Den lykkelige Maler
1.
Der er saa længe kriget fælt og pratet.
Nej de, hvis Hjerte rummer Farveskriget,
forstaar: ved Malerkunst fornyes Riget.
Den unge Mester kom til Pensionatet.
Det knejste i sin Vildvin skraas for Banen
med fire vilde Frøkner paa Altanen.
Med fire Frøkner — — — nej! thi en var Enke
og en var fraskilt — alle lidt forraadte,
om ikke fri for Kummer, fri for Lænke.
En Dag de sværmede og musicerede,
sukkede, skæmtede, poetiserede.
Det vared ved den hele Dag i Gaar.
Han friede til Irma og til Inger,
han kyssed Fru Medusas Øjenhaar,
men bed i Ernestines lille Finger.
Og han bed haardt — men hvad er blidt som Piger?
naar de blir smigret med den rette Smiger,
de aabner Buret for en Kongetiger.
Han kyssed Fru Medusas Bryn. Hvem husker
ej den Slags mørke Bryn som Fimretraade
paa Gopler, Sø-Meduser og Mollusker!
Og hvad er ømt som Kys paa Øjelaaget!
et Nu i Blindhed, som for hende selv
gør hendes dybe Skønhed mere broget.
Et Strandbad siden efter! Ud paa Dybet!
Medusas Skønhed er i Slægt med Havet
og Havets Dyr — ej mindste Frygt for Krybet
2.
I Gaar de musicerede og sværmede.
Selv Kokkepigen tabte Smækforklædet.
I Dag er alle Damer smækfornærmede.
I Dag staar Maleren blandt Børn og Hunde
og tegner Husfaçader, Øjne, Munde,
firkantede og flade, cirkelrunde.
For ham har Mur og Gavl Profil og Fjæser,
han ivrer, skønt det regner eller blæser.
Rundt om i Andagt drypper Skarens Næser.
Han maa skitsere, førend han tør sove.
Hvert Hus i Gaden, selv de smaa og grove
staar støttet kækt til Ligevægtens Love.
Han bruger hverken Vinkel eller Passer
og bliver Ven med alle Samfundsklasser,
thi, hvad han gør paa Øjemaal — det passer.
Den unge Kvinde kommer, fin og nettet
med Mildhed og Natur i Talesættet
og ny som Eva — — — længe før Korsettet.
Fra nu hans Skaberhunger tør ej blunde,
thi aarlig skal han mætte nye Munde,
firkantede og søde, cirkelrunde.
Slutning.
Mal, danske Maler, medens Verden henter
det Kvantum Blod og Jern som er Formatet,
og Folket triller Tørv, og tror paa Renter.
I Tusind Hjerter stiger Farveskriget.
Fra Visdoms Hal til Vinløvs-Pensionatet.
Ej Krig og Kneb — men Kunst fornyer Riget.
Thi Maleren, med klare Øjne fostret,
saar Verdensfreden, Skønheds-Konkordatet
fra Stalden, Dueslaget og til Klostret.