Den Patriotiske Tilskuer No. 88
No. 88
[redigér]Den patriotiske
[redigér]Tilskuer
[redigér]Min Moder!
[redigér]Jeg erindrer endnu meget ofte Eders Kierlighed imod mig, og især den Bedrøvelse, med hvilken I fulgte mig til Søe-Bredden, da min Fader havde solgt mig for et Stykke Engelsk Tobak, til den Kiøbmand, som førte mig herhid. En gamme Neger, som reiser undertiden til St. Croix, har sagt mig, at I er kommen der til Øen, og det første Ønske, som jeg giorde, var, at jeg maatte blive solgt til Eders Herre, om det og var den værste paa hele Landet. Imidlertid har jeg lært at male nogle Caracterer, og den gamle Neger har lovet, at han vil forelæse Eder hvad jeg skriver.
Da jeg havde forladt Eder og blev ført ud paa Skibet, var der intet saa forskrækkeligt til, at jeg jo troede, at det kunde møde mig; thi hvad andet skulde jeg vel vente af Fremmede, som havde kiøbt mig, jeg som var vant til at see en Neger opædes af en anden, og Børn at sælges af deres egne Forældre. Eders Taarer, Eders Bedrøvelse var det eneste, som jeg forundrede mig over; og ligesom det aldrig faldt mig ind at tvivle, at jo min Fader havde Ret til at giøre med mig alt hvad han vilde, saa troede jeg det samme endnu mere om de Folk, til hvilke han havde solgt mig. Den første Tanke, som faldt mig ind, var, at de vilde æde mig; thi hvortil, tænkte jeg, skulde disse Folk, som i alle Ting ere saa meget klogere, som de ere værre end vi, bruge en Neger, som ikke har lært noget af deres Konster, og som ikke engang forstaaer, hvad de sige? Denne Tvivl blev først opløst, da jeg kom her til Landet.
Den nye Herre, til hvilken jeg blev solgt, overleverede mig til en gammel Neger, som han havde sat over sine Slaver; Siden denne var min Landsmand, haabede jeg, at vi skulle komme vel til rette; men min Glæde fik snart Ende. Han handlede mig endnu værre end Europæerne, og naar jeg undertiden bad min Plager, at han dog vilde havde Medlidenhed med en arm Slave, som var hans Landsmand, svarede han, at han var en Christen, og havde intet mere tilfælles med saadanne forbandede Mennesker.
Jeg fik Lyst til at vide, hvad det var for Folk, som han kaldede Christne. Deres Vilkaar, tænkte jeg, maae være bedre end vores, og siden han er det, kan jeg maaskee og blive det. Den første gang jeg spurgte derom, fik jeg ikke andet Svar, end at jeg var for dum til at begribe det. En anden gang, da han syntes at være lidt bedre sindet imod mig, fortalte han mig forunderlige Ting om disse Folk. Saa meget som jeg kunde begribe deraf, var Meningen denne: at der var en stor Herre oppe i Himmelen, som havde sat de Christne over alle andre Folk, ligesom hans Herre havde sat ham over mig; at alle de, som ei vare Christne, havde intet got at vente af denne Herre, og ingen Ret til at klage over de Christne, om de end nok saa meget pinede dem; thi, sagde han, vi kunne aldrig giøre Eder saa meget Ondt her i Verden, at I jo fortiene tusinde gange mere, og faae det og engang, naar I døe, dersom I ikke først blive Christne. Jeg vil gierne være det, sagde jeg, sig mig kuns, hvad skal jeg giøre. Han fortalte mig derpaa mange Forunderlige Ting, hvoraf jeg ikke forstod det allermindste. Alt dette, sagde han, skal I troe, og lade Eder døbe. Saaledes er jeg bleven en Christen, og saaledes kan I og blive det engang, om Herren vil tillade det; thi saa snart I bliver det, er I frie.
Dette gav mig endnu mere Lyst til at blive en Christen. Jeg giorde ham ved alle Leiligheder mange Spørgsmaale om de Ting, som han sagde, at jeg skulde troe. Engang fortalte han mig, at den store Herre i Himmelen havde en gammel Slave, som efter Døden skulde pine mig endnu mere end han, dersom jeg ikke blev en Christen; Jeg vil jo gierne være det, svarede jeg, men I siger selv, at min Herre maaskee ikke vil tillade det, fordi han mister derved de Penge, som jeg har kostet ham. Er da den store Herre vred, fordi jeg ikke bliver en Christen, saa maae han jo straffe min Herre derfor, og ikke mig. I snakker som en dum Karl, sagde han, kan ikke enhver giøre med sit hvad han vil? Jeg blev siden bekiendt med en Mand, som underviser dem, der blive Christne, og denne gav mig ved den allerførste Samtale ganske andre Begreber om Christendommen. Han forsikrede mig, at den store Herre, som de Christne tilbede, var Kierlighed selv; at der hos ham var ingen Persons Anseelse, ingen Forskiel imellem Tiener og Herre, Hvid eller Sort; at han havde sendt sin eneste Søn til Verden for at lide al den Straf, som det hele menneskelige Kiøn havde fortient med deres Synder; at denne hans Søn havde prædiket alene om Kierlighed, og ikke givet de Christne andre Befalinger end denne: at de skulle elske Gud over alle Ting og andre Mennesker som dem selv. For dem, sagde han, som saaledes troe og elske, har han beredt en evig og ubeskrivelig Lyksalighed efter dette Liv, og for dem alene, som modvillig og indtil Enden foragte saa kierlige Tilbud, har han beredt ligesaa ubeskrivelig en Straf. Ved denne korte Tale følte jeg ganske andre Bevægelser hos mig. Jeg fandt noget deri, som jeg billigede uden ret at vide, hvorfor. Jeg tænkte paa Eder, min Moder; Dersom denne Herre i Himmelen, sagde jeg ved mig selv, elsker alle dem, som elske ham, uden at giøre Forskiel imellem Hvid og Sort, da bliver min Moder vist nok lyksalig; Vare alle Christne saadanne Folk, tænkte jeg, da var det got at være deres Slaver. Jeg ønskede i det Øieblik ikke mere at blive frie, jeg forlangte kuns at blive en Christen; men kiere Moder, disse søde Forhaabninger varede ikke længe: Saa snart jeg fik Tid til at tænke mig om, faldt det mig strax ind, at de Christne kunde umuelig selv troe noget af alt dette. Disse Folk, som ikke engang elske hinanden indbyrdes, som nægte sig selv intet af alt hvad de begiere, som ere saa kielne, saa magelige, saa lækkre, saa stolte, saa vellystige, og dog behandle os andre, ligesom om vi ikke havde Følelse, skulde de vel troe, at den Store Herre i Himmelen havde befalet dem at elske alle andre endog Sorte Mennesker, som dem selv? Er det mueligt, at den samme gode Herre kan forlange af os, at vi skulle elske dem? Nei, sagde jeg ved mig selv, enten maae de troe, at vi ikke ere Mennesker, eller vi kunne ikke troe, at de selv ere Christne.
Ikke desmindre syntes denne Mand at have noget saa fromt og oprigtigt i sit Væsen, at jeg ikke kunde troe, at han vilde bedrage mig. Dersom han havde sagt, at han var den eneste Christen paa den hele Øe, havde jeg uden vide Betænkning troet alt, hvad han fortalte mig om den store Herre i Himmelen; thi jeg ønskede selv ret inderlig, at det maatte være sandt. Jeg kom til ham engang om Ugen, da han forelæste mig noget af en Bog, som indeholde adskillige Taler, hvilke den Himmelske Herres Søn havde holdt til Menneskene, paa den Tid, da han stiftede det første Selskab af Christne i Verdne. Jo mere han læste deri, desmere blev jeg overbeviist derom, at Hoved-Summen af den hele Lærdom var Kierlighed, ja en Kierlighed, min Moder! som overgaaer langt alt hvad vi kalde Kierlighed; Hos os elsker ingen Fader saaledes sine Børn, ingen Broder saaledes den anden. Jeg kunde nu ikke mere begribe, hvorledes de Christne kunde troe et Ord af alt, hvad der staaer i denne Bog. Jeg undrede mig endog derover, at vore Herrer tillode denne Mand at lære os saadanne Ting, som ikke nyttede til andet, end til at giøre dem selv og deres hele Opførsel endnu mere afskyelig i vore Øine. Kan I vel troe, min kiere Moder, at disse Folk, som øve saa megen Grumhed mod andre, og udstaae selv saa mange Farligheder alene for at samle det gule Støv, som ligger paa Bunden af vore Floder, og i hvis Besiddelse de sætte al deres Lyksalighed? Kan I troe, siger jeg, at disse Folk lære efter denne Bogs Indhold: at man ikke skal sørge for den Dag i Morgen; at man ikke skal samle Liggendefæe på Jorden, som Rust og Møl kunne forderve, og Tyve igiennembryde og stiele, og at saa vanskeligt som det er, at drage et stort Reeb igiennem et Naale-Øie, saa vanskeligt er det og for en rig Mand at opnaae den Lyksalighed, som de gode Mennesker skulle nyde efter Døden.
Den gode Mand forelæste mig engang et Stykke af hans Bog om en Dom, som den Himmelske Konges Søn vil holde over Menneskene. Naar han kommer, hedder det, i sin Herlighed, og alle Folkene forsamles til ham, skal han skille dem fra hverandre ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. Da skal han sige til dem, som have klædt de Nøgne, bespiist de Hungrige og huset de Fremmede, kommer, min Faders Velsignede, og arver det Rige, som Eder var Beredt før Verdens Grundvolde bleve lagte, thi hvad I have giort mod den ringeste blant Menneskene, det have I og giort mig; men til de Ubarmhiertige skal han sige: Gaaer bort I Forbandede til den evige Ild; og naar de sige, at de have lært og tilbedet i hans Navn, vil han svare dem: Jeg kiender Eder ikke, gaaer bort fra mig, I som beflitte Eder paa Uret.
Haver I vel nogen Tid hørt saadanne Ting? Lære de Christne og saadant paa Eders Øe? Hvis ikke, skal det ikke engang synes Eder troeligt, at Christne kunne sige sligt; I skulde tænke, at jeg vilde bedrage Eder. Men hvor kunde jeg eller nogen Neger optænke saadanne Ord af os selv, og dog, min Moder, er der dog ikke noget i vort Hierte som siger os, at, om det ikke er, burde det dog være saa?
Er dette virkelig den Himmelske Konges Villie, sagde jeg til den gode Mand, da maae han jo hade de Christne frem for alle andre Folk; og hvorledes kan De da sige, at Ingen blive salige uden de? Dersom de Christne ikke giøre hans Villie, svarede han, bliver deres Straf større end andres; han har selv sagt, at det skal gaae andre Folk, for hvilke han ikke har aabenbaret sig, taaleligere paa Dommens Dag, end dem, og at den, som ikke lovede at giøre hans Villie, og dog giorde den, var ham kierere, end den anden, som lovede og ikke giorde det.
Men hvortil nytter det da, sagde jeg, at den gode Herre har givet de Christne saadanne Befalinger, siden de ikke holde dem? De tiene jo da kuns til at giøre dem mere strafværdige og ulyksalige end andre Folk, for hvilke han ei har aabenbaret sig? Endskiønt mange, sagde han af dem, som kalde sig Christne, ikke leve mere efter deres Store Læreres Regel; saa ere der dog endnu nogle sande Christne til, og der har været en Tid, da der var et Selskab af Christne til, som paa det nøieste opfyldte Kierligheds Lov. Disse vare da vel alle meget Lyksalige, sagde jeg, og havde et langt herligere Rige paa Jorden, end de onde Christne, som endnu leve? De vare Lyksalige, svarede han, men deres Lyksalighed bestod ikke i Rigdom og Magt. De havde den samme Skiebne, som deres Store Lærer, at blive forfuldte af onde Mennesker, som da levede i Verden. Han beskrev mig disse Forfølgelser, og jeg maae tilstaae, at alt, hvad den elendigste Slave lider, er kuns lidet mod det, som disse Mennesker have udstaaet, og i alt dette vare de glade, som man kan see af deres Breve, hvoraf han forelæste mig nogle Stykker. Jeg er tre gange Hudstrøgen, siger en af de ypperste iblant dem, en gang stenet; Jeeg har tre gang lidt Skibbrud; Jeg har udstaaet Arbeide og Møie, Vagt, Hunger og Tørst, Kuld og Nøgenhed, og i alt dette, siger han, er jeg vel tilfreds. Denne indvortes Trøst, sagde den Christne Lærer til mig, som kommer af Haab om et bedre Liv, er den rette Lyksalighed, som den himmelske Konge, hvis Rige ikke er af denne Verden, tilbyder alle, som troe hans Forjættelser og giøre hans Villie, enten de ere Slaver eller Herrer, Tienere eller Frie, Rige eller Fattige. Denne Lyksalighed er saa stor, at de første Christne, blant hvilke vare mange Slaver, hvis Vilkaar ikke vare bedre end Eders, ikke ængstelig søgte at forlade deres Stand. De vare midt i deres Baand og Trængseler mere fornøiede end deres tyranniske Herrer, og saadanne gode og lyksalige Folke vare alle Christne, saa længe de bleve forfulgte og foragtede i Verden.
Hvor selsom end denne Tale forekom mig i Begyndelsen, fandt jeg dog i denne Mands eget Eksempel noget, som giorde den rimelig. Skulde I troe, min kiere Moder, at denne Mand, som underviser andre i Christendommen, og som fast er den eneste, der lever efter de Christnes Lærdom; at denne gode Mand just er en af de fattigste og mindst agtede her paa Øen? De fleste Herrer ere vrede paa ham, og sige, at han forfører og forderver deres Slaver, at han er en stræng, myndig, knarvurren og egensindig Mand, og dog er han altid kierlig og vel fornøiet; Men han drikke og spiller ikke med de andre, og han foreholder dem engang om Ugen deres Feil.
Men side de Christne, sagde jeg videre til ham, som nu ere i Verden, ikke lever efter deres Lærers Regel, hvorfor ville de da bære hans Navn? Hvorfor kalde de sig Christne? Hvorfor foragte de andre, som ikke bekiende sig til en Lærdom, som de selv foragte? Siden det er bleven en Ære-Titel, svarede han, med hvilken man har forenet adskillige verdslige Fordele, er Verden bleven opfyldt med saadanne Mund Christne. De fleste Slaver, som lade sig døbe, giøre det alen for at blive frie; og jeg maae derfor tilstaae, at, hvor gierne jeg end under Eder alt got, ønskede jeg dog meget, at denne Skik, hvorved nogle blive slette Christne, og andre hindres fra at blive det, ikke var indført. - -
I det samme kom min Herre tilligemed hans gamle Slave; Denne, som havde merket, at hans Herre var forbittret, fordi jeg talede med Præsten, opsøgte strax en anden ringe Anledning til at straffe mig, han pryglede mig saa forskrækkelig, at jeg laae halv død for hans Fødder. Præsten kunde med alle sine Forbønner intet udrette. Min Herre bebreidede ham endog, at han søgte at forføre en Slave, som havde kostet ham mange Penge. Det er ikke min Leilighed, sagde han, at kiøbe en Slave i Dag, for at giøre ham frie i Morgen, og andet søge disse Hunde ikke ved at blive Christne. I veed ikke, hvad der stikker i en Neger; De ere ikke Mennesker, men Bæster, hos hvilke man udretter mere ved Prygl end ved Prædiken. Dersom den Skik skal vare længe, at vore Præster ville blande sig i Ting, som ikke angaae dem, og som de ikke forstaae, skulde vi tilsidst ingen Slaver beholde paa Landet, og Sukkeret skal blive saa dyrt, at den hele Handel gaaer over Styr. - - - Men han bløder sterk, sagde han til den gamle Slave, veed du ikke, hvad han har kostet, og jeg har mere Nytte af ham, end af 10 saadanne gamle Christne, som du er.
Siden har jeg ikke talt med den gode Mand; men jeg har ofte tænkt paa hans Ord, og jeg ønsker, at jeg kunde meddele Eder, min kiere Moder, noget af de søde Forhaabninger, der undertiden have trøstet mig i mine Lidelser; Er der saadan en Himmelsk Herre til, og hvor tilbøielig er jeg ikke til at troe det, da skal han vist belønne Eders Kierlighed mod mig.