Da gamle Eva smagte paa Døden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Under Nordenvindens Svøbe.djvu Under Nordenvindens Svøbe.djvu/9 20-24

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN

"Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!" var der en, der raabte.

"Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!" skreg de unge Piger i Munden paa hinanden.

Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og frisk Lyng kastedes paa.

En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger slikkede hen over Vardens Sten.

Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.

Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter, legede med deres Skygger i det blanke Vand.

— — Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede alle Tinder i sit Lys …

— — — ­— —

Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.

"Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, "du smagte paa Døden"!" foreslog en.

"Saa skal du faa Kaffe af første Kog!" føjede en anden til.

Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:

"Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens og fornøjet. — —

Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt. Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og tjene mange Penge paa," sa' hun leende, henvendt til mig.

"Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.

Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om, hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik — jeg havde Sofia Lisbath med mig —; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner, medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og vandrede saa hjemad.

Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde igen!

Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.

Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende paa en Skrænt uden at kunne komme videre; — saa ned igen gennem Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os og hisse dem ned ad Fjældsiden.

Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden. Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. — Saa kom vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt!

"Vi har ingen anden Vej," sagde jeg til Sofia Lisbath, "vi maa midt ud i den."

Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over. Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb. Vandet gik os til Livet, men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne svigtede mig.

"Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere," sagde jeg til Sofia Lisbath, "jeg tror næsten, dette her er Død for mig."

Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig?

Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia Lisbath, gav sig til at plukke Lyng, — som jeg siden fik at vide, for at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! — Ja, det var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare fremefter.

"Gaa du bare forud, Sofia Lisbath," raabte jeg saa til sidst, "Amos vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe."

Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede.

"Gaa nu hjem, Sofia Lisbath."

Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu skulde koste mig Livet.

"Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!" raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde hende ud:

"Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os. Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, — og her gaar vi nu hjem ad Kvanevejen!"

Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.

Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.

Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i Live. — Ja, og saa lod hun mig tilbage.

Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: "Naa, lad mig saa. blot sove!" Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.

Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene — en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i Graad, hun begræd mig allerede.

Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig, mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var, ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt over hele Kroppen.

De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad. Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad — og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: "Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?" og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.

Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.

Her ender min Fortælling.

Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo ikke saa meget, at man er en Nar."