Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier


Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/6 97-133

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.


PETER SCHRAM.[redigér]

Se paa Schrams Ansigt, naar han er »udenfor Scenen« umaskeret! Det er et prægtigt Hoved. Blikket er klart og beaandet; den kraftige Næse, den fyldige og alvorlige Mund, de storladne Lineamenter give megen Karakter. Satte man en majestætisk Allongeparyk paa dette Hoved, vilde det ligne et af hine myndige Raadsherreportræter, man finder i gammel fransk Malerkunst; men med det naturlige, frodige skønt graanede Haar minder det maaske mangen En om det bekendte Selvbillede af Salvator Rosa, hvor han staar med Paletten i Haanden. Dette Hoved sidder paa en usædvanlig høj og kraftig Figur, der lader Schram tage sig statelig og imponerende ud.

Men blot et høfligt Smil, blot en lille Trækning eller Grimasse — og Ansigtets Karakter forandrer sig aldeles. Blikket bliver uroligt og søgende, Linjerne tabe deres Harmoni, og Udtrykket er spændt og usikkert. Og blot en ubetydelig Gestus eller Bevægelse — og den kraftige Skikkelse faar noget Slapt, Halsen skyder sig frem, Ryggen krummer sig og Arme og Ben kunne ikke ret finde Plads.

Som Janus havde et ungt og et gammelt Ansigt, saaledes har Schram tvende Udtryk, tvende Ansigter. Det ene fortæller om et Liv i harmonisk Fred og evig Ungdom, hvor tusende skønne Melodier klingende omsuse Kunstneren, hvor Mozarts brede Violinstrøg snart svinge sig i glade Danserytmer snart drøne i mægtige Orgeltoner, hvor Rossinis sanseberusende Tamburin ryster Vellyd af sig i Latterkaskader, og Meyerbeers Trompetfanfarer spille Tonemasserne op til Stormmarsch. Det Ansigt, som fortæller herom, er Kunstnerens, det geniale Menneskes.

Det andet melder om den Strid i det Smaa, der gør gammel før Aarene. Det har tidlig skuet Livets Vrangside og dets Disharmoni, og Rynkerne vidne om, at Schram møjsommelig har kæmpet sig til Lyset og Pladsen i Solskinnet fra Smaasorgernes mørke Kælderbo. Ak, det er ikke udviklende for Karakteren at være ansat ved Theatret paa Kongens Nytorv og leve i den daglige Tummerum i Nordens Athen. Sligt sætter ikke Stiver i en Mands Ryg. Foruden Thalia og Euterpe indfandt ogsaa den tiende, særlig danske Musa sig ved Schrams Vugge: man benævner hende Miseria. Hun lægger sin Haand tungt paa sine Dyrkeres Hoveder: de slaa Øjnene ned for Gudindens mørke Blik, men deres Fysiognomi faar Udtryk af den Rædsel, Medusa-Aasynet vakte. Schrams andet Ansigt er Københavnerens, den kgl. danske Skuespillers.

Schrams Liv er kortelig dette: fra hans første Skoletid til den Dag i Dag anstrængt, men nydelsesrigt kunstnerisk Arbejde, Ungdomsaarene tilbragte med en haard Kamp for Eksistensen, Manddomstiden en rolig Hævden af sin Plads, og til Udfyldning mellem de frembragte Kunstværker: alt det Smaalige, som Theaterlivet fører med sig. Som saa ofte herhjemme: Kunsten stor, Livet smaat.

Men til Schrams Ære være det sagt: hans Kunst er helt igennem fri og lys. Han har forstaaet at optage Livets Smaaligheder paa Scenen, men frigøre dem gennem Komik. Hans Kunstmedaille har baade Avers og Revers. Hans sceniske Frembringelser svinge imellem to Poler: det Ophøjede (Dæmonisk-Frygtelige; Bertram) og det Burleske, Lavtkomiske (Bartholo); fortrinligt lykkes ham naturlig Figurer, hvor Modsætningerne mødes: Mefisto, Aslaksen, tildels Leporello, Han er en Fantast af samme Art som H. C. Andersen, med hvem han maaske ogsaa i det Ydre har nogen Lighed, skønt han unægtelig sér langt bedre ud. Men den fattige Urtekræmmersøn, i hvem Sangen spirer, og som bliver en fejret Kunstner, ikke at tale om Ridder af Dannebrog og Kammersanger — er det ikke et Andersensk Sujet? Lige som Digteren har Schram kun vidst at afvinde Livets Smuds og Pjalteri den komiske Side og fremstillet de onde Mennesker som Bussemænd, egnede til at skræmme Børn og Voksne med, naar de først havde lét over Karikaturerne.

I.

»Uagtet Direktionen har overbevist sig om, at Deres Søn har Anlæg til Sang, maatte den dog for denne Gang indskrænke sig til ikkun at besætte 4 Pladser, og forbeholder sig desaarsag, naar atter Vakance maatte indtræffe, igen at tage Deres Sens Ansættelse i nærmere Overvejelse.

Direktionen for Musik-Conservatoriet d. 17. Dec. 1830.
Thornam. Siboni. Manthey. Kirstein. Adler. Holstein.

Til Madam Schram, fød Wexschall«.

Denne Skrivelse med sin velformede Kancellistil var, som man vel kan tænke, en sand Hiobspost for Moder og Søn. Man havde saa sikkert ventet, at den 11aarige Dreng, hvis musikalske Begavelse sprudlede frem med en Kraft, som kun hans brændende Theaterlyst kom i Højde med, skulde blive antaget ved den Kunstskole, man her hjemme havde anlagt efter fransk Mønster. De fire Pladser bleve besatte med Hagen, den senere Kasinoskuespiller, Gundersen, Ravnkilde (der i en Række Aar spillede »en Tjener« ved det kgl. Theater) og Thorstenson (om hvem der intet forlyder i Theaterhistorien), af hvilke de tre sidste sikkert hellere burde have modtaget den fornemme Direktions Afslag. Det var da den første Gang i sit Liv, at Peter Schram følelig skulde lære, at det langt fra er nok at have Talent og Tro paa sit Kald, men at der frem for alt kræves den Sum af Tilfældigheder, man kalder Lykke, for at komme frem, saa langt Ens Ønsker række.

Peter Schram er født den 5. September 1819 og mistede tidlig sin Fader, en stille, sagtmodig Mand, der var Urtekræmmer. Men Huset var i hans Barndom som fyldt af Musik; Moderen, Børnene og deres Morbror, alle gjorde de Musik. Fra sin Moder er det, at Schram har arvet sit musikalske Talent; hun var ualmindelig begavet, spillede og sang og forbandt dermed meget Anlæg for Sprog. Hendes Broder var Kapelmusikus Wexschall, der blev gift med den store Skuespillerinde, der siden hen bar Nielsens Navn. Wexschall (han var af norsk Slægt, men mente ved en Germanisering at forfine sit Familienavn: Weksall) var noget af et forulykket Geni, usammenhængende af Karakter, en fortrinlig Musiker, der spillede og sang til sin Guitar som en anden Bellman. Han boede den Gang hos Søsteren og, som naturligt var, virkede han ind paa Børnenes Opdragelse. Peter Schram fik tidlig sit Øre dannet; i sine Drengeaar lærte han at spille først Violoncel, saa Violin, saa Bratsch. Men samtidig med denne alsidige musikalske Begavelse optraadte ligesaa hurtig Theaterlysten.

Det er vel meget faa Børn, som ikke, i alt Fald i nogen Tid, hjemsøges af den. Man opdrager jo saa at sige Børn, fra de ere ganske spæde, til at spille Komedie, idet man lader dem agere med Tinsoldater og Dukker. Selve Lysten afgiver imidlertid ikke det fjærneste Bevis for, at der er nogen virkelig scenisk Begavelse for Haanden. Jeg noterer da ogsaa kun dens Tilstedeværelse hos Schram, fordi den næsten havde en Lidenskabs Karakter, og fordi den hurtig førte til en virkelig Opdragelse i scenisk Retning. Legetøjstheatre havde han tidlig faaet sig fabrikerede, men Bedstefaderen brændte dem alle. Han mindes ogsaa endnu tydelig, at den første Komedie, han saa, var en Marionetopførelse hos en af hans Kammerater. Scenen forestillede en Skovdekoration, en Dukke stod oppe paa en Høj, en anden nedenunder, og der veksledes mellem dem følgende Repliker: »Hvordan er Du kommet derop?« — »Jeg er gaaet den anden Vej!« Dette var hele Komediens Indhold, men Fremstiller og Tilskuer bleve ikke kede af disse Sætninger repeterede i det uendelige. Syv Aar gammel medvirkede Schram ved en Forestilling i et af de mange Privatselskaber, der den Gang florerede. Han var ellevild af Glæde over at skulle betræde en virkelig Scene. Fra den tidligste Morgenstund var han iført sit Kostume som Bondedreng i Frejas Alter, men om Aftenen havde han nær gjort Ulykke og bragt hele Forestillingen i Uorden, thi da han først var kommen ind paa Scenen, var han slet ikke til at faa ud af den igen og maatte tilsidst med Magt slæbes bort.

En Dag spillede han saa efter Sædvane Komedie med sig selv paa en Sofa, da hans Onkel kom hjem i Følge med den aandfulde Karakterskuespiller Winsløw og fandt ham agerende. Winsløw syntes om Drengens Væsen og sparede sandsynligvis Talent i hans Tirader, thi fra den Dag tog han sig af ham, og der begyndte en stadig Undervisning med Oplæsen og Fremsigen af danske Digte, i Særdeleshed af Wessels komiske Fortællinger. Hvad Winsløw lagde Vægt paa, var det naturlige Tonefald, den naturlige Versfremsigelse. Saaledes hørte altsaa Schram ved sin allerførste Undervisning allerede Fordringen til Naturlighed fremsat, og man kan være forsikret om, at dette har haft en overvældende Indflydelse paa hans Kunst. Hvor ofte, naar han spillede en eller anden lille Rolle i en Tragedie, har ikke hans virkelighedsrette Tale lydt som en Røst fra en hel anden Verden end den, hvori vort Drama nu deklameres — det var da Winsløws Aand som aabenharede sig gennem hans Elev. Den begavede Skuespiller, en Datidens Høedt, arbejdede med Schram i de to Aar, der gik forud for hans Indtrædelse i Konservatoriet.

Thi han kom alligevel derind. Blandt Underskrifterne paa ovenstaaende Afslagsdokument udmærker en sig ved artistisk Flothed og en kraftig »schwungvoll« Parafe. Det er Siboni. Nævn dette Navn for et hvilket som helst Theatermenneske af den ældre Stok, og Du vil høre et helt Vademecum af Anekdoter om den svære Italiener med det snurrige Sprog, der kaldte en Gris for »en lille Flæsk«, og som med al sin Originalitet og Ekscentricitet var saa dygtig en Lærer og musikalsk helt ud i Fingerspidserne. Ved denne Lejlighed optraadte han som deus ex machina. Thi et Par Dage efter, at han havde underskrevet Afslaget, indfandt han sig hos Fru Schram og erklærede, at hendes Søn »stakkels Dreng« vel desværre var bleven kasseret, men »var af et saa eminente, musikalske Talent«, at han havde sat igennem, at »stakkels Dreng« blev optagen som »aspirante«. — Det forstaar sig, at Forskellen i Virkeligheden ingen var mellem Elevaspirant og Elev, hvad Schram først blev to Aar efter. Undervisningen var absolut den samme.

Denne var beregnet paa 6 Aar med Skoletid fra 9—12 og fra 2—6 og bestod for de vordende Sangeres Vedkommende foruden de almindelige Skolefag i Sang (Siboni), Musikteori (Hartmann) og Deklamation, som lededes af Nielsen. Fransk og Italiensk dyrkedes særlig og det første Sprog med saa stor Iver, at Disciplene endog forsøgte at spille Komedie deri. Det er højst sandsynligt, at Eleverne valgtes meget uskønsomt, at Skolegangen havde sine store Mangler, og at Disciplinen ikke var særdeles stærk — blot en saadan pædagogisk Forholdsregel som den, at Drengene sattes til at strikke i de Timer, Lærerne forsømte, gav naturligvis Anledning til mange Spilopper — men hvorom al Ting er, saa maatte man dog meget ønske, at Theatret nu til Dags forsynedes med saa veloplærte Kræfter, som der dengang udgik fra Konservatoriet. Man sammenligne hermed det tragikomiske Forhold, at der nu er oprettet en Skole for de kvindelige Elever, Theatret antager og lader spille, det vil sige for unge Damer omkring Tyverne. Du milde Himmel! de burde dog virkelig have lært at tale rent og andet mere, inden de fik Lov til at optræde paa, hvad man poetice benævner Holbergs Scene.

Schram gik sin Skoletid ud og lærte med sit lette Nemme alt, hvad der var Lejlighed til at lære. Imidlertid var der foregaaet en stor Forandring med hans Stemme. Den skiftede om fra at være en høj Tenor til en dyb Baryton. Siboni var slet ikke glad herover, han havde sat stor Lid til den opvoksende lyriske Elsker, men han trøstede dog Drengen paa sin snurrige Maade: »Du blive ikke tenor, Du skal ikke være bedrøvet, men Du blive ikke Elsker, c'est à dire paa Theatret, hvad Du blive udenfor, det véd jeg ikke«. Om det sidste Punkt skal jeg heller ikke have nogen Mening, den vordende Leporellos Privatliv ligger ganske udenfor denne Skitse. Og dog vil jeg for de Læseres Skyld, som ynde saadanne intime Afsløringer, anføre et Træk fra Schrams Ungdom, som synes at bevise, at han heller ikke udenfor Scenen var egnet til romantisk Elsker. Det var en Urtekræmmerdatter, der var Genstanden for hans Følelser, men ung som han var og uindviet i Kærlighedsintrigernes Mysterier fik han sin Moder til at skrive et Frierbrev for sig, hvilket han selv bragte til den Skønnes Forældre. Disse tage vel imod ham og efter nogen Betænkning gave de ham Valget mellem Datterens Haand og — et Kræmmerhus Svedsker. Imellem os, han svarede som Hakon: »det sidste vælger jeg«. — Men som formildende Omstændighed for min Helt kan maaske anføres, at han den Gang kun var fem Aar gammel.

1836 ansattes saa Schram ved det kongelige Theater — uden Gage og Aaret derpaa, da han havde været et Par Gange paa, Scenen (som Tjener i Fejltagelserne) tillagdes der ham, jeg véd ikke om jeg skal kalde det Gage — lad os sige det Beløb: fem Rigsdaler om Maaneden. I 1838—39 fik han Lov til at vise sig i et Par fuldkommen ubetydelige Roller, i 1840 syntes man at ville anvende ham i Skuespillet — mange Aar senere gaves der ham ikke vigtigere Roller — han spillede Richard Børstenbinder i Den politiske Kandestøber, som han siden har beholdt, Arv i Kilderejsen — tiltrods for det Talent han heri lagde for Dagen, blev han dog ikke oftere anvendt i denne Retning — Arthur i Kjøge Huskors, Billau i Badet i Dieppe, og efter i 1841 endnu at have prøvet et Par Smaaroller, men ingen egentlig Operarolle, hvis da ikke Kilian i Jægerbruden skal regnes herhen, debuterede han endelig den 5. Decbr. 1841 som Bertram i Robert af Normandiet.


II.

Som denne djævelske Herre vandt han stort Bifald og udførte endnu i samme Sæson den værdige Kardinal i Jødinden og fik desuden Lejlighed til at vise den anden Side af sit Talent, da en Forening af Skuespillere opførte Figaros Bryllup paa Italiensk, og Schram kunde slaa Gækken løs som den gnavne Fader mod sin Vilje, Bartholo. Jeg vil imidlertid ikke endnu gaa ind paa hans sceniske Præstationer. Det var slet ingen kunstnerisk Kamp, Schram bestod under sine første Theateraar; nej den fremtidige geniale Fremstiller af den forsultne Aslaksen førte den rene, skære Kamp for Brødet, anseende varm Mad i en varm Stue for et af Livets skønneste og mest uopnaaelige Idealer, baaret oppe af sin Kunstbegejstring og Ungdomstro, men i mørke Timer haardt betrængt af Tvivl og Mismod. Ofte har han Lyst til at gøre Skrue, oftere til at løbe sin Vej og prøve Lykken i Udlandet, gode Venner opmuntre ham dertil, men han mangler en vis Stivsindethed i Karakteren, som den frivillig Eksilerede maa besidde. Han hører ikke til den Art af Mennesker, der gaa helt ranke gennem Livet eller helt knækkes; han bøjer sig hellere lidt, og hans lange smidige Figur smutter gennem de snævre Veje, der føre ham til Maalet. Jeg beder, at man ikke vil forstaa dette som nogen som helst Bebrejdelse; Læseren vil, naar han gennemgaar den følgende Udvikling af Vanskeligheder, Schram sled sig igennem, sikkert faa Indtryk af og indrømme, at der hørte en vis blød Sejghed til for Schram at holde Modet oppe og skabe sig en Position. — Endnu blot dette, at jeg naturligvis kun gaar ind paa alle disse materielle Forhold, fordi de efter min Mening nødvendig maa kendes, hvis man vil forstaa Schrams Kunstnerpsykologi.

Altsaa, efter at have udført de ovennævnte store Roller, hædret ved Publikums højtudtalte Bifald, anerkendt af sine dygtigste Kolleger som f. Eks. af Phister som jævnbyrdig Kunstner, stod Schram stadig med sin Elevgage af fem Daler om Maaneden — akkurat nok til at dø af. Imidlertid lod det til, at Direktionen nærede en modsat Overbevisning, i alt Fald lod den sig efter mange Anmodninger kun bevæge til en illusorisk Forhøjelse. Om Sommeren 1842 var Schram kommet til at ligge paa Landet i Nærheden af Assens hos en gæstevenlig Familie. Han fik her noget Huld paa sig, satte sin Hat højere og havde ikke synderlig Lyst til at vende tilbage til de tomme københavnske Gryder. Nogle Breve, som Musikeren Rung, der fra 1840 var hans Syngelærer, tilskrev ham, opfordre ham da ogsaa til allehaande voldsomme Skridt. Jeg aftrykker nogle Udtog af disse højst elskværdige Skrivelser, som bedre end nogen forklarende Udvikling give Underretning om Schrams Forhold paa den Tid. Rung skriver saaledes i Begyndelsen af Juli 1842: `

»Den høje Theaterdirektion har i sin allerhøjeste Visdom tilstaaet Dem et Gagetillæg af 50 Rdl.

»Hvormeget denne Adfærd har ærgret mig, kan De nok begribe, thi saa jammerligt havde jeg dog ikke troet, at det skulde blive. Kammerherren rejser imorgen med Kongen, og Konferentsraad Collin er udnævnt til Chef indtil Nytaar. De kan vel vide, at jeg hos ham har gjort alt, hvad der var muligt, men det Højeste, han kan, og De altsaa kan vente, er et Gratiale til Vinter. Udsigterne ere altsaa meget slette, og De har faaet en skammelig Løn for al den Flid, De har anvendt paa at uddanne Deres ypperlige Talent, et Talent, som aabner Dem en Vej, hvorhen De gaar, selv om vore usle Forhold her skulle gøre Dem det utaaleligt at gaa som Elev imellem de kongelige Sangerklokkere.

»I hvad der end sker, véd Peter, at han kan stole paa mig …. Syng, hvor og naar De vil, jeg glæder mig til at læse Deres Ros i Aviserne. Studiren Sie fleissig, især Dybden og Trillen.

»Lad mig se, at De feder Dem godt, at De kan have noget at modstaa den af Direktionen bestemte Sultekur med. — Vær ikke bange, Schram, i Reverentsgaden skal De alle Tider finde en Plads hos   Deres o. s. v.«

Her er endnu Tonen lystig, men i et straks efter skrevet Brev følger en fuldkommen Oprørsplan; den varmblodige Rung har sikkert ikke kunnet forstaa, at Schram tøvede med at foretage et eller andet Skridt. Han lægger nu alt tilrette for ham:

»Kære Schram! Den kgl. Theaterdirektion har bestemt Dem et Tillæg af 50 Rdl. Hvad De i dette Tilfælde finder rigtigt at gøre, kan De jo egentlig kun selv bestemme, dog vil jeg gøre Dem opmærksom paa følgende, hvad De nøje maa overveje, inden De tager nogen Bestemmelse. Her er nemlig kun Valget mellem to Ting, enten maa De finde Dem i alt, hvad Direktionen finder for godt at byde, eller De maa sætte den Stolen for Døren og saaledes prøve paa at nøde den til at opfylde Deres billige Fordringer, ved hvilken Lejlighed De jo rigtignok kunde staa Fare for at faa Deres Afsked. Bestemmer De Dem for det første, vil De i tilstundende Vinter komme til at føre et ligesaa uhyggeligt Liv som ifjor, hvad der i fysisk Henseende virker skadelig paa Dem og tillige nedslaar Deres Mod, da man tilsidst kommer til at tvivle om sin egen Dygtighed, naar man ikke sér den paaskønnet, og De vilde ikke en Gang have lysere Udsigter i Fremtiden, saa længe Theatret — og hvorlænge kan ingen vide — bliver under den nærværende eller en lignende Bestyrelse. Vælger De det sidste og altsaa forlanger en højere Gage eller Deres Afsked, er det baade rimeligt og sandsynligt, at Direktionen, om ikke af anden Grund, saa fordi den er nødt til det, opfylder Deres billige Fordringer. — Faar De derimod Deres Afsked, hvad De maa være forberedt paa, saa vil det — naar De ikke vil gribe til det sidste Middel og gaa til Norge — næppe være vanskeligt at skaffe Dem Informationer, hvoraf De vilde kunne have lige saa mange Indtægter som hidtil fra Theatret, og i hvert Tilfælde har De jo Venner, kære Schram, som ikke ville slaa Haanden af Dem«.

Derpaa følger en velskreven Koncept til et Trudselsbrev til Direktionen. Schram skal skrive, at han ikke kan leve blot nogenlunde anstændig af sin Gage, at han alt i de forløbne Aar er kommet i en ikke ubetydelig Gæld, at hans Sundhed har lidt en Del, fordi han ikke havde Raad til at skaffe sig de almindeligste og nødvendigste Bekvemmeligheder, ja, at han uden Understøttelse af sine Venner ikke havde kunnet friste Livet i København. Til Slutning bestemt Forlangende om højere Gage, hvis ikke, vil han søge Lykken som Sanger i et fremmed Land.

Men Schrarn afskrev ikke dette Udkast. Udsigterne til Informationer og til Norge syntes ham ikke synderlig fristende. Han var meget bange for at kaste det smudsige Vand bort, inden han havde det rene, hans Natur var for at holde ud og vente — og han skrev, i Stedet for til Direktionen, et Brev til Rung, hvori han nedlagde alle sine Tvivlsmaal. Herpaa lyder saa Rungs Svar, som følger:

»Kære Schram! Vi ville svare Dem paa enhver af Deres Ytringer om Deres Fremtid«.

»A. De ytrer i Deres Brev, at De frygter for at forlange Deres Afsked, da De saaledes vilde rives ud af alle Deres Forhold ved Theatret.

»Hvad det angaar, maa De vel lægge Mærke til, at det ikke er sandsynligt, at Theatret vil miste Dem o. s. v. o. s. v.

»B. De ytrer dernæst, at De godt kunde informere, men at De for Øjeblikket ingen Informationer har.

»Dette ligger for største Delen i, at man ikke alvorlig har søgt at skaffe Dem nogle …. Er Spørgsmaalet blot om at skaffe Penge, saa kunne disse jo ogsaa skaffes tilveje paa anden Maade f. Eks. ved en Koncert og derved, at De lod Dem engagere af Italienerne.

»C. De er dernæst bange for, at De skulde miste Deres Skuespillertalent.

»Svaret herpaa ligger i den ovenstaaende understrøgede Linje, og denne Tilflugt, som Italienerne aabne Dem, maa De ret takke Skæbnen for.

»D. Hvad De ytrer om Fortsættelse af Deres Sangstudium, kan De vel næppe have ment alvorlig. Den Hjælp, De her behøver, vil vistnok mindst af alt nægtes Dem …. «

Men det var at præke for døve, skønt meget musikalske Øren. Schram kom ikke til at søge Informationer eller gaa til Italienerne eller i anden fremmed Krigstjeneste, det store Brev blev aldrig skrevet. Schram blev rolig liggende paa Fyn — indtil der en smuk Dag i Avgust Maaned kom et lille Brev, ikke mer end fire Linjer fra Collin, hvori der stod, at det havde været Direktionen ukært, at Schram ikke havde indfundet sig ved Theaterarbejdets Begyndelse, og man derfor ventede, at han uden videre Ophold og paa hurtigste Maade begav sig tilbage til Hovedstaden.

Samme Dag satte Schram sig i Diligencen. Der var kommet nyt Liv i Operaen ved Glaesers Udnævnelse til Kapelmester. Schram blev modtaget med aabne Arme af denne, for hvem hans Lærehurtighed var en højst behagelig Afveksling fra det Slid, han havde haft med Operaens mange grundumusikalske Kræfter. I September Maaned sang Schram Gessler i Wilhelm Tell, der blev en sand Triumf for den nye Orkesteranfører. Ellers fik han ingen større Rolle i denne Sæson, men der forefaldt i denne en Begivenhed, som ikke fik ringe Betydning for Schram, og det var Jenny Linds Optræden i København. Han lærte den store Sangerinde at kende, og hun, som skattede Schrams Kunst, beklagede meget de fortrykte Forhold, under hvilke han levede. Atter kom det naturligvis paa Tale, om han ikke skulde forlade Danmark. »Den svenske Nattergal« lovede ham sin Understøttelse, hvis han vilde prøve Lykken i Stockholm. Imidlertid trak det Sommeren over uden Afgørelse, og først i November 1843 tilskrev Schram hende saaledes:

 Til Velædle Demoiselle Jenny Lind.

»Idet jeg herved tolker Nordens største Sangerinde min varmeste og beundrende Tak for den høje Nydelse, som De skænkede mig og alle Kunstvenner her under Deres kun altfor korte Ophold iblandt os, vover jeg, opmuntret ved Deres den Gang gjorte Opfordring til mig om at søge Engagement i Stockholm, i denne Anledning at henvende mig til Dem med Anmodning om Deres bevaagne Protektion for mig, i Fald den kongelige Theater-Direktion i Stockholm skulde være tilbøjelig til at antage et 20aarigt (ɔ: 24aarigt) Subjekt med mine Egenskaber.

»Ved Theatret her nyder jeg nemlig, uagtet jeg iblandt alle de unge Mennesker, som ere ansatte ved samme, er den Eneste, der bruges, og det endog i de største og vanskeligste Roller i Operaen, ingen anden Løn, end Publikums Bifald, som jeg vel af ganske Hjærte paaskønner, men som dog ikke er tilstrækkeligt til at leve af og da jeg ingen Formue besidder, saa ville mine bedste Aar hengaa under trykkende Næringssorger, der ikke kunne Andet end berøve mig min Sindsro og Kraften til at virke for mit Kald, hvilket jeg saa gærne vilde hellige mig med min hele Sjæl og Kraft. Vel er det ikke Direktionen, som jeg vil beklage mig over — thi den skænkede mig vist gærne ogsaa denne pekuniære Opmuntring — eller over Avtoriteterne for min dyrebare Kunst, som navnligen Kapelmester Glaeser og min Onkel, Koncertmester Wexschall, hvilke tværtimod vise mig den største Opmuntring; — men netop fordi Grunden dertil er Mangel paa de fornødne Midler (hvilken maaske kan blive en langvarig Sygdom ved vort Theater): saa ere Udsigterne til en sorgfri og uafhængig Fremtid saa fjærne, at jeg næsten frygter for, at jeg maatte være udødelig for at kunne afvente denne Mangels Afhjælpning.

»Skulde derfor et Engagement i Stockholm kunne opnaas paa Betingelser, som nu kunne sikre mig en selvstændig Stilling, saa vover jeg herved at anmode Dem, højtærede Demoiselle J. Lind! om at være min Talsmand hos den derværende Theater-Direktion og at bestemme mit ringe Værd som Sanger og Skuespiller, forsikrende, at jeg er fuldkommen tilfreds med ethvert saadant Arrangement, som De træffer for Deres ærbødige og taknemmelige Tjener, og at jeg ved den største Flid og Iver i mit Kald skal stræbe at gøre mig Deres dyrebare Protektion værdig.

»Slutteligen vover jeg endnu den Bøn, at denne Sag maa forblive en Hemmelighed for enhver Uvedkommende, indtil der er sket en definitiv Bestemmelse, da det ellers kunde have ubehagelige Følger for mig her, i Fald der Intet blev af, og hermed nedlægger jeg min svenske Fremtid i Deres Haand, fra hvilken jeg med Længsel imødesér et Par Linjer, forblivende med Højagtelse og Ærbødighed

Deres stedse forbundne.«

Svaret fra Jenny Lind er dateret d. 22. December 1843 og lyder i sit lidet korrekte Sprog saaledes:

Gode Herr Schram!«

»Deres bref anlände sent, jag vet ej af hvad orsak, så De bör icke aldeles tilskrifva mig felet af det långa dröjsmålet med svar. Nu önskar jag sent om sider kunna ge det bestämdt ok vil for resten be Dem noga sjelf öfverväga.

»Jag har talat med vor Theaterchef, som synes mycket belåten att få Dem hit til Stockholm. han bad mig sända Dem medföljande contract, på det De må kunna ungefär se hur det ar stäldt. Herr Schram ser deraf at Direktionen tilbjuder Dem 1200 MB. eller 900 Riksbankdaler. Dessutom har man såkallade Flit-penningen eller det som i contraktet lyder tjenstgöringpenningen, utgörende 3 MB. for hvarje act nb. sång-act, är det blott tal, blir det 2 MB, svenskt. man brukar kunna räkna en fem à sex hundra M. om året. 6 à 7 veckors complett ledighet om sommaren. — se der ungefär vilkåren. Det er väl ej mycket men första året får ej Herr Schram kanske vänta sig mer. annat blir det året derpå, om Herr Schram har succès, hvilket jag ej betviflar.

»Men — nu til det angelägnaste af alt. jag vet af erfarenhet att fosterlandet är kärt. Herr Schram tank sig väl förut. låt ej mig — ej någon förleda sig att öfverge det samma, om utsigterna i en främtid kunna blifva bättre. ty — jag vil upriktig säga en sak. Då jag talade med Herr Schram i sommer om ett engagement här visste jag ej rigtig hur illa vi egentligen äro i våra affairer. konungen lär ännu låta Theatern fortfara til d. 1sta Juli 1845 — men hvad som sedan blir — det vet Gud allena. vi äga intet visst intet säkert for vår främtid. Det kanske Herr Schram kan få i Köpenhamn. det kan visst vara bättra her nu för momangen. men ämnar Herr Schram blifva här altid qvar i Sverige, så tank väl öfver. — utan Theater kan väl ej Stockholms-Boarna existera men — hur det skal bli — vet jag ej — jag talar emot vårt intresse emedan vi mycket väl behöfver Herr Schram men jag vil ej ha på mitt samvete at hafva dragit en menniska från sitt fädernesland då det hade varet bättre han blifvit der.

»Imidlertid sér nu Herr S. att Direktionen tilbjuder Engagement på et år — räknadt från d. 1. Juli 1844 ok kanske går det an att forsöka. — Direktionen kunde ej bjude mer första året. vi spela ända till d. 20—21. Juni ok det kunde ju gå an att resa hit ok forsöka sig efter Deras saison slutar för. — blif hur som helst så önskar jag Dem lycka og välsignelse ok tilbjuder mig att altid förblifva som Deras syster og vän, då en sådan kan behöfvas.

Jenny Lind.

»Ville De vara så god ok ge mig svar. Hur De gör, så stannar jag i forbindelse«.

Allerede i November har imidlertid Theaterdirektionen sikkert faaet Nys om Sagen, thi den bestemmer sig pludselig til at udnævne Schram til Prøveskuespiller paa to Aar og samtidig tilstaa ham en Gageforhøjelse og Adgang til Feu. Men nu smeder Schram, mens jernet er varmt. Han underretter Direktionen om, at han har faaet Engagementstilbud fra Stockholmertheatret og forespørger, om man ikke skulde paatænke at forbedre hans Stilling og navnlig udnævne ham til kgl. Skuespiller. Med Kniven paa Struben svarer saa Direktionen ja til begge Dele, den skal efter Sæsonens Udgang indstille ham til Ansættelse som kgl. Skuespiller, endog med Anciennetet fra 1. Juli 1843 og samtidig virke for Gageforhøjelse. Schram stolede herpaa, og opgav, sikkert ikke ugærne, den svenske Rejse, der jo efter Jenny Linds Brev frembød adskillige Betænkeligheder. Hans Udnævnelse med Gage af 500 Rdl. aarlig er dog først dateret September 1845.

Men allerede næste Aar havde han atter Eksileringsplaner. Med offentlig Understøttelse var han gaaet til Paris og lod sig undervise af Garcia. Han vandt straks dennes Gunst ved sin fortrinlige Læsen fra Bladet — den første Gang troede Garcia endog, at han var Genstand for en Mystifikation og havde til næste Time en i Mellemtiden forfattet Sang i Beredskab — og da Schram havde givet ham tilstrækkelige Prøver paa sit dramatiske Foredrag foreslog Garcia ham at blive i Frankrig. Vel vilde han aldrig blive nogen stor Koloratursanger, men hans Talent kunde undvære Halsfærdigheden. Garcia tilbød sig at skaffe ham Plads ved den store Opera, hvor han foreløbig vel maatte lade sig nøje med Smaaroller, men hvor den berømte Lærer vilde sikre ham en stor Fremtid. Det løb rundt i Hovedet paa Schram. Var her ikke Hæder og Rigdom at vinde? Skød han ikke den største Lykke fra sig, han i det Hele kunde naa? Han vilde gribe til, og saa — saa kom der Breve fra Hjemmet, og Sæbeboblen brast, og han rejste tilbage til København.

Og saa blev han herhjemme, gjorde vel et Par Afstikkere til Sverige, Frankrig, England, talte hver Gang paany om at blive borte, havde ogsaa Udsigt dertil, men blev dog herhjemme. Syntes altid, at det var urimeligt og ufornuftigt, han gjorde det, men blev dog. Hvad var det, der bandt ham? Ja, hvad er det, som binder saa mangen, man skulde tro havde alt at vinde ved at drage bort? Hvorfor klæbe sig til Ens Fødder de Brostene, paa hvilke man som ung har travet ulykkelig omkring, hvorfor forhindre de En fra at hæve sig og flyve bort. Vil man, at de Samme, der have set Ens Fornedrelse, skulle bøje Hovedet for, beundre og misunde Ens Begavelses Frembrud og Ens Held. Er det Sproget, Kammeraterne, Familien, det Kendte og Magelige, som lægger Lænker omkring den Rejselystne?

Det er vel det altsammen paa én Gang. Alle disse Hensyn, som spærre En Udsigten til det Fri og Fremmede, danne om En et Gemme, i hvilket man synes at passe saa fuldkommen ind som en Snegl i sit Hus. Man fører Skyggerne af dem med sig, naar man drager ud, og de drive En hjem igen.

Saa begyndte for Schram et ensformigt Liv: mange Prøver, Rolleønsker, gode Roller, Smaatriumfer, Klager, lidt Forfængelighed, lidt Pirrelighed, megen Elskværdighed, bestandigt Arbejde. Givende Timer og kommende til Hove som Kongens Ven, behagelig Selskabsmand i Familiecirkler og lystig vagabonderende paa Koncertture til Provinserne, selv sættende Bo — i det Hele levende som en kgl. dansk Skuespiller bør leve.

Fra en ranglet mager Knøs var han bleven en kraftig Skikkelse, fra den myge Elev, der nejede for alle Avtoriteters Aandepust, en selvbevidst, sin Ret hævdende Mand, fra en Begynder en Sanger af allerførste Rang, men i Hovedsagen altid den samme: en ægte Kunstnersjæl, et blødt Hjærte og et stort Barn.


III.

»I den Rolle har jeg ikke set Dem. Hvorledes spillede De den?«

»Jo—oh! Morsomt, morsomt! Jeg gjorde megen Lykke«.

Dermed var just ikke ganske mit Spørgsmaal besvaret. Men det er overmaade faa Skuespillere, der ere i Stand til at gøre Rede for en Rolle, ja blot til at betegne dens Hovedtræk. Dermed maa ikke forveksles, at de ikke skulde tænke over, studere den. Man vilde jo saaledes let tro, at slige fantastisk-lyriske Roller som Schrams vare halvvejs improviserede og »følte«, ikke gennemarbejdede. Lige det Modsatte er Tilfældet. Naar Schram skal spille en ny Rolle, lærer han hurtig at memorere den, og dernæst begynder der hos ham et indre Arbejde og en kunstnerisk Produceren, under hvilken Ordet gradevis undfanges, fødes, faar Legeme og Form. Repliker og Toner ere ham aldrig ude af Hovedet. Paa Gaden, i Selskab, i sin Stue, overalt fører han dem med sig; han føler deres Lyd og Vægt bestandig mere præcist og intenst, prøver for sig selv Sætningens Styrke og overvejer Foredragets Indvirkning paa Publikum. Thi dette kommer ham samtidig næppe ud af Tanke. Han er glad ved at arbejde paa sin Rolle og lever helt heri, men han er ikke af de Kunstnere, som i sig selv have Kritiken og Dommen over deres Værk, og som kunne undvære Mængdens Retskendelse; for ham er Publikum den absolute Selvhersker over alle hans Roller, den inappellable Dommer. Først helt lykkelig er han og sikker paa sig selv, naar hans Sang og Spil har slaaet an, og Tilskuerne have tilklappet ham, at Processen er vundet. Derfor har det »at spille morsomt« sit Supplement og Bevis i »at gøre Lykke«. Det Ene bestaar ikke uden det Andet.

Naar Schram kommer ind paa Scenen, og hans Blik falder ud over Tilskuerpladsen, da synes det ham, som om de Hundreder af forgyldte Kikkertrande, der pege imod ham, ere lige saa mange Bøssepiber, rettede imod hans Bryst. Saa gammel Skuespiller han end er, faar straks Kulissefeberen fat i ham. Hans Angst vokser endog, hvis han véd, at én eller anden Avtoritet, Fru Heiberg f. Eks., er i Theatret den Aften og vil betragte hans Spil.

Denne Sensibilitet er let forklarlig for den, der kender hans Liv. Jeg har vist, hvor lidt uafhængig han føler sig, og hvor sagtmodig og omsigtsfuld han gaar tilværks. Fødsel, Opdragelse og Ungdomsliv har i det Hele gjort ham nervøs og i Særdeleshed angst over for den Stormagt, der synes ham, og jo egentlig med Rette, at holde hans Liv i sine klappende Hænder. Derfor er han ogsaa noget behagesyg overfor Publikum.

Det er da denne Sensibilitet, der er Aarsag til hans saakaldte Overdrivelser. Saadanne bebrejdes ham jo undertiden. Sagen er den, at naar Schram i en Rolle, som f. Eks. Bartholos føler sig vis paa Publikums Yndest og Bifald, bliver han ligesom ellevild. Som et Barn, med hvis Spillopper man en kort Stund har moret sig, vil han bestandig gøre det bedre. Med Publikums Latter som Tremplin kan Schram ophidses til at foretage de kaadeste Spring, jeg vil just ikke sige over Skønhedsgrænsen, thi jeg tror slet ikke paa, at denne mytiske Linje eksisterer, men over den Grænse, som Rollen og Karakteren sætter. Han gør Løjer, og naar Publikum, som almindeligvis sker, smittes af hans Lystighed og morer sig, gør han som Hr. Knud flere Lejer endnu. Men lad der saa den næste Dag staa et nedsættende Ord i et Blad — saa falder Schram lige fra sin Lykkes Tinde ned i den sorteste Fortvivlelse. Nu har han mistet hint luftige Fodfæste, Publikums Glæde var ham. Han er helt forvirret og véd aldeles ikke, om han mer tør spille paa samme Maade. Deraf den Pirrelighed og egne Art af Forfængelighed, som en enkelt Gang er kommet offenlig frem.

Saa sensibel er han da, at Rollen selv virker ind paa. ham. Han føler sig ubehagelig og angst tilmode, naar Stykket bringer ham i uhyggelige Situationer. Naar han som den onde jæger støber Kugler i Ulvesvælget sammen med hin rødøjede Ugle, hvis vidunderlige Skelen altid har betaget mig enhver Illusion, saa gribes han fuldt saa meget som nogen Anden i Theatret af Scenens Uhygge. Noget af den Magt, han har over Publikum, beror herpaa. Hans Sikkerhed i det rent Musikalske tillader ham at mangle den Kulde i det Dramatiske, som Skuespilleren bør være rustet med for at bevare alle sine Midler. Man kan ganske sikkert ikke spille Kong Lear, naar man selv er hjærtegreben, men man kan muligvis nok synge Bertram, fordi Sangen i de fleste Operaer aldrig er helt dramatisk, men altid bevarer et lyrisk Præg. Tonen faar hos den nervøse Sanger en særegen varm Farve, der virker ind paa Tilskuernes Sind, selv om den ikke er den ægte. Den tekniske Hovedregel er, at Sangeren selv skal forblive kold under sit Foredrag.

Var Schram ikke en Sanger, som han er, vilde alle slige Overvejelser slet ikke være paa deres Plads; thi for de fleste Operisters Vedkommende gælder det jo som fast Regel, at man ikke forstaar et Ord af hvad de udtale. De bære sig omtrent ad paa samme Maade, som Etymologerne gjorde i gamle Dage. Først udskyde de alle generende Konsonanter af Ordet og dernæst forandre de Vokalerne efter deres Behov — hvad Sprog deraf kommer ud, kan man vel tænke sig. Schram har derimod aldrig forstaaet, at man kunde synge uden at prononcere tydelig. Han erstatter ved sit dramatiske Foredrag, hvad der mangler ham i Færdighed. Sangen har altid kun været ham et Middel til at frembringe den dramatiske Figur. Deri søger ogsaa denne Skitse, der vil tegne hans Kunstnerfysiognomi, sin Berettigelse til stærkere at fremhæve Skuespilleren end Sangeren.

IV.

Skulde jeg med faa Ord betegne, hvad Schram formaar at fremstille, saa vilde jeg sige: Usikkerhed i dens forskellige Nuancer og i dens Modsætning. Eksempler ville gøre dette klart.

En af Schrams aller fortrinligste Roller var Tjeneren eller rettere Gaardskarlen i Cola i Den Yngste. Jeg ser saa tydelig for mig den høje ludende Skikkelse i Faareskindspelsen med den træge Gang og det halvt frække, halvt fejge Blik. Det skyldtes iøvrigt alene Høedts Indflydelse, at han fik denne Rolle, thi Hertz vilde paa ingen Maade give ham den. Siden hen udtalte Digteren sin Glæde over hans Spil.

Det var særdeles originalt. Rollen er ikke meget udviklet fra Forfatterens Haand. Cola er en doven Fyr, der, naar man ikke vil lade ham i Ro i fuldstændig Arbejdsløshed, stikker omtrent som en Bremse, man jager bort fra dens Plads i Solskinnet. Schram betonede paa én Gang det særegent Italienske i Figuren og hævede den samtidig næsten til et moderne Sidestykke til Caliban. Han drev og dasede som en ægte Lazaron, og ved en skændende Befaling krummede han Ryg og parerede med Haanden som et Barn, der venter Slag. Hans Trods var ganske det stivsindede Æsels, der er bange for Pigkæppens Rap. Man mærkede, hvilken ondartet Lyst han havde til at sparke til alle de fine Folk, og hvordan kun hans Fejghed forhindrede ham fra at gøre Oprør som Caliban. Nu turde han blot skælde ud og drille saa godt, han evnede. Dum og sløv, doven og fræk — det var et Folkelivsbillede fra Samfundets laveste Lag. — Det, hvorved Schram satte sit Kunstmærke paa Rollen, var den Maade, paa hvilken Angsten og Dovenskaben parredes i hans Spil[1].

I Scapins Skalkestykker spiller Schram Silvestro, Scapins Kammerat, en ganske lille Rolle. Især én Replik siger han ganske fortræffeligt, og det er egentlig ud fra den, han forklarer hele Rollen. Hvor Silvestro i første Scene omtaler de Gamles snarlige Hjemkomst, udbryder han: »Ak, jeg sér ligesom en hel Sky af Stokkeprygl, der vil udgyde sig over min Ryg« — Schram havde her et Skuldertræk og en Maade at skutte sig paa, der vidnede om, hvor ærlig Silvestros Angst var. Derimod hvor denne forklædt som Soldat skal skræmme Geronte og buldre løs som en ægte Matamor (hvad Phister temmelig urimelig har indført at spille paa gebrokkent Tysk) der skortede det ham noget paa den store Lystighed. Han havde ingen Lejlighed til at lade Silvestros egen Angst skimte bag Truslerne og Pralet. Men man kunde dog af denne Scene slutte, at vilde man blot vove at give ham Jacob von Thyboe, denne Kryster par excellence, vilde man sikkert faa en Udførelse af denne vanskelige Rolle at se, som stod højt over de umiddelbart foregaaende. Det betyder sandt at sige ikke saa særdeles meget. Skønt Adolf Rosenkilde debuterede i den, er det sikkert den Rolle, han har spillet slettest af alle; og hvor megen Umage end Mantzius gjorde sig, kunde heller ikke han faa det rette Greb paa den storpralende Soldat. Da Holberg dog for Tiden er Stedbarn, saa forsøge man at give Jacob von Thyboe en Gang en Fastelavn med Schram i Hovedrollen, og jeg antager, det vil blive den rette festivitas. I en saa faamælt Rolle som Radelzier i Pernilles korte Frøkenstand forstaar Kunstneren at fremkalde en ustandselig Moro ved sit blotte Udseende og den groteske Maade, hvorpaa Gavtyven forsøger sig i salvelsesfulde Præstefagter. Hvergang Schram rystende hæver Hænderne mod Himlen, bryder Latteren paany løs.

Schrams Repertoire, der iøvrigt ikke er saa særdeles stort (omtrent 170 Roller), tæller en betydelig Holbergsk Figur. Det er Per Degn, som han giver fed og velnæret efter Ryges Forbillede. Rollen var rigtig grebet an, og dog manglede der noget. Sagen er den, at Per Degn vel er sig dunkel bevidst, at han ikke er ganske sikker i de klassiske Sager, men han er paa den anden Side saa fuldstændig overtydet om alle de fortræffelige Egenskaber, han besidder, om hvorledes han forstaar sit Kald, hvor gammel og erfaren han er og yndet af sin Menighed, at han med rolig Værdighed gaar til den forestaaende Hanekamp. Han er ikke overvejende bange, derfor kunde Schram ikke finde Lune til at spille Rollen helt igennem, hvor gode Ting der end var deri, især i Disputen mod Erasmus. Nervøsiteten hos Per Degn er dækket af et Fedtlag af Stupiditet, der som Stødpude tager af mod alle Ængstelser og Angreb. Schram var for mager, som Phister for intelligent, til ret at faa Form paa hans Skikkelse.

Schram kan spille den, der er bange, og gennem Modsætningsforstaaelse den, der gør bange.

Han debuterede som Bertram og besad som ganske ungt Menneske Magt til at indgyde den Rædsel, som Rollen fordrer, at Fremstilleren skal opvække, skønt dens Meningsløshed i høj Grad vanskeliggør Opgaven. Her ligesom i Faust gik Schram frem ad traditionel Vej og forsmaaede intet Middel, som Kostume og Maskering yder. Hans Skikkelse gør ham det let i det Ydre at se ret »fæl« ud. Men han fandt dog den bedste Støtte for sin Fremstilling i sin særegne Art af Fantasi.

Det er en Fantasi, som slet intet har med Virkeligheden at gøre, men som bunder i Overlevering og lever af Overtro. Det er et saadant Fantasteri, som Rædslen for mørke Værelser blandet med Ammesnak opelsker hos Barnet, og som snævre Forhold, mørke og længselsfulde Barndomsdage og Ungdomsaar fremkalde hos Kunstneren, Digteren og Skuespilleren. Det er kun rige og lykkelige Samfund, der have Raad til en sund og glad Fantasi, smaa fattige og melankolske Samfund maa lade sig nøje med et halvt sygeligt halvt religiøst Fantasteri. Schram fremstiller det Dæmoniske paa samme Maade som Ingemann og til Dels H. C. Andersen. Jeg har allerede omtalt den Sensibilitet, som bevirker, at han selv er hjærtegreben i uhyggelige Situationer. Nu vil man bedre forstaa, hvorledes han selv tror paa de Aander, han maner frem. Han kan i sin egen Stue, tænker jeg mig, næsten blive angst for den Bertram eller Mefisto, hans Kunstnerøje lader ham skue som et Syn. Han er i Dæmonernes Kreds, og paa Scenen bliver Orkesteranførerens Taktstok en manende Tryllestav, og naar saa Tonerne omsuse ham og spille hans Nerver op til en Art Heksedans, er han paa en Gang Djævelen selv i højst egen frygtelige Person og paa samme Tid rystet i sit Inderste og bange for denne Djævel — og deraf det Gribende og sælsomt Fantastiske i hans Spil.

Hvad var det bedste i hans Mefisto? Det var ikke de to Sange, hvor genialt de end bleve sungne, og hvor vildt han end lo. Det var heller ikke den snigende og mægtige Gebærde, hvormed han lagde de lange og magre Fingre paa Fausts Skulder og hver Gang paany kaarede ham til sit Bytte. Nej, ypperligst var han i den Scene, hvor Mængden forfølger ham med de opløftede Kors; hans fortrukne Ansigt og hans flagermusagtige Flygten gav et Billede fra Middelalderens mørkeste Overtro. Djævelen selv bange — det var noget for Schram.

Rollen er jo i Virkeligheden temmelig melodramatisk. Goethes tankebesnærende Mefistofeles er blevet til en almindelig Komediedjævel: Aanden er borte og kun Legemet tilbage. Schram havde dog anlagt Rollen saa stor som mulig. Særlig var hans Plastik fortrinlig; han havde ogsaa komponeret alle Gestus og Stillinger efter et nøje Studium af Kobberstik og Tegninger, fremstillende hans sataniske Majestæt. Ikke saaledes at han direkte for Spejlet reproducerede dem, men han lod sig inspirere af dem. I denne Rolle naaede han Toppunktet af hvad han har fremstillet i den dæmoniske Genre. Caspar i Jægerbruden og Marley i Den hvide Dame ere skønt tidligere i Tid, dog langt mattere i Farven. Det Samme gælder om en saadan Tyranrolle som Gessler i Wilhelm Tell.

Men jeg maa endnu blandt denne Klasse af Roller fremhæve den sidste, skønt ingenlunde den ringeste, nemlig Malcolm i Røverborgen. Hans Maske var Shakespeare værdig. Saadan sé dennes gamle Syndere ud: det stirrende Blik, de underløbne Øjne, de hvide, struttende Haar, den fremskudte Underkæbe, bestialsk af Blodtørst og Sanselighed! Vidunderlig havde Schram her vidst at smelte det Uhyggelige og det Komiske i den gamle Slyngels Angst sammen; det var just den rette Galgenhumor. Rollen bares af den Spøgelsefrygt, som vi alle mindes fra Ingemanns Romaner. Det er umuligt at glemme den Mine, hvormed Malcolm, halvfjollet af Rædsel, fortalte om den gamle Lucas, han havde sét sidde paa Trappen med Hovedet under Armen. Det var næsten moralsk at se, hvorledes Frygten knugede hans Lemmer. Og saa, naar han havde drukket og med fremstrakt Arm og blottet Kniv saa bleg som et Lig forsikrede om sit Mod i et lydeligt: »Nu blusser jeg«, og saa den hidalgomæssige Maade, paa hvilken han slog sin Pjalt af en Kappe over Skulderen — man er ikke ofte til saadan Fest i det kongelige Theater. Alle gamle Eventyr om Røverborge stode lyslevende for Ens Øje.

Tag saa fra disse halvt alvorlige Roller alt det Komiske bort og fjærn ogsaa det Dæmoniske, det Frygtindjagende forvandler sig da til det Ærefrygtindgydende. Man vil forstaa, at Schram har forsøgt sig ogsaa i denne Nuance. Men det synes mig ikke med stort Held undtagen i det rent Ydre. Han har let ved at forvandle sig til en ærværdig Olding med hvidt Skæg omtrent i Lignelse med Vorherre i Billedbogen: saaledes var Jacob i Joseph og hans Brødre, Rokko i Fidelio og vel ogsaa Moses, om hvilken jeg dog kun tør dømme efter Referat. Ærværdigheden var ham mest i Klæderne skaaren, det egenlig Imponerende ligger ikke for ham, særlig ikke, hvor det skal hæve sig til det Majestætiske. Henrik Fuglefænger i Lohengrin var en temmelig leddeløs Herre, baade Personlighed og Talent slog Klik. Derimod har jeg et betydeligt Indtryk af Schram i den lille Rolle som Lord Ruthwen i Maria Stuart. Han var saa ganske den gamle Oprørsmand, sygelig og halv faldefærdig, men med en Hadets Ild, der gennemglødede hans Stemme. Han saa’ ud som en Velasquez, hvor han sad ved Bordet støttende sig til Kaarden, maaske lidt for tableauagtig. Men hans indtrængende Tale fik En til at beklage, at hans Talent ikke var blevet strakt længere mod det Tragiske.

Hin Usikkerhed, eller Mangel paa stærk Karakter og fast Vilje, om man vil, kan Schram dernæst i sympatetiske Roller forandre til Elskværdighed. Og som naturligt er, givet Schrams Individualitet, faar den let Anstrøg af Barnlighed. Han fremstiller f. Eks. Papageno saa udpræget barnlig, at Spillet nærmer sig til at være barnagtigt. jeg tilstaar i alt Fald, at Schrams Alder generer mig noget, naar han hopper om paa Scenen og læsper med en kælen Stemme. Det er ganske godt gjort, men det klæder et stort Mandfolk ilde. Langt bedre tager hans Hjærtelighed sig ud i Huguenotterne. Hans Marcel er en prægtig gammel Hugaf som synger sin noget indianske Pif-pafsang med den ægte fanatiske Krigerenfoldighed. Rigtig H. C. Andersensk i Tone og Opfattelse var endelig hans Sømand i Operaen Ravnen. Det er ellers en løjerlig Matros, der næppe kommen i Havn synger Eventyrviser om »Bedstemor sidder i Kakkelovnskrog«, men Schram giver ganske efter Digterens Ønske det Barnlige paa aaben og naturlig Maade.

Udmærket Anvendelse for denne Godmodighed har Schram faaet i de mange gamle Brumbasser, han har spillet. Hvor var ikke Hans Sachs ærlig og elskværdig og netop saa poetisk som den digtende Skomager burde være! Den døve Geronimo i Det hemmelige Ægteskab og den buldrende Grøndal i Ungdom og Galskab ere pudsige men mindre originale Skikkelser. Uforlignelig er Geronte i Skatten. Schram virker her ved den tørreste Humor, der giver et Tilforladelighedens Præg selv til de kaadeste Indfald. Og han slaar overmaade dristigt Gækken løs i det gamle Syngestykke. Han er dernæst som skabt til at spille de broutende men ganske skikkelige Charlataner. Hvem mindes ikke hans Indtrædelse som Dulcamare i Elskovsdrikken, et sandt Triumftog, saa glimrende saa’ han ud. Hans skraldende Stemme, hans enorme Gebærder, halvt fiffige halvt usikre Mine gjorde ham til en Markskriger, der netop var intelligent nok til at narre Bønderne. Stødvel (Doktoren og Apothekeren) og Brause (Sovedrikken) høre herhen som finere men heller ikke saa morsomme Udgaver af samme Figur. Endelig falder Bartholo til Dels ind under denne Art Roller. Jeg er nødt til at tilstaa, at jeg her ikke hører til de absolute Beundrere af Schrams Spil. Han udtrykker fortræffelig Bartholos Mistænksomhed og Ængstelighed som Formynder, men hans Komik synes mig for pindehugget, ikke storladen nok. Jeg foretrækker i hvert Fald Mozarts Figur for Rossinis, selv om jeg maa anerkende den Virtuositet, hvormed Schram forstaar at »staa stiv som en Støtte« og gøre dette fuldkommen meningsløse Sted antageligt.

I det Hele gælder det, at der i enhver Figur maa være et Karaktertræk, som har Sammenhæng med hin Usikkerhed, ellers bliver den tom for ham. Han er ikke en saadan fuldblods Komiker, at han kan gøre en Nar som Prinsen af Aragonien morsom. Her skorter det ham paa Fantasi. Og paa den anden Side besidder han langt fra de Egenskaber, hvorved Phister kunde skabe et Mesterværk ud af Olifur i Brama og Bayaderen. Den indeklemte og impotente Lidenskab, som Phister gav saa realistisk et Udtryk uden dog at blive æstetisk hæslig, evner Schram ikke at fremstille. Og til Modsætning: Sulpices disciplinære Bravur i Regimentets Datter ligger udenfor hvad hans »Usikkerhed« kan omformes til.


V.

To klassiske Figurer findes der i Schrams Repertoire, i Operaen Leporello, i Skuespillet Aslaksen.

»Lang og tør, i rød- og hvidstribet Vest, lille rød Kappe, hvid Hat med rød Fjeder tripper Leporello rundt omkring Don Juan. Hans Ansigtstræk udtrykke en sælsom Blanding af Godmodighed, Skælmeri, Lystenhed og ironiserende Frækhed. De sorte Øjenbryn stikke underlig af mod det graanende Haar og Skæg. Man mærker vel, den gamle Knægt fortjener at være Don Juans hjælpende Aand«.

Det er Hoffmanns Skildring af den ideale Leporello i hans henrivende Novelle Don Juan. Passer den ikke, som den var skrevet om Schram? Skælmeri, Lystenhed, Frækhed, og føj endnu hertil Krysteri — af disse fire Elementer er Figuren skabt. Den vidunderlige Sammensmeltning til et Hele, til et levende Menneske gør Skikkelsen klassisk.

Tag ham, naar han opruller Listen. Skælmen morer sig over at udfolde sin Herres Synderegister overfor den troskyldige Elvira, hvem han halvvejs spotter over og halvvejs har Medlidenhed med. Samtidig beundrer han Don Juan: »En Allerhelvedes Karl! Var jeg Ridder og køn og rig, paa Ære jeg førte det samme Liv«. I Fantasien har han ejet alle disse Kvinder; som Fortrolig har han da i alt Fald havt en Part i dem. Og hans Øjne lyse af Lystenhed. Der er en Afklang af Don Juans jubilerende Fryd i Andanten, der slutter Listearien — og dog ynkes han over de uskyldige Guds Lam, der ofres paa hans Herres Alter. Hvilken Mængde Nuancer udtrykker Schram ikke her ved Betoning og Mine.

Men mest beundringsværdíg synes hans Spil mig i Kirkegaardsscenen. Leporellos Angst for den hvide Mand — det forstaar Schram sig paa. Hvor skælver han ikke overfor Kommandanten! Trællenaturen kommer op i ham, al Frækhed er vegen bort, hver Tone fortæller, hvorledes han gennemisnes fra Top til Taa. Medens Don Juan staar næsten lige saa statueagtig som sin Modstander i himmelstormende Trods, krummer Leporello sig som en Orm og klynker som det inkarnerede Pjalteri. — Det er den samme ynkelige Fejghed hos Leporello, som Schram véd saa fortrinlig at anskueliggøre i det vidunderlige Vræl, hvormed han giver sig tilkende i sidste Akt, da han er iført sin Herres Klæder. Det er ubeskriveligt, hvilken Lavhed han lægger i sin Beden om Forladelse.

Med det samme tør jeg nævne et lille Træk, der slutter sig til denne Situation. Leporello har narret Elvira efter Don Juans Ordre, og hun omfavner den angergivne Synder kærlig. Det er en temmelig slibrig Scene. Schram frelser den ved den groteske Maade, hvorpaa han udstøder sit: »Den Spas er ej saa ilde«. Tilskuerne le og forarges ikke. Gailhard paa den store Opera i Paris spiller dette Sted anderledes saftig.

Det Eneste, som ikke lykkes Schram, forekommer mig at være hans første Arie. Skylden er maaske det hurtige Tempos. Vist er det, at han ikke ret giver Leporellos Karakter og Situation — Klagerne og Jalousien kommer ikke tydelig frem. Men med denne ene Undtagelse er der næppe et Træk i Leporello-Skikkelsen, som Schram ikke faar med. Bedre har sikkert Rollen aldrig været spillet, og af alle de Sangere, der for Tiden udføre den i Udlandet, er Ingen værdig til at løse Schrams Skotvinge.

Fuldt saa godt som Leporellos Fløjlsvams har endelig Aslaksens sorte Kjole passet Schram. Med en genial Energi har han her samlet alle Karakterløshedens Træk til det triste Billede af det forfaldne Geni. Saadan kommer den Begavelse til at se ud, der ikke tror paa sig selv, og som bukker under i den sjælsfortærende Eksistenskamp. Schram hæver den stakkels fordrukne Bogtrykker til en næsten tragisk Skikkelse. Saadan tænker man sig det Billede, Shakspeare vilde give af sin Apotheker i Romeo og Julie:

— Sult staar paa din Kind
Trang stirrer hungrig ud af dine Øjne
og pjaltet Armod hænger paa din Ryg.

Aldrig har et Menneske sét ynkeligere ud end denne Fyr med den optrukne Pandehud, hvor hver Rynke fortæller om et Ulykkens Aar ligesom Ringene i et Træs Stamme. Det er, som selve Skæbnens tunge Haand havde trykket hans Hoved ned mellem Skuldrene, som om halvt arbejdsomme, halvt hensvirede Nætter havde trukket alt Blodet fra dette blaablege Ansigt. Hvilken fortrinlig Maske! Der er ikke Pille Kød paa den lange Krop, hvor Knoklerne allevegne stikke spidse frem. Og den sorte Dragt, der en Gang var saa fin og selskabelig, er nu i sin lurvede Fedtethed netop Mærket paa den ægte pauvre honteux. Den slæbende Stemme, der i sin klagende Tone har saa nær til Graaden, gør hver Replik til et Mesterværk. Hvorfor har man dog ikke drevet det til at fonografere Sligt, til Gavn og Glæde for kommende Generationer.

Denne fuldkomne Fremstilling vidnede om, hvor højt et begrænset Talent kan naa i en Rolle, der svarer til og lægger Beslag paa alle dets Evner og Midler. Maa man ikke forbavses over, at vore Digtere tage saa lidt Hensyn til Fremstillerne, og maa man ikke i dette særlige Tilfælde beklage, at der findes saa ringe Anvendelse for Schrams solide og af Publikum meget yndede Talent.

De sidste Aar have ikke bragt Schram mange nye Roller. Og dog synes det ikke, som der er Overflod af Talent ved det kongelige Theater, saa at der egentlig ingen Grund er til at skjule for Verden det Sikre, man besidder. Alderen truer Schram som Sanger, men som Skuespiller er han usvækket i Kraft og Fantasi. Han ønsker undertiden og taler om at forlade Scenen, men jeg tænker, at kunde han ikke komme bort fra Theatret i sin Ungdom, da han blot havde Foden indenfor, vil han næppe kunne løsrive sig nu, da hans Stilling er befæstet ved aarelangt Arbejde, ved geniale Fremstillinger og Publikums Beundring. Den gamle Garde dør, men den overgiver sig ikke.



  1. Jeg noterer blot, at Overskou i sin Theaterhistorie ved sin omtale af stykket slet ikke nævner Schram, medens han f. Eks. fremhæver Phisters lidet morsomme Canneloro. Hans Udførelse af Leporello skænkes der iøvrigt heller ingen videre Omtale. Med det samme kan det bemærkes, at der debiteres en absolut Usandhed, naar der i syvende Bind p. 608—9 fortælles, at Schram under Berners strid med Mantzius spillede Johns Rolle uden Prøve. Schram havde om Formiddagen havt prøve paa sine Scener.