Spring til indhold

Den gamle danske Dødedans/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Thieles Bogtrykkeri Kjøbenhavn


Den gamle danske Dødedans.djvu Den gamle danske Dødedans.djvu/5 12-35

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Den gamle danske Dødedans og dens Kilder.

Den gamle danske Dødedans er ikke noget originalt Arbejde; den deler Skæbne med saa meget af den samtidige danske Litteratur; Danmark levede litterært af fremmed Kost. Dette er ikke at anse for nogen Skam. Selve Reformationsbevægelsen kom jo udefra, og paa den hviler den væsentlige Bestanddel af det 16de Aarhundredes Litteratur. Man har været paa det rene med, at Kilden til den danske Dødedans var nedertysk, lige siden Nyerup offentliggjorde Prøverne af den og Massmann[1] efter disse Prøver skønnede, at den i Lübeck 1520 i Bogform trykte Dødedans var Kilden. Dette er mange Gange siden bleven gentaget og er endnu den almindelige Mening[2]. En fornyet Undersøgelse vil imidlertid føre til et andet Resultat.

Først et Par Ord om Lübecker Dødedansene. I den gamle Hansestads grandiose memento mori, Mariekirken, hvor ens Blik midt i Byens Travlhed overalt træffer paa Døden, snart som klunted Dødningehoved med korslagte Knogler, indhugget raat i graa Sten, snart som legemstor Benrad i skinnende hvid Marmor, som i de forskelligste og eleganteste Stillinger klamrer sig til afdøde Hædersmænds Byster og Mindetavler, findes paa Væggene af det saakaldte Todtenkapelle (ogsaa Plauderkapelle) Nordtysklands bekendteste og hele Tysklands bedst bevarede monumentale Dødedansfremstilling[3]. Billedet stammer fra 1463 (?) og har naturligvis været underkastet talrige Reparationer, af hvilke man ved Hjælp af Regnskabsbøger kan kontrollere adskillige. En Hovedrestauration foretoges 1701 under Ledelse af en af Kirkens Forstandere, Herr Jacob Hübens. Skønt det af en Samtidig, Jacob v. Melle, der fra 1684 havde været Præst ved Mariekirken forsikres, »die Bilder sehen jetzo annoch eben so aus, wie sie vordem gestalt gewesen«, saa opføres dog i Regnskabsbogen nu Billedet som »zu dem neuen Todten Tantz«. Dette finder sin Forklaring i Restaurationens Art. Oprindelig havde Maleriet været udført paa Træ; 1701 overføres det da af Maleren Anthonius Wortmann paa Lærred. I Virkeligheden har vi nu altsaa ikke mere det gamle Maleri for os, men kun en tro Kopi. Men heller ikke den Tekst, som nu findes under Maleriets forskellige Figurer er den gamle. v. Melle beretter: »es stunden ehemals alte Nieder-Sächsische Reimen darunter, welche theils ziemlich verloschen, theils auch wegen der offtmaligen renovation, sehr zustümmelt waren«. Denne gamle middelnedertyske Tekst blev ved Restaurationen 1701 erstattet af hvad en tysk Philolog har kaldet »langzeilige und langweilige« højtyske Strofer, forfattede af Skolelærer Nathanael Schlott[4]. En Del af den gamle Tekst finde vi overleveret hos v. Melle i »Ausführliche Beschreibung von Lübeck«, 2 Vers i hans »Lubeca Religiosa«[5]; en Del af det her manglende har man genfundet i Nikolaikirken i Reval, idet den derværende Dødedans baade i Billede og Tekst er en tro Kopi efter Billede og Tekst i Mariekirken i Lübeck, udført omkring Aar 1600[6]. Denne lybsk-revalske Tekst er optagen i Seelmanns Afhandling, hvor det tillige gennem Berøringspunkter med den spanske danza general de la muerte (fra ca. 1360) med en stor Grad af Sandsynlighed er paavist, at denne nedertyske Dødedans gaar tilbage til et middelnederlandsk, nu forsvundet Forbillede.

Paa den middelnedertyske Dødedanstekst fra Lübecks Mariekirke beror da igen de to allerede ovenfor omtalte Lübecker Dødedansbøger fra 1489 (ny Udgave 1496) og 1520.

For Nemheds Skyld betegner jeg i det følgende 1520'eren som A og 1489'eren som B.

Medens man hidtil antog, at A var en Forkortelse af B, er ifølge det af Seelmann opstillede Forholdet omvendt: B, som er 1686 Vers stor, er en Udvidelse af A's 424 Vers, der altsaa maa have foreligget enten trykt eller i Manuskript før 1489. Dødedansteksten i Mariekirken har vistnok omfattet godt og vel 400 Vers, hvoraf 294 er bevarede. — Den gamle danske Dødedans foreligger desværre kun defekt; det Resterende beløber sig til 699 Vers; der har vel oprindelig været omkring de 800; den har altsaa været henved dobbel saa stor som A og omtrent halv saa stor som B.

Forud for de egentlige Dødedansstrofer, det vil sige Replikskiftet mellem Døden og morituri, gaar i A to Afsnit, hvert paa 16 Vers, der efter min Mening paa naturlig Maade opløses i 2×4 Strofer, hver paa 4 Vers, svarende til 12+8 Vers i den lybsk-revalske Dødedans; her lægges de første 12 Vers i Munden paa »Prediger auf der Kanzel«, de sidste 8 er Dødens Henvendelse »an alle«. Hermed stemmer den danske Bearbejdelse overens, og maaske kunde ogsaa dens første Træsnit, der netop forestiller en Prædikant i Virksomhed, tyde paa, at den danske Versemager har haft Kendskab til Billedet i Mariekirken, hvis man da tør antage, at Bearbejder og Bogtrykker har arbejdet i Fællesskab ved Illustrationernes Valg. — I den danske Dødedans er Fortalen, som her i Overskriften betegnes som saadan, udvidet til 96 Vers, der, foruden 12 af A's Vers i næsten ordret Overensstemmelse[7], indeholder moraliserende Betragtninger over Menneskets Levned og Døden, som er knyttede til Forestillingen om »fire haande døde«. — Dette har til Dels sit Korrespondens i B, som indledes af 4 Kapitler. Her er der i det første Kapitel Tale om 5 forskellige »døde« 1) dôt der natûr, 2) der ere sterven, 3) der werlde sterven, 4) vor Gode sterven, 5) de ewige dôt. Medens baade A og B lade den legemlige Død være den umiddelbare Følge af Syndefaldet, har dette i den danske Bearbejdelse den evige Død til Følge, men

[Den] haffuer Christus skild oss ved
[gi]ffuet oss alle den Euige fred.

De »fire haande døde« er: 1) den naturlige død, 2) synden ihiel at slaa, den gamle Adam at døde, 3) sielen bliffuer øde, 4) den evige død. Nr. 2 fra B mangler altsaa. Trods denne Uoverensstemmelse kan den danske Bearbejdelse dog meget godt her bero paa B, hvilket mere end sandsynliggøres ved den allerede ovenfor paaviste Overensstemmelse i Sammenligningen mellem Døden og Tyven[8].

I A fylder den paa Fortalen følgende Dødens Tiltale til »alle« 16 (ɔ: 4×4) Vers, i den danske Bearbejdelse 26 Vers, af hvilke 12 er Gengangere fra A[9]. Desuden gaar Vers 25—26 tre Gange igen i B[10], et Indicium for, at A og ikke B er et »Førstehaandsarbejde«, saaledes som Seelmann rigtig har antaget, og af disse to Vers optræder det ene ogsaa paa et andet Sted i den danske Dødedans; Vers 243 siger saaledes Døden til Kejserinden »en hel fod lenger recker ieg dig«[11].

Forbilledet for A og B, den lybsk-revalske Dødedanstekst, havde i Replikskiftet følgende Ordning. Først tiltaler Døden Paven (8 Vers), dernæst svarer denne (8 Vers); af den følgende Strofe er kun 2 Vers bevarede, hvoraf det sidste aabenbart har dannet Strofens Slutning og indeholder et kort Opraab til Kejseren, som nu tager til Orde og jamrer i 8 Vers; herpaa svarer Døden i 7 Vers, medens denne ny Strofes 8de Vers er et kort Opraab til den dernæst optrædende Kardinal, og saa fremdeles; altsaa: Dødens Opraab (1 Vers), Personens Replik (8 Vers) og Dødens Svar (7 Vers) plus Opraab til den næste (1 Vers). Herfra afviger baade A og B, hver paa sin Maade, men ikke lige behændigt begge to. A indfører den simple og klare Ordning: først Døden til Paven, dernæst Paven til Døden, saa Døden til Kardinalen, dernæst Kardinalen til Døden o. s. v., saaledes at Døden stadig taler først, dernæst den Døende. B knækker derimod Halsen over den første Uregelmæssighed i den lybsk-revalske Tekst; den korrumperede Strofe, som i denne følger paa Pavens Replik, maa have tilhørt Døden og i sine første 7 Vers have været henvendt til Paven; Paven tiltales altsaa af Døden med (8 + 7) 15 Vers, medens de øvrige Dødelige maa nøjes med (1 + 7) 8 Vers. Denne Uregelmæssighed er uforstaaelig og kunde vel tyde paa, at den Ordning, som følges i den lybsk-revalske Tekst, saaledes som den overleveres, ikke er den oprindelige. At ordne Stroferne om er blevet forsøgt af Baethcke[12]. Dette Forsøg er imidlertid blevet tilbagevist af Seelmann, og Baethcke har i det hele taget kun opereret med det af v. Melle overleverede og intet Hensyn kunnet tage til Revaler Teksten. — B begynder sit Kapitel IV med en Tiltale til Paven (115—116):

Her pawes, du bist de hogeste nu up erden,
Tret hêr, du môst mîn gelîk werden.

men gaar dernæst pludselig over til en Henvendelse til Alverden og moraliserende Betragtninger over Døden; disse sættes til Vers 144, hvorefter Paven tager til Orde og Vers 169 afløses af Dødens til ham henvendte Replik. Ordningen bliver nu fremdeles, at først den Døende, dernæst Døden taler[13]. — Den danske Dødedans følger i Replikskiftet i denne Henseende samme Ordning som A, først Døden saa den Døende, men har tillige et Plus, idet Døden taler endnu en Gang til hver Person, i Reglen i 2 Vers, til Abbeden og Sognepræsten i 4 og til Munken i 5 Vers. Da Døden saaledes henvender sig to Gange til hver Person, synes den danske Bearbejdelse her at staa paa et ældre Trin end A og B; ligesom ovenfor (S. 15) eftervist synes den danske Bearbejder da at have kendt den lybsk-revalske Tekst, maaske endda dennes middelnederlandske Forbillede, idet dens Ordning maa kaldes naturligere og mindre kunstlet.

Personernes Rækkefølge i de her behandlede Dødedanse:
Mariekirken A B Dansk Dødedans
1. Pave 1. Pave 1. Pave 1. Pave
2. Kejser 2. Kardinal 2. Kejser 2. Kejser
3. Kejserinde 3. Biskop 3. Kejserinde 3. Kejserinde
4. Kardinal 4. Kejser 4. Kardinal 4. Konge
5. Konge 5. Kejserinde 5. Konge 5. Hertug
6. Biskop 6. Konge 6. Biskop 6. Kardinal
7. Hertug 7. Hertug 7. Hertug 7. Biskop
8. Abbed 8. Abbed 8. Abbed 8. Abbed
9. Ridder 9. Korsridder 9. Ordensridder 9. Tyskordensherre
10. Karteusermunk 10. Læge 10. Munk 10. Læge
11. Adelsmand 11. Kannik 11. Ridder 11. Kannik
12. Domherre 12. Sognepræst 12. Kannik 12. Sognepræst
13. Borgmester 13. Munk 13. Borgmester 13. Munk
14. Læge 14. Ridder 14. Læge 14. Ridder
15. Aagerkarl 15. Official 15. Junker 15. Official
16. Kapellan 16. Eneboer 16. Eneboer 16. [Eneboer]
17. Købmand 17. Borgmester 17. Borger 17. Borgmester
18. Degn 18. Nonne 18. Student 18. Nonne
19. Haandværker 19. Købmand 19. Købmand 19. [Købmand]
20. Eneboer 20. Junker 20. Nonne 20. Junker
21. Bonde 21. Jomfru 21. Haandværker 21. Jomfru
22. Yngling 22. Borger 22. Kirkeværge 22. Borger
23. Jomfru 23. Begine 23. Bonde 23. [Begine]
24. Barn 24. Nar 24. Begine 24. Nar
25. Haandværker 25. Rytter 25. Haandværker
26. Student 26. Jomfru 26. Student
27. Bonde 27. Haandværkssv. 27. Bonde
28. Rytter 28. Amme m.Barn 28. Rytter
29. Haandværkssvend 29. [Haandværkssv.]
30. Amme m. Barn 30. Amme m. Barn

I Personernes Rækkefølge og Antal afviger baade A og B fra den malede Dødedans i Mariekirken, hvis Tal er 24. Fælles for A og B i Forholdet til deres Forbillede er, at de har udskudt 1) Aagerkarlen, 2) Kapellanen, 3) Degnen og i Steden for har optaget 1) Nonnen, 2) Borgeren, 3) Beginen, 4) Studenten, 5) Rytteren, 6) Haandværkssvenden; desuden har A indført 7) Sognepræsten, 8) Officialen, 9) Narren og B 7) Kirkeværgen (werkmeister), hvorved deres Personliste forøges til henholdsvis 30 og 28. — Den danske Dødedans følger i Personvalget ganske A, saa at vi i dens Lakuner uden nogen Betænkelighed kan indsætte 19. [Købmanden] 23. [Beginen] og 29. [Haandværkssvenden] og betegne den lille Rest af Nr. 24 som Dødens Svar til Narren. — Hvad Rækkefølgen angaar saa følges B fra Nr. 1 til 14 med Lübecker Dødedansmaleriet, men afviger for Restens Vedkommende meget stærkt. A afviger helt igennem i Rækkefølgen fra sit monumentale Forbillede. Den danske Bearbejdelse slutter sig i sine Nr. 1—3 til Overensstemmelsen mellem B og Mariekirkens Dødedans; som Nr. 4—5 har den Konge og Hertug, der ogsaa i A følger efter hinanden som Nr. 6—7; dernæst har den som Nr. 6—7 Kardinalen og Biskoppen, der ligeledes i A følger efter hinanden som Nr. 2—3; Nr. 8—9 er fælles for alle 4 Rækker, og Danskeren følger nu fremdeles slavisk i A's Fodspor.

Heraf fremgaar det da atter, at den danske Bearbejder har arbejdet efter flere Forbilleder.

Det vil endnu lønne sig at se paa det, som er særegent for den danske Dødedans i de allerede behandlede Dele: Fortalen og Dødens Opraab til »Menheden«. Noget er allerede omtalt i det foregaaende, bl. a. Forholdet mellem Syndefaldet og den legemlige Død paa den ene Side og mellem Syndefaldet og den evige Død paa den anden Side[14].

Den danske Dødedans Fortale erklærer straks rentud, hvad Hensigten med denne Digtning er: Verden er befængt med Synd, hør paa mig og gaa i Jer selv; jeg skal lære Jer »ret at dø«. Dens Sprog er kraftigt, og den bruger kraftige Midler; den indfører een Gang Djævelen, hvem Schrock særlig har holdt af at føre i Munden, hvilket vil ses, naar man sammenligner hans ovenfor omtalte Oversættelse af Luthers Sermon med Originalen og en anden dansk Bearbejdelse: Huorledis hwert Christet menniske skall berede sig mod døde Oc tage orloff aff denne verden Och haffue sig i syn liffuis tid oc døtzens nød, mod synde døden oc helffuede. Sat i Malmø (1533 25/11). Dette i Forbindelse med det ovenfor anførte er imidlertid næppe nok til at godtgøre, at Schrock er Forfatteren til den danske Dødedans. — Ligesom Djævelen spiller ogsaa Helvedes Nød en vis Rolle.

Et Særkende for den danske Dødedans Fortale og Dødens Opraab til »Menheden« i Modsætning til de tilsvarende Stykker i A og B er imidlertid det dramatiske. Hine indeholder intet, der tyder i denne Retning, udover Dialogformen. Man mener ogsaa, at de nedertyske Dødedansdigtninge aldrig selv har gjort Tjeneste som Dramaer, ja at de end ikke er forfattede som saadanne, medens den Kilde, hvoraf de er øste, har været dramatisk[15]. Anderledes forholder det sig med den danske Dødedans. Her har vi i Fortalen Prologen til et Drama, hvormed dog ikke skal være sagt, at dette Drama nogensinde har været opført. Muligvis har den danske Digtning foruden A og B endnu haft en anden Kilde, og det en dramatisk, maaske den middelnederlandske, en Mulighed som allerede ovenfor blev antydet. De Steder, der her særlig kommer i Betragtning, er Versene 11, 85—86, 93—95, 97 og Overskriften til Dødens Opraab.

I Vers 11 henvender Dramaets Prolocutor sig til det forsamlede Publikum og opfordrer til Tavshed:

Ville i nu alle stille være!

Vers 85—86 siger han fremdeles:

Thi acter nu vel paa dette spil[16]
huor døden alle fange vil

Vers 93—95:

Thi staar nu stille, at see och høre
huad døden haffuer met sig at føre
Ieg meen ieg seer hannem nu komme

og Vers 97 siger Døden:

Hælsel hælsel alle her monne stande.

Disse Steder er i og for sig talende nok, saa at det ikke spiller nogen synderlig stor Rolle, om Overskriften »Døden til Meenheden« skulde betyde »Døden henvendt til Almenheden, Alverden« eller »Døden henvendt til Menigheden, Forsamlingen, Publikum.«[17] Dog er det sidste det sandsynligste, navnlig naar man seer hen til Prologoverskriften til Paris Dom: Preco ad populum, og endvidere sammesteds: Bellona ad populum.

Med disse dramatiske Prolocutorphraser ligger det lige for Haanden at sammenligne:

Den utro Hustru:

V. 1—2 Helsel, god dagh, wenner kiære
I alle, som her er innæ
V. 9—10 Villie hi giffwe roem oc ther tiil tide[18]
Och ey for høith at snacke

Paris Dom:

V. 1 Hel seel, god dag, i venner alle
V. 3—4 Siddher qwerre och hører wel tiil
Saa mwe i høre ewentiirs spiil.

Dorotheæ Komedie:

V. 43—44 Staer querre oc hører vel tiill
Saa mwe i see thette spiill[19]

Henno:

V. 1 Helsel, gwd dagh, wenner kiære
V. 15 Sidder nw tøste i thenne tyme
[Cf. ogsaa: En viise om Antecristhen, Malmø 1530:

Wille i giffue liwdt oc merke meet sinde.]

Hier. Iust. Ranchs Samsons Fængsel S. 141[20]:

Vi beder dernest denne hele Samfund
I værer stille paa en Stund
Oc seer vel til oc acter grant,

A Karrig Niding S. 272:

Værer stille qver oc acter vel,

Peder Hegelunds Susanna S. 31:

Ieg seer, hand nu hid til mig kommer.

Som Modsætning skal endnu citeres 3 hermed korresponderende Steder fra B:

V. 106—114:

So welkeres minschen levent recht unde gût is,
Stervet de unvorsichtigen, dat schadet der selen nicht,
Men den quaden minschen is dit vârlik, des sît bericht,
Uppe dat wi mogen rechte merken den dôt der naturen,
Hîr navolgende mit schriften unde mit figuren,
Wo sik vele minschen to sterven beklagen,
Unde wo de dôt einen isliken gript bi dem kragen,
Unde wo he sus uns allen beslikt,
Unde wo he dem pawese int êrste alsus tosprikt.

V. 689—690:

Men vindet mannige innige prêsters van einem reinen leven,
Vorvullet mit dogeden; van den is dit nicht geschreven.

V. 1655—1656:

Hîrumme latet ju desse figuren vor ogen stân,
Wente in korten tiden mote gi dâran.

Og nu det danske Dødedansdramas Slutning.

I alle andre beslægtede Dødedansdigtninge er Barnet eller Ammen med Barnet den sidst optrædende Person; man begyndte med Paven, den højeste blandt de Dødelige, og bevægede sig trinvis nedad, til man sluttede med det spæde Barn.

O dot, wo schal ik dat vorstan,
Ik schal dansen unde kan nicht gan?

Saaledes lyder Barnets naivt vittige Replik i den lybsk-revalske Tekst. A og B og efter dem den danske Digter har imidlertid følt sig stødt af, at det Barn, som endnu ikke kan gaa, formaar at fremføre saa rørende Ord, og de lader derfor Ammen være dets Talsmand; hendes Replik er i den danske Bearbejdelse ikke helt bevaret; med Ordene

Thi wil ieg mig nu Gud befale

brydes der af. Derefter mangler der eet eller flere Blade og det sidste Blad indeholder endnu følgende Vers:

Nu kommer døden met sin macht
paa hannem haffde ieg ingen acht
Ieg er saa siug ieg kand icke gaa
Hielp mig Gud som alting formaa

og Dødens Svar:

Læg nu aff din Spanske kappe
Padder oc Orm skulle dine Tarme nappe.

Hvem er her den Talende og hvem den Tiltalte; tiltrods for Ordene »kand icke gaa«, kan det næppe være Ammen med Barnet.

Der er imidlertid ingen Grund til at antage, at der skulde være optraadt endnu en Række Personer; baade i Lybecker Dødedansene og i de øvrige tyske og franske Dødedanse er den sidst optrædende det lille Barn; Rækken har dermed paa naturlig Maade fundet sin grandiose Afslutning, og det maa betragtes som et uheldigt Raffinement, naar i den ene Baseler og i Berner Dødedansen Kunstneren, der har malet dem[21], tilsidst lader sig selv hente af Døden; ikke mindst har det sikkert været Kunstnerens Mening dermed at give sit Arbejde en Signatur.

Den danske Dødedans har som Drama sikkert haft sin Epilog, og de 6 Vers, som slutter den, er at betragte som Epilogens Slutning. Maaske bliver Epilogus pludselig afbrudt af Døden. Det var i et Dødedansdrama — ligesom Døden jo i det enkelte Replikskifte stadig fik det sidste Ord i den danske Bearbejdelse — naturligt, at det hele sluttede med en Replik af Knokkelmanden. — At der med Manden i den spanske Kappe menes Epilogus ses af de to Træsnit i Hieronymus Iustesen Ranchs Kong Salomons Hyldning (Udg. 1585[22]). Den samme Herolddragt, som vi træffer her, finder vi ogsaa afbildet paa Taflerne 218 og 222 i A. Racinet: Le costume historique, IV. Det ene Billede forestiller Alphonse af Arragoniens Herold; Kappen kaldes »tabard« (ital. tabarro, spansk tabardo, engl. tabard, tysk tapphart[23]) og tappart. Det er en stiv kort Kappe, som naar til lidt over Hofterne, og hvis Vidde tiltager nedefter. Efter denne Dragt har rimeligvis senere det bekendte Strafferedskab[24] faaet Navn; Formen var ikke ulig Tøndens, og maaske kan ogsaa Forestillingen om, at den saaledes afstraffede Forbryder var sin egen Skams Herold have spillet en Rolle ved denne Terminologi[25]. Herhjemme har man ikke som i Tyskland og England optaget det romanske Ord, spansk tabardo, i Sproget, men givet Kappen Navn efter dens Hjemstavn, ligesom man ogsaa i Tyskland taler om spanischer Mantel[26]. Efter Replikskifterne følger i A en Moralprædiken, der i det mindste i sin Begyndelse ligesaa godt kunde have været Indledning til Dødedansen, og som dernæst gaar over til Betragtninger over de tre Parter, der er interesserede i et Menneskes Død: Frænder og Venner, som skal arve, Ormene, som skal have Legemet, og Fanden, som skal have Sjælen[27], og endelig slutter det hele med en Opfordring om i Tide at lære vel at dø: det er hele Sagen.

Wol steruen allen kunsten bouen geyt.

Ogsaa B's moraliserende Slutning (253 Vers i 9 Kapitler) kunde for store Partiets Vedkommende lige saa godt være Indledning. Det hele ender med en Bøn for Forfatterne og Udgiveren:

De dit heft gedicht unde laten setten,
Got mote siner nummermêr vorgetten
Unde vorgeve em sine sunde klein unde grôt,
Unde helpe uns allen ût aller nôt,
So wan de dôt de sele schedet van deme live,
Dat se denne jo ewich mit Gode blive.
                Amen.

Den gamle danske Dødedans Slutning bestaar af følgende. Efter Dødens sidste Ord staar der: Enden paa denne Dødedantz, hvorefter der følger to Træsnit, det ene Mage til Bogens første. Efter disse:

En endelig beslutning Och en formaning til alle.
Christelige venner, i haffue nu seet
det som er for eder teet.

Mere er ikke bevaret. Hermed kan sammenstilles

Epilogen til den utro Hustru.

Vers 436: I thenne leeg haffwe i nw hørt,

og til de Mundo et Paupere[28]:

Thack haffue i, haffue loff och ære
  I ville saa lenge tillstede vere
Och flittig høre och venlig see
  Baade spill och dantz vj lod her tee.

Den Vanskelighed der opstaar ved at Dramaet har haft to Epiloger har dels sin Forklaring i det selv, dels sin Parallel f. Eks. i Slutningen af Tobiæ Komedie, hvor efter Epilogus endnu Floriger og Mimus tager til Orde, for hver for sig at slutte af.


Karakteristisk for Grundtonen i den gamle danske Dødedans i Modsætning til A og B er dens Strænghed; den er ubarmhjertig og ubønhørlig — i Reglen da; den er konsekvent og kender ingen Gaaen paa Akkord. Verden, Menneskene er syndefulde (ganske met synd besæt), derfor maa vi alle ad Helvede til. A og B derimod er mindre voldsomme, mere afslebne; her møder vi nok en vis Sandsynlighed for, at det vil gaa os ilde hisset, men det kan ikke forfærde os, da Braadden altfor ofte brydes ved det beroligende: men har du været from og brav, da kan du roligt træde frem for Herrens Aasyn. Navnlig forfejler i den danske Dødedans »Dødens Svar«, kort og fyndigt som det er, aldrig sin Virkning; der opnaas her et ikke ringe dramatisk Liv, som dog — paa Grund af Temaets Ensformighed kunde det ikke undgaas — ved den idelige Gentagelse maatte blive noget udvisket. I den lybsk-revalske Tekst træder det formildende Element endnu mere frem end i de to Aflæggere, A og B. Naar Døden f. Eks. her Vers 357 ff siger til Bonden:

Grot arbeit hefstu ghedan.
God wil di nicht vorsman

Mit dinem arbeide unde not.
It is reeht, ik segge di blot,
God wilt di betalen
In sinen oversten salen.
Vruchte nicht en twink!

saa er der egentlig ikke mere at være bange for ud over det rent Selvfølgelige, Uundgaaelige, at alle Mennesker skal dø. Særlig beroligende bliver det endda for os Syndere, naar vi ser, at Bonden lige har bekendt, at han aldrig har ofret Gud en Tanke.

Deraf bl. a. kommer det, at den danske Dødedans i meget ringere Grad end de nedertyske virker trættende og dræbende, og efter min Mening er den nedsættende Omtale, som bliver den til Del af L. Dietrichsen[29], langt fra berettiget.

Den lybsk-revalske Teksts Prolog henvender sig til en snævrere Tilhører- eller Tilskuerkreds; det Drama, som ligger til Grund for den, har sikkert været beregnet paa en Forsamling af Gejstlige[30]; Prædikanten tiltaler nemlig disse specielt og opfordrer dem til at virke ved deres gode Eksempel.

V. 9—12: Unde lieven kynder, ik wil ju raden,
Dat gi juwe scapeken verleiden nicht,
Men gude exempel en opladen,
Eer ju de doet sus snelle bilicht.

Til denne Indskrænkning kender hverken A, B eller den danske Bearbejdelse. — Af det her anførte Citat ses tillige, at i Prologen de ulige Vers rime for sig og de lige for sig; det samme er endvidere Tilfælde i Dødens Opraab »an alle«; i Replikskiftet derimod rime Versene skiftevis, hvilket helt igennem er Tilfælde i A, B og den danske Dødedans, ligesom ogsaa i den fjerde Allægger, Dødedansen i Mariekirken i Berlin.

Ved en komparativ Gennemgang af nogle Replikskifter vil de i det foregaaende fremhævede Ejendommeligheder paany bestyrkes, og andre vil komme til.

I Spidsen gaar i alle Dødedansdigtninge Paven; han saa at sige fører op. A følger nærmest det lybsk-revalske Forbillede, uden alle Omsvøb forkynder Døden Paven: Pave gør dig nu rede til at følge med, du er den højeste Prælat paa Jorden, derfor skal du danse for; hvis du har røgtet dit Kald godt, kan du i Glæde gaa ind til Herren. — Derpaa svarer Paven med at anraabe Guds Naade og Jomfru Marie; han beder Gud mindes, hvad godt han har gjort. — Der foreholdes ham ingen Synd, han bekender heller ingen. Det eneste, som fremgaar af dette Replikskifte, er det ganske Uinteressante, at Paven maa dø, Paven saa godt som alle andre, og at han ligesom almindelige Dødelige trods sin Højhed i det kritiske Øjeblik føler Trang til en Henvendelse til gracia dei. — Lidt mere indeholdt Forbilledet dog, medens Berliner Dødedansen efter de bevarede Tekststumper at dømme har anslaaet samme afdæmpede Tone som A. — I B og i den gamle danske Dødedans faar Piben en anden Lyd; her levnes der ikke Paven megen Ære, — i B stikker dog hvert Øjeblik det forsonende Element, »men hvis« Hovedet frem, en Reminiscens fra A, som i B ved sin idelige trættende Kommen igen i kun lidt varieret Skikkelse afgiver et Kriterium for, at B er et tarveligt Andenhaandsarbejde. At B's Forfatter tillige har arbejdet efter den lybsk-revalske Tekst fra Mariekirken i nærmere Tilslutning end af Seelmann antaget ses ved at sammenligne:

B 169 Her pawes, du werest hôch geresen in state,
med V. 30 Al was ik hoch geresen in state,
og B 185 Dîn losent unde bindent was hêl, vullenkomen unde gans
med V. 27 Dyn losent unde bindent dat was vast.

Det indviklede Forhold mellem den gamle danske Dødedans paa den ene og dens to nærmeste lybske Forbilleder paa den anden Side ses bedst netop i dette Replikskifte ved følgende Tal: A 35 = B 17O, A 37—38 = 173—174, A 39—42 = B 145—148; A 33—36 = dansk 123—126, A 39 = dansk 157, A 41 = dansk 161; B 149 = dansk 163, B 151—156 = dansk 171—176, B 166—167 = dansk 183—184, B 175—177 = dansk 127—129, B 180 = dansk 135.

Fælles for B og den danske Bearbejdelse er som sagt det offensive Element; A og den lybsk-revalske Dødedans er kun moraliserende Læredigte, B og den danske Dødedans er offensive Satirer, sidstnævnte med udpræget reformatorisk Tendens; dette illustreres bedst ved følgende Citater:

B 163—168:

... de Torken unde ôk de unmilden Sarracenen,
De de cristen mit allen untruwen menen,
Hebben up de cristen gerovet unde gebrant.
Dârumme hebbe ik vele legaten ûtgesant
Mit aflate, umme gelt, jegen desse tyrannen to kreten.
Och hadde ik dat wôl angeleit, des mochte ike wich geneten!

Paven siger her altsaa i sit Skriftemaal: der truede Kristenheden Fordærv fra Hedningerne; for at faa Penge til at føre Krig mod dem har jeg udsendt Afsendinge med Afladsbreve; havde jeg anvendt disse Penge godt, vilde det baade mig nu. — Tilspidset lyder dette i den danske Dødedans

181—189:

Ath predicke Gudz ord, eller tale der om
det aldrig i min hu kom
Men ieg sende Legater vd, store oc smaa
om de kunde nogen stedz penninge faa
For deris falske Afflad, Løgen och tant
som Diefflen mig lærde, oc ieg paa fant
mand viste ey andit, end det løsde oc bant
Guld oc penninge førde de til mig
det fortærede ieg skendelig

og medens Paven i den nedertyske Dødedans gaar i sig selv og ydmyger sig, da Dødsmørket kommer, saa er den danske Pave ikke bange for at pukke paa sine Fortjenester af Guds Rige, skønt Dødens Ord til ham har været alt andet end blide, idet han gøres ansvarlig ikke alene for egen Synd, men ved hans Paafund skal endda Alverden være styrtet i Fordærvelse. — At den danske Dødedansdigter ikke har været nogen Stymper fremgaar deraf, at han ogsaa har forstaaet at benytte negative Midler. I de nedertyske Digtninge anraaber Paven i sin Nød Vorherre og Jomfru Marie om Hjælp; den danske Bearbejder lader ham anraabe Jomfru Marie og St. Peder (der indskydes ogsaa nogle klagende Interjektioner), — men han lader ham glemme Vorherre.

Efter Paven følger Kejseren. Lybsk-revalsk 55—56 = A 71—72 = B 214—215; l.-r. 49—50 = B 201—202, 57—58 = 221—222; her staar altsaa igen B i et snævrere Afhængighedsforhold til Mariekirkens Dødedans end A, hvilket dog ingenlunde behøver at rokke den Seelmann'ske Hypothese om Forholdet mellem A og B. Kejseren er en Person, som ikke i samme Grad som Paven har interesseret den danske Bearbejder; han gaar derfor her ikke videre i Detailler, men benytter Lejligheden til med grelle Farver at udmale Helvedes Pine. — At han forstaar at finde det rette Udtryk og ikke føler sig indskrænket til at maatte oversætte efter Bogstaven, ses naar man sammenligner hans Vers 222—225:

Om alle Doctor aff Greckeland
vore hoss mig, ath beskue mit vand
Oc kunde ieg æde en Apoteck op
det hielper dog inthet min siuge krop

med B 197—199:

Men mi dunket, al lete ik halen alle arsten ût Greken
Unde mochte ik to mi nemen eine hele appoteken,
Dat were mit mi altes nicht gewêrt[31].

At den danske Versemager foruden saaledes at ramme den rigtig folkelige Tone har forstaaet at variere, ses ved at sammenligne Slutningerne af Kejserens, Kongens, Hertugens og Abbedens Svar.

Som særlig folkelig i Modsætning til A og B fremtræder den danske Dødedans i Biskoppens Replikskifte. Fælles for dem alle 3 er Biskoppens Udraab pax domini (i B nostri), Henvisningen til Christi Opfordring til Simon Peter »vogt mine Faar« i Joh. Evang. 21, 15 ff., som behandles særlig minutiøs i B, og Henvisningen til Pauli 1ste Epistel til Timotheus Kap. 3, om hvorledes en Biskop bør være; her gaar Danskeren mest i Detaillerne og citerer, medens A og B kun antyder A 65—67:

Vo eyn recht bisschop schal leuen
Dat heft Paulus tho Thimotheo schreuen
Dat bedencke ik nu in myneme lesten

B 369—370:

Wente nu kumt mi dat to sinne, dat Paulus heft geschreven
To sinem junger Timotheo, wo ein recht bischop schal leven

Dansk 358—361:

Ieg tencker nu huad Paulus screff
til Timotheum en Biscop geff
Huorledis huer Biscop bør ath vere
wstraffelig, och altid Guds ord lære[32].

Den danske Dødedans er ikke saa rig paa Hentydninger til de hellige Skrifter og den kirkelige Litteratur som B; dens Digter er sig sit Maal bevidst; han skrev for Folket og kunde ikke hos dette forudsætte Kundskab om, hvem Timotheus var, og hvad Paulus skrev til ham. Saaledes oversættes ogsaa i næste Replikskifte B's O domine Iesu adjuva me til O Gud hielp mig. Latinen har han altsaa ved denne Lejlighed ikke turdet byde sit Publikum. Mindre ængstelig er han for at lade et Par Ord Tysk passere. Datidens danske Publikum forstod sikkert Tysk, særlig nedertysk, godt nok, og det 16de Aarhundredes dramatiske Litteratur vrimler af tyske Brokker dels korte karakteristiske Udraab og Sentenser, dels indlagte tyske Sange[33]. Ofte har Forfatterne dermed tilsigtet en komisk Virkning, til andre Tider har de derved paa bekvem Maade villet afhjælpe en øjeblikkelig Rimnød, og i nogle Tilfælde synes der endelig slet ingen Grund at have været for Haanden. I Vers 372—373 synes imidlertid den danske Dødedansdigter ved at holde sig ganske nær til A at have begaaet en Fejl.

A 117—118:

Her abbet geystlike vad' di mene ik gatz Her Abbet, geistlig fader gantz
Ku hastyge in de dodedatz kom nu hid vdi min dantz.

Skulde han muligvis have opfattet gantz som Egennavn? Et andet Sted i samme Replikskifte træffer vi en lignende, men heldigere Overensstemmelse med B V. 449—50:

Help Got unde Maria, ik bin gans krank; Hielp Gud oc maria huor er ieg krack
Schal ik alrede sterven, dat schût ân minen dank. skal ieg nu dø wden min danck,

en Vending, som Vers 445 paa Dansk lyder wden min tack[34]. Ogsaa i Kannikens Replikskifte optages V. 449—450 uden videre de nedertyske Rimord i Overensstemmelse baade med A (153—154) og B (669—670), men i grammatisk Konstruktion (og i Ortographi) nærmest i Tilslutning til A. Endelig gaar i Rytterens Replikskifte 4 Vers fra A (357—358 og 363—364) i ordret nedertysk Form igen i den danske Bearbejdelse.

Særlig fremhæves bør ved den gamle danske Dødedans Bondens og Sognepræstens Ord. I Bondens Replik slutter den sig i en Udmaling af Bondens Liv delvis til B, men hæver sig ved sin idyllisk-elegiske Tone højt op over denne.

Sognepræsten optræder kun i A og den danske Bearbejdelse. I A adskiller dette Replikskifte sig i ingen Henseende fra de fleste andre, f. Eks. ikke fra det følgende med Munken: de Gejstlige prises for deres gudhengivne Virksomhed. Anderledes den danske Dødedans; den holder i det hele taget ikke af at prise, og allermindst af at prise de Gejstlige; men allerede Dødens Ord til Sognepræsten synes mindre kaade og noget afdæmpede. Sognepræstens Svar er en Lovprisning, en Bøn for Menigheden og en Syndsbekendelse. Han er den eneste, der ikke ræddes for Døden. Og endelig Dødens Svar:

Du skalt nu til en hellig stad
Der skalt du euindelig vere glad
Hoss din frelsermand Iesum Christ
den du haffuer bekent for verden vist

Hvor vidt forskelligt er dette ikke fra

310—311 Gack hid strax och sig icke ney
ieg vil gaa met och vise dig vey
370—371 Suick stille, holdt din mund tilhobe
Ieg skal nu kende dig op ath mobe
412—413 Vær nu rede, ath følge mig bort
du skalt icke selff vide huort
514—516 Ieg vil dig heden til mørckit sende
I sorg och drøffuelse skalt du dig vende
och all din Ordens glæde haffue ende.

Det ligger da lige for at antage, at den danske Digter har staaet i et nært Forhold til Sognepræster, maaske endda selv har været dansk Sognepræst.

Paa 3 Steder (465, 652, 674) er den danske Tekst ved Bearbejdelsen bleven lokaliseret. Lokaliseringen grupperer sig om det østlige Sjælland og Skaane: Lund, København og Tune Hede.




Illustrationerne i nærværende Udgave er Reproduktioner efter den gamle danske Dødedans, udførte af Hr. Xylograf F. Hendriksen. At dette betydelige Arbejde har kunnet udføres forholdsvis let skyldes for en stor Del Hr. Overbibliotekar Justitsraad Chr. Bruuns elskværdige Imødekommenhed. Udgiveren udtaler her sin Tak og Forbindtlighed overfor ham saavel som overfor Germanisches Museum i Nürnberg, der velvilligt har sendt sin Lübecker Dødedansoriginal fra 1489 herop til Benyttelse for en kortere Tid. Foruden de i den gamle danske Udgave overleverede Dødningebilleder findes her Døden, bevæbnet med Pil; Hertugens og Junkerens Billeder er forskellige, men sidstnævntes er lig Haandværkssvendens; Borgerens Billed er lig Kirkeværgens; Ammen fremstilles knælende ved Barnets Vugge. Prædikenscenerne og Slutningsbilledet i den danske Dødedans hører ikke til 1489eren.

Til Slut skal endnu bemærkes, at Titlen paa den til V. 14 citerede danske Dødedans fra 1622 er Typus Omnium Morientium etc. af Nelaus Povelssøn Nested.

  1. Serapeum X, 305 ff.
  2. Se f. Eks. Seelmann, die Todtentänze des Mittelalters, Jahrbuch d. Ver. f. ndd. Spr. 1891, S. 43. — Til et noget andet Resultat, omtrent det samme som jeg har naaet, kom, efter at min Undersøgelse herom allerede var afsluttet, Prof. Paludan, Kirkehist. Saml. 4de Række, III, S. 712.
  3. Billedet foreligger i Kobberstik i Der Todtentanz nach einem 320 Jahre alten Gemählde etc. etc. von Ludewig Suhl, Lübeck 1788 og Der Todtentanz in der Marienkirche zu Lübeck. Nach einer Zeichnung von C. J. Milde mit erläuterndem Text von Prof. W. Mantels, Lüb. 1866.
  4. Som et Vidnesbyrd om hin Tids Smag kan det anføres, at Schlotts Vers gjorde megen Lykke; som Honorar fik han da ogsaa halvt saa meget som Maleren, hvis Regning beløb sig til 322 Mk 14 ß. — Fordansket af Lydert Høyer Kbhvn. 1738.
  5. Hdss. i Lübecker Stadtbibliothek.
  6. Seelmann p. d. a. St. S. 45.
  7. 19—24 = A 1—6, 27—30 = A7—10, 31—32 = A13—14.
  8. Sammenlign ogsaa Vers 75—77:

    I Euangelio saa screffuit monne staa
    oss bør der alle at tencke paa
    Vi skulle vere rede dag och stund

    med B 127—129:

    In dem ewangelio, dâr alsus gescreven steit:
    Waket unde bedet, weset alle tît bereit,
    Wente gi wetten nicht o. s. v.

  9. 110 = A17, 111—112 = A19—20, 113—121 = A23—31.
  10. 269—270, 553—554, 1607—1608.
  11. Noget lignende forekommer allerede paa Dansk i Hr. Michaels Jomfru Mariæ Rosenkrands (1515 D III in verso):

    Ther mz betegnes thn haardhæ Død
    thn storæ wee thn iemerlighæ nød
    som kroppen taal tha mz mødhæ
    Senær och aadrer ræckes tha paa lang
    i allæ ledemod staar wee och twang
    mod kroppen scal gaa til Dødhæ

    »Strækkeben« opføres som Navn paa Døden i Videnskabernes Selskabs Ordbog (Moth). I Høyers Dødedans fra 1738 tales om »Dødens Strækkehaand«. Grimm, deutsche Mythologie S. 812 anfører fra »deutscher Schlemmer« (16de Aarhundrede) Streckefuss oder — bein, Gryphius (Kirchhofsgedichte 36) Streckfuss. Endvidere finder jeg Streckebein f. Eks. i Chr. Weises die drei ärgsten Erznarren in der ganzen Welt (Neudr. 12—14, S. 156). (Cf. τανηλεγήζ Hom. Od. II, 100 og λνσιμελήζ Hom. Od. XX, 57; XXIII, 343 om Søvnen.) Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875—1876: Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode (15de Aarhundrede).

  12. Der Lübecker Todtentanz. Ein Versuch zur Herstellung des alten niederdeutschen Textes. Berlin 1873.
  13. Ogsaa A, saaledes som den foreligger i Udgaven fra 1520, forser sig een Gang. Kejserinden slutter nemlig sin Replik med at sige
    V. 92 (= B 238): To sterue bin ik noch nenerleyewysz bereyt.

    medens Døden begyndte med

    V. 81—82: Ia keyserynne dat is dat olde leet

    Se spreken alle. ick byn noch nicht bereyt,

    hvilket kun kan give nogen Mening, naar det slutter sig til Kejserindens Ord, ikke omvendt, saa at vi her ligesom skimte et forsvundet Forbillede.

  14. Syndefaldet og Døden hørte i den almindelige Bevidsthed nøje sammen, og denne Forestilling er ofte bleven kunstnerisk fremstillet, f. Eks. i Dødedansen i Saint-Maclou, se Langlois, Essai sur les Danses des Morts, Rouen 1852, I, 40; II, planche VII ses Kundskabens Træ, dets Stamme er en Benrad, Dødningehovedet naar op i Træets Krone, i hvis Grene Slangen snor sig. — Der findes memento mori, der er beslægtede med Dødedansen og begynder med Eva's Skabelse og Syndefaldet, f. Eks. et Kobberstik af Heinrich Aldegrever, ogsaa kaldet Albert af Westfalen (f. Paderborn 1502, † Soest 1562). Francis Douce, the dance of death, London 1833, S. 160. Ligesaa i de hos Douce gengivne Træsnit af Lyoner Dødedansen: 1) Evas Skabelse, 2) Syndefaldet, 3) Udjagelsen fra Paradis, hvorved Døden fører an, 4) Syndefaldets Følger. — Paa Kunstindustrimusæets Sommerudstilling i København 1894 saas en Vugge fra Før (18de Aarhundrede), hvis ene Side var prydet med 2 Medailloner, hvoraf den ene forestillede Adam og Eva med Slangen, den anden den korsfæstede Kristus, mellem begge fandtes følgende Indskrift:

    Adams bilde macht
      uns sterhen Chri
      sti bild macht
    Himmels erben.

  15. Seelmann p. a. St. S. 11—18.
  16. I Datidens Sprog bruges Leg og Spil, at lege og at spille synonymt om scenisk Forestilling. — Den lybsk-revalske Tekst har fra sin middelnederlandske dramatiske Kilde optaget: Seet hyr dat spectel; spel forekommer Vers 74 maaske i noget anden Betydning. I B forekommer spel Vers 68, men i ganske anden Betydning (in dem spele ɔ: im thun und treiben der welt, überh. in der welt. Baethcke).
  17. Hos Hieronymus Justesen Ranch kaldes Publikum Almufven (Samsons Fængsel, Birket Smiths Udg. S. 141 i Randen); i et Brev fra Christian III til Ribe Domkirkes Gejstlige fra 1536 (findes i P. Terpagers Ripæ Cimbricæ Flensb. 1736, S. 562) betyder Almoen Kirkemenigheden; Menighed i Betydningen det her forsamlede Folk forekommer i Peder Jenssøn Hegelunds Susanna 1578, S. 41.
  18. ɔ: tie.
  19. Smlgn. i Epilogen V. 941 Stor querre och løffuer icke bort. Man ser, Tilskuerne maa have haft samme forstyrrende Tilbøjelighed til tidligt at bryde op som Nutidens Teaterpublikum.
  20. Efterfølgende citeres efter Birket Smiths Udgaver.
  21. Cf. Massmann, die Baseler Todtentänze, S. 84 ff.
  22. Træsnittet er beskrevet af Birket Smith i hans Udgave S. 26; cf. Birket Smith, De tre ældste danske Skuespil S. 13, Noten.
  23. cf. Weiss. Kostümkunde. Neuere Zeit 1ste Abteilung, S. 216.
  24. Afbildet i Howard, Appendix to the State of Prisons, 1784.
  25. Om Straffenes Symbolik se Gustav Geib, Lehrbuch des deutschen Strafrechts Lpz. 1861, I S. 238 (f. Eks. om at bære Sten af By). Henning Matzen, Forelæsninger over den danske Retshistorie. Offentlig Ret III. Strafferet Kbhvn. 1895.
  26. Se Grimm Deutsches Wörterbuch II, 1608.
  27. Smlgn. Hr. Michael Mariæ Rosenkrans 1515 DIII in verso og følg.:

    Tha giffuer sig siælen wack och wee
    hwn scal thn grwmmæ Dieffuel see
    huar mwnæ hwn tha scullæ bliffuæ
    Hwn seer thynæ synder storæ och smaa
    mz hwilkæ hwn scal for Domen gaa
    aff sorg mwnæ hwn sig weenæ
    Her bliffuæ igeen baadhæ fæsthæ och borghæ
    som thu haffuer hygd mz synd och sorghæ
    sjælen far bort alleenæ
    Kroppen som hær haffuer waret glad
    han giffues tha iordhen til ormæ mad
    iordhen scal hanu forthæræ
    Thynæ frænder slides om godtzet fast
    nar kroppen er i graffuen kast
    thz maat thu saaræ kæræ

  28. Ms. gl. kgl. Saml. Nr. 794 Fol.
  29. Læredigtet i Nordens poetiske Literatur, Stockholm 1860, S. 42.
  30. Cf. Seelmann, S. 16.
  31. Egentl.: det vilde aldeles intet være værd med (Hensyn til) mig, ɔ: det vilde ikke gavne mig det ringeste.
  32. Cf. Nyt Testamente fra 1524: wnstraffelig — som er bequem at
    lere andre.
  33. Eksempler er saa almindelige, at jeg ikke finder det fornødent at anføre et Udvalg her.
  34. Cf. Ranch, Kong Salomons Hyldning, udg. v. Birket Smith, S. 57 nederst.