Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Jakobs Brev

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Universitetsboghandler G. E. C. Gad Kjøbenhavn

Bind II

Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/9 433-450

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Jakobs Brev.


1ste Kapitel.[1]

Jakob, Guds og Herrens Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen[2].

Agter det for idel Glæde, mine Brødre, naar I stedes i mangehaande Fristelser[3], idet I vide, at eders fuldprøvede Tro virker Udholdenhed[4]. Men[5] Udholdenheden bør have fuldkommen Gjerning[6], for at I maa være fuldkomne og uden Brøst, saa I ikke staa tilbage i noget. Men om nogen af eder fattes Visdom[7], da bede han derom til Gud, som giver alle rundhaandet og uden Bebrejdelser[8], saa skal den gives ham. Men han skal bede i Tro[9], uden at tvivle; thi den som tvivler, ligner en Bølge paa Hav, der drives og tumles af Vinden. Ikke maa det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren, en tvesindet Mand som han er, ustadig i alle sine Veje[10]. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed[11], og den rige af sin Ringhed, thi han skal forgaa som Græssets Blomst[12]. Thi Solen gaar op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens skjønne Udseende gaar tabt[13]; saaledes skal ogsaa den, rige visne i sine Veje. Salig er den Mand, som holder Fristelse ud; thi naar han har staaet sin Prøve, skal han faa Livets Krans[14], som Gud har forjættet dem, der elske ham.

Ingen maa, naar han fristes, sige: det er af Gud jeg fristes[15]; thi Gud kan ikke fristes af ondt, og selv frister han ingen. Men enhver fristes, idet han drages og lokkes af sin egen Lyst[16]; derefter, naar Lysten har undfanget, føder den Synd, og naar Synden er fuldvoksen, føder den Død[17]. Farer ikke vild, mine elskede Brødre! Al god Gave og al fuldkommen Gave kommer ovenfra ned fra Lysenes Fader[18], hos hvem der ikke findes Forandring eller skiftende Overskyggelse[19]. Fordi han vilde det, fødte han os ved et Sandheds Ord, for at vi skulle være en Førstegrøde af hans Skabninger[20].

Det vide I, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, sen til at tale, sen til Vrede[21]; thi Mands Vrede virker ikke Retfærdighed for Gud[22]. Derfor aflægger enhver Urenhed og Levning af Vanart, og modtager med Sagtmodighed det indplantede Ord, som mægter at frelse eders Sjæle[23]. Men vorder Ordets Gjørere, og ikke alene dets Hørere, hvormed I forregne eder[24]. Thi om nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, da ligner han en Mand, som betragter sit naturlige Ansigt i et Spejl. Thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strags, hvordan han var[25]. Men den, der skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov[26] og bliver ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Hører, men en Gjerningens Gjører, han skal være salig i sin Gjøren[27]. Om nogen mener at være en Gudsdyrker[28], og han ikke tøjler sin Tunge, men bedrager sit eget Hjærte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig[29]. En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse i Guds og Faderens Øjne er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden[30].

2det Kapitel.[31]

Mine Brødre, haver ikke vor Herres Jesu Kristi, Herlighedens Herres Tro med Persons-Anseelse[32]. Dersom der nemlig kommer ind i eders Synagoge[33] en Mand med Guldring paa Fingeren i pragtfuld Klædning, og en fattig i skiden Klædning ogsaa kommer derind, og I da se paa ham, der bærer den pragtfulde Klædning, og sige: sæt du dig her i Mag! og til den fattige sige I: staa du der! eller: sæt dig nede ved min Fodskammel! — tvivlede I da ikke hos eder selv[34] og bleve Dommere med onde Tanker? Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro[35] og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? Men I have vanæret den fattige[36]! Er det ikke de rige, som underkue eder, og dem, der drage eder for Domstolene[37]? Er det ikke dem, der bespotte det skjønne Navn, som er nævnet over eder[38]? Vist nok, dersom I opfylde Kongeloven efter Skriften[39]: "Du skal elske din Næste som dig selv", gjøre I ret[40]; men anse I Personer, øve I Synd, og I rammes af Loven som Overtrædere. Thi hvo som holder hele Loven, men støder an i ét Stykke, har forsyndet sig i alle[41]. Thi han, som sagde: "Du maa ikke bedrive Hor", sagde ogsaa: "Du maa ikke myrde". Og om du end ikke bedriver Hor, men myrder, er du bleven en Lov-Overtræder. Taler saaledes og gjører saaledes, som de der skulle dømmes ved en Frihedens Lov[42]. Thi Dommen[43] er ubarmhjærtig mod den, der ikke har øvet Barmhjærtighed; Barmhjærtighed ænser ikke Dom[44].

Hvad gavner det, mine Brødre, dersom en siger, at han har Tro, men har ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham[45]? Dersom en Broder eller Søster er nøgen og mangler den daglige Føde, og en af eder siger til dem: gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder! uden at I give dem, hvad Legemet har fornødent, hvad gavner saa det? Saaledes ogsaa Troen, dersom den ikke har Gjerninger, er den død i sig selv[46]. Ja, man kunde sige: du har Tro, og jeg har Gjerninger[47]; vis mig da din Tro uden Gjerningerne, saa skal jeg udaf mine Gjerninger vise dig min Tro. Du tror, at Gud er én[48]; du gjør ret; ogsaa Uaanderne tro det og grue[49]. Men vil du forstaa, du tomme Menneske[50], at Troen uden Gjerningerne er unyttig[51]? Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort udaf Gjerninger, da han frembar sin Søn Isak paa Alteret[52]? Du ser, at Troen samvirkede med hans Gjerninger, og udaf Gjerningerne fuldkommedes Troen[53], og Skriften opfyldtes, som siger[54]: "Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldt Guds Ven[55]. I se, at det er udaf Gjerninger, et Menneske retfærdiggjøres, og ikke udaf Tro alene[56]. Og ligeledes Skjøgen Rahab, blev hun ikke retfærdiggjort udaf Gjerninger, ved at modtage Sendebuddene og slippe dem ud ad en anden Vej[57]? Thi ligesom Legemet uden Aand er dødt, saaledes er ogsaa Troen uden Gjerninger død[58].

3dje Kapitel.

Vorder ikke i Mængde Lærere, mine Brødre; I vide, at vi ville faa en des svarere Dom. Thi vi støde alle an i mange Stykker;[59] om en ikke støder an i Tale[60], da er han en fuldkommen Mand, mægtig til ogsaa at tøjle hele sit Legeme[61]. Hestene lægge vi jo Bidsler i Munde, for at de skulle lystre os; saa styre vi ogsaa hele deres Legeme. Se, ogsaa Skibene, saa store som de ere, og saa haarde Vinde de drives af, styres af saa lille et Ror, hvorhen Styrmandens Hu staar. Saaledes ogsaa Tungen, den er et lidet Lem, og den kommer store Ting afsted. Se, hvor ringe en Ild der tænder saa stor en Skov i Brand! Ogsaa Tungen er en Ild; som en Verden af Uretfærdighed[62] træder Tungen op iblandt vore Lemmer, den besmitter hele Legemet og sætter Tilværelsens Hjul[63] i Brand og sættes selv i Brand af Helvede. Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Krybs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af Menneske-Naturen; men Tungen kan intet Menneske tæmme, — dette rastløse Onde, fuldt af dødelig Forgift! Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Mennesker[64], som ere skabte efter Guds Lighed[65]! Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse! Det bør ikke, mine Brødre, gaa saaledes til. Kan vel Kilden udaf samme Væld lade fersk og besk Vand udvælde? Kan vel et Figentræ, mine Brødre, bære Oliven, eller en Vinstok Figener? Heller ikke kan en Saltkilde give fersk Vand[66]. Hvem er viis og forstandig iblandt eder? Han vise sine Gjerninger udaf sit gode Levned i Visdoms Sagtmodighed[67]. Men hvis I have bitter Avind og Selvsyge i eders Hjærte, saa skulle I ikke prale mod Sandheden og lyve imod den[68]. Den Visdom kommer ikke ned ovenfra, men er jordisk, sjælelig[69], djævelsk. Thi hvor der er Avind og Selvsyge, dèr er Ustyr og alskens daarlig Færd. Men Visdommen ovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, billig, føjelig, fuld af Barmhjærtighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt[70]. Og Retfærdigheds Frugt[71] saas i Fred for dem, der stifte Fred.

4de Kapitel.[72]

Hvoraf kommer der Krige, og hvoraf Stridigheder iblandt eder? Mon ikke heraf: af eders Lyster, som føre Krig i eders Lemmer[73]? I attraa, og I have ikke; I myrde[74] og misunde, og I kunne ikke opnaa; I strides og kriges[75]; I have ikke, fordi I ikke bede. I bede, og I faa ikke, efterdi I bede ilde, for at I kunne øde det op i eders Nydelser. I utro[76]! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab mod Gud[77]! Hvo som altsaa vil være Verdens Ven, gjør sig til Guds Fjende. Eller mene I, at Skriften siger det hen i Vejret[78]? Med Nidkjærhed attraar han den Aand, han gav Bolig i os; men des større er saa den Naade han giver[79]. Derfor hedder det[80]: "Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade". Saa underkaster eder da under Gud[81]. Men staar Djævelen imod[82], saa skal han fly fra eder; holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder[83]. Renser Hænderne, I Syndere, og lutrer Hjærterne, I tvesindede[84]. Værer kummerfulde og sørger og græder, eders Latter vorde vendt til Sorg, og eders Glæde til Modfaldenhed[85]. Ydmyger eder for Herren, saa skal han ophøje eder[86].

Taler ikke ilde om hverandre, Brødre. Hvo som taler ilde om en Broder eller dømmer sin Broder[87], taler ilde om Loven og dømmer Loven[88]; men dømmer du Loven, er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer. En er Lovgiveren og Dommeren, han som mægter at frelse og at ødelægge; men du, hvem er du, som dømmer din Næste?

Nu I, som sige: i Dag eller i Morgen ville vi rejse til den By, og vi ville blive der et Aar og kjøbslaa og have Vinding! I som ikke vide, hvad der er i Morgen! Thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid og derefter forsvinder. Istedenfor at I skulde sige: dersom Herren vil, saa leve vi, og vi ville gjøre dette eller hint. Men nu rose I eder i eders Stortalenhed; al saadan Ros er ond. Den altsaa, som véd at gjøre det rette[89] og ikke gjør det, for ham er det Synd.

5te Kapitel.

Og nu I, som ere rige[90]: græder og hyler over de Ulykker, Som komme over eder[91]. Eders Rigdom er raadnet, og eders Klæder ere blevne mølædte, eders Guld og Sølv er oprustet, og dets Rust skal være eder til Vidnesbyrd og fortære eders Kjød som en Ild[92]; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage[93]! Se, den Løn, som I have unddraget Arbejderne, der mejede eders Marker, raaber[94], og Høstfolkenes Skrig ere komne ind for Herren Sebaots Øren. I have levet overdaadig paa Jorden og i Vellevned, I have mæsket eders Hjærter paa Slagtedagen[95]. I have domfældt, I have myrdet den retfærdige[96]; han sætter sig ikke op imod eder[97].

Saa værer da langmodige[98], Brødre, indtil Herrens Tilkomst. Se, Landmanden venter paa Jordens dyrebare Frugt, og bier langmodig paa den, indtil den faar tidlig og sildig Regn. Værer ogsaa I langmodige, styrker eders Hjærter, thi Herrens Tilkomst er nær[99]. Sukker ikke mod hverandre, Brødre, for at I ikke skulle dømmes[100]; se, Dommeren staar for Døren. Brødre, tager Profeterne, som talede i Herrens Navn, til Forbillede paa at lide ondt og at være langmodige. Se, vi prise dem salige, som have holdt ud; I have hørt om Jobs Udholdenhed og have set Udgangen, som Herren gav; thi Herren er naaderig og barmhjærtig. Men fremfor alt, mine Brødre, sværger ikke, hverken ved Himlen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og eders Nej Nej, for at I ikke skulle falde under Dom[101].

Lider nogen iblandt eder ondt, saa bede han;[102] er en vel til Mode, synge han Lovsang. Er en iblandt eder syg, saa kalde han Menighedens Ældste til sig, og de skulle salve ham med Olie og bede over ham i Herrens Navn[103]. Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og hvis der er Synder, han har gjort, skal det tilgives ham[104]. Saa bekjender da eders Synder for hverandre, og beder for hverandre[105], for at I maa vorde helbredte[106]; meget mægter en retfærdigs indtrængende Bøn. Elias var et Menneske lige Kaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det ikke maatte regne, og det regnede ikke over Landet[107] i tre Aar og seks Maaneder. Og atter bad han, og Himlen gav Regn, og Jorden har sin Frugt[108].

Mine Brødre, dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden[109], og nogen omvender ham, da skal han vide, at den, der omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, frelser hans Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder[110].




  1. Kap. 1: Efter en Hilsen til Læserne (V. 1) formaner Jak. dem til at glæde sig over de Prøvelser, de ere stedte i, thi derved skulle de lære den Udholdenhed i Troen, hvorved de vinde Livets Sejerskrans. Den Visdom, de trænge til under Prøvelserne, skulle de bede Gud om, og iøvrigt sætte al deres Ære i at være Guds Børn (V. 2-12). Men ingen maa give Gud Skylden for, at han fristes til Synd; thi Fristelsen udspringer af hans egen onde Lyst, men kun gode Gaver komme fra Gud, ham som ved sit Ord har født os til sine Børn (V. 13-18) Derfor skulle I stadig modtage dette Ord (V. 19-21); men skal Ordet vise sin frelsende Kraft i eder, maa I ej alene høre, men efterleve det (V. 22-27).
  2. Se Indledn. S. 430.
  3. Fristelser, ɔ: Prøvelser, saadanne Trængsler, hvorved deres Tro sættes paa Prøve; se V. 3.
  4. d. e. naar eders Tro staar sin Prøve i de enkelte Fristelser, virker den Udholdenhed, som er Betingelse for at vinde Livets Sejerskrans, V. 12; jfr. Rom. 5, 3. 4; 1 Ped. 1, 7. Man kan ogsaa oversætte: eders Prøvelse i Troen.
  5. Inden Jak. afslutter, hvad han har at sige om Prøvelserne ("hvilket først sker i V. 12), indskyder han nu nogle Formaninger, 1) om Udholdenheden i det kristelige Levned (V. 4), 2) om Visdommen til at føre dette (V. 5-8), og 3) om det rette kristelige Syn paa de timelige Kaar (V. 9-11).
  6. Udholdenheden bør have (til den maa nødvendig høre) Gjerning, ɔ: et Levned, som er fuldkomment, i alle Stykker helt bestemmes ved Troen paa Guds Faderlighed i Kristus, jfr. Mt. 5, 48. Hele det øvrige Brev kan tages som en nærmere Paavisning af denne "Fuldkommenhed".
  7. Til at kunne klare sig under Prøvelserne hører Visdom (jfr. 3, 17; Ef. 5, 15), ɔ: Indsigt i Guds Vilje og i hans Førelser af Mennesket, men en praktisk Indsigt, uadskillelig fra Villigheden til at efterleve Guds Vilje.
  8. Gud gjør ikke den bedende Bebrejdelser, fordi han trænger og beder, saaledes som de vrangvillige Givere; jfr. Sirak 18, 17; 41, 29. — Ordene her minde om Jesu Ord Mt. 7, 7.
  9. I Tro, udelt Tillid til Guds faderlige Vilje og Magt; jfr. Mt. 21, 21 f.; Mk. 11, 24.
  10. Til at kunne modtage Visdom fra Gud udkræves, at man ikke er tvesindet (at Sindet ikke er delt imellem Gud og Verden, 4, 8), og at man i Tro er "stille for Herren". Det ustadige Sind, som bevæges af de skiftende Verdensindtryk, har ikke Ro til at modtage en saadan Gave. — Sine Veje, ɔ: sin Færd.
  11. d. e. rose sig af den Højhed, han har som Broder, at han er et Guds Barn og Arving til Guds Rige; se 2. 5.
  12. Det ligger nærmest at forstaa den rige om den rige Broder, ɔ: Kristen. Meningen bliver da: han skal rose sig af, at han er bleven en af de ringe i Verdens Øjne, netop fordi han er Kristen; men sin Rigdom skal han ikke rose sig af, da han (saavelsom den) er forgængelig. Derefter maa da de sidste Ord af V. 11 forstaas: "saaledes skal den rige som rig visne", ɔ: hans jordiske Rigdom, der udgjør hans "skjønne Udseende" i Verdens Øjne, skal visne. Da imidlertid "de rige" ellers i dette Brev betegner de store og mægtige, som vare de Kristnes Fjender (se 2, 6. 7; 5, 1-6), maa Jak.s Ord maaske rettest forstaas som en ironisk Opfordring: lad saa den rige rose sig af, at han med al sin Storhed er forgængelig.
  13. Jfr. Es. 40, 6. 7.
  14. Livets (Sejers-)Krans (jfr. Aab. 2, 10; 1 Kor. 9, 25); ɔ: Sejers-Lønnen, som bestaar i det evige, fuldkomne Liv i Gud. Jfr. Mt. 10, 22; 24, 13.
  15. Ordret: fra Gud, ɔ: det er fra Gud, min Fristelse kommer; han er Skyld i den (ved at føje mine Kaar, som de ere, eller ved at give mig en saadan "Natur", som jeg har, e. dl.; smlg. 1 Mos. 3, 12). — Det er indlysende, at der her tales om Fristelse i en anden Betydning end i V. 2, nemlig om Lokkelse til enkelte Synder, hvorved den onde Lyst vækkes.
  16. Den umiddelbart dragende og lokkende Magt ligger altid i vor egen Lyst, selv om denne er vakt af andre "Fristere" (Djævelen eller Mennesker).
  17. Lysten undfanger, naar man med bevidst Vilje optager i sig det onde, som man lokkes til; deraf fødes Synd (ej blot den udførte, men ogsaa den bestemt besluttede); og naar Synden er fuldvoksen (ordret: fuldendt, ɔ: har naaet sit fulde Maal og Udvikling, nemlig naar man ikke vil omvende sig fra den; jfr. 5, 20), føder den Død, den aandelige og evige; jfr. Rom. 6, 16. 23 o. a. Men naar saaledes Fristelsen fører til Død, kan den ikke komme fra Gud, fra hvem kun gode Gaver komme, V. 17.
  18. Meningen er: fra Gud kommer ikkun gode og fuldkomne Gaver (fuldkomne, ɔ: saadanne, som fuldt kunne give, hvad vi trænge til, altsaa Naadens aandelige Gaver). Lysenes Fader (et Udtryk, som ellers ikke findes i den hellige Skrift) betegner Gud som den Fader (til os, hvem han har "født", V. 18), som billedlig aabenbarer sit Væsen i Himmellysene, der uvilkaarlig drage vore Øjne til sig, naar vi se opad, hvor de gode Gaver komme fra. Han er altsaa den Fader, hvis Væsen er Lys (1 Joh. 1, 5), og fra hvem derfor Mørke, Synd og Fristelse ikke kan have sit Udspring.
  19. Skiftende Overskyggelse, saaledes som den finder Sted med Himmellysene (f. E. Maanen, der efter sine "Skifter" overskygges og formørkes). Hos Gud derimod er idel Lys.
  20. Som Guds ypperste Gave, der giver os den faste Vished om, at han ikke vil føre os i Synd, fremhæves, at han, fordi han vilde det (efter sin frie, uafhængige Beslutning, Ef. 1, 11), har født os (til sine Børn, Joh. 1, 13) ved et Sandheds Ord, som lød til os i Daaben (Ef. 5, 26). Guds Hensigt hermed er, at vi skulle være (ikke alene: vorde) en Førstegrøde af hans Skabninger (ordret: en vis, eller: en Slags Førstegrøde, hvormed betegnes, at dette Udtryk er at forstaa aandeligt), ɔ: vi Kristne, som ere fødte af Gud, skulle være helligede til at tilhøre ham (jfr. Aab. 14, 4), fremfor hans øvrige Skabninger, hvilket sikkerlig ikke maa forstaas om de umælende, men særlig om Menneskeslægten (jfr. Mk. 16, 15; Kol. 1, 23).
  21. Sammenhængen viser, hvad man særlig skal være snar til at høre, nemlig Sandheds-Ordet og den Forkyndelse, som udspringer deraf. Derfor maa sikkerlig ogsaa sen til at tale forstaas ej alene om i det hele at "tøjle sin Tunge" (V. 26), men særlig om letsindigt at optræde som Lærer for andre (jfr. 3, 1. 13), og Vrede om Hidsighed overfor dem, hos hvem ens Tale ikke finder Indgang.
  22. Ordret: Guds Retfærdighed, ɔ: at Gud kjender ham for retfærdig (jfr. Slm. 69, 28; 24, 5); se 2, 26 Anm.
  23. Ingen Vanart (intet slet) har Ret til at findes hos Guds Børn; derfor skulle I aflægge (lægge fra eder, Kol. 3, 8; Rom. 13, 12) enhver Urenhed (alt urent) og enhver Levning af Vanart; I maa ikke give den mindste Levning deraf Rum i eder. Dette er Betingelse for, at I kunne med Sagtmodighed (uden at stille Fordringer og uden at blive trætte) modtage det i eder indplantede Ord (Sandheds-Ordet, V. 18; jfr. Mt. 13, 19 ff.). Thi skjønt dette Ord er "indplantet" ved Gjenfødelsen, kan man dog ikke "bevare det i sit Hjærte" og Opleve dets Magt til at frelse, uden man stadig paany modtager det som et Naadens Ord.
  24. I forregne eder og gaa glip af Frelsen ved Ordet (jfr. Mt. 7, 21 ff.). — Ordet gjøres, efterleves, naar den Naade, som gives os i det, bestemmer vort Levned, saa at vi i alle Forhold leve i den.
  25. V. 23. 24 = Ordet bliver for ham uden Virkning; han faar kun et forsvindende Indtryk af det.
  26. Guds Sandheds-Ord (V. 18) er for dem, der leve i det og i Guds Kjærlighed, som gives os deri, en Lov, der med guddommelig Myndighed bestemmer deres Levned (jfr. Gal. 6, 2), men en Frihedens Lov, som kun kan kjendes og efterleves af den, der godvillig vil lade sig styre af Ordet og af Guds Aand, som virker igjennem det (vil "lade Kristus lyse for ham", Ef. 5, 14). Og derfor er det atter den fuldkomne Lov, der ikke, som en udvortes Bogstavens Lov, foreskriver eller forbyder enkelte Gjerninger, men bestemmer hele vort Liv. (Ved at følge denne fuldkomne Lov gaa vi fremad mod "Fuldkommenheden", V. 4.)
  27. Han skal være salig, føle sig hjærtenslykkelig (se Mt. 5, 3 Anm.) i sin Gjøren, idet han saaledes efterlever Ordet.
  28. d. e. mener at bevise Gud den rette Dyrkelse (ved udvortes Deltagelse i Gudstjenesten o. dl.). — V. 26 = Efterlevelsen af Ordet maa ogsaa vise sig i vor Tale.
  29. Bedrager sit Hjærte, ved at indbilde sig, at den udvortes Gudsdyrkelse er nok; men dette er en forfængelig Gudsdyrkelse, frugtesløs baade for ham selv og overfor Gud (Mt. 15, 9).
  30. Naar Gud er vor Fader, maa hans Fader-Kjærlighed ogsaa kendes i vort Levned, særlig overfor faderløse og Enker (jfr. 5 Mos. 27, 19; Slm. 68, 6 o. a.); og er han vor Gud, bør Han, og ikke Verden herske i os. — Besøge; jfr. Mt. 25, 36.
  31. Kap. 2: Yderligere Paavisning af, at den kristne Tro bør føres ud i Livet. Jak. advarer mod at anse Personer og fremhæve de rige fremfor de fattige (V. 1-4). Dette strider nemlig baade mod Guds Forhold til de fattige og mod Kjærlighed til Næsten; og den, der handler saaledes, er en Lov-Overtræder (V. 5-13). Tro uden Gjerninger er unyttig og død, hvilket ogsaa ses af Abrahams og Rahabs Exempler (V. 14-26). — Hele Kap. er en nøjere Udførelse af 1, 22-25.
  32. d. e. naar I have Kristi Tro, maa I ikke anse Personer. — Jesu Kristi Tro, ɔ: den Tro, som han har forhvervet os og givet os, altsaa = "Sandheds-Ordet, det indplantede Ord", 1, 18. 21. — Der kunde ogsaa oversættes: Troen paa vor Herre Jesus Kristus (jfr. Rom. 3, 22 Anm.). Men havde det været Jakobs Mening, vilde han sikkerlig have skrevet: "mener ikke, at I kunne have Troen" o. s. v. — At vor Herre Jesus Kristus er Herlighedens Herre, fremhæves for at minde Kristne om, at den jordiske Herlighed har intet Værd for dem, der have ham til Herre.
  33. Udtrykket eders Synagoge tyder paa, at de Jødekristne i Adspredelsen havde deres særegne kristelige Forsamlings-Lokaler, til hvilke dog ogsaa Ikke-Kristne havde Adgang (smlg. 1 Kor. 14, 23 ff.). Sammenhængen viser nemlig, at hverken den rige eller den fattige, som her omtales, var Medlem af Menigheden (eder).
  34. Tvivlede om, at en saadan Færd var rigtig og forenelig med Troen.
  35. V. 5-7 = Se I ikke, at det netop er de fattige, som Gud har udvalgt til at faa Del i hans Naade (jfr. 1 Kor. 1, 26-28), og at derimod de rige ere Menighedens Fjender?
  36. Altsaa gjort lige det modsatte af, hvad Gud har gjort mod de fattige.
  37. Sammenhængen med V. 7 viser, at hermed menes Synagoge-Domstolene, hvor de Kristne anklagedes for deres Tro paa Jesus Kristus (jfr. Ap. Gj. 9, 2; 26, 11).
  38. d. e. Jesus—Navnet.
  39. 3 Mos. 19, 18. — Kongeloven, ɔ: den Lov, som gjælder (ikke for Trælle, men) for Konger og Kongebørn, "Arvinger til Riget" (V. 5), for hvem det ikke passer sig at krybe for de rige.
  40. V. 8. 9 = Dersom eders Færd overfor de rige udspringer af Kjærlighed til Næsten, er den rigtig nok; men udspringer den af Persons-Anseelse (hvilket eders Færd overfor de fattige viser), da er den Synd.
  41. Derfor maa ingen holde saadan Persons-Anseelse for en Ubetydelighed og sige: det er ialfald kun en enkelt Forsyndelse.
  42. En Lov, som bestemmer alle eders frie Handlinger; se 1, 25.
  43. V. 13 = Thi en saadan Lovs Dom fældes ikke efter Gjerningernes ydre Udseende, men efter det Hjærtelag, hvoraf de ere udsprungne. — Jfr. Mt. 5, 7; 7, 1. 2.
  44. Ordret: hovmoder sig imod (overfor) Dom, den regner det ikke for noget at dømmes.
  45. En kunde imod V. 13 indvende: jeg har den rette Tro, og det er mig nok til at bestaa i Dommen. Herpaa svarer saa Jak. i V. 14-26 ved at vise, at Troens "Gjerninger" er den nødvendige Aabenbarelse af Troens Livskraft og derfor nødvendige til at bestaa i Dommen. Og i V. 14 siger han, at den Tro (han beraaber sig paa; det at han tror) kan ikke frelse ham fra Synden og Dommen (thi "den Gren, der ikke bærer Frugt, borttages og brændes", Joh. 15, 2-6; jfr. Mt. 7, 21; Rom. 8, 13), ligesaa vist som den blot udtalte Medfølelse ikke kan klæde den nøgne, V. 16. Thi en saadan Tro lever ikke i Kristus og modtager ikke Ordets frelsende Kraft, 1, 21. — Om Gjerningerne, se V. 26 Anm.
  46. Ligesom den i V. 16 omtalte Barmhjærtighed kun var Mundsvejr og uden Livskraft, saaledes ogsaa Troen, som ikke har Gjerninger. Men det er at mærke, at dermed ikke menes en Tro, som endnu ikke har øvet Gjerninger, men en daadløs, uvirksom Tro "med Munden", som i Virkeligheden kun bestaar i at holde Tros-Indholdet for sandt uden at leve deri med Hjærtet (jfr. V. 19). Om den Tro gjælder, at dens Mangel paa Gjerninger viser, at den i sig selv er død (jfr. 1 Joh. 3, 15), ligesom omvendt Gjerningerne (Frugterne) vilde vise, at den Tro, man bekjender, i sig selv er levende; Troens Liv lægger sig nødvendigvis for Dagen i sine Frugter. (Men Gjerningerne i sig selv kunne hverken vise, at et Menneske har Troen, eller gjøre hans Tro levende).
  47. I V. 15-17 vises, at Troen uden Gjerninger er "død", i V. 18, at en saadan Tro end ikke kan vises, paavises; kun udaf Frugterne kan man vise, at man har Troen.
  48. Troen paa Guds Enhed fremhæves her, fordi Jøderne i denne Tro satte deres ypperste Fortrin for Hedningerne, det som skulde frelse dem i Dommen.
  49. Grue, for hans Dom; skulde saa den Tro kunne frelse dig i Dommen?
  50. Du, som fører denne tomme Tale, hen i Vejret.
  51. Unyttig, uden Kraft til at frelse.
  52. At Abraham ved denne Gjerning blev retfærdiggjort (af Gud kjendt for retfærdig), ligger i Guds Ord til ham, 1 Mos. 22, 16: fordi du har gjort dette, vil jeg velsigne dig:, o. s. v.
  53. V. 22 = Hans Tro (som han lagde for Dagen, da han ofrede Isak; jfr. Hebr. 11, 17) og hans Gjerninger i Forening virkede, at han blev retfærdiggjort (jfr. V. 24); og udaf hans Gjerninger (som han øvede i Tro) fuldkommedes hans Tro, den naaede sit Maal, udfoldede sig til sin fulde Udvikling.
  54. 1 Mos. 15, 6. Jakob opfatter dette Skriftsted som profetisk, saa at det først opfyldtes, da Abrahams Tro var bleven saaledes "fuldkommet", at han kunde blive kjendt for retfærdig. Paa samme Maade anvendes dette Ord i 1 Makk. 2, 52, hvilket tyder paa, at det har været en almindelig Forklaring hos Jøder i Datiden. Og den er rigtig nok, naar man forstaar "retfærdiggjøre" saaledes som Jakob, = kjende for retfærdig. Pavlus derimod anvender det samme Skriftsted paa en helt anden Maade, Rom. 4, 3; Gal. 3, 6, nemlig som Vidnesbyrd om, at Abraham blev retfærdiggjort uden Gjerninger, idet han forstaar "retfærdiggjøre" = regne (den uretfærdige) som retfærdig. Se V. 26 Anm.
  55. Es. 41, 8; 2 Krøn. 20, 7.
  56. Tro alene, "uden Gjerninger", V. 20. Det er altsaa ikke Jakobs Mening, at Mennesket retfærdiggjøres udaf Gjerninger alene, men udaf Gjerninger, der som Frugter af Troen ere uadskillelig forenede med denne.
  57. Se Josv. Kap. 2; 6, 25. Rahab blev retfærdiggjort (kjendt for retfærdig), dengang hun blev frelst fra den Guds Dom, der gik ud over Jeriko. (Sammenhængen med det foregaaende antyder, at ogsaa hun handlede i Tro; jfr. Hebr. 11, 31.)
  58. Det kan ikke være Jakobs Mening at ligne Gjerningerne ved Aanden, og Troen ved Legemet; Forholdet maatte være lige omvendt. Men han siger kun, at en daadløs Tro er død ligesom et Legeme uden Aand (jfr. V. 17).

    Jakob lærer altsaa her, at Mennesket retfærdiggjøres udaf Tro og Gjerninger i Forening. Og dette synes stik modsat Pavlus's Lære, at "Mennesket retfærdiggjøres ved Tro uden Lovs-Gjerninger"; Gjerningerne høre aldeles ikke med til Retfærdiggjørelsen; se Rom. 3, 25; 4, 2 ff.; Gal. 2, 16; 3, 1-13 o. a. Grunden til denne Forskjel er imidlertid ingenlunde, at Jakob bestrider Pavlus's Lære om Retfærdiggjørelsen; det er tværtimod øjensynligt, at han slet ikke har kjendt denne. Heller ikke kan man sige, at han og Pavlus lære en forskjellig Frelsesvej, men de tale om "Gjerninger" og "Retfærdiggjørelse" i en forskjellig Betydning, hvortil kommer, at de Vrangmeninger, som hver havde at bekæmpe, vare forskjellige. — De Gjerninger, Jakob kræver som nødvendige til Frelse og Retfærdiggjørelse, ere "Troens Gjerninger", saadanne som nødvendigt udspringe af den Livskraft, Troen har "i sig selv" (altsaa = "Aandens Frugt", Gal. 5, 22). Pavlus derimod taler om "Lovs-Gjerninger", saadanne som have deres Udspring i Lovens Bud, og som man kan gjøre ud af egen Kraft, for udvortes at opfylde dens Krav. Disse Gjerninger fraskriver Pavlus med Føje al Betydning for vor Retfærdiggjørelse og Frelse, ja siger, at hvis man sætter sin Lid til dem, giver man sig ind under Lovens Dom og Forbandelse og udelukker sig fra Kristus og Guds Naade (Gal. 3, 10; 5, 4). Saa klart har Jakob ikke udtalt dette; men han siger dog væsentlig det samme i Kap. 1, 26, at den udvortes "Gudsdyrkelse" ikke nytter til Frelse. Og paa den anden Side indskærper Pavlus stadig i de formanende Afsnit af sine Breve, at Troen maa være uadskillelig forbunden med et helligt Levned; han lægger Menigheden paa Hjærte, at et Levned i Synd udelukker fra Frelsen og Guds Rige (Rom. 8, 13; 1 Kor. 6, 9 f.; Ef. 5, 5), og at den Tro, det kommer an paa, maa være virksom gjennem Kjærlighed (Gal. 5, 6); ja naar han i 1 Kor. 13, 2 ff. viser, at al Tro og Kundskab er og nytter intet uden Kjærlighed, saa udtaler han dermed i Virkeligheden det selv samme, som Jakob her i V. 14-26 om Tro og Gjerninger.

    Hvad Retfærdiggjørelsen angaar, da er at "retfærdiggjøre" = at erklære for retfærdig, hvilket baade kan bruges om, at den, som er retfærdig, i Dommen kjendes for retfærdig, og om at den, som ikke er retfærdig (Synderen), frikjendes, faar sin Synd forladt. I Gl. Test. bruges Ordet i begge disse Betydninger, men tiest i den første. I denne Betydning tager ogsaa Jakob at "retfærdiggjøre"; og idet han har at kæmpe mod den vrange Mening, at en blot historisk Kundskabstro var nok til at bestaa for Gud, indskærper han, at den, der skal kjendes for retfærdig, maa have vist sig at være det, ved det Levned (de "Gjerninger"), hvori hans Tro lægger sig for Dagen og udfolder sig. Saaledes er Ordet ogsaa brugt Mt. 12, 37, og af Pavlus selv, Rom 2,13; men ellers bruger Pavlus stadig at "retfærdiggjøre" i den sidste Betydning, altsaa = at Gud tilgiver Synderen, (for Jesu Kristi Skyld); og i Modsætning til den jødiske Gjerningsretfærdighed, som vilde trænge sig ind i Kristendommen og gjøre Guds Naade i Kristus tvivlsom og betydningløs, lægger han den stærkeste Vægt paa, at Lovs-Gjerningerne havde slet intet at gjøre, hverken med at vi blive retfærdiggjorte (faa vore Synders Forladelse), eller med at vi beholde denne Naade. Saaledes bliver Guds retfærdiggjørende Naade, som vi have uden vore Gjerninger, ved Troen paa Jesus Kristus, hvem vi modtage i "Troens Ord" (Rom. 10, 6-8). ej alene Udgangspunktet for det bevidste Kristenliv, men ogsaa den stadigt bærende Kraft i dette (se Rom. 8, 30. 33; Fil. 3, 9). Derved kommer Guds Naade i Kristus til sin Ret, saaledes at al menneskelig Selvros udelukkes, og Gud alene faar Æren for vor Frelse. — Det er heraf klart, ej alene at "Retfærdiggjørelse" hos Pavlus betyder noget andet end hos Jakob, men ogsaa, at han dybere end denne har skuet ind i Guds Naades Veje til Frelse, og langt klarere paaviser, hvorledes vi have den Vished om Guds Naade, som er Betingelse for Kristenlivets Frimodighed og Styrke. Dog maa vi ogsaa her lægge Mærke til at alt, hvad Pavlus udtaler om Guds retfærdiggjørende Naade, ligger som i Spiren indesluttet i Jakobs Formaning til de troende, til at "modtage det indplantede Ord, som mægter at frelse deres Sjæle" (1, 21). Altsaa, om end Pavlus har faaet større Klarhed og dybere "Kjendskab", Indsigt i Guds Naades Husholdning, saa taler dog Jakob udaf den samme Tro og baaren af samme Aand, som Pavlus.

  59. Kap. 3: Advarsel særlig til dem, der ville lære andre, mod Tungens Synder. Værer varsomme med at optræde som Lærere, for at I ikke skulle synde med eders Tunge (V 1-12). I skulle vise eders Visdom ved Sagtmodighed og Fredsommelighed overfor Mennesker (V. 13-18). — Kapitlet er en nøjere Udførelse af Kap. 1, 19. 26.
  60. Her tales ikke alene eller nærmest om at optræde som Lærere i Menigheden (1 Kor. 14, 26), men især om at bevise sin Tros-Iver som Lærer for ikke-troende. Overfor disse kunde iltre Mennesker let støde an i Tale, lade sig henrive til onde Ord og Forbandelser (V. 9), naar de ikke vilde lade sig overbevise.
  61. Sit Legeme, med alle dets Drifter.
  62. d. e. som Indbegrebet af Uretfærdighed. Thi Tungen kan paa sin Vis begaa alle de Synder, som hvert enkelt af de øvrige Lemmer udfører enkeltvis i Handling.
  63. Tilværelsens Hjul, ɔ: Menneskelivets Hjul (Løb), et Udtryk for Menneskets Liv, som det i ustandseligt Kredsløb ruller afsted med Tiden. Tungen tænkes da som den glødende Aksel, hvorom Hjulet drejer sig.
  64. Velsigne, ɔ: prise (Mt. 14, 19). Forbande, dem der ikke ville høre os.
  65. 1 Mos. 1, 26. Ogsaa de syndige Mennesker ere skabte i Guds Billede, derfor er det Synd mod Gud at forbande dem (jfr. 1 Mos. 9, 6).
  66. Uden Billede: den Mund, der forbander, kan ikke tale til Guds Ære.
  67. Ogsaa V. 13-18 er Formaning til dem, der ville lære andre. — V. 13 = hvo som mener sig viis og forstandig nok dertil, han skal i Gjerning lægge sin Visdom for Dagen ved et godt Levned i Sagtmodighed.
  68. Lyve mod Sandheden (som I ville lære de andre) ved at optræde som "vise" (se V. 15).
  69. Den Visdom, som viser sig i Avind og Selvsyge, er ikke ovenfra, ɔ: ikke en Gave fra Gud (1, 17). — Sjælelig, ɔ: uaandelig; se 1 Kor. 2, 14 Anm.
  70. Den er først og fremmest ren, fri for urene Bevæggrunde; men deraf følger dernæst "Sagtmodighed" (V. 13) i alle Retninger.
  71. d. e. den Udsæd, som har Retfærdighed til Frugt. Mening: de fredsommelige, som stifte Fred (Mt. 5, 9), blive retfærdige for Gud (se 1, 20 Anm.; Hebr. 12, 11), og kunne vejlede andre til Retfærdighed.
  72. Kap. 4, 1—5, 12: Holder eder uplettede af Verden (1, 27). — Al den udvortes og indvortes Ufred hos eder kommer af eders Begjær efter Verdens Nydelser; men dette er uforeneligt med at høre Gud til. Holder eder derfor med udelt Hjærte ydmygt til ham (4, 1-10). Taler ikke ondt om hverandre, thi Gud er eders Dommer (V. 11. 12). Vogter eder for verdslig Tryghed i eders Foretagender; I raade jo ikke selv for Livet og Fremtiden (V. 13-17). De rige, som undertrykke de fattige, maa vente deres Dom (5, 1-6). Men I skulle være langmodige i Forventning om Herrens nære Tilkomst; og fremfor alt: sværger ikke! (V. 7-12).
  73. Føre Krig, imod det, der hindrer eder i at naa eders Lyst.
  74. Myrde, er vist at forstaa aandelig: hade (l Joh. 3, 15).
  75. I kunne ikke opnaa det, for hvis Skyld I "myrde og misunde"; derfor strides I og kriges.
  76. Ordret: I Horekvinder, ɔ: I, hvis Sjæle ere utro mod Gud, eders Ægteherre; thi idet I saaledes attraa Verden, falde I fra ham, hvem hele eders Hjærte skulde tilhøre (jfr. Mt. 12, 39).
  77. Jfr. Mt. 6, 24; 1 Joh. 2, 15.
  78. Hvad Skriften siger, viser tilbage paa V. 4, at "Venskab med Verden er Fjendskab mod Gud". Disse Ord findes vel ikke ordret i Gl. Test.; men Tanken er udtalt mange Gange, hvor der siges, at Israel ved at slutte Pagt med Hedningerne og "bole" med Afguderne drager Guds Vrede over sig; jfr. 5 Mos. 7, 2-4; Domm. 2, 12 ff.; Esek. 23, 1 ff. o. a.
  79. d. e. Gud attraar med Nidkjærhed (skinsygt; jfr. 1 Kor. 10, 22) vor Aand, at den udelt skal tilhøre ham, ligesom den jo stammer fra ham (1 Mos. 2, 7; Præd. 12, 7; Es. 42, 5); men des større er saa igjen den Naade, han giver os, naar vi helt (og det vil sige: i fuld Ydmyghed V. 6) overgive os til ham.
  80. Ordspr. 3, 34 (1 Ped. 5, 5).
  81. Saa at I nøjes med, hvad han vil unde eder af timelige Goder.
  82. Fra Djævelen stammer al Gridskhed paa Verden.
  83. I skulle staa Djævelen imod ved at holde eder nær til Gud; thi da holder Gud sig nær til eder, og saa flyer Djævelen fra eder.
  84. For at kunne holde eder nær til Gud, maa I forsage al Synd, rense Hænderne fra syndige Gjerninger, og Hjærterne fra tvesindet Verdensbegjær, som vil "tjene to Herrer" (jfr. 1, 8).
  85. V. 9 = Angrer dybt eders hidtidige Synder.
  86. Jfr. Mt. 23, 12; 1 Ped. 5, 6.
  87. Jfr. Mt. 7, 1. 2. Den, der taler ilde om sin Broder, sætter sig derved til Doms over ham.
  88. Som om Loven var partisk og kun gjaldt hans Næste, ikke ham selv. — Loven er ikke at forstaa om Moseloven, men kun om dennes inderste Kjærne, Kjærlighedsbuddet, som er ét med "Frihedens Lov" (se 1, 25; 2, 9. 12), ɔ: Guds Vilje, som den bliver indlysende for os, naar vi leve i hans Sandheds Ord, og hvis Sum er Kjærligheden.
  89. Gjøre det rette, ved at tale og handle, som sagt er i V. 15 (og saaledes vide I, at I skulde handle).
  90. De rige, som her tiltales, maa ligesom i 2, 6. 7 forstaas om rige Jøder udenfor Menigheden. Dette ses dels deraf, at hvad der siges til dem, ikke er Formaning, men kun Forkyndelse af deres Dom, dels deraf, at den følgende Formaning i V. 7 adskilles fra Truslen mod de rige ved Tiltalen: "Brødre"! Men at Jakob dog ikke omtaler, men tiltaler de rige, viser, at Skilsmissen mellem Jøderne og de Jødekristne endnu ikke var fuldbragt.
  91. I den forestaaende Dom. Dette opfyldtes ved Jerusalems Ødelæggelse og den Elendighed, der da kom over Jødefolket; men af V. 4 og 8 se vi, at Jakob selv har tænkt paa den yderste Dom, hvilken han, ligesom hele den apostoliske Tid, ventede som nær forestaaende; se V. 3. 8; jfr. Mt. 24, 3 Anm.; 1 Kor. 15, 52 Anm.
  92. Eders Rigdom er raadnet, og dens enkelte Dele, Klæder, Guld og Sølv, ere opædte af Møl og Rust (Mt. 6, 19), ɔ: den er hjemfalden til den visse Ødelæggelse; altsaa er den ude af Stand til at hjælpe eder, naar Dommen ibryder løs. Rusten, ɔ: eders Rigdoms Forgængelighed, skal da være eder til Vidnesbyrd om, hvorledes det skal gaa eder selv, ja. den skal fortære eders Kød som en Ild, ɔ: blive eder til Pine, til Dommens Ild, jfr. 2 Tess. 1, 8.
  93. De sidste Dage, før Herrens Tilkomst, den sidste Naadefrist, have I brugt til at ophobe jordisk Gods.
  94. Raaber til Himlen om Straf (1 Mos. 4, 10). Jfr. 5 Mos. 24, 14: Jer. 22, 13 o. a.
  95. V. 4.5 = Medens eders Arbejderes Skrig stige til Himlen, leve I i Vellevned paa Jorden. — Slagtedagen, ɔ: den Dag, da I skulle dø (slagtes), Domsdagen (Billedet er hentet fra Dyret, der skal slagtes); jfr. Jer. 12, 3; 25, 34.
  96. Den retfærdige, er brugt i den Betydning, Ordet saa ofte har i Gl. Test. (Slm. 1, 5. 6; 5, 13; 7, 10 o. a.), ɔ: de gudfrygtige, de som i Sandhed høre til Guds Folk; her er det altsaa nærmest at forstaa om de Kristne; jfr. V. 16. — Myrdet er maaske ogsaa her brugt i uegentlig Betydning; jfr. 4, 2.
  97. d. e. han træder dog ikke fjendtlig op imod eder.
  98. Være langmodig, brugt om Mennesker, er at vente udholdende (om det end varer nok saa længe og udvortes er nok saa trangt); jfr. Hebr. 6, 12. 15.
  99. Naar Herren kommer, skulle I høste; jfr. Gal. 6, 9.
  100. Jfr. Mt. 7, 1. Sukke, er her = udbryde i utaalmodige Ord og Domme.
  101. Jfr. Mt. 5, 34-37. I maa ikke lade eder henrive til at sværge, for derved at skaffe eder Ret imod dem, der krænke eder.
  102. Kap. 5, 13-20: Slutnings-Formaninger til Bøn og til Forbøn, særlig for de syge (V. 13—18), og til at tage sig af de vildfarne (V. 19. 20).
  103. Salvelse med Olie brugtes almindelig hos Jøderne i den Tid som et lindrende Middel (jfr. Lk. 10, 34), og den er her utvivlsomt foreskrevet i samme Øjemed, ɔ: de skulle bruge det sædvanlige Lindringsmiddel og derhos bede over den syge. Og dette skulle de gjøre i Herrens (Jesu) Navn, i hvilket Kristne have Adgang til Guds Naade og skulle gjøre al deres Gjerning (Kol. 3, 17). Salvelsen er her ikke tænkt som det egentlige Lægemiddel, thi af V. 15 fremgaar, at det er Bønnen, der skal virke Helbredelsen, men snarere som et Symbol paa den Lægedomskraft, som ved Bønnen over den syge skulde tilføres ham; jfr. Mk. 6, 13. (Papisterne grunde paa disse Ord deres Lære om "den sidste Olies" Sakrament, hvorved de døende skulle indvies til en salig Død. Men en saadan Brug af Olien er stik modsat den, som Jakob taler om; thi her tales om en Salvelse til Liv og Helbredelse.)
  104. Troens Bøn, ɔ: de Ældstes troende Forbøn, og sikkerlig tillige den syges egen Bøn, skal frelse den syge, ɔ: blive ham til Frelse, dels saaledes, at Herren oprejser ham (af hans Sygdom), dels saaledes, at hans Synder tilgives ham. Det er selvfølgeligt, at ligesom det ikke kan være Meningen, at Tilgivelsen er en ubetinget Følge af Forbønnen, men den er betinget af, at den syge bekjender sine Synder (ɔ: angrer dem) og tror, saaledes maa ogsaa hans "Oprejsning" af sin Sygdom være betinget af, om Herren vil oprejse ham og finder det tjenligt for ham.
  105. Her tales ikke længer om Forholdet til de Ældste, men om den Syndsbekjendelse og Forbøn, der kan og bør finde Sted indbyrdes mellem Kristne, som have Fortrolighed til hinanden.
  106. Helbredte, baade aandelig (1 Ped. 2, 24) og legemlig. Det er lærerigt, at i V. 15, hvor man skulde ventet: "helbrede", staar der: "Troens Bøn skal frelse den syge", og her i V. 16: "at I maa vorde helbredte", medens man skulde vente: "vorde frelste." Dette peger paa, at Synden er den egentlige Grundsygdom, som vi trænge til at frelses fra; men er vor Synd os forladt, saa har Sygdommen mistet sin "Brod" (1 Kor. 15, 56), og vi ere helbredte.
  107. Kan ogsaa oversættes: paa Jorden.
  108. Se 1 Kong. 17, 1. 7; 18, 42 ff. (Lk. 4, 25).
  109. Her tales ikke om enkelte Synder, men om at komme hørt fra selve Sandheden, den kristne Tros Indhold (Joh. 16 13; 2 Kor. 4, 2 o. a.), saa at denne ikke længer har nogen Magt i hans Liv og Levned.
  110. Han skjuler (den vildfarnes) Mangfoldighed af Synder (jfr. Ordspr. 10, 12; 1 Ped. 4, 8). ved at føre ham til Frelse og til at faa Tilgivelse for alle sine mange Synder.