøiet, idet han trykkede Johannes fast i sine Arme, og sagde: "Du stakkels, kjære Knøs! i Grunden burde jeg græde over, at jeg således skal miste Dig; men jeg vil dog ikke forstyrre Dig den sidste Dag Du har at leve i; lad os være ret lystige i Dag! jeg gjør Dit Grav-Øl i Aften, men lad os troe det er Dit Jaord! - Imorgen er det tidsnok for mig at græde over Dig!"

Som en Løbe-Ild havde Rygtet imidlertid udbredt sig i Byen, at der var kommen en ny Beiler til Prindsessen; Komoediehuset var blevet lukket; Kongen havde befalet, at anlægge Hofsorg, og i alle Kirkerne bad Præsterne for den nye Beiler.

Da Solen var gået ned, sad begge vore Vandringsmænd i det lille Kammer, i Værtshuset; to Lys brændte i Armstager, og en stor Bolle Punsch dampede på Bordet. Den Fremmede var uhyre lystig, næsten overgiven; med tusinde morende Indfald forkortede han Tiden og nødte Johannes bestandig til, at tømme det fyldte Glas. Den stærke Drik, som var ham ganske uvant, virkede snart; Johannes nikkede med Hovedet og sov ind. Den Fremmede lagde ham stille hen i Sengen, tog imod Midnat sin Randsel frem, bandt sig de to store hvide Svanevinger på Ryggen, tog det ene Riis i Hånden, åbnede Vinduet, og fløi nu ind over Byen til det kongelige Slot, hvor han satte sig bag en Søile, udenfor Prindsessens Sovekammer-Vindue.

Alt var så stille i Byen; kun en enkelt Gang hørte man Skildvagternes og Vægternes Snorken; Klokken slog tre Qvarteer til Tolv; da åbnede sig Vinduet til Prindsessens Sovekammer, og let svævede hun i et stort hvidt Gevant og på store Ørnevinger, ud over Byen til det nærliggende Bjerg; men den Fremmede gjorde sig usynlig, fløi bagefter og pidskede ret lystigt på Prindsessen med sit Riis, så at hendes røde Blod faldt som Dugdråber ned på Markens Græs og Blomster. Uh, hvor det var en underlig Tour igjennem den skarpe Luft! Vinden tog i hendes lange hvide Gevant, og Månen skinnede derigjennem.

"Hvor det hagler! hvor det hagler!" sukkede Prindsessen ved hvert Slag hun fik af Riset. Endelig nåede hun Bjerget, og bankede på; da drønede det underligt derinde, som om tusinde Jernkjæder faldt i en Afgrund; Fjeldvæggen brast, og Prindsessen med sin usynlige Ledsager, steeg ind i den dybe, hvalte Klippegang. Med samme Brag igjen lukkede Bjerget sig, og utallige småe Nisser, der tjente den mægtige Trold som her boede, bare den deilige Prindsesse ind i den store Thronsal. Over tusinde Søilegange strakte sig herfra gjennem Bjerget, og alle strålede af Ærts og Glimmerstene, hvis Stråler brødes i de deiligste Farver; en kunstig Sol og Måne lyste høit oppe under Hvælvingen, og Gulvet var indlagt med brogede Stene og Blomster. Høit på en Throne af det pure Guld, sad Bjergets Konge med en Krone på Hovedet, der bestod af een eneste Rubin; hans sorte, filtrede Marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblåe Ansigt; han kyssede Prindsessen på Panden og lod hende tage Plads ved sin Side; snart begyndte der en stor Lystighed, Troldens hele Hof kom i Bevægelse; hvor der var et Summen og Brummen! småe Frøkener, neppe en Alen lange, dandsede med pene Krigsmænd, der heller ikke vare større, så at man skulde troe at Uniformen, Sabelen og den lille Hat med de vaiende Fjer, alt var kun en Maskerade. Ingen såe den Fremmede der havde stillet sig bagved Thronen, men han hørte og såe desbedre Alt. Således opdagede han, at de fleste opvartende Kavalerer og de som lukkede Dørene op, ikke vare virkelige Trolde, men kun nogle Træ-Klodse, som deres mægtige Herre, Trolden, havde hexet Liv i, og ladet fåe de prægtige Klædninger de bare. Hist hoppede en af Hoffets skjønne Aander, men det var, når han ret betragtede ham, kun et Kosteskaft med et Kålhoved på Spidsen, som de selv havde skabt til deres Genie og behængt med en gyldenstykkes Kjole. Efterat der nu var dandset, og fremfor alt sagt mange Dumheder, vilde Prindsessen bryde op, men først fortalte hun Trolden, at en ny Beiler havde indfunden sig, og spurgte ham derfor til Råds, om hvad hun skulde tænke på denne Nat, for at forelægge sin Beiler det, når han næste Morgen indfandt sig på Slottet.

"Hør," sagde Trolden, "jo simplere Tingen er, des vanskeligere er den ham at gjette; tænk derfor på Eders Skoe - Jeg håber ellers vi sees igjen næste Nat, og en langt mere glimrende Fest, end denne, vil da vente Dem."

Prindsessen neiede, og alle de småe Kavalerer bare hende på deres Hænder til Udgangen af Bjerget, hvorfra hendes egen Kavaleer, på samme Måde som før, ledsagede hende til Slottet, hvor hun steeg ind af Vinduet, klagende over det stærke Hagl-Veir.

Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, sov Johannes endnu; han løste i Hast sine Vinger af, og lagde sig til Ro ved hans Side. Ved Daggry vågnede Johannes, den Fremmede sprang også op fra Leiet, fortalte ham, at han havde drømt ganske underligt om Prindsessen og hendes Skoe i Nat, og bad ham derfor ret inderligt at spørge Prindsessen, om hun ikke skulde have tænkt på sine Skoe!

"Jeg kan ligeså godt spørge om det ene, som om det andet," sagde Johannes, "thi jeg er vist lige langt fra det. Jeg veed jeg må døe; men jeg fåer hende dog engang endnu at see, tør endnu engang tale med hende!" O det var rørende at høre! det arme unge Menneske, der før var så naturlig, så elskelig, talte nu ganske som en claurensk Bog; men hvad gjør ikke Kjærlighed?

Grædende kastede han sig om Vennens Hals, testamenterede ham sin lille Eiendom, og gik nu med bankende Hjerte op på Slottet. Salen var allerede opfyldt med Mennesker, Dommerne sad på deres Sæde, og den gamle Konge stod og tørrede sine Øine i et hvidt Lommetørklæde. Snart trådte Prindsessen ind; o, hun var endnu langt skjønnere end Dagen forhen! Trompeterne blæste, Prindsessen vinkede ad Johannes der nu trådte hen foran hende og knælede ved Thronens Fod. Med huldsaligt, fyrsteligt Smiil spurgte hun ham om, hvad hendes Tanker havde dvælet ved sidste Nat; o dette Smiil, dette Smiil kunde have gjort Lykke både i en Roman og på Theatret, men det forsvandt idet Ordet: "Skoe" kom fra hans Læber; hun beed sig i sine, blev bleg som et Liig og sittrende af Harme tilstod hun, at han havde gjettet rigtigt. Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad; han hoppede Salen rundt på det ene Been, medens hele det forsamlede Folk klappede i Hænderne for ham og den lykkelige Beiler, der nu havde gjettet første Gang.

Jublende kastede Johannes sig om den Fremmedes Hals, da han kom tilbage til Kroen; fortalte hvorledes Himlen så underligt ved hans Drøm havde frelst og hjulpet ham; og med barnlig Tillid stolede han på, at den gode Gud også vilde hjælpe ham de to følgende Gange; den næste Morgen var han atter tilsagt at møde på Slottet. Aftenen gik omtrent som den foregående. Da Johannes sov, spændte den Fremmede igjen sine Vinger på, og ledsagede atter Prindsessen til og fra Bjerget, men brugte denne Aften begge Risene, så hun havde Mærke deraf på sin lilliehvide Ryg. Denne Gang tænkte hun på sin Handske, og Johannes, underrettet af den Fremmede, der atter foregav at have drømt det, gjettede rigtigt, til Kongen og det hele Folks Glæde. Den gamle Konge begyndte allerede at fåe lidt Couleur igjen, og de gamle Koner farvede ikke længer Brændevinet sort, thi de vare næsten visse på, at den guullokkede Ungersvend, som de kaldte Johannes, nok vilde seire og vinde Prindsessens Hånd. Men nu nærmede den tredie og afgjørende Prøve sig. Såsnart Johannes var falden i Søvn om Natten, bandt den Fremmede sig igjen Vingerne på Ryggen, tog alle tre Riis i Hånden og hængte det store Slagsværd ved sin Side. Det var en mørk og stormende Nat; Prindsessen svingede sig høit i Luften, hendes lange, sorte Hår flagrede i Vinden, Lynene glimtede Blink i Blink om hende, og man såe at hun var bleeg som Døden, men hun loe høit, og hendes Latter blandede sig underligt med Stormen; tre Gange svingede hun sig over sin Blomsterhave, hvor Beenradene af de mange Beilere hang i Træerne; og syntes at dandse til Vindens lystige Musik. Udmattet kom hun til Bjerget og sank næsten besvimet i Armene på de småe Nisser, der strax bare hende ind i Salen til Trolden, deres Konge.

"En sådan Nat som denne," sagde hun, "har jeg aldrig oplevet; det hagler og stormer, og den hele Himmel er en brændende Ild!"

Lystighed og Dandse begyndte i Bjerget, men hun kunde ingen Deel tage deri; hun stirrede stivt hen for sig, greb derpå Troldens Hånd, og fortalte hvorledes den nye Beiler også anden Gang havde gjættet, og at det var at frygte, at det tredie Gang kunde gåe ham ligeså hældigt, og at hun da aldrig mere kunde komme her ud i Bjerget, at hendes Kraft da lidt efter lidt vilde svinde hen, og tilsidst ganske tabe sig.

"Nei, det skal ikke skee!" sagde Trolden, "hvad jeg nu vil give Dig at tænke på, skal han ikke kunne udfinde, uden at han er en langt større Mand, end os tilsammen; men lystige ville vi være i denne Midnat og tumle os lidt i Bjergets hvælvede Sale!" Og nu greb han hende ved Hånden, og begge hvirvlede sig hen i lystige Dandse; men da Tiden kom at hun måtte hjem, for ikke at savnes på Slottet, besluttet Trolden selv at ledsage hende.

Den Fremmede sled sine tre Riis op på dem, og Trolden måtte bekjende, at han aldrig før havde været ude i sådant et Hagelveir, som dette. Da de kom til Slottet, trykkede han et Kys på hendes Læber, i det han vidskede: "tænk på mit Hoved!" men den Fremmede hørte det, og da Prindsessen var smuttet gjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende tilbage til Bjerget, greb han ham i hans sorte filtrede Marelokker, og skilte ved eet Hug med sit Slagsværd, hans stygge Hoved fra Kroppen, hvilken han kastede ned, langt ude i det oprørte Hav, men Hovedet tog han hjem, vadskede Blodet af, og bandt det så ind i et stort, blåtærnet Lommetørklæde, hvilket han den næste Morgen gav til Johannes, hvem han på det strængeste pålagde, ikke at åbne det, før Prindsessen den sidste Nat spurgte ham om, hvad hun havde tænkt på. Der var ikke Plads på Slottet for den Menneske-Masse som strømmede til, mange bleve klemt fordærvet, og de fleste bleve grusomt trådte på deres Liigtorne. Rådet var samlet; den gamle Hjerterkonge, stod i al sin Pragt og Herlighed, med Æble og Scepter i Hånden, og den tunge Guldkrone på sit gamle Hoved. Prindsessen sad dødningbleg i en kulsort Kjole, og vinkede med strængt Alvor af Johannes; han nærmede sig Thronen, en dyb Taushed herskede i Salen; hurtigt åbnede han Tørklædet, og med et Skrig styrtede Prindsessen tilbage; alle bleve forfærdede for det i Døden nu langt hæsligere Hoved, Johannes tabte det af Hånden, og bøiede sig taus over Prindsessen; langsomt hævede hun sig i Veiret, rakte ham Hånden, og erklærede nu med sittrende Stemme, at han var hendes udkårne Brudgom, da han nu så lykkeligt havde udholdt sine tre Prøver.

O hvilken Glæde blev der ikke nu i hele Byen og i den gamle Konges Hjerte. - Overalt lød Musik og Lystighed, tre hele, stegte Oxer fyldte med Gjæs og Høns, bleve givne til Priis for Almuen; på Torvene sprang kostbare Vine i dertil indrettede Vandspring. Theatret blev åbnet med et ganske nyt Stykke, der alt havde ligget i sex Aar, og ventet på denne Fest-Leilighed, det handlede om Ingenting, Enhver kunde altså strax begribe det, Folk var godt stemt, og det gjorte en rasende Lykke. Om Aftenen var hele Byen illumineret; der var Dands og Lystighed på Slottet, og Brudekammeret stod pyntet med Krandse og Blomsterguirlander; den gamle Konge omfavnede Johannes, lagde sin Datters Hånd i hans og skjænkede ham strax det halve Kongerige. Men Prindsessen var jo endnu en Hex og elskede ikke Johannes; alt dette havde den Fremmede tænkt på, og derfor givet ham tre Fjer af Svanevingerne og en Flaske med nogle kostelige Dråber, i det han tillige bød ham lade sætte ved Brudesengen, et stort Kar fyldt med Vand; og når Prindsessen vilde stige op i Sengen, da give hende et lille Stød så hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efterat have kastet Fjerene og Dråberne deri, da vilde hun ganske løses fra sin Troldom, og snart ret af Hjertet elske ham ligeså høit som han nu elskede hende. Johannes iagttog nøiagtigt hvad den Fremmede havde foreskrevet ham; Prindsessen skreeg høit, i det han dykkede hende under Vandet, og sprællede ham under Hænderne som en stor, kulsort Svane, af hvis Øine de gloende Funker spillede; men da hun anden Gang hævede sig over Vandet igien, var Svanen hvid på en eneste sort Ring nær, som den bar om Halsen, da han med inderlig Bøn til Gud, lod Vandet tredie Gang spille høit over Fuglen, hævede den sig rask i Veiret, Svanehammen faldt af, og han holdt Prindsessen i sine Arme. Hun var endnu langt skiønnere end før, og takkede ham med Tåre i sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse. -

Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op på Dagen; men først da de alle havde gjort deres Complimenter, indfandt den Fremmede sig, han var reiseklædt, havde sin Stok i Hånden og Randselen på Ryggen. Johannes kastede sig i hans Arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans Lykke, hvis Skaber han jo ene og allene var. Men han rystede med Hovedet, smilede og sagde: "Nei, nu er min Tid omme! jeg har kun betalt en gammel Gjæld; husker du Natten i Våbenhuset? den Døde Du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er Dødningen!"

Johannes studsede, vilde tale til ham, men han var forsvunden.

Bryllups Festen varede endnu en heel Måned, og den gamle Konge nød nu mange glade Dage og frydede sig ved sine Børns Lykke; snart red småe Hjerterknægter og Hjerterdamer Ranke på hans Knæe, og han lod dem lege med sit Scepter, og fortalte dem mange deilige Eventyr i de lange Vinteraftener, til selv hans eget Eventyr var ude.