Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 333-352

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.


EMIL POULSEN.[redigér]

Første Gang jeg saa Emil Poulsen spille Komedie var 1866 i Studenterforeningen ved Opførelsen af en meget illoyal Fastelavnsfarce. Han nød allerede da i Studenterverdnen stor Anseelse for sin dramatiske Begavelse. Rollerne vare blevne uddelte in duplo og triplo til første Prøve for at de mangfoldige Aspiranter kunde blive prøvede. Imedens Eksaminationen gik for sig sad Emil Poulsen og læste Stykket, thi ham havde Forfatteren bedt vælge sin Rolle. Da Rollefordelingen var færdig havde Poulsen ogsaa endt sin Læsning og erklærede roligt, at han valgte Chilian: øjeblikkeligt blev Rollen fratagen den stakkels Fyr, som troede at have erhvervet sig den i sit Ansigts Sved, idet Zink, der fungerede som Instruktør, bemærkede, at naar Poulsen vilde overtage den, var der ingen Pardon for ham. Emil Poulsen spillede da Chilian, og hans rolige Optræden og klare Stemme havde en paafaldende dramatisk Anskuelighed, skønt han tilsyneladende var den, der agerede mindst.

I de sidste Aars Tid har jeg ofte, naar et nyt Stykke skulde opføres paa det kongelige Theater, maattet tænke paa hin Prøve. Poulsen befinder sig akkurat i samme Stilling som da. Han er endnu den vælgende: først naar han har bestemt sig til hvilken Rolle han vil spille, kunne de øvrige besættes. Og Valget kan forsaavidt falde overordentlig vanskeligt, som sjældent en Skuespiller har raadet over et mere omfangsrigt Talent. Der er næsten intet Fag, han ikke har forsøgt sig i, fra de værdige Fædre, over alle Karakterroller, alvorlige og komiske, og lige til de lyriske Elskere. Man kan i samme Uge se ham optræde i en stor Operarolle, som elegant Bonvivant, som melodramatisk Skurk og som romantisk Elsker. I samme Stykke har han, hvad der er ualmindeligt, spillet de mest forskellige Roller: i Tartuffe Damis og Titelfiguren, i En Fallit Sannæs og Behrendt, i De Unges Forbund Doctoren og Lundestad. Da Et Dukkehjem skulde opføres, stod Poulsens Lyst nærmest til at udføre Dr. Rank, men han lod sig dog overtale til at spille Helmer. Man ser, han har bestandig »Valgets Forlegenhed«.

Han er i det Hele som Kunstner en Eklektiker. Han er altid vælgende mellem Deklamation og Natur, Gammelt og Nyt, Konservativt og Radikalt. Det kunde synes underligt, at Bisp Nikolas' Fremstiller efterhaanden blev Modeskuespiller, Damernes Yndling i København. Kunstnere, som ivrigt ville det Nye, komme sjældent i Mode, og Publikums Gunst vindes ikke let af den, der ikke slaar af eller smigrer for dets Smag. Dog det Sidste har Poulsen ingenlunde gjort. Men han er — jeg taler overalt kun om det Kunstpsykologiske — en blød Natur, med hvis Opfattelse af Fornemhed det stemmer ikke at sætte nogen Sag paa Spidsen. Det er det Vage og Lyriske i hans Begavelse, som er kommet til Orde i Roller, som Bertran de Born og Ambrosius; de repræsenterede næppe, tror jeg, hans Kunsts Ideal, men han drages alligevel ved mange, maaske i Ungdomsaarene nærede Sympatier mod Fortidens Poesi, samtidigt med at han føler sig kraftigst som Kunstner, naar den moderne Tidsaands Opgaver lægge Beslag paa ham. Han interesserer sig langt mere for det Nye, men han vil ikke afgjort skyde det Gamle bort. Kort sagt, han tager ikke Parti.

At Poulsen har overtaget saa forskellige Roller, ligger tildels i, at han har følt en stærk Trang til bestandigt at være aandeligt sysselsat. Desuden trættes han hurtigt af en Rolle; naar han har spillet den nogle Gange, har den egentlig ikke mere Interesse for ham, og saa er hans Fremstilling ofte skødesløs. Tiltaler Stykket ham ikke, vil han endogsaa i en ny Rolle vise en betydelig Nonchalance; han spiller da overvejende ved Soufflørens Hjælp. Han har næppe stor Respekt for Publikum, men det er dets egen Skyld, idet det har forvænt ham. Han indtager desuden en saa fremragende Stilling ved Theatret, at han og Broderen, hvis Begavelse mærkeligt supplerer hans, egentlig bære hele Repertoiret. Og imellem dem og deres jævnaldrende Kolleger er der det Svælg, der breder sig mellem Talent og Brugbarhed. Naar en Kunstner indtager en saadan Stilling, kan man ikke undre sig over, at han ikke føler sig kaldet til at gøre Revolution.

I.[redigér]

Poulsens Debut som Erasmus Montanus var meget mer end lovende. Fraregnes en Smule Begynderængstelse, var det saa grundigt og sjælfuldt et Arbejde, at han næppe nogensinde har overtruffet sit første Forsøg. Han havde ofret sit fordelagtige Udseende, for at reproducere den Erasmus-Skikkelse, som kendes fra Marstrands Maleri, og denne Omstændighed bevirkede vel, at det store Publikum forholdt sig kølig overfor den stærkt originale Fremstilling. Den Maske, han havde anlagt: blegt Ansigt, hule Kinder, nærsynet Blik, havde noget Vissent og Goldt ved sig, der paa Afstand forkyndte Pedanten. Den magre Skikkelse havde ikke Spor af Holdning; de løjerlige Miner og Gestus, Erasmus Montanus tillod sig, viste, at han aldrig paalagde sig nogensomhelst selskabelig Tvang. Han var saa taktløs og ubehagelig, som den indbildske Lærd let kan blive. Spillet stod i Højde med Masken: Hanekyllingehidsigheden overfor Per Degn traadte ligesaa klart frem, som det Følelsesfulde ved Oplæsningen af Lisbeths Brev og det Ynkelige i Pryglescenerne. Det var et fint Indfald af Poulsen, at han i Repliken til Lieutenanten, hvor Erasmus priser dennes »grundige Tale og Lærdom«, ledsagede disse Ord med et halvskjult ironisk Smil. Erasmus hævnede sig paa den Maade for sine Prygl.

Jeg kan her indskyde, at Poulsen efter faa Aars Forløb forandrede sin Spillemaade i Erasmus Montanus. Han borttog hele sin fortrinlige Maske og spillede med sit eget Ansigt, uden de forvirrede Miner og Lader fra første Debut. Grunden til denne Tilintetgørelse af det mest Ejendommelige ved Fremstillingen er ikke let at forstaa; man maa undre sig over, at Skuespilleren med Magt vilde bort fra hin berettigede Dristighed, der netop paatrykte hans Erasmus Montanus dens klassiske Stempel.

Havde man stemt Forventningerne højt efter første Debut, saa sank de betydeligt ved de følgende. Den anden var Gert Westphaler, hvilken Poulsen spillede med en tynd, lidt pibende Stemme, som han med stort Held havde brugt ved en Studenterforestilling, hvor han var Harlekin i Et Eventyr i Dyrehaven af Hertz. Dette paatagne Mæle slog Klik for ham paa det kongelige Theater, de halve Ord gik tabt, og man lo ikke en eneste Gang. Jeg husker hvilken uhyggelig Stemning der efterhaanden udbredte sig i Theatret: man blev ved denne mislykkede Komik greben af den samme Almensamvittighed, der f. Eks. bringer En til at føle sig flov, naar Ens Næste kompromitterer sig som daarlig Skaaltaler.

Ved tredje Debut hævede Poulsen sig atter noget. Han spillede Grev de Bussières i De Utrøstelige med sit eget Ydre i moderne Dragt. Man blev nu først var hvor indtagende en Theaterpersonlighed han raadede over, men man saa' ogsaa, hvor kejtet han endnu bevægede sig paa Scenen: det kostede ham utrolige Anstrængelser at flytte sig fra den ene Side af Gulvet til den anden. Det let Melankolske i Rollen traadte meget klædeligt frem; Hovedsagen var dog, at man fik at høre, hvor smukt et Dansk han talte med en aldeles fejlfri Stemme. Meget klangfuldt eller stort er hans Organ ikke, det er fint og blødt. Naar han forcerer det, antager det let et lidt klagende Præg. Ligeledes taaler hans Ansigt kun daarligt et lidenskabeligt Udtryk, saa kommer der straks noget Fortrukket i Trækkene, og de miste al deres Harmoni. En vis Moderation klæder Emil Poulsen bedst i Tale og Mine.

Straks ved næste Sæsons Begyndelse fik han Darnleys store Rolle i Bjørnsons Maria Stuart. Han var da endnu ganske ufri paa Scenen og saa sysselsat med sin Holdning, at han næsten ikke naaede til det Psykologiske. Han betonede stærkt det Bløde hos Darnley, og bedst lykkedes ham Scenen paa Sygelejet, hvor denne paakalder Dronningens Medlidenhed. Han var ung nok, til at man følte Sympati med den fremstillede Umandighed. I Publikums Omdømme steg han ikke meget ved denne Rolle; det blev Mode i adskillig Tid at sige om ham, at han vel forstod Rollerne, men manglede Midler til at give sin Opfattelse scenisk Udtryk.

Poulsen byggede langsomt sin Avtoritet op. Han var heldig med Elskeren i De har en Datter, fordi denne skulde være forlegen og lide under et aandsfraværende Væsen, og Poulsens Usikkerhed paa Scenen lod let sig omforme hertil. Han var dog saa yndet, at det vakte Anstød, da Mantzius som Arnolphe i Fruentimmerskolen morede sig med at kopiere hans Manerer som Horace. Kort efter, i næste Sæson allerede, havde Poulsen med en Kraftanstrængelse fjærnet alt det Sære man bebrejdede ham. Han høstede stor Beundring som Leander i Maskeraden; alt det Ugratiøse var blæst bort, og han stod atter i Højde med sin egen Begavelse.

Ved at omtale Hultmanns Spil, har jeg allerede nævnt, hvor lidt Holbergsk denne Komposition var. Poulsen var som Leander nervøs, som man kun er det i det nittende Aarhundrede, oprevet af Længsel, ulykkelig overfor Faderens Strænghed, blød og inderlig i sin Kærlighed. Der var over denne Fremstilling noget ungdommeligt Skælvende og Foraarsagtigt, en Poesi, som Poulsen aldrig senere har naat, og som jeg vilde ligne med Stemningen i Richardts første Digte. Fra den Tid af var han godkendt som Elsker.

Man saa' med Fornøjelse hans Peter Kaninstok i Capriciosa. Det Kække og Ungdommelige klædte ham, og han sang med Følelse de flove Viser. Det behagede øjensynligt hans Scenelyst at bevæge sig i de stærkt spændte dramatiske Situationer og selv frembringe al denne Theatereffekt. Det er ikke saa sjældent, at det Effektfulde netop kan være tillokkende for et blødt Naturel. Poulsen blev dog ikke sentimental, og han var heldig i at paatrykke sig noget Sømandsmæssigt i Manerer. Næsten altfor heldig, thi han fik sidenhen den Mani at spille sine unge Mænd med et vist svendeagtigt Væsen, som var lidet tiltalende og efterhaanden blev ganske konventionelt. Det stødte allerede hos Marcel i Arbejderliv — der stak ikke nogetsomhelst Studium af Arbejderen derunder — og det var aldeles uudholdeligt hos Maximilien i Giboyers Søn, hvor det skulde betyde Studentens Raskhed overfor Aristokraternes tomme Elegans. Der var imidlertid meget at lære af at Poulsen ikke kom godt fra disse Roller. Det viste sig, at hans Evne ikke slog til overfor Fremstillingen af saadanne unge Mænd i de franske Skuespil, som ere handlekraftige og alvorlige Arbejdere (travailleurs). Den Yngling, som ikke har Hjærtet paa Læberne, som ikke bevæger sig i erotiske Følelser eller staar i heltemodige Stillinger, formaar Emil Poulsen ikke ret at spille. Den bløde Erotik og den lyriske Pragt ligger saa godt for ham, at han føler sig svag overfor den store Alvor eller den stærke Lidenskab. Derfor faldt den unge Sømands tarvelige Prosa i Capriciosa ham saa mundret og derfor var han tilstrækkelig ridderlig som Prins Julian i Amanda. Han udførte ogsaa med stor Virtuositet Titelrollen i Ferréol, fordi han hele Stykket igennem skulde kaste sig i lutter nervøs Ophidselse: snart skulde Ferréol vaere ængstelig for, at hans Kærlighed og Hemmelighed skulde røbes, snart skælve for sin Elskedes Liv og Ære, saa klage over, at en Uskyldig domfældtes og endelig selv lade sig dømme ligesaa uskyldig. Stor Dybde havde Sardous Drama ikke.

Man vil nu forstaa, hvorledes det gik til, at Bertran de Born og Ambrosius afgave ham to Glansroller. Det er ikke min Agt at indlade mig paa disse Stykkers æstetiske Værd, undtagen forsaavidt det vedkommer vor Skuespilkunsts Historie. Det angaar os ikke her, at begge til en vis Grad vare eller i alt Fald bleve opfattede som Protestdramaer, det Afgørende er, at de ingen alvorlige Opgaver frembød for den Spillende. De indeholde ingen Karakterskildringer, som afæske Skuespilleren Studium og opildne hans Fantasi. Personerne ere Theaterdukker, Kostumebærere, for hvilke, stik imod det gamle Ord, alt Menneskeligt er fremmed.

Her var intet at spille, her kunde kun deklameres højt eller hviskes sentimentalt. Emil Poulsen tog noget forskelligt fat paa disse ensartede Roller. Han var i Bertran de Born saa kæk og frisk, som det var ham muligt; derimod var han smeltende blød i Ambrosius. For en meget overlegen Fremstilling havde det maaske været gørligt at skabe Rollen saaledes om, at Tilskueren skimtede den dovne Student, det forfaldne Geni, den drikkelystne Bohémien bagved den prækende Seraf. Vel sandt, ingen Skuespiller kan gaa længer end hans Rolles Tøjr tillader, alligevel bevægede Poulsen sig lidt for selvvelbehageligt i det ambrosianske Kostume.

Da han efter at have spillet Bertran de Born, var rykket op til Scenens første Elsker, tildeltes der ham eller forlangte han den største erotiske Rolle, der overhovedet gives, nemlig Romeo. Det er ikke værdt at dvæle længe ved dette Misgreb. Poulsens Kunst var altfor veg til at spænde over Shakspeares Erotik: han var en Romeo uden Ild og Lidenskab, ja selv i sidste Akt, hvor man kunde have ventet, at de melankolske Udbrud vilde have kaldt det Bedste frem hos Fremstilleren, var Diktionen slap og traditionel. Her var det Moderate ikke paa sin Plads.

Poulsen, som egner sig udmærket til bløde eller romantisk farvede Roller, formaar endnu ikke at spille de Mænd, som sætte Livet ind paa en Ide eller Lidenskab. Han vilde heller ikke være den betydelige Kunstner, han er, hvis hans Talent kun havde ført ham til at fremstille de Skikkelser, der skulle vinde Publikums Yndest. Den Opgave er ham for lille, og han tager sig den let. Hans Ære er det at have arbejdet paa at uddanne sig til saadanne Karakterroller, hvor det smukke Ydre og den klare Stemme ikke slaar til.

II.[redigér]

Efter at have udført Bisp Popo i Palnatoke og Ulf i Pottemager Walter, aabenbarede Poulsen endelig, hvad hans Talent kunde hæve sig til ved den geniale Udførelse af Bisp Nikolas i Kongsemnerne. Han var ikke blot den eneste ved Udførelsen, der stod i Højde med Stykket, men der var siden Michael Wiehes Tid overhovedet ikke set en saadan Præstation i det alvorlige Drama paa det kongelige Theaters Scene. Selv det store Publikum forbavsedes over, at den unge Mand havde formaaet at paatage sig en Oldings Udseende, og beundrede den mægtige Virkning, han øvede paa Tilskuernes Fantasi.

Poulsens Ydre var fortrinligt. Det magre Ansigt med de blege, indfaldne Kinder og den tandløse Mund vidnede om Sygdom og Svækkelse; men de dybtliggende Øjne, det funklende Blik med dets urolige Paapassenhed viste, at Sjælens Kraft ikke var udslukt i det svage Legeme Bestandigt spejdede disse vilde Øjne omkring og bevogtede enhver Talendes Ansigtstræk, som om de vilde se ham ind i Sjælen; det syntes, som om al den geniale Kraft og dæmoniske Magt, Bisp Nikolas besidder, var samlet i hans voldsomme, uhyggelige Blik. Fortræffeligt var paa den anden Side Bispens legemlige Afmagt antydet ved hans mesterligt gennemførte Gang, den indskrumpede, krumbøjede Skikkelse bevægede sig frem i smaa Hop, Det var Sæt paa Sæt, bestandig efterfulgte af en kraftesløs Falden-tilbage; hele Bispens Væsen betegnedes symbolsk herved. Ogsaa Stemmen angav paa en meget ejendommelig Maade Bispens Kraftesløshed og Livets bestandig svagere Opblussen i det sygelige Legeme. Stemmen havde dog ingen oldingeagtig Klang, den var ikke tynd, slæbende eller utydelig, tværtimod, den var fuld og stor, og Bisp Nikolas talte i lutter Brysttoner, men paa samme Tid beherskedes den af en vis Dragen, en bestandig Hæven og Synken, der frembragte det Indtryk, at Bispen kun talte ved Hjælp af en overordentlig Anstrængelse, og at han hver Gang maatte samle sin hele Styrke for at faa Sætningen bragt til Ende. Ved denne Stemme blev det Poulsen muligt at fremstille Nikolas' Vildskab og Trods med al den Kraft, der fordredes og tillige give den lange Dødskamp et naturligt Udtryk gennem Talens brudte og dumpe Klang.

Poulsen spillede med udpræget naturalistisk Tendens, Han fremstillede hensynsløst den Døendes Bevægelser, hans Famlen med Fingrene efter sine Tæpper, hans ynkelige Klynken og Rallen. Han havde opfattet Hadet som Grundtrækket i Bisp Nikolas' Karakter, og dette fandt atter sit Udtryk i Haan. Derfor spillede der om hans Mund et bestandigt Smil, snart bittert og hvast, snart spottende, snart straalende af dæmonisk Glæde. Ganske i Karakteren var det saaledes, at Nikolas, hvor Jarlens Søster i hellig Begejstring forkynder den uheldsvangre Spaadom om Norges Fremtid, betragtede hende med sit spodske og haanlige Smil, idet han viste hende til Dagfinn Bonde, og med sine Gebærder antydede, at hun var at anse som afsindig. Denne Spot kom tilsyne paa Bispens Ansigt, hvergang de øvrige Personer nævnede noget, som for dem hørte ind under det Ædle og Hellige. Af det helt igennem fortrinlige Spil vil jeg kun minde om et enkelt Indfald. I Slutningen af anden Akt har Bisp Nikolas tirret og fristet Jarlen af yderste Evne, faaet alle onde Lyster op i ham og bragt ham til Toppunktet af Raseri. Da Jarlen er gaaet bort, ender han Akten med disse Ord: »Ja, saa lider jeg Jarlen«. Det syntes her rimeligt at fremhæve Ordet »saa«, alligevel lod Poulsen hele Sætningens Vægt falde paa »jeg«. Man maa have hørt denne Replik for at forstaa, hvormeget denne Betoning kom til at betyde. Ved Fremhævelsen af dette lille Ord anskueliggjordes Bisp Nikolas' Personlighed med dramatisk Tydelighed: man følte, at det var ham, der havde handlet med Jarlen som han vilde, og at han virkede som hans onde Aand. Betonet paa den første Maade vilde Repliken have kastet et Lys over Jarlens Væsen i denne Scene, vilde have resumeret den for os ved at vise os den Side af Jarlens Karakter, som var Bisp Nikolas tilpas. Betonet som Poulsen gjorde det, gjorde den Bisp Nikolas til Scenens Herre: han stod for os som Jarlen langt overlegen. Man forstod, at han havde beregnet deres Sammentræf og snildt belagt sine Ord for at drive Jarlen til det Punkt, hvor han kunde lide ham, det vil sige bruge ham og føre ham som han vilde.

Efter denne opsigtvækkende Præstation foregik der med Poulsen nogen Tid det Samme, som jeg har nævnt, at der hændtes Mantzius. Ligesom denne ikke kunde slippe Lieutenant von Buddinges Diktion, saaledes kunde Poulsen ikke blive af med Bisp Nikolas' hule Stemme. Han havde saaledes talt sig ind i den, saaledes udarbejdet den til Benyttelse, hvor det gjaldt at fremstille en Djævel af et Menneske. at han uvilkaarligt kom til at anvende den, naar han skulde spille Dramaernes onde Aander. Han fik mange af disse. Han skabte sig en god Italienermaske som Jachimo i Cymbeline, men han var altfor melodramatisk. Shakspeare har villet, at Jachimos Udfordring til Posthumus skal ske ved et Drikkelag i det Overmod, som Rusen giver. Jachimo begaar en Dumhed, som sidenhen driver ham til slette Handlinger. Der var da ingen Mening i, at Poulsen som Jachimo straks ved Posthumus' Indtrædelse gebærdede sig som et rasende Menneske, gik omkring ham med hadefulde og skulende Blikke, saa Tilskuerne maatte tro, at han gemte paa et længe næret Had til Posthumus, uagtet denne i Virkeligheden er ham ganske fremmed. Man forstod ikke, at Jachimo kun er en overmodig af Damegunst forvænt Kavaler, men ingen misundelig Galdesyg.

Den Monotoni, som Bisp Nikolas kunde taale, passede ikke i andre Roller. Poulsens Georgios i Væringerne i Miklagard syntes saa stilløs, fordi den hule Affektation ikke opfattedes individuelt, og bestandigt hørte man her Bisp Nikolas' Haan lyde gennem de Oehlenschlägerske Jamber; men slemmere var det dog, at Reminiscenser fra denne Rolle endogsaa tyngede paa Shylock, som Poulsen besad saamange Betingelser for at spille.

Jeg tror iøvrigt, at Poulsens Opfattelse af denne Rolle var paavirket af Lewinsky. Den store wienske Skuespiller lader Shylock i den sidste Scene gebærde sig som en Afsindig: han er ved at styrte om, da han skal gaa bort, og Tilskuerne faa et bestemt Indtryk af, at Shylocks Dage ere talte, han vil ikke overleve den Spot og det Tab, der er overgaaet ham. For nu at naa til denne Virkning er Skuespilleren nødt til at lade Hadet hos Shylock fremtræde paa Bekostning af hans andre Egenskaber og lade dem alle fortrænges af den berettigede Hævnfølelse hos den undertrykte Jøde mod de Kristne. Poulsen lagde hele Vægten paa Shylocks jødiske Lidenskab, fra sin første Indtrædelse paa Scenen og hele Stykket igennem gebærdede han sig som et vildt Menneske. Aldrig undte Shylock sig mindste Ro, bestandig udslyngedes hans Vredes Lyn, bestandig rullede hans Tales Torden. Man savnede den Stilhed, som forbereder og afløser Uvejret. En saa potenseret Lidenskabelighed maatte umuliggøre den Art Liv, Shylock fører. Han er jo dog andet end en Rasende, han er en stor Købmand, han besidder Forstandssmidighed og Tænkekraft, han er desuden, paa samme Tid som hans Snurrigheder vække Latter, selv fuld af Lune og Vid. Lutter Sider af Shylocks Karakter, der ikke kom frem i Poulsens Tale, thi denne var i sin Ensformighed ligesom uigennemsigtig, den gav intet Indblik i Shylocks Sjæl. I Enkeltheder var det let at paapege, hvor Poulsens Opfattelse ikke slog til; han fremhævede ikke i første Scene Shylocks Drillerier, ikke Glæden over, at hans Fjende maa søge ham, den Forhaanede, og bede om Hjælp, han lod ikke Shylock i sit Hjem føle sig som Patriark: Poulsen gik omkring med snigende Skridt, istedenfor at Shylock siddende skulde uddele sine Befalinger. Hovedindvendingen mod denne Anskuelse, efter hvilken Shylocks Karakter udelukkende bæres af tragisk Storhed og Fortvivlelse, er den, at man ikke forstaar, at denne Shylock ikke jager Kniven i Hjærtet paa Antonio med Fare for sit eget Liv. Jeg tror, at Shylock efter Retsscenen gaar hjem, udfærdiger Gavebrevet og begynder at samle sig en Formue paany, men som sagt, Lewinsky og efter ham Emil Poulsen mener, at Shylock er en for alle Tider slagen Mand.

Man kunde maaske mene, at den givne Fremstilling af Poulsens Shylock strider imod, hvad ovenfor er sagt om, at Fremstilling af stærk Lidenskab ikke ligger indenfor hans Omraade. Hans Shylock er jo netop bestandig i Lidenskab synes det; ja og hans Alceste i Misanthropen er paa sin Vis ligesaa furiøs. Men det forekommer mig netop betegnende for Kunstnerens Psykologi, at hos ham Raseri og Lidenskab falde sammen og at man efter hans Opfattelse ikke kan være lidenskabelig uden at skære Tænder og fraade som et Dyr. Det er denne forældede Forestilling, som bevirker, at han ikke fremstiller fint afskyggede Skikkelser.

Misanthropen afgiver et fremragende Bevis herfor. Poulsen lader Alceste være mere kolerisk end melankolsk; han synes bestandig i Affekt, en Skændegæst, der med vrede Ord revser enhver Modsigelse og haaner enhver afvigende Mening. Skuespilleren har villet forklare Alcestes Misanthropi ud fra hans Kærlighed til Célimène. Saameget urimeligere er det da, at han har gjort Alceste til en ganske ung Mand. En Mand paa 25 Aar har ikke Meninger som Alcestes og elsker ikke med en Kærlighed som hans. Moliere var 44 Aar, da han skrev Stykket og spillede Hovedrollen og man fejler vist næppe ved at tillægge Alceste en Alder, der kommer denne nær. Der tales ogsaa formeget i Stykket om hans Fortjenester til at man kan tro ham helt ung. Er Misanthropen da henved de Fyrre, maa Spillet helt forandres: den opfarende stærke Tone burde opgives og istedenfor træde en mørk og melankolsk, der kun i enkelte Øjeblikke slog over i Hidsighed. Alceste er ingen fyrig Elsker, men en ulykkelig Middelaldrende, hvem forblindet Kærlighed plager og ødelægger. Poulsen er altfor tilbøjelig til i sin Kunst at hævde, at Mennesker vise sig som de virkelig ere. Det gælder tildels for en Bisp Nikolas — det gjaldt sikkert for den Mængde tomme Elskere og Riddere han har spillet — men denne Ulyst til at gaa tilbunds i Sjælelivet spores altfor stærkt i hans Karakterroller.

Det er den samme Mangel paa Radikalisme i god Forstand, som forhindrer hans Tartuffe fra at blive et stort Kunstværk. Skikkelsen er genialt tænkt. Der er i Poulsens Tartuffe Elementer af en Scapin. Man ser en Skælm lure i det Ansigt eller rettere i det ene af de to Ansigter, som Poulsen viser Publikum. Han har nemlig indrettet sin Maske — en Art Falkefysiognomi — saaledes, at hans Medspillende bestandigt se et ydmygt Devot-Aasyn, med hængende Mund og fromt himmelvendte Øjne, medens der ud mod Tilskuerne griner et rigtigt Gavtyvefjæs, der ikke kan holde sit forslagne Smil tilbage over Orgons ubegribelige Lettroenhed. Denne Dobbelthed er gennemført paa beundringsværdig Maade, men ligger naeppe i Molières Skikkelse, der har et saa alvorligt, ja rædselsindgydende Præg, at man ikke et Øjeblik ler hverken over Tartuffes Hykleri eller hans skumle Sanselighed. Vi vide jo dog nu, mod hvor højt et Maal Molière sigtede og Stykket havde ikke været saa forvovent, hvis Tartuffe ikke havde betydet mere end en almindelig Erkeskælm. Poulsen gør Figuren mindre, idet han saa stærkt betoner det Komiske. Derfor lykkes Scenerne med Elmire ham bedst, fordi Tartuffe her viser sig mere enkelt og uden Forbehold blotter sin urene Sjæl. Hans Elskovsbrynde fremstilles af Poulsen med en hæsblæsende Voldsomhed, der er betagende. Den sødlige Stemme lammes af Lysten, saa at den kun tilsløret og stedvis bringer Ordene frem; den hele Stilling beholder noget Sky, som et Menneskes, der staar paa Springet til at flygte ved den mindste Fare. Ja, Tartuffes Holdning bliver undertiden en Skoledrengs, der frygter at gribes paa fersk Gerning — det er konsekvent ifølge Poulsens Opfattelse, men saa er Tartuffe unægteligt ikke længer Jesuitismens Inkarnation. Man tør ikke le, naar Orgon skænker Tartuffe Hus, Gods og Barn og man gør det heller ikke naar Frédéric Fébvre spiller Rollen paa Théâtre-Français — denne Scene er ikke Spøg. Og man skal forfærdes, hvor Tartuffe kaster Masken med den berømte Replik C'est à vous d'en sortir, men Poulsen kan ikke give Ordene det Relief, de forlange, fordi den lave Slyngel, han fremstiller, ikke tør tale med en Kommandostemme.

Jeg tror, at Emil Poulsen ikke vil spille, hvad Molière har skrevet i kirkestormende Trods. Det stemmer ikke overens med hans Meninger at lade Tartufferne repræsentere skadelige Samfundsmagter, og han mildner forsætlig Figuren, saa at den ikke kan tages til Indtægt af noget Parti. Det er altid interessant at se en Kunstner gennemføre sine Anskuelser saa konsekvent.

III.[redigér]

Det ligger udenfor denne Skitses Plan at opregne de talrige Roller, som Emil Poulsen har udført; jeg vil kun paapege saadanne, hvor Kunstnerpersonligheden træder stærkt frem. En dybere psykologisk Begrundelse kan jeg heller ikke forsøge paa. Det er næsten en Umulighed overfor den endnu levende Kunstner at levere mere end et Omrids af hans Virksomhed; hvorfor den blev netop saaledes, kan man kun antyde.

Jeg nævner til Slutning enkelte Opgaver, som i det moderne Drama ere stillede Poulsen. Her findes nogle komiske Skikkelser. Han har spillet Grønholt med en flot Forsorenhed, der var ganske morsom og som han senere optog til Toby Wilson i De Deporterede, hvor den slog endnu bedre an. Han har været heldig i sine Satirer over Modejunkere og Lapse, man husker vist endnu hvorledes han i Gondinets Christiane udmærkede sig som den naragtige Ministersøn Achille de Beaubriand. Figuren var udstyret med saadanne Smaatræk, der slog En som aflurede Virkeligheden, man kendte hint adelige Kammerjunker-Buk med de sammenslaaede Hæle, den flotte afsnubbede Tale, den elegante Maade, hvormed han haandterede sin Spadserestok som en Billardqueue. Poulsen er istand til at spotte over alle, der ere stærkt fremtrædende i Væsen og Tale, og han har meget Greb paa den flove Indbildskhed.

Desværre er han ikke kommet til at spille hverken Augier eller Dumas; der er næppe noget Stykke af den sidste, hvori der jo vilde findes en udmærket Rolle for ham. Og det vilde være lærerigere end at optræde som Officeren i Gnisten eller Jean i Den skjulte Skat eller i et af de andre franske Smaastykker, som opføres i Ny og Næ. Han spillede saaledes i Coppées le luthier de Crémone Filippo, den ulykkelige pukkelryggede Musiker og var saa larmoyant at en klog Theaterbestyrelse for Fremtiden vilde holde ham borte fra altfor rørende Roller.

Det er atter de nynorske Digtere, som have ydet denne Kunstner hans bedste Udviklingsstadier. Efterat Poulsen havde været Fjeldbo i De Unges Forbund hvilken Rolle tydeligt nok ikke interesserede ham, overtog han dernæst Lundestad og gav den lune Politiker med en Bondefiffighed og en hellig Mine, der havde et ægte norsk Præg. Det samme slæbende Foredrag, han havde benyttet her, anvendte han saa sidenhen til Behrendt i En Fallit. Han udrustede denne hyper-moralske Advokat med en Missionærmaske og en svag præstelig Salvelse; det syntes som om han ikke havde kunnet tænke sig Klogskaben og Ærligheden i en mere verdslig Skikkelse.

Og saa er der tilsidst Bernick fra Samfundets Støtter og Helmer fra Et Dukkehjem. Emil Poulsen er kommen til at spille de moderne sørgelige Helte, som hudflettes af Ibsens mest haardhændede Satire. Selve hans stærke Hang til Blødhed i sin Kunst, hjalp ham til at fremstille disse Mænds Umandighed, og skønt han ikke hører til de skarpt Analyserende, forstod han fortræffeligt, hvad Digteren havde ment med disse Overflademennesker. Han blottede med stor Energi Raaheden under det polerede og blanke Ydre. I hans Bernick tror jeg Hidsigheden mod Drengen var det fortrinligste Sted, den haarde Egoisme blev inderlig hæslig for Tilskueren. Som Helmer staar han højst i tredje Akt. Den lette Rus, den fantastiske Sanselighed overfor den kostumerede Nora, de hjærteløse Fraser om Rank og allermest den raa og frække Egoisme, da Opdagelsen sker, kom frem med beundringsværdig Natursandhed. Han var saa helt inde i Situationen, at Replikerne trængte sig frem med Virkelighedens nervøse Hast under den sidste Samtale med Nora, hvor Helmers hele System af Fraser Stykke for Stykke brydes, medens han fortvivlet kæmper for at frelse Skinnet. Jeg vil blot endnu nævne det fine Træk, at Helmer, hvor han staar sammensunken ved Døren efter Noras Bortgang med sin slapt nedfaldende Haand kommer til at berøre Klaverets Tangenter; de give en uhyggelig Dissonans, og denne bringer ham til at fare op.

Betydningen af en Rolle som Helmer ligger deri, at den bringer Skuespilleren tæt ind paa Livet af hans Samtid. Saalænge han holder sig til de klassiske Opgaver og den historiske Skikkelse, kan han tye ind i en Abstraktion, men i slige moderne Roller maa han leve og lide. Her kan han ikke frembringe Indtrykket af Virkelighed uden at være sand.

Emil Poulsen har hidtil i vor Skuespilkunst repræsenteret det Samme som Vilhelm Bergsøe i vor Literatur. Begge besidde en lyrisk Fortællerevne, der undertiden kan blive sentimental, og en malerisk Fantasi, der ikke frygter det Effektfulde. Begge Kunstnere ere meget intelligente og have en stor Agtelse for deres Kunst; ingen af dem støder Publikums Smag. Hvad begge mangle er den personlige Drift, den geniale Lidenskab, som bringer Kunstneren til at sætte Livet ind paa sit Værk. De ere begge lidt for »dannede«, Naturen forsvinder under Kostumet.

Saaledes var Emil Poulsen i alt Fald en Tid lang, men han vil ikke kunne holde dette Standpunkt. Den nye Poesi vil affordre ham en stærkere Kunst. Han véd desuden selv, at naar Ambrosius af sporløst glemt, vil hans Navn endnu være knyttet til Biskop Nikolas og Helmer.