Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk/Bind II/Om Johannes's første Brev
Johannes's første Brev.
Der findes ikke i dette Brev nogen Angivelse af, hverken til eller af hvem det er skrevet; men den enstemmige Overlevering fra alle Oldkirkens Egne vidner, at det er skrevet af Apostelen Johannes, og den store Lighed, der findes mellem Johannes-Evangeliet og dette Brev, ikke alene i Tankerne, men ogsaa i Stilen og Tankebevægelsen, gjør denne Overleverings Sandhed utvivlsom. Vanskeligere er det derimod at sige noget sikkert om, til hvem Brevet er skrevet. Imidlertid se vi, at Johannes har staaet i et nøje Tillids- og Kjærligheds-Forhold til dem, han skriver til. Dette fremgaar baade af Tiltalen "Børnlille", eller: "Børn" (2, 1. 18 o. a.), og af enkelte Udtalelser, som vise, at han kjendte dem nøje (se 2, 20. 21). Det er derfor højst sandsynligt, at Brevet er skrevet til de lilleasiatiske Menigheder, som Johannes øvede Tilsyn med, medens han paa sine gamle Dage opholdt sig i Efesos. At det ikke indeholder nærmere Oplysninger om Læserne, hænger sammen med, at det ikke er et Brev i samme Forstand som de øvrige Breve i N. Test., der alle nærmest gaa ud paa at vej- og retlede deres Læsere under de særlig historiske Vilkaar, de vare stedte i, medens Joh. Br. vistnok tager bestemt Sigte paa de "modkristelige" Lærere, som vare optraadte i Menighederne, men dog kun taler om den falske Lære og dens Frugter i de almindelige Grundtræk, uden at gaa ind paa de enkelte Ytringer deraf eller paa Læsernes øvrige historiske Forhold. Man har derfor med adskillig Ret sagt, at vi her snarere have en Afhandling end et Brev; det er en Lære-Skrivelse, som skal vejlede de kristne Læsere til at indtage den rette Stilling overfor den falske Lære og til i Modsætning til denne at føre deres kristne Tro ud i Livet i deres indbyrdes Samfundsforhold. Det er en meget sandsynlig Formodning, at Brevet fra først af har været skrevet som en Slags Indledning eller Efterskrift til Johannes-Evangeliet for dettes første Læsere (jfr. Indl. til Joh. Evang. I. S. 322). Hensigten med Evangeliet var nemlig at give en saadan Skildring af Jesu Jordeliv, at det maatte staa klart for de kristne Læsere, at han er Guds Søn, "Ordet, som blev Kjød", for at give dem, der tro paa ham, evigt Liv (Joh. 1, 14; 20, 31); men om Brevets Øjemed hedder det: "dette er skrevet, for at I skulle vide, at I have evigt Liv, I som tro paa Guds Søns Navn", og for at saaledes "eders Glæde maa blive fuldkommen" (5, 13; 1, 4). Det skal altsaa lægge de troende ret paa Sinde, hvad de eje i Troen paa den Guds Søn, hvis historiske Aabenbarelse i Kjød Evangeliet beskriver, og dermed tillige, hvorledes denne Tro for dem indeslutter saavel Kraften til at "overvinde Verden" og dens Fyrste, som Skyldigheden til at gjennemføre og aabenbare den navnlig i deres indbyrdes Samliv.
En særlig Anledning til at skrive havde Joh. deri, at der var fremtraadt "mange Modkrister" (2, 18 Anm.), som tidligere havde hørt til Menigheden, men nu havde skilt sig fra den ved deres falske Lære, hvormed de angreb Kristendommen i dens inderste Kjærne. De negtede, at "Jesus er Kristus og Guds Søn" (2, 22. 23), og at han er "Kristus, kommen i Kjød" (4, 2. 3). Det er muligt, at der hermed betegnes to forskjellige modkristelige Retninger, den første en "ebjonitisk", der betragtede Jesus som et blot Menneske, om end som en stor Profet, den anden en "doketisk", som negtede, at han var sandt Menneske (han havde kun et "Skinlegeme"). Men da der ellers ingensteds i Brevet skjelnes mellem to Arter af "Modkrister", maa det sikkerlig overalt være de samme, som Joh. taler om; det har været "Gnostikere" (se Indl. til Koloss. S. 280) af samme Retning som Kætteren Kerint, med hvem Johannes i sine sidste Leveaar stødte sammen i Efesos. Denne lærte, at Jesus var en Søn af Josef og Maria; med ham havde en "Æon" (et guddommeligt Aandevæsen) ved Navn Kristus forenet sig ved hans Daab, men havde atter forladt ham ved hans sidste Lidelse; Jesus blev altsaa kun en guddommelig begavet Lærer, ikke Guds Søn, vor Frelser, som ved sit Blod har sonet vore Synder. Naar man har denne falske Lære i Minde, vil man finde, at næsten alt, hvad der i dette Brev siges om Jesu Kristi Person og Gjerning, sigter dertil. Dog er det ikke troligt, at det har Kerint selv for Øje, da han næppe endnu dengang var fremtraadt; der sigtes sikkerlig til Forløbere for ham, som vi ogsaa kjende dem fra Koloss. og Hyrdebrevene. — Men dernæst fremgaar det af Brevet, at den samme Selvraadighed, som gjorde sig gjældende i Modkristernes Lære, ogsaa fremtraadte i deres Levned, idet de sagde, at det for deres høje "Viden" og "Kjenden af Gud" ikke havde noget at betyde, at de levede i Synd (se 3, 7. 8; 2, 4 o. a.). Ogsaa denne "Antinomisme" omtales tidligere hos lignende Vranglærere i 2 Ped. 2 og Jud. Br., og i 2det Aarh. fremtraadte den som et bevidst udviklet Led af mange Gnostikeres System.
Ved Siden af sit ovennævnte Hovedøjemed vil Joh. derfor ved dette Brev styrke sine Læsere til ikke i nogen Maade at lade sig lede vild af den falske Lære. Brevet falder i tre Hovedafsnit. Efter en Indledning (Kap. 1, 1-4), hvori han udtaler, at al hans Forkyndelse af Livets Ord, som er aabenbaret i Jesus Kristus, har det Maal at fremme de troendes Samfund med Faderen og Sønnen og derved at føre dem til den fuldkomne Glæde, viser han først (Kap. 1, 5—2, 11), at vort Samfund med Faderen ved Sønnen maa lægge sig for Dagen i, at vi vandre i Lyset og i Lydighed; kun da kommer Guds Søns Blods rensende Kraft os til gode. Efter et Indskud (Kap. 2, 12-17), hvori han minder Læserne om den Styrke, de eje i den dem givne Naade, og formaner dem til ikke at sætte den over Styr ved Kjærlighed til Verden, viser han i det næste Afsnit (Kap. 2, 18—3, 24), at overfor de mange Modkrister, som negte, at Jesus er Guds Søn, skulle de troende staa fast ved at blive i det Ord, de have hørt fra Begyndelsen, og ved som Guds Børn at sky al Synd og vandre i indbyrdes Kjærlighed. Endelig (Kap. 4 og 5) formaner han dem til at prøve Aanderne og vel at skjelne imellem, om de føres af Løgnens Aand eller af Sandhedens Aand. Vi, som tro paa Guds Kjærlighed, der er aabenbaret i hans Søn Jesus Kristus, føres af hans Aand til at elske Gud i vore Brødre, fordi han har elsket os først; men at vi elske, udspringer af vor Tro paa Jesus Guds Søn, hvis Sandhed Gud ved sin Aand bevidner for os. I denne Tro have vi evigt Liv og Magt til at bede med Vished om Bønhørelse.
Brevet er uden Tvivl skrevet omtrent paa samme Tid som Johannes-Evangeliet, altsaa ved Aaret 90.