Den proletariske revolution og renegaten Kautsky

by Vladimir Lenin

Forord

Den nylig i Wien udkomne brochure af Kautsky, Proletariatets Diktatur (Wien 1918, Ignaz Brand, 63 sider), er i sig selv et særdeles anskueligt eksempel på II Internationales fuldstændige og skandaløse bankerot, som længe har været samtaleemne blandt ærlige socialister i alle lande. Spørgsmålet om den proletariske revolution er nu ved at blive sat på dagsordenen i en hel række lande. En undersøgelse af Kautskys renegatsofismer og totale afstandtagen fra marxismen er derfor nødvendig.

Først må det dog understreges, at den, der skriver disse linjer, helt fra krigens begyndelse gentagne gange har måttet påpege Kautskys brud med marxismen. En række artikler fra årene 1914-1916 i det udenlandske Sotsial-Demokrat og Kommunist har drejet sig herom. Disse artikler er samlet i Petrograd-sovjettens publikation: G. Sinovjev og N. Lenin, Mod Strømmen, Petrograd 1918 (550 sider). I en brochure, der udkom i Geneve i 1915 og dengang blev oversat til tysk og fransk), skrev jeg om kautskyanismen:

»Kautsky, II Internationales største autoritet, er et i højeste grad typisk og grelt eksempel på, hvordan en verbal anerkendelse af marxismen i virkeligheden har ført til dens forvandling til 'struveisme' eller 'brentanoisme' (dvs. til en liberal, borgerlig lære, der anerkender ikke-revolutionær klassekamp fra proletariatets side, hvad der er udtrykt særlig grelt af den russiske skribent Struve og den tyske økonom Brentano). Vi ser det også af Plekhanovs eksempel. Med åbenbare sofismer amputerer man marxismen for dens levende, revolutionære ånd, man anerkender i marxismen alt, undtagen de revolutionære kampmidler. propagandaen for og forberedelsen af dem, opdragelsen af masserne i netop denne retning. Kautsky 'forliger' ideforladt socialchauvinismens grundtanke, anerkendelsen af fædrelandsforsvaret i denne krig med de diplomatiske skinindrømmelser til venstrefløjen i form af undladelse af at stemme om krigsbevillingerne, formel vedståen af sin oppositionelle holdning osv. Kautsky, der i 1909 skrev en hel bog om, at revolutionernes epoke nærmede sig, og om sammenhængen mellem krig og revolution; Kautsky, som i 1912 skrev under på Basel-manifestet om revolutionær udnyttelse af den tilstundende krig — han retfærdiggør og besmykker nu for fuld musik socialchauvinismen og slutter sig ligesom Plekhanov til bourgeoisiet i forhånelsen af al tanke om revolution, ethvert skridt til direkte revolutionær kamp.

Arbejderklassen kan ikke realisere sine verdensrevolutionære mål uden skånselsløs bekæmpelse af denne renegatoptræden, denne karakterløshed, denne tjenstagtighed overfor opportunismen og denne eksempelløse teoretiske forfladigelse af marxismen. Kautskyanismen er ikke nogen tilfældighed, men et socialt produkt af modsigelserne inden for 2. Internationale, af kombinationen af verbal troskab mod marxismen og underkastelse under opportunismen gerning« (Q. Sinovjev og N. Lenin, Socialismen og Krigen, Geneve 1915, s. 13-14).

Endvidere har jeg i 1916 i bogen Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium (udkommet i Petrograd i 1917) udførligt behandlet de teoretiske fejl i alle Kautskys betragtninger over imperialismen. Jeg anførte Kautskys definition på imperialismen: »Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrikapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte til sig et stadig større landbrugs-område (kursiveringen er Kautskys), uden hensyn til, hvilke nationer det bebos af. Jeg påviste det fuldstændigt fejlagtige ved denne definition og dens »egnethed« til at tilsløre imperialismens dybeste modsigelser og derpå til forsoning med opportunismen. Jeg anførte min egen definition af imperialismen: »Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt, hvor kapital-eksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdensopdelingen mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet. Jeg påviste, at Kautskys kritik af imperialismen ikke engang står mål med den borgerlige og småborgerlige kritik af den.

Endelig har jeg i august og september 1917 — dvs. før den proletariske revolution i Rusland (25. oktober/7. november 1917) — skrevet brochuren Staten Og Revolutionen. Marxismens Lære Om Staten Og Proletariatets Opgaver Under Revolutionen), som udkom i Petrograd i begyndelsen af 1918, og her, i kapitel 6, om opportunisternes forfladigelse af marxismen, navnlig haft opmærksomheden rettet mod Kautsky, idet jeg påviste, at han fuldstændigt har forvansket Marx' lære og forfalsket den til opportunisme, »afsvoret revolutionen i gerning, mens han anerkendte den i ord«.

I det væsentligste består Kautskys teoretiske grundfejl i brochuren om proletariatets diktatur netop i de opportunistiske forvanskninger af Marx' lære om staten, som jeg udførligt har afsløret i min brochure Staten Og Revolutionen.

Det var nødvendigt at forudskikke disse bemærkninger, idet de viser, at jeg, længe før bolsjevikkerne greb statsmagten og fordømtes herfor af Kautsky, åbent har anklaget ham for at optræde som renegat.

Hvordan Kautsky forvandlede Marx til en ordinær liberal

Det grundspørgsmål, Kautsky beskæftiger sig med i sin brochure, er spørgsmålet om den proletariske revolutions fundamentale indhold, nemlig proletariatets diktatur. Det er et spørgsmål af allerstørste betydning for alle lande, navnlig i denne tid. Det kan uden overdrivelse siges, at det er selve hovedspørgsmålet i al proletarisk klassekamp. Det er derfor nødvendigt at beskæftige sig opmærksomt med det.

Kautsky stiller spørgsmålet sådan, at »modsætningen mellem de to socialistiske retninger« (dvs. bolsjevikker og ikke-bolsjevikker) er »en modsætning mellem to fundamentalt forskellige metoder: den demokratiske og den diktatoriske« (s. 3).

Vi bemærker i forbigående, at når Kautsky kalder ikke-bolsjevikkerne i Rusland, dvs. mensjevikker og social. revolutionære, for socialister, går han ud fra deres betegnelse, dvs. et ord, og ikke fra den faktiske plads, de indtager i proletariatets kamp mod bourgeoisiet. Hvilken glimrende forståelse og anvendelse af marxismen! Men herom mere udførligt senere.

Nu må vi tage fat på hovedsagen: Kautskys store opdagelse af den »fundamentale modsætning« mellem »den demokratiske og den diktatoriske metode«. Det er det centrale i sagen. Det er hele kernen i Kautskys brochure. Og det er en så uhyrlig teoretisk forvirring, en så fuldstændig fravigelse af marxismen, at man må erkende, at Kautsky langt har overgået Bernstein.

Spørgsmålet om proletariatets diktatur er spørgsmålet om den proletariske stats forhold til bourgeoisistaten, det proletariske demokratis forhold til bourgeoisiets demokrati. Det skulle synes klart som dagen. Men præcis som en gymnasielærer, der er stivnet i gentagelser af historiebøgerne, vender Kautsky stædigt ryggen til det 20. århundrede og ansigtet til det 18. og tygger drøv, om og om igen, utroligt kedsommeligt i en hel række afsnit på det gamle kram om bourgeoisidemokratiets forhold til enevælden og middelalderen.

Minsandten som om han tyggede drøv i søvne !

Det vil jo sige, at han overhovedet ikke har fattet, hvad der er hvad. Man kan kun have smil til overs for Kautskys besværligheder med at fremstille sagen, som om der findes folk, som prædiker »foragt for demokratiet« (s. 11) osv. Med den slags hulheder opnår Kautsky at tilsløre og forkludre spørgsmålet, idet han på liberalistisk vis gør det til et spørgsmål om demokrati overhovedet, ikke om bourgeoisiets demokrati; han viger endda uden om dette præcise klassebegreb og forsøger at snakke om »førsocialistisk« demokrati. Næsten en tredjedel af brochuren — 20 af dens sider — har tågehornet fyldt med snak, der er meget tiltalende for bourgeoisiet, for den ender i en besmykkelse af det borgerlige demokrati og fortoner spørgsmålet om proletarisk revolution.Men titlen på Kautskys brochure er jo netop »Proletariatets Diktatur«. At dette netop er kernen i Marx’ lære, er almindelig kendt, og efter al udenomssnakken må Kautsky da også anføre Marx' ord om proletariatets diktatur.

Hvordan »marxisten« Kautsky bærer sig ad med det, er den rene komedie! Hør blot:

»På et par ord af Karl Marx bygger man denne anskuelse« (som Kautsky erklærer for foragt for demokratiet) — sådan står der ordret på s. 20. Og på s. 60 gentages det, tilmed i den form, at (bolsjevikkerne) »i rette tid kom i tanker om det lille ord« (bogstaveligt 'des Wörtchens’) »om proletariatets diktatur, som Marx engang i 1875 har anvendt i et brev«.

Dette »lille ord« af Marx lyder sådan:

»Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur

Først må det siges, at det at kalde denne berømte betragtning hos Marx, hvori han sammenfatter hele sin revolutionære lære, for »et par ord«, tilmed et »lille ord« er at drive spot med marxismen, at distancere sig totalt fra den. Det må ikke glemmes, at Kautsky kan Marx næsten udenad, at han efter alle sine skrifter at dømme i sit skrivebord eller i hovedet har en hel række skuffer, hvor alt, hvad Marx har skrevet, er ordnet nøjagtigt og praktisk til citatbrug. Kautsky kan ikke være uvidende om, at både Marx og Engels såvel i breve som i trykte skrifter gang på gang har talt om proletariatets diktatur, både før og navnlig efter Kommunen). Kautsky kan ikke være uvidende om, at formlen proletariatets diktatur kun er en mere historisk-konkret og videnskabelig eksakt fremstilling af proletariatets opgave: at »sønderslå« bourgeoisiets statsmaskineri, om hvilken opgave både Marx og Engels ud fra erfaringerne fra revolutionerne i 1848 og navnlig 1871 har skrevet fra 1852 til 1891, gennem fyrretyve år.

Hvordan forklare denne uhyrlige forvanskning af marxismen, begået af Kautsky, den skriftkloge i marxisme? Ser man på det filosofiske grundlag for det foreliggende fænomen, så består det i ombytning af dialektikken med eklekticisme og spidsfindigheder. Kautsky er en stor mester i den slags ombytning. Ser man på det praktisk-politiske, så består det i lakajtjeneste for opportunisterne, det vil til syvende og sidst sige bourgeoisiet. Siden krigens begyndelse har Kautsky udviklet sig hurtigere og hurtigere og er blevet en ren virtuos i kunsten at være marxist i ord og bourgeoisilakaj i gerning.

Man overbevises endnu mere herom, når man betragter, hvor fremragende Kautsky har fortolket Marx' »lille ord« om proletariatets diktatur. Hør blot:

»Marx har desværre undladt nærmere at anføre, hvordan han forestiller sig dette diktatur…(en gennemført forløjet renegatfrase, eftersom Marx netop har givet en række detaljerede redegørelser, som Kautsky, den skriftkloge i marxisme, bevidst går udenom). »… Bogstaveligt betyder ordet diktatur demokratiets ophævelse. Men bogstaveligt betyder det ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love. Et eneherredømme, som adskiller sig fra despotisme ved, at det ikke er tænkt som en varig statsform, men som en forbigående nødforanstaltning.

Udtrykket proletariatets diktatur, altså ikke en enkelt persons, men en klasses diktatur udelukker allerede, at Marx herved har tænkt sig et diktatur i udtrykkets bogstavelige betydning.

Han talte ikke her om en regeringsform, men om en tilstand, som nødvendigvis må indtræde overalt, hvor proletariatet har erobret den politiske magt. At han ikke her havde en regeringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, ad demokratisk vej« (S. 20).

Vi har med vilje bragt hele dette ræsonnement i sin hed, for at læseren klart kan se, hvilke metoder »teoretikerens Kautsky opererer med.

Kautsky har ønsket at behandle spørgsmålet sådan, at han begynder med at definere »ordet« diktatur.

Udmærket. Enhver er i sin gode ret til at behandle et spørgsmål, som han vil. Blot må man skelne en seriøs og hæderlig behandling af spørgsmålet fra en uhæderlig. Den, der ved den givne behandlingsmåde ville gå seriøst til værks, måtte give sin egen definition af »ordet«. Så havde spørgsmålet været stillet klart og direkte. Det gør Kautsky ikke. »Bogstaveligt betyder ordet diktatur demokratiets ophævelse«, skriver han.

For det første er det ingen definition. Hvis det ikke passer Kautsky at give en definition af begrebet diktatur, hvorfor så vælge denne måde at behandle spørgsmålet på?

For det andet er det åbenlyst forkert. For en liberal falder det naturligt at tale om »demokrati« slet og ret. En marxist vil aldrig glemme at stille spørgsmålet: »For hvilken klasse?« F. eks. ved enhver — og »historikeren« Kautsky ved det også – at opstande eller blot stærke gæringer blandt slaverne i oldtiden straks afdækkede den antikke stats væsen som slaveejernes diktatur. Men forhindrede dette diktatur demokrati blandt og for slaveejerne? Alle ved, at det gjorde det ikke.

»Marxisten« Kautsky har sagt noget uhyrligt sludder og en urigtighed, idet han har »glemt« klassekampen…

For at gøre den liberale og falske påstand, Kautsky har fremsat, til en marxistisk og sand, må man sige: et diktatur betyder ikke nødvendigvis ophævelse af demokratiet for den klasse, som udøver diktaturet over andre klasser, men det betyder nødvendigvis ophævelse (eller væsentlig begrænsning, hvilket også er en form for ophævelse) af demokratiet for den klasse, over hvilken eller mod hvilken diktaturet udøves.

Men hvor rigtig denne påstand end er, giver den ikke nogen definition af diktatur.

Lad os se på følgende sætning hos Kautsky:

» ... Men bogstaveligt betyder ordet ganske vist også eneherredømme for en enkelt person, som ikke er bundet af love ... «

Som en blind hundehvalp, der uden mål og med roder med snuden til alle sider, er Kautsky her uforvarende stødt på en rigtig tanke (nemlig at diktaturet er en magt, der ikke er bundet af love), men han har alligevel ikke givet definition af diktatur og har desuden fremsat den åbenbare historiske urigtighed, at diktatur skulle betyde en enkelt persons magt. Det er også urigtigt i grammatisk henseende, idet også en gruppe personer, et oligarki, en klasse osv. kan herske diktatorisk.

Videre påpeger Kautsky forskellen mellem diktatur og despotisme, men skønt hans redegørelse er åbenbart urigtig, vil vi ikke opholde os ved den, eftersom den er uden forbindelse med det spørgsmål, vi beskæftiger os med her.

Kautskys tilbøjelighed til at vende sig fra det 20. århundrede til det 18. og fra det 18. århundrede til den antikke oldtid er velkendt, og vi håber, at det tyske proletariat, når det har tilkæmpet sig diktaturet, vil tage hensyn til denne tilbøjelighed og ansætte Kautsky som f. eks. gymnasielærer i oldtidskundskab. At snyde sig fra at definere proletariatets diktatur ved dybsindigheder om despotisme er enten en grov dumhed eller et yderst klodset bedrageri

Som facit finder vi, at Kautsky med sin snak om diktatur har fået sagt en mængde oplagte sandheder, men ikke har fremsat nogen definition overhovedet! Han kunne, hvis han ikke stolede på sine åndsevner, have tyet til sin hukommelse og have hentet de tilfælde frem »fra skufferne«, hvor Marx taler om diktaturet. Han ville da have fundet enten følgende definition, eller en, der i realiteten falder sammen med den:

Diktatur er en magt, der umiddelbart støtter sig til magtanvendelse og ikke er bundet af love.

Proletariatets revolutionære diktatur er en magt, der er vundet og opretholdt ved proletariatets magtanvendelse mod bourgeoisiet, en magt, der ikke er bundet af love.

Her har vi den enkle sandhed, en sandhed, klar som dagen for enhver bevidst arbejder (en repræsentant for masserne og ikke for et toplag af kapitalistbestukket spidsborgerpak som socialimperialisterne i alle lande), en sandhed, indlysende for enhver repræsentant for de udbyttede, der slås for deres befrielse, ubestridelig for enhver marxist, men som må »erobres i krig« med den højlærde hr. Kautsky! Hvormed kan det forklares? Med den lakajånd, 2. Internationales førere har indsuget, efter at de er blevet foragtelige sykofanter i bourgeoisiets tjeneste.

Først har Kautsky udført et trick ved at hævde det åbenbare sludder, at ordet diktatur bogstaveligt skulle betyde en personlig diktator, og derpå postulerer han — på grundlag af dette trick — at ordet klassediktatur hos Marx »altså« ikke har den bogstavelige betydning (men en betydning, hvorefter diktatur ikke vil sige revolutionær tvang, men »fredelig« erobring af flertallet under det borgerlige — NB — »demokrati«).

Man må, ser man nok, skelne mellem en »tilstand« og en »regeringsform«. En forbløffende dybsindig sondring af ganske samme art, som hvis vi hos et menneske, der tænker dumt, ville skelne mellem dumhedens »tilstand« og dens »form«.

Kautsky er nødt til at udlægge diktatur som »herredømmets tilstand« (dette udtryk bruger han i bogstavelig forstand på næste side, s. 21), fordi så forsvinder den revolutionære magtanvendelse, den med magt gennemførte revolution. »Herredømmets tilstand« er en tilstand, som ethvert flertal kan befinde sig i under ... »demokratiet« ! Med dette svindlertrick forsvinder revolutionen lykkeligt og vel!

Men bedrageriet er for groft, og det redder ikke Kautsky. At diktatur forudsætter og betegner en »tilstand«, hvor en klasse udøver en for renegater ubehagelig, revolutionær magt over for en anden klasse, »den syl kan ikke gemmes i en sæk«. Det tåbelige i at skelne mellem »tilstand« og »regeringsform« er iøjnefaldende. Det er trefold dumt at tale om regeringsform her, eftersom hvert barn ved, at monarki og republik er forskellige regeringsformer. Det må fastslås over for hr. Kautsky, at begge disse regeringsformer, som alle forbigående »regeringsformer« under kapitalismen, blot er varianter af bourgeoisistaten, altså af bourgeoisiets diktatur.

Endelig er det ikke blot dumt at tale om regeringsformer, men det er også en klodset forfalskning af Marx, der her så klart som noget taler om statsform eller statstype, men ikke om regeringsform.

Den proletariske revolution er umulig uden sønderbrydning med magt af det borgerlige statsmaskineri og dets erstatning med et nyt, som, med Engels' ord, »allerede ikke mere er nogen stat i egentlig forstand«

Kautsky måtte nødvendigvis udtvære og omlyve alt dette — det kræver hans renegatholdning.

Lad os se på, hvilke ynkelige kneb han tyer til.

Første kneb. » . . . At Marx ikke her havde en regeringsform for øje, fremgår allerede af, at han nærede den anskuelse, at overgangen i England og Amerika kunne ske fredeligt, altså ad demokratisk vej ...«

Regeringsformen har afgjort ikke noget at sige her, eftersom der findes monarkier, der ikke er typiske for bourgeoisistaten, f. eks. udmærker sig ved at mangle militær, og der findes republikker, som er aldeles typiske i så henseende, f. eks. ved at have militær og bureaukrati. Det er et almenkendt historisk og politisk faktum, og Kautsky vil ikke få held til at forfalske det.

Hvis Kautsky havde villet ræsonnere seriøst og hæderligt, ville han have spurgt sig selv: Eksisterer der mon historiske love, som gælder for revolutioner, og som ikke kender til undtagelser? Svaret ville have været nej, der findes ingen sådanne love. Den slags love tager kun sigte på det typiske, det som Marx engang betegnede som »det ideale« i betydningen den gennemsnitlige, normale, typiske kapitalisme.

Endvidere. Var der da i 70'erne noget, som gav England og Amerika en undtagelsesstilling i den omhandlede henseende? Enhver, der kender bare en smule til videnskabens krav på det historiske område, er klar over, at dette spørgsmål nødvendigvis må stilles. At undlade at stille det vil sige at forfalske videnskaben og lege med spidsfin-Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne betvivl om svaret: Proletariatets revolutionære diktatur er magtanvendelse over for bourgeoisiet; sådan som Marx og Engels meget detaljeret og gentagne gange har forklaret det (specielt i Borgerkrigen I Frankrig og i forordet hertil) nødvendiggøres denne magtanvendelse især af, at der eksisterer et militærvæsen og et bureaukrati. Men netop disse institutioner fandtes ikke netop i England og Amerika netop i 1870'erne, da Marx gjorde denne bemærkning. (Nu findes de derimod både i England og i Amerika).

Kautsky må hvert øjeblik begå et veritabelt bedrageri for at dække over sin renegatoptræden!

Og mærk vel, hvordan han her ufrivilligt har stukket sine æseløren frem — han skriver: »fredeligt, altså ad demokratisk vej« !

I definitionen af diktaturet har Kautsky af al magt stræbt efter at skjule for læseren, hvad der er dette begrebs hovedkendetegn, nemlig den revolutionære magtanvendelse. Men nu slap sandheden frem: det drejer sig om modsætningen mellem en omvæltning ad fredelig vej og en med magt.

Her ligger hunden begravet. Alle disse kneb, spidsfindigheder og bedrageriske falsknerier behøvede Kautsky for at kunne snakke sig fra revolution med magt, dække over sin afstandtagen fra den, sin overgang til liberalistisk arbejderpolitik, dvs. overgang til bourgeoisiets side. Her ligger hunden begravet.

»Historikeren« Kautsky forfalsker historien så skamløst, at han »glemmer« det fundamentale: den førmonopolistiske kapitalisme hvis højdepunkt faldt netop i 1870-'erne — udmærkede sig i kraft af sine grundlæggende økonomiske egenskaber, som trådte særlig typisk frem i England og Amerika, ved relativt stor freds- og friheds-kærlighed. Mens imperialismen, dvs. den monopolistiske kapitalisme, der først er modnet fuldt ud i det 20. århundrede, ifølge sine grundlæggende økonomiske egenskaber udmærker sig ved minimal freds- og frihedskærlighed og maksimal udvikling af militærvæsenet overalt. At »overse« dette, når man overvejer, hvorvidt en fredelig eller voldelig omvæltning er typisk eller sandsynlig, er ensbetydende med at degradere sig selv til en ganske ordinær lakaj for bourgeoisiet.

Andet kneb. Pariserkommunen var proletariatets diktatur, men det blev valgt ved almindelig stemmeret, dvs. uden at bourgeoisiet berøvedes valgretten, altså på »demokratisk vis«. Og Kautsky triumferer: » . . . Proletariatets diktatur var for Marx« (eller ifølge Marx) »en tilstand som nødvendigvis må fremgå af rent demokrati, når proletariatet er i overvægt« (bei überwiegendem Proletariat, s. 21).

Dette argument fra Kautskys side er så fornøjeligt, at man i sandhed føler en ren embarras de richesses (finder en alt for overvældende mængde indvendinger). For det første er det en kendt sag, at blomsten, staben, toppen af bourgeoisiet var flygtet fra Paris til Versailles. I Versailles opholdt socialisten Louis Blanc sig, hvilket i øvrigt viser urigtigheden i Kautskys påstand om, at »alle socialistiske retninger« tog del i Kommunen. Er det ikke latterligt at kalde delingen af Paris' befolkning i to krigsførende lejre, hvoraf den ene koncentrerede hele det militante, politisk aktive bourgeoisi, for »et rent demokrati« med »almindelig valgret«?

For det andet kæmpede Kommunen mod Versailles som Frankrigs arbejderregering mod bourgeoisiets regering. Hvad har det med »rent demokrati« og »almindelig valgret« at gøre, når Paris afgjorde Frankrigs skæbne? Da Marx fandt, at Kommunen havde begået en fejl ved ikke at overtage banken, som tilhørte hele Frankrig), mon han da gik ud fra »det rene demokratis« principper og praksis?

Det kan sandelig ses, at Kautsky skriver i et land, hvor politiet forbyder folk at »stimle sammen« og le, ellers havde latteren taget livet af Kautsky.

For det tredje. Må jeg tillade mig ærbødigst at erindre hr. Kautsky, som jo kan sin Marx og Engels udenad, om følgende vurdering af Kommunen, fremsat af Engels med henblik på . . . »det rene demokrati«:

»Har disse herrer (autoritetsfjender) aldrig før set en revolution? En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er en handling, hvorved den ene del af befolkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner, altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hvis kampen ikke skal være forgæves, må det sejrende parti hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«.

Her har De det »rene demokrati« ! Hvor ville Engels have hånet den vulgære småborger, den »socialdemokrat« (i fransk forstand fra 1840'rne og i almeneuropæisk fra årene 1914-1918), der kunne finde på overhovedet at tale om »rent demokrati« i et klassedelt samfund!

Men nok om det. At opregne alle de tåbeligheder, som Kautsky svinger sig op til, er en umulig ting, da der i hver sætning hos ham er et bundløst svælg af renegatpolitik.

Marx og Engels har på det udførligste analyseret Pariserkommunen og påvist, at dens fortjeneste var forsøget på at sønderslå, sønderbryde »den færdige statsmaskine«. Marx og Engels anså denne konklusion for så vigtig, at de i 1872 kun indføjede denne rettelse i det (i visse afsnit) forældede programskrift, Det Kommunistiske Manifest. Marx og Engels påviste, at Kommunen afskaffede hæren og bureaukratiet, afskaffede parlamentarismen, knuste den snyltende udvækst — staten osv., men den overkloge Kautsky tager nathuen på og gentager, hvad liberale professorer har fortalt tusinde gange — skrønen om det »rene demokrati«.

Ikke for ingenting sagde Rosa Luxemburg den 4. august 1914, at det tyske socialdemokrati nu er et stinkende lig.

Tredje kneb. »Når vi taler om diktatur som regeringsform, kan vi ikke tale om en klasses diktatur. En klasse kan jo nemlig, som vi allerede har bemærket, kun herske, ikke regere . . .«. Regere gør derimod »organisationer« eller »partier«.

Forvirring, ugudelig forvirring, hr. »forvirringsråd«! Diktatur er ikke nogen »regeringsform«, det er latterligt nonsens. Marx taler da heller ikke om regeringsform, men om statsform eller -type. Det er jo noget helt, helt andet. Det er også ganske urigtigt, at en klasse ikke kan regere; den slags nonsens kan kun stamme fra en »parlamentarisk kretiner«, som ikke øjner andet end det borgerlige parlament og ikke lægger mærke til andet end »regeringspartier«. Et hvilket som helst europæisk land kan for Kautsky frembyde eksempler på regering ved en herskende klasse, f. eks. godsejerne i middelalderen, til trods for utilstrækkelig organisation.

Facit: Kautsky har på det utroligste forvrænget begrebet proletariatets diktatur og forvandlet Marx til en ordinær liberal, dvs. er selv sunket ned på niveau med den liberale, der disker op med banale fraser om det »rene demokrati«, som besmykker og tilslører det borgerlige demokratis klasseindhold og navnlig råber vagt i gevær mod revolutionær magtanvendelse fra den undertrykte klasses side. Da Kautsky »fortolkede« begrebet »proletariatets revolutionære diktatur« sådan, at den undertrykte klasses revolutionære anvendelse af magt over for undertrykkerne forsvandt, blev der sat verdensrekord i liberal forvanskning af Marx. Renegaten Bernstein viste sig at være en sinke i sammenligning med renegaten Kautsky.

Borgerligt og proletarisk demokrati

Det problem, som Kautsky har bragt ugudelig forvirring i, stiller sig i virkeligheden på følgende måde.

Hvis man ikke vil drive spot med den sunde fornuft og historien, er det klart, at man ikke kan tale om »rent demokrati«, så længe der eksisterer forskellige klasser, men kun kan tale om et klassedemokrati. (I parentes bemærket er udtrykket »rent demokrati« ikke blot en frase der afslører uvidenhed og svigtende forståelse såvel af klassekampen som af statens væsen, men en trefoldigt tom frase, idet demokratiet i det kommunistiske samfund, efterhånden som det vokser over i og forvandles til vane, vil dø bort, men aldrig blive til et »rent« demokrati)

Det »rene demokrati« er en forhøjet liberal frase til fordummelse af arbejderne. Historien kender et borgerligt demokrati, som afløser feudalismen, og et proletarisk demokrati, som afløser det borgerlige.

Når Kautsky bruger side efter side til at »bevise« den sandhed, at det borgerlige demokrati er progressivt i sammenligning med middelalderen, og at proletariatet ubetinget må udnytte det i sin kamp mod bourgeoisiet, så er det netop den slags liberal snak, som fordummer arbejderne. Ikke blot i det veluddannede Tyskland, men også i det dårligt uddannede Rusland er dette en trivialitet. Kautsky strør simpelt hen »lærd« sand i arbejdernes øjne, når han gør sig vigtig med at fortælle om Weitling og om jesuiterne i Paraguay og om meget andet, for at komme uden om det moderne, dvs. det kapitalistiske demokratis borgerlige væsen.

Kautsky tager fra marxismen det, der er acceptabelt for de liberale, for bourgeoisiet (kritikken af middelalderen, kapitalismens progressive historiske rolle i almindelighed og det kapitalistiske demokratis i særdeleshed), og han udelader, fortier, tilslører det i marxismen, som er uacceptabelt for bourgeoisiet (proletariatets revolutionære anvendelse af magt mod bourgeoisiet for at afskaffe det). Derfor viser Kautsky sig da også uundgåeligt, i kraft af sin objektive stilling og sin subjektive overbevisning, hvordan den så måtte være, som bourgeolsiets lakaj.

Det borgerlige demokrati, som var et stort historisk fremskridt i sammenligning med middelalderen, er og bliver — og under kapitalismen kan det ikke være andet — snævert, beskåret, forfalsket og hyklerisk, et paradis for de rige, en fælde og et bedrag for de udbyttede, de fattige. Det er denne sandhed, der udgør en væsentlig, organisk bestanddel af marxismen, som »marxisten« Kautsky ikke har fattet. I dette — fundamentale — spørgsmål serverer Kautsky bourgeoisiet »behageligheder« i stedet for videnskabelig kritik af de forhold, som gør ethvert borgerligt demokrati til et demokrati for de rige.

Lad os først erindre den højlærde hr. Kautsky om de teoretiske udtalelser af Marx og Engels, som vor skrift-kloge så skammeligt har »glemt« (til bedste for bourgeoisiet), og derpå forklare sagen mere populært.

Ikke blot den antikke stat og feudalstaten, men også den »moderne repræsentativstat er et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejdet« (Engels i hans værk om staten. »Da staten nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen så er det det rene vrøvl at tale om den 'frie folkestat'; så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå« (Engels i brev til Bebel af 28. marts 1875). »Staten er ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet« (Engels i forordet til Marx' Borgerkrigen i Frankrig). Den almindelige valgret er en »målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan den ikke nogen sinde blive i den nuværende stat« (Engels i hans værk om staten). Mr. Kautsky tygger umådeligt kedsommeligt drøv på første del af denne sætning, som er acceptabel for bourgeoisiet. Anden del derimod, som vi har fremhævet, og som ikke kan accepteres af bourgeoisiet, fortier renegaten Kautsky!)

»Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende... I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke (ver- und zertreten) folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i Kommuner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den individuelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil« (Marx i skriftet om Pariserkommunen, Borgerkrigen i Frankrig).

Hver enkelt af disse sætninger, som den højlærde hr. Kautsky kender så udmærket, er et slag i ansigtet på ham og afslører hele hans renegatholdning. I hele Kautskys brochure er der ikke et gran forståelse af disse sandheder. Hele indholdet i hans brochure er en hån mod marxismen!

Tag de moderne staters grundlove, tag den måde, de regeres på, tag forsamlings- eller trykkefriheden, tag »borgernes lighed for loven« — og man vil for hvert skridt se det borgerlige demokratis hykleri, som er så velkendt af enhver hæderlig og bevidst arbejder. Der findes ikke en eneste stat, selv den mest demokratiske, hvor der ikke i forfatningen findes smuthuller eller klausuler, som Sikrer bourgeoisiet mulighed for at sætte tropper ind mod arbejderne, indføre krigsretstilstand osv. »i tilfælde af, at ordenen krænkes«, — i realiteten i tilfælde af, at den udbyttede klasse krænker sin slavetilstand og gør forsøg på at optræde anderledes end som slaver. Kautsky besmykker skamløst det borgerlige demokrati og fortier foreksempel, hvad de mest demokratiske og republikanske bourgeois'er i Amerika eller Svejts gør mod strejkende arbejdere.

Den vise og lærde Kautsky tier stille med det! Han, den lærde politiker, fatter ikke, at tavshed herom er en gemenhed. Han foretrækker at fortælle arbejderne ammestuehistorier som den, at demokrati betyder »beskyttelse af mindretallet«. Utroligt, men sandt! Anno 19I8 efter Kristi fødsel, mens det imperialistiske verdensmyrderi varer ved på femte år, og de internationalistiske mindretal (dvs. de, der ikke skændigt forråder socialismen, ikke folk som Renaudel og Longuet, Scheidemann og Kautsky, Henderson og ægteparret Webb osv.) i alle verdens »demokratier« kvæles, synger den lærde hr. Kautsky med sød, sød stemme om »beskyttelse af mindretallet«. Den, der har lyst, kan læse herom på side 15 i Kautskys brochure. Og på side 16 fortæller dette lærde... individ om whigger og toryer i det 18. århundredes England!

Hvilken lærdom! Hvilken raffineret lakajtjeneste for bourgoisiet. Hvilken civiliseret manér, at krybe på maven for kapitalisterne og slikke deres støvler! Hvis jeg var Krupp. eller Scheidemann, eller Clemenceau eller Renaudel, ville jeg betale hr. Kautsky millioner, belønne ham med Judas-kys, lovprise ham over for arbejderne og anbefale »socialismens enhed« med så »agtværdige« folk som Kautsky. At skrive brochurer mod proletariatets diktatur, fortælle om whigger og toryer i det 18. århundredes England, forsikre, at demokrati betyder »beskyttelse af mindretallet« men fortie pogromerne mod internationalister i den »demokratiske« republik Amerika er det måske ikke at gøre lakajtjeneste for bourgeoisiet?

Den lærde hr. Kautsky har — sikkert tilfældigt — glemt en »bagatel«, nemlig, at et herskende parti i et borgerligt demokrati kun yder et mindretal beskyttelse, når det drejer om et andet borgerligt parti, hvorimod proletariatet i alle alvorlige, dybtgående og fundamentale sager mødes med militær undtagelsestilstand eller pogromer i stedet for »beskyttelse af mindretallet«. Jo mere udviklet demokratiet er, des nærmere er det ved pogromer eller borgerkrig, når der opstår en dybtgående politisk divergens, som er farlig for bourgeoisiet. Denne »lov« for det borgerlige demokrati kunne den lærde hr. Kautsky have konstateret i forbindelse med Dreyfuss-affæren i republikken Frankrig, lynchningerne af negre og internationalister i den demokratiske republik Amerika, tilfældet Irland og Ulster i det demokratiske England, klapjagten på bolsjevikkerne og de organiserede pogromer mod dem i april 1917 i den demokratiske republik Rusland. Jeg vælger med velberåd nu eksempler ikke blot fra krigstiden, men også fra den fredelige førkrigstid. For den søde hr. Kautsky er det hensigtsmæssigt at lukke øjnene for disse kendsgerninger fra det 20. århundrede og i stedet fortælle arbejderne flunkende nye, yderst interessante, usædvanligt lærerige og ovenud vigtige ting om whigger og toryer i det 18. århundrede.

Tag det borgerlige parlament. Kan man formode, at den lærde hr. Kautsky aldrig har hørt om, hvordan børs og banker desto bedre får hånd i hanke med det borgerlige parlament, jo stærkere demokratiet er udviklet? Heraf følger, at man ikke skal udnytte den borgerlige parlamentarisme (og bolsjevikkerne har gjort det med en succes som næppe noget andet parti i verden, idet vi i årene 1912-14 vandt hele arbejderkurien i den 4. duma). Men der følger heraf, at kun en liberal kan glemme den borgerlige parlamentarismes historiske begrænsning og konventionelle karakter, sådan som Kautsky gør det. Selv i den mest demokratiske borgerlige stat møder de undertrykte masser ved hvert skridt en skrigende modsætning mellem den formelle lighed, som kapitalisternes demokrati proklamerer, og de tusindvis af faktiske begrænsninger og kneb, som gør proletarerne til lønslaver, Netop denne modsætning åbner massernes øjne for kapitalismens råddenskab, forløjethed og hykleri. Netop denne modsætning er det, socialismens agitatorer og propagandister til stadighed afslører for masserne for at forberede dem til revolutionen! Men da revolutionsæraen begyndte, vendte Kautsky bagen til og gav sig til at lovsynge det døende borgerlige demokratis herlighed.

Det proletariske demokrati, hvoraf sovjetstyret er én form, har givet demokratiet en i hele verden hidtil uset udvikling og udbredelse, netop for det uhyre befolknings-flertal, for de udbyttede og arbejdende. At skrive en hel bog om demokrati, sådan som Kautsky har gjort det, hvor to sider handler om diktatur og side op og side ned om »det rene demokrati« — men overse dette, det er det samme som på liberal vis at fordreje spørgsmålet fuldstændigt.

Tag udenrigspolitikken. Ikke ét, selv ikke det mest demokratiske borgerlige land fører åben udenrigspolitik, Overalt føres masserne bag lyset, i det demokratiske Frankrig, Svejts, Amerika og England hundrede gange mere omfattende og raffineret end i andre lande. Sovjet-styret har på revolutionær vis revet hemmelighedens slør af udenrigspolitikken. Det har Kautsky ikke bemærket, han tier om det, skønt det i en tid, der kendetegnes ved røverkrige og hemmelige traktater om »opdeling i indflydelsessfærer (dvs. verdens deling mellem de kapitalistiske røvere), er af central betydning, fordi spørgsmålet om fred, om liv eller død for snese af millioner mennesker, afhænder deraf.

Tag statens opbygning. Kautsky hager sig fast i de »små ting«, sågar ved at valgene er »indirekte« (ifølge den sovjetiske forfatning), men hovedsagen ser han ikke. Klassekarakteren af statsapparatet, statsmaskineriet, bemærker han ikke. I det borgerlige demokrati fjerner kapitalisterne ved tusinder af fif — des mere drevne og effektivt virkende jo mere udviklet det »rene« demokrati er – masserne fra deltagelse i styringen, fra udnyttelse af forsamlings- og trykkefriheden osv. Sovjetstyret er det første i verden (strengt taget det andet, for det samme begyndte Pariserkommunen på at gøre), som inddrager masserne, netop de udbyttede masser i styringen. Adgangen til det borgerlige parlament (som i det borgerlige demokrati aldrig afgør alvorlige spørgsmål, de afgøres af børser og banker) er spærret for de arbejdende masser ved tusinder af barrierer, og arbejderne véd og fornemmer, ser og føler udmærket, at det borgerlige parlament er en fremmed institution, et redskab for bourgeoisiets undertrykkelse af proletarerne, den fjendtlige klasses, det udbyttende mindretals institution.

Sovjetterne – det er de arbejdende og udbyttede massers egen direkte organisation, som letter dem muligheden for selv at indrette staten og styre den i enhver tænkelig henseende. Netop de arbejdendes og udbyttedes avantgarde, byproletariatet, får herved det fortrin, at den i kraft af storvirksomhederne er bedst forenet; den har meget lettere ved at vælge og overvåge de valgte. Den sovjetiske organisationsform letter automatisk samlingen af alle arbejdende og udbyttede omkring deres avantgarde, proletariatet. Det gamle borgerlige apparat, bureaukratiet, rigdommens, den borgerlige dannelses, protektionens privilegier osv. (disse faktiske privilegier er desto mere mangfoldelige, jo mere udviklet det borgerlige demokrati er). – alt dette falder bort under den sovjetiske organisationsform. Trykkefriheden hører op med at være hykleri, idet trykkerierne og papiret fratages bourgeoisiet. Det samme sker med de bedste bygninger, palæer, villaer og herskabsboliger. Sovjetstyret har straks frataget udbytterne tusinder og atter tusinder af de bedste bygninger, og dermed gjort retten til at forsamle sig en million gange mere »demokratisk« for masserne — den ret til at uden hvilken demokratiet er et bedrag. De indirekte valg til ikke-lokale, ikke-stedlige sovjetter gør det lettere at afholde sovjetkongresser, gør hele apparatet billigere, mere bevægeligt og nemmere tilgængeligt for arbejdere og bønder i en periode, hvor livet syder, og hvor der skal være mulighed for særlig hurtigt at afsætte en lokal deputeret, man selv har valgt, eller sende ham til den fælles sovjetkongres.

Det proletariske demokrati er en million gange mere demokratisk end noget borgerligt demokrati. Sovjetstyret er en million gange mere demokratisk end selv den mest demokratiske borgerlige republik.

Overse dette kan kun en forsætlig bourgeoisi-tjener eller et politisk helt forkalket menneske, der ikke ser det levende liv for lutter støvede borgerlige bøger, og som er gennemsyret af borgerligt-demokratiske fordomme og derved objektivt har udviklet sig til bourgeoisi-lakaj.

Overse dette kan kun en person, der ikke evner at stille spørgsmålet fra de undertrykte klassers synspunkt:

Findes der bare et land i verden blandt de mest demokratiske borgerlige lande, hvor den almindelige arbejder, den almindelige daglejer eller en halvproletar fra landet i det hele taget (dvs. et menneske fra de undertrykte masser, fra det overvældende folkeflertal) har haft blot tilnærmelsesvis en sådan frihed til at holde møder i de bedste lokaler, en sådan frihed til at bruge de største trykkerier og de bedste papirlagre for at udtrykke sine tanker og forfægte sine interesser, en sådan frihed til at sætte netop folk af sin egen klasse til at styre staten og »indrette« staten, som i Sovjetrusland?

Det er latterligt at tro, at hr. Kautsky i noget land skulle finde bare en ud af tusind oplyste arbejdere og daglejere, der ville være i tvivl om svaret på dette spørgsmål. Instinktivt sympatiserer arbejdere i hele verden, som erfarer brudstykker af sandheden gennem den borgerlige presse, med sovjetrepublikken, netop fordi de i den ser det proletariske demokrati, et demokrati for de fattige, og ikke et demokrati for de rige, hvad ethvert, selv det bedste, borgerlige demokrati i virkeligheden er.

Vi regeres (og vor stat »indrettes«) af borgerlige embedsmænd, borgerlige parlamentarikere, borgerlige dommere. Det er den enkle, indlysende, ubestridelige sandhed, som snese og hundreder af millioner mennesker fra de undertrykte klasser i alle borgerlige lande, selv de mest demokratiske, kender af egen erfaring, og som de daglig føler og fornemmer.

Men i Rusland har man totalt sønderslået embeds-mandsapparatet, ikke levnet sten på sten af det, jaget de gamle dommere på porten, fordrevet det borgerlige parlament og givet netop arbejderne og bønderne en repræsentation, hvor de langt lettere kan være med, deres sovjetter har afløst embedsmændene, eller deres sovjetter er blevet embedsmændenes overordnede, deres sovjetter vælger dommerne. Denne ene kendsgerning er nok til, at alle undertrykte klasser anerkender sovjetstyret, det vil sige den givne form for proletariatets diktatur, som er en million gange mere demokratisk end den mest demokratiske borgerlige republik.

Kautsky forstår ikke denne sandhed, som er forståelig og indlysende for enhver arbejder, fordi han, Kautsky, har »glemt«, »vænnet sig af med« at stille spørgsmålet: Demokrati for hvilken klasse? Han ræsonnerer ud fra det »rene« (dvs. klasseløse? eller over klasserne stående?) demokrati. Han argumenterer som Shylock: »Et skålpund kød« og ingenting andet. Lighed for alle borgere – ellers er der ikke demokrati.

Man må stille den lærde Kautsky, »marxisten« og »socialisten«, spørgsmålet:

Kan den udbyttede og udbytteren være lige?

Det er uhyrligt, det er ufatteligt, at man skal stille et sådant spørgsmål, når man behandler en bog af II Internationales ideologiske fører. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man givet sig i kast med at skrive Kautsky, så må man også forklare den lærde mand, hvorfor udbytteren og den udbyttede ikke kan være lige.

Kan den udbyttede og udbytteren være lige?

Kautsky ræsonnerer således:

(1) »Udbytterne har altid kun udgjort et lille mindretal af befolkningen« (s. 14 i Kautskys brochure).

Det er en ubestridelig sandhed. Hvordan skal man nu ræsonnere ud fra denne sandhed? Man kan ræsonnere marxistisk, socialistisk; man må da tage forholdet mel-lem udbyttede og udbyttere til udgangspunkt. Man kan ræsonnere liberalt, borgerlig-demokratisk; man må da tage forholdet mellem flertal og mindretal til udgangs-punkt.

Hvis man ræsonnerer marxistisk, må man sige: Udbytterne gør uvægerligt staten (her er tale om demokratiet, dvs. en af statens former) til redskab for deres klasses, udbytternes, herredømme over de udbyttede. Derfor vil den demokratiske stat, så længe der findes udbyttere, som hersker over flertallet af udbyttede, uundgåeligt være et demokrati for udbytterne. De udbyttedes stat må adskille sig fundamentalt fra en sådan stat, må være et demokrati for de udbyttede og må holde udbytterne nede, men at holde en klasse nede betyder ulighed for denne klasse, betyder at den holdes uden for »demokratiet«. Hvis man ræsonnerer liberalt, må man sige: Flertallet bestemmer, mindretallet føjer sig. Opsætsige straffer man. Det er det hele. Det tjener ikke til noget at ræsonnere over statens klassekarakter i almindelighed og »det rene demokratis« i særdeleshed; det er sagen uvedkommende, eftersom et flertal er et flertal, og et mindretal er et mindretal. Et skålpund kød er et skålpund kød og dermed basta.

Netop sådan ræsonnerer Kautsky:

(2) »Af hvilke grunde skulle nu proletariatets herre-dømme nødvendigvis antage en form, der er uforenelig med demokrati?« (s. 21). Nu følger en forklaring om, at proletariatet har flertallet på sin side, en meget omstændelig og meget ordrig forklaring, både med et citat af Marx og med stemmetal fra Pariserkommunen. Konklusion: »Et regime, der er så rodfæstet i masserne, har ikke fjerneste anledning til at antaste demokratiet. Det vil ikke altid kunne undgå at anvende magt i de tilfælde, hvor der tages magt i brug for at undertrykke demokratiet. Magt kan kun besvares med magt. Men et regime, der ved, at det har masserne bag sig, vil kun anvende magt for at bevare demokratiet, ikke for at tilintetgøre det. Det ville være det rene selvmord, hvis det gav sig til at fjerne sit eget sikreste grundlag, den almindelige stemmeret, en dyb kilde til vældig moralsk autoritet« (s. 22).

Som man ser, er forholdet mellem udbyttede og udbyttere forsvundet ud af Kautskys argumentation. Tilbage er kun et flertal i almindelighed, et mindretal i almindelighed, demokratiet i almindelighed — det os allerede vel bekendte »rene demokrati«.

Læg mærke til, at dette siges i forbindelse med Pariser-kommunen! Lad os for anskuelighedens skyld anføre, hvad Marx og Engels sagde i forbindelse med Kommunen:

Marx: » . . . Når arbejderne i stedet for bourgeoisiets diktatur sætter deres eget revolutionære diktatur . . . for at bryde bourgeoisiets modstand . . . giver de staten en revolutionær og forbigående form«.

Engels: » . . . det parti, der har sejret (i revolutionen må hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«

Engels: »Da staten nu alligevel er en forbigående institution, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene nonsens at tale om en fri folkestat: så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at undertrykke sine modstandere; og når det bliver muligt at tale om frihed, vil staten som sådan ophøre at eksistere . . .

Mellem Kautsky og Marx-Engels er der et svælg — som mellem himmel og jord, som mellem en liberal og en proletarisk revolutionær. Det rene demokrati og »demokrati« slet og ret, som Kautsky taler om, er kun en ny udgave af denne »frie folkestat«, dvs. det rene nonsens. Kautsky spørger med en overklog skrivebordståbes lærde mine, eller med et ti års pigebarns uskyldighed: Hvad skal man med diktatur, når der er flertal? Men Marx og Engels forklarer:

- for at bryde bourgeoisiets modstand,

- for at indgyde de reaktionære frygt,

- for at hævde det væbnede folks autoritet over for bourgeoisiet,

- for at proletariatet med magt kan holde sine mod-standere nede.

Kautsky fatter ikke disse forklaringer. Forgabet i demokratiets »renhed«, uden at se dets borgerlige væsen, holder han konsekvent fast ved, at flertallet, da det nu er flertal, ikke behøver at »bryde mindretallets modstand«, ikke behøver »at holde det nede med magt« — det er tilstrækkeligt at holde det nede i de tilfælde, hvor demokratiet krænkes. Forgabet i demokratiets »renhed« begår Kautsky tankeløst den samme lille fejltagelse, som alle borgerlige demokrater bestandig begår, nemlig den, at han forveksler formel lighed (under kapitalismen en helt igennem forløjet og hyklerisk lighed) med faktisk lighed. En bagatel! Udbytteren kan ikke være ligestillet med den udbyttede.

Denne sandhed, hvor ubehagelig den end er for Kautsky, udgør socialismens egentligste indhold.

En anden sandhed: Virkelig, faktisk lighed kan ikke forekomme, så længe ikke enhver mulighed for en klasses udbytning af en anden er fjernet.

Man kan slå udbytterne på en gang ved en vellykket opstand i centrum eller ved en rejsning blandt tropperne. Men man kan ikke afskaffe udbytterne på en gang, måske med undtagelse af sjældne særtilfælde. Man kan ikke på en gang ekspropriere alle godsejere og kapitalister i et nogenlunde stort land. Endvidere er ekspropriation alene, som juridisk eller politisk akt, ikke nok til at afgøre sagen, idet det er nødvendigt rent faktisk at afsætte godsejerne og kapitalisterne, rent faktisk at erstatte dem med en anden ledelse, en arbejderledelse af fabrikker og godser. Der kan ikke være lighed mellem på den ene side udbytterne, som gennem generationer har skilt sig ud såvel ved opdragelse som ved rige livsvilkår og vaner, og på den anden side de udbyttede, hvis hovedmasse selv i de mest fremskredne og demokratiske borgerlige republikker er sløvet, uoplyst, uvidende, forkuet og splittet. Udbytterne bevarer uundgåeligt i lang tid efter omvæltningen en række meget store, faktiske forrettigheder: de har stadig pengene (man kan ikke med et slag afskaffe pengene), en vis, ofte ret betydelig mængde løsøre, de beholder deres forbindelser, erfaringen i at organisere og administrere, kendskabet til alle »hemmeligheder« (sædvaner, metoder, midler, muligheder) i administrationen, de bevarer deres højere uddannelse, den nære kontakt med det højeste tekniske personel (som lever og tænker borgerligt), de bevarer deres uden sammenligning større erfaring i militærvæsen (det er meget vigtigt) osv. osv.

Hvis udbytterne kun bliver slået i et land, og det er naturligvis det typiske tilfælde, idet samtidig revolution i en række lande vil være en sjælden undtagelse, vedbliver de dog at være stærkere end de udbyttede, fordi udbytternes internationale forbindelser er enorme. At en del af de udbyttede fra de mindst udviklede masser af middelbønder, håndværkere osv. følger og er tilbøjelige til at følge udbytterne, har alle hidtidige revolutioner vist, deriblandt Kommunen (eftersom der jo også var proletarer blandt Versailles-tropperne, hvilket den meget lærde Kautsky har »glemt« ).

Når det forholder sig sådan, er det i højeste grad stupidt at regne med, at det i en nogenlunde dybtgående og betydelig revolution ganske simpelt vil være forholdet mellem flertal og mindretal, der afgør sagen. Det er en tåbelig fordom hos en ordinær liberal, det er bedrag over for masserne, det er at skjule en vitterlig historisk sandhed for dem. Denne historiske sandhed består i, at det i alle dybtgående revolutioner er regelen, at udbytterne yder langvarig, hårdnakket, desperat modstand, og at de gennem en årrække bevarer store faktiske fordele frem for de udbyttede. Udbytterne vil aldrig – undtagen i den søde tåbe Kautskys søde fantasier – indordne sig under det udbyttede flertals beslutning, uden at have sat deres fordele på prøve i en sidste, desperat kamp, i en række kampe.

Overgangen fra kapitalisme til kommunisme udgør en hel historisk epoke. Så længe den ikke er afsluttet, vil udbytterne uvægerligt bevare håbet om genrejsning, og dette håb bliver til forsøg på genrejsning. Efter det første alvorlige nederlag kaster de besejrede udbyttere, der ikke havde ventet at blive styrtet, ikke havde troet på det, ikke havde tænkt den tanke til ende, sig med tidobbelt energi, med rasende lidenskab, med hundredfold had ud i kampen for at generobre det tabte »paradis« for deres familier, der har levet så herligt, og som »den simple pøbel« nu fordømmer til ruin og elendighed (eller til »simpelt« arbejde . . .). Men i de kapitalistiske udbytteres spor følger småborgerskabets brede masse, om hvilken årtiers historiske erfaringer fra alle lande viser, at det svajer og vakler, at det i dag følger proletariatet, i morgen gyser tilbage for en omvæltnings vanskeligheder, geråder i panik over arbejdernes første nederlag eller halvnederlag, bliver nervøs, render frem og tilbage, jamrer og flygter fra den ene lejr til den anden . . . ligesom vore mensjevikker og socialrevolutionære.

I en sådan situation, i en epoke med desperat krig på kniven, hvor historien sætter århundred- og årtusindgamle privilegiers væren eller ikke-væren på dagsordenen, i en sådan situation at tale om flertal og mindretal, om rent demokrati, om unødvendigheden af diktatur, om lighed mellem udbytterne og den udbyttede! ! -

Hvilken bundløs stupiditet, hvilket svælg af småtskårenhed skal der ikke til for at præstere det!

Men årtiers relativt fredelige kapitalisme, 1871 til 1914, har i de socialistiske partier, der tilpassede sig til opportunismen, ophobet augiasstalde af småtskårenhed, fladpandethed, renegatpolitik...

Læseren har formodentlig bemærket, at Kautsky i et foran anført citat fra sin bog taler om anslag mod den almindelige valgret (som han i parentes bemærket kalder en dyb kilde til vældig moralsk autoritet, mens Engels ligeledes i anledning af Pariserkommunen og i anledning af det samme spørgsmål om diktatur taler om det bevæbnede folks autoritet overfor bourgeoisiet; det er lærerigt at sammenligne bedsteborgerens og den revolutionæres syn på »autoritet« . . .).

Det må bemærkes, at spørgsmålet om at berøve udbytterne valgretten er et rent russisk spørgsmål, ikke et spørgsmål om proletariatets diktatur overhovedet. Hvis Kautsky uden hykleri havde givet sin brochure titlen »Mod Bolsjevikkerne«, ville denne titel have svaret til brochurens indhold, og så ville Kautsky have været berettiget til at tale lige ud om valgretten. Men Kautsky ønskede først og fremmest at optræde som »teoretikeren«. Han gav sin brochure titlen Proletariatets Diktatur slet og ret. Først i anden halvdel af brochuren, fra og med afsnit 6, taler han specielt om sovjetterne og om Rusland. I den første halvdel derimod (hvorfra jeg har hentet mine citater) er der tale om demokrati og diktatur slet og ret. Med sin snak om valgretten har Kautsky udleveret sig selv og vist, at han som polemiker mod bolsjevikkerne ikke bryder sig en døjt om teorien. For teorien, dvs. betragtninger vedrørende det almene (ikke nationalt særegne) klasse-grundlag for demokrati og diktatur, skal ikke handle om et specielt spørgsmål som valgretten, men om det almene spørgsmål: Kan demokratiet bevares også for de rige, for udbytterne i den historiske periode, hvor udbytterne styrtes, og deres stat erstattes med de udbyttedes stat?

Sådan og kun sådan kan en teoretiker stille spørgsmålet.

Vi kender Kommunens eksempel, vi kender alle de betragtninger, marxismens grundlæggere har fremsat i forbindelse med den og om den. På grundlag af dette materiale har jeg i min brochure Staten Og Revolutionen, som er skrevet før oktoberomvæltningen, undersøgt f. eks. spørgsmålet om demokrati og diktatur. Om begrænsning af valgretten har jeg ikke sagt et ord. Og her må det siges, at spørgsmålet om begrænsning af valgretten er et nationalt særegent og ikke et alment spørgsmål om diktatur. Spørgsmålet om begrænsning af valgretten må tages op ved, at man studerer særlige betingelser for den russiske revolution, de særlige veje, dens udvikling har fulgt. Det vil blive gjort i den følgende fremstilling. Men det ville være en fejl på forhånd at garantere, at kommende proletariske revolutioner i Europa alle, eller for de flestes vedkommende, ubetinget vil medføre en begrænsning af valgretten for bourgeoisiet. Det kan blive sådan. Efter krigen og efter den russiske revolutions erfaringer vil det sandsynligvis blive sådan, men det er ikke absolut uomgængeligt for virkeliggørelse af diktaturet, det udgør ikke et nødvendigt kendetegn på diktatur som logisk begreb, det indgår ikke som en nødvendig betingelse i det historiske og klassemæssige begreb diktatur.

Det nødvendige kendetegn, den uomgængelige betingelse for diktaturet er, at udbytterne som klasse holdes nede med magt, og at følgelig det »rene demokrati« krænkes, dvs. at lighed og frihed beskæres for denne klasse.

Sådan og kun sådan kan spørgsmålet stilles teoretisk. Og ved ikke at stille det sådan har Kautsky vist, at han optræder imod bolsjevikkerne, ikke som teoretiker, men som sykofant for opportunisterne og bourgoisiet.

I hvilke lande, under hvilke nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, man vil anvende den ene eller anden begrænsning (helt eller fortrinsvis) og dermed krænke demokratiet for udbytterne, det er et spørgsmål om de nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, ved den ene eller anden revolution. Teoretisk står spørgsmålet anderledes, det står sådan: Er proletariatets diktatur muligt uden at krænke demokratiet for udbytternes klasse?

Kautsky er gået uden om netop dette, teoretisk set eneste vigtige og væsentlige spørgsmål. Kautsky har anført alle mulige citater fra Marx og Engels, undtagen dem, der drejer sig om det foreliggende spørgsmål, og som jeg har anført foran.

Kautsky har talt om alt muligt, om alt, hvad der er acceptabelt for de liberale og for borgerlige demokrater, alt, hvad der ikke falder uden for deres idékreds — alt undtagen hovedsagen, nemlig at proletariatet ikke kan sejre uden at bryde bourgeoisiets modstand, uden at undertrykke sine modstandere med magt, og at der, hvor der finder »voldelig undertrykkelse« sted, hvor der ikke er »frihed«, er der naturligvis ikke demokrati.

Dette har Kautsky ikke forstået.

Lad os nu gå over til erfaringerne fra den russiske revolution og til den konflikt mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling, som førte til opløsning af den Konstituerende Forsamling og til, at valgretten blev frataget bourgeoisiet.

Sovjetterne vover ikke at gøre sig til statsorganisationer

Sovjetterne er den russiske form for proletariatets diktatur. Hvis en marxistisk teoretiker i en skriftlig behandling af proletariatets diktatur virkelig ville undersøge denne foreteelse (og ikke blot gentage de småborgerlige jammerklager over diktaturet, som Kautsky gør det, når han synger med på de mensjevikiske melodier), ville denne teoretiker give en generel definition af diktaturet og derpå behandle dets særlige, nationale form, sovjetterne, og han ville give en kritik af dem som en af formerne for proletariatets diktatur.

Det er klart, at man efter Kautskys liberale »bearbejdelse« af Marx' lære om diktaturet ikke skal vente sig noget som helst seriøst fra ham. Men det er i højeste grad lærerigt at se, hvordan han da tog fat på spørgsmålet om, hvad sovjetterne er, og hvordan han er sluppet fra det.

Sovjetterne, skriver han, idet han erindrer om deres opståen i 1905, skabte den »form for proletarisk organisation, som var den mest omfattende (umfassendste) af alle, fordi den har alle lønarbejdere med« (s. 31). I 1905 var de kun lokale korporationer, i 1917 blev de en alrussisk sammenslutning.

»Allerede nu«, fortsætter Kautsky, »har sovjetorganisationen en lang og ærefuld historie bag sig. Og den har en endnu mere storslået foran sig, og det ikke i Rusland alene. Overalt viser det sig, at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politi

ske kamp svigter over for de enorme kræfter, som finanskapitalen råder over i politisk og økonomisk henseende. Disse metoder må ikke opgives, de vil stadig være uundværlige i normale tider, men fra tid til anden stilles de over for opgaver, de ikke kan magte, og hvor kun en forening af alle arbejderklassens politiske og økonomiske magtmidler har udsigt til succes« (s. 32).

Der følger så en betragtning over massestrejken og over det forhold, at »fagforeningsbureaukratiet«, der er lige så uundværligt som fagforeningerne selv, »ikke egner sig til at lede de vældige klassekampe, som mere og mere bliver tidens tegn«.

» . . . Sovjetorganisationen er altså«, slutter Kautsky, »en af vor tids vigtigste foreteelser. Den tegner til at blive af udslaggivende betydning for de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde, som vi går i møde.

Men har vi ret til at forlange endnu mere af sovjetterne? Bolsjevikkerne, som efter novemberrevolutionen (efter ny tidsregning, oktoberrevolutionen efter vor tidsregning) 1917 sammen med de venstresocialrevolutionære opnåede flertallet i de russiske arbejderråd, gik efter opløsningen af den Konstituerende Forsamling over til at gøre sovjetterne, der hidtil havde været kamporganisation for en enkelt klasse, til statsorganisation. De afskaffede demokratiet, som det russiske folk havde erobret i marts-revolutionen (efter ny tidsregning, februarrevolutionen efter vor tidsregning). I overensstemmelse hermed holdt bolsjevikkerne op med at kalde sig socialdemokrater. De kalder sig kommunister« (s. 32/33, kursiveringerne er Kautskys).

Den, der kender den russiske mensjevikiske litteratur, ser straks, hvor slavisk Kautsky skriver af efter Martov, Akselrod, Stein og co. Netop slavisk, idet Kautsky fordrejer kendsgerningerne indtil det latterlige for at få dem til at passe med de mensjevikiske fordomme. F. eks. har Kautsky ikke ulejliget sig med at forespørge hos sine hjemmelsmænd som Stein i Berlin og Akselrod i Stockholm, hvornår spørgsmålet om at ændre navn fra bolsjevikker til kommunister og om sovjetternes betydning som statsorganisationer blev rejst. Hvis Kautsky havde foretaget denne simple kontrol, ville han ikke have skrevet de latterlige linjer, for begge disse spørgsmål blev rejst af bolsjevikkerne i april 1917, f. eks. i mine Teser af 4. april 1917, dvs. længe før oktoberrevolutionen 1917 (for ikke at tale om opløsningen at den Konstituerende Forsamling den 5. januar 1918).

Men den betragtning af Kautsky, som jeg har anført i sin helhed, er det centrale i hele spørgsmålet om sovjetterne. Det centrale er netop, om sovjetterne skal tilstræbe at blive statsorganisationer (Bolsjevikkerne opstillede i april 1917 parolen »Al magt til sovjetterne», og på bolsjevikkernes partikonference, ligeledes i april 1917, erklærede de, at de ikke ville stille sig tilfreds med en borgerlig parlamentarisk republik, men krævede en arbejder- og bonderepublik af Kommunens type eller sovjettype); - eller om sovjetterne ikke ville tilstræbe dette, ikke ville tage magten i deres hånd, ikke ville være statsorganisationer , men ”forblive kamporganisation for en enkelt klasse” (som Martov udtrykte sig, idet han med dette fromme ønske pyntede nydeligt på den kendsgerning, at sovjetterne under mensjevikisk ledelse blev brugt til at underordne arbejderne under bourgeoisiet) .

Kautsky har gentaget Martovs ord slavisk, han har taget brudstykker fra den teoretiske strid mellem bolsjevikker og mensjevikker og kritikløst og tankeløst overført disse brudstykker på almen-teoretisk og alemn-europæisk grund. Det er blevet til en pærevælling, der Ville fremkalde en homerisk latter hos enhver bevidst russisk arbejder, hvis han fik kendskab til den anførte betragtning a1Kuotaky.

Og samme latter vil møde Kautsky hos alle europæiske arbejdere (bortset fra en håndfuld forstokkede social-imperialister), når vi nu forklarer dem, hvad det her drejer sig om.

Kautsky har gjort Murtov en bjørnetjeneste ved med enestående anskuelighed at føre Martovs fejl ud i det absurde. Lad os nemlig se på, hvad der kom ud af det hos Kautsky.

Sovjetterne har alle lønarbejdere med. De hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter over for finanskapitalen. Sovjetterne har en storrolle foran sig, ikke alene i Rusland. De vil spille en udslagsgivende rolle i de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde i Europa. Sådan siger Kautsky.

Udmærket. »De afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, afgør de ikke spørgsmålet om, hvilken af disse klasser der skal beherske statsmagten?

Ikke tale om. Vorherre bevares.

I de »afgørende« kampe bør sovjetterne, som omfatter alle lønarbejdere, ikke blive statsorganisationer! Men hvad er staten?

Staten er intet andet end en maskine, hvormed en klasse holder en anden nede.

Den undertrykte klasse, fortroppen for alle arbejdende og udbyttede i det moderne samfund, skal altså stile efter »afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, men bør ikke røre den maskine, ved hvis hjælp kapitalen holder arbejdet nede! – Bør ikke sønderslå denne maskine! - - Bør ikke anvende sin altomfattende organisation til at holde udbytterne nede!

Storartet, fremragende, hr. Kautsky! »Vi« anerkender klassekampen, sådan som alle liberale anerkender den, dvs. uden at bourgeoisiet styrtes. . .

Her er det, at Kautskys brud med marxismen og socialismen træder klart frem. Det er en faktisk overgang til bourgeoisiet, som gerne går med til hvad som helst, undtagen at den klasse, det undertrykker, gør sine organisationer til statsorganisationer. Her kan Kautsky ikke længere redde sit standpunkt, der forsoner alt og skubber alle dybtgående modsætninger til side med fraser.

Kautsky tager enten afstand fra, at statsmagten på nogen måde går over på arbejderklassens hænder, eller han går med til, at arbejderklassen tager det gamle, borgerlige statsmaskineri i sine hænder, men han går under ingen omstændigheder med til at den sønderbryder, sønderslår det og erstatter det med et nyt, proletarisk. Man kan »fortolke» og »forklare» Kautskys betragtning sådan eller sådan, men i begge tilfælde er hans brud med marxismen og overgang til bourgeoisiet indlysende.

Allerede i det Kommunistiske Manifest skrev Marx i sin omtale af, hvad slags stat den sejrende arbejderklasse ville få brug for: Staten, dvs. proletariatet organiseret som herskende klasse). Nu melder sig så en mland, der prætenderer stadig at være marxist, og erklærer, at det til sidste mand organiserede proletariat, som fører den »afgørende kamp« mod kapitalen, ikke bør gøre sin klasseorganisation til statsorganisation. Den »overtroiske tilbedelse af staten«, om hvilken Engels i 1891 skrev, at den »i Tyskland er blevet overført til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed«—den kommer til syne her hos Kautsky. Gå til kamp, arbejdere, — det er vor filister »indforstået« med, (da arbejderne jo alligevel kæmper, er også bourgeois'en »indforstået« hermed, det gælder bare om at finde ud af, hvordan man kan bryde spidsen af deres sværd) — gå til kamp, men vov ikke at sejre! Ødelæg ikke bourgeoisiets statsmaskineri, sæt ikke den proletariske »stats-organisation« i stedet for bourgeoisiets »statsorganisation« !

Den der for alvor går ind for den marxistiske opfattelse, at staten ikke er andet end en maskine, hvormed en klasse undertrykker en anden, den der nogenlunde har gennemtænkt denne sandhed, vil aldrig kunne få sig til at sige det nonsens, at de proletariske organisationer, som kan besejre finanskapitalen, ikke bør gøres til statsorganisationer. Netop på dette punkt åbenbarede sig småborgeren, for hvem staten »nu alligevel« er noget, der står udenfor eller over klasserne. Men hvorfor skulle det da være tilladt proletariatet som »enkelt klasse« at føre den afgørende krig mod kapitalen, der hersker ikke alene over proletariatet, men over hele folket, over hele små-borgerskabet, over alle bønderne, — men ikke være proletariatet tilladt som »enkelt klasse« at gøre sin organisation til statsorganisation? Fordi småborgerskabet frygter klassekampen og ikke fører den igennem til enden, til selve hovedsagen.

Kautsky er kommet helt i vildrede og har udleveret sig selv totalt. Bemærk: han anerkender selv, at Europa nærmer sig de afgørende kampe mellem kapital og arbejde, og at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter. Men disse metoder bestod jo netop i udnyttelse af det borgerlige demokrati. Altså? . . .

Kautsky tør ikke gennemtænke, hvad der følger heraf.

... Altså kan kun en reaktionær person, en fjende af arbejderklassen, en bourgeoisitjener nu udbrede sig om det borgerlige demokratis herligheder og snakke om det rene demokrati, alt mens han vender sig til den udlevede fortid. Det borgerlige demokrati var progressivt i forhold til middelalderen, og udnytte det måtte man. Men nu svigter det arbejderklassen. Nu gælder det om ikke at se tilbage, men frem, se frem til, at det borgerlige demokrati skal afløses af det proletariske. Og mens forarbejdet til den proletariske revolution, indøvelsen og opstillingen af den proletariske armé var mulig (og nødvendig) inden for rammerne af den borgerligt-demokratiske stat, så ville det være at gøre sig til forræder over for proletariatets sag, at gøre sig til renegat, hvis man ville holde proletariatet inden for disse rammer, når det er kommet til »de afgørende kampe«.

Kautsky er havnet i en højst latterlig klemme, idet han har gentaget Martovs argument uden at lægge mærke til, at det hos Martov bygger på et andet argument, som ikke findes hos Kautsky! Martov siger (og Kautsky gentager det), at Rusland ikke er modent til socialismen, hvoraf naturligvis følger, at det endnu er for tidligt at forvandle sovjetterne fra kamporganer til statsorganisationer (læs: tiden er inde til med de mensjevikiske føreres hjælp at omdanne sovjetterne til organer for arbejdernes underordning under det imperialistiske bourgeoisi). Men Kautsky kan ikke åbent sige, at Europa ikke er modent til socialismen. I 1909, da han endnu ikke var blevet renegat, skrev Kautsky, at man ikke må frygte en forhastet revolution, at den, der af frygt for nederlag ville opgive revolutionen, ville være en forræder. Åbent at tage afstand fra dette kan Kautsky ikke bekvemme sig til. Og så resulterer det i noget sludder, som til bunds afslører hele småborgerens stupiditet og fejhed: på den ene side er Europa modent til socialismen og nærmer sig de afgørende kampe mellem arbejde og kapital — men på den anden side må man ikke gøre kamporganisationen (dvs. den organisation, der bygges op, vokser og konsolideres i kampen), proletariatets, fortroppens og organisatorens, de udbyttedes anførers organisation til statsorganisation!

I praktisk-politisk henseende er den tanke, at sovjetterne er nødvendige som kamporganisation, men ikke bør gøres til statsorganisationer endda langt tåbeligere end i teoretisk henseende. Selv i fredstid, når der ikke foreligger nogen revolutionær situation, fremkalder arbejdernes massekamp mod kapitalisterne, f. eks. massestrejker, frygtelig bitterhed på begge sider, overordentlig lidenskab i kampen, stadige henvisninger fra bourgeoisiet til at det er og agter at forblive »herre i huset« osv. Og under revolutionen, når det politiske liv er i kog, vil en organisation som sovjetterne, der omfatter alle arbejdere i alle industrigrene, endvidere alle soldater og hele den arbejdende og fattigste landbefolkning, af sig selv under kampens gang, i kraft af den simple »logik« i angreb og forsvar, komme til at stille spørgsmålet på højkant. Forsøg på at indtage et mellemstandpunkt, at »forsone« proletariatet og bourgeoisiet, er stupiditet og vil bryde ynkeligt sammen: sådan gik det i Rusland med Martovs og andre mensjevikkers prædiken, sådan vil det uvægerligt gå også i Tyskland og andre lande, hvis sovjetterne får en nogenlunde bred udfoldelse og det lykkes at samle og konsolidere dem. At sige til sovjetterne: Gå til kamp, men tag ikke selv hele statsmagten i jeres hænder, lad være med at blive statsorganisationer — det vil sige at prædike klassesamarbejde og »social fred« mellem proletariatet og bourgeoisiet. Det er latterligt at tro, at en sådan holdning i en forbitret kamp kan føre til noget som helst andet end æreløst sammenbrud. Det er Kautskys evindelige skæbne at sætte sig mellem to stole. Han foregiver at han ikke er enig med opportunisterne om noget som helst i teorien, men i virkeligheden er han i praksis enig med dem om alt væsentligt (dvs. om alt, hvad der vedrører revolutionen).

Den Konstituerende Forsamling og sovjetrepublikken

Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling og bolsjevikkernes opløsning af den er det centrale punkt i Kautskys brochure. Han vender bestandig tilbage til dette spørgsmål. Antydninger af, at bolsjevikkerne har »afskaffet demokratiet« (se ovenfor i et citat fra Kautsky), dukker op overalt i dette skrift af II Internationales ideologiske fører. Spørgsmålet er faktisk interessant og vigtigt, idet forholdet mellem borgerligt og proletarisk demokrati her var blevet et praktisk spørgsmål for revolutionen. Lad os da se på, hvordan vor »marxistiske teoretiker« behandler dette spørgsmål.

Han citerer Teser Om Den Konstituerende Forsamling, som jeg havde skrevet og offentliggjort i Pravda for d. 26. december 1917. Man skulle jo synes, at der ikke kunne ventes noget bedre bevis for, at Kautsky med dokumenterne i hånden går samvittighedsfuldt til værks. Men se nu bare, hvordan Kautsky citerer. Han siger ikke, at der var 19 teser, han siger ikke, at de behandlede både spørgsmålet om, hvordan en almindelig republik med sin Konstituerende Forsamling forholder sig til en sovjetrepublik, og spørgsmålet om, hvordan konflikten mellem den Konstituerende Forsamling og proletariatets diktatur har udviklet sig historisk i vor revolution. Kautsky går uden om alt dette og fortæller simpelt hen læseren, at »to (af disse teser) er særligt vigtige«: den ene, at de socialrevolutionære spaltedes efter valgene til den Konstituerende Forsamling, men før den trådte sammen (Kautsky fortier, at det er 5. tese), den anden, at sovjetrepublikken overhovedet er en højere demokratisk form end den Konstituerende Forsamling (Kautsky fortier, at det er 3. tese).

Og af denne 3. tese citerer Kautsky kun en del ordret, nemlig følgende sætning:

»Sovjetrepublikken (er) ikke blot en højere form for demokratiske institutioner (i sammenligning med den sædvanlige borgerlige republik med den Konstituerende Forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefrie overgang til socialismen« (Kautsky udelader ordet »sædvanlige« og indledningsordene »For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system er«).

Efter at have citeret disse ord udbryder Kautsky med blændende ironi:

»Skade blot, at man først kom til denne erkendelse, efter at være kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling. Forhen havde ingen mere energisk end Lenin forlangt den indkaldt«.

Sådan står der ordret på s. 31 i Kautskys bog!

Det er virkelig en perle! Kun en bourgeoisi-sykofant kan fremstille sagen så forløjet, at læseren må få det indtryk, at al bolsjevikkernes tale om en højere statstype er en slags påfund, der kom for dagen, efter bolsjevikkerne var kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling!! En så gemen løgn kan kun fremsættes af en pjalt, der har solgt sig til bourgeoisiet, eller — hvad der kommer ganske ud på det samme — forlader sig på P. Akselrod og hemmeligholder sin hjemmelsmand.

Det er jo velkendt, at jeg allerede den første dag efter min ankomst til Rusland, d. 4. april 1917, offentligt forelagde teser, der gjorde gældende, at en stat af Kommunens type er den borgerlige, parlamentariske republik overlegen. Jeg har udtalt mig herom gentagne gange på tryk, f. eks. i brochuren om de politiske partier, som blev oversat til engelsk og udkom i Amerika i januar 1918 i New York-avisen Evening Post. Og ikke nok med det. Bolsjevikkernes partikonference i slutningen af april 1917 vedtog en resolution om, at en proletar- og bonderepublik står højere end den borgerlige, parlamentariske republik, at vort parti ikke ville slå sig til tåls med denne sidstnævnte, og at partiprogrammet skulle ændres i overensstemmelse hermed.

Hvordan skal man karakterisere Kautskys nummer, hvor han forsikrer de tyske læsere, at jeg energisk har krævet den Konstituerende Forsamling indkaldt, og at jeg først efter at bolsjevikkerne var kommet i mindretal der var begyndt at »forklejne« den Konstituerende Forsamlings ære og værdighed. Hvilken undskyldning er der for et sådant nummer?

At Kautsky ikke kendte de faktiske forhold? Men hvorfor så give sig til at skrive om dem? Eller hvorfor ikke ærligt sige, at jeg, Kautsky, skriver på grundlag af oplysninger fra mensjevikkerne Stein, Akselrod og co.? Kautsky vil gerne gå for at være objektiv og således skjule sin rolle som lakaj for mensjevikkerne, der er forbitrede over nederlaget.

Men dette er kun blomsterne. Bærrene vil komme senere.

Lad os gå med til, at Kautsky ikke har villet eller ikke har kunnet (??) få en oversættelse fra sine hjemmels-mænd, en oversættelse af de bolsjevikiske resolutioner og udtalelser om, hvorvidt de ville slå sig til tåls med den borgerligt-parlamentariske demokratiske republik. Lad os gå med til det, selv om det er højst usandsynligt. Men på side 30 i sin bog henviser Kautsky direkte til mine teser af 26. december 1917.

Kender Kautsky disse teser i deres helhed, eller kender han kun det af dem, som Stein, Akselrod og co. har oversat for ham? Kautsky citerer 3. tese om det fundamentale spørgsmål, hvorvidt bolsjevikkerne før valgene til den Konstituerende Forsamling havde erkendt og sagt til folket, at sovjetrepublikken står højere end en borgerlig republik. Men Kautsky forholder sig tavs om 2. tese.

2. tese lyder imidlertid:

»Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at sovjetrepublikken er en højere form for demokrati end den sædvanlige borgerlige republik med en Konstituerende Forsamling« (kursiveret af mig) .

For at fremstille bolsjevikkerne som principløse folk, som »revolutionære opportunister« (dette udtryk anvender Kautsky et eller andet sted i sin bog, jeg husker ikke i hvilken forbindelse), skjuler hr. Kautsky for sine tyske læsere, at der i teserne er en direkte henvisning til »gang på gang« gentagne udtalelser!

Sådan er de smålige, jammerlige og foragtelige metoder, som hr. Kautsky opererer med. Det teoretiske spørgsmål har han således snoet sig uden om.

Er det rigtigt eller ikke, at en borgerligt-demokratisk parlamentarisk republik står under en republik af Kommune- eller sovjettype? Det er det centrale punkt, men Kautsky er gået uden om det. Alt det, Marx har givet os i sin analyse af Pariserkommunen, har Kautsky »glemt«. Han har også »glemt« Engels' brev til Bebel af 28. marts 1875, hvor den samme tanke af Marx er udtrykt særlig anskueligt og tydeligt: »Kommunen var allerede ikke mere nogen stat i egentlig forstand«.

Her har man II Internationales mest fremtrædende teoretiker, som i en særlig brochure om Proletariatets Diktatur, der beskæftiger sig specielt med Rusland, hvor spørgsmålet om en højere statsform end den demokratisk-borgerlige er stillet direkte og gentagne gange, tier om dette spørgsmål. Hvorved adskiller dette i realiteten sig fra at gå over på bourgeoisiets side?

(Lad os i parentes bemærke, at også her trasker Kautsky i halen på de russiske mensjevikker. Blandt dem er der folk, som kender »alle citater« af Marx og Engels, så mange det skal være, men fra april 1917 til oktober 1917 og fra oktober 1917 til oktober 1918 har ingen mensjevik blot en enkelt gang forsøgt at behandle spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Også Plekhanov er gået uden om dette spørgsmål. De har haft gode grunde til at tie. )

Det siger sig selv, at det ville være at kaste perler for svin, hvis man gav sig til at drøfte opløsningen af den Konstituerende Forsamling med folk, der kalder sig socialister og marxister, men som i virkeligheden går over til bourgeoisiet i hovedspørgsmålet, i spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Det må være nok som tillæg til nærværende brochure at aftrykke mine teser om den Konstituerende Forsamling i deres helhed. Heraf vil læseren se, at spørgsmålet blev stillet den 26. december 1917, både teoretisk, historisk og praktisk-politisk.

Selv om Kautsky som teoretiker ganske har afsvoret marxismen, kunne han som historiker have behandlet spørgsmålet om sovjetternes kamp mod den Konstituerende Forsamling. Vi ved fra mange af Kautskys skrifter, at han evnede at være en marxistisk historiker, at sådanne skrifter fra ham vil være af varig værdi for proletariatet, uanset at han senere er blevet renegat. Men i det foreliggende spørgsmål vender Kautsky sig også som historiker bort fra sandheden, ignorerer velkendte fakta og optræder som sykofant. Han vil fremstille bolsjevikkerne som principløse, og han fortæller om, hvordan bolsjevik-kerne forsøgte at udglatte konflikten med den Konstituerende Forsamling, før de opløste den. Det er der bestemt ikke noget ondt i, vi har intet at tilbagekalde; jeg gengiver teserne i fuld ordlyd, og her siges det så klart som noget: mine herrer vaklende småborgere, som har sat jer til rette i den Konstituerende Forsamling, enten affinder I jer med det proletariske diktatur, eller vi vil besejre jer »ad den revolutionære vej« (teserne 18 og 19).

Sådan har det virkeligt revolutionære proletariat altid handlet overfor det vaklende småborgerskab, og sådan vil det altid handle.

Kautsky indtager i spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling et formelt standpunkt. I mine teser siges det klart og gentagne gange, at revolutionens interesser står over den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder (se teserne 16 og 17). Det formelt-demokratiske synspunkt er tillige den borgerlige demokrats synspunkt; han anerkender ikke, at proletariatets og den proletariske klassekamps interesser står højere. Som historiker ville Kautsky ikke kunne komme uden om at anerkende, at de borgerlige parlamenter er organer for den ene eller anden klasse. Men nu havde Kautsky brug for (med det beskidte formål at afsværge revolutionen) at glemme marxismen, og han stiller ikke spørgsmålet, hvilken klasses organ den Konstituerende Forsamling i Rusland var. Kautsky undersøger ikke den konkrete situation, han bryder sig ikke om at se kendsgerningerne, han nævner ikke med et ord overfor de tyske læsere, at der i teserne ikke blot gives en teoretisk belysning af spørgsmålet om det borgerlige demokratis begrænsning (teserne 1-3) og ikke blot anføres konkrete grunde til, at partilisterne fra midten af oktober 1917 ikke stemte med realiteterne i december 1917 (teserne 4-6), men også gives en fremstilling af klassekampens og borgerkrigens historie i oktober-december 1917 (teserne 7-15). Af denne konkrete historie drog vi den konklusion (tese 14), at parolen »Al magt til den Konstituerende Forsamling« i praksis var blevet kadetternes, Kaledin-folkenes og deres håndlangeres parole.

Historikeren Kautsky bemærker ikke dette. Historikeren. Kautsky har aldrig hørt om, at den almindelige valgret giver undertiden småborgerlige, undertiden reaktionære og kontrarevolutionære parlamenter. Den marxistiske historiker Kautsky har aldrig hørt om, at valgformen, demokratiets form, er en ting, og den pågældende institutions klasseindhold en anden. Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamlings klasseindhold er direkte stillet og besvaret i mine teser. Det er muligt, at min besvarelse er urigtig. Intet ville være os mere kærkomment end en marxistisk kritik af vor analyse fra anden side. I stedet for at skrive aldeles tåbelige fraser (dem er der mange af hos Kautsky) om, at der er nogen der hindrer kritik af bolsjevismen, skulle Kautsky have taget fat på en sådan kritik. Men det er jo netop sagen, at han ikke leverer nogen kritik. Han stiller ikke engang spørgsmålet om en klasseanalyse af sovjetterne på den ene side og den Konstituerende Forsamling på den anden. Og derfor er der ingen mulighed for at strides, for at diskutere med Kautsky; der bliver kun tilbage at vise læseren, hvorfor man ikke kan betegne Kautsky anderledes end som renegat.

Konflikten mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling har sin historie, som end ikke en historiker, der ikke anlægger et klassekampssynspunkt, vilkunne komme uden om. Kautsky har end ikke villet strejfe denne faktiske historie. Kautsky har forholdt sine tyske læsere det velkendte faktum (som nu kun forbitrede mensjevikker skjuler), at sovjetterne også i den tid, da mensjevikkerne beherskede dem, dvs. fra slutningen af februar til oktober 1917, var i konflikt med de »almenstatlige« institutioner (dvs. de borgerlige). Kautsky er i realiteten tilhænger af forsoning, forståelse og samarbejde mellem proletariatet og bourgeoisiet; hvor meget end Kautsky benægter det, er det en kendsgerning, at sådan er hans holdning; det bekræftes af hele hans brochure. Hvis man ikke måtte opløse den Konstituerende Forsamling, så betyder det, at man ikke måtte føre kampen mod bourgeoisiet til ende, ikke måtte styrte det, men måtte forsone proletariatet med bourgeoisiet.

Hvorfor har Kautsky da fortiet, at mensjevikkerne arbejdede på dette lidet agtværdige forehavende fra februar til oktober 1917 uden at opnå noget? Hvis det var muligt at forsone bourgeoisiet med proletariatet, hvorfor lykkedes det da ikke for mensjevikkerne, hvorfor holdt bourgeoisiet sig borte fra sovjetterne, hvorfor kaldtes sovjetterne (af mensjevikkerne) »det revolutionære demokrati« og bourgeoisiet — »de besiddende elementer«.

Kautsky har skjult for de tyske læsere, at netop mensjevikkerne i den »epoke«, da de herskede (februar-oktober 1917) kaldte sovjetterne det revolutionære demokrati og dermed anerkendte deres overlegenhed over alle andre institutioner. Kun fordi denne kendsgerning skjules, ser det hos historikeren Kautsky ud, som om konflikten mellem sovjetterne og bourgeoisiet ikke har sin forhistorie, at den opstod på en gang, overrumplende, uden årsag som følge af bolsjevikkernes dårlige opførsel. Men i virkeligheden var det netop erfaringerne med mensjevikkernes kompromismageri, deres forsøg på at forsone proletariatet med bourgeoisiet gennem mere end et halvt år (og for en revolution er det et vældigt tidsrum), der havde overbevist folket om det ufrugtbare i disse forsøg og stødt proletariatet bort fra mensjevikkerne.

Sovjetterne er proletariatets fortræffelige kamporganisationer, som har en stor fremtid foran sig, indrømmer Kautsky. Men når det er tilfældet, falder hele Kautskys standpunkt sammen som et korthus, eller som småborgerens drømmerier om at slippe uden om proletariatets skarpe kamp mod bourgeoisiet. Hele revolutionen er jo en uafbrudt og dertil desperat kamp, og proletariatet er den førende klasse for alle undertrykte, brændpunkt og centrum for alle undertryktes stræben efter befrielse. Sovjetterne — organet for de undertrykte massers kamp — afspejlede og udtrykte naturligvis disse massers stemninger og omsvinget i deres anskuelser langt hurtigere, mere fuldstændigt og mere sikkert end en hvilken som helst anden institution (heri ligger i øvrigt en af årsagerne til, at sovjetdemokratiet er en højere type demokrati).

Sovjetterne nåede fra 28. februar (gammel tidsregning) til 25. oktober 1917 at indkalde to alrussiske kongresser for det altovervejende flertal af Ruslands befolkning, alle arbejdere og soldater og 7 eller 8 tiendedele af bønderne, rent bortset fra en mængde lokale, kreds-, by-, guvernements- og områdekongresser. I dette tidsrum nåede bourgeoisiet ikke at indkalde en eneste forsamling, der repræsenterede et flertal (med undtagelse af den åbenlyst forfalskede, parodiske »Demokratiske Konference«, som vakte proletariatets harme). Den Konstituerende Forsamling var udtryk for den samme stemning hos masserne, den samme politiske gruppering som den første alrussiske sovjetkongres (junikongressen). Op til indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling (januar 1918) havde den 2. sovjetkongres (oktober 1917), og den 3. sovjetkongres (januar 1918) fundet sted, og begge havde vist så klart som noget, at masserne var svinget til venstre, var blevet revolutionerede og havde vendt sig bort fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, det vil sige havde vendt sig fra den småborgerlige ledelse, fra illusionen om forståelse med bourgeoisiet, og var gået over til den proletariske revolutionære kamp for at styrte bourgeoisiet.

Følgelig var allerede sovjetternes ydre historie et vidnesbyrd om uundgåeligheden af den Konstituerende Forsamlings opløsning og om dens reaktionære karakter. Men Kautsky står fast på sin »parole« : Lad blot revolutionen gå til grunde, lad blot bourgeoisiet triumfere over proletariatet, når bare det »rene demokrati« blomstrer! Fiat justitia, pereat mundur /Lad retfærdigheden ske fyldest, om så verden går under /!

Her følger i kort form en sammenfatning af de alrussiske sovjetkongresser i den russiske revolutions historie:

 Alrussiske sovjetkongresser  

 Antal delegerede  

 Antal bolsjevikker  

 Bolsjevikker, %

1. kongres (3. juni 1917)

790

103

13

2. kongres (25. oktober 1917)

675

343

51

3. kongres (10. januar 1918)

710

434

61

4. kongres (14. marts 1918)

1232

795

64

5. kongres (4. juli 1918)

1164

773

66

Blot ved at se på disse tal forstår man, hvorfor forsvaret for den Konstituerende Forsamling eller snakken (som Kautskys) om, at bolsjevikkerne ikke har befolkningens flertal med sig, kun møder latter hos os.

Sovjetforfatningen

Som jeg allerede har påpeget, er det ikke noget ubetinget og ufravigeligt kendetegn for proletariatets diktatur, at bourgeoisiet berøves valgretten. Og i Rusland har bolsjevikkerne, som længe før oktoberrevolutionen opstillede parolen om et sådant diktatur, ikke på forhånd talt om at berøve udbytterne valgretten. Denne bestanddel af diktaturet kom ikke til verden ifølge noget partis »plan« men voksede frem af sig selv under kampens gang. Dette har historikeren Kautsky naturligvis ikke bemærket. Han har ikke forstået, at bourgeoisiet, allerede mens mensjevikkerne (som ville have et kompromis med bourgeoisiet) dominerede i sovjetterne, selv distancerede sig fra sovjetterne, boykottede dem, stillede sig i modsætning til dem og intrigerede mod dem. Sovjetterne opstod uden nogen form for forfatning og eksisterede i over et år (fra foråret 1917 til sommeren 1918) uden nogen form for forfatning. Bourgeoisiets forbitrelse mod de undertryktes selvstændige og almægtige (fordi den er altomfattende) organisation, bourgeoisiets kamp mod sovjetterne 6- en ubarmhjertig, egoistisk og beskidt kamp — og endelig bourgeoisiets åbenlyse deltagelse (fra kadetterne til de højre-socialrevolutionære, fra Miljukov til Kerenskij) i Kornilov-affæren, — alt dette forberedte bourgeoisiets formelle udelukkelse af sovjetterne.

Kautsky har nok hørt om Kornilov-affæren, men han blæser højt og flot på de historiske kendsgerninger og på kampens gang og former, som er bestemmende for diktaturets former: hvad skal man her med kendsgerninger, når det dog drejer sig om det »rene demokrati«? Kautskys »kritik«, som er vendt mod, at man har frataget bourgeoisiet valgretten, udmærker sig derfor ved en så. . . henrivende naivitet, som ville være rørende, hvis den kom fra et barn, men som kun vækker afsky, når den kommer fra en person, der endnu ikke officielt er erklæret for åndssvækket.

» . . . Hvis kapitalisterne under den almindelige valgret viste sig at være et betydningsløst mindretal, ville de snarere affinde sig med deres skæbne« (s. 33) ... Ikke sandt, det er da nydeligt? Den kloge Kautsky har mange gange i historien set og kender fra iagttagelser af det levende liv udmærket godsejere og kapitalister af den slags, der retter sig efter det undertrykte flertals vilje. Den kloge Kautsky fastholder »oppositions«-synspunktet, dvs. det synspunkt, at kampen foregår inden for parlamentet. Han skriver da også bogstaveligt »oppositionen« (s. 34 og mange andre steder).

Oh lærde historiker og politiker! Det ville ikke have skadet Dem at vide, at begrebet »opposition« hører hjemme i den fredelige og udelukkende parlamentariske kamp, det er et begreb, der svarer til en ikke-revolutionær situation, et begreb, der svarer til ingen revolution. I en revolution har man at gøre med en skånselsløs modstander i en borgerkrig — ingen reaktionære jeremiader fra en småborger, der frygter denne krig, som Kautsky frygter den, kan ændre dette faktum. At anlægge synspunktet »opposition« ved behandlingen af den skånselsløse borgerkrig, når bourgeoisiet indlader sig på alle mulige forbrydelser — Versaillernes eksempel og deres aftaler med Bismarck siger et og andet til enhver, der ikke behandler historien som Gogols Petrusjka — når bourgeoisiet kalder fremmede stater til hjælp og intrigerer med dem mod revolutionen, det er simpelt hen komisk. Det revolutionære proletariat skulle altså, ligesom »forvirringsråd« Kautsky, tage nathuen på og betragte bourgeoisiet som legal »opposition«, det bourgeoisi, der organiserer Dutovs, Krasnovs og tjekkernes kontrarevolutionære opstande og betaler millioner til sabotører. Hvilken dybsindighed!

Kautsky interesserer sig kun for den formelt juridiske side af sagen, så at man, når man har læst hans betragtninger over den sovjetiske forfatning uvilkårligt mindes Bebels ord: Jurister er helt igennem reaktionære mennesker. »I virkeligheden«, skriver Kautsky, »kan man imidlertid slet ikke gøre kapitalisterne alene retsløse. Hvem er kapitalist i juridisk forstand? En besiddende? Selv i et land, der er kommet så langt ad det økonomiske fremskridts vej, som Tyskland, hvor proletariatet er så talrigt, ville oprettelsen af en sovjetrepublik gøre store masser politisk retsløse. I det tyske kejserrige androg antallet af erhvervsmæssigt beskæftigede og deres familier inden for de tre store grupper landbrug, industri og handel i 1907 omkring 35 millioner i gruppen funktionærer og lønarbejdere, men 17 millioner i gruppen selvstændige. Et parti kunne altså meget vel have flertal blandt lønarbejderne, men mindretal i befolkningen« (s. 33).

Her har vi et af mønstereksemplerne på Kautskys måde at ræsonnere på. Er det måske ikke en borgermands kontrarevolutionære jeremiader? Hvorfor har De regnet alle »selvstændige« til de retsløse, hr. Kautsky, når De udmærket godt ved, at det uhyre flertal af russiske bønder ikke holder lejet arbejdskraft, hvilket betyder, at de ikke mister rettigheder. Er det måske ikke falskneri?

Hvorfor har De, lærde økonom, ikke anført de oplysninger, De udmærket kender, og som findes i den samme tyske statistik fra 1907, om lønarbejdet i landbruget, opdelt i brugsgrupper? Hvorfor har De ikke forelagt de tyske arbejdere, læserne af Deres brochure, disse oplysninger, hvoraf det ville fremgå, hvor mange udbyttere der er efter den tyske statistik, og hvor få udbytterne er af det samlede antal »selvstændige landbrugere« i den tyske statistik?

Fordi Deres renegatholdning har gjort Dem til en simpel sykofant for bourgeoisiet.

En kapitalist er, forstår sig, et udefineret juridisk begreb, og Kautsky tordner over flere sider mod den sovjetiske forfatnings »vilkårlighed«. Denne »samvittighedsfulde forsker« tillader nok det engelske bourgeoisi gennem århundreder at udarbejde og omarbejde en (i forhold til middelalderen) ny borgerlig forfatning, men os, Ruslands arbejdere og bønder, tilstår denne repræsentant for lakajvidenskaben ingen frist overhovedet. Af os forlanger han på få måneder en til mindste enkelthed gennemarbejdet forfatning ...

… »Vilkårlighed«! Tænk hvilken afgrund af beskidt lakajtjeneste overfor bourgeoisiet, af det sløveste pedanteri, der afsløres med en sådan bebrejdelse. Når helt igennem borgerlige og for størstedelen reaktionære jurister i de kapitalistiske lande gennem århundreder eller årtier har udarbejdet detaljerede regler, skrevet snesevis og hundredvis af bøger om love og lovkommentarer som undertrykker arbejderen, og binder den fattige på hænder og fødder og opstiller tusinder af chikaner og hindringer for det jævne, arbejdende menneske af folket — oh, så ser de borgerlige liberale og hr. Kautsky ikke nogen »vilkårlighed« heri! Her er der »orden« og »lovlighed«! Her er alt om, hvordan man kan »klemme« den fattige, gennemtænkt og skrevet ned. Her er der tusinder af borgerlige advokater og embedsmænd (om hvem Kautsky i det hele taget tier stille, sandsynligvis netop fordi Marx tillagde sønderslagningen af embedsmaskineriet så umådelig stor betydning . . .), — advokater og embedsmænd, som er i stand til at udlægge lovene sådan, at arbejderen og middelbonden aldrig kan trænge gennem disse loves pigtrådsspærringer. Det er ikke »vilkårlighed« fra bourgeoisiets side, ikke diktatur, udøvet af egoistiske og beskidte udbyttere, der har mættet sig med folkets blod, ikke tale om! Det er »det rene demokrati«, og det bliver renere og renere dag for dag.

Men da de arbejdende og udbyttede klasser, for første gang i historien, skilt fra deres brødre hinsides grænserne, havde oprettet deres egne sovjetter, kaldt masserne, som bourgeoisiet havde undertrykt, kuet og sløvet, frem til politisk opbygning og givet sig til selv at opbygge en ny, proletarisk stat, givet sig til midt under den rasende kamp, i borgerkrigens flammer, at skitsere grundsætningerne for en stat uden udbyttere -- da begyndte alle borgerskabets hallunker, hele banden af blodsugere samt deres eftersnakker Kautsky at hyle op om »vilkårlighed«! For hvordan i alverden skulle disse ulærde arbejdere og bønder, denne »pøbel« dog være i stand til at fortolke deres love? Hvorfra skulle de dog have retfærdighedsfølelse, disse simple arbejdende mennesker, som ikke følger de dannede advokaters, de borgerlige skribenters, Kautskys og de vise gamle embedsmænds gode råd?

Fra min tale den 28. april 1918 citerer hr. Kautsky følgende ord: » . . . Masserne bestemmer selv valgordning og valgfrister«. . . . Og den »rene demokrat« Kautsky konkluderer:

»Følgelig forholder det sig åbenbart sådan, at enhver vælgerforsamling kan bestemme valgordningen efter eget forgodtbefindende. Vilkårligheden og muligheden for at skille sig af med ubekvemme oppositionelle elementer inden for proletariatet selv ville derved blive ført ud til det yderste« (s. 37).

Jamen, hvorved adskiller dette sig fra de skriverier, kapitalisternes lejede blækkulier præsterer, når de skriger op om massernes undertrykkelse af »arbejdsvillige«, flittige arbejdere under en strejke? Hvorfor er den bureaukratiske, borgerlige fastlæggelse af valgordningen i det »rene« borgerlige demokrati ikke vilkårlighed? Hvorfor skal retfærdighedsfølelsen hos masserne, som har rejst sig til kamp mod deres udbyttere gennem århundreder, hos de masser, som er opdraget og hærdet i denne desperate kamp, være ringere end hos den håndfuld embedsmænd, intellektuelle og advokater, som er opdraget i borgerlige fordomme?

Kautsky er en sand socialist, drist jer ikke til at betvivle oprigtigheden hos denne agtværdige familiefader, denne bundhæderlige borger. Han er en varm og overbevist tilhænger af arbejdernes, den proletariske revolutions sejr. Han kunne blot ønske, at pæne, intellektuelle bedste-borgere og filistre med nathue på først, før massebevægelsen, før massernes rasende kamp mod udbytterne og afgjort uden borgerkrig opstillede en mådeholden og akkurat statut for revolutionens udvikling...

Med dyb moralsk harme beretter vor vellærde Judusjka Golovljov for de tyske arbejdere, at sovjetternes alrussiske centrale eksekutivkomite den 14. juni 1918 besluttede at udelukke de højre-socialrevolutionæres og mensjevikkernes partirepræsentanter af sovjetterne4»). »Dette skridt«, skriver Judusjka Kautsky, optændt af ædel harme, »er ikke rettet mod bestemte personer, der har begået bestemte strafbare handlinger . . . Sovjet-republikkens forfatning indeholder ikke et ord om de deputeredes immunitet. Det er ikke bestemte personer, men bestemte partier, der således udelukkes af sovjetternes (s. 37).

Ja, det er jo virkelig grusomt, det er en utålelig fravigelse fra det rene demokrati, hvis regler vor revolutionære Judusjka Kautsky vil følge, når han laver revolution. Vi, de russiske bolsjevikker, skulle fra begyndelsen love Savinkov og co., Liberdan og Potresov (»aktivisterne«) og co. og alle deres lige immunitet, derpå skrive en straffelov, der erklærer det for strafbart at deltage i den tjekkoslovakiske kontrarevolutionære krig, eller i Ukraine og Grusien i alliancen med de tyske imperialister mod vort lands arbejdere, og først derefter ville vi så, på grundlag af denne straffelov være i vor ret til i overensstemmelse med det »rene demokrati« at udelukke »bestemte personer« af sovjetterne. Det siger sig selv, at tjekkoslovakkerne, som gennem Savinkov, Potresov og Liberdan og deres folk (eller ved hjælp af deres agitation) modtager penge fra de engelske og franske kapitalister, og ligeledes Krasnov-folkene, som ved ukrainske og tiflisske mensjevikkers hjælp er i besiddelse af granater, vil forholde sig fredsommeligt lige til det øjeblik, da vi har udarbejdet en korrekt straffelov, og som demokrater af reneste vand vil indskrænke sig til at optræde som »opposition« . . .

Ikke mindre moralsk harme fremkalder det hos Kautsky, at den sovjetiske forfatning tager valgretten fra dem, der »beskæftiger lønnede arbejdere med det formål at opnå profit«. »En hjemmearbejder eller en lille mester med en enkelt svend«, skriver Kautsky, »kan leve og føle sig ganske som proletar, men han har ingen valgret« (s. 36).

Hvilken fravigelse af »det rene demokrati«! Hvilken uretfærdighed! Ganske vist har hidtil alle marxister ment, og tusinder af kendsgerninger har bekræftet, at småmestre er de mest samvittighedsløse og begærlige udbyttere af lønarbejderne, men Judusjka Kautsky beskæftiger sig naturligvis ikke med småmestrenes klasse (hvem har dog fundet på den skadelige klassekampsteori?), men med enkeltpersoner, den slags udbyttere, der »lever og føler sig ganske som proletarerer«. Den navnkundige »sparsommelige Agnes«, som man troede død for længst, er genopstået under Kautskys pen. Denne sparsommelige Agnes blev opfundet og lanceret i tysk litteratur for nogle årtier siden af den »rene« demokrat, bourgeois'en Eugen Richter. Han spåede usigelig elendighed af proletariatets diktatur, af konfiskeringen af udbytternes kapital, han spurgte med uskyldig mine, hvem der er kapitalist i juridisk forstand. Han valgte som eksempel en fattig, sparsommelig syerske (»den sparsommelige Agnes«), som de onde »proletariatets diktatorer« vil fratage hendes sidste skillinger. Der var engang, da hele det tyske socialdemokrati gjorde sig lystig over den rene demokrat, Eugen Richters »sparsommelige Agnes«. Men det er længe siden, så længe, at Bebel endnu levede og sagde sandheden åbent og ligeud: at der jo i vort parti er mange nationalliberale; det er så længe siden, at det var før Kautsky blev renegat.

Nu er »den sparsommelige Agnes« genopstået som »en lille mester med en enkelt svend, der lever og føler sig ganske som proletar». De onde bolsjevikker gør ham fortræd og tager valgretten fra ham. Ganske vist kan »enhver vælgerforsamling«, som samme Kautsky siger, i sovjetrepublikken optage for eksempel en fattig mester, der er knyttet til den pågældende virksomhed, forudsat at han undtagelsesvis ikke er udbytter, forudsat at han virkelig »lever og føler sig ganske som proletar«. Men kan man nu også forlade sig på kendskabet til livet, på retfærdighedssansen hos en uordentlig og (oh rædsel) uden reglementer fungerende fabriksforsamling af simple arbejdere? Er det dog ikke klart, at det er bedre at give alle udbyttere valgret, alle der beskæftiger lønarbejdere, frem for at risikere, at arbejderne går en »sparsommelig Agnes« og en »mester, der lever og føler sig som proletar«, for nær?

Lad blot de foragtelige renegatskurke, som hyldes af bourgeoisiet og socialchauvinisterne^[1], bagtale vor sovjetiske forfatning, fordi den fratager udbytterne valgretten. Det er kun godt, eftersom det fremskynder og uddyber Europas revolutionære arbejderes brud med folk som Scheidemann og Kautsky, Renaudel og Longuet, Henderson og Ramsay MacDonald, med socialismens gamle førere og gamle forrædere.

De undertrykte klassers brede masser og de bevidste og hæderlige førere blandt de revolutionære proletarer vil være for os. Man behøver kun at gøre disse proletarer og disse masser bekendt med vor sovjetiske forfatning, og de vil straks sige: det er jo virkelig vore folk, det er jo et virkeligt arbejderparti, en virkelig arbejderregering. For den bedrager ikke arbejderne med snak om reformer, sådan som alle de nævnte førere har bedraget os, men kæmper for alvor mod udbytterne, gennemfører revolutionen for alvor, kæmper i gerning for arbejdernes fuldstændige frigørelse.

Når udbytterne efter et års sovjet-»praksis« er blevet frataget valgretten, betyder det, at disse sovjetter virkelig er organisationer for de undertrykte masser og ikke for socialimperialisterne og socialpacifisterne, der har solgt sig til bourgeoisiet. Når disse sovjetter har frataget udbytterne valgretten, betyder det, at sovjetterne ikke er organer for småborgerligt kompromismageri med kapitalisterne, ikke organer for parlamentariske sludrehoveder (folk som Kautsky, Louguetog MacDonald), men organer for det virkelig revolutionære proletariat, som kæmper på liv og død med udbytterne.

»Kautskys skrift er næsten ukendt her« skrev en velunderrettet kammerat til mig fra Berlin her forleden (det er i dag den 30. oktober). Jeg vil tilråde vore gesandter i Tyskland og Svejts ikke at lade det komme an på nogle tusinde til opkøb og gratis uddeling af denne bog til bevidste arbejdere for at træde dette »europæiske« -- læs: imperialistiske og reformistiske — socialdemokrati, som forlængst er blevet »et stinkende lig«, ned i skidtet.

I slutningen af sin bog, på s. 61 og 63, fælder hr. Kautsky bitre tårer over, at den »nye teori« (som han kalder bolsjevismen, af frygt for at komme ind på Marx' og Engels' analyse af Pariserkommunen) »finder tilhængere selv i de gamle demokratier som for eksempel Svejts«. Det er »ubegribeligt« for Kautsky, »hvis også tyske socialdemokrater antager denne teori«.

Nej, det er fuldstændig forståeligt, fordi såvel Scheidemann'erne som Kautsky'erne efter krigens alvorlige lærepenge er blevet de revolutionære masser imod.

»Vi« har altid været for demokratiet, skriver Kautsky, og så skulle vi pludseligt tage afstand fra det!

»Vi«, de socialdemokratiske opportunister, har altid været mod proletariatets diktatur, og Kolb og co. har for længst sagt det ligeud. Kautsky ved det og tror forgæves at han kan skjule det indlysende faktum for læseren, at han er »vendt hjem« til Bernstein, Kolb og deres lige.

»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig gjort os noget afgudsbillede af det »rene« (borgerlige) demokrati. Plekhanov var som bekendt i 1903 revolutionær marxist (før den sørgelige svingning, der førte ham over i positionen som den russiske Scheidemann). Og Plekhanov sagde dengang på partikongressen, der vedtog programmet54, at proletariatet i revolutionen om fornødent vil fratage kapitalisterne valgretten og opløse et hvilket som helst parlament, hvis det optræder kontrarevolutionært. At netop dette synspunkt er det eneste, der stemmer med marxismen, vil enhver kunne se, alene af de udtalelser af Marx og Engels, som jeg tidligere har anført. Det følger tydeligt nok af alle marxismens grundsætninger.

»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig holdt sådanne taler til folket, som kautskyanere af alle nationer yndede at optræde, når de gjorde lakajtjeneste for bourgeoisiet, lempede sig efter den borgerlige parlamentarisme, tav stille om det moderne demokratis borgerlige karakter og kun forlangte, at det skal udvides, at det skal gennemføres til bunds.

»Vi« har sagt til bourgeoisiet: I udbyttere og hyklere taler om demokrati, samtidig med at I overalt rejser tusinder af hindringer for de undertrykte massers deltagelse i politik. Vi tager jer på ordet og forlanger i disse massers interesse udvidelse af jeres borgerlige demokrati for at forberede masserne til den revolution, der skal styrte jer, udbytterne. Og hvis I, udbytterne, forsøger at gøre modstand mod vor proletariske revolution, vil vi undertvinge jer skånselsløst, vi vil tage alle rettigheder fra jer, ja, vi vil end ikke give jer brød, for i vor proletariske republik vil udbytterne ikke have rettigheder, de vil ikke have at bide og brænde, for vi er socialister for alvor, ikke som Scheidemann og Kautsky er det.

Sådan har »Vi«, de revolutionære marxister talt, og derfor vil de undertrykte masser være for os og med os, mens Scheidemann'erne og Kautsky'erne havner på renegaternes losseplads.

Hvad er internationalisme?

Af inderlig overbevisning anser Kautsky sig for internationalist og kalder sig sådan. Scheidemann'erne erklærer han for »regeringssocialister«. I sit forsvar for mensjevikkerne (Kautsky siger ikke direkte, at han er solidarisk med dem, men han fremfører helt igennem deres synspunkter) har han særdeles anskueligt afsløret, af hvad slags hans »internationalisme« er. Og da Kautsky ikke er en enkeltperson, men er repræsentant for den strømning, der uundgåeligt måtte opstå i II Internationales situation (Longuet i Frankrig, Turati i Italien, Nobs og Grimm, Graber og Naine i Svejts, Ramsay MacDonald i England osv.), vil det være lærerigt at dvæle ved Kautskys »internationalisme«.

Kautsky understreger, at mensjevikkerne også var med i Zimmerwald (et værdighedstegn utvivlsomt, men . . . et noget falmet værdighedstegn), og skildrer mensjevikkernes anskuelser. som han er enig i, på følgende måde:

» . . . Mensjevikkerne ønskede verdensfred. De ønskede, at alle krigsførende magter skulle antage parolen: Ingen anneksioner og krigsskadeserstatninger. Så længe dette ikke var opnået, skulle den russiske hær holdes i kampberedskab. Bolsjevikkerne derimod krævede øjeblikkelig fred for enhver pris, de var rede til om fornødent at slutte separatfred, og de tilstræbte med magt at fremtvinge den ved at fremme den i forvejen stærke desorganisation i hæren« (s. 27). Bolsjevikkerne burde efter Kautskys mening ikke have taget magten, men have ladet sig nøje med den Konstituerende Forsamling.

Kautskys og mensjevikkernes internationalisme består således i dette: at kræve reformer af den imperialistiske, borgerlige regering, men fortsætte med at støtte den, fortsætte med at støtte den krig, denne regering fører, indtil alle krigsførende har antaget parolen: ingen anneksioner og krigsskadeserstatninger. Denne opfattelse er gentagne gange blevet fremsat både af Turati, af kautskyanerne (Haase m. fl.) og af Longuet og co., som erklærede, at vi jo da er for »fædrelandets forsvar«.

Teoretisk betyder dette total mangel på evne til at afgrænse sig fra socialchauvinisterne og total forvirring i spørgsmålet om fædrelandets forsvar. Politisk betyder det, at internationalismen erstattes med småborgerlig nationalisme, og at man går over til reformisme og afsværger revolutionen.

Anerkendelse af »fædrelandets forsvar« er fra proletariatets synspunkt en retfærdiggørelse af den nuværende krig, anerkendelse af dens retmæssighed. Og eftersom krigen er og bliver imperialistisk (såvel under monarkiet som under republikken) — uanset hvor fjendens styrker står i det givne øjeblik, i mit land eller i et andet, — så er anerkendelse af fædrelandets forsvar i praksis en støtte til det imperialistiske røveriske bourgeoisi, totalt forræderi mod socialismen. I Rusland var krigen, også under Kerenskij, under den borgerligt-demokratiske republik, fremdeles imperialistisk, fordi den førtes af bourgeoisiet som herskende klasse (og krig er »politikkens forlængelse«) ; et særlig anskueligt udtryk for krigens imperialistiske karakter var de hemmelige traktater om opdelingen af verden og plyndring af fremmede lande, som den tidligere tsar indgik med England og Frankrigs kapitalister.

Mensjevikkerne bedrog skammeligt folket ved at kalde en sådan krig for en forsvarskrig eller revolutionær krig, og Kautsky har ved at billige mensjevikkernes politik billiget bedrageriet over for folket, billiget den rolle, småborgere spiller, når de tjener kapitalen ved at tage arbejderne ved næsen og spænde dem for imperialisternes vogn. Kautsky fører en typisk spidsborgerlig, snæversynet politik, når han indbilder sig (og indpoder masserne den tåbelige tanke) , at opstillingen af en parole ændrer noget. Hele det borgerlige demokratis historie afslører denne illusion: for at bedrage folket har de borgerlige demokrater altid opstillet hvilke »paroler« det skal være, og det vil de altid gøre. Det gælder om at sætte deres oprigtighed på prøve, at sammenholde ord med handling, ikke at slå sig til tåls med idealistiske eller markskrigeriske fraser, men finde frem til klasserealiteten. Den imperialistiske krig hører ikke op med at være imperialistisk, når charlataner eller frasemagere eller snæversynede spidsborgere fremsætter en nydelig parole, men kun når den klasse, der fører den imperialistiske krig, og som er knyttet til den med millioner af økonomiske tråde (eller hele tove), virkelig er styrtet, og når den afløses ved magten af den virkeligt revolutionære klasse, proletariatet. På anden måde kan man ikke komme fri af den imperialistiske krig — og ej heller af den imperialistiske røverfred.

Ved at godkende mensjevikkernes udenrigspolitik og erklære den for internationalistisk og zimmerwaldsk demonstrerer Kautsky for det første hele råddenskaben hos det opportunistiske Zimmerwald-flertal (ikke for ingenting afgrænsede vi, Zimmerwald-venstre os med det samme fra dette flertal! ), og for det andet — og det er hovedsagen — går Kautsky hermed fra proletariatets standpunkt over til småborgerskabets, fra det revolutionære standpunkt over til det reformistiske.

Proletariatet kæmper for revolutionær omstyrtelse af det imperialistiske bourgeoisi, småborgerskabet for ad reformistisk vej at »forbedre« imperialismen, at tilpasse sig den, mens det samtidig underordner sig under den. Mens Kautsky endnu var marxist, f. eks. i 1909, da han skrev Vejen Til Magten, forfægtede han netop tanken om revolutionens uomgængelighed i forbindelse med krigen, han talte om at revolutionens æra nærmede sig. Basel-manifestet af 1912 taler direkte og klart om en proletarisk revolution i forbindelse med netop den imperialistiske krig mellem den tyske og den engelske gruppe, som udbrød i 1914. Men i 1918, da revolutionerne i forbindelse med krigen var begyndt, gav Kautsky sig til, i stedet for at klarlægge deres uomgængelighed og at gennemtænke den revolutionære taktik, midlerne og metoderne til forberedelse af revolutionen, at betegne mensjevikkernes reformistiske taktik som internationalisme. Er det da ikke at optræde som renegat? Kautsky roser mensjevikkerne for, at de insisterede på opretholdelsen af hærens kampberedskab. Han dadler bolsjevikkerne for, at de forstærkede den i forvejen omfattende »desorganisering af hæren. Det er ensbetydende med at rose reformismen og underordningen under det imperialistiske bourgeoisi, at dadle revolutionen og afsværge den, For opretholdelse af hærens kampberedskab var under Kerenskij ensbetydende med opretholdelse af en hær under bourgeoisiets kommando (selv om den også var republikansk). Enhver ved — og begivenhedernes gang har klart bekræftet det -- at denne republikanske hær takket være det kornilovske officerskorps bevarede Kornilov-ånden. Bourgeoisi-officererne kunne ikke andet end følge Kornilov, de kunne ikke andet end hælde til imperialismen, til voldelig undertrykkelse af proletariatet. At lade hele grundlaget for den imperialistiske krig, hele grundlaget for bourgeoisiets diktatur forblive som det var, at rette på småting og pynte op på bagateller (»reformer«) — det var, hvad den mensjevikiske taktik i praksis mundede ud i.

Og omvendt. Uden »desorganisation« i hæren er ingen stor revolution kommet igennem og vil ikke kunne komme igennem. For hæren er det mest forbenede redskab til støtte for det gamle system, det mest stabile bolværk for den borgerlige disciplin, for kapitalens herredømme, i hæren vedligeholdes og opdyrkes slavisk lydighed og underordning under kapitalens herredømme i den arbejdende befolkning. Kontrarevolutionen har aldrig tålt og har ikke kunnet tåle bevæbnede arbejdere ved siden af hæren. I Frankrig, skrev Engels, har arbejderne været bevæbnede efter hver revolution; »det første bud for bourgeoisiet, der sad ved statsroret, var derfor arbejdernes afvæbning«. De bevæbnede arbejdere var spiren til en ny hær, den organisatoriske celle i et nyt samfundssystem. At knuse denne celle og forhindre den i at gro var bourgeoisiets første bud. Det første bud for enhver sejrrig revolution – dette har Marx og Engels ofte understreget – var at sønderslå den gamle hær, opløse den og erstatte den med en. En ny samfundsklasse, der hæver sig til magten, har aldrig kunnet og kan ikke nu opnå herredømmet og konsolidere det på anden måde end ved fuldstændigt opløse den gamle hær (»desorganisering« skråler de reaktionære eller simpelt hen feje spidsborgere i denne anledning); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved at udholde en yderst vanskelig og prekær periode uden nogen form for hær (denne prekære periode gennemlevede også den store franske revolution); den har aldrig kunnet gøre det på anden måde end ved efterhånden, under en vanskelig borgerkrig at forme en ny hær, en ny ddisciplin, en ny klasses nye militærorganisation. Tidligere forstod historikeren Kautsky dette. Renegaten Kautsky har glemt det.

Med hvilken ret kalder Kautsky Scheidemann'erne »regeringssocialister«, når han selv billiger mensjevikkernes taktik i den russiske revolution? Mensjevikkerne, som støttede Kerenskij og som indtrådte i hans ministerium, var lige så vel regeringssocialister. Denne konklusion kan Kautsky ikke på nogen måde komme uden om, hvis han blot prøver på at stille spørgsmålet om den herskende klasse, som fører den imperialistiske krig. Men Kautsky undslår sig for at stille spørgsmålet om den herskende klasse, et spørgsmål, som er uomgængeligt for en marxist, fordi alene det at stille dette spørgsmål ville afsløre renegaten.

Kautskyanerne i Frankrig, longuetisterne i Frankrig og Turati og co. i Italien ræsonnerer sådan: Socialismen forudsætter nationernes lighed og frihed og deres selvbestemmelsesret; derfor er det socialisternes ret og pligt at forsvare fædrelandet, når vort land bliver angrebet, eller når fjendtlige tropper er trængt ind på vor jord. Men dette ræsonnement er teoretisk set enten en gennemført forhånelse af socialismen eller en bedragerisk udflugt, og praktisk-politisk svarer det nøje til ræsonnementet hos den uoplyste bonde, som det slet ikke falder ind at tænke over krigens sociale, klassemæssige karakter eller et revolutionært partis opgaver under en reaktionær krig.

Socialismen er imod magtanvendelse overfor nationer. Det er ubestrideligt. Men socialismen er imod al vold mod mennesker. Bortset fra kristne anarkister og tolstojanere har endnu ingen heraf udledt, at socialismen er imod revolutionær magtanvendelse. At tale om »magtanvendelse« generelt uden at undersøge de forhold, som adskiller reaktionær magtanvendelse fra revolutionær, vil derfor sige, at være en spidsborger, der afsværger revolutionen, eller at man simpelt hen bedrager sig selv og andre med falske argumenter.

Det samme gælder magtanvendelse over for nationer. Enhver krig består i magtanvendelse over for nationer, men det hindrer ikke socialisterne i at gå ind for revolutionær krig. Krigens klassekarakter er det hovedspørgsmål, der rejser sig for enhver socialist (hvis han ikke er renegat). Den imperialistiske krig 1914-1918 er en krig mellem to grupper af det imperialistiske bourgeoisi om opdeling af verden, om deling af udbyttet, om udplyndring og kvælning af små og svage nationer. Denne vurdering af krigen blev givet i Basel-manifestet i 1912, og denne vurdering er bekræftet af kendsgerningerne. Den, der fraviger dette standpunkt til krigen, er ikke socialist.

Hvis en tysker under Wilhelm eller en franskmand under Clemenceau siger: Jeg har som socialist ret og pligt til at forsvare fædrelandet, hvis fjenden er trængt ind i mit land, så er det ikke en socialist, ikke en internationalist, ikke en revolutionær proletar, der ræsonnerer, men en spidsborger og nationalist. For i dette ræsonnement forsvinder arbejderens revolutionære klassekamp mod kapitalen, i det forsvinder vurderingen af krigen som en helhed ud fra verdensbourgeoisiets og verdensproletariatets synspunkt, dvs. at internationalismen forsvinder, og tilbage bliver en ynkelig, forkrøblet nationalisme. Man krænker mit land, mere interesserer mig ikke — det er hvad der ligger i dette ræsonnement, her har vi den spids-borgerligt indsnævrede nationalisme. Det er ganske, som hvis en eller anden i forhold til individuel vold, mod en enkelt person, ræsonnerede: Socialismen er imod vold, derfor vil jeg hellere begå forræderi end sidde i fængsel.

Den franskmand, tysker eller italiener, som siger: Socialismen er imod magtanvendelse over for nationer, derfor forsvarer jeg mig, når fjenden er trængt ind i mit land — forråder socialismen og internationalismen. For et sådant menneske ser kun sit eget »land«, han sætter »sit eget« . . . bourgeoisi over alt andet, uden at tænke på internationale sammenhænge, som gør krigen imperialistisk og gør hans bourgeoisi til et led i den imperialistiske udplyndrings kæde.

Alle spidsborgere og alle sløve og uoplyste bønder ræsonnerer som renegaterne — kautskyanere, longuetister, Turati og co.: Fjenden står i landet, alt andet kommer ikke mig ved.^[2]

En socialist, en revolutionær proletar, en internationalist ræsonnerer anderledes: Krigens karakter (reaktionær eller revolutionær) afhænger ikke af, hvem der har angrebet, og i hvis land »fjenden« står, men af hvilken klasse det er der fører krigen, hvilken politik det er der fortsættes med den givne krig. Hvis den givne krig, er en reaktionær, imperialistisk krig, dvs. hvis den føres af to verdensgrupper af imperialistisk, voldeligt, røverisk, reaktionært bourgeoisi, så bliver ethvert bourgeoisi (selv et lille lands) til deltager i røveriet, og min opgave som repræsentant for det revolutionære proletariat er at forberede den proletariske verdensrevolution som den eneste redning fra det verdensomspændende blodbads rædsler. Det er ikke ud fra synspunktet »mit eget« land, jeg skal ræsonnere (sådan ræsonnerer nemlig en indskrænket dumrian, en nationalistisk spidsborger, som ikke forstår, at han er en brik i det imperialistiske bourgeoisis hænder), men derimod ud fra synspunktet min deltagelse i forberedelserne til, propagandaen for og fremskyndelsen af den proletariske verdensrevolution.

Det er, hvad internationalisme er, det er, hvad internationalistens, den revolutionære arbejders, den virkelige socialists opgave består i. Og det er den abc, renegaten Kautsky har »glemt«. Hans renegatholdning træder endnu tydeligere frem, når han fra billigelse af de småborgerlige nationalisters taktik (mensjevikkernes i Rusland, longuetisternes i Frankrig, Turatis i Italien, Haase og co.'s i Tyskland) går over til kritik af den bolsjevikiske taktik. Denne kritik lyder:

»Den bolsjevikiske revolution var baseret på den forudsætning, at den ville danne udgangspunkt for en almen europæisk revolution; at Ruslands dristige initiativ ville få proletarerne i hele Europa til at gå til opstand. Under denne forudsætning var det naturligvis ligegyldigt, hvilke former, en russisk separatfred antog, hvilke byrder og territoriale tab (bogstaveligt: lemlæstelser, Verstümmelungen), den bragte det russiske folk, hvilken fortolkning af nationernes selvbestemmelsesret, den gav. Det var da også lige gyldigt, om Rusland var i stand til at forsvare sig eller ej. Efter denne opfattelse udgjorde den europæiske revolution det bedste forsvar for den russiske revolution, den måtte bringe alle folk på tidligere russisk territorium fuld og sand selvbestemmelse.

En revolution i Europa, som indførte og konsoliderede socialismen der, måtte tillige blive et middel til at fjerne de hindringer, som landets økonomiske tilbageståenhed lagde i vejen for gennemførelsen af en socialistisk produktion i Rusland.

Det var altsammen meget logisk og godt underbygget, hvis man bare går ind på forudsætningen: at den russiske revolution uvægerligt ville udløse en europæisk. Men hvad nu i tilfælde af, at det ikke sker?

Hidtil er denne forudsætning ikke slået til. Og nu anklager man Europas proletarer for at have ladt den russiske revolution i stikken og forrådt den. Det er en anklage mod ubekendte, hvem vil man nemlig gøre ansvarlig for det europæiske proletariats opførsel? (s. 28).

Og Kautsky drøvtygger videre om, at Marx, Engels og Bebel flere gange tog fejl med hensyn til den ventede revolutions indtræden, men at de aldrig baserede deres taktik på forventningen om revolution »til et bestemt tidspunkt« (s. 29), mens bolsjevikkerne, påstås det, »satte alt på et kort: den almeneuropæiske revolution«.

Vi har med vilje anført dette lange citat for at anskueliggøre for læseren, hvor »snildt« Kautsky forfalsker marxismen ved at ombytte den med en forfladiget og reaktionær, spidsborgerlig opfattelse.

For det første, det at tillægge modstanderen en åbenbar dumhed og derpå gendrive den er en metode for ikke alt for begavede personer. Hvis bolsjevikkerne havde baseret deres taktik på forventningen om revolution i andre lande til et bestemt tidspunkt, ville det have været en ubestridelig dumhed. Men det bolsjevikiske parti begik ikke denne dumhed: I mit brev til de amerikanske arbejdere (af 20. august 1918) tager jeg udtrykkeligt afstand fra denne dumhed og siger, at vi gør regning på en amerikansk revolution, men ikke til noget bestemt tidspunkt. I min polemik mod de venstre-socialrevolutionære og »venstrekommunisterne« (januar-marts 1918) har jeg flere gange udviklet den samme tanke. Kautsky har brugt et lille . . . et ganske lille trick og baseret sin kritik af bolsjevismen på det. Kautsky har sammenrodet den taktik, der tager sigte på en europæisk revolution inden for en mere eller mindre kort, men ikke nogen bestemt frist, og en taktik, der tager sigte på europæisk revolution til et bestemt tidspunkt. Et lille falskneri, ganske lille!

Den sidste taktik er en dumhed. Den første er en pligt for en marxist, for enhver revolutionær proletar og internationalist, -- en pligt fordi den alene på marxistisk rigtig måde tager hensyn til den objektive situation, der i alle europæiske lande er fremkaldt af krigen, den alene stemmer overens med proletariatets internationale opgaver.

Ved at ombytte det store spørgsmål om den revolutionære taktiks grundprincipper generelt med det lille spørgsmål om den fejl, som de revolotionære, bolsjevikkerne, kunne have begået, men som de ikke har begået, har Kautsky lykkelig og vel fået distanceret sig fra den revolutionære taktik i det hele taget!

Som den renegat han er i politik, forstår han i teorien end ikke at stille spørgsmålet om den revolutionære taktiks objektive forudsætninger.

Og dermed er vi nået frem til det andet punkt.

For det andet, at gøre regning på en europæisk revolution er en pligt for enhver marxist, hvis der foreligger en revolutionær situation. Det er en elementær sandhed i marxismen, at det socialistiske proletariats taktik ikke kan være den samme, når der foreligger en revolutionær situation, og når der ikke foreligger en sådan.

Hvis Kautsky havde stillet dette spørgsmål, som enhver marxist må stille, ville han have set, at svaret går ham stik imod. Længe før krigen var alle marxister, alle socialister, enige om, at en europæisk krig ville skabe en revolutionær situation. Før Kautsky endnu var blevet renegat, anerkendte han dette klart og bestemt — både i 1902 (Den Sociale Revolution) og i 1909 (Vejen Til Magten). Basel-manifestet anerkender det på hele II Internationales vegne, af gode grunde afskyr socialchauvinisterne og kautskyanerne i alle lande (»centristerne«, de foIk, der svinger mellem de revolutionære og opportunisterne) de pågældende udtalelser i Basel-manifestet som ilden.

Følgelig var forventningen om en revolutionær situation i Europa ikke en fiks ide hos bolsjevikkerne, men den almindelige opfattelse hos alle marxister. Når Kautsky viger uden om denne ubestridelige sandhed med fraser om, at bolsjevikkerne jo »altid har troet på voldsanvendelsens og viljens almagt«, så er det netop en hult klingende frase der skal dække over Kautskys — hans skændige flugt — fra spørgsmålet om den revolutionære situation.

Videre. Indtrådte der faktisk en revolutionær situation, eller gjorde der ikke? Heller ikke dette spørgsmål har Kautsky formået at stille. Svaret herpå ligger i de økonomiske kendsgerninger: hunger og forarmelse, fremkaldt af krigen overalt, betyder en revolutionær situation. Det stillede spørgsmål besvares også af de politiske kendsgerninger: allerede fra 1915 viste der sig klart i alle lande en fremadskridende spaltning inden for de gamle, rådne socialistiske partier, proletariatets masser forlader de socialchauvinistiske førere og går til venstre, til de revolutionære ideer og stemninger, til de revolutionære førere.

Kun et menneske, der frygter revolutionen og forråder den, kunne den 5. august 1918, da Kautsky skrev sin brochure, undgå at se disse kendsgerninger. Og nu, i slutningen af oktober 1918, vokser revolutionen i en række lande i Eoropa for alles øjne, og det meget hurtigt. Den »revolutionære« Kautsky som ønsker, at man ser som hidtil skal betragte ham som marxist, har vist sig som en nærsynet spidsborger, der – ligesom spidsborgerne i 1847, som Marx spottede over – ikke så revolutionen nærme sig.

Vi er nået til tredje punkt.

For det tredje, hvordan er den revolutionære taktik beskaffen under forhold, hvor der består en europæisk revolutionær situation? Kautsky, der er blevet renegat, har ikke turdet stille dette for en marxist uomgængelige spørgsmål. Kautsky ræsonnerer som en typisk småborger og filister eller en uoplyst bonde: Er den »almindelige europæiske revolution indtrådt eller ej? Hvis den er indtrådt, så er også han villig til at blive revolutionær! Men — bemærker vi så vil alt muligt pak (ligesom de slyngler, der nu undertiden klistrer sig op ad de sejrende bolsjevikker) begynde at erklære sig for revolutionære!

Hvis ikke, vender Kautsky sig bort fra revolutionen! Kautsky har ikke skygge af forståelse af den sandhed, at det, der skiller den revolutionære marxist fra filisteren og spidsborgeren, er evnen til at indpode de uvidende masser forståelsen af, at revolutionen modnes og er en nødvendighed, bevise dens uundgåelighed, forklare dens gavnlighed for folket og forberede proletariatet og alle arbejdende og udbyttede masser på at gennemføre den.

Kautsky har tillagt bolsjevikkerne det nonsens, at de satte alt på ét kort ud fra den betragtning, at den europæiske revolution vil indtræde inden for en bestemt frist. Dette nonsens vender sig mod Kautsky selv, idet han stiller det sådan op, at bolsjevikkernes taktik ville have været rigtig, hvis den europæiske revolution var indtrådt senest 5. august 1918! Denne dato anfører Kautsky som tidspunktet for brochurens affattelse. Og da det nogle uger efter denne 5. august blev klart, at revolutionen er i anmarch i en række lande, afsløredes hele Kautskys renegatholdning, hele hans forfalskning af marxismen, hele hans mangel på evne til at ræsonnere revolutionært og til at stille spørgsmålene revolutionært, i al sin glans!

Når man, skriver Kautsky, anklager Europas proletarer for forræderi er det en anklage mod ubekendte.

De tager fejl, hr. Kautsky! Se Dem i Spejlet, og De vil se de »ubekendte«, som denne anklage er rettet imod. Kautsky stiller sig naiv an, han lader, som om han ikke forstår, hvem der har rettet en sådan anklage, og hvad der er meningen med den. I virkeligheden ved Kautsky udmærket, at denne anklage blev fremsat og fremsættes af det tyske »venstre«, Spartakusfolkene, Liebknecht og hans venner. Denne anklage er udtryk for klar erkendelse af at det tyske proletariat begik forræderi mod den russiske (og internationale) revolution, da det kvalte Finland, Ukraine, Letland og Estland. Anklagen er ikke først og fremmest rettet mod masserne, som altid er forkuede, men mod de førere, der, som Scheidemann og Kautsky, ikke opfyldte deres pligt til revolutionær agitation, revolutionær propaganda og revolutionært arbejde i masserne mod disses træghed, men som faktisk handlede på tværs af de revolutionære instinkter og strømninger, der altid ulmer i dybet hos den undertrykte klasses masser. Scheidemann'erne forrådte direkte, groft, kynisk og for størstedelen af egennyttige grunde proletariatet og gik over på bourgeoisiets side. Kautskyanerne og longueusterne gjorde det samme, vaklende, svajende og fejt skelende til hvem der i det givne øjeblik var stærkest. Kautsky har med alle sine skriverier under krigen neddæmpet den revolutionære ånd i stedet for at støtte og udvikle den.

Det vil blive stående som et ligefrem historisk mindesmærke over den spidsborgerlige forstokkethed hos en fører for »midten« af det officielle tyske socialdemokrati, at Kautsky end ikke begriber, hvilken kolossal teoretisk betydning, og hvilken endnu større agitatorisk og propagandistisk betydning det har, at Europas proletarer »anklages« for at have forrådt den russiske revolution! Kautsky begriber ikke, at denne »anklage« — under censurtilstandene i det tyske »imperium« — er så omtrent den eneste form, hvori de tyske socialister, der ikke har forrådt socialismen, Liebknecht og hans venner, kan udtrykke deres appel til de tyske arbejdere om at forkaste Scheidernann'erne og Kautsky'erne, støde den slags »førere« fra sig, befri sig for deres sløvende og forfladigende prædikener og på trods af dem, uden om dem, hen over dem rejse sig til revolutionen!

Kautsky begriber det ikke. Hvordan skulle han også kunne begribe bolsjevikkernes taktik? Kan man forvente af en mand, der i det hele taget har afsvoret revolutionen, at han afvejer og vurderer betingelserne for revolutionens udvikling i et af de »vanskeligste« tilfælde?

Bolsjevikkernes taktik var rigtig, den var den eneste internationalistiske taktik, fordi den ikke baserede sig på fej frygt for verdensrevolutionen eller spidsborgerlig »mistro« til den, eller på indskrænket nationalistisk ønske om at forsvare »sit eget« fædreland (sit eget bourgeoisis fædreland) og blæse på alt andet, — den baserede sig på en rigtig (en før krigen, før socialchauvinisternes og socialpacifisternes renegatoptræden almindeligt anerkendt) bedømmelse af den europæiske revolutionære situation. Denne taktik var den eneste internationalistiske,

for den præsterede et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og vække revolution i alle lande. Denne taktik blev retfærdiggjort ved en vældig succes, idet bolsjevismen blev verdensbolsjevisme (absolut ikke i kraft af de russiske bolsjevikkers fortjenester, men i kraft af massernes dybe sympati overalt med en taktik, der er virkeligt revolutionær), den leverede en ide, en teori, et program, en taktik, der konkret og praktisk adskiller sig fra socialchauvinismen og social-pacifismen. Bolsjevismen har gjort det af med den gamle, rådne Internationale, Scheidemann'ernes og Kautsky'ernes, Renaudel'ernes og Longuet'ernes, Renderson'ernes og MacDonald'ernes Internationale, og de vil nu falde over hinandens ben, mens de drømmer om »enhed« og ligets genoplivelse. Bolsjevismen har skabt det idemæssige og taktiske grundlag for III Internationale, den virkeligt proletariske og kommunistiske Internationale, som tager både den fredelige epokes landvindinger og erfaringerne fra revolutionernes gryende epoke i betragtning.

Bolsjevismen har overalt i verden populariseret tanken om »proletariatets diktatur«, den har oversat disse ord fra latin, først til russisk og derpå til alle verdens sprog, idet den med sovjetmagtens eksempel viste, at arbejdere og fattige bønder, selv i et tilbagestående land, selv når de er minimalt erfarne, uddannede og vante til organisation, var i stand til et helt år igennem under kolossale vanskeligheder i kamp mod udbytterne (som bourgeoisiet i hele verden støttede) at hævde det arbejdende folks magt, at skabe et demokrati langt højere og bredere end alle hidtidige demokratier i verden, og at begynde den skabende indsats af millioner af arbejdere og bønder for den praktiske virkeliggørelse af socialismen.

Bolsjevismen har i gerning fremmet udviklingen af den proletariske revolution i Europa og i Asien så stærkt som intet andet parti i noget andet land hidtil har formået det. Samtidig med, at det for hver dag står arbejderne i alle lande klarere, at Scheidemann'ernes og Kautsky'ernes taktik ikke har bragt forløsning fra den imperialistiske krig og fra lønslaveriet under det imperialistiske bourgeoisi, og at denne taktik ikke duer som mønster for alle lande — samtidig står det for hver dag proletarmasserne i alle lande klarere, at bolsjevismen har anvist den rette vej til frelse fra krigens og imperialismens rædsler, at bolsjevismen duer som mønster på taktik for alle.

Ikke blot en almen europæisk, men en verdensomspændende proletarisk revolution modnes nu for alles øjne, og den er blevet hjulpet, fremskyndet og støttet ved proletariatets sejr i Rusland. Er det kun lidt for socialismens fuldstændige sejr? Naturligvis er det lidt. Det er ikke muligt for et enkelt land at udrette mere. Men dette ene land har, takket være sovjetmagten, dog udrettet så meget, at selv i det tilfælde, at den russiske sovjetmagt blev slået ned af verdensimperialismen, lad os sige ved en overenskomst mellem den tyske og den fransk-engelske imperialisme, ville – selv i dette det værste af alle ulykkelige tilfælde, den bolsjevikiske taktik have vist sig at have været socialismen til uhyre gavn og at have fremmet uovervindelige verdensrevolutions vækst.

Tjenstvillighed over for bourgeoisiet maskeret som »økonomisk analyse«

Som allerede sagt, burde Kautskys bog, hvis titlen skulle gengive indholdet korrekt, kaldes — ikke Proletariatets Diktatur, men Opkog Af Borgerlige Angreb På Bolsjevikkerne.

Mensjevikkernes gamle »teorier« om den russiske revolutions borgerlige karakter, dvs. mensjevikkernes gamle forvrængning af marxismen (som i 1905 blev afvist af Kautsky!), opvarmes nu på ny af vor teoretiker. Vi er nødt til at dvæle ved dette spørgsmål, hvor kedsommeligt det end er for russiske marxister.

Den russiske revolution er borgerlig, sagde alle Ruslands marxister før 1905. Mensjevikkerne satte liberalismen i stedet for marxismen og sluttede deraf: altså bør proletariatet ikke gå videre, end bourgeoisiet kan acceptere, det bør føre kompromispolitik med bourgeoisiet. Bolsjevikkerne sagde, at det er en liberalt-borgerlig teori. Bourgeoisiet tilstræber at gennemføre omdannelsen af staten ad borgerlig vej, reformistisk, og ikke revolutionært, og vil så vidt muligt bevare både monarkiet og godsejernes jordbesiddelser osv. Proletariatet må føre den borgerligt-demokratiske revolution til ende uden at lade sig »binde« af bourgeoisiets reformisme. Det klassemæssige styrkeforhold under den borgerlige revolution har bolsjevikkerne formuleret således: Proletariatet, som knytter bønderne til sig, neutraliserer det liberale bourgeoisi og afskaffer totalt monarkiet, middelaldertilstandene og godsejernes jordbesiddelse.

I proletariatets forbund med bønderne som helhed konstateres også revolutionens borgerlige karakter, fordi bønderne som helhed er småproducenter, der står på vareproduktionens grund. I det videre forløb, tilføjede bolsjevikkerne allerede dengang, knytter proletariatet hele halvproletariatet (alle udbyttede og arbejdende) til sig, neutraliserer middelbønderne og styrter bourgeoisiet: heri består den socialistiske revolution til forskel fra den borgerligt-demokratiske. (Se min brochure fra 1905: To Slags Taktik, genoptrykt i samlingen Efter 12 År, St. Peteroborg,1907).

Kautsky tog indirekte del i denne diskussion i 1905) og udtalte sig på forespørgsel fra daværende mensjevik I realiteten imod Plekhanov, hvilket dengang fremkaldte særlige spydigheder i den bolsjevikiske presse. Nu nævner Kautsky ikke med et ord datidens diskussioner (han er bange for at blive afsløret af sine egne udtalelser fra dengang), og dermed berøver han den tyske læser enhver mulighed for at forstå sagens kerne. Hr. Kautsky kunne ikke i 1918 fortælle de tyske arbejdere, at han i 1905 var tilhænger af arbejdernes forbund med bønderne, derimod ikke med det liberale bourgeoisi, og på hvilke betingelser han forfægtede dette forbund, hvilket program han udkastede for dette forbund.

Efter sin krebsegang forfægter Kautsky nu med prangende fraser om »historisk materialisme«, maskerede som »økonomisk analyse«, arbejdernes underordning under bourgeoisiet, idet han med citater fra mensjevikken Maslov tygger drøv på mensjevikkernes gamle liberale anskuelser. Og med citater bevises hermed den nye tanke, at Rusland er tilbagestående, og konklusionen af denne nye tanke bliver den gamle, sådan at forstå, at man under den borgerlige revolution virkelig ikke må gå videre end bourgeoisiet! Og det på trods af alt, hvad Marx og Engels har sagt i deres sammenligning af den borgerlige revolution i 1789-1793 i Frankrig med den borgerlige revolution i Tyskland 1848!

Før vi går over til »hovedargumentets og hovedindholdet i Kautskys »økonomiske analyse«, skal vi bemærke, at allerede de første sætninger afslører en kuriøs tanke-forvirring eller mangel på omtanke hos forfatteren.

»Ruslands økonomiske grundlag«, forkynder vor »teoretiker«, »er op til nu landbruget, navnlig det lille bondebrug. Af det lever 4/5, måske endda 5/6 af befolkningen« (s. 45). For det første, kære teoretiker, har De tænkt over, hvor mange udbyttere, der kan Være blandt denne masse af småproducenter? Naturligvis ikke over 1/10 af det samlede antal, og i byerne endda mindre, eftersom storproduktionen er mere udviklet der. Lad os endda vælge et usandsynligt højt tal, lad os sige, at 1/5 af småprodueenterne er udbyttere, som mister valgretten. Selv da vil De finde, at de 66 pct. bolsjevikker på 5. sovjet-kongres repræsenterede befolkningens flertal. Til dette må yderligere føjes, at der blandt de venstre-socialrevolutionære hele tiden var et anseligt antal tilhængere af sovjetmagten, dvs. principielt var alle venstre-socialrevolutionære tilhængere af sovjetmagten, og da en del af dem i juli 1918 indlod sig på opstandseventyret, skilte to nye partier sig ud fra deres gamle parti: narodnik-kommunisterne og de revolutionære kommunister (de dannedes af fremtrædende venstre-socialrevolutionære, som allerede deres gamle parti havde placeret på betydnings-fulde poster, således tilhører eksempelvis Saks det første og Kolegajev det andet). Dermed har Kautsky selv — mod sin vilje! — gendrevet den latterlige skrøne, at der kun står et mindretal af befolkningen bag bolsjevikkerne.

For det andet, kære teoretiker, har De tænkt over, at den lille producent i landbruget uundgåeligt svinger mellem proletariatet og bourgeoisiet? Denne marxistiske sandhed, som er bekræftet ved hele den nyere historie i Europa, har Kautsky »glemt«, meget belejligt, eftersom den fuldstændigt pulveriserer hele den mensjevikiske »teori«, som han gentager! Havde Kautsky nu ikke »glemte dette, kunne han ikke have bestridt nødvendigheden af proletariatets diktatur i et land med overvejende småproducenter i landbruget.

lad os se på hovedindholdet i vor teoretikers »økonomiske analyse«.

At sovjetmagten er et diktatur, er ubestrideligt, siger Kautsky. »Men er det proletariatets diktatur? (s. 34).

»Bønderne udgør ifølge sovjetforfatningen flertallet af den befolkning, der har ret til at deltage i lovgivningen og forvaltningen. Hvad der præsenteres for os som proletariatets diktatur, ville, hvis det blev gennemført konsekvent, og hvis overhovedet én klasse direkte kunne udøve et diktatur, hvad der kun lader sig gøre for et parti, vise sig at være et bøndernes diktatur« (s. 35).

Og den gode Kautsky, der er særdeles tilfreds med en så dybsindig og åndrig betragtning, forsøger at være vittig: »Det synes altså, som om den mest smertefrie gennemførelse af socialismen vil være sikret, når den lægges i bøndernes hænder« (s. 35).

Yderst udførligt og med en række overordentlig lærde citater af den halvliberale Maslov efterviser vor teoretiker den nye tanke, at bønder er interesseret i høje korn-priser, i lav arbejdsløn til arbejderne i byerne osv. osv. Disse nye tanker er i øvrigt desto mere kedsommeligt fremstillet, jo mindre opmærksomhed der ofres på efter-krigstidens virkeligt nye foreteelser, f. eks. det, at bønderne forlanger ikke penge for korn, men varer, og at bønderne ikke har tilstrækkeligt med redskaber, som ikke kan fremskaffes for penge i tilstrækkeligt omfang. Om dette mere udførligt senere.

Kautsky beskylder altså bolsjevikkerne, proletariatets parti, for at have udleveret diktaturet, udleveret gennemførelsen af socialismen til de småborgerlige bønder. Strålende, hr. Kautsky! Hvilke relationer skulle der da efter Deres oplyste mening bestå mellem det proletariske parti og de småborgerlige bønder?

Om det har vor teoretiker foretrukket at tie - formentlig ihukommende ordsproget »tale er sølv, tavshed er guld«. Derimod har Kautsky udleveret sig selv med følgende ræsonnement:

»I sovjetrepublikkens første tid udgjorde bondesovjetterne organisationer for bønderne generelt. Nu proklamerer republikket, at sovjetterne er proletarernes og de fattige bønders organisationer. De velstående mister valgretten til sovjetterne. Den fattige bonde bliver her anerkendt som et varigt masseprodukt af den socialistiske agrarreform under proletariatets diktatur'« (s. 48).

Hvilken dræbende ironi! Den slags kan man i Rusland høre fra enhver bourgeois: de er alle skadefro og hånlige, fordi sovjetrepublikken åbent indrømmer eksistensen af fattige bønder. De håner socialismen. Det er deres ret. Men en »socialist«, der spotter over, at der efter en ødelæggende krig gennem fire år stadig findes fattige bønder — og at de vil findes længe endnu — en sådan »socialist« kan kun dukke op i en situation, hvor renegatholdning er et massefænomen.

Hør blot videre :

» . . .Sovjetrepublikken griber ganske vist ind i forholdet mellem fattige og rige bønder, dog ikke ved nogen ny jordfordeling. For at afhjælpe bybefolkningens mangel på levnedsmidler sender man afdelinger af bevæbnede arbejdere ud på landet, hvor de fratager de rige bønder deres overskud af levneds-midler. En del af disse levnedsmidler overdrages bybefolkningen, en anden del de fattigste bønder« (s. 48).

Naturligvis er socialisten og marxisten Kautsky yderst oprørt ved tanken om, at en sådan foranstaltning kunne finde anvendelse længere borte end i omegnen af de store byer (hos os anvendes den ud over hele landet). Socialisten og marxisten Kautsky docerer med spidsborgerens uforlignelige, enestående, beundringsværdige koldblodighed (eller stupiditet) : »Blot indfører de (beslaglæggelserne hos de velstående bønder) et nyt element af uro og borgerkrig i produktionsprocessen« (borgerkrig i »produktionsprocessen«, det er jo noget helt overnaturligt!) » . . . som til sin sanering har et presserende behov for ro og sikkerhed« (s. 49).

Jo, jo, gælder det ro og sikkerhed for udbyttere og levnedsmiddelspekulanter, som gemmer deres overskud, overtræder loven om kornmonopolet og påfører bybefolkningen sult, — gælder det dette, må marxisten og socialisten Kautsky naturligvis sukke og fælde tårer. Vi er alle socialister og marxister og internationalister, råber i kor de herrer Kautsky, Heinrich Weber (Wien), Longuet (Paris), MacDonald (London) osv. — Vi er alle tilhængere af arbejderklassens revolution, når blot . . . når blot korn-spekulanternes ro og sikkerhed ikke forstyrres! Og denne beskidte tjenstvillighed over for kapitalisterne skjuler vi ag en »marxistisk« henvisning til »produktionsprocessen« . . . Hvis det er marxisme, hvad er der så, der kan kaldes lakajtjeneste for bourgeoisiet?

Lad os se, hvad vor teoretiker når frem til. Han anklager bolsjevikkerne for at udgive bøndernes diktatur for proletariatets diktatur. Og samtidig anklager han os for at føre borgerkrigen ud på landet (det anser vi for vor fortjeneste), for at sende bevæbnede arbejderafdelinger ud på landet, hvor de åbent erklærer, at de realiserer »proletariatets og fattigbøndernes diktatur«, hjælper fattigbønderne og beslaglægger spekulanternes, de rige bønders kornoverskud, som de har holdt skjult i strid med loven om kornmonopolet.

På den ene side er vor marxistiske teoretiker tilhænger af det rene demokrati, af at den revolutionære klasse, de arbejdende og udbyttedes fører, underordner sig under befolkningsflertallet (som altså indbefatter udbytterne). På den anden side anfører han imod os, at revolutionen uundgåeligt må være borgerlig, fordi bønderne som helhed står på de borgerlige samfundsforholds grund, og samtidig hævder han at forfægte det proletariske, marxistiske klassestandpunkt!

I stedet for en »økonomisk analyse« er dette en grød og et roderi af første klasse. I stedet for marxisme er dette brudstykker af liberale teorier og propaganda for lakaj-tjeneste over for bourgeoisiet og kulakkerne.

Det problem, Kautsky har bragt forvirring i, har bolsjevikkerne allerede i 1905 klarlagt fuldstændigt. Javel, vor revolution er borgerlig, så længe vi går sammen med bønderne som helhed. Det har vi erkendt så klart som noget og sagt hundreder og tusinder af gange siden 1905, og vi har aldrig forsøgt hverken at springe dette nødvendige trin i den historiske proces over eller at afskaffe det ved dekreter. Kautskys iver for at »afsløre« os på dette punkt afslører kun virvarret i hans anskuelser og hans frygt for at erindre, hvad han skrev i 1905, da han endnu ikke var blevet renegat.

Men i 1917, fra april måned, længe før oktoberrevolutionen og før vi tog magten, sagde vi åbent og forklarede folket: Revolutionen kan ikke standse op ved dette, fordi landet er gået fremad, kapitalismen er gået fremad, forarmelsen har nået et uhørt omfang, som kræver (om nogen ønsker det eller ej) skridt fremad til socialismen. På anden måde kan man ikke gå på anden måde kan man ikke lindre de arbejdendes og udbyttedes trængsler. Det er gået netop, som vi havde sagt. Revolutionens forløb har bekræftet rigtigheden af vor konklusion. Først sammen med »alle« bønder mod monarkiet, mod godsejerne, mod middelalderlige forhold (og for så vidt forbliver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derpå sammen med fattigbønderne, sammen med halvproletariatet, sammen med alle udbyttede mod kapitalismen, deri indbeattet landbrugets rigmænd, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At forsøge Da at rejse en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, på at adskille dem fra hinanden på anden måde end den ene, i hvilken grad proletariatet er forberedt, i hvilken grad de er forbundet med de fattige på landet — det er en kæmpemæssig forvrængning af marxismen, forfladigelse af den og erstatning af den med liberalisme. Det ville betyde at bruge tilsyneladende videnskabelige henvisninger til bourgeoisiets progressive karakter i forhold til middelalderen til at stable et reaktionært forsvar for bourgeoisiet mod det socialistiske Proletariat på benene.

Når sovjetterne repræsenterer en langt højere form og type demokratiske, er det i øvrigt netop fordi de ved at samle og inddrage arbejder- og bondemasserne i politik fungerer som det mest fintmærkende barometer, der på det mest direkte påvirkes af »folket« (i den af Marx anvendte betydning, da han i 1871 talte om virkelig folkerevolution), og som registrerer udviklingen og væksten i massernes politiske, klassemæssige modenhed. Sovjetforfatningen er ikke skrevet efter en eller anden »plan« den er ikke affattet i studerekamre, den er ikke påtvunget det arbejdende folk af bourgeoisiets jurister. Nej, denne forfatning er vokset frem af klassekamens udviklingsforløb, i takt med klassemodsigelsernes modning. Netop de data, som Kautsky er nødt til at anerkende, beviser dette.

Først omfattede sovjetterne bønderne som helhed. Den mangelfulde udvikling, tilbageståenheden og uvidenheden netop hos de fattigste bønder gav kulakkerne, de rige, kapitalisterne og de småborgerlige intellektuelle ledelsen i hænde. Det var tiden, hvor småborgerskabet, menskevikkerne og de socialrevolutionære dominerede (kun tåber eller renegater som Kautsky kan betragte nogen af dem som socialister). Småborgerskabet vaklede uvægerligt, uundgåeligt mellem bourgeoisiets diktatur (Kerenskij, Kornilov, Savinkov) og proletariatets diktatur, fordi småborgerskabet ikke er i stand til nogen som helst selvstændighed, hvilket følger af de fundamentale grund-egenskaber ved dets økonomiske placering. I øvrigt distancerer Kautsky sig fuldstændigt fra marxismen ved, at han i analysen af den russiske revolution indskrænker sig til brugen af det juridiske, formelle begreb »demokrati«, der tjener bourgeoisiet til dække for dets dominans og til bedrageri over for masserne, mens han glemmer, at i virkeligheden er »demokratiet« undertiden udtryk for bourgeoisiets diktatur, og undertiden for småborgerskabets magtesløse reformisme, som underordner sig under dette diktatur osv. Hos Kautsky ser det ud, som om der i et kapitalistisk land var dels borgerlige partier, dels et proletarisk, som har proletariatets flertal, dets masse bag sig (bolsjevikkerne), men ingen småborgerlige partier! Ingen klasserødder, småborgerlige rødder for mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vedkommende!

Småborgerskabets, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vaklen gav masserne en lære og fik deres store flertal til at vende sig bort fra den »førere«. I sovjetterne fik bolsjevikkerne overtaget (i Petrograd og Moskva henimod oktober 1917); blandt de socialrevolutionære og mensjevikkerne forstærkedes splittelsen.

Den sejrrige bolsjevikiske revolution betød, at det var slut med svingningerne, den betød, at monarkiet og godsejernes jordbesiddelse blev afskaffet fuldt ud (før oktoberrevolutionen var denne jordbesiddelse ikke afskaffet). Den borgerlige revolution blev ført til ende af os. Bønderne fulgte os som en helhed. Det antagonistiske forhold til det socialistiske proletariat kunne ikke åbenbare sig på et øjeblik. Sovjetterne omfattede bønderne i det hele taget. Klassedelingen inden for bøndernes rækker var endnu ikke modnet, var endnu ikke brudt frem.

Denne proces udviklede sig i sommeren og efteråret 1918. Tjekkoslovakkernes kontrarevolutionære opstand vækkede kulakkerne. En bølge af kulak-opstande gik hen over Rusland. Fattigbønderne lærte – ikke af bøger og ikke af aviser, men af livet – at deres interesser er uforenelige med kulakkernes, de riges, landsbybourgeoisiets interesser. De »venstre-socialrevolutionære« afspejlede som ethvert småborgerligt parti massernes svingninger, og netop i sommeren 1918 spaltedes de: en del gik sammen med tjekkoslovakkerne (opstanden i Moskva, hvor Prosjan holdt telegrafstationen besat — i en time! — og meddelte Rusland, at bolsjevikkerne var styrtet, derpå det forræderi, som den øverstkommanderende for hæren mod tjekkoslovakkerne, Muravjov begik osv.); en anden del, omtalt ovenfor, forblev sammen med bolsjevikkerne.

Den forværrede levnedsmiddelmangel i byerne rejste stadig skarpere spørgsmålet om et kornmonopol (som »teoretikeren« Kautsky har glemt i sin analyse, der blot efterplaprer, hvad han for ti år siden har læst hos Maslov!).

Den gamle godsejer- og bourgeoisistat, ja, selv den demokratisk-republikanske stat, sendte væbnede afdelinger, der faktisk stod til bourgeoisiets disposition, ud på landet. Det kender hr. Kautsky ikke noget til! Deri ser han ikke noget »bourgeoisi-diktatur«, gud fri os! Det er »det rene demokrati«, navnlig hvis det er godkendt af det borgerlige parlament! At Avksentjev og S. Maslov i kompagniskab med Kerenskij, Tsereteli og deres lige blandt socialrevolutionære og mensjevikker i sommeren og efteråret 1917 arresterede jordkomiteernes medlemmer, det har Kautsky »ikke hørt noget om«, og han siger ingenting om det!

Sagen er den simple, at en borgerlig stat, der realiserer bourgeoisiets diktatur i form af en demokratisk republik, ikke over for folket kan indrømme, at den tjener bourgeoisiet, men er nødt til at hykle.

En stat af Kommunens type, den sovjetiske stat, siger derimod folket sandheden, åbent og ligeud erklærer, at den er proletariatets og fattigbøndernes diktatur og drager netop i kraft af denne sandhed millioner og atter millioner af nye borgere til sig; de som under enhver demokratisk republik er underkuede, men som af sovjetterne inddrages i politikken, i demokratiet, i statens styrelse. Sovjetrepublikken sender afdelinger af bevæbnede arbejdere ud på landet, i første række de mest fremskredne fra hovedstæderne. Disse arbejdere bringer socialismen ud på landet, vinder de fattige over på deres side, organiserer og oplyser dem og hjælper dem med at undertrykke bourgeoisiets modstand.

Alle, der kender til sagen, og som har opholdt sig på landet, taler om, at vor landbefolkning først i sommeren og efteråret 1918 selv gennemlevede »oktoberrevolutionen« (dvs. den proletariske revolution). Der indtræder et omsving. Bølgen af kulakopstande afløses af en rejsning blandt de fattige, en fremvækst af fattigbondekomiteer. I hæren vokser antallet af kommissærer fra arbejdernes rækker, officerer fra arbejdernes rækker, divisions- og armechefer fra arbejdernes rækker. Samtidig med at dumrianen Kautsky, opskræmt over julikrisen (1918) og bourgeoisiets jammerklager, svanser ærbødigt bagved det og skriver en hel brochure, gennemsyret af den overbevisning, at bolsjevikkerne er på nippet til at blive styrtet af bønderne, samtidig med at denne dumrian i udskillelsen af de venstre-socialrevolutionære ser en »indsnævring« (s. 37) af den kreds, der støtter bolsjevikkerne — samtidig hermed vokser bolsjevikkernes virkelige tilhængerskare umådeligt, fordi millioner og atter millioner af de fattige på landet vågner til selvstændigt politisk liv og frigør sig for kulakkernes og landbourgeoisiets indflydelse.

Vi har mistet hundredvis af venstre-socialrevolutionære, karakterløse intellektuelle og kulakker fra bøndernes rækker; vi har vundet millioner af repræsentanter for fattigfolk^[3]).

Et år efter den proletariske revolution i de store byer indtrådte under indflydelse fra den og med dens hjælp en proletarisk revolution ude i landets afkroge, hvormed sovjetmagten og bolsjevismen konsolideredes endeligt, og hvormed det endeligt blev bevist, at der inden for landet ikke findes kræfter, som kan modstå den.

Efter at Ruslands proletariat sammen med bønderne som helhed havde gennemført den borgerlig-demokratiske revolution, gik det definitivt over til den socialistiske revolution, da det var lykkedes proletariatet at spalte landbefolkningen, knytte dens proletarer og halvproletarer til sig og forene dem mod kulakkerne og bourgeoisiet, også bondebourgeoisiet.

Se, hvis hovedstædernes og de store industricentres bolsjevikiske proletariat ikke havde formået at samle den fattige landbefolkning omkring sig mod de rige bønder ville det dermed være bevist, at Rusland var »umodent til den socialistiske revolution, så ville bønderne være forblevet en »helhed«, dvs. være forblevet under kulakkernes, rigmændenes, bourgeoisiets økonomiske, politiske og åndelige ledelse, så ville revolutionen ikke være kommet ud over den borgerlig-demokratiske revolutions rammer. (I parentes bemærket ville heller ikke dette have været bevis for, at proletariatet ikke skulle have taget magten, for kun proletariatet førte virkeligt den borgerlig-demokratiske revolution til ende, kun proletariatet har gjort noget alvorligt for at bringe den proletariske verdensrevolution nærmere, kun proletariatet har skabt en sovjetisk stat, efter Kommunen det næste skridt i retning af en socialistisk stat.)

På den anden side, hvis det bolsjevikiske proletariat ikke havde forstået at afvente klasseudskillelsen på landet, at forberede og gennemføre den, men havde forsøgt at straks, i oktober-november 1917, at »dekretere« borgerkrig eller »socialismens indførelse på landet, havde forsøgt at komme uden om en midlertidig blok (forbund) med bønderne som helhed, at komme uden om en række indrømmelser til middelbonden osv. — så ville det have været en blanquistisk forvrængning af marxismen, så ville det have været et mindretals forsøg på at påtvinge flertallet sin vilje, så ville det have været en teoretisk tåbelighed, en svigtende forståelse af, at en revolution, som alle bønder deltager i, endnu stadig er en borgerlig revolution, og at man i et tilbagestående land ikke kan gøre den til en socialistisk revolution uden en række overgange, overgangstrin.

Kautsky har i det meget vigtige teoretiske og politiske spørgsmål rodet alt sammen og har i praksis vist sig simpelt hen at være en bourgeoisi-tjener, der bruger mund mod proletariatets diktatur.

En lignende, om ikke endnu større forvirring har Kautsky anrettet i et andet meget interessant og meget vigtigt spørgsmål, nemlig: var sovjetrepublikkens lovgivning vedrørende landbrugets omformning, denne meget vanskelige og samtidig meget vigtige socialistiske omformning, principielt rigtigt anlagt, og blev den derpå gennemført hensigtsmæssigt? Vi ville være enhver vesteuropæisk marxist usigeligt taknemmelige, hvis han efter at have sat sig ind i blot de vigtigste dokumenter ville give en kritik af vor politik, fordi han derved ville hjælpe os overordentligt og tillige hjælpe revolutionen, der er ved at modnes i hele verden. Men i stedet for kritik leverer Kautsky et utroligt teoretisk virvar, hvor marxismen forvandles til liberalisme, og i praksis munder ud i tomme, ondskabsfulde, spidsborgerlige udfald mod bolsjevikkerne. Læseren kan selv dømme:

»Storgodsbesiddelsen blev på grund af revolutionen uholdbar. Det blev straks klart. Det var uundgåeligt at overlade den til bondebefolkningen. . . « (Forkert, hr. Kautsky: Det, der er »klart« for Dem, sætter De i stedet for de forskellige klassers holdning til spørgsmålet; revolutionens historie har vist, at koalitionsregeringen af bourgeois'er sammen med Småborgere, mensjevikker og socialrevolutionære førte en politik, der gik ud på at bevare storgodsbesiddelsen. Det blev bevist navnlig med S. Maslovs lov og arrestationen af jordkomiteernes medlemmer. Uden proletariatets diktatur havde »bondebefolkningen« ikke kunnet besejre godsejeren, der havde sluttet sig sammen med kapitalisterne.)

» ... Imidlertid var der aldeles ikke enighed om, under hvilke former det skulle foregå. Forskellige løsninger var tænkelige. . .« (Kautsky er fremfor alt bekymret for »enigheden« blandt »socialisterne«, uanset hvem der kalder sig ved dette navn. At hovedklasserne i det kapitalistiske samfund må nå frem til forskellige løsninger, glemmer han.) ». . . Fra et socialistisk synspunkt ville det mest rationelle være at gøre de store brug til statseje og lade bønderne, der hidtil havde arbejdet i dem som lønarbejdere, drive dem som kooperativer. Men denne løsning forudsætter landarbejdere af en slags, der ikke findes i Rusland. En anden løsning kunne måske have været af storgodserne som statseje og opdeling af dem i små lodder, der overlades jordfattige bønder i forpagtning. Der ville dermed dog være realiseret noget af socialismen. . . «

Som sædvanlig klarer Kautsky frisag med det berømte: på den ene side kommer man ikke uden om, på den anden side må det indrømmes. Han stiller forskellige løsninger op ved siden af hinanden uden tanke — den eneste reale, eneste marxistiske tanke – for, hvordan overgangene fra kapitalisme til kommunisme skal forme sig under de eller de særlige omstændigheder. Der findes i Rusland landarbejdere, men der er ikke mange af dem, og det af sovjetmagten rejste spørgsmål om, hvordan man skal gå over til kommunedrift eller kooperativ drift, kommer Kautsky ikke ind på. Det mest besynderlige er dog, at Kautsky vil se »noget af socialismen« i bortforpagtningen af små jordlodder. I virkeligheden er det en småborgerlig parole, og »socialisme« er der intet af her. Hvis den »Stat«, der bortforpagter jorden, ikke er en stat af Kommunens type, men en parlamentarisk, borgerlig republik (netop det forudsætter Kautsky til stadighed), bliver bortforpagtningen af smålodder en typisk liberal reform.

At sovjetmagten har ophævet enhver ejendomsret til jord, fortier Kautsky. Værre endnu. Han udfører et utroligt trick og citerer sovjetmagtens dekreter sådan, at det væsentligste udelades.

Efter at have erklæret, at »småproduktionen stræber efter fuldt privateje af produktionsmidler«, og at den Konstituerende Forsamling ville være »den eneste autoritets, der var i stand til at hindre en opdeling (en påstand, der virkelig er latterlig i Rusland, fordi alle ved, at kun sovjetterne betragtes som autoritet af arbejderne og bønderne, mens den Konstituerende Forsamling er blevet tjekkoslovakkernes og godsejernes parole), — fortsætter Kautsky:

»Et af den sovjetiske regerings første dekreter fastsatte: 1. Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkeligt uden nogen erstatning. 2. Godsejer besiddelser. såvel som alle hoffets, klostrenes og kirkernes jorder med alt levende og dødt inventar, bygninger og alt tilbehør stilles til disposition for jordkomiteerne i landdistrikterne under bonderepræsentanternes sovjetter, indtil den Konstituerende Forsamling træffer afgørelse om jordspørgsmålet.«

Kautsky citerer kun disse to punkter og konkluderer så:

»Henvisningen til den Konstituerende Forsamling blev et dødt bogstav. Faktisk kunne bønderne i de enkelte distrikter gøre med jorderne, hvad de ville« (s. 47)

Her har De prøver på Kautskys »kritik«! Her har De et »lærd« værk, der mest af alt minder om et falskneri. Det indpodes den tyske læser, at bolsjevikkerne har kapituleret over for bønderne i spørgsmålet om privat ejendomsret til jorden! At bolsjevikkerne har overladt til bønderne hvor for sig (»i de enkelte distrikters) at gøre som de ville!

Men i virkeligheden består det dekret, Kautsky citerer — det første dekret, der udstedtes den 26. oktober 1917 (gl.tidsr.) ikke af to, men af fem paragraffer plus otte paragraffer i en »instruks, om hvilken det meddeltes, at den »skal tjene til vejledning«.

I dekretets paragraf 3 hedder det, at brugene overgår »til folket«, at der ubetinget skal opstilles »en nøjagtig fortegnelse over al konfiskeret ejendom« og sørges »for streng revolutionær bevogtning«. Og i instruksen hedder det, at »privat ejendomsret til jord ophæves for bestandigt«, at »jordbrug i højt udviklet drift« »ikke gøres til genstand for opdeling», at »brugsretten til alt driftsinventar, levende og dødt, på de konfiskerede jorder overgår uden erstatning til staten eller landsbyfællesskabet, afhængigt af størrelse og betydning«, og at »al jord indgår i jordfonden, som er folkets fælles ejendom«.

Endvidere vedtog 3. sovjetkongres samtidig med opløsningen af den Konstituerende Forsamling (5. januar 1918) en Deklaration Om Det Arbejdende Og Udbyttede folks rettigheder, som nu er indgået i sovjetrepublikkens grundlove. I denne deklarations artikel 2, stk. 1 hedder det, at »privatejendomsretten til jord ophæves, og at »mønstergodser og brug erklæres for nationaleje«.

Altså forblev henvisningen til den Konstituerende Forsamling ikke et dødt bogstav, eftersom en anden repræsentativ institution, omfattende hele folket og med langt større autoritet i bøndernes øjne, påtog sig løsningen af landbrugsspørgsmålet.

Videre offentliggjordes den 6. (19.) februar 1918 loven om socialisering af jorden, som endnu engang bekræfter ophævelsen af al ejendomsret til jorden og giver sovjetmyndighederne under kontrol af den føderale sovjetmagt rådighed over jorden og over alt privatejet inventar; der skal disponeres over jorden således, at der

»udvikles kollektiv drift i landbruget som den mest arbejdsbesparende og produktive drift og på bekostning af enkeltbrugene, med overgang til socialistisk drift som mål« (art. 1l.pkt. e).

Denne lov, der indfører udlignende fordeling af det dyrkede areal, besvarer spørgsmålet: »Hvem har ret til at dyrke jorden ? således:

(Art. 20). »De enkelte overfladearealer kan inden for den Russiske Føderative Sovjetrepubliks grænser benyttes til offentlige og personlige formål: A) Til kultur- og oplysningsformål: 1) af staten repræsenteret ved sovjetmagtens organer (føderale, område-, guvernements-, kreds-, distrikts- og landsbymyndigheder). 2) af offentlige organisationer (under kontrol af og efter tilladelse fra den lokale sovjetmyndighed). B) Til landbrugsdrift: 3) af landbrugskommuner. 4) af landbrugskooperativer. 5) af landsbyfællesskaber 6) af enkeltfamilier og -personer. . . «

Læseren vil se, at Kautsky har fordrejet sagen fuldstændigt og fremstillet den russiske proletariske stats landbrugspolitik og landbrugslovgivning i absolut falsk form for den tyske læser.

Ikke engang de teoretisk vigtige, fundamentale spørgsmål har Kautsky kunnet stille!

Disse spørgsmål er følgende:

(1) Den udlignende fordeling af det dyrkede areal og

(2) jordens nationalisering, - disse to foranstaltningers forhold til socialismen i almindelighed og til overgangen fra kapitalisme til kommunisme i særdeleshed.

(3) fælles dyrkning af jorden som overgang fra splittede de småbrug til store fællesbrug; opfylder dette spørgsmåls behandling i den sovjetiske lovgivning socialismens krav?

Med hensyn til det første spørgsmål må først og fremmest følgende fundamentale kendsgerninger fastslås: (a) Bolsjevikkerne har allerede ved sammenfatningen at erfaringerne fra 1905 (jeg henviser eksempelvis til min behandling af landbrugsproblemet i den første russiske revolution) peget på den demokratisk-progressive, demokratisk revolutionære betydning af parolen udlignende fordeling, og i 1917, for oktoberrevolutionen, udtalt sig ganske bestemt herom. (b) Da loven om socialisering af jorden gennemførtes — en lov, hvis »Sjæl« er parolen om udlignende fordeling af det dyrkede areal – erklærede bolsjevikkerne ganske præcist og bestemt: denne ide er ikke vor, vi er ikke enige i denne parole, men vi anser det for en pligt at gennemføre den, fordi det er et krav fra bøndernes store flertal. Og ideer og krav, der opstilles af det arbejdende folks flertal, må de selv leve sig igennem; det lader sig ikke gøre at »afskaffe« disse krav eller at »springe dem over«. vi, bolsjevikkerne, vil hjælpe bønderne med at gennemleve de småborgerlige paroler, og med så hurtigt og let som muligt at gå fra dem over til socialistiske paroler.

En marxistisk teoretiker, der med sin videnskabelige analyse ville hjælpe arbejderrevolutionen, burde for det første svare på, om det er rigtigt, at tanken om udlignende fordeling af det dyrkede areal er af demokratisk-revolutionær betydning, at den betyder, at den borgerligt—demokratiske revolution føres til ende? For det andet, om bolsjevikkerne handlede rigtigt ved med deres stemmer at sikre (og på det mest loyale efterleve) den småborgerlige lov om udlignende fordeling?

Kautsky har ikke engang kunnet se, hvad problemets kerne teoretisk er!

Det vil aldrig lykkes Kautsky at gendrive, at tanken om udlignende fordeling har progressiv og revolutionær betydning under en borgerlig-demokratisk omvæltning. Videre kan denne omvæltning ikke gå. Når den føres helt igennem, afslører den des klarere, des hurtigere, des lettere for masserne, at de borgerlig-demokratiske løsninger er utilstrækkelige, og at man må gå ud over deres rammer, gå over til socialismen.

Efter at have fældet tsarismen og godsejerne ser bønderne hen til den udlignende fordeling, og ingen magt ville kunne standse bønderne, efter at de er blevet befriet for både godsejerne og den borgerlig-parlamentariske, republikanske stat. Proletarerne siger til bønderne: Vi vil hjælpe jer med at nå frem til den »ideales kapitalisme, for udlignende fordeling af det dyrkede areal er for småproducenten idealisering af kapitalismen. Og samtidig vil vi vise jer, at det er utilstrækkeligt, og at det er nødvendigt at gå over til fælles dyrkning.

Det ville være interessant at se, hvordan Kautsky ville prøve at gendrive rigtigheden af en sådan ledelse af bøndernes kamp fra proletariatets side.

Kautsky har foretrukket at gå uden om spørgsmålet...

Videre har Kautsky direkte bedraget de tyske læsere ved at holde skjult for dem, at sovjetmagten med loven om jorden har givet kommuner og kooperative brug absolut forrang, idet de er anbragt på den forreste plads.

Sammen med bønderne til den borgerlig-demokratiske revolutions fuldendelse — sammen med de fattigste, proletariske og halvproletariske bønder fremad til den socialistiske revolution! Sådan var bolsjevikkernes politik, og det var den eneste marxistiske politik.

Men Kautsky er i vildrede og formår ikke at rejse et eneste problem! På den ene side tør han ikke sige, at proletarerne skulle være gået imod bønderne i spørgsmålet om udligningen, for han fornemmer, at en sådan konflikt ville være tåbelig (tilmed forfægtede Kautsky i 1905, da han endnu ikke var renegat, klart og direkte arbejdernes og bøndernes forbund som en betingelse for revolutionens sejr). På den anden side citerer han med sympati mensjevikken Maslovs banaliteter, der skal »bevise« at småborgerlig lighed er utopisk og reaktionær ud fra socialismens synspunkt, men som fortier, at den småborgerlige kamp for lighed, for udligning er progressiv og revolutionær ud fra den borgerlig-demokratiske revolutions synspunkt.

Der er ingen ende på forvirringen hos Kautsky: læg mærke til, at Kautsky (i 1918) fastholder den russiske revolutions borgerlige karakter. Kautsky kræver (i 1918), at man ikke overskrider disse rammer! Og samme Kautsky ser »noget af socialismen« (for den borgerlige revolution) i en småborgerlig reform, i bortforpagtningen af små jordlodder til de fattige bønder (dvs. i en tilnærmelse til udlignende fordeling) ! !

Forstå det, hvem der kan!

I tilgift til dette afslører Kautsky en spidsborgerlig mangel på evne til at gøre sig rede for et bestemt partis faktiske politik. Han citerer mensjevikken Maslovs fraser, uden at ville se, hvad der var det mensjevikiske partis faktiske politik i 1917, da det i »koalition« med godsejere og kadetter gik ind for en faktisk liberal jordreform og et kompromis med godsejerne (bevis: arrestationen af jordkomiteernes medlemmer samt S. Maslovs lovforslag).

Kautsky har ikke bemærket, at P. Maslovs fraser om det reaktionære og utopiske ved småborgerlig lighed i virkeligheden dækker over den mensjevikiske politik, der stilede efter et kompromis mellem bønder og godsejere (hvorved bønderne ville blive snydt af godsejerne), i stedet for at bønderne skulle styrte godsejerne på revolutionær vis.

En køn »marxist«, den Kautsky!

Netop bolsjevikkerne tog nøje hensyn til forskellen mellem den borgerligt-demokratiske revolution og den socialistiske: Ved at føre den første til ende, åbnede de døren for overgang til den anden. Det er den eneste revolutionære og den eneste marxistiske politik.

Forgæves gentager Kautsky de tandløse liberale åndrigheder: »Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoretiske argumenter« (s. 50).

Yderst åndrigt!

Intet sted og ingen sinde før har småbønderne i et stort land været under en proletarisk stats indflydelse.

Intet sted og ingen sinde før er småbønderne nået dertil, at de fattigste bønder fører åben klassekamp mod de rige, ja ikke viger tilbage for borgerkrig mod dem under omstændigheder, hvor den proletariske statsmagt yder de fattigste propagandamæssig, politisk, økonomisk og militær støtte.

Intet sted og ingen sinde før har spekulanter og rig-mænd i den grad beriget sig på krigen, samtidig med at bøndernes masse er blevet så forarmet.

Kautsky repeterer gammelt kram, tygger videre på den gamle skrå og tør end ikke tænke på det proletariske diktaturs nye opgaver.

Men hvad nu, kære Kautsky, hvis bønderne ikke har tilstrækkelig redskaber til småbrugenes drift, men den proletariske stat hjælper dem ved at levere maskiner til kollektiv dyrkning af jorden, er det så »teoretiske argumenter«?

Lad os gå over til spørgsmålet om nationalisering af jorden. Vore narodnikker, deriblandt alle venstre-socialrevolutionære, benægter, at de foranstaltninger, der er gennemført hos os, er nationalisering af jorden. De har uret teoretisk. For så vidt vi holder os inden for vare-produktionens og kapitalismens rammer, for så vidt er ophævelsen af privatejendomsretten til jorden en nationalisering af jorden. Ordet »socialisering« udtrykker kun en tendens, et ønske, en forberedelse til overgangen til socialisme.

Hvordan bør marxisters holdning til jordens nationalisering da Være?

Heller ikke her formår Kautsky blot at rejse det teoretiske problem eller – hvad der er endnu værre — han går bevidst uden om det, skønt det af den russiske litteratur fremgår, at Kautsky kender de gamle diskussioner blandt russiske marxister om nationalisering af jorden, om municipalisering af jorden (overdragelse af storgodser til lokal selvforvaltning) , om udstykning.

En direkte hån mod marxismen er Kautskys påstand, at storgodsernes overdragelse til staten og deres bortforpagtning i smålodder til jordfattige bønder skulle betyde gennemførelse af »noget af socialismen«. Vi har påvist, at det ikke har noget med socialisme at gøre. Ja, det har end ikke noget med en fuldt gennemført borgerligt-demokratisk revolution at gøre. Kautsky har haft det store uheld at have fæstet lid til mensjevikkerne. Det har fået følgende besynderlige resultat: Kautsky hævder, at vor revolution er af borgerlig karakter og bebrejder bolsjevikkerne, at de agter at tage fat på socialismen, men selv udgiver han en liberal reform for socialisme, Uden at udvikle denne reform til det stade, hvor den er fuldstændig renset for middelalderlige levn i jordbesiddelsen! Hos Kautsky, ligesom hos hans rådgivere blandt mensjevikkerne, er resultatet blevet et fprsvar fpr det æoberaæe bourgeoisi, som frygter revolutionen, i stedet for et forsvar for en konsekvent borgerlig-demokratisk revolution. Horfor skulle nemlig kun storgodserne gøres til statseje ikke al jord? Det liberale bourgeoisi opnår derved størst mulig bevarelse af de gamle tilstande (dvs. den mindst mulige konsekvens i revolutionen) og de letteste muligheder for en tilbagevenden til det gamle. Det radikale bourgeoisi, dvs. det, som vil føre den borgerlige revolution til ende, fremsætter parolen om jordens nationalisering..

Kautsky, som i længst forsvunden tid, for næsten 20 år siden, skrev et fortræffeligt marxistisk værk om landbrugsspørgsmålet, kan ikke være ubekendt med Marx' påvisning af, at nationalisering af jorden netop er en konsekvent parole for bourgeoisiet. Kautsky kan ikke være ubekendt med Marx' polemik mod Rodbertus eller med Marx' storartede fremstilling i Teorier om Merværdien, hvor også den i borgerlig-demokratisk forstand revolutionære af jordens nationalisering er påvist med største klarhed.

Mensjevikken P. Maslov, som Kautsky så uheldigt har valgt til rådgiver, bestred, at de russiske bønder kunne skride til nationalisering af al jord (også bondejorden). Til en vis grad kan denne opfattelse hos Maslov stå i forbindelse med hans »originale« teori (der repeterer Marx' borgerlige kritikere), nemlig hans benægtelse af den absolutte jordrente og hans anerkendelse af »loven« (eller, som Maslov selv udtrykte sig, »kendsgerningen«) om »det faldende udbytte«.

I virkeligheden viste det sig allerede i 1905, at det uhyre flertal af Ruslands bønder, både landsbyfællesskabets medlemmer og enkeltgårdene, er tilhængere af nationalisering af al jord. Revolutionen i 1917 bekræftede dette og gennemførte det, efter at magten var overgået til proletariatet. Bolsjevikkerne forblev tro mod marxismen og forsøgte ikke at »springe over» den borgerlig-demokratiske revolution (uanset hvad Kautsky siger, uden skygge af bevis beskylder han os netop for at gøre det). Bolsjevikkerne hjalp først og fremmest de af bøndernes borgerligt-demokratiske ideologer, som var mest radikale, mest revolutionære og mest i kontakt med proletariatet, nemlig de venstre-revolutionære, med at gennemføre det, som faktisk var en nationalisering af jorden. Den private ejendomsret til jorden blev afskaffet fra den 26. oktober 1917, dvs. fra den proletariske, socialistiske revolutions første dag.

Dermed blev der skabt et fundament, der for kapitalismens er det mest fuldkomne (Kautsky vil ikke kunne bestride dette uden at bryde med Marx), og samtidig er der skabt en jordordning, der med henblik på overgang til socialismen er den smidigst tænkelige. Fra etborgerlig-demokratisk synspunkt kan de revolutionære bønder i Rusland ikke komme videre: fra dette synspunkt kan der ikke tænkes noget mere »idealt« end nationalisering af jorden og ligeret til dyrkningsarealer, intet »mere radikalt« (fra samme synspunkt). Netop bolsjevikkerne og kun bolsjevikkerne har alene i kraft af den proletariske revolutions sejr hjulpet bønderne med virkelig at føre den borgerlig-demokratiske revolution helt til ende. Og alene derved har de gjort det maksimale for at lette og fremskynde overgangen til den socialistiske revolution.

Man kan af dette se, hvilket utroligt virvar, Kautsky serverer for sine læsere, når han anklager bolsjevikkerne for ikke at forstå revolutionens borgerlige karakter, mens han selv afslører en sådan fravigelse af marxismen, at han tier om nationaliseringen af jorden og udgiver den (fra et borgerligt synspunkt) mindst revolutionære, liberale landbrugsreform for »noget af socialismen« ! – –

Vi er nu nået frem til det tredje af de ovenfor rejste problemer, nemlig det, om det proletariske diktatur i Rusland har taget hensyn til nødvendigheden af overgang til fælles dyrkning af jorden. Kautsky begår her endnu en gang noget, der i høj grad ligner falskneri: han citerer kun »teser«, som en enkelt bolsjevik har fremsat, og som taler om opgaven at gå over til kollektiv dyrkning af jorden! Efter at have citeret en af disse teser, udbryder vor »teoretiker« triumferende:

»Ved at erklære noget for en opgave, er denne opgave desværre ikke løst. Kollektivt landbrug i Rusland er indtil videre henvist til at blive stående på papiret. Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoretiske argumenter« (s. 50).

Hidtil er der intet sted og ingen sinde forekommet en litterær svindel som den, Kautsky her er sunket til. Han citerer »teser«, men tier om sovjetmagtens lovgivning. Han taler om »teoretiske argumenter«, men tier om den proletariske statsmagt, som har både fabrikkerne og varerne i sine hænder! Alt, hvad marxisten Kautsky skrev i 1899 i bogen Landbrugsspørgsmålet vedrørende de midler, den proletariske stat har i sine hænder, til gradvist at føre småbønderne frem til socialismen, har renegaten Kautsky glemt i 1918.

Naturligvis er nogle hundrede statsstøttede landbrugs-kommuner og sovjetbrug (dvs. storbrug, der dyrkes af arbejderkooperativer for statens regning) meget lidt. Men kan Kautskys omgåelse af dette faktum virkelig kaldes kritik?

Den nationalisering af jorden, som det proletariske diktatur har gennemført i Rusland, har sikret maksimal fuldførelse af den borgerlig-demokratiske revolution, selv i tilfælde af, at en sejr for kontrarevolutionen skulle føre tilbage fra nationalisering til udstykning (dette tilfælde har jeg specielt analyseret i min brochure om marxisternes landbrugsprogram under revolutionen i 1905 ). Og derudover har nationaliseringen af jorden givet den proletariske stat de bedste muligheder for at gå over til socialisme i landbruget.

Facit: I teoretisk henseende har Kautsky serveret os et utroligt roderi og fuldstændigt forladt marxismen, og i praktisk henseende optræder han som lakaj for bourgeoisiet og dets reformisme. En nydelig kritik, må man sige!

Kautskys »økonomiske analyse« af industrien indledes med følgende vidunderlige betragtning:

I Rusland findes der kapitalistisk storindustri. Lader det sig da ikke gøre at opbygge en socialistisk produktion på denne basis? »Det kunne man tro, hvis socialisme bestod i, at de enkelte fabrikkers og gruppers arbejdere tilegnede sig dem, for så at drive hver af dem for sig« (s. 52). »Netop i dag, d. 5. august, da jeg skriver disse linjer«, tilføjer Kautsky, »meddeles der fra Moskva om en tale af Lenin den 2. august, hvori han, efter hvad der meddeles, har sagt: 'Arbejderne bevarer et fast greb om fabrikkerne, og bønderne vil ikke give jorden tilbage til godsejerne'. Parolen fabrikken til arbejderne, jorden til bønderne, har hidtil været en anarko-syndikalistisk, ikke en socialdemokratisk fordring« (s. 52-53).

Jeg har afskrevet denne betragtning i dens helhed, for at russiske arbejdere, som tidligere har næret agtelse for Kautsky, og med rette, selv skal se de metoder, denne overløber til bourgeoisiet betjener sig af.

Tænk blot: den 5. august, da der allerede forelå en mængde dekreter om nationalisering af fabrikker i Rusland, og ikke en eneste fabrik var blevet »tilegnet« af arbejderne, alle var overgået i republikkens eje, d. 5. august giver Kautsky, på grundlag af en åbenbart falsk udlægning af min tale, de tyske arbejdere den opfattelse, at i Rusland overdrages fabrikkerne til de enkelte arbejdere! Og derefter tygger Kautsky i snese af linjer drøv på, at man ikke må overdrage fabrikkerne en for en til arbejderne!

Det er ikke kritik, det er en bourgeoisilakajs metode, lejet som han er af kapitalisterne til at belyve arbejderrevolutionen.

Fabrikkerne må overdrages til staten eller kooperationen eller brugsforeningerne, skriver Kautsky gentagne gange og tilføjer sluttelig:

»Denne vej forsøger man nu også at slå ind på i Rusland« . . . Nu!! Hvad skal det sige? I august? Jamen har Kautsky da ikke hos sine forbindelser Stein, Akselrod eller andre venner af det russiske bourgeoisi kunnet rekvirere en oversættelse af bare et enkelt dekret om fabrikkerne?

» . . . Hvor langt man kommer med det, kan ikke ses endnu. Denne side af sovjetrepublikken er i hvert fald af største interesse for os, men den ligger stadig helt i det dunkle. Dekreter er der ingen mangel på ...« (derfor ignorerer Kautsky deres indhold, eller skjuler det for sine læsere! ), »men det skorter på pålidelige efterretninger om disse dekreters virkning. Socialistisk produktion er umulig uden alsidig, detaljeret, pålidelig og hurtigt informerende statistik. En sådan har sovjetrepublikken hidtil ikke kunnet præstere. Hvad vi erfarer om dens økonomiske virke, er yderst modstridende og unddrager sig al kontrol. Også det er et af resultaterne af diktaturet og undertrykkelsen af demokratiet. Da presse- og ytringsfrihed mangler . . .« (S. 53).

Sådan skrives der historie! Fra kapitalisternes og Dutovfolkenes »frie presse« har Kautsky nok modtaget efterretninger om fabrikker, der er overgået til arbejderne . . . I sandhed, han er dog storartet, denne »samvittighedsfulde forsker«, som står over klasserne! Ikke et eneste af den uendelige mængde fakta, som viser, at fabrikker alene overdrages republikken, og at de drives af et organ for sovjetmagten, det øverste Samfundsøkonomiske Råd som består af folk, der overvejende er valgt af fagforeningerne — ikke et eneste af disse fakta vil Kautsky så meget som røre ved. Hårdnakket, med en stædighed som hos manden i foderalet, holder han fast ved det ene: giv mig et fredeligt demokrati uden borgerkrig, uden diktatur, men med en god statistik (sovjetrepublikken har oprettet en statistisk institution og hentet alle de dygtigste statistikere i Rusland, men naturligvis lader det sig ikke gøre straks at få en ideel statistik). Kort sagt en revolution uden revolution, uden rasende kamp, uden magtanvendelse — det er, hvad Kautsky vil have. Det er det samme som at ville have, at strejker føres uden heftige lidenskaber hos arbejdere og arbejdsgivere. Prøv at skelne en sådan »socialist« fra en ordinær liberal embedsmand.

Og med udgangspunkt i den slags »sagligt materiale«, dvs. i bevidst og foragtelig omgåelse af talrige fakta, konkluderer Kautsky:

»Det er tvivlsomt, om det russiske proletariat, hvad angår virkelige, praktiske resultater, og ikke dekreter, har opnået mere i sovjetrepublikken, end det ville have opnået af den Konstituerende Forsamling, hvor flertallet, ligesom i sovjetterne, var socialister, om end af en anden farve« (s. 58).

En perle, ikke sandt? Denne udtalelse vil vi tilråde Kautskys beundrere at udbrede mest muligt blandt russiske arbejdere, for et bedre materiale til bedømmelse af hans politiske fald kunne Kautsky ikke have leveret. Kerenskij var også »socialist«, kammerater arbejdere! Bare »af en anden farve« ! Historikeren Kautsky slår sig til tåls med det navn, den betegnelse, som de højre-socialrevolutionære og mensjevikkerne har »tilegnet« sig. Kendsgerningerne, som godtgør, at mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære under Kerenskij støttede den imperialistiske politik og marodøroptræden, vil historikeren ikke høre tale om, og at den Konstituerende Forsamling betød flertal netop for disse, den imperialistiske krigs og det borgerlige diktaturs helte, tier han beskedent stille med. Og det skal kaldes en »økonomisk analyse« !. . .

Til slut endnu en lille prøve på denne »økonomiske analyse« :

» . Faktisk ser vi, at sovjetrepublikken efter ni måneders beståen i stedet for at udbrede almindelig velstand, har set sig nødsaget til at forklare, hvorfra den almindelige nødstilstand stammer« (s. 41),

Kadetterne har vænnet os til den slags betragtninger. Bourgeoisiets tyende ræsonnerer således i Rusland: Skaf os nu på 9 måneder almindelig velstand — efter 4 års ruinerende krig, mens den udenlandske kapital på enhver måde støtter bourgeoisiets sabotage og oprør i Rusland. Der er i praksis ikke længere nogen afgørende forskel, ikke skygge af forskel mellem Kautsky og den kontrarevolutionære bourgeois. I pæne talemåder, indpakket i »socialisme«, gentager han, hvad Kornilovs, Dutovs og Krasnovs folk i Rusland siger groft, uden omsvøb, uden besmykkelse.

De foranstående linjer blev skrevet den 9. november 1918. Natten mellem den 9. og 10. indløb der fra Tyskland efterretninger om en sejrrig revolution, først i Kiel og andre byer og havnebyer i Nordtyskland, hvor magten var gået over til arbejder- og soldaterrådene, og derpå i Berlin, hvor magten ligeledes var gået over i rådenes hænder.

Den slutning, jeg endnu manglede at skrive til brochuren om Kautsky og om den proletariske revolution, bliver dermed overflødig.

N. Lenin, November 1918

Tillæg I - Teser om den Konstituerende Forsamling

1. Kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling hørte med fuld ret med til det revolutionære socialdemokratis program, fordi Den Konstituerende Forsamling i en borgerlig republik er den højeste form for demokratisme, og fordi den imperialistiske republik med Kerenskij i spidsen, da den skabte førparlamentet, forberedte en forfalskning af valgene med en række krænkelser af demokratismen.

2. Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at en sovjetrepublik er en højere form for demokratisme end den sædvanlige borgerlige republik med en konstituerende forsamling.

3. For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system, for proletariatets diktatur er arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetrepublik ikke blot en form for en højere type af demokratiske institutioner (i sammenligning med en sædvanlig borgerlig republik med en konstituerende forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefri overgang til socialismen.

4. Indkaldelsen af Den Konstituerende Forsamling under vor revolution på grundlag af lister, der blev indleveret i midten af oktober 1917, foregår under betingelser, der udelukker muligheden for, at folkets vilje i almindelighed og de arbejdende massers vilje i særdeleshed kan komme rigtigt til udtryk ved valgene til denne konstituerende forsamling.

5. For det første giver forholdstalsvalg kun et sandt billede af folkets vilje, når partilisterne virkelig svarer til folkets faktiske opdeling i de partigrupperinger, der afspejler sig i disse lister. Men hos os har som bekendt det parti, der fra maj til oktober havde det største antal tilhængere i folket og i særdeleshed blandt bønderne, de socialrevolutionæres parti, der i midten af oktober 1917 opstillede enhedslister til Den Konstituerende Forsamling, spaltet sig november 1917 efter valgene til Den Konstituerende og før dens sammentræden.

I kraft heraf er der ikke og kan der ikke engang formelt være nogen overensstemmelse mellem vælgermassernes vilje og sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling.

6. For det andet, en endnu vigtigere, ikke formel, ikke juridisk, men samfundsøkonomisk klasseårsag til uoverensstemmelsen mellem folkets og særlig de arbejdende klassers vilje på den ene side og sammensætningen af Den Konstituerende Forsamling på den anden side er den omstændighed, at valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted på et tidspunkt, da folkets overvældende flertal endnu ikke kunne være klar over hele omfanget og betydningen af oktoberrevolutionen, sovjetrevolutionen, arbejdernes og bøndernes revolution, der begyndte den 25. oktober 1917, dvs. efter indleveringen af kandidat-listerne til Den Konstituerende Forsamling.

7. Oktoberrevolutionen, der har erobret magten for sovjetterne, revet det politiske herredømme ud af bourgeoisiets hænder og overgivet det til proletariatet og de fattige bønder, gennemgår for vore øjne en række udviklingsetaper.

8. Den begyndte med sejren d. 24.-25. oktober i hovedstaden, da Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, denne fortrop af proletarerne og den i politisk henseende mest aktive del af bønderne, gav bolsjevikkernes parti flertallet og bragte det til magten.

9. Revolutionen fik derefter i løbet af november og december tag i hele hærens og bøndernes masse og gav sig frem for alt udslag i afsættelse og nyvalg af de gamle ledende organisationer (armékomiteer, guvernementskomiteer, bondekomiteer, Centraleksekutivkomiteen For Den Alrussiske Sovjet Af Bonderepræsentanter osv.), der repræsenterede revolutionens overståede kompromisstadium, dens borgerlige og ikke-proletariske etape, og som derfor uundgåeligt måtte forlade arenaen under bredere og større folkemassers tryk.

10. Denne stærke bevægelse i de udbyttede masser for at omdanne deres organisationers ledende organer er stadig ikke afsluttet den dag i dag, i midten af december 1917, og den endnu ikke afsluttede kongres af jernbanemænd er en af dens etaper.

11. Klassekræfternes gruppering i Rusland i deres klassekamp er altså i november og december 1917 i virkeligheden en principielt anden end den, der kunne komme til udtryk i partiernes kandidatlister til Den Konstituerende Forsamling i midten af oktober 1917.

12. De sidste begivenheder i Ukraine (til dels også i Finland, Hviderusland og Kaukasus) viser ligeledes, hvorledes der danner sig en ny gruppering af klassekræfterne i kampen mellem bl.a. den ukrainske radas^[4] og den finske landdags borgerlige nationalisme på den ene side og sovjetmagten, proletariatets og bøndernes revolution i hver af disse nationale republikker på den anden side.

13. Endelig har borgerkrigen, som begyndte med kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolutionære opstand mod sovjetmagten, mod arbejder- og bonderegeringen, på afgørende måde skærpet klassekampen og tilintetgjort enhver mulighed for ad formelt-demokratisk vej at løse de mest brændende spørgsmål, som historien har stillet Ruslands folk og i første række dets arbejderklasse og bønder.

14. Kun arbejdernes og bøndernes fuldstændige sejr over bourgeoisiets og godsejernes opstand, (der er kommet til udtryk i kadetternes og Kaledin-tilhængernes bevægelse,) kun en skånselsløs militær undertrykkelse af denne slavefogedopstand er i stand til virkelig at sikre proletariatets og bøndernes revolution. Begivenhedernes forløb og klassekampens udvikling under revolutionen har ført til, at parolen »Al magt til Den Konstituerende Forsamling«, der ikke tager hensyn til arbejder- og bonderevolutionens erobringer, ikke tager hensyn til sovjet-magten, ikke tager hensyn til beslutningerne på Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, til Bonderepræsentanternes 2. Alrussiske Kongres osv., at denne parole i virkeligheden er blevet kadetternes, Kaledin-tilhængernes og deres håndlangeres parole. Det bliver klart for hele folket, at Den Konstituerende Forsamling, hvis den skulle komme i et modsætningsforhold til sovjetmagten, uundgåeligt ville være dømt til politisk død.

15. Et særlig brændende spørgsmål for det russiske folk er spørgsmålet om freden. En virkelig revolutionær kamp for freden begyndte i Rusland først efter revolutionens sejr den 25. oktober, og denne sejrs første frugter var offentliggørelsen af de hemmelige traktater, afslutningen af en våbenstilstand og optagelse af offentlige forhandlinger om en altomfattende fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger.

De brede folkemasser får i virkeligheden først nu mulighed for fuldstændigt og åbent at følge en politik, der betyder revolutionær kamp for freden, og at studere dens resultater.

På det tidspunkt, da valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted, havde folkemasserne ingen mulighed herfor.

Det er klart, at der også i denne henseende uundgåeligt måtte opstå et misforhold mellem sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling og folkemassernes virkelige vilje i spørgsmålet om afslutning af krigen.

16. Sammenlagt giver de ovenfor skildrede omstændigheder det resultat, at en Konstituerende Forsamling, der indkaldes på grundlag af kandidatlister fra de partier, der eksisterede før proletariatets og bøndernes revolution, da bourgeoisiet herskede, uundgåeligt vil føre til et sammenstød med de arbejdende og udbyttede klassers vilje og interesser, de klasser, der den 25. oktober påbegyndte den socialistiske revolution mod bourgeoisiet. Naturligvis står denne revolutions interesser højere end Den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder, selv hvis disse formelle rettigheder ikke var blevet undergravet ved, at loven om Den Konstituerende Forsamling ikke giver folket ret til når som helst at nyvælge sine repræsentanter.

17. Ethvert direkte eller indirekte forsøg på at betragte spørgsmålet om Den Konstituerende Forsamling ud fra et formelt juridisk synspunkt, indenfor det sædvanlige borgerlige demokratis rammer, uden at tage hensyn til klassekampen og borgerkrigen, betyder, at man svigter proletariatets sag og går over til bourgeoisiets standpunkt. Det er det revolutionære socialdemokratis ubetingede pligt at advare alle og enhver mod denne fejl, som nogle få af bolsjevismens fremtrædende personer, der ikke forstår at vurdere oktoberopstanden og det proletariske diktaturs opgaver, henfalder til.

18. Den eneste chance for en smertefri løsning af den krise, der er skabt på grund af misforholdet mellem valgene til Den Konstituerende Forsamling og folkets vilje og dermed de arbejdende og udbyttede klassers interesser, er, at folket i så stort omfang og så hurtigt som muligt gør brug af retten til at nyvælge medlemmerne af Den Konstituerende Forsamling, at Den Konstituerende Forsamling selv bekræfter centraleksekutivkomiteens lov om disse omvalg, at Den Konstituerende Forsamling afgiver en uforbeholden erklæring om, at den anerkender sovjetmagten, sovjetrevolutionen og dens politik i spørgsmålet om freden, om jorden og om arbejderkontrollen, og at Den Konstituerende Forsamling resolut slutter sig til modstanderne af kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution.

19. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, kan krisen i forbindelse med Den Konstituerende Forsamling kun løses ad revolutionær vej, ved hjælp af de mest energiske, hurtige, urokkelige og beslutsomme revolutionære forholdsregler fra sovjetmagtens side mod kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution, ligegyldigt hvilke paroler og institutioner (selv medlemskab i Den Konstituerende Forsamling) denne kontrarevolution end skjuler sig bag. Ethvert forsøg på at binde sovjetmagtens hænder i denne kamp ville være håndlangertjeneste for kontrarevolutionen.

Tillæg II - Vanderveldes nye bog om staten

<...>

Referencer:

1. Jeg har netop læst en leder i Frankfurter Zeitung (22. oktober 1918 nr. 293, der med begejstring refererer Kautskys brochure. Børsherrernes blad er tilfreds. Det manglede bare! Og en kammerat i Berlin skriver til mig, at Vorwårts, Scheidermann'ernes blad, i en artikel har erklæret, at den kan skrive under på næsten hver linie i Kautskys brochure. Tillykke, tillyke!
2. Socialchauvinisterne (folk som Scheidemann, Renaudel, Henderson, Gompers og co.) afviser i krigstid al tale om »Internationale«. De betragter »deres« bourgeoisis fjender som »forrædere« mod . . . socialismen. De er for deres bourgeoisis erobringspolitik. Socialpacifisterne (dvs. socialister i ord, men småborgerlige pacifister i gerning) giver udtryk for alle hånde »internationalistiske« følelser, vender sig mod anneksioner osv., men i gerning vedbliver de at stolte deres imperialistiske bourgeoisi. Forskellen mellem de to typer er ikke væsentlig lige så lidt som forskellen mellem kapitalister med brutalt mæle og kapitalis-ter med sødt mæle.
3. På 6. sovjetkongres (6.-9. september 1918) var der 967 delegerede med besluttende stemme, heraf 950 bolsjevikker, desuden var der 351 med rådgivende stemme, hvoraf de 335 var bolsjevikker. I alt 97 pct. bolsjevikker.
4. Den ukrainske rada – den kontrarevolutionære ledelse af det nationalistiske ukrainske bourgeoisi, der sluttede en separat fred med Tyskland i februar 1918 og opfordrede de tysk-østrigske imperialister til at sende tropper for at knuse revolutionen i Sovjetrusland.