Danske Digtere 1904/Jeppe Aakjær
Jeppe Aakjær.
Jeg er født på Jyllands sletter,
der hvor lam af lyngen nipper
der hvor hvergarnsklædt og liden
moder tørred sine stripper.
Helst jeg mindes sommerkvælden,
når de tunge stjærner tændtes,
medens under portens mørke
stud og hors af selen spændtes.
Rugen stod mod lervægsgavlen,
bøiet svagt af junidræet.
Duggen faldt paa gøgens vinge,
der han gol i hyldetræet.
Koen stod med reb om øret,
ved en frønnet vognkjæp bunden,
med en kat på hver sin side
og med drøvets drevl fra munden.
Inde var kun lavt til loftet,
månen kasted lys i stuen.
Bedstefar i lædertrøien
stavred om ved skorstensgruen.
Mor gled ind ad frammersdøren,
slæbende på malkespanden;
snart har koens varme drikke
fyldt hver barnekop til randen.
Far kom kroget ind fra stalden,
hængte trøjen op ved bjælken,
spiste tavs, indtil han sagde:
Lad os takke Gud for mælken.
Bad vi da i lys fra månen,
som kun børn og bønder beder,
medens tunge stjerner tændtes
over brede tause heder.
Således synger Jeppe Aakjær i et digt fra sommeren 1901.
Han er født 1866 på en liden gård i Fjends herred, på hedelandet mellem Viborg og Skive, tjente som gjætergut og gjorde andet bondearbeide hos sin far, til han blev 16—17 år, drog så for lånte penge til Kjøbenhavn for at studere og tog præliminæreksamen 1886. På grund af pengemangel måtte han imidlertid drage hjem igjen. Senere deltog han ivrig i det politiske liv, reiste rundt blandt sin hjemegns bønder og gjorde propaganda. Han opnåede også at bli kastet i fængsel for nogle politiske brandtaler. En tid tilbragte han på Askov højskole, hvor han imidlertid ikke havde det særlig behagelig på grund af forskjellige uoverensstemmelser med lærerne. Så reiste han rundt som foredragsholder og oplæser, et år var han friskolelærer, to år høiskolelærer, men blev, som han selv har fortalt, „heldt ud allevegne for uoverensstemmelse med den augsburgske konfession.“ Han begyndte atter at studere uden penge, blev student og cand. phil. 1895—96. 1897 skrev han en piéce mod Vilhelm Beck og pietismen, „Missionen og dens høvding“, et energisk indlæg i den danske religiøse kulturkamp. De samme brydninger berøres i hans novellistiske debutarbeide, „Bondens søn“ (1899).
Ufærdig, som Jeppe Aakjær endnu er, både i stil og komposition, har ingen siden St. St. Blichers dage skildret livet på heden og i de jydske bondegårde med den kjærlighed og det lune som han.
Oprindelsen til hans digteriske forfatterskab var, at han fandt fornøjelse i at optegne de karakteristiske, snurrige eller smukke ting, som han hørte og så, af gammelt og nyt; — denne hans digtnings oprindelse forklarer, at der undertiden i hans fortællinger kan være noget løst, tilfældigt i udviklingen, og at hans sprog, der vrimler af ypperlige billeder, opfangede paa første hånd, samtidig har mange partier, hvor det er mindre udarbeidet.
I „Bondens søn“ skildrer han en jydsk bondeguts opvækst i et hjem, hvor de sterkeste indtryk er en brutal og fordrukken bedstefars svirelag og en nedtrykt fars sygelige, sortladne religiøsitet. Jens blir tidlig „indviet i læren om de overjordiske magter, især de onde.“ Religionsundervisningen, der oprindelig ledes af bedstefaren og begynder i guttens fjerde år, består væsentlig i en indterpning af nogle „livssandheder“, lige ubegribelige for barnet som for den gamle, dogmatiske hårkløverier, en „halvsnes lange bønner af „Den Bedendis Kæde“ og andre rynkede skindbøger,“ samt prygl, en mængde prygl. Således formes hans første religiøse forestillinger: „Jens tænkte på, om Gud fader var værre eller bedre end bedstefar; om han lignede ham, var ligeså gammel og slem efter brændevin, og om han havde en lignende fedtet og lodden kabuds på hovedet. I bønnen forlød der noget om „et tugtens ris“ i forbindelse med Gud fader; han sad da sandsynligvis og bandt halmløb som bedstefar og slog små drenge på det ubarmhjærtigste med riset, når de sa feil i deres morgenbøn.“ Tegner det alvorlige, det „ophøiede“ sig dystert for barnesindet, så er de indtryk, det modtager af livsglæden, ikke mere lystelige. Den er i disse forhold så nogenlunde ét med brændevinsglæden, og den kulminerer i sådanne natlige scener, hvor bedstefaren, Steffen Stougård, og hans venner bryder ind, mens alle ligger i den dybeste søvn, og opfører sine orgier. Det ender gjerne med, at de dinglende oldinge svinger sig i dans og synger: „Livet, livet, livet er en herlig stand“ osv., mens „det skræmte barn, der mangen vinternat betragtede slige scener fra sin natlige mørkekrog, trodde at se en flok dansende djævle for sine søvndrukne øine.“
Jens’ barndom har dog andre lysere oplevelser, og navnlig efter bedstefarens død blir alt lettere. Tidlig blir gutten røgter, han begynder med at vogte gjæssene paa de afmeiede bygagre, saa avancerer han til fårehyrde og følger allerede i aprilkulden sin lodne flok ud over mark og hede, indtil han omsider opnår det ansvarsfulde hverv at passe kvæget og kommer til at herske over de store vidtstrakte kjær og enge langs Karup å. Just denne episode, Jens’ røgterliv, er af stor interesse: forfatteren gir fortrinlige billeder både fra guttens sjælelige udvikling og fra den natur, hvor han til daglig færdes. Ikke så, at Jens selv endnu har noget blik for det han ser omkring sig: „For ham, som for bonden overhovedet, var naturen uden interesse i og for sig. Det var „godt veir“ eller „sølle veir“, det var varmt eller koldt, tørt eller vådt, men naturen vakte ingen følelse i hans bryst, han var ikke endnu kommet til at stå i noget beskuende eller reflekterende forhold til den; han følte sig endnu ikke udenfor den, men snarere som en del af den, der flød med i den, som vildanden flyder nedad en strøm.“ Hans forhold til kreaturerne er af fortrolig beskaffenhed, han er halvt deres hersker, halvt deres kamerat. Han regjerer dem myndig, men gjennemgående retfærdig, og føler dyb anger, da han i et anfald af hidsighed er kommet til at skade den hjælmede okse. Han ved, at kreaturerne har sin følelse af ret og uret ligesom menneskene. Og om hans forhold som fårerøgter heder det: „Han kjendte sine får, som en far sine små, for ham havde de ikke de døde stivnede ansigtstræk, som for alle andre.“
Ensomt og ensformigt er især livet som fårehyrde. Den store tause hede stiger sterkt frem i Aakjærs billede. Vi ser lille Jens på hans færd. Det er en oplevelse, når en flok vildgjæs larmer gjennem luften og slår sig ned i engen, — en festdag, når et får føder i engen. Så drager han stolt tilgårds med den lille indviklet i sit overtøi og det brægende får ved siden. „Et ålam gjaldt en pandekage, et vædderlam kom ikke høiere end til et blødkogt æg.“
Men heden har sine farer, og det er ikke altid, at gutten er vel tilmøde, når han mindes de fortællinger, han har hørt af bedstefarens svirebrødre. Endnu i Jens’ barndom trives overtroen vel blandt bønderne. Og træffer han på sin færd ikke andre farlige væsener, så er hugormene hans daglige bekjendte. Og den aften, lille Jens i tågen kommer ud i „djævlemosen“ og synes, han stadig kjender hugormene under sine nøgne fødder, glemmer han ikke let.
Efterat Jens er blit kreaturrøgter, har han lettere for at træffe kammerater. Særlig er der feststemning i kjærene om søndagene, da er kosten bedre og leken ivrig.
Den skildring, Aakjær har git af den jydske bondegut, det hærdende liv han fører, hans små glæder og mange pinagtigheder, er af blivende værd. Det er også det kunstnerisk bedste i bogen: man glemmer ikke de ensomme solsommerdage på heden eller vintersturheden inden døre i bondestuens tunge luft, eller de bryske skikkelser, der samler sig om gamle Steffen Stougård for at feire brændevinet. Her har vi ouverturen til Aakjærs digtning. Her, i disse og lignende omgivelser, nogle endnu mørkere, nogle betydelig lysere, har han gjort sine fund, samlet de iagttagelser, som hans kunstneriske skarpsyn, hans friske humør og hans kjærlighed til heden og dens folk senere har udformet i hans ypperlige fortællinger fra jydens liv i „Vadmelsfolk“ og „Fjandboer“.
I „Bondens søn“ fortælles der videre om Jens’ religiøse kampe, hvorledes han næsten overvældes af sin syndebyrde, mens hans stilling blir endnu vanskeligere, fordi hans erotiske følelsesliv samtidig kraftig vækkes. Det er godt og sandt, hvad Aakjær her sier, men de sjælelige fænomener, som er hans emne, er skildrede vel så indtrængende andetsteds. Hos os vil man komme til at tænke på Garborg.
Tilbageslaget kommer. Jens møder en mand, der formår at rive ham ud af hans skrupler, at gi ham et nyt, friere syn på livet. Lidt for omstændelig er anført de grunde, som omvender Jens, der er i denne del af bogen vel megen diskussion, og diskussionen er gammelkjendt. Jens’ nye interesser fører ham til Kjøbenhavn, hvor han læser til artium. Her stifter han bekjendtskab med en ung, smuk og livsglad borgerdatter, og der udvikler sig en kjærlighedsidyl, som imidlertid arbrydes af den unge dames forældre. I dette forhold modnes Jens til mand.
I Kjøbenhavn har Jens dog ikke følt sig hjemme. Især følte han sig ilde i de store hovedgader, „hvor alle disse pæne, ham uvedkommende mennesker gik og gned ham farven af hans vadmelsjakke, uden at han kjendte en eneste i disse skarer, der evigt stimede om ham som fisk om en bropille.“ „Bondens søn“ formår ikke at glæde sig ved den vegetation, der skyder frem i den store bys gader, han forstår den ikke. Det er en anden, han stedse tænker på. „Der var et svælgende dyb befæstet mellem by og land. Den, hvis øie vår efter vår havde indsuget den første engblommes blide farveynde, — hvis øre gjennem åringer havde inddrukket den første lærkes bævende triller, han vilde altid føle sig som hjemløs i den store by.“ Nu er hans øie opladt for den skjønhed, han tidligere knapt nok havde fornemmet. Nu er hans følelse for naturen blit bevidst, nu ved han, hvor han har sine rødder. Rykket ud fra de hjemlige omgivelser ser han dem.
Og da han har været tilstede ved sin mors dødsleie, og hans far nedbøiet og gammel byder ham gården, så tar han imod tilbudet. Trods alt.
„En utaknemlig jord at lægge kræfterne i; sand i øst og sten i vest, hist bed sommertørken akset over og gjorde strået to knæ kortere; her klemte vinterkulden de spirende korn, så de trak de nervefine rødder op under sig og døde.
Jens vidste altfor godt af erfaring, hvilke krav der her vilde stilles til hans tålmodighed, men det var jo netop det barske ved denne grund, der havde knyttet ham så uløseligt til den. Aldrig vilde han have kunnet elske øboens smilende humlehaver, som han elskede disse gjenstridige banker og kolde sænkninger, hvor der lå minder i hver fure.“
„Vadmelsfolk“, hedefortællinger (1900) indeholder seks noveller. Den første, „Mens pølsen koger“ er typisk for Aakjærs fortællerkunst. Den er henlagt til hin dag ind under jul, da grisen, husbondkonens yndling, der til fortrængsel for sine medbæster på gården og til husbondens bekymring og ærgrelse har været begunstiget med alle livets goder, omsider må indfri sine forpligtelser, til glæde for voksne og børn, ikke mindst de sidste, der ved, at grisevrælet i den mørke morgenstund indvarsler en af årets store festdage. Dagens begivenhed skildres af Aakjær på den lune og trygge måde, der er ham egen, indtil den almindelige forventningsfuldhed kulminerer, „mens pølsen koger“, og det ganske hus samlet om langbordet i bredt velvære gjør sig tilgode af grisens gaver. Ind i denne grisehistorie fletter sig en akt ægte jydsk erotik, — for tilfældet vil, at sognefogdens Peder, der længe har havt et godt øie til husets voksne datter Kjesten, just den dag indfinder sig med de insignier, der fastslår en rigtig trolovelse. Første del af akten spilles i fjøset, hvorhen Kjesten fører sin frier af den gode grund, at det er det eneste separatrum, huset kan byde på, og ender til fuldkommen tilfredshed for begge parter, skjønt Peder under kjærestescenen på malkeskamlen mister ringene i den mørke bås, og gamlemor selv, som kommer til, må hente lygten til hjælp. Anden del foregår ved pølsebordet, hvor det fornødne ritual må følges, skjønt alle parter på forhånd er velvillig stemte. Peder begynder, som rigtigt er, med at gjøre rede for pantheftelserne i den eiendom, han skal kjøbe, og Kjestens far gir, efter sømmelig betænkning og drevet frem af sin hustru, sit minde med de ord, at „en har jo ikke de tøser til andet end til at giftes.“
Der blir således dobbelt fest i Thøger Stisens gård dennegang. Den vellykkede dag afsluttes med følgende samtale mellem mand og hustru, efter at de har slukket lyset og trukket sit fælles tæppe op under næserne:
„Thøger: Ja, (gaben) Så er en da af med hende!
Sidsel: Ja, Gud ha’ lov; jeg har altid ønsked, te det mått’ ende sådan.
Thøger: Ende sådan! Hvad tho, det står en vel sjel for, hvordan sådant noget skal ende (ny gaben.)
Sidsel: Nei, sig ikke det. Den slags går tidt helt anderledes, end en anden ha’ tænkt.
Thøger: Ja, det forstår sig. Vorherr’ må jo ha’ en hånd i med.
Men jeg siger endnu engang: Gud ha’ lov og tak, te en nu er af med æ spektakel. For hun var da lige ved at æde os ud af gården.
Sidsel: Men herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?
Thøger: Jeg snakker sgu om grisen? Hvem tænkte du på?
Sidsel: Ihtho, jeg tænkte på Kjesten.“
— — Den næste novelle, „Jens Tanderup“, gjentar den gamle historie, om gårdsgutten og husbondsdatteren, som får hinanden kjær under det stadige samvær i fælles gjerning, men har ondt for at overvinde de fordomme, der gjælder forskjellen i stand og formue. Der er i fortællingen om de to unges inderlige og ordknappe kjærlighed partier af en simpel skjønhed, som skjænker det gamle emne ny poesi.
I „Frederik Tapbjergs Plovgilde“ gir forfatteren et djervt billede af den jydske husmands karrige lod, hans slidsomme kamp for at bjerge sig og sine altfor mange unger, hans afhængighed af gårdmændene, hvis hjælp, naar den overhovedet ydes, han får dyrt betale. De madkjære bønder, samlede om husbondens bord ved det plovgilde, han må gi til tak for lånet af deres heste, mens barneflokken spændt venter på, om der blir en bid tilovers af det sul, de aldrig får til hverdags, — glemmer man ikke, så tungt og ægte og uden sentimentalitet falder fortællerens ord.
„Bakgården og dens beboere“ er en drastisk skildring af den jydske gjerrighed, således som den udvikles, nedarves og øges gjennem slegtled, indtil den blir en brand i blodet, en galskab, en nødvendig fordærv for den gjerrige selv.
„I Daalum Mølle“ berettes om de mørke bedrifter, som øves i ensomme egne, hvor taterne har sin gang, om hemmelighedsfulde tilværelser, hvis utvilsomt grumsede fortid ingen kjender, om ugjerninger, der hevner sig på slegten, i syge og gale sind.
„Ene“ er et stemningsbillede fra heden, hvor den gamle kone, der fortæller, står forunderlig smukt mod den vide melankolske horisont.
Intet af det jydske liv er forfatteren fremmed. Han forstår så vel det knudrede og ru hos jyden: så barsk er også den jord, hvoraf han lever. Ja, selv det, som er ondt og råt og frygteligt, finder hos ham sin menneskelige forklaring. „Ingen hår nowtid’ gjord mæ no’ godt, hvor skuld’ a så lær å gjør godt imod and’er,“ er taterens forsvar.
— Det felt, Aakjær i disse hedefortællinger har gjort til sit, opsøger han også i det følgende arbeide, „Fjandboer“, fire noveller: „Dødsfiender“, „Eros og bierne“, „Da lampen tændtes“, og „En omløber“. De to første handler om den guerillakrig, som ikke så sjelden føres på landet, så mellem to naboer, så mellem to nabobygder, og de snurrige konstellationer, denne krig kan afføde. Det er et fænomen, vi kjender ret godt fra vore egne forhold. „Da lampen tændtes“ — parafinlampens debut i en jydsk stue — er et festligt lidet kulturbillede. Men kanske intetsteds er digteren Aakjær nået højere end i fortællingen om den svenske omløber, den lystige gamle Jakob Buhmann, hvis humør ingen jordisk uret, om den kommer fra geistlig eller verdslig øvrighed, kan udtørre, og hans besøg hos vennen, gamle Wolle på Østergård, — så dyb en menneskelig medfølelse klinger der ud af de muntre ord, så inderlig er den hengivelse i stemningen, hvormed forfatteren følger disse to på deres vemodige togter gjennem gamle glade erindringer, eventyr fra hedens liv fordum engang.
— Den digtsamling, Aakjær udgav 1899, inde- holder øjensynlig poesier fra forskjellig tid af forskjellig kunstnerisk modenhed. Der er endel, som er smukke, men ikke særlig betydelige, ungdommelige forsøg af ret almindelig art. Men digterens formelle begavelse er påfaldende. Og et lyst, varmt sind taler der ud af hele samlingen, et uforfærdet humør, en fribåren mandighed. Digteren elsker sollyset i naturen og i menneskenes sjæle, han elsker en Gud, der ler. „Den, som vil leve på denne jord, han plukke de roser i tide.“ Hans gudsbegreb er panteistisk: „— dette brede himmelhvælv, såvel som mindste dam, den tavse skov, det vide hav, alt er det fyldt af ham.“ Han vender sig skarpt mod ethvert åndeligt påtryk — som smeden mod missionæren: „Du beder sammenkrøben i dit kammer, jeg beder her med hånden om min hammer. Og hvem kan vide, præst, måske dens klang når høiere end eders salmesang.“ Det er betegnende, at et digt er tilblit: „Da de dømte Zola.“ — Af de erotiske poesier har flere en særegen munter ynde, som f. eks. sommernatsstemningen „Strømmen drev“. I afsnittet „Tvivl og tro“ er vel „Den Gud jeg beder til, det betydeligste. Af de blandede digte („Et og andet“) er „Da man skød Trofast“ rigtig vakkert. Flere af småversene udmerker sig ved et grotesk vid. Men der er et enkelt i denne del, som man især kommer til at erindre, både i for dets skjønhed, og fordi det gir Aakjær selv, hans digtnings gestus, mottoet for hans friske poesi:
Gå i skoven:
Er du syg i dit sind, er der brod i din sjæl,
er der ebbe og fald i dit mod,
har misundelsens giftyngel stunget din hæl
og beslimet din sti, så lig havrullet pæl
den bedragerisk svigter din fod;
sidder sorg ved dit fad,
sidder savn ved dit krus,
er der lavt til dit loft,
er der trangt i dit hus —
gå i skoven!
Er der lys over hjem, er der majsommervind,
er der vårhimles tindrende blå,
er der vuggende, sukkende drøm i dit sind,
er der længsel mod én, der har rødnet din kind,
skjønt den før kun var gusten og grå;
synes verden dig dårende,
blank som et speil
og dit liv som et hav
med vel tusinde seil:
gå i skoven! — —
I sidste afdeling: „Jydske texter“ er Aakjær helt hjemme: „Her har jeg himlene over min isse, her har jeg lyngheden under min fod.“ Disse digte veksler i stemning fra en stor bredbrystet glæde over livets herlighed til en vemod, der gjenkalder folkevisen, fra djerv gemytlighed til stille betagethed. Den store brune hede bringer sindet lykke en duggende kveld, når sol går ned, og himmerigs fred sænker sig over lyngen. Men ikke længe efter kan sjælen gribes af hedens tungsindsgru, natterædslen, der synes at klinge igjen i agerhønens kluk og den grågule hjeils fløjten.
I disse digte synger Aakjær om hedens beboere, de bevingede, de firbenede og menneskene. Han synger om viben, der har sin rede blandt porsenes ranker, og om ræven, som lærer sin yngel at lege tagfat blandt tyttebærbanker. Han har en prægtig „Natmandsvise“ og en „Pinsevise“ for bonden, når han har sået sin byg og rettet sin brede ryg og begynder at tænke på hende, han liker bedst. Han kjender et ubeboet, faldefærdigt skur „ude på vestermark“, som egnens piger kalder „brudeslot“. Han kan fortælle om spillemanden, afdøde Jens Hurra, som ekscellerede vældig i viddets krasseste brændevin, og Per Søwren, som „går rundt fra hus til hus og klinker gamle fade og limer hank på søndret krus og holder godtfolk glade.“ Han minder de kræsne piger om Mads Tammeses Maren, som aldrig fandt nogen beiler tilpas:
„Men Maren hun kigger fræ Tammeses lowt;
nu holde’ der ålle en kjæft o æ towt;
og facit det bløw da, te Maren bløw sejn
te taf for æ præjst og te grin for æ egn.“
Hvad hjælper vægren en pigelil
— horrihej —
når natten kogler og manden vil
— horrihej —.
Han beretter om manden, der blir ond og ustyrlig, fordi Mette ham negter sit jaord. Først da hun kommer, blir det godt:
»Hist skinner hans gård.
På toften står kalve og kridhvide får.
Fornuft hersker ude og fred råder inde,
for Jørgen ved Bækken han elsker sin kvinde;
endnu hun stryger så varsomt hans kind,
når vreden gjør blind.”
Og han har endelig etpar viser fra en stand, som han kjender nøie: hjorddrengens tagfat-vise og visen om lille Ole, som „stak en dag i trav og stod med ét ved det store hav.“
»Øjet skinnede, tåren randt,
intet mere i verden bandt.
Over havet da hyrden fór,
Fårene står der endnu og glor.
Ei kan bede og får forstå
— la-la-la! —
Længslens tog over bølgen blå
— tral-la-la!
— Billedet af Aakjær som lyriker vilde imidlertid bli høist ufuldstændigt, om man ikke nævnte endel af hans digte, som endnu er spredte i pressen, men sandsynligvis blir optagne i en følgende samling. Der er først og fremst hans sang ved Schandorphs båre, et af de stolteste mindedigte, der er faldt i en mands lod.
»Sådan som han der fødes ikke mange
mer på vor kyst,
latter og tårer kæmped i hans sange
som i hans bryst;
tidt med de bedste stredes han om ringen,
førte blandt brødre viddets marskalstav,
og hans pile ingen
sårfeber gav.
Der, hvor en krans af brede grønne agre
favne en by,
knirked hans vugge bagom lave, fagre
tegltages ly.
Sådan som rugen duver dér mod aften,
så vi den duve langsomt i hans digt,
bøiet under saften,
vippetungt, rigt.
Han var vor digtnings djerve fløitespiller,
fløjten var Pans;
trindt mellem bøgens midjeslanke piller
bød han til dans.
Junker og pranger — kammerråden, bonden
— alle var tvungne af hans latters magt,
måtte trampe grunden
pent til hans takt.
Bedst dog at se ham i en venneskare,
bred i sin stol,
da blev hans latter høj som en fanfare,
øjet som sol:
Viddet sprang buk hen over bordets skåler,
satyr og faun med gubben bytted plads,
medens lampens stråler
gløded hans glas.
Altid med hånden på naturens hjærte
indtil sin grav.
„Dørene op mod òs fra altrets kærte!“
så var hans krav.
„Blindhedens trælle bør for stær vi skære,
bort må hvert trøsket dogmes hjærnedunst!“
Sådan var hans lære,
sådan hans kunst.
Som når om høst et aks for seglen synker
tøvende ned,
sådan hans hoved med de skælmske rynker
bagover gled.
Smilet forsvandt … De muntre øine sove.
Pan sin discipel atter til sig tog;
mod de store skove
bort han ham drog.”
Af andre digte vil man huske et digt til Bjørnstjerne Bjørnson, hvor den norske natur er lidt teateropstillet af en mand, der ikke kjender den af selvsyn, men hvor der også findes ypperlige ting.
»Mens sagaens stortid i mørke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brændt,
og høvdingenavnet en frase snart,
hin Aulestadshøvding har tiden spar’t.”
Og hvor maler ikke det:
„Først sad han med Grundtvig i kærren hos Thor,
og gråulven tuded, mens bukkene fo’r;
så drog han med Darwin paa høifjældsfærd,
så verdener stige bag solbrandsskær.”
Vakkert er også digtet ved Hørups jordefærd.
„Hørups manddomstanker
— høst af bedste tægt —
blev som redningsplanker
for en kæntret slægt.
Dumt at tro, han skæmted,
blot fordi han lo;
alvor stod bag spøgen
med sin bondetro.
Snart de høie bøge
grønnes om hans gård,
der hvor brune høge
ned fra luften slår.
Han var høgens frænde,
frihed var hans krav;
Sjælland var hans vugge
— — nu er det hans grav.”
Aakjærs sange har ellers, almindelig talt, gjerne til emne, enten den frihed, der er hans store mandige lidenskab, eller hans kjærlighed til fædrenejorden, hans første og sidste kjærlighed, — til Jylland.
Han føler varmt med arbeiderne. I hans arbeidersang heder det:
»Disse lange, lysforladte gader
overskygged” vore barndomsår;
disse kolde huses numerrader
kasted aldrig blomster i vor vår.
Men vor arm blev stærk, vor hånd blev hærdet
ved at gribe om maskinens stål;
og vort øie spejder uforfærdet
mod et stort og gyldent fremtidsmål.”
I hans studentersang er det den revolutionære russiske student, han især tænker på.
„Hvem tændte på Ruslands sortmuldede grund
hin dagningens sitrende skær,
der vakte Europa og skræmte en stund
fordummelsens pansrede hær?
Hvem talte om ret under tængernes kneb
og lagde petarderne an
trods bødlen og knutten og galgernes reb:
studenten, den nærsynte mand.“
— — Atter og atter vender han tilbage til den jydske natur. Det er den, der begeistrer ham i hans sang til fjandboerne, i digtet „ved Karup å“, i digtet „Hedelandet“.
„— blev stedet end af verden glemt,
så er det land dog vort;
thi på dets brune tuer
sad vi som børn og sang.“
Foruden „Jydsk stævne“ har Aakjær ifjor høst udgit en anden antologi, „Fræ vor hjemmen, vers og prosa i jydsk mundart,“ en række frembringelser i jydsk mundart fra fordums tid og til
nu: en afdeling kuriøse brudstykker, sandsynligvis alle fra det 18de århundrede, — en afdeling fra Blichertiden, hvor jydernes egen digter, der har deres kjærlighed fremfor nogen, St. St. Blicher, selvfølgelig indtar den største plads, — samt en afdeling, „Fra Blicher til os,“ hvor ældre og yngre forfattere fra århundredets sidste halvdel har bidraget.
Aakjær bemerker selv i fortalen, at han håber at ha fået det væsentligste med, så det „med nogen ret tør sies, at arbeidet rummer kvint- essensen af den jydske dialektdigtning.“ Hans ønske er, at samlingen „maatte vække lidt større opmærksomhed for det jydske sprog først og fremst blandt almindelige læsere, men dernæst også indenfor skribenternes kreds, så den bragte en eller anden jydskfødt forfatter til at indse, at det grumme godt går an engang imellem, når emnet indbyder dertil, at gi sig det jydske sprog i vold.
Thi dette sprog er ingenlunde at foragte for den, der formår at håndtere det. Det kan lyde tungt og stødende, som når ploven render for en sten i agren, men det kan også svøbe sig så mindeligt om tanken, så hvert ord blir gråd. Ja om at gøre, om der blandt alverdens sprog findes et, der har dybere akkorder og bedre egner sig til gjengivelse af vemod og sorg.“
— Om sit forhold til Jylland og jyderne skriver Aakjær selv i et privatbrev:
„Mit livs fordømmelse er en ulykkelig kjærlighed; jeg elsker Jylland indtil tårer, men Jylland behandler mig som en kanaille. Jyderne er et bibelstærkt folk, og jeg har syndet imod både loven og evangeliet; der vil gå 20 år før jeg får tilgivelse for ungdommens synder, om jeg nogensinde får den.“
— — Det er ret naturligt, at Jeppe Aakjær, der i så meget kan betegnes som St. St. Blichers arvtager, har gjort dennes livsverk til gjenstand for en grundig undersøgelse, et arbeide på flere bind, som endnu da dette skrives, ikke er afsluttet.