Danske Digtere 1904/Helge Rode
Helge Rode.
Helge rode tilhører en gammel anseet dansk familie og er født i Kjøbenhavn 1870. Hans far har et navn som litterærhistorisk forfatter, men hans væsentlige virksomhed var knyttet til den danske folkehøjskole. Hans mor er en datter af den bekjendte politiker Orla Lehmann, en begavet og fint dannet dame. Helge Rode er selv vokset op i Norge. 1887 finder vi ham atter i Kjøbenhavn, hvor han debuterede med en liden realistisk novelle i „Piraten“, en boulevardavis, som var stiftet samme år. Den redigeredes af digterens bror Ove Rode og støttedes af en kreds politisk og litterært frisindede unge mænd, der gjorde sit første stormløb mod det gamle bourgeoisi under brødrene Brandes’ og Hørups fane. Det lykkedes dette blad i kort tid at vække megen forargelse, men kredsen opløstes snart.
Helge Rode tilbragte senere nogle år i London, hvorfra han i digtet „Skyggekunstnerens melodi“ har git et eiendommeligt øiebliksfotografi. Efterat han var vendt tilbage til Danmark kom 1891 hans første bog, „Styrke“, der viste, at den unge forfatter var i besiddelse af en udpræget kunstnerisk kultur. Dens grundstemning er ironisk og let sentimental. Den er dels et udslag af den træthed, som just i disse år bemægtigede sig så mange sind, reaktionen efter realismens første store kraftudfoldelse, dels et udtryk for noget blødt, selvbeskuende, drømmende i digterens temperament. Helten i „Styrke“ har en sørgmodig tvil om sin egen magt. Den er berettiget allerede derved, at den er der. Den hindrer ham fra at vinde den kvinde, han elsker. Hans kjærlighed har mere poesi end vilje, mere ømhed end dristighed. Han ser med lykkelig sørgmodige øine hendes skjønhed, han skildrer den i vakre ord, men han er ikke mand for at gjøre den til sit bytte. Han beseires og synker tilbage i sine drømme.
I det næste verk, digtsamlingen „Hvide blomster“, er drømmen blit selve det digteriske indhold, her har digterens trang til at beskue, til at glæde sig over livets skjønhed og udforske dets mening, nok i sig selv. Som en dansk kritiker har sagt: „her stiger drømmen op fra sjælens havbund som en nyfødt glæde over livet.“ Den ironisk sentimentale træthedsstemning i „Styrke“ udløses hos Helge Rode som hos flere af hans generations digtere i en beskuelsens glæde, hvor den enkelte ikke længere forfølger bestemte opgaver og lider ved ikke at kunne løse dem, men blir stående som undrende tilskuer foran livets skjønne billede, mens den samtidig fremfor alt fordyber sig i sig selv, gir sig helt hen i selvbetragtning, blir sit eget jegs filosof og digter. Der ligger i selve livsfølelsen „en verden af fryd og smerte,“ hvori digteren fordyber sig. Hans livsundren omfatter den verden, der lever udenfor jeget, men især jeget. Det heder:»Å underlige verden!
kunde jeg mig sænke
i dine hemmeligheders vrimmel,
å underlige hjerne,
der prøver at tænke,
tænker med svimlende svimmel.
Å underlige verden!
som skrigende ravne
flakser alle spørgsmål i stimmel.
Å underlige hjerne,
der prøver at favne
den dybe, — å den grænseløse himmel.
I Digtet: „Hvem er jeg?“
Jeg kender et spørgsmål, der fryd mig gav,
fryd, som jeg aldrig aned,
det åbned for sjælens længsler og krav,
og videste veie det baned.
Jeg kender et spørgsmål, der skabte min lykke:
det er på min pande et lysende smykke.
Det springer som kildevæld bag min barm,
sælsomme længsler fødes.
Det farver mig kinden af glæde varm,
i vellyst min hjerne glødes.
Det skaber den undren, der flyver og synger.
Hver dag den beriger, hver dag den forynger.
Måske kan det tænde en hjerne i brand,
skænke en broder lykke.
Måske kan det hæve et mismods ban,
måske kan det stolt henrykke.
Og dog er det simpelt, og alle det kender,
men når det til bunden, en flamme det tænder.
Du spørge dig selv en dag du er led,
tåge din tanke skjuler,
du spørge dig selv, så det klinger ned
i sjælens krypter og huler.
Hvem er du — du fremmede gådefulde?
Hvem er du — du underlig længselsfulde?
I denne stille grublen har Helge Rode fundet sig selv. Den har fyldt ham med en dyb skjønhedsglæde:
Der er noget smukt et sted i mit sind,
saa skønt som aftensols rødmende skin.
Der er noget ømt og forfærdelig kært,
der er noget sælsomt og bristende skært.
Det er som en fjern og smilende ø,
der stiger af sjælens krusede sø.
Således er livslængslen hos Helge Rode. Den har også sterkere udtryk, der kan komme angst i den, ja rædsel. Men ikke sjelden er den en vemodig glad melodi, der risler varmt igjennem ham.
„Hvide blomster“ havde en renhed i klangen og en ægthed i stemningen, som røbede den fødte digter. Men klangen lød undertiden spinkel, og stemningen havde ingen rigere variation. Det hele stansede i undren.
Grundmelodien, den altid tilbagevendende i Rodes digtning, var anslået. Men i Rodes senere verker, navnlig da „Kongesønner“ og „Kampene i Stefan Borgs hjem“, er musiken blit fyldigere, mere vekslende og mere fuldtonende, en brusende hymne til livet, til lykken og sorgen. Det viste sig, at skjærheden i Helge Rodes digtersind var forbundet med en styrke, som først efterhånden blev sig bevidst og gjorde sig myndig gjældende. Af kongesønnerne Telamon og Oines er den ene tvilen, smerten, dødsfornemmelsen, der gjemmer sig i selve livet, den anden lystfornemmelsen, glæden, viljen til livet. „Helst ønskede jeg,“ sier Telamon, „at jeg var langt herfra — og levede i ørkenen, ukendt af alle. Hvorledes kan man være glad, hvor der er mange. I har ingen øine. Den har ingen øine, som kun ser legemerne og ikke sindene, deres skjulte undren og hæslige urenlighed.“ „Ser I da ikke, menneske, at den tillid til døden, der bryder frem af rædslen og alle vore lidelser, — det er den trøst, vi trænger til. Hvad mer har vi behov? Det er således. Jeg har prøvet det.“ ,Der er kun én glæde, der er dyb og ren, — det er længselen efter døden. Der er én skønhed i verden — sorgen og den dybe kærlighed til menneskene, det er altsammen længsel efter døden. Har I aldrig anet en hellig klarhed bag ved alt.“ „Der er dage, hvor mit liv har en skønhed som solnedgangens, en mild sørgmodig glæde og smeltende farver i sindet.“ Men Telamon, den vise, den ensomme, der har fundet sin trøst i sin tillid til døden, kjender ikke sig selv. Han har i virkeligheden ikke nået den hellige klarhed, — ligesålidt som noget menneske kan det. Der er øieblikke, „hvor glæden er vild og hensynsløs“ i ham. Men han ved ikke, hvad denne glæde betyder. Han ved ikke, at der i selve hans stolte negation af livsfølelsen gjemmer sig en brændende livstørst. Hos ham, den ensomme, bryder den frem i skjebnens store stund — som lidenskabelig misundelse. I al dom over sterk livsglæde skjuler der sig gjerne en sådan ensomhedens misundelse. Telamon, som hans broder Oinos har agtet, så fremmede de er for hinanden, fordi han dog var en mand, blir i prøvelsens stund umandig. Han er ikke gammel nok, ikke færdig nok til at ta afsked med det jordiske, hans tillid til døden må først hærdes gjennem den store ulykke, der gir afsmag på livet. Telamon er kommet til menneskene med denne lære, som han ønskede at forkynde fra den højeste plads, hvor alle kunde se ham, fra tronen: „Jeg vilde have lært dem alle, at forfængeligheden og magtsygen kun er en latterlighed — tåbernes latterlige lyst. Kun ét er fornødent. Sjælens skønhed! Jeg vilde indgydt menneskene en stor rædsel, der skulde bortskylle alle de hæslige laster, der forvrider og forvansker dem nu. Jeg vilde lært menneskene at elske hinanden, fordi alle har fælles skæbne, døden, og fordi ingen står den anden i vejen, og ikke én har noget at misunde den anden.“
Men Telamon har selv giften i sig, magtsygen, forfængeligheden, misundelsen. Da Oinos, handlingens mand, har tvunget rådet til at vælge ham og ikke Telamon, der først var bestemt til at bli den gamle konges eftermand, vælder giften gjennem den ensomme vismands årer. Og da han forstår, at Helena, som han kunde havt, om han havde vist sig som den, hun tog ham for, den stolte ensomme, at hun har set så dybt i Oinos øine, at hun ikke kan glemme dem, — da driver den giftige feber i hans blod Telamon til handling. Han, der har villet forsage livet, myrder Oinos’ lykke, myrder Helena.
Oinos er livsglæden:
„Nydelsen er som bekendt det gode og skønne,“ sier han, „nydelsen er det alvorlige! Tænk dig dage som disse i skoven. Der vælter blomster frem af jorden. Farver, farver og duft. En uhyre fest!“
Oinos tror om andre det, han ved om sig selv. Han er god, fordi han er lykkelig. Da Telamon har røbet sit nag, dengang Oinos blev konge, er Oinos straks villig til at tro hans forsoningsord:
„Hvorledes var det også muligt, at Telamon skulde spilde tiden med magtløst nag. Snart har han glemt det helt. Må ikke også alle sorger og nag forsvinde i den lykke, som det er at leve. (Peger på træet). Hvor det træ er prægtigt! (Han strækker sig i græsset). De store træer bærer ikke nag. De står kun og nyder rolig og stolt. (Støtter sig på albuen). Kan du høre græsset gro, Aisymnos. Kan du føle, hvor træet lever. Der stiger saft af jord og vand langsomt gennem stammen op til det øverste lille blad, og det suger lys og luft med hver pore. — Fortryllende lys og luft! — Å, hit på noget, Aisymnos? — Hvad skal vi gøre for at få noget stort og pragtfuldt ud af menneskene?"
Men ligesom Telamon ikke kan bære sin ophøiede ligegyldighed, fordi han er et menneske, bundet og begrænset som menneske, så kan heller ikke Oinos bære sin glæde. Han vil, at „vi ikke skal tåle mørket.“ „Se, menneskets vilje skal herske på jorden, og menneskets vilje skal tusindfold styrkes. Intet over den og intet imod den. Vældig, vældig er livets kraft, vældig er purpurgløden i vore viljer.“ Vi føler her, at Oinos er udover det menneskelige, at mørket må slå ham. Da der går et ligfølge forbi, og der synges en sørgesang:
Verden! din glans er kun skyggernes maske, — springer Oinos høit over båren. Presterne forbander ham, den dødes mor falder besvimet om, og selv Helena skjuler forfærdet sit ansigt i sine hænder. Så kommer bruddet i Oinos:
Du også, Helena. (Han stryger sig atter med hånden over panden. Saa strækker han hænderne mod himlen og siger i fortvivlelse). Forstår I da ikke. Der er en glæde, der stiger og stiger! Hvor vil den hen! Helt ind til verdens hjerte! Men der er ingen grænse. Den når ikke sit mål.
Den ældste
(peger på ligbåren).
Her er grænsen.
Mange stemmer
(i mumlende kor).
Her er målet.
Oinos
(vakler, skjuler ansigtet i sine hænder og hvisker hæst).
Den brast.
Oinos gjemmer sig bort i mørket, han sidder sammenkrøben i et rum uden lys, hans sind har ingen trøst. Han har følt livets rædsel. Hans glæde har gjort ham gal. Hans mor prøver at hjælpe ham — gjennem minderne — men forgjæves.
Det blir Helena, der redder ham. „En stemme kan være så smuk, at den risler til hjertet som gylden vin og gør det dobbelt saa stort, som det var.“ Denne stemme har Oinos engang hørt, og når han nu hører den igjen, vågner han. Der er en kjærlighedsscene i skoven mellem Helena og Oinos, som kanske er den skjønneste i dette Helge Rodes skjønne digt. De skilles:
Oinos.
Jeg vil stå her og se dig, til du er hjemme.
Helena.
Nej, nej. Det får du ikke lov til. Jeg vil stå her og se dig, til du bliver borte.
Oinos.
Helena. Jeg skal stå her.
Helena.
Ånej, Oinos. Vær god. Det er så vidunderligt at se dig gå og vide, at jeg dog er hos dig.
(Månen er nu kommen frem og enkelte stjerner glimter. Helena og Oinos står lige over hinanden).
Oinos.
Månen har forvandlet alt. Hvor hvid du er, Helena. Du lyser som perlemor.
Helena.
(med et smil).
Er jeg hvid?
Oinos.
Nej aldrig har jeg set dig så klart. Alting forsvinder, og du svæver frit i Rummet. Hvorfor græder du, Helena? (Tager hendes hænder). Dine tårer skinner som perler.
Helena
(langsomt dvælende).
Farvel — Oinos.
Oinos
(sørgmodig).
Vi er lykkelige.
Helena
Oinos — jeg er salig.
Oinos
Nu ser jeg alting klarere. Vor sorg og vor lykke.
(Han kysser hende på panden).
Det er denne Oinos’ og Helenas lykke, der gjør Telamon til morder. Helenas død fører også Telamon i døden. Men da — og da først — er hans fiendskab mod livet blit ægte, da har han følt det forfærdelige, der ingen anden tillid levner end den til døden.
Men for Oinos blir sorgen den store luttring. Nu er livssorgen levende skjult i selve, hans tillid til livet, til skjønheden og glæden.
„Kongesønner“ er det rigeste poetiske verk, Helge Rode har skabt. Det rummer ligesom alle de stemninger, der rører sig i hans digtning.
I de følgende skuespil, „Sommeræventyr“ og „Dansen går“, vendte Rode tilbage til sin egen tid, til menneskene i hans eget Danmark. Men den skjønhed, han søger, er nær beslegtet med den græske. Betydeligst er „Dansen går“. Aage, den unge maler, der får sin glæde, sin kjærlighed, sit liv ødelagt af den borgerlige pøbels smuds og sladder, hører til Oinos’ og Telamons sterke race. Der er høi himmel i hans sjæl. Han ser med store åbne øine på livet, — deres udtryk veksler mellem glæde, forundring og forfærdelse. Han er lidet skikket til at ta kampen op med småsindet ondskab. „De er kommen ind i en hvirvel,“ sier Vrede, den gamle filosof. „De er bleven klemt mellem skjolde.“ Men han opfordrer Aage til ikke at gi tabt: „Livet har et så foranderligt ansigt. Vi må ikke blive trætte af at se i de øine.“ „Vi ved ikke selv, hvad vi er værd, og hvad vi gør. Måske er vi kun små jeger, der hvirvles bort som blade, der danser for vinden.“ „Måske bærer vi dog hver for os sten til et nyt tempel for den evige skønhed.“ „Måske er ondskab livets salt.“ Vredes måske, hans grublende tvil, kan ikke læge de sår, den borgerlige ondskab slår Aages sjæl. Livet har vist ham et ansigt, som han ikke tåler. „Jeg ser ikke andet end en vrimmel af djævle, som martrer hinanden, skønt de prøver på at være gode.“ Gavarni har engang sagt, at mængdens vet er den enkeltes dumhed multipliceret med alles. Man kunde overføre dette til det moralske område og si, at mængdens finfølelse er den enkeltes råhed multipliceret med alles. Det er denne opdagelse, Aage gjør, og den dræber ham.
Fra Helge Rodes hånd har vi videre skissesamlingen „Den reisende“, dramaet „Kampene i Stefan Borgs hjem“ og digtet „Lamia“.
Ved siden af „Kongesønner“ har „Kampene i Stefan Borgs hjem“ størst betydning. Her er den dystre akkord fra „Kongesønner“ sterkere anslået. Det er livsfølelsens angst, som er blit det fremherskende.
„Dumme onde liv — — din skyld,“ sier den døende Stefan Borg. „Underlige evighed! Hvad vil du med os!“ er det sidste dramas slutningsreplik.
Fire små sammenhængende dramaer om livsgåden, om livets eventyr, der imellem klinger så lyst og muntert, imellem så truende og angstfuldt. Livsangsten griber selv de sterkeste, de hårdeste blandt os, som Stefan Borg — han, hvis ideal er „manden med det rolige øie.“
Vi får aldrig tag i tilværelsens tråde, men den, der rolig og planlagt samler mange indtryk, mange billeder, mange spørgsmålstegn, vil tilsidst skimte en bestemt bevægelse gjennem det hele. Det er den objektive, episk anlagte digtnings styrke. Men digteren kan også vælge en anden fremgangsmåde, stanse op ligeoverfor det merkelige, det karakterfuldt skjønne eller stygge, det ufattelige, modsigende og oprørende, livets truende spørgsmålstegn, og tvinge menneskene til at se, til at tænke, undres og undersøge. Digteren vækker de primitive fornemmelser, han åbner vore øine, vi vågner af vor sløvhed, vor hverdagslige middagssøvn og husker, at vi engang har stået ligeoverfor denne verden: hvorfor? hvorfra? hvorhen? — Det er dette, som Helge Rode i sine digte gav et direkte og subjektivt udtryk. Det er det samme, som er den bærende tanke i hans drama. Rode skaber ikke skuespil, der som Ibsens kunstfærdig samler alle små træk, alle linjer i et eneste spørgsmålstegn. Han dvæler ved de enkelte gådefulde tegn i det menneskelige sjæleliv, — det stridende, uforsonlige, — og ved den evige lykketrang, der dræbes stykkevis og stadig skyder nye knopper.
Den mand, der gjennem de fire små dramaer, „Richard Ravn“, „Gran“, „Alfhilde“ og „Helene“ samler interessen, er Stefan Borg“, den sterke og stolte mand, som fører sin krig for lykken med så ubarmhjertig en konsekvens, og som alligevel inde i sig bærer på den lille dødelige spire — en liden nagende mistro: han er dog ikke den erobreraand, han vil være, — han blir aldrig „manden med det rolige øje.“ Uden at vinde noget for sig selv, bryder han menneskeskjebner omkring sig, han er som et billede på den negative, ødelæggende magt, hvis virkning vi overalt sporer, men som altid blir os lige gådefuld, — han er som indblæst af den ånd, hvis store onde øie ubarmhjertig følger menneskene. Men han er tillige på ethvert punkt fuldt forklaret og fuldt menneskelig.
— — I den unge danske litteratur virker Helge Rode kanske bestemtere end nogen anden som grubleren og skjønhedsdyrkeren. Han er stille gjennemsitret af livets angst og af livsglæde — en livsglæde, der er luttret ved en høi åndsudvikling. Hans personlighed får sit særpræg af en usedvanlig sjælelig høibyrdighed.