De uden Fædreland 1906/1.1
I
Joán Ujházy saá ud ad Kupéens Vindue. Det var det samme Billede. Mens Toget igen gik skumplende i Gang, løftede Stationskarlen Spandene og flyttede de tunge Ben hen over den pjaskede Perron. Dér boede Skrædderen og Skomageren og en Urmager. Der hang et Ur i hans Vindue: Hm, Lodderne gik, men den store Skive var tom og uden Visere. Og dér var Snedkeren. Hans Skilt var en sort Kiste. Men den ene Skorsten var Mejeriet.Saa bøjede Telefonens Traade igen hen over Marken, hvis Jord var uden Farve. De hang saa slappe under Regnen, som havde de ikke ret meget at tale om fra Pæl til Pæl, Stang til Stang, henover Marken.
Joán Ujházy blev ved, som han plejede, for sig selv at sige Ordene for det, som han saá, paa sin Moders Sprog:
— Mark, Marker, lav Mark; et Hus, lavt Hus; to Fugle, to graa Fugle … og Regn.
Og pludselig søgende Tilflugt i et andet Sprog og strækkende begge Arme op i Luften sagde han:
— Ah, la pluie, cette pluie morne.
Da han drejede Hovedet saá han kun Hans Hacke, der sad i det modsatte Hjørne med de hvide Klaverhænder foldede, stirrende med de runde Øjne ud for sig — hjem mod Brüx, mod Bagerdatteren, Kæresten, Naboens Datter i Brüx.
Joán Ujházy vendte igen det lidt for lille Hoved og stirrede ud paa de samme Marker:
— Mark, Marker, flad Mark. Tre Fugle — graa Fugle.
Han gentog endnu de danske Ord i sine Tanker — Ordene i hans Moders Sprog. Hvor det var underligt, han havde kunnet glemme det og først havde set det tilfældigt paa den Hotelregning imorges: 8⁄3, den ottende Marts.
Nu var Ane derhjemme allerede kørt til Byen, som hun gjorde paa hver Moderens Fødselsdag, med alle sine Kranse. Hun bandt dem af Violer. De blomstrede saa tæt paa Engen under Skraaningen, hvor Dmeter havde sine Vinstokke. Og hun var, kroget og knækket, draget til Kirkegaarden og havde siddet paa den lille Jernbænk, opad Muren, under Vaabnet, og havde sunget sine Salmer udover Graven. Der var to, Ane kunde. Der var ingen Toner og ingen Melodi. Men Ane sad ret op og ned, uden at røre sig, opad Muren og blev ved at synge:
Julefryd, evige Fryd,
Hellig Sang med himmelsk Lyd.
Det er Englene, Hyrderne saá,
Dengang Herren i Krybben laa.
Evig er Englenes Sang,
Evig er Englenes Sang.
Da Joán var Barn, sad altid han ved Siden af Ane paa Bænken. Han syntes næsten det var ligesom naar Nik gøede, den russiske Mynde, der var død, fordi den frøs saa meget om Vinteren.
De rutheniske Piger, der vaskede ved Bybrønden, kiggede ned til Ane, ind over den lave Mur, og Toldforvalterens rumænske Frue, der laa oppe i sit Vindu med de bare Arme paa de snavsede Karmpuder, lo ned til de ungarske Gendarmer.
Men Ane blev ved at synge, mens hun knyttede Hænderne, den anden Salme eller det var jo ingen Salme, den anden Sang, hun kunde og som hun sang — frem over Graven:
Der er et yndigt Land,
Det staar med brede Bøge
Nær salten Østerstrand,
Nær salten Østerstrand.
Det bugter sig i Bakke, Dal.
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Frejas Sal
Og det er Frejas Sal.
De rutheniske Piger slog leende deres Vasketræer klaprende mod Muren, men Ane hørte dem ikke.
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Dets Navn er gamle Danmark …
Pigerne jodlede og klaprede med Træerne og trallede og lo, mens de sang paa deres Maal:
Saa tog Fedor Susanna
Susanna, Susanna,
Susanna med det hvide Bryst,
Susanna.
De klappede i Hænderne og de pegede Fingre
Susanna, Susanna,
Susanna med det hvide Bryst.
— Stem i, stem i, skreg Pigerne fra Muren, hvor de var halvt krøbne op, og de grinende Gendarmer sang med, overdøvende Ane, mens de klaskede i deres Næver:
Og de blev to
Og de blev tre,
Susanna med sit Elskovsbryst
Susanna.
Anes Haand laa paa Joáns Hoved. Taarerne smøg saa tæt ned over hendes Kinder — det var ligesom der var Render i Anes Ansigt for Taarer at løbe i — mens hun kvædede:
Og det er Frejas Sal,
Og det er Frejas Sal.
Ane tav og pludrende var Pigerne gaaet tilbage til deres Brønd, medens Mørket kom saa pludseligt, som blev et dunkelt Vaad draget op fra Floden.
— Nu ska’ vi gaa, sagde Ane: for nu glemmer Fruen det ikke.
— Hvad glemmer Mo’er ikke? spurgte Joán.
Men Ane svarede ham ikke:
— Kom nu, sagde hun, hun førte ham hen mellem Gravene, hvor hans Fødder stødte mod de perlestukne Kranse.
De kørte hjem til „Slottet". Ane talte ikke og Joán maatte jo raabe saa højt, om han skulde snakke med hende. Det var som Hørelsen var gaaet af hende, og hun hørte ikke, hvad alle de fremmede Mennesker snakkede — siden hans Moder var død.
Men hjemme stod den engelske Gouvernante paa Stentrappen mellem Søjlerne og skændte, fordi de kom saa sent …
… Joán Ujházy havde atter drejet sit rumænske Hoved. Naar han sad saadan, med lukkede Øjne, kunde han saa tydeligt se sin Moder — som hun havde siddet i den lave Stol, dér paa Dmeters Skraaning i Solen mellem de glimtende Vinstokke. Hendes Ansigt var saa lille og Haaret laa ned over hendes Tindinger ligesom paa de gamle Billeder og Ane og Joán sad ved hendes Fødder.
Joan lænede sit Hoved til Moderens Stol, og hun klappede sagte hans Haar med sin Haand — hun havde saa mange Ringe paa sine Fingre, og hun saá aldrig paa dem —:
— Hvor hans Haar dog er tæt, sagde hun.
— Det er Ungarerhaar, sagde Ane.
— Ja, sagde Moderen og hendes Haand blev stille over hans Haar.
Faderen kom frem mellem Vinstokkene. Han tog en Klase Druer i sin Haand.
— Se, hvor den er smuk, sagde han og lagde den gul og tung ned i Moderens Skød.
— Ja, den er køn.
Faderen stod og saá paa den gule Klase i Moderens Skød:
— Saadan er uslebne Topaser, sagde han.
— Ja, sagde hun og løftede Øjnene.
— Idag er her da varmt mellem Stokkene, sagde Faderen. Han talte til Moderen saadan tydeligt som man taler til et Barn, eller højt som til En, der ikke hører rigtig.
Moderen nikkede, mens Faderen førte sin Haand ned over Kæden af Perler om hendes Hals — hun havde mange Kæder og fik bestandig nye:
— De er saa smukke, sagde hun med en Stemme, der altid var ligesom et andet Sted end hendes Ord, og hun følte selv om Perlerne om sin Haand.
Men Faderen bøjede sig og kyssede hende paa Haaret, saa hastigt.
— Har du redet? sagde hun.
— Ja, sagde han og slog Pisken mod de ungarske Støvler, som han altid bar fra den Tid, han endnu i Budapest gjorde Tjeneste ved det andet Husarregiment.
— Saa hurtigt, du er kommen hjem.
— Her kan man snart faa redet rundt, svarede Faderen, og hans Øjne havde skiftet Udtryk.
De tav alle, mens Faderen gik bort mellem Vinstokkene. Solen glitrede og lyste henover Moderens Kæde og i alle hendes Fingerringes Stene. Hun stirrede, med sine fjerne Øjne, saa længe ud over Flodens Vand.
— Ane, sagde hun og rørte sig ikke: Kan du huske, hvor Fjorden den var blaa hjemme ved Vejle.
Ane havde drejet sit Hoved:
— Der gik den lille Damper, sagde hun og der kom et pludseligt Lys i hendes Øjne.
— Aa ja, det var „Svalen“, sagde Moderen, saa tæt vi dog stod, tit, om Søndagen.
— Og saa krængede den, naar der var Sø, sagde Ane: men det var kun brat ud for Munkebjerg.
Moderen smilede ligesom Ane:
— Nej, der var ingen Fare, sagde hun.
Men Ane sagde:
— Og som de spillede, Musiken fra Frederits.
Moderen svarede ikke mer, men stirrede kun igen paa Floden, der gled ved hendes Fødder:
— Tag Sjalet, Ane, sagde hun.
— Fryser Mo’er? sagde Joan og løftede sine store Øjne.
— Ja, lidt …
Ane havde taget et Sjal og lagt det om Moderens Fødder:
— Men Ane, sagde hun: her er der heller ikke nogen rigtig Varme ved Solen.
— Nej, sagde Ane, her bare stikker ’en.
Joán stoppede ogsaa Tæppet ned om Moderen, mens han blev ved at se hende ind i Ansigtet — der kom altid saadan en stor og stiv Barneforskrækkelse i hans Øjne, naar Mo’er frøs og blev „hvid i Ansigtet“.
— Saa, saa, sagde han og blev ved at stoppe Tæppet ned, saa langt han kunde naa med sine Hænder.
— Tak, Tak, Tak, lille Josse, sagde Moderen: nu sidder jeg saa godt.
Joán havde sat sig igen, men han blev ved at skotte op til Moderen: for hun blev ved at være hvid i Ansigtet.
— Ane, sagde Moderen, imorgen vil vi køre ud til Møllen, hvis Solen skinner.
— Ja, Frue.
— Den Sommer var her rart, sagde Moderen, da Thomsen byggede Møllen.
— Det var her, sagde Ane. Thomsen var ved Humor. Men han var jo osse en Sjællænder.
— Ja, nikkede Moderen, han var fra Slagelse. Det er alle Thomsens.
De sad igen og saa mod Flodens Vand.
Ignaz og Dmeter gik forbi fra Vinstokkene og hilste med deres store Hatte.
— Lad os nu gaa op, sagde Moderen.
Hun støttede sig lidt til Ane, mens hun gik med Joán ved den ring-tunge Haand:
— Men Ane, sagde hun, og der gik et pludseligt Lys over hendes Ansigt: iaften lægger vi i — i vores egen Kakkelovn.
Gamle Ignaz og Dmeter slog Hvilestolen sammen efter Fruen.
— Hvordan mon det egenlig er? sagde Ignaz og saá efter dem, der gik.
— Ja, sagde Dmeter.
— Hun sidder saa stille, sagde Ignaz.
— Ja, sagde Dmeter.
— Hun sidder saa stille som de hellige Billeder, sagde Ignaz.
Tjeneren Ignaz talte tit om den Naadige og de hellige Billeder saadan ud i ét — maaske var det, fordi Veronika, den Hellige med Vunderne, hun havde ogsaa saa meget med Kæder om sin Hals og med Guld paa sine Voksfingre i Kirken.
— Men, sagde han og bed i Træpiben: det er nu, som jeg mener det, at et Fruentimmer sku’ aldrig rejse saa langt.
— Næ, sagde Dmeter.
Ignaz bragte Hvilestolen op.
Om Aftenen blev der lagt i Kakkelovnen, den store sorte Kakkelovn paa Fødder. Moderen sad og stirrede ind i den gulrøde Ild. Joán var krøbet op paa hendes Skød.
Faderen kom ind og han satte sig ved Siden af dem.
— Nu har du det rart, sagde han og lo: her foran din egen Kakkelovn.
Moderen lagde det lille Ansigt ind mod hans Skulder.
— Ja, nu er her dejligt, sagde hun: Nu er her ligesom hjemme.
— Ja, sagde han og drog sit Ansigt bort fra Ildens Skær, saa Mørket laa over det.
De sad længe, tæt ved hinanden. Joán var flyttet over paa Faderens Skød, hvor han sov med Ansigtet gemt under Frakkens Opslag.
— Joán, Joán, sagde Moderen og førte sin Haand ind under hans Nakke:
— Nu skal du i Seng.
Joán var vaagnet i et Sæt og havde set ind i hendes Ansigt:
— Mo’er fryser, sagde han.
— Fryser du? sagde Faderen, lige saa hastigt.
— Ja, Mo’er fryser, sagde Joan, der havde taget hendes Haand.
— Nej, nej, sagde Moderen og tog Hænderne til sig: Nu skal Joán i Seng.
— Godnat. Godnat.
Men ogsaa hendes Læber var kolde, da hun kyssede ham, og Joán blev ved at se ind i hendes Ansigt:
— Godnat, sagde han og det var, ligesom det gylpede op i hans Hals.
— Nej, sagde Moderen, en artig Dreng græder ikke, naar han skal i Seng.
Men Joán bed kun Tænderne sammen og gik med Miss Teker.
Miss Teker klædte ham af og bad den engelske Aftenbøn, siddende ved Siden af hans Seng. Saa flyttede hun hen ved Lampen og broderede paa sit store Kanevas.
Joán blev liggende med store aabne Øjne og stirrede paa den vide, lyse Plet over Lampen. Miss Teker løftede Hovedet:
— Nu skal Joán sove.
— Ja.
Men han blev ved at ligge og stirre; Tæpperne gled af ham, fordi han laa uroligt, og Miss Teker lagde dem sammen om ham igen.
— Sov nu, sagde hun.
Men Joán sagde — og pludselig talte han Rumænsk — op til hende:
— Hvorfor fryser Mo'er?
— Joán véd, at Joán skal tale Engelsk.
— Yes.
Og Joán gentog, mekanisk og straks, i det samme Tonefald:
— Why does mamma always feel cold?
— Nu skal Joán sove, svarede Miss Teker.
Og lidt efter hørte hun, han sov, som var hans Øjenlaag dumpede i paa en eneste Gang.
Det var altid saadan med Joán, at han talte jo ikke meget, men sad mest sært stille enten med sit Legetøj eller med ingenting. Men paa én Gang stod der et Spørgsmaal ud af ham: „Hvorfor“, som han saa blev ved med og løb med til alle, gennem hele Huset; som om der ikke levede andet i hele Hjernen paa ham løb han med det samme Spørgsmaal — til Faderen og til Moderen og til Gouvernanten og de to Staldkarle og dem i Køkkenet og til gamle Hana.
Gamle Hana var den serbiske Kartoffelskrællerske. Hun sad i Rummet foran Køkkenet. Hun var lidt tosset og Næsen løb paa hende. Hun sad altid og rokkede med Hovedet og smaasang. Det var nogle gamle Viser, serbiske Viser fra Floderne. Joán tog en Treben og satte sig hos Hana. Han kunde sidde der mange Timer mens hun sang. Hans Hovede rokkede ligesom Hanas.
Men pludselig sagde han og saá paa Hana ligesom paa Miss Teker:
— Hana.
— Ja.
— Hana, hvorfor pakker de Mo’er i Sjaler?
Hana saá paa ham og forstod ham ikke:
— Ja, her er Babylons Taarn, sagde hun og sang igen.
De to rumæniske Kokke løb ud og ind. Mundene stod ikke paa dem og de spiste altid Tomater, der var ligesaa røde som deres Læber. Miss Teker drog gennem hele Huset og kunde ikke finde Joán. Tilsidst fandt hun ham hos Hana. Han maatte ikke være der og Miss Teker sagde for at skræmme ham, at der var Rotter hos Hana. Rotter var det værste, Joán vidste. Ved Floden var der saa mange af dem, saa store og med lange, fede Haler.
Joán lærte at stave af Miss Teker. Men Ane kom tit og hentede ham — ned til Fruen.
Moderen kom ikke ud mere. For det var Vinter og der var store Bølger paa Floden, naar Joán saá ud af Vinduet.
Moderen sad altid foran Kakkelovnen og Ane maatte aldrig gaa fra hende.
— Du maa sidde stille, sagde Ane til Joán.
— Ja, hviskede Drengen.
Moderen krøb sammen under sit Tæppe:
— Bøgebrænde varmer mer, sagde hun.
— Ja, sagde Ane: der er ingen Ligning.
— Paa Munkebjerg, sagde Moderen, var Bøgene saa brede.
— Ja, de var, sagde Ane.
Joan løftede Hovedet fra Billedbogen:
— Hvorfor taler Mo’er altid om Danmark?
— Fordi, lille Josse — for derfra kom Mo’er.
Moderens Stemme lød saa sagte, og, mens hun saá ind i Ilden, førte hun Fingerspidserne mod hverandre ligesom Marinka, Kammerjomfruen, gjorde om Søndagen.
Men paa en Gang løftede hun Hovedet og sagde med en helt anden Stemme, en helt munter Stemme:
— Nu skal du synge, Josse.
— Ja, sagde Joán. At synge for Moder var det bedste, Joán kendte.
Han begyndte at synge med en lille skær Røst, lige ind i Ilden sang han alle Hanas Viser — mens han slog Takt med Fødderne. Men Ord var der ikke til, for han forstod jo ikke Serbisk.
— Saadan synger Hana, sagde han, og højere og højere sang han ind i Ilden.
Moderen havde lukket Øjnene. Men en Gang imellem slog hun dem op igen og saá paa alle sine Billeder, som hang saa tæt om hendes egen Kakkelovn — alle de fra Vejle og saa „Skumringen“.
— Nu kommer Mo’ers Sange, sagde Joán, og han tog fat med samme skære Røst paa alle Mørkningssangene, som Moderen sang, mens han blev ved at trampe Takten med begge Fødder. Men Ord var der heller ikke i dem, for i Sange kunde han ikke holde paa de danske Ord, som var der.
Der kom et Smil over Moderens Ansigt:
— Ja, ja, det er den, sagde hun.
— Det er den.
Og næsten uden at hun vidste det, hviskede hun Ordene, mens Joán sang Melodien:
Det var Ridder Hr. Aage
han red sig under Ø,
fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.
— Hvordan er det, du si’er? spurgte Joán, der pludseligt holdt op at synge.
— Det er om Ridder Aage, sagde Moderen.
— Men hvordan? sagde Joán.
Moderen tog ham om hans Haar:
— Det forstaar du ikke, sagde hun: Det var i Danmark.
Men Joán tog fat paa Melodien igen og sang — ind i Ilden.
Fæsted han Jomfru Else
alt med det røde Guld,
Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.
— Hys, hviskede Ane: nu skal Josse være
stille.
Moderens Øjne var faldne til. Hun blundede med Hænderne i sit Skød, det lyse Haar laa ned over hendes Tindinger.
— Kom, nu. Nu sover Mo'er, sagde Ane.
Døren gik. Det var Faderen, der kom ind:
— Hys, tyssede Joán: nu sover Mo’er.
Joán blev staaende ved Døren og blev ved at tysse med Fingeren oprakt foran sin Næse, mens Faderen gik hen over Gulvet og betragtede Moderens Ansigt. Det saá ud som var det af Voks — dér ved Ilden.
Saadan, som hun havde siddet den Dag, med Ringene i sit Skød, saadan ogsaa den Dag, da Ane paa en Gang var sprunget op og væltede sin Stol og rev i Moderens Arm og raabte:
— Frue, Frue!
og skreg og løb gennem Stuen og lod alle Døre
staa og skreg:
— Herre, Herre!
Men Joán, han tog om Moderens Hænder:
— Sover Mo’er?
Og Hænderne rørte sig ikke:
— Sover Mo’er? sover Mo’er?
Og Ansigtet, det rørte sig ikke:
— Sover Mo’er?
Og pludselig slap han Hænderne og kunde ikke skrige, men løb, med Armene foran sig, efter Ane og faldt paa Trappen og blev liggende — mens Ane blev ved at løbe hen over Gaarden:
— Herre, Herre!
Hun svingede Armene som to svingende Hjul — forbi Hestene, der stejlede og rev sig løs fra Josef og løb:
— Herre, Herre! skreg hun ud over Markerne.
— Hvad er der, hvad er der! raabte Josef: Forbandede Ludder, hvad er der? raabte han; og han sendte en Strøm af ungarske Skældsord frem efter Ane, der skreg:
— Herre, Herre …
— Danskermær, skreg Josef, der kæmpede med Hestene, mens Halvaraberne satte ind gennem Stalden, sitrende over de skinnende Kroppe; og med Fraade om de skælvende Muler gemte de sig, ind til hinanden, rystende i Baasens Mørke.
Miss Teker løb ned ad Trappen, ned i Hallen, Haaret var udslaaet og Haarbørsten holdt hun i Haanden og kastede den og skreg:
— She is dead, she is dead. Misstress is dead; mens Marinka med stive Øjne stod og rullede den Dødes hvide Hænder, som vilde hun varme dem — og vidste ikke, hvad hun gjorde, og sagde forvildet:
— Faa hende i Live, faa hende i Live, sagde hun og pludselig begyndte hun at hulke med Hovedet ned mod den væltede Stol.
Og rejste sig igen og løb gennem Hallen og tog Miss Tekers Børste op og løb forbi Hana og skreg som Ane:
— Herren … Herren!
— Hvad er der, hvad er der?
Det var Kokkene, der sprang frem fra deres Dør, halvvaagne, vækkede af Middagsblundet, nøgne:
— Hvad er der?
Men ud fra Vinduet, hvor Gardinerne flagrede, raabte Miss Teker ud over Gaarden og slog Hænderne op for sit Ansigt:
— She is dead — she is dead …
— Herren, Herren … Joán var staaet op; uden Tanker, saa angst som om Natten, naar han vaagnede i Mørke, listede han ind og saá paa den døde Moder — gennem Sprækken.
Saa kom Faderen ind og skød Marinka bort og Gartneren, som var løben ind, og Ignaz.
Han løftede Moderen op i sine Arme, højt op i sine Arme og bar hende ind.
Der var blevet stille i Huset. Inde i Sovekamret slog Ane hvide Lagener op paa alle Vægge. En Gang imellem stod hun ned af Stigen og saá paa den Døde. Øjenlaagene var gleden op over de brustne Øjne.
Ane gik op i sit Kammer og aabnede sin Kommode. Hun tog to gamle Skillinger. De var fra Frederik den Syvendes Tid. Der var et Hul i dem begge to.
Da Ane fik dem i Haanden, begyndte hun at snøfte.
Saa gik hun ned igen, ind til den Døde og laasede Døren. Og mens hun græd, saa Taarerne faldt ned paa de hvide Hænder, lagde hun Skillingerne paa den Dødes nedtrukne Øjenlaag.
Joán, hvem ingen saá, sad hos Hana. Der var helt tyst i Køkkenet, som om ingen skulde spise.
— Hana, hviskede Joán.
— Lille Herre.
— Hana, hviskede han og saá op i hendes Ansigt: hvorfor er Mo’er død?
Og han sagde død saadan som et fremmed Ord, en Lyd, man ikke forstaar.
— Lille Herre, svarede Hana kun og stirrede ud i Rummet med de halvblinde Øjne.
Men paa én Gang kom Marinka løbende.
Hun var helt sort.
— Nu kommer Pateren, raabte hun, og løb videre ud i Hallen.
Joán var fulgt efter. Han holdt Armene saa tæt ind til Kroppen. De to Kordrenge gik lige bag ved Præsten, i hvide Skjorter. Og Marinka lukkede alle Dørene op og bankede paa den øverste.
Hun bankede igen:
— Ana, Ana.
Men Døren var lukket:
— Ana, Ana, kaldte hun højere:
— Ana, det er Pateren.
Men pludselig havde Ane revet Døren op og, midt paa Tærskelen, som en forvildet, mens hun holdt i Karmene med begge sine Arme, som om al hendes Fortvivlelse udladede sig i Raseri mod den fremmede og kronragede Mand — skreg hun en Strøm af vildsomme Forbandelser paa Dansk og paa ungarske Brokker, Forbandelser frem imod Præsten — og slog Døren til, imens de tomme Røgelsekar sitrede i Drengenes Hænder.
Joán var løbet ud.
Skælvende over sit hele Legeme trykkede han sig ind mod Hanas Knæ:
— Hana, Hana, hvorfor gik Præsten?
— Lille Herre, lille Herre.
.….
Men saa rejste Fader, og Joán fik den franske Frøken. Men det var Ane, der bad med ham om Aftenen.
— Ane, hvor er Fa’er? spurgte Joán midt under „Fadervor“.
— Han fløjer, sagde Ane og blev ved i Bønnen:
— Forlad min Skyld, som jeg forlader mine Skyldnere.
— Hvorfor, spurgte Joan og tænkte paa Faderen.
— Led os ikke i Fristelse, men fri os fra det Onde, blev hun ved.
— Hvorfor? spurgte Joán igen og var med ét blundet ind. Joán forstod ikke mere rigtigt, hvad Ane talte, for han glemte Dansk nu, da Moder ikke var der. Sommetider vaagnede Joán igen og han hørte Ane, der sad og græd henne ved Lampen.
— Hvorfor græder du? spurgte han og løftede Hovedet.
Det gav et Sæt i Ane:
— Josse skal sove, sagde hun.
— Men hvorfor græder du?
Ane fik Taarerne væk med Bagen af sin Haand.
— Jeg græder ikke, lille Josse, sagde hun, jeg sitter bare og sør’er …
Om Dagen sad Joán mest hos Hana eller hos Josef i Stalden, for han spillede Violin.
Den Sommer kom Læreren. Han var en Græker og saa lang, at han maatte bøje Hovedet, naar han gik ind ad Døren til Skolestuen. Da Faderen var hjemme, skrev han en stor Timetabel over alt det som Joán skulde lære. Men Hr. Christopulos glemte tit at læse. Han sad kun med Joán paa sit Skød og glattede og glattede hans Haar og stirrede frem i Luften. Joan havde aldrig set saadan Øjne som Hr. Christopulos’ — saa store og saa blaa og aldrig var de glade.
— Men vi skal læse, Joán, sagde han, og han fortalte igen om alle Stederne paa Kortet.
— Hvor boer du? spurgte Joán.
— Jeg? jeg boer i Hellas.
— Hvor er det?
Hr. Christopulos førte sin smalle Haand ned over Grækenland:
— Dér er Hellas, sagde han.
— Hm. Og Joán saá paa Hellas.
— Og hvor boer jeg? spurgte han.
Hr. Christopulos sagde, at han havde søgt om „Øen“.
— Men hvor du boer, staar ikke paa Kortet.
— Hvorfor?
Men Læreren svarede ikke. Han saá paa Grækenland, mens hans Haand gled hen over Joáns Haar.
— Nu skal du spille, sagde Joán.
Hr. Christopulos gik hen til Klaveret og begyndte at spille. Tonerne steg op under hans lange og smalle Hænder, mens det var, som saá hans Øjne saa langt bort. Joán havde sat sig med Hovedet lænet til Pianoet. Men snart laa han helt strakt ud paa Gulvet saadan som han laa om Sommeren paa Jorden foran Vinstokkene, i Solen.
— Spil mer, sagde han.
I Stalden, hos Josef, spillede han selv. Hans Arme var for smaa til Josefs store Violin. Men Melodierne, de piblede frem, lidt efter lidt, Hanas Sange og Moderens Sange, han skilte dem ikke ad, men de flød sammen, mens han blev saa rød og hed som naar han red paa „Caprice“ med sin Fader. Naar Fader var hjemme, red de hver Dag. Ponyen kunde ikke strække ud, men den løb med Joán som en stor Hund ved Siden af „Amour". De red langs Floden forbi Træhuse og over Marker. Bønderne hilste og Faderen kaldte dem ved Navn og Joán nikkede.
Carol, Sognefogeden, der stod foran sin rødmalede Gavl, tog Hatten af:
— Hvordan gaar det, Carol? spurgte Faderen.
— Det gaar blot daarligt, Herre, sagde Carol og stod med Hatten i Haanden: nu er hele Livet svullent.
Carol talte om sin Kone, der var syg.
— Du skulde hente Lægen, sagde Faderen.
Carol drejede paa Huen:
— Det koster tyve Gylden at faa ham over Floden, Herre, sagde han.
— Ja, det gør det jo. Naa, hvad der kan linde, kan du hente oppe hos os.
De red videre langs med Floden.
— Fa’er, sagde Joan: hvorfor har Carol saa store Sølvknapper i sin Frakke?
— Fordi han er en Rumæner, sagde Faderen.
Iwo stod paa Toften uden for sin graa Længe, midt mellem sine Svin:
— Nu er dine Svin nok snart tjenlige, sagde Faderen.
— Ja, de er, svarede Iwo.
— Saa skal du vel til Marked?
— Floden er for strid, Herre, sagde Iwo og saá hen over Svinene: En tør ikke føre dem over.
— Det kan være sandt, sagde Faderen.
Vingaardskarlen Dmeters Moder stod lidt derfra ved sin Grøftekant, i sit brogede Skørt.
— Hvor den lille Herre vokser, naadige Herre, sagde hun.
— Ja, sagde Faderen, og saá over paa Joán, der sad helt rankrygget paa sin Pony; men nu er han jo ogsaa otte Aar …
— Og han faar Fædrenes Ansigt, Herre, sagde den Gamle: Nej, fremmed Blod synes aldrig i den Slægt.
Der fløj som en Trækning over Faderens Ansigt:
— Det kan være, sagde han, og de red igen, mens Dmeters Moder nejede.
Vejen løb saa tæt ved Floden, der gik saa stærk og mørk. De red til Øens Østspids, der var tynd som et Rev. Paa begge Sider skred Flodens Strøm.
Faderen holdt længe og stirrede ud over Vandet.
—Fa’er, sagde Joán:
— Fa’er, hvorfor er Vandet saa sort?
— Fordi Floden er dyb, sagde Faderen.
Men da de begyndte at ride igen, saá Joán Simon Bissekræmmeren, der kom gaaende med den store Kasse paa sin Ryg, og han raabte — for Bissekræmmeren med alle hans Sager, Ure og Tørklæder og Piber og Huer og Kæder, var det morsomste, han vidste —:
—Fa’er, Fa’er, dér er Simon.
Simon var stanset helt inde paa Marken og han gik i Jorden saa dybt, saa hans lange Frakke laa helt hen ad Græsset. Men Faderen red ham forbi.
— Fa’er, Fa’er, blev Joán ved: det var Simon. Det var Simon fra Orsówa.
Men Faderen saá ikke til Simon.
Joán blev ved at dreje sig paa Hesten, mens Simon fra Orsówa var gaaet videre.
De bøjede bort fra Floden og red, ind over Markerne, helt ud til bag Krattet, hvor Josef sagde, at dér huserte de, alt det Pak der var og Smuglerne. Da de kom til „Borgen“, stod Faderen af Hesten og bandt Amour og Caprice. Joán tog Faderen i Haanden, da de gik ind i Ruinen. Det gjorde han altid. Der var blot de tre tykke Mure tilbage. Den fjerde var kun nogle Grusdynger ligesom Bjerge. Faderen gik op ad de smuldrende Stentrin og lænede Armene mod Murens Kant.
— Maa jeg sidde hos dig? sagde Joán og Faderen løftede ham op, saa han sad paa Murranden.
Joán sad og drejede Hovedet: dér laa Carols Gaard og dér i det skidne Hus boede Josefs Kæreste og dér hjemme var Hr. Christopulos’ Vinduer. Her saá man hele Øen og alle Huse, helt forbi „Moders Mølle“.
Faderen stirrede længe paa de langsomme Vinger.
— Dér sad Mo’er, sagde Joán og pegede ud paa den lille Bænk foran Møllehuset.
— Ja, hviskede Faderen.
Men nederst, lige dernede, laa Byen med Kirken midti. Dér ved Døren var Moders Grav.
Joán saá altid ned til Moders Grav.
— Fa’r, sagde han: skal du ogsaa ligge, hvor Mo’r ligger?
— Ja.
— Skal jeg ogsaa ligge, hvor I ligger?
— Ja — en Gang.
— Hvorfor? spurgte Joan.
Faderen stirrede ud over Floden.
— For dér, sagde han, ligger alle Ujházy’er.
Og lidt efter sagde han — og vidste maaske ikke selv, at han talte —:
— Hvor man er født, dér maa man begraves.
Joán hørte ikke mer. Hans Drengehjerne var pludselig igen sprungen over til Simon — at Faderen havde ikke sagt Goddag til Simon.
Men han drejede Hovedet igen. Dér alleryderst, bag Krattet, var Smuglernes Huse. Der var saa smaa Vinduer i alle de Huse.
— Hvorfor rider vi aldrig forbi Smuglernes Huse? spurgte Joán.
Faderen svarede ikke.
Og paa én Gang plumpede det ud af Joán:
— Josef si’er, Smuglerne ta’er de smukkeste Kærester.
Faderen vendte sig:
— Jeg har jo sagt dig, du maa ikke være i Stalden.
— Ja, sagde Joán spagfærdigt.
Men lidt efter sagde han, maaske for at komme bort fra Josef og Smuglerkæresterne:
— Peter Georgewitschs Hus er stort. Og han saá ned paa Peter Georgewitschs Hus, der laa bredt og langt, med sine to hvide Søjler ligeoverfor Kirken.
— Ja, det er stort.
— Er det større end „Slottet?“ spurgte Joán.
— Nej, Slottet er det største.
— Naa.
Joán sad lidt. Saa sagde han:
— Men den Gang, da Tyrkerne kom, var Borgen den største.
— Ja, da var Borgen størst, svarede Faderen.
Men Joán spurgte om Tyrkerne og om Paschaen, som de havde hængt, for han var bleven overvundet, og alle hans Folk, de maatte flygte, alle Tyrkerne.
— Hvor flygtede de da saa hen? spurgte Joán.
— Over Floden, sagde Faderen.
— Hvem slog Tyrkerne?
— Joán Ujházy slog dem.
— Joán Ujházy, gentog Drengen ganske sagte. Han var helt hvid i sit Ansigt.
— Og hængte han Paschaen? spurgte han igen, som før.
— Ja. Solen stod lavt paa Himlen. Over den graa Ø kastede Husene deres lange Skygger. Joán frøs paa sin Murkant, og han sagde, som en Gang før:
— Fa’er, hvor Floden er sort.
— Ja.
— Og den løber helt omkring.
— Ja, sagde Faderen og knyttede begge sine Hænder mod Ujházy’ernes Mur.
Joán blev ved at stirre paa den sorte Flod med sine store Øjne. Saa sagde han pludseligt:
— Fa’er, Floden ligner Klædet paa Loftet.
— Hvad for et Klæde? sagde Faderen.
Men Joán svarede ikke. Det var ligesom han pludselig var bleven bange eller var bleven kyst. For Klædet paa Loftet, det var de store Ruller, som de havde rullet ud over Gulvet og alle Trapper den Dag, da Mo’er var død og de bar hende ud — Ignaz gik forrest, da de bar hende ud, i den hvide Kiste.
— Kom, sagde Faderen, nu skal vi hjem.
De gik bort fra Borgen. Men Joán tænkte igen paa Simon fra Orsówa, som Faderen ikke havde set paa.
Da de kom hjem, fik Joán to Stykker Sukker til Caprice af den yngste Kok. Han sneg sig hen under Vinduerne over til Stalden, hvor Caprice fik Sukkeret.
— Vi mødte Simon, sagde Joán.
— Naa, sagde Josef, render han her nu igen med sit brogede Stads. Naa, her paa Øen trænger Pigerne, det Skidt, forresten nok til Forklæder over deres Maver.
Joán stod lidt.
— Josef, sagde han: hvorfor si’er Fa’r ikke Goddag til Simon fra Orsówa?
— Nej, sagde Josef, det gør Herren ikke. For Simon er en Jøde. Og der er ingen kristent Mandfolk, der hilser paa Jøderak.
Joán stod lidt, til han sagde og talte sagtere:
— Josef, véd du, han der hængte Paschaen, han hed Joán.
Der lød et vældigt Skrig i Gaarden og Josef løb hen i Stalddøren. Det var de to rumænske Kokke, som sloges med Vogterdrengene. Blodet løb Serberne ud af Næsen. Alle Vaskepigerne kom ud med opkitlede Skørter og skreg, mens Dampen fra Gruben stod ud i Gaarden.
Rumænerne fløj ind paa de serbiske Drenge som et Par Katte, mens de rutheniske Vaskepiger hylede.
— Hold Kæft, I rutheniske Mære, raabte Josef.
— Paa’en, paa’en, raabte Dmeter og sprang Kokkene tilhjælp.
— Klø dem, klø dem, raabte Josef med Hænderne begravet i sine ungarske Bukser: Klø dem, de serbiske Svin.
Serberne hvinede, for Rumænerne havde bidt dem i deres nøgne Arme.
— Klø dem, klø dem …
— Hjælp, Hjælp.
Det var Pigerne, der hvinede.
— Stille.
— Er I gale?
Det var Faderens Stemme, der lød fra et Vindu — højt over Støjen.
Og pludselig hørte de Ane, der raabte fra et andet Vindu, ud i Halvmørket, gennem Skrigene:
— Josse, Josse.
— Hvor er Hr. Joán? raabte Faderen.
Der var blevet stille. Som Skygger sneg de sig alle væk — bort i Mørket. Men Joán løb, angest, op ad Trappen ind i Hr. Christopulos’ Stue.
— Josse, Josse. Det var Ane, som slog paa Døren.
Da hun havde aabnet den, tog hun Joán i Armen og næsten rev ham med sig, gennem den lange Gang, ind i hans Kammer:
— Men hva’ er ’et, jeg har sagt, at du ikke maa føjte og rend’ saa En sitter med Livet i Hændern’. Men Knubs sku’ du ha’, saa du fløjer med det Helvedes Rak, som er til Gud Faders Forbandelse … Ta’ Strømperne a’, har jeg sagt. Men Fruen sku’ sé for en Pøl, som vi vandrer i med vores Fødder … Ta’ Strømperne a’ dig, har jeg sagt, men Fruen tog hjem til Gud Fader og det var saamæn oss’ det klogest … for her er Forbandelsens Land og Pestenes Dal, som det skrevet staar. Men Fruen gik hjem til sin Fred i Jesus, ta’ Strømperne a’.
Pludselig begyndte hun at græde og lagde sig ned foran Sengen:
— Og en anden ku’ sitt’ her tilbage. Og hva’ ka’ man? Man ka’ ingenting og man er et Kræ paa Guds Jord og man ka’ ikke andet end bede … Josse, lille Josse, forstaar du, hva’ jeg si’er …
— Ja, hviskede Joán, ja …
Han græd selv, af Skræmthed og Angst, saa Taarerne løb ned ad hans Kinder.
— Næ, næ, du forstaar ’et ikke — og Ane græd højere — han forstaar ikke Moderens Maal —
— Moderens Maal, Moderens Maal, blev hun ved at gentage.
Og hun talte til ham med de fremmede Brokker, blandende Serbisk og Ungarsk og Rumænsk og Ruthenisk fra Vaskekælderens Skændsmaal. Og igen talte hun Dansk, forbandende dem, baade Hedninger og Jøder og Græker, som tog ham, som tog hendes Josse.
— Og hva’ ka’ man, hva’ ka’ man, et enligen Kræ, som er ladet tilbage paa Jorden.
Hun talte som en Bog, hun, der aldrig talte, og hun blandede sine Ord med Bibelens Sprog, Bibelen, der var det eneste, hun læste.
Hun viklede Joán ind og hun dækkede ham til og viklede ham ind og hun græd igen over Fruen i sin Himmel.
— Og vi, vi, som er udi Udlændighed, sagde hun.
Joán sov ikke. Gennem de sitrende Øjenvipper stirrede han hen paa Ane, der sad under Lampen, foran den store Bibel. Hun tog Brillerne af og paa, og Ordene blev borte foran hendes Øjne, som blændedes:
— Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. Og jeg vil forfølge dem med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse .….
Ane læste højere og bladede i den store Bog, hvor der laa saa mange Mærker af røde og hvide Baand:
— Frygt da ikke, du min Tjener Jakob, siger Herren, og vær ikke forfærdet Israel, thi sé, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra din Fangenskabs Land og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg og ingen skal forfærde ham.
Anes Graad stilnede og hun havde foldet sine Hænder.
— Aa, Herre, min Gud, aa, Herre, min Gud, sagde hun.
Joán sov ind. Men der kom som Smaaryk i hans Legeme, endnu i Søvne.
... Men naar Faderen var rejst igen, tog Frøkenen over Floden til Orsówa og Joán var med og de besøgte alle Frøkenens Veninder. Men de kom mest hos Kommandantens Frue, hvis Kjoler laa saa langt hen ad Gulvet og som havde gult Haar og store røde Pletter paa Kinderne. Joán sad ved Vinduet, med Hovedet i sine Hænder og saá ned paa alle Soldaterne, der var hvide og gule og røde og med saa meget Guld.
Kommandantens Søn, der var rødpurret, stod ved Siden af ham. Han havde saadan hvasse Negle, som han, fordægt, satte tæt ind i Joáns Lægge.
Fruen og Frøkenen sad bagved i de store Stole — men Betrækket var laset — og lo og hviskede og drak af smaa Glas og sad saa nær ved Ilden, at den brændte dem. De fik ogsaa Kager med mange Korinther og Fruen kaldte paa Joán, at han skulde spise med:
— C’est bon ça, c'est bon, sagde hun og stoppede ham Kagen i Munden.
— Ah, qu'il est beau, le petit Sans-patrie, sagde hun og tog paa ham med sine bare Arme, som Joán var bange for.
Og Joan vendte tilbage til Vinduet og saá paa Soldaterne, der stadig gik op og ned.
— Uh, sagde Kommandantens Frue til sit eget opløbne Afkom: flyt dit fregnede Fjæs væk.
Og Drengen vendte tilbage til Vinduet.
Men sommetider var de ovre hos Marinka, som boede paa den anden Side Torvet. Hendes Vinduer var de største i hele Orsówa og der stod Ananas med grønne Toppe og Glasskaaler og hvide Flasker. Men inde var der fuldt af Officerer, som drak Té og som Mademoiselle snakkede med. Og Teen blev bragt rundt af to Frøkener, som var helt hvide i Ansigterne og som Officererne kyssede. Men Marinka havde faaet sorte Øjenbryn og stod selv bag en hvid Disk med Sølvskaaler og smaa Tønder, der var paa Sølvfødder, og alting skinnede.
Frøkenen gik tit ind i en lille Stue, hvor der var Dør for, og Joan gik alene rundt og saá paa Officererne, som spillede Kort.
Men der var én, som aldrig snakkede men kun sad lige i Hjørnet ved Disken og kyssede Marinka paa alle hendes Fingre hver Gang, hun gik forbi. Joán stillede sig op ved hans Bord og saá paa ham — fordi han aldrig sagde noget.
— Har De været i Krig? sagde Joán.
— Ja, svarede den unge Mand, jeg har været i Krig.
— Naa.
— Med hvem? spurgte Joán saa igen. — Med Tyrkerne, svarede Officeren.
— Naa.
Lidt efter sagde Joán og stemmede Hænderne om Læderbæltet om den gensdarmblaa Bluse:
— Jeg vil ogsaa være Soldat.
Den unge Mand saá paa ham med sine aflange Øjne:
— Men du er ingen Serber, sagde han.
Den franske Frøken kom ud af den lille Stue. Hun var helt rød i Hovedet:
— Depêche-toi, sagde hun.
— Depêche-toi — nous sommes pressés.
Det var mørkt over Floden, inden de kom hjem.
Joan listede over i Stalden. Han krøb op paa Havrekassen foran Amours Baas.
— Josef, sagde han.
— Ja.
— Har Marinka en Mand? spurgte Joán.
— Hun har s’gu mange Mænd, sagde Josef og spyttede ud mellem sine spidse Tænder.
Joán sad lidt. Og i Børns besynderlige Tankegang sagde han:
— Men Marinka har været hos os.
— Ja, det er rigtigt, sagde Josef, for her lander ja Gu’ alle Tøse og alle de Tøjter som maa rakke fra deres Land.
— Hvorfor? sagde Joán.
— For saadan er ’et, sagde Josef og satte sig paa Havrekassen.
…
— Depêche-toi … Allons, nous sommes pressés …
Mademoiselle var vred. Det var blevet altfor sent og hun næsten løb over Torvet for at naa hjem, inden det blev helt mørkt.
— Skynd dig, skynd dig, hun knubsede Joán i Tindingen.
Men pludselig løb der en Flok Drenge op, mange Drenge, hundrede Drenge, op imod dem og skreg og hujede og forrest løb David, Simons Søn og alt hans Tøj var i Stykker:
— Jøden, Jøden, skreg de.
— Jøden, Jøden, skreg de og peb i Fingrene.
Men David vendte sig om, lige foran Joán, og knyttede sine løftede Hænder foran dem alle, foran alle de hundrede.
— Jøden, Jøden, pisk ham, Jøden.
— Pisk ham, Jøden, skreg de.
Og pludselig sang de det som et Omkvæd, alle Drengene:
— Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.
Og David løb igen, med løftede Hænder, og klamrede sig til Frøkenen, der skreg, mens Drengene hvinede:
— Op med Tomaterne, pisk ham, Jøden. Op med Tomaterne. Pisk ham, Jøden.
David var snublet, mens Tomaterne fløj; de knustes mod hans blottede Krop, ind mod hans Ansigt, ned mod hans Haar, saa det syntes, som Blodet randt:
— Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.
— Kom, kom, skreg Frøkenen og snublede igen, skubbet og trykket og puffet — af Drengene, der trængtes ind paa hende:
— Kom, kom!
— Pisk ham, pisk ham, slaa ham, Jøden.
David laa paa Jorden; hans Hænder var oprakte med de udspilede Fingre.
— Spark ham, spark ham, Æsels-Jøden.
De sparkede ham, de trampede ham, de stampede ham.
— Kom, kom, skreg Mademoiselle.
Men pludselig borede Joán sig frem — ind mellem Drengenes Ben, frem under deres løftede Hænder, frem til David:
— Løb, løb, skreg han.
— Løb, skreg han, mens alting sitrede paa ham, Ansigt og de knyttede Hænder og Benene under ham sitrede:
— Løb.
Og David slap bort, som en Aal, som en Slange mellem deres Ben, henover Jorden, mens Drengene hujede og skreg igen og Mademoiselle satte i Løb, op mod Marinkas Trappe, og han, den hvide Officer, der aldrig talte, greb Joán i sine Arme og bar ham ind:
— Il est fou.
— Il est fou, le Sans-patrie, raabte Mademoiselle, der var rasende, for alle hendes Klæder var sølet til.
Joán talte ikke i Baaden. Den hvide Officer havde fulgt dem derned og havde dækket Joán med et stort Tæppe. Under det laa han og rystede endnu. Hjemme paa Stranden stod Josef og Hr. Christopulos og Ignåz og raabte i Mørket ud over Floden, frem imod Baaden.
Men Mademoiselle sagde kun:
— Her er vi jo.
Og hun lod en pludselig Syndflod af Boulevardernes Skældsord regne ned over de Ventende.
…
Der var vist gaaet en Uge.
Da de om Eftermiddagen kom ind med Baaden til Orsówa og nærmede sig Molen, hvor Drengene laa med deres Snører, raabte et Par af Drengene:
— Dér er de ….
— Dér er de, dér er de fra Øen.
Bødkerens lange Søn sprang op fra sin Snøre:
— Ja, dér er de sgu, Rakket fra Øen.
Og han løb foran de andre hen til Stentrappen, hvor alle Drengene stod samlede i en Klump, da Joan kom opad Trappen. Bødkerens Søn kom til at skubbe til Joans Skulder og saa traadte Skrædderens Dreng ham op ad Benene. Joán gik kun videre, bag Frøkenen, med Hænderne knyttede om sit Læderbælte. Hans Øjne var halvlukkede.
Da Joán var kommen et Stykke væk, begyndte Skrædderdrengen at pibe i Fingrene og de andre hujede. Men Bødkersønnen var helt som skoldet i sit flade Ansigt og raabte:
— Hvad bilder han sig ind, hvad Fa’en bilder han sig ind med sine lukkede Øjne.
De blev ved at raabe, lige til Joán var bøjet om Hjørnet.
Fra den Dag passede Drengene Baaden op, og naar de saa den, begyndte de at pibe i Fingrene:
— Dér er de, dér er han —
Og de slog Grus og Sten mod Baaden.
Mademoiselle var bleg under det meget Pudder, men Joán stod oprejst midt i Baaden:
— Læg til, sagde han og gik forbi de skraalende Drenge med sine halvt tillukkede Laag.
De hujede bag dem. Mademoiselle var saa hun rystede i sine Knæ. Hun næsten løb over Torvet.
— Rakkerprins, Rakkerprins, skreg Drengene henover Torvet.
— Viens, viens, raabte Mademoiselle til Joan.
— Ham fra Øen, ham fra Øen.
— Viens, viens.
— Rakkerprins, Rakker.
— Viens, parbleu, viens, Sans-patrie, raabte Frøkenen og løb op ad Marinkas Trappe, hvor Kommandantens røde Søn svang sig op paa Gitret:
— Paa ham, paa ham — ham uden Fædreland.
Kommandantspirens Fistel lød over Pladsen:
— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.
Og som var Ordet fundet og Navnet givet og Skændslen stemplet, raabte de alle skingrende op mod Joán:
— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.
Forrest var Bødkerens Søn.
— Kan du saa faa Øjnene op, raabte han og jog sine Bødkernæver ind i Joáns Nakke.
— Krum hans Ryg, hvinede Kommandantens Søn:
— Prins uden Fædreland.
— Han uden Fædreland, han uden Fædreland.
De stormede op ad Trappen og de sprang over Gelænderet, mens de peb og de skreg. Bødkerens Søn laa over den snublede Joán. Marinka kom løbende til Ruden:
— Hjælp ham, hjælp ham, hjælp Hr. Joán.
Men Officererne derinde svingede hende rundt, mens de lo:
— Paa ’en, paa ’en, I Serbere, raabte de og lo og lo.
— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.
Joán blev borte under de snublende Drenges Vægt og de slog ham og trampede ham og de slog ham.
Oberstens Frue havde revet sit Vindu op og fægtede med begge de bare Arme:
— Sans-patrie, pauvre Sans-patrie, raabte hun frem over Pladsen.
— Skam Dem, skam Dem, raabte Marinka, og hun var løbet ud af Døren og frem paa Trappen.
— Hr. Joán, Hr. Joán,
raabte hun og slog Hænderne ud mod de
tumlende Drenge.
— Han uden Fædreland, han uden Fædreland.
Men paa en Gang havde Joán vredet sig ud under Bødkerdrengens Krop og svunget sig op og kilet sig ind mellem det hujende Pak — saa han stod paa det øverste Trin. Blodet rendte ham fra hans blottede Bryst over hans Livrem ned paa Armene.
Saa greb Marinka ham og løftede ham op i begge sine Arme, der skjalv, og bar ham ind.
Da Joán vaagnede, sad den hvide Officer ved hans Seng.
— Lig stille, sagde han, lig stille.
Joán bed sine Læber sammen.
— Jeg vil hjem, sagde han, og pludselig begyndte han at hulke, som skulde hans hele Drengelegeme sprænges.
— Ja, du skal komme hjem, sagde den hvide Officer.
Mademoiselle var gaaet tilsengs og vilde blive der. Marinka og den hvide Lieutenant kørte Joán ned til Baaden. Han laa i dens Bund, dækket af Tæpper, medens Dmeter og Ignáz roede. Da de naaede hjem, bar de Joán paa en Baare op til Slottet.
Ane kom hjem fra Fruens Grav:
— Hvad er der sket af Himlens Forfærdelse? hvad er der sket? Aa, bitte Jesus, de har slaaet ham ihjel, de har slaaet ham ihjel. Josse, Josse, de har slaaet ham ihjel …
Og hun kastede sig ned over Sengen, hylende som en Hund over et Lig.
Joan talte ikke, han førte kun sin hede Haand op og ned over sit venstre Bryst, der sved under det kølige Lærred, som var det hans bankende Hjerte, der brændte.
— Lad ham ligge, sagde Hr. Christopulos.
— Han skal ligge stille.
Om Natten havde Joán Feber. Han blundede og han vaagnede. Ane sad ved Lampen foran sin store Bibel. Hun læste saa højt, at Profeternes Forbandelser blandede sig med den halvvaagnes Feber.
— Og det skal være saa, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet. Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen …
— Hva’ er der, Josse? Josse, gør’et ondt?
— Nej, ikke saameget.
Ane lagde Hovedet ned paa Joáns Pude:
— Det gør godt, naar jeg græder, sagde han og slog Armene op om hendes Hals.
Da Joán vaagnede igen, var det Formiddag. Ane sad endnu ved Sengen. Joán laa stille, med store og stirrende Øjne. Men saa blev han urolig.
— Ane, jeg vil op, sagde han og vilde ud af sin Seng.
— Men det ka’ du ikke, Josse, du maa ligge stille.
— Nej, jeg vil op.
Ane hjalp ham med at klæde sig paa. Han var saa urolig, men Øjnene var runde og helt spilede op.
— Jeg vil læse, sagde han.
Han læste altid om de store Musikere i røde Bind, der kom fra Budapest.
Men han slap Bogen med aandsfraværende Hænder:
— Jeg vil gaa op, sagde han. á
— Hvor vil du hen? sagde Ane og rejste sig. Hun var ganske angst, for Joán var stiv i sit Ansigt.
— Jeg gaar op, sagde han.
Joan bankede sagte paa Hr. Christopulos’ Dør.
— Er det dig? sagde Hr. Christopulos, og hastigt lagde han til — for Joáns Øjne var saa underlige, ligesom saá de ingenting, og det var som han var saa lille indenfor sine Klæder:
— Hvordan er det, Joán?
— Mange Tak, sagde Joán.
Han satte sig paa Gulvet og støttede sit Hoved — det var saa tungt — til Klaverets Fod.
— Vil De spille? sagde han.
— Det vil jeg saa gerne, sagde Hr. Christopulos. Og han begyndte at spille, mens Joán saá op paa ham for ligesom at tvinge sig til at høre.
— Men nej. Der var kun det. Kun det der gjorde saa ondt inden i hans Hoved, ondt i alting inden i ham — der var kun det:
De havde hujet af ham som de hujede af David. De havde revet hans Klæder af ham som de havde revet dem af Kroppen paa Simons Søn, paa David.
— Han uden Fædreland.
— Han uden Fædreland.
— Ja — ligesom af David — —
Det var, som han ikke kunde tænke, som hans Hoved var blevet saa stort, at han kunde ikke tænke. Men naar han støttede Panden mod Klaverbenet, som var koldt, saa var det, som han huskede:
— For Josef havde sagt, Josef i Stalden: Her løber alt det Pak, som er uden Fædreland. Det havde Josef sagt. Og Frøkenen sagt. Og Ane havde sagt det. Og Kommandantens Frue havde sagt det.
— Petit Sans-Patrie.
— Hvad er der, spurgte Hr. Christopulos, der holdt op at spille:
— Hvad er der, Joán?
— Ingenting, sagde Joan og saá paa ham med Øjne, der ikke saá.
— Hvorfor sukker du da?
Joan virrede lidt med Hovedet.
— Er det dit Bryst, som gør ondt?
— Nej.
— Men hvad er det da?
Hr. Christopulos klappede hans Haar. Men Joan skød Haanden bort, som gjorde hans Hoved ondt:
— Uden Fædreland.
— Ja, det havde Kommandantens Frue sagt. Og Frøkenen sagt. Og Josef sagt.
— Saa var det — det var sandt.
— Men hvorfor — hvorfor?
— De havde raabt det. De havde hujet af ham som af David, Simons Søn. De havde revet Klæderne af ham som af Simons Søn, af David. Men Ane havde sagt det, hvorfor de havde skreget ad David: For han er Jødens Dreng og det er en Skændsel. Og Frøkenen havde sagt det og krænget med Munden: Ah, pfui, le juif. Og Josef havde sagt det i Stalden og Drengene havde pebet, alle Drengene i Orsówa: Jøden — Jøden ….
— Fordi det var en Skændsel.
— Joán, hvorfor græder du?
— Jeg græder ikke.
Joán rørte sig ikke. Det var som sad der, bag Taarerne, en stor, en forfærdelig Angst i hans Øjne.
— Gør det saa ondt i dit Bryst?
— Ja, nu gør det ondt i mit Bryst.
Joán blev siddende, stirrende med de samme Øjne:
— Men Kommandantens Søn havde ikke hujet af Simon. Men Kommandantens Søn, han havde begyndt at skrige mod ham: Sans-Patrie — Sans-Patrie …. Og Officererne — alle de, der spillede Kort hos Marinka — — de havde raabt mod ham: Sans-Patrie — Sans-Patrie …. og lét — lét som Karlene — — som Karlene lo ad den Puklede, som ad Peter, Peter med Pukkelen, som de tre Kærester var løbet fra, fordi han var et Kræ.
— Som af David, Jødens Dreng, og af den Puklede, af Peter, havde de hujet af ham …
— Joán, du skal i Seng. Du har jo Feber. Du maa i Seng.
Joán foer sammen.
— Nej, nej, og han rystede paa Hovedet: jeg vil ikke i Seng.
— Saa skulde vi gaa lidt, sagde Hr. Christopulos.
— Ja, saa kan vi jo gaa lidt.
Ane stod nede i Hallen ved Trappen:
— Hvor vil han hen? hvor vil han hen? klynkede hun, ligesom før.
— Vi gaar lidt ud, sagde Hr. Christopulos.
— Men, men gaa ikke for langt, bad Ane:
— Aa, gaa ikke for langt med ham, for han taaler ’et ikke.
— Vi gaar kun lidt, sagde Hr. Christopulos.
De gik tause, langs med Slottet, frem og tilbage. Paa en Gang spurgte Joán og saa op paa Læreren:
— Staar alting paa Kortet?
Det gav næsten et Sæt i Grækeren.
— Ja, sagde han: alt staar paa Kortet.
— Alt Land? spurgte Joán igen.
— Ja, alt Land staar paa Kortet.
Joán tav paany:
— Saa var det sandt. For Hr. Christopulus havde sagt, det vidste han, Hr. Christopulos havde sagt — tre Gange: Hvor du boer, Joán, staar ikke paa Kortet.
— Uden Land — uden Fædreland …
— Sans-Patrie.
Der kom nogen forbi dem og Hr. Christopulos nikkede:
— Det var Peter, sagde han.
Men Hr. Christopulos greb om Joán, der var hvid som Muren.
— Nej, kom Joán, sagde han og førte ham ind: du bliver syg.
De spiste i den store Spisestue, de to alene, og de talte ikke.
— Hvor er Mademoiselle? spurgte Joán.
— Hun er i Orsówa, svarede Hr. Christopulos.
Der gik en Trækning over Joán Ansigt.
De gik op ad Trappen igen, ind i Hr. Christopulos’ Stue. Joán satte sig paa samme Sted som før. Det begyndte at mørkne, og Skygger laa over Stuen. Hr. Christopulos rejste sig og lagde Bogen fra sig.
Saa sagde Joan inde fra Mørket:
— Hr. Christopulos. — Ja.
Der var stille et Øjeblik, men saa kom det meget hastigt:
— Har Rumænerne et Fædreland?
— Ja, de har jo Rumænien.
— Og Serberne — de har Serbien?
— Ja, de har Serbien.
Der blev stille igen, til Joán spurgte paany — og Hr. Christopulos syntes næsten, Drengen talte som de, der taler i Søvne eller som den, der taler til En i en Telefon:
— Og Mo’er havde Danmark?
— Ja, hun havde Danmark. Men hun rejste jo bort.
Joan sad lidt. Og pludselig spurgte han, brat — greben af en af de sære Tanker, der var yngre og ældre end hans Aar —:
— Var det derfor hun døde?
— Din Moder blev jo syg, sagde Hr. Christopulos.
—Naa.
Og lidt efter sagde han og løftede Hovedet:
— Jøderne — har Jøderne ogsaa et Fædreland?
— Nej, svarede Grækeren: Jøderne har intet Fædreland.
— Hvorfor? Hr. Christopulos sagde:
— Det véd du jo, at Jøderne, de blev forbandede af Gud.
— Ja, sagde Joán, ganske stille og næsten uden Lyd.
— Nu tænder jeg Lampen, sagde Hr. Christopulos, som med ét blev helt ængstelig over Ja’et og alle de Spørgsmaal. Og mens han tændte den, sagde han:
— Joán, hvorover kom du egenlig i Klammeri med de Drenge i Orsówa?
Men Joán svarede ikke.
— „De blev forbandede af Gud.“
Hans Ansigt var helt ubevægeligt, som han sad:
— „De blev forbandede af Gud.“
— Nu skal du til Ro, Joán, sagde Hr. Christopulos og lagde Haanden ned paa hans Skulder.
— Vil De sidde hos mig ved Sengen? bad Joán.
— Ja, Jeg skal sidde hos dig.
De gik ind i Joáns Stue. Da Joán laa i sin Seng, faldt han i Søvn, pludselig, i et Nu som En, der har faaet et Slag.
Men da han vaagnede om Morgenen, satte han sig op i et Sæt, som om nogen sagde lige ved hans Kind, lige ind i hans Øre:
— „Forbandede af Gud“.
— Det véd du jo, de blev forbandede af Gud.
— Ja, det vidste han — og Joán nikkede, angstfuld, ud i Luften — at de var: Forbandede. Det var om dem, Ane læste højt om Natten i den store Bibel, alle Straffe. Og det var over dem, hun græd, Jøderne, fordi de var forbandede, og Gud havde taget deres Fædreland.
— Taget deres Fædreland.
— Dem, Gud forbandede, fra dem tog han deres Fædreland. Dem, Gud forbandede, dem gav han intet Fædreland …. men de blev hujet af og de blev traadt paa deres Fødder og knebet i deres Sider og trampet paa deres Knæ og flænget i deres Bryst — som han, som han af alle de Drenge i Orsówa.
— Forbandet af Gud. Af Gud forbandet.
Og pludselig rejste han sig op og kastede sig ned paa Knæ; mens alle Taarer strømmede ud af hans opspilede Øjne, krøb han og trissede rundt i sin Seng og bad og bad og vidste ingen Bønner og blandede alle Sprog og bad:
— Aa, lille Gud og din Helgen … og Josef og Maria og Stefan … Stefan og Maria og Josef …. for jeg vil ikke være forbandet, jeg vil ikke være forbandet …
Og paa en Gang stod han ud af sin Seng og han lagde sig ned paa det bare Gulv saadan som Ane gjorde, og han bad med foldede Hænder saadan som Ane gjorde.
Han bad som Ane bad til Gud og Fader vor, du, som er i Himlen, og Josef og den hellige Iwo og Barbará, som sidder i Kirken, og Gud — at de vilde give ham et Fædreland, og at han ikke skulde være forbandet.
Han græd igen og bad igen:
— Aa, lille Gud, lille Gud og den hellige Jomfru med Barnet — kan du ikke hjælpe mig, Fader vor og du, som er i Himlen …. kan du ikke hjælpe mig, Fader vor, Fader vor …. kan du ikke hjælpe mig.
Tilsidst stod han op og han tørrede sine Taarer af. Hans Knæ gjorde ondt og han var saa træt:
— Men dem, Gud forbandede, fra dem tog han deres Fædreland.
…. Det var Skoletid nu, og han samlede sine Bøger.
— Hvor hurtigt du sov iaftes, sagde Hr. Christopulos, da Joán kom derind.
— Ja, sagde Joan og satte sig hen til Bordet.
Hr. Christopulos drejede Globen med sine slanke Hænder og han fortalte om Oceanerne, hvis Dybder ingen kendte, og om Jorden, som var fuld af Ild, og om Polerne, hvor de store Have stivnede og blev til Is.
— Og Gud skabte det alt? sagde Joán sagte.
— Ja, sagde Hr. Christopulos og saá bort over Globen: den store Gud lod alle Verdener skabes.
Joán sad lidt, mens Hr. Christopulos blev ved at tale. Saa sagde han pludselig og saá paa Grækeren:
— Kan da Gud alt?
— Ja.
— Kan han give os alting? sagde Joán og blev ved at se paa Grækeren.
Hr. Christopulos svarede ikke. Men Joán sagde:
— Ane siger, han kan, hvis vi beder.
Hr. Christopulos saá paa ham — der var som en Pine eller en altfor stor Anstrængelse i Joán Øjne —:
— Ja, Joán, sagde han: den store Gud kan alting.
Det var som Joán blev roligere. Men mens han læste og skrev, og bøjede alle de Verber, tænkte han kun, at saa vilde han bede, bede al Tid til Gud og til alle de Hellige og til den hellige Jomfru og til Barbará, der sad i Kirken, og til den hellige Anne, som Ignáz bad til, og til Josef. Men Mademoiselle havde en Rosenkrans, der laa i Skrinet mellem hendes Lugteflasker. Mademoiselle bad saa tit, naar de kom hjem, naar de havde været i Orsówa, og græd og bad for alle Perler. Men bagefter blev hun glad igen og lo med de rumæniske Kokke. Joán vilde laane Mademoiselles Rosenkrans og han vilde bede paa alle Perler saadan som Mademoiselle bad, naar hun kom hjem fra Orsówa.
For han vilde, han vilde ha’e et Fædreland — som alle Serberne havde, og Rumænerne havde et og Hans havde Siebenbürgen og hans Moder havde Danmark og kunde ikke være forbandet.
Og han bad om Morgenen og han bad om Aftenen, naar Ane laa bedende ved hans Seng:
— Fader vor, du, som er i Himmelen.
— Sig det igen, sagde Joán og holdt om hendes foldede Hænder.
— Fader vor, du, som er i Himmelen.
— Fader vor, du, som er i Himlen, gentog Joán og anspændt sagde han de halvglemte danske Ord.
— Hellige vorde dit Navn, sagde Ane.
— Vorde dit Navn, hviskede Joán.
— I Evighed, Amen, sluttede Ane.
Joán laa stille. Saa vendte han sit Hoved:
— Ane, sagde han: Be’er Jøderne?
Ane stod et Øjeblik. Saa sagde hun:
— Det nytter dem ikke. — Hvorfor? sagde Joán, med sine Øjne op i hendes.
— Fordi Gud har forbandet dem til evig Tid.
Joán vaagnede af et korteligt Blund og Lampen var slukket. Der brændte kun den lille Natlampe. Joan sad op i sin Seng, sammenkrøben, med Hovedet ned mod Knæene; det var som al hans Krop kviedes og stønnede, saa han skjalv:
— Det nyttede dem ikke. Og han løftede sit Hoved og han virrede med det over Linningen:
— Det nyttede ikke, det nyttede ikke.
— For de var af Gud forbandet — til evig Tid.
Pludselig stod han ud af sin Seng, og han tændte Lampen med sitrende Hænder, og han satte Kuplen paa og tog den store Bibel og slog den op og læste, hvor Anes Mærker laa, de røde og hvide Mærker.
Han læste og han forstod det ikke og han læste højt som Ane læste og han fangede Ordenes kendte Lyd — alle Guds Forbandelser og hvordan Herren tog Jødernes Fædreland ….
Joán gik tilbage. Biblen laa opslaaet med de rødhvide Mærker.
Men paa en Gang sagde han, højt og skingert og fortvivlet, ud i den tomme Stue:
— Mo’er, Mo’er, Mo’er dog ….
og hulkede med Hovedet ind mod den kolde
Væg.
… Nogle Dage efter sagde Hr. Christopulos i Timen:
— Jeg skal til Orsówa. Vil du med?
Joán bøjede hastigt Hovedet og det skjalv i hans Ansigt.
— Ja, sagde han:
— Ja, Tak.
— Vi ta’er afsted Klokken to.
— Ja Tak, gentog Joán.
Joan var ganske rolig — saa stille og rolig, som den Gang, da han var i Budapest hos Lægen, der skulde snitte i hans Øjne. Han sad i Baaden og hørte hvert et Aareslag. Nu saá han Bøjen og nu saá han Molen.
— Fryser du, Joán? spurgte Hr. Christopulos.
— Nej, sagde Joan.
Nu saá han Drengene, der laa med deres Snører.
— Du er saa bleg, Joán.
— Ja.
Men Drengene rejste sig ikke og de blev ved deres Snører.
— Sid stille, Joan.
— Ja.
Dér var Bødkerens Søn.
— Hvad vil du, Joán?
— Jeg flyttede kun.
Nu roede de forbi og lagde til.
— Kommer du, Joán?
— Ja.
Joán gik ud af Baaden og stod paa Trappens Trin.
Saa kom det. Det var Skrædderens Søn, der raabte det, og det ramte i Joáns Ryg som en slynget Sten — mens den skingre Latter slog frem imod ham.
Joán havde i et Nu ført sine Hænders Fingerspidser ind mod hinanden, men saa samlede han begge sine Hænder.
— Hvad er det, de Drenge raaber, spurgte Hr. Christopulos, som ikke forstod Serbisk.
— Jeg véd det ikke, sagde Joán, og de gik videre.
De kom over Torvet. Men der var ingen, der raabte mere.
Men paa Fortovet, udfor Marinka, kom der to Smaapiger, som havde Blomster i deres Fletninger. Og den ene skubbede pludselig til den anden:
— Se dér, se dér, det er ham, det er ham „Uden Fædreland“.
Joán gik saa tæt ind under Murene.
Der kom Officerer forbi og der kom Fruer forbi. De bøjede Hovederne mod hverandre.
— Hvorfor mon Folk gloer saadan paa os, sagde Hr. Christopulos og lo.
— Det véd jeg ikke, svarede Joán. Han løftede ikke sine Øjne.
… Maaneder gik. Hr. Christopulos saá hver Eftermiddag Joán gaa over Gaarden med en Buket Blomster i Hænderne, som han havde hentet i Drivhusene.
En Dag aabnede Grækeren sit Vindue:
— Hvor gaar du hen, Joán?
— Jeg skal paa Kirkegaarden.
Joán gik hen over Markerne mod Byen. Hen over Kirkegaarden næsten løb han, ind i Kirken. Der var halvmørkt derinde, hvor alle de mange Hellige sad paa deres Altre.
Joán gik sagte paa sine Fødder og lagde Blomsterne op hos den hellige Anna. Der var Blomster paa alle Altre. Nogle var lidt visnede. Joán havde bragt dem alle.
Joán havde bøjet Hovedet over en Bedepult. Han bad ikke højt mere. Han hviskede kun sine Bønner.
Naar Joán kom hjem, spillede han med Hr. Christopulos. Han havde fundet en gammel Violin i en af de Stuer, hvor der aldrig var rullet op, siden Moder døde.
Hr. Christopulos spillede med ham mange Timer.
Hr. Christopulos saá paa Joán. Han stod op, mens han spillede, men hans Hoved var bøjet.
— Man skulde tro, du bar en Sorg i dit Hjerte, sagde Hr. Christopulos.
Joán svarede ikke. Det sitrede altid saadan om hans Mund, naar han spillede.
Naar Joán gik til Drivhusene, kom han forbi Huggehuset.
Der var saa stille derinde og Saven gik ikke. En Dag listede Joán sig derind.
— Peter, kaldte han: Peter, er du her?
Der var ingen, der svarede.
— Peter, sagde Joán, der blev bange; henne fra Høvlspaanbunken var det, som noget jamrede eller peb — som en Hund eller noget peb, ikke et Menneske.
— Peter, hviskede Joan, og Navnet blev i hans Strube.
For det var Peter, som laa dér paa Ryggen, boret ned i alle Spaaner, med Hovedet ned under alle Spaaner, saa der dukkede ikke andet op end den puklede Ryg …
— Peter, gentog Joan.
Men Spaanerne blev kun ved at skælve under Pukkelens Hulken.
Joán havde vendt sig og gik. Blomsterne til Kirken var falden ham ud af Haanden.
Han gik over i Stalden, hvor Josef stod og striglede „Amour“.
— Men det behøvede han snart ikke mere, naar Herren aldrig er hjemme, sagde Josef: Men her sku’ da ogsaa Fanden være. Hvor er mon Herren nu?
— Fa’er er i London, sagde Joán.
— London? sagde Josef: det er langt borte. Og lidt efter lagde han til, mens han striglede:
— Ja, Verden er stor og i Graven skal vi dog alle.
Joán sad paa Havrekassen:
— Josef, sagde han: Hvad er der med Peter?
— Der er vel, hvad der altid er, sagde Josef, og striglede videre …
— Nu er det Iwona.
— Iwona er smuk, sagde Joan.
— Ja, sagde Josef, dejlig er hun s’gu — og han førte langsomt Striglen ned ad sit eget ungarske Ben — naar man har set hende. Han striglede igen paa „Amour“s skinnende Krop til han sagde:
— Men man ka’ vel ikke fortænke et Fruentimmer i, at hun ikke holder til med saadan et Jammerskræ og saadan som Gud har mærket ham.
Joán steg ned fra Havrekassen.
— Hr. Joán rider heller aldrig mer, sagde Josef. Han havde uvilkaarligt sagt „Hr.“ Joán ved at sé hen paa hans Ansigt.
Men Joán var allerede gaaet hen over Gaarden og op ad Trappen ind i Stuerne med de blændede Vinduer.
En Dag, da Joán sad over sine Bøger, bankede det paa Døren:
—Kom ind, raabte han.
— Kom ind.
Da Døren gik op, var det Peter, som stod der. Han havde taget sine Støvler af og de altfor lange Arme hang slappe ned foran ham, lige til hans Knæ.
— Hvad vil du, Peter, spurgte Joán.
Peter gik to Skridt frem paa sine Sokker:
— Jeg vilde gerne … vilde gerne si’e Hr. Joán, for Herren, da han ikke er tilstede … vilde jeg si’e, at …
Peter løftede sine Øjne — han talte saa sært, med en Stemme ligesom fra en Valse —:
— Si’e, at nu maatte jeg rejse.
— Vil Peter rejse?
Den Puklede blev staaende i den samme Stilling, men det var som de skæve Skuldre faldt længer ned:
— Ja, nu maa jeg rejse.
Han talte med den samme Stemme og paa hans Kinder brændte der to Pletter.
— Hvor skal du saa hen? sagde Joán, der var gaaet tre Skridt frem og spurgte ganske sagte:
— Hvor?
Peter havde drejet sit Hoved som et Dyr ved en pludselig Lyd, som det ikke har ventet.
— Ja, sagde Joán, hvor vil du saa være?
Den puklede Peter stod et Øjeblik:
— En rejser hjem.
— Hjem til sit Land.
Joan havde lukket sine Øjne fuldt op — et Nu.
— Jeg rejser herfra, sagde Peter ud i Luften.
Men paa en Gang havde Peter kastet sig ned paa Gulvet og rettede sig halvt op igen og sad paa Hug med Hagen ned paa de spidse Knæ og Armene slaaet op i det ukæmmede Haar og hulkede og hulkede, som om han rallede.
Og han mumlede gennem sin Hulken en Strøm af Ord:
— Ak, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig.
Joán vidste ikke selv, hvad han sagde:
— Du maa staa op — Du maa staa op.
— Peter Brændehugger, Peter Brændehugger, staa dog op.
Han vilde gaa hen imod ham og tage om ham men, paa én Gang greben af de ganske Unges Angst eller Væmmelse for alt, hvad der er vanført, blev han staaende igen og sagde kun, forskrækket i Stemmen:
— Staa op, staa op.
Forvildet, men som den, der er vant til at lyde, rejste Peter sig op fra Gulvet:
— Ja, ja, sagde han tung og de lange Arme faldt ind foran ham, slapt ligesom før.
Og med ét huskende, hvorfor han egentlig var kommen, begyndte han at klynke — med de Fattiges ligesom faglærte Klynken:
— Aa, han havde ingen Ting, aa, min lille Herre, og han var som den nøgne paa Marken … Herre, som en nøgen paa Marken … Men hvis den lille Herre vilde være saa naadig og god, saa god og naadig og kunde give mig bare til Koften og en Vams — en Vams til naar jeg maa rejse …
Men som om det ene udtalte Ord igen lod alle hans forrige Tanker vende tilbage, begyndte han at hulke som før, mens Øjnene stod frem af hans Hoved, som dreves de af selve hans Hjertes Slag ud af deres Huler:
— Aa, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig.
Han greb med sine vanføre Hænder om Joáns Albu — mens Joán sagde og kunde næsten ikke tale:
— Vi skal nok hjælpe Dig, vi skal nok hjælpe Dig.
Og da Peter blev ved at græde, sagde han og vilde trøste ham og stod dog endnu tre Skridt fra ham:
— Hører Du, hører Du, vi skal købe det alt sammen i Orsówa.
Pludselig, greben af dette at trøste, blev han ved at tale:
— Vi skal købe Dig en Vams og vi skal købe en Trøje — idag i Orsówa — vi skal ta’e over og købe Dig alting.
— Nu i Eftermiddag, i Orsówa.
Peter stod kun og ludede med Hovedet:
— I Eftermiddag, sagde Joán, skal vi ta’e til Orsówa.
Den Puklede var gaaet. Han havde næsten ingenting sagt. Han havde bare holdt sig et Øjeblik ved Dørkarmen.
Men Joán kaldte paa Josef og raabte paa Dmeter og sagde til om Baaden, paa én Gang greben af en Slags Iver efter at kunne ordne som en Voksen og faa i Stand.
— Hvor skal Du hen? sagde Ane, der kom løbende ned i Hallen.
— Vi skal til Orsówa, sagde Joán.
— Hvem — hva’ for no’en? Hva’ for? Ane saá ham selv tage sit Tøj og pludselig sagde han:
— Peter og jeg.
— Saa vil jeg med. Jeg vil med. Du faar ikke Lov at rejse alene.
— Saa ta’er jeg med, sagde hun og løb op ad Trappen, mens Joán gik ud i Gaarden. Peter stod der allerede. Han havde en skiden Pels paa, der var ombunden med et Reb. Han lignede en Savsmuldsæk, som han stod dér.
— Strømmen er stærk, Hr. Joán, sagde Josef, der ventede i Baaden.
— Pas paa, Herre, sagde Dmeter og hjalp Joán.
Oppe paa Vejen kom Ane løbende. Hun var udstafferet som til Altergang i Vejle Kirke.
— Skal hun med? spurgte Josef.
— Ja, svarede Joán.
De kom alle i Baaden. Strømmen var saa stærk, at Baaden var ved at dreje med dem. Ane sad med foldede Hænder i de sorte Handsker. Vinden havde sat hendes Hat paa Skæv. Peter rørte sig ikke. Det brede Ansigt dukkede frem af Pelsens skidne Uld, saa ubevægeligt, som var det dødt.
Paa Molen sad der kun to gamle Mænd og saa paa deres egne spidse Knæ. Men Skildvagterne paa Bastionen vendte sig og saa efter dem. Joán gik ved Siden af den Puklede, bagved dem kom Ane. Vinden paa Floden havde revet hendes Haar op, saa det stod som Totter paa hende over Panden, under den Vejle-Hat.
Peter rokkede et Par Skridt bag Joán. Han gik saa underligt, som et virrende Dyr, der bliver trukket i en Snor.
Der var ingen i Smøgen.
Men pludselig røg Skrædderens Dreng ud af en Gadedør og blev staaende foran Joán og foran Peter, med aaben Mund, før han løb igen, frem imod Torvet, over mod Vagten:
— Hej, hej, nu kommer han uden Fædreland.
Skrædderens Søn skreg det:
— Halløj, halløj, han er rykket ud med Befolkningen.
Et Par Sergeanter kom til Vinduerne i Vagten og begyndte at lé, mens Soldaterne løb ud, med Hænderne i deres Lommer, og lo. Den ene Sergeant havde lukket Vinduet op og lo, saa han duvede ud over Karmen:
— Han rykker ud, han rykker ud med Garden, raabte han.
Og Soldaterne, der lo, saa de holdt sig i Siderne, raabte Befalingsmandens Ord:
— Sé Garden fra Øen, sé Garden fra Øen.
Bødkerens Søn var kommen ud paa Trappen og skingrede ud over Fortovet:
— Sé, sé, det er den gale Jomfru — sé, sé, den Gale og den Puklede.
— Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Soldaterne skreg det først — saa raabte Bødkerens Søn det:
— Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Joáns Fødder vilde ikke ret finde Jorden. Men han gik videre.
Saa pilede Skrædderens Søn lige frem imod ham, og svingende sin Hue, som svang han en Fane, raabte han, lukt ind i Joáns Ansigt:
— Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Ane var bleven staaende: med Hatten paa Skæv og alle Haartotter strittende stod hun som en Forvildet, til hun løb frem mod Skrædderens Søn med løftet Haand og skreg:
— For den skidte Knægt.
Men Joán havde grebet hendes Haand:
— Ane, la’ være,
og Ane lod Haanden falde og havde fornummet,
at Joán han skjalv som den, der skælver lige
ind i sit Hjerte.
— Hurra for Garden.
De peb og de sang.
— Josse, Josse, sagde Ane.
Hun var paa én Gang blevet ganske stille:
— Josse, lad os gaa.
— La’ os gaa.
Men de skreg og raabte foran og bagved og fra Trapperne:
— Sé den gale Jomfru. Det er hans Amme, det er Uden Fædrelands Amme.
Joan havde paany grebet om Anes Haand:
— Kom, sagde han.
Han vidste ikke, at Taarerne rullede ud af hans Øjne og stivnede, for saa kolde var hans Kinder.
— Josse, lille Josse.
— Hurra for Garden.
Saa begyndte han at sé paa Jordens Stene og paa sine egne Fødder. Han maatte gaa frem over Stenene. Men alligevel saa han — og vidste ikke hvordan — alle Vinduer, Oberstens Vinduer og Kommandantens Vinduer og Marinkas Vindu, hvor alle Ansigter lo.
Og pludseligt drejede han sit Hoved, og i et eneste Nu saá han i Vindu ved Siden af Vindu, i Dørene, Dør ved Dør, alle de léende Menneskeansigter — som en Ring, mens den Puklede gik saa langsomt bag ham.
Men paa én Gang blev Joán staaende og aabnede sin Mund som den, der vil skrige, og skreg ikke, eller skreg kun et Skrig, som aldrig fik Lyd:
— Dér paa Hjørnet, paa Simons Hjørne, dér paa Trappen stod Madam Simon, tykke Fru Simon og David og alle Simons, Jødesimons Børn — — og de raabte — og den mindste peb — og de skreg:
— Sé ham, sé ham, ham uden Fædreland.
De raabte højest.
— Sé ham, sé ham, Uden Fædreland med sin Garde.
Jøden, Simon, David og alle de Jødens Børn.
Det var som Joán ikke saá mere og hørte ikke. Jo, Ane, der græd saa sagte, hørte han.
Saa var han paa Beklædningsmagasinets Trappe.
De to unge Mænd bag Disken lo til hinanden i et Spejl, mens de høfligt handlede. Joán gik med dem rundt mellem Stativerne, hvor de færdige Klæder hang i lange Rækker.
Ane greb om hans Hænder:
— Josse, Josse, sagde hun: Ka’ vi ikke bli’e her, til det bli’r mørkt.
Men Joán rev sig løs.
Butiksdøren gik, det var den hvide Officer, der kom.
— Goddag, Grev Joán, sagde han og gav Joán sin smalle Haand med et Tryk.
Da Joan rørte Officerens Haand, sitrede hans Skuldre som i et Ryk, og, et Nu, faldt hans Hoved ind mod hans Arm — saa tungt som noget Dødt.
Men Officeren slap Joáns Haand — maaske fordi han var bange for, at Joán ellers skulde komme til at græde — og sagde:
— Jeg skulde ha’e et Par Handsker, og han prøvede længe Handskernes Skind.
— Skal De ned til Baaden, Grev Joán? spurgte han, da alt var købt til den Puklede.
— Ja, sagde Joán, og paa en Gang holdt hans Hænder saa fast om Diskens Kant, som før om selve Baadens Ræling.
— Saa kan vi følges, sagde Officeren: jeg skal samme Vej.
De gik ud.
Joán vidste ikke selv, at han gik ved Siden af den hvide Officer, selv saa rank som Soldaten i et Geled — over Torvet. Peter gik bagved, med sin store Byldt med alle de nye Klæder. Ane holdt Øjnene saa stift paa Joáns Ryg.
Midt paa Torvet standsede Joán:
— Farvel saa, Peter, sagde han med saadan en tydelig, tillært Stemme.
Den hvide Officer havde set paa Joán. (Hvem er det, han minder om? fløj det gennem hans Hoved, og i samme Nu havde han tænkt paa den unge Majestæt: Ja, det var ham.)
— Saa rejs Du nu, Farvel, sagde Joán og tog den Pukledes Haand, som han altid havde været bange for:
— Farvel.
Peter vilde tale, men Joán havde vendt sig og de gik videre — mens den Puklede, midt paa Torvet, pludselig gav sig til at svinge sin Byldt, enten i en Slags Fortvivlelse eller maaske i en endeløs Glæde.
Soldaterne ved Vagten havde rettet sig og hilste den hvide Officer, der var standset ved Smøgen, mens han førte sine Øjne henover Kæden af alle Ruders maabende Hoveder.
— Farvel, Grev Joán, sagde han:
— Nu rejser jeg.
— Hvorhen skal De rejse?
— Bort.
Og lidt efter sagde den hvide Lieutenant:
— Min Fa’r er død, saa nu er jeg saa rig, at jeg kan flygte — —
— Flygte? sagde Joán og forstod ham slet ikke.
— Ja, sagde Lieutenanten, og løftede sit Hoved mod Pladsens leende Ansigts-Lænke, der var spændt fra Hus til Hus:
— Flygte for de Dyr, som kalder sig selv for Mennesker.
— Farvel, Grev Joán, sagde han og gav uvilkaarligt Joán Ujházy et Haandslag som til en Kammerat i Majestætens Livkorps.
Joán havde lukket Øjnene sammen som i en Anstrængelse for at forstaa.
— Farvel, sagde han saa.
— Farvel til Dem.
Og skønt han ikke vilde løbe, løb han dog — ned ad Smøgen, de første Skridt:
— Kom, Ane.
— Ja, Josse, ja, Josse.
De var i Baaden.
Men saa rapt, som var de skudt op af Jorden, løb pludselig alle Drenge, hele Sværmen og alle Knægte, sammen paa Molen og sendte i Kor en eneste hvislende Piben ud mod Baaden, ud imod dem — som om Kugler peb i Vandet.
Joan sad midt i Baaden. Hans Ansigt var løftet, mens de knyttede Hænder laa paa hans Knæ.
— Leve den gale Amme, leve den gale Amme.
Og de peb igen, mens Josef og Dmeter løftede deres Aarer, som kunde de naa at slaa.
— Ro, sagde Joán.
— Vel, Grev Joan, sagde Josef og de roede.
Saadan havde Josef aldrig set den unge Herre se ud i sit Ansigt.
Joán rørte sig ikke. Han holdt bestandig sit Ansigt opad og hans Øjne var aabnede saa stort, som vilde han stirre ind i selve Himlens Hjerte.
— Ro til Byen, sagde han og flyttede ikke sine Øjne.
— Vel, Grev Joán, sagde Josef.
Raabene døde hen over Vandet.
— Hvor ska’ vi hen? klynkede Ane, hvis Ansigt var opsvulmet af Skrækken og af Kulde, som havde hun Tandpine:
— Hvor ska’ vi hen?
— Du skal gaa hjem, sagde Joán.
De lagde til ved Byens Bro.
— Gaa saa hjem, sagde Joán til Ane.
Hun turde ikke svare.
Joán gik saa fast med højtbaaren Nakke.
Han gik hen over Pladsen og aabnede Kirkegaardens Laage. Der var mørkt i Kirken, men han saá det ikke og Vejen kendte han. Én efter én tog han, med kolde Hænder og mens han saá de Hellige ind i de malede Ansigter, Blomsterkostene bort fra de døde Altre.
Saa gik han hjem.
— Hvor længe I blev borte, sagde Hr. Christopulos, der vilde sé, om Joán vilde tale om alt det, som Ane allerede havde fortalt.
— Ja, sagde Joán blot og satte sig hen.
Han sagde ikke mer. Men paa én Gang løftede han Ansigtet og saá over paa Hr. Christopulos:
— Er vi egentlig rige? sagde han.
Hr. Christopulos blev helt forbavset:
— Ja, sagde han: I er rige.
— Meget rige? spurgte Joán igen.
— Ja, I er meget rige.
— Naa, sagde Joan og talte ikke mer.
— — —
Men det blev snart Sommer. Hr. Christopulos rejste, og om Efteraaret skulde Joán til Kostskolen, til Hr. Dupierres Kostskole i Paris.
Joán red ved Siden af sin Fader. De red Øen rundt. Aftenen begyndte at falde paa og Floden blev mørk. Bønderne, der sad med deres Piber udenfor deres Gavle, rejste sig til Hilsen, saa deres Kofter rørte Jorden.
Det var Sognefogden, som tog sin Hue af:
— Farvel, Herre.
— Farvel, Carol.
Joán hilste dem alle.
Men gamle Maria steg over sit Gærde og kyssede Joán paa Haanden.
— Lev vel, Maria.
To Piger vaskede ved Floden, mens deres Vasketræer klang. Yderst paa Pynten førte „Moders Mølle“ langsomt sine sejlbehængte Vinger gennem Aftenens mørknende Luft.
Joán havde løftet sit Ansigt: Akazierne over hans Hoved duftede saa sødt. Inde i Skyggen af Træerne brød Taarerne stille ned af hans Kinder.
De red op mod Borgen og de bandt deres Heste. Joan gik op paa Grusbunken nær ved Muren og han førte sine Øjne fra Smuglernes Huse frem over Vejen og hen over Byen og Kirken og „Slottet“ — op imod Møllen.
— Hvad er det? sagde Joán og havde drejet sit Hoved, mens Faderen bøjede sig frem, ud over Muren:
— Stille, raabte han.
— Stille — er her da aldrig Fred,
medens skingrende Stemmer blev ved at raabe:
— Paa ham, paa ham, det serbiske Svin — og en Flok af de rumæniske Karle stormede frem over Vejen, bag efter Ignáz, efter ham, alle.
— Stille, raabte Faderen igen, og Karlene løftede deres Hoveder og dukkede dem igen, som havde de faaet et Nakkedrag og tav og sneg sig videre, en efter en, forbi Muren, hvor Faderen stod.
— Fa’r, sagde Joán: Ignáz var blodig i Ansigtet.
— Ja, svarede Faderen og knyttede sin Haand: her kradser vi Øjnene ud paa hinanden, til vi alle bli’r blinde.
Han vendte sig om:
— Kom, vi skal hjem.
De stod op paa deres Heste og red tause, indtil Faderen sagde, som sluttede han en lang og hemmelig Tankegang:
— Men nu skal du jo herfra.
Joán svarede ikke. Hans Strube skjalv, i Ryk, bag den høje Flip.
Faderen talte igen og sagde, mens han saá frem over Hestens Hoved:
— Og i Frankrig er man venlig mod de Fremmede.
Joán holdt saa fast om Tømmerne, og sagte sagde han:
— Fa’r, hvor rejser du hen — i Vinter?
Det var, som Faderen ikke havde hørt det. Han tav et Nu. Men saa sagde han:
— Nu bli’er jeg; nu er jeg vendt tilbage —
— tilbage her, sagde han.
Joán havde aldrig hørt sin Fader stamme saadan, og han vilde gribe om hans Arm og gjorde det ikke og hans Haand faldt ned.
Men paa én Gang, mens pludselig en Flod af Blod flød op mod hans Hals, sagde han — og hans Stemme klang, som udpressede han Ordene:
— Fa’er, hvorfor har vi intet Fædreland?
Faderen havde svaret:
— Ujházy'erne fik intet.
De talte ikke mere. Paa Trappen mellem Søjlerne skiltes de.
Joán gik ind i sin Stue. Maanen var kommen frem og dens Lys faldt ind i Rummet. Joán stod med Ryggen mod Vinduet. Det gamle Chatol fra Vejle og Munkebjerg paa Væggen og den hvide Lampe og „Skumringen“ og Anes Skriftsprog over Sengen — alting blev saa tydeligt, i Maanens Skær, som det meget fjerne kan blive det, eller ogsaa ofte det, som man sér gennem Taarer.
Joan saá hver en Ting og hvert et Billede: Saa høje Parthenons Søjler var. Dér var Hr. Christopulos nu — i sit Land.
Joan vendte sig, om mod Vinduet.
Saa klart Lyset dog var. Kun Poplernes Skygger laa frem over Gaarden mod Huset som to mørke og udstrakte Arme.
Joan gik i Seng, men han sov ikke. Var det Tømmerflaaderne, han hørte? Ja, nu gled de ned ad Floden, da det var maanelyst. Hvor Chatollet blev stort, naar Maanen skinnede — som det blev dobbelt saa stort. Da hans Mo’er levede, laa der smaa, visne Kranse i alle Skuffer, smaa visne Kranse mellem hendes Klæder . . Hun græd saa tit, naar hun sad under Møllevingerne og saa efter Tømmerflaaderne — Flaaderne, naar de drev med Floden …
Døren gik saa sagte.
Det var Ane.
Hun listede, paa Sokker, ind ad den halvaabne Dør, frem over Gulvet.
Men Joán — og han vidste ikke selv, hvorfor han gjorde det — havde lukket sine Øjne.
Han hørte hende gaa tilbage over Gulvet, og han aabnede sine Øjenlaag.
Ane havde sat sig ned, ned paa Gulvet med Ryggen til Chatollet. Med de sammenfaldne Skuldre, ubevægelig, lige i Maaneskæret — lignede hun et søndret Ler.