Den Danske Frimurerorden mod Akademisk Forlag A/S: Københavns Byrets kendelse af 23. december 1994

by Københavns Byret

Utr. K.B.K. 23. december 1994

U D S K R I F TA FF O G E D B O G E N

FOR

KØBENHAVNS BYRET

Den 23. december 1994 kl. 13.00 afsagdes i sagen FS 25614/94

Den Danske Frimurerorden
mod
Akademisk Forlag A/S

sålydende

K E N D E L S E:

Under denne sag har ‘rekvirenten, Den Danske Frimurerorden endeligt nedlagt følgende påstand:
Det forbydes rekvisitus Akademisk Forlag A/S, St. Kannikestræde 8, København at foretage salg og udlevering af bogen "Frimureri" af Sverre Dag Mogstad.

Rekvisitus har nedlagt pastand om, at forbudsforretningen nægtes fremme.

Sagens omstændigheder er følgende:

Den 15. november 1994 udkom den norske bog "Frimureri" af Sverre Dag Mogstad i Norge.
Omkring den 15. december blev rekvirenten bekendt med, at rekvisitus i salgskataloget "Bøger til Jura 5 1994", der udkom i efteråret 1994, annoncerede med salg af bogen "Frimureri" af Sverre Dag Mogstad, og det fremgik, at bogen i Danmark kunne købes gennem "Akademisk Forlag". Af annoncen fremgik endvidere, at bogen i Norge solgtes gennem "Universitets Forlaget", samt at bogen vedrørte "Det Svenske System", der praktiseres i de nordiske lande.
Ved skrivelse af 16. december 1994 anmodede rekvirenten om, at rekvisitus ophørte med at sælge bogen. Af brevet fremgår blandt andet:

. . . . .

"Af Deres katalog, Bøger til Jura 1994, fremgår det, at De her i landet forhandler en bog, skrevet af Sverre Dag Mogstad, med titlen Frimureri.
Det fremgår af kataloget, at bogen lægger hovedvægten på det kristne frimureri - også kaldet det svenske system - som praktiseres i de nordiske lande. Endvidere fremgår det af kataloget, at der er et tillæg til bogen, der indeholder det svenske systems samlede ritualer med kommentarer.
Det fremgår således af kataloget, at bogen gengiver Frimurerordenens ritualer.
I den anledning tillader vi os at henlede Deres opmærksomhed på en dom, der er afsagt af Højesteret ....."

. . . . .

Ved skrivelse af 16. december 1994 besvarede rekvisitus rekvirentens henvendelse. Af brevet fremgår blandt andet:

. . . . .
"Som advokat for Akademisk Forlag A/S er jeg blevet anmodet om at besvare Deres skrivelse af 16. ds til min klient.
Det fremgår ikke af den omhandlede annonce for bogen "Frimureri", gengivet i min klients katalog, Bøger til Jura 1994, hvorvidt den omtalte bog beskriver hemmelige optagelsesceremonier, som anvendes af Den Danske Frimurerorden.

Den i Deres skrivelse omtalte Højesteretsdom, gengivet i Ufr 1982 side 750, fastslår alene, at det ikke var berettiget at offentliggøre hemmeligholdte optagelsesceremonier, som anvendt af Den Danske Frimurerorden.
Min klient kan således ikke på det foreliggende grundlag imødekomme Deres ønske."

. . . . .

I en artikel, der bragtes i Berlingske Tidende den 17.12.1994, fremgik det, at rekvisitus ikke ville standse salget af bogen, hvorfor rekvirenten den 19. december fremsendte begæring om forbudsforretning til fogedretten.
Der har været bragt uddrag af bogen i dagspressen.

Under sagen er der blevet afgivet forklaring af Henrik Borberg, der er administrerende direktør for "Akademisk Forlag".
Henrik Borberg har blandt andet forklaret, at han oprindeligt forventede at kunne sælge 200 eksemplarer af den omhandlede bog, samt at dette parti bøger blev solgt omkring den 15. december. Indtil den 22. december 1994 er der solgt 2.000 eksemplarer af den omhandlede bog, og der er afgivet en ny ordre til det norske forlag på 4.000 bøger, hvoraf der bliver leveret 700 den 23. december 1994. Han forventer nu, at forlaget også vil kunne sælge de 4.000 bøger, som der er afgivet bestilling på. Den annoncering, der nu foretages i dagspressen, har hele tiden været planlagt. Dækningsbidraget pr. bog er kr. 178,80, og såfremt der nedlægges forbud mod salget af de 4.000 bøger, vil det betyde et tab på ca. 750.000,- kr. Af dækningsbidraget på kr. 178,80 tjener forlaget alene ca. 80 kr. Pjecen "Bøger til Jura" udkom omkring den 1. december 1994.
Rekvirenten har nærmere til støtte for sin påstand anført, at der efter retsplejelovens § 641 kan nedlægges forbud mod handlinger, der strider mod rekvirentens ret, når betingelserne i retsplejelovens § 642 nr. 1-3 er opfyldt. Det fremgår af rekvirentens annonce i pjecen "Bøger til Jura § 1994" side 18, at bogen har et tillæg med det svenske systems samlede ritualer, og det fremgår således, at bogen vedrører ceremonier, der anvendes i andre nordiske lande. Af en artikel bragt i Politiken den 20. december 1994 fremgår, at bogen har medtaget en beskrivelse af en hidtil ukendt grad bag 10. graden, der fortsat praktiseres i Danmark og Island, og rekvirenten har herved dokumenteret, at bogen omhandler ceremonier, der praktiseres i Danmark. Såfremt retten ikke finder det godtgjort, at den hidtil ukendte ceremoni praktiseres i Danmark, da må det i alt fald herved anses for sandsynliggjort, at ceremoni praktiseres i Danmark, hvorfor betingelsen i rpl. § 642 nr. 1 er opfyldt. Ved højesterets dom, gengivet i Ufr 82-750 blev det fastslået, at straffelovens § 264 d, omfatter de ceremonier, der benyttes ved optagelsen i frimurerordenens forskellige grader og hemmeligholdes af ordenen. Der er endvidere ingen samfundsmæssig interesse, der kan godtgøre en offentliggørelse. Rekvirenten har aldrig set bogen før nærværende retsmøde og kender derfor ikke indholdet heraf, men det må antages at være uden betydning. Ved den nævnte højesteretsdom blev det fastslået, at forbud kunne nedlægges, selvom rekvisitus ikke var bekendt med indholdet af TV-udsendelsen, og selvom det måtte antages, at indholdet af udsendelsen allerede var offentligt kendt gennem artikler i Politiken samt andre offentligt tilgængelige bøger, og selvom ordenen ikke havde protesteret mod artiklerne. Det må lægges til grund, at bogen indeholder en række ritualer, der aldrig tidligere har været offentligt kendt, samt at bogen er udgivet mod den norske ordens protest. Rekvirenten har intet mod, at der skrives en bog om ordenen, men bogen behøver ikke komme ind på hemmelige ritualer. Ingen hensyn kan godtgøre, at disse ritualer gengives offentligt. Det gøres gældende, at selvom forfatteren til bogen er kommet i besiddelse af en korrekt beskrivelse af de hidtil hemmeligholdte ritualer, da foreligger der tyvegods fra en af de nordiske ordner. Straffelovens § 264 d må endvidere antages at omfatte enhver videregivelse af sådanne forhold, uanset om de er korrekt gengivet. Rekvisitus har endvidere tilkendegivet via salgsannoncer, at man vil fortsætte salget, hvorfor betingelsen i rpl. § 642 nr. 2 og 3 er opfyldt.
Artikel 10 i Menneskeretskonventionen kan ikke finde anvendelse på nærværende sag, idet bestemmelsen alene vedrører offentlige forhold. Det fremgår endvidere af bestemmelsens stk. 2, at bestemmelsen kan begrænses af særlige regler i de enkelte lande jf. herved straffelovens § 264 d. Under hensyn til, at det i den juridiske teori er antaget, at området for § 264 d er udvidet i de senere år, må området for artikel 10 tilsvarende være indsnævret.
Under hensyn til, at det er godtgjort, at der krænkes en ret, bør der ikke kræves sikkerhedsstillelse. Såfremt der kræves sikkerhedsstillelse, kan der ikke tages hensyn til et forventet salg på 4000 bøger, men alene et mindre antal, og ved sikkerhedsstillelsens beregning skal rekvisiti nettofortjeneste på ca. 80 kr. pr. bog lægges til grund.


Rekvisitus har nærmere til støtte for sin påstand anført, at vi lever i et åbent demokratisk samfund, og det er derfor be- tænkeligt, at der søges nedlagt forbud mod salg af en bog. De modstående hensyn, der skal afvejes, er dels hensynet til privatlivets fred og dels hensynet til ytringsfriheden. Af forordet til bogen fremgår, at forfatteren er forsker ved universitetet i Oslo, samt at forfatteren nøje har overvejet, om der var sådanne hensyn til privatlivets fred, at ceremonierne ikke burde offentliggøres. Af forordet til den af sagen omhandlede bog, side 7 og 8 fremgår således blandt andet:

. . . . .

"Man kan selvfølgelig være uenig i at en slik framstilling av en lukket organisasjons indre liv offentliggjøres. Har ikke en organisasjon som ikke ønsker at dens virksomhet skal bli kjent av utenforstående, rett til å bli respektert for dette? Organisationen gjør ikke noe kriminelt. Tvert om driver den en humanitær virksomhet som er viden kjent, og internt utfører den etter manges mening et personlighetsdannende kristent mannsarbeid. Hvorfor skal da dens virksomhet brettes ut for offentligheten? Min egen begrundelse kan sammenfattes i følgende punkter:

Frimureriets udvikling og virksomhet i Europa fra begynnlsen av 1700-tallet blir ganske raskt en integrert del av de nordiske lands politiske historie. I Sverige, som har været det ledende landet i utviklingen av systemet og bevegelsen, har frimureriet hele tiden været en del av kongehusets historie. En framstilling av det svenske frimurersystemet har derfor en allmenn historisk interesse i de nordiske land. Dette påpekte Bjørnstjerne Bjørnson i en avisartikkel i Politiken allerede i 1892. I artikkelen kommenterte han kritisk Aftenpostens forsvar for kong Oscar IIs deltakelse i frimureriet.

Frimureriet er et ektefødt barn av opplysningstidens filosofi og mystikk. Ikke minst det svenske system viser hvordan ulike mystiske tradisjoner, legender og "overtro" smelter sammen i personlighetsdannelse. Her blir det gitt rom for kristen praksis, alkymistiske forsøk, kabbalistiske spekulasjoner, neologi (kristendomsoppfatning fra opplysningstiden som legger vekt på fornuften) og internasjonal "politikk". En presentasjon av frimureriets bakgrunn vil derfor kunne gi et bidrag til vår kunnskap om 1700-tallets mer skjulte idéhistoriske innhold, og vise hvordan noe af dette er blitt beholdt i en lukket og til dels ukjent praksis helt fram til vår egen tid."

. . . . .

"De nordiske samfunn er i dag åpne samfunn. Det offentlige liv er preget av åpenhet og muligheter for innsyn i beslutningsprosesser og forvaltning. Det bør derfor ikke komme som noen overraskelse at også lukkede foreninger og ideelle organisasjoner blir utsatt for offentlighetens interesse. En bevegelse som organiserer 17.000 menn i Norge, 9.000 menn i Danmark og 18.000 menn i Sverige, og hvor rekrutteringen i hovedsak er hentet fra borgerskapets høyere middelklasse, må regne med å bli betraktet som et interessant objekt både for journalister og forskere. Organisasjonens klart antidemokratiske struktur reiser viktige spørgsmål fordi den organiserer ledende menn innen politikk, lovverk, forsvår, frie yrker, kirke, media og næringsliv.

På denne bakgrunn har jeg med denne boken ønsket å gi et idéhistorisk bidrag om et til dels ukjent område av vårt samfunn. Samtidig har det vært mitt ønske å fjerne en rekke misforståelser og myter omkring frimureriet og bidra til at debatten om de lukkede samfunns funksjoner i et moderne samfunn kunne føres noe videre. Ikke minst er denne debatten vigtig å føre for kirken.

Forskning og kritisk analyse av en lukket institusjon reiser en del forskningsetiske spørgsmål. Bør man for eksempel ikke respektere de grunner som Frimurerordenen selv anfører mot å få opplysninger om sin virksomhet og sine medlemmer offentliggjort? Til det kan det bemerkes at Frimurerordenen ikke bare er en lukket organisasjon. Den står også fram som en institusjon i samfunnet med en rekke offentlige handlinger. I Den nasjonale forskningsetiske komité for samfunnsvitenskap og humaniora sin innstilling FORSKNINGSETISKE RETNINGSLINJER FOR SAMFUNNSVITENSKAP, JUS OG HUMANIORA (vedtatt 6. desember 1993) heter det at selv om forskeren bør respektere de legitime grunner private bedrifter og interesseorganisasjoner har til ikke å få offentliggjort opplysninger om seg selv, kan det være av stor allmenn interesse å få informasjon om hvordan disse fungerer i samfunnet. I slike tilfeller stilles det særlige krav til omhyggelighet i dokumentasjon og metodebruk, sies det i innstillingen. Dette er grunnen til at jeg har valgt å gi en bred deskriptiv framstilling av frimureriets innhold og praksis i dag. Da kan leseren selv i lys av innledningskapitlene vurdere hva frimureri er, uten at forfatteren legger for sterke føringer i tolkningsarbeidet."

. . . . .

Rekvirenten har ikke foretaget en sådan dokumentation for, at privatlivets fred i denne situation skulle veje tungere end hensynet til ytringsfriheden. Det ville savne mening at nedlægge forbud, idet bøgerne kan fås både i Norge og Sverige, og derfor kan forbudet ikke nedlægges ud fra et konsumptionsprincip. Rekvirenten har alene henvist til nogle annoncer, og anvendelser af proportionalitetsprincippet må derfor også føre til, at forbud ikke kan nedlægges. Det fremgår af den citerede højesteretsdom, at der blev lagt afgørende vægt på den filmiske gengivelse, der er meget stærktvirkende, og derfor kan dommen ikke tillægges afgørende vægt i nærværende sag. Efter dommens afsigelse er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blevet inkorporeret i dansk ret, og konventionen anvendes ofte i domspraksis. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anvendt artikel 10 i Spycatcher-sagen, der angik et forbud mod hel eller delvis offentliggørelse af en tidligere efterretningsagents bog. Domstolen fandt, at forbudet i løbet af tiden mistede sin berettigelse, hvorfor artikel 10 var krænket. De principper, som dommen lægger vægt på, er helt analoge til nærværende sag, idet den her omhandlede bog er lovligt tilgængelig i Norge og Sverige, og Menneskerettighedskonventionens artikel 10 indebærer derfor, at rekvisitus i såvel civilretlig som strafferetlig henseende er berettiget til at udgive den af sagen omhandlede bog, og betingelserne i retsplejelovens § 642 er herefter ikke opfyldt. Vedrørende sikkerhedsstillelsens størrelse må vidnets oplysninger vedrørende salg af bøger lægges til grund, hvorfor der må kræves en sikkerhedsstillelse på kr. 750.000,-, såfremt der nedlægges forbud.

Fogedretten skal udtale.

Som antaget i U 82-750 H må de ceremonier, som udføres og benyttes i Den Danske Frimurerorden, anses for at være private forhold, der er omfattet af straffelovens § 264 d.

Efter de fremkomne oplysninger må det lægges til grund, at bogen "Frimureri" beskriver frimurerordener i Norden - Det svenske System -, og at bogen ifølge en avisartikel indeholder en hidtil hemmeligholdt ceremoni, der nu kun benyttes fuldt ud i Danmark og Island.

Efter fogedrettens opfattelse findes der ikke alene på dette grundlag at foreligge sikre oplysninger om, hvorvidt Den Danske Frimurerorden benytter de i bogen omhandlede ritualer, og rekvirenten findes herefter ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at deres ret er krænket jf. herved retsplejelovens § 642, nr. 1.

Fogedretten finder herefter ikke grundlag for at nedlægge det begærede forbud.

Det tilføjes, at fogedretten efter det ovenfor anførte ikke har haft anledning til at tage stilling til, om hensynet til ytringsfriheden under alle omstændigheder bør føre til, at et forbud ikke nedlægges.

T h ib e s t e m m e s:

Det af rekvirenten, Den Danske Frimurerorden begærede forbud mod rekvisitus, Akademisk Forlag A/S, nægtes fremme.
Hver part bærer sine omkostninger for fogedretten.