Den danske Tilskuer, nr. 1
Den danske Tilskuer[redigér]
No. 1
Mandagen, den 3 Januari 1791.
Hæc ego non credam venusina digna lucerna?
Hæc ego non agitem?
Juvenalis
At al Begyndelse er tung, er en almindelig erkiendt Sandhed; mange Mennesker, som vide gandske ypperlig at skikke sig i Selskaber, ere dog forlegne med at træde ind deri; og jeg har selv kiendt et Menneske, der var saa ilde faren med denne første Indtrædelse, at han som oftest listede sig ind i Selskaber med Hatten paa Ryggen, stial sig til at kaste denne i en Krog, og derpaa smuttede hen mellem en eller anden Klynge, der kunde staae og snakke sammen, og lod, som han havde været det længe. Men blandt alle Begyndelser er vel ingen vanskeligere, end den periodiske Skribents, især hvis han har ladet sig mælde i Forveien, thi i manglende Fald kan han gierne liste sig saa gandske sagte ind i Verden, ligesom det maaskee bliver hans Skiæbne, at liste sig ud af den igien, efter at have omvandret nogen Tid i strængeste Incognito. Efter det første Nummer vil man saa gierne bestemme de Forventninger, man har at giøre sig om Bladets Værd, Indhold og Tone, uden at betænke den store Forskiællighed, som et saadant Skrifts Natur, og Forfatterens eget mindre og større Held i at behandle de valgte Materier maa medføre. Hertil kommer endnu, at Publicum undertiden venter en Indtrædelses Compliment, og hvor vanskelige disse ere, har den udødelige Johnson i det første Blad af sin Rambler meget rigtigt erindret. Nogle af mine Forgiængere have undveget dette ved at give en Beskrivelse over et opdigtet Selskab, som de tilskrev Bestyrelsen af det begyndte Blad; andre ved at give en ligeledes opdigtet Beretning om deres egen Person; og Johnson i den omtalte Ramber ved at skrive sit Begyndelses Blad om Vanskeligheden af at begynde. Da jeg næsten var færdig til at følge dette sidste Exempel, siden jeg hverken tiltroede mig Addisons, Steeles eller Sneedorfs Held til at udføre noget af de foregaaende, fandt jeg en Dag hos min Bogtrykker adskillige Breve, som reddede mig ud af min Forlegenhed, da de vare af den Natur, at de kunde og burde indføres og besvares her. Det først lød saaledes:
Min Herre!
I Anmældelsen af Deres danske Tilskuer har De bekiendtgiort, at De ingen egentlig politiske eller statistiske Stykker agter at indrykke. Hvis De dermed mener sliger Afhandlinger, som de Rothe, Hennings, Tetens, salig Zoega, og adskillige andre have sat ind i Minerva, har De fuldkommen Ret; til at læse disse med Fornøielse udkræves ikke allene megen Opmærksomhed og Eftertanke, men endog undertiden grundig og vidt udstrakt Kundskab i de behandlede Materier; og hvad Nytte har man saa deraf? Er det af dem, man lærer at politisere i Klubberne, eller ved Giæstebudderne? Jo! Der vilde man komme vel an, med at snakke om den synkende Fond, og Kobberskillemynt og deslige. Nei! Det er ikke den sande Politisering. Den politiske Satire M.H., den politiske Satire! Det er det eeneste, der er værd at skrive, og at læse. Bagtalelse, som Bazil med saa megen Ret anpriser til almindelig Brig, er dobbelt uundværlig i vor Haandtering; det er det eeneste, Folk kiøbe; det er det, de gider læst; men i Steden for, det hedder paa ovenanførte Sted, at man skal være en stor Mand for at kunde bagtale til Gavns, saa er det nok for os, naar kun den, vi bagtale, er af de Store; enten det saa er ved Stand, eller Byrd, eller Fortienester, eller Talenter, eller Genie, eller om det kunvar ved Galskab, som Reiser, men stor maae han være, hvis det skal lønne Umagen at bagtale ham. See dette Slags Politik, skulde jeg haabe, De kiender Deres egen Fordeel for vel, til at udelukke af Deres Blad; og hertil er det, at jeg her tilbyder Dem min Tieneste, og Anførsel; for, De maae forlade mig, M.H., selv er De en alt for frygtsom Skribent. De har vel hist og her sagt Theatret, og dets Direction nogle haarde Ting; men er det noget? er det Folk, at binde an med? Nei! høiere op, M.H., høiere op, hvis De vil giøre Opsigt! Ogsaa har De endnu en styg Feil, som De endelig maae aflægge; De vil saa gierne holde Dem til Tingen i det, De skrive om; det er galt; det er reent ravgalt! Personen, Personen er det, De maae gaae løs paa. Jeg kan just ikke huske meget af det, jeg lærte i min Skolegang; men det, Cæsar sagde til sine Soldater i det store Slag ved – ja hvor var det nu? – det har altid været mit Valgsprog, og det har jeg befunden mig vel ved indtil denne Dag; Os fer! Saghde han: slaae dem i Næse og Mund! og det er ogsaa meget mageligere. Ved Hielp af det, har jeg skreven om Myntevæsenet, uden at kiende en reduceret Toskilling, om Landboesagen, endskiønt jeg lige til forleden Dag har troet, at Hartkorn var gammel Rug; om Liturgien, skiøndt jeg ikke har været i Kirke i mange Aar; jeg har seet mine Værker roste i meere end eet af de offentlige Blade, og jeg begriber ikke, hvad det er for en ulykkelig Skiæbne, der giør, at jeg med alt det ikke har det tørre Brød, ikke Kredit hos nogen eeneste Bogtrykker i Byen, og maae endog lade mine Viser sælge i Manuskript for at faae noget til det daglige Brændeviin. Jeg har skrevet for og imod alle Partier og Systemer, jeg har sagt Grovheder om alle Mennesker, og om mig selv med; ja jeg har endog sagt den forfærdeligste Usandhed om mig, at jeg var underkiøbt af somme Store, til at skrive mod andre; jeg har angrebet Store og Smaa, saasnart de bare havde nogen Navnkundighed; Ministre og Sangerinder, Herremænd og Poeter, Fægtmestre og Recensenser; jeg haabede, at jeg tilsidst ved Standhaftighed skulde bøie min Skiæbne, og min Forlegger havde lovet mig alt godt, hvis jeg bare kunde bringe det saavidt, at han for min Skyld blev mulcteret paa 200 Rigsdaler; de skulde have bragt ham og mig mangefold Frugt; men det sidste forbitrede Reskript har da ogsaa betaget mig det Haab, og han vil nu ikke have meere med mig at giøre; De maae tilstaae mig, det er haardt; man mulcterer andre, som – ja jeg veed ikke, hvad de har giort, for jeg har ikke læst noget af det – men det tør jeg dog uden Forfængelighed sige, at de bare ikke Vand mod mig; og mig, hvis eeneste Ønske, hvis utrættelige Bestræbelse der har været, gaaer man forbi. I denne Nød tilbyder jeg Dem min Tieneste. Jeg skal forsyne Dem med dristige Stykker af alle Slags, paa Vers og Prosa, mod alle og enhver, der har den mindste Smule Navnkundighed iblandt os; og skulde jeg end have glemt nogen, behøver De bare at lade mig hans Navn vide, og De skal strax blive forsynet. Skulde De finde noget af de indsendte Stykker saa frit, at De kunde befrygte farlige Følger af at indrykke det; da maae De endelig ikke kassere det derfor. Tvertimod! saadant et Stykke er just en Perle for Bladet; men jeg skal da lære Dem et gandske simpelt Huusraad. De behøver da bare at skrive en liden Forerindrin, hvori De erklærer, at De indrykker følgende Stykke for sin Lumpenheds, eller Nederdrægtigheds, eller Afskyeligheds Skyld – De behøver ikke for min Skyld at være ængstelig i Valgtet af slige Udtryk, mellem Venner regner man ikke saadant saa nøie – saa skal De see, intet Menneske siger eengang Kis til Deres Kat for det.
Skulde De finde det tienligt, da har jeg iligemaade belavet mig paa adskillige Stridsskrifter mod Dem, og Deres Blad, især mod mine egne Stykker deri, for paa denne Maade at skaffe det mere Roulance; disse skal jeg imidlertid sende Dem først til Giennemsyn, fordi der ikke skulde staae noget i dem, som De ikke vilde have sagt. Jeg haaber, De vil finde dem fornøiet med mine Tilbud, og i saa Fald komme vi da vel tilrette om Prisen. Indtil jeg imidlertid erfarer Deres Sindelag i saa henseende, tillader De, at jeg blot underskriver mig
Deres
Tienstberedvillige
Anonymus Scandal
Da Hr. Anonymus Scandal har glemt at lade mig vide, hvordan mit Svar kunde komme ham til Hænde, seer jeg mig nødsaget til, her at lade ham vide, at jeg paa ingen Maade vil kunde benytte mig af hans tienstberedvillige Tilbud. Dersom jeg ikke ønsker mig politisk og statitiske Undersøgelser, da disse deels vilde blive for vidtløftige for mit lidet Blad, og jeg deels ikke seer mig i Stand til at bedømme deres Værd, eller Uværd, da er det endnu meere mit uryggelige Forsæt, at holde det reent for det Uvæsen, Hr. Scandal kalder den politiske Satire. Jeg har den sandeste Ærbødighed for den ædle og kiække Medborger, der uden Menneskefrygt, uden Persons Anseelse siger vigtige og nyttige Sandheder, de mishage faa, hvem de vil! – Jeg after den Forfatter, der tør, som Thomas siger om d’Alembert, være sin Høiagtelse og sit Had bekiendt; jeg kiender intet til den nymodens Barmhiertighed, der ikke vil tillade, at man river falske Skiæg af Dosmeren, der fripostig tager Sæde mellem de Viise; eller advarer sine Medborgere for den rivende Ulv, der sniger sig om i stiaalne Faareklæder; ogsaa jeg tør maaske vove at skildre Laster, at ivre mod Misbrug, at angribe Fordomme; og hvis da de, som finde sig skyldige i disse Laster, disse Misbrug, disse Fordomme, finde sig trufne, lad dem see dertil! men jeg foragter enhver, der, som Forfatterne af Mads Bagers Brevtaske, og den billige Anmærkning, griber Pasqvillens Stilet mod den enkelte Mand, han hader, i Steden for med Juvenal og Lucil at gribe Satirens Sværd mod de seierrige Laster; og af mit gandske Hierte afskyer jeg den, der, som Hr. Scandal, giør sin Ondskab til en Næringsvei, der uden Hensyn til Sag eller Sandhed saarer i Flæng, ja vel endog helst angriber dem, der just burde være ham helligst, de værdigste og meest agtede Mænd, Nations Fædre, og Velgiørere. Desværre er det sandt, hvad meer end een af de Gamle, disse sande Menneskekinedere, har anmærket, at Folk helst høre det, de ikke selv gad have sagt; men i mine Tanker er det lige nedrigt at tilskumle sig Mængdens, og at tilsmiggre sig de Stores Yndest. Dog – Bestemmelsen af dette Blad befrier mig fra at sige videre herom. Vort private Liv, vore Sæder, Sammenkomster, Forlystelser, Modedaarligheder, Modegrundsætninger, vor Børneopdragelse o.d.l. blive, som Juvenal kalder det, nostri farrago libelli; og dette Ævne er for rigt til at kunde nogensinde udtømmes.
Ligesaa lidet kan jeg modtage Hr. Scandals Tilbud om Stridsskrifter. Jeg forlanger ingen flere Stridigheder, end de, jeg hidtil har havt; men skulde jeg end have det Vanhæld at indvikles i ny, skal dog dette Blad aldrig blive misbrugt dertil, eller Krigen ført paa mine Abonnenteres Bekostning. Hr. Scandal ønkser jeg til Tak for hans Tienstvillighed en nyttigere, hæderligere, og meere indbringende Næringsvei.