Det gamle Apothek/1
I.
Apotheket var det ældste og smukkeste Hus i Byen. Skjønt de svære røde Munkesten vare skjulte af brun Cementafpudsning, saâ det helt ærværdigt ud med de snørklede Jernankere i Murene, med de to stejle Stentrapper med Smeddejernsrækværk og blankt skinnende Messingknapper, med den gothiske Renæssancekvists slyngede Gavllinier og med Aarstallet 1616 bredt udspændt under samme Kvists to Vinduer. Op over første Sal naaede fire gamle Hestekastanietræer op og gjorde Persienner og Jalousier overflødige. Langt ud paa Gaden røbede Apotheket sin Tilværelse ved en krydret Duft, den mest aristokratiske, der kunde indaandes paa denne Bys Gader og Stræder, hvor om Sommeren hver Rendesten blev en pestsvanger Kloak. De omkringliggende talrige Enetages Huse saâ ud som Plebejere, de enkelte Treetages som moderne Parvenuer eller Svindlere ved Siden af denne gamle, patriciske Borgergaard, der i mindst hundrede Aar havde været Apothek, været i den samme Slægts Eje, thi Søn efter Fader havde stadig været Apotheker. Slægtens Velstand var voxet jævnt, og Gaarden havde kun undergaaet faa Forandringer indvendig. Saalænge de ældste Folk i Byen kunde mindes, havde Apotheket været Byens flotteste Hus, medens det var gaaet op og ned med Kjøbmandshusene navnlig i de sidste tre Decennier. Den store Sal i første Etage med sit Stukkaturloft og sin Sandstenskamin havde tjent til Theaterlokale i Trediverne, da Dilettantkomedierne florerede. Mangen Ægteskabsforbindelse mellem unge Folk af Byens og Omegnens bedste Familier var bleven indledet paa Juleballerne der under de gamle svære Krystallysekroner, hvor Skjønheder med kort, stærkt nedringet Liv og smal Nederdel, høj Frisure og Svikkelstrømper i Tidernes Løb vare blevne afløste af stive Skjørter og spidse Korsetter, der atter havde maattet vige for Krinolinerne, indtil de sidste Tiders Garneringer bruste, Slæb fejede, Plisséer slyngede sig og gjemte Lyset som mangedobbelte Roser i de tæt pibede indre Kronblade.
Men i det lange Mellemrum mellem Krinolinerne og de moderne Kjolers Herredomme havde det store Apothekerhus havt en stille Periode. Thi i Treserne døde den unge Apotheker Pramman, kort efter at hans Fader havde afstaaet Apotheket til ham og i den Anledning allernaadigst var bleven udnævnt til Kancelliraad. Og et halvt Aar efter døde den unge Apothekers Kone efter at have bragt en Datter til Verden. Kancelliraad Pramman havde da igjen overtaget Apothekets Drift; han var jo knap 50 Aar og en saare kraftig Mand. En Søster til hans Svigerdatter, en Enke efter en ved Dybbøl falden Kaptejn, kom i hans Hus for at bestyre det og opdrage den lille Fanny.
En Opdragelse i Overflod, men dog ikke aldeles ufornuftig! Kancelliraad Pramman havde stor Respekt for Kundskab og Dannelse, som han og hans yngre Samtidige forstod den. Hans Stolthed var at følge med Tiden: Fra 1840 blev han, den tidligere hyperloyale Statsborger, som i sin Ungdom var opfødt med Sange om Danerdrotter og Skjoldunger, ivrig liberal og fulgte det nationalliberale Parti i alle dets Faser. Han havde ladet sin Søn tage artium og philosophicum, for han tog farmacevtisk Examen. I Universitetsferierne var det gamle Apothek proppet med Studenter, Sønnens Samtidige. De holdt Koncerter, de spillede Studenterkomedier, de dansede og pokulerede, de æsthetiserede og politiserede, og den gamle Apotheker blev de unge Menneskers Kjæledægge. Det var dem velgjørende at høre den ældre Mand gaa ind paa alle deres ungdommelige Ideer og i deres Selskab om Aftenen ved den fine Arrakspunch diplomatisk forsigtig satirisere over sine daglige Omgangsfæller, Byens reaktionære helstatslige Embedsmænd. Ved Sønnens Bryllup sang en Kvartet fra Studentersangforeningen i Byens Kirke og fik til Gjengjæld Halsene skyllede med Masser af Champagne om Aftenen.
Kancelliraad Pramman sørgede saa dybt over sin Son, som hans Natur tillod det. Det var ham næsten en Lindring for den store Sørg, da den mindre, Svigerdatterens Dod, fulgte saa kort efter. Han bebrejdede sig det selv i stille Timer, men det var og blev saa. Den nydelige lille Fanny blev hans Tidsfordriv, hans Legetøj, hans Solskin, hans Poesi. Han lovede sig selv, at hun skulde blive en rigtig dannet Pige, thi Dannelsen, paastod han, var det sande Aristokrati og det eneste, som Nutiden respekterede.
Det var ikke Kancelliraad Prammans Sag at tænke logisk eller at lægge Planer. Naar han havde set lidt til sit Apothek, læste han de daværende to bedste Blade; tilfredsstillede sin Trang til Kjendskab af Udlandets Literatur ved Læsningen af Feuilletonen i det ene, og sin videnskabelig-historiske Trang ved at gjennemløbe det andet Blads Feuilleton. Den sidste faldt han i Regelen i blid Slummer over, om Vinteren paa Sofaen i sit lune Kontor bag Apotheket med det langhaarede Gulvtæppe, om Sommeren i en Hængekoje i Havens Lindelysthus. — «Naa, jeg er jo hverken Æsthetiker, Historiker eller Videnskabsmand i strængere Forstand,» sagde Kancelliraad Pramman til sig selv, — «men … men … ja i V— (Nabokjøbstaden) gad jeg dog se, om nogen af Latinskolens Adjunkter eller Overlærere … ja jeg tør tage Rektor med … kan mere Kemi end jeg.» Og med Følelsen af den dannede Verdensmands Ret til at behandle videnskabelige Specialister med kavallermæssig Anerkjendelse, vendte han sig om paa Sofaen eller i Hængekojen med Bevidstheden om, at han dog læste mere end Byfogden, for ikke at tale om Postmesteren, som aldrig aabnede en Bog. Ja — saa var der de to Læger i Byen, Distriktslægen og den praktiserende. De læste maaske ligesaa meget som Apothekeren, men det, de læste, var kun rene Specialia. Naar Kancelliraad Prammans Tanke dvælede ved Ordet Specialia, sagde han det højt i Sofaen eller Hængekojen og føjede til: — «Hm. Den gamle Apotheker har ikke glemt al sin Latin.» Saa smækkede han med Tungen og udtalte den nevtrale Flertalsendelse med fedt Velbehag.
Efterhaanden som den lille Datterdatter voxede til, blev hun Bedstefaderen kjærere og kjærere. Han fik Taarer i Øjnene — om Vinteren i Sofaen, om Sommeren i Hængekojen, naar han tænkte paa hende. Hun indtog hele hans Tankerum, hun fortrængte baade Læsningen af de nye og Minderne fra de ældre Feuilletoner i Apothekerens to Yndlingsaviser.
Han fandt sit eget Ansigt forynget i hende. Familien Prammans kjønne Type, der var forvisket i hans ellers saa kjære afdøde Søn, havde rejst sig med Glans i den lille Fannys straalende, lysebrune Øjne, lige Profil og runde Kinder med to Smilehuller paa højre Side af Munden — ja, det sidste havde hun efter hans salig Hustru … naa, hun var jo ogsaa Datter af Legationsraad Krone, i sin Tid Expeditionssekretær i det udenlandske Departement … «lidt Aristokrati er der i hendes Blod … hi, hi … de Junkerlømler kan da ikke anklage mig for Misundelse, naar jeg, som har været gift med en Legationsraads Datter … nu er Demokrat.» Hans kjære, afdøde Hustru! Hvor havde hun flunket paa Ballerne! Hvor havde hun spillet allerkjæreste i «Emilies Hjertebanken» deroppe i den store Sal! Hvor spillede hun smukt Ouverturen til Don Juan! Hvor sang hun følelsesfuldt Weyses Romancer! Fanny skulde blive … hvad var det nu, hans Søns Ven, nu Overlærer ved en Latinskole, havde talt om Modsætningernes Opgaaen i en højere Enhed? — Den Gang havde han forstaaet det … nu maatte han tænke over Tingen igjen. Jo, han, den virksomme, den evig bevægelige Mand, havde havt en velgjørende Modsætning i sin søde, lille … men … ak … en lille Smule dovne og meget snaksomme … men uhyre velsignede Hustru. Fanny skulde være den højere Enhed mellem dem. Ha, ha, ha. Jo, den gamle Apotheker var ikke helt ubekjendt med Filosofien!… Hm, hm! Han havde jo ogsaa en Gang i en nordisk Mythologi, en af hans afdøde Søns Skolebøger, læst om … ja, Tanken havde han … Pointen havde han opfattet … men de forbistrede Navne!… Helge Hjørvardsbane … og Helge Hundingssøn … eller det var kanske omvendt? … men der var en, som var den gjenfødte Svava … Fanny er den gjenfødte Karoline!
Det var en hed Sommerdag i Hængekojen. Apothekeren vaagnede helt op ved at høre sig selv sige de sidste Ord højt. Og midt igjennem Rosers og Liliers, Neglikers og Levkøjers, Fuchsiaers og Stedmodersblomsters duftende og brogede Rige kom den lille Pige i sejlende Løb for at kysse Bedstefader til Tak for Kaffe. Hendes lange, frithængende, blondbrune Lokker stjal Guld fra Solen. Den gamle Apotheker fik Taarer i Øjnene. I hurtigt Løb fôr Følelser og Minder gjennem hans Sind. Han huskede sin Søn, han mindedes den intelligente Atmosfære, han førte ind i Huset, den, han, Kancelliraad Pramman, skyldte, at han havde fulgt saa udmærket med og kunde se ned paa Byens ustuderede Embedsmænd. Kancelliraad Pramman foretog Noget. Det kunde kaldes en Bøn eller en Udtalelse i uudsigelige Sukke op mod noget Ubestemt oven over sig — for Noget maatte der være oven over En — men det var tvivlsomt, om Gud var personlig eller var … ja — Alt i Alle. Mod dette «oven over sig» gjorde hans Tanke et Opsving … Kancelliraad Pramman følte Trang til at takke dette Noget, fordi han var en lykkelig Mand, ikke trivielt lykkelig, thi han havde netop havt saa megen Sorg, at det gav passende Skygge i hans Livs Solskinsbillede. «Der kommer mit nye Liv … den gjenfødte Svava … eller Karoline!» raabte han højt, da han saâ, at den lille Fanny kom løbende uden Ledsagelse, og altsaa var sikker paa, at Ingen kunde kontrolere hans maaske ufuldstændige Kundskab til Sagaen eller smile ad den ældre Mands ungdommelige Sentimentalitet. Han kyssede Barnet næsten lidenskabelig; hun kyssede ham igjen; han løftede hende op i Kojen; lod hende ride Ranke højt oppe i Luften, trods det tolvaarige Pigebarns skrigende Protest og ubevidste Undseelses Rødme, da hun saâ sine allerede kraftig formede Ben ude i Luften som Møllevinger.
— Er Du rigtig lykkelig, min søde lille Fanny? sagde han.
— Ja, ja, — brillant lykkelig! Lad mig komme ned, Bedstefa’r, Du kysser … og Du trykker … uh … ja … og Du gynger Livet af mig.
Han holdt hende ud i Luften, stolt af sine Armkræfter, nydende hendes gratiøse Danse- eller Sprællemandsbevægelser.
— Sikken høj Vrist! Du har, lille Fanny! sagde han. Nej — sikken Fodhuling! Gud være lovet og takket, Du bliver da aldrig platfodet som Frøken … Buh! (Han standsede, men tænkte paa Byfogdens Datter).
— Lad vær’, Bedste! Lad vær’! blev Fanny ved at skrige. Jeg kan ikke faa Vejret.
Kancelliraaden hjalp sin Sønnedatter ned. Der stod hun i det fra alle Sider af Solen gjennemskinnede Lysthus. Smaa vævre Skygger legede Tagfat paa hendes Kinder; hendes som modne Nødder matblanke Iris’er med de flammende sorte Pupiller saâ op mod Bedstefaderen; for hans lidt nærsynede Øjne blinkede Blomsterne i Haven som forskjelligfarvede Juveler i det store, over Alt sig bredende Solskinssmykke … Kancelliraad Pramman gjorde et Forsøg i Retning af Selvfordybelse, granskede over Problemet: Hvad skal jeg gjøre for min lille Pige? Hvormed skal jeg gjøre hende fuldkommen … eller maaske rettere sagt … absolut lykkelig?
Han kunde, efter at have bragt sin overstrømmende Lyrik i en kort og forholdsvis energisk Forhandling med sin sunde Sans, ikke finde paa Andet end, at det Bedste, han kunde gjøre for Fanny, var at gjøre hende til en rigtig dannet Pige. Han var lidt kjed af ikke at kunne finde paa Andet, end hvad han havde sagt til sig selv nogle hundrede Gange.
— Hun skal blive en rigtig dannet Pige. Og hun skal have mere Dannelse end alle Omegnens Herregaardsfrøkener. For jeg er, som min Søns Studenterkammerater altid anerkjendte, en virkelig Fremskridtsmand. En Kvindes Evner skal ikke ligge ubrugte, hun, Fanny, skal, min S’æl, have al den Dannelse, som … som … ja … som den ægte Kvindelighed … det Skjønne i en Kvinde kan bære.
Han blev ved at betragte Barnet, som nu løb om i Gangene. Han flettede i sin Fantasi alle Havens Blomster til en Krans … Stedmoderblomsternes bloddunkle Violette var den eneste mørke Farve i alt det Lyse og Glade … naa, Herre Gud! … det kunde staa som et blidt Minde om Fannys tidlig afdøde Forældre … det Gule ved Grunden af Kronbladene kunde være en uskyldig Satire mod hendes lidt spidse og pretentiøse, evig paa sin Post staaende Moder … naa … enfin … Men alle disse Blomster fletter Kancelliraad Pramman til Krone om Fannys blondbrune Lokker.
Se … hvor hun fagrede lig en Sommerfugl over Plænerne! Hvordan var det nu, han sang, han, Studenten, Sønnens Ven? Nu var han Overretsassessor og sang sagtens ikke mere … ha, ha, ha … kongelige Embedsmænd blev dog med Tiden Filistre … hvordan var det han sang? …
Og maa jeg hore ilde,
at i Avriklens Hus
jeg stundom drak en lille
gemytlig Sommerrus?
Og fik Violen Taaren
vel i sit Øjes Blaa.
fordi at den har baaren
mig et Minut, den Smaa?
Uh, der kom hun, Fru Kamp … hun, som Apothekeren i sin stille Tanke paa galt Fransk kaldte «Instituteusen» med lidt tivoliagtig Betoning af de to sidste Stavelser.
Det var en oprindelig ganske kjøn, høj og slank, men nu lidt for svær Figur. Kancelliraad Pramman fandt hende ældre end sig … «Skulde jeg … Gud forbarme sig — faa en Forelskelse, saa maa det være i En, … ja, jeg kunde s’gu godt charmere mig i En paa fem og tyve Aar … naa, lad mig sige tredive … men hun er oppe i Trediverne … og ser ud, som hun var ti Aar ældre end … end … jeg for Exempel!
… Naa, hvad vil Du saa, Agathe? spurgte han Fru Kamp.
— Se efter Fanny, svarede hun med en Stemme, der klikkede af Resignation.
— Du holder ikke af, at hun er hos mig? Hm, hm!
Du er hendes og min Principal, Pramman.
— Snak om en Ting! Din og hendes gamle, tro … inderlig taknemmelige Ven, og …
Kancelliraad Pramman var kjed af at ligge i Køjen; hans ene Side gjorde lidt ondt. Instinktmæssig rakte han Haanden ud i Luften, vis paa, i Kraft af sin urokkelige Tro, at Tilværelsens Magter ikke kunde nænne at undlade at hjælpe den gamle, rare Apotheker, at samme Magter havde en Haand til rede for at tage hans Haand. Fru Kamps Haand var der ogsaa. Kancelliraaden tog den, mens han lystig sagde til sig selv under Nedstigningen:
Da hans Fødder havde berørt den moderlige Jord med det skarpe Grus’s dækkende Slør over det nøgne Muld, sagde han:
— Kjære, rare Agathe … er der lidt Madeira paa Karaffen inde i mit lille Kontor?
— Det er der ganske sikkert, sagde Fruen med den samme sprukne Røst som før.
— I er Alle saa søde og rare mod mig, sagde Kancelliraaden, glemmer mig aldrig … jeg er en lykkelig gammel Mand.
— Vi gjør Alle vor Pligt, haaber jeg, sagde Fru Kamp.
Apothekeren slap en lille Ed løs i sit Indre; men, da han mødte Sønnedatteren i Havens Hovedgang, løftede han hende op og kyssede hende. Fru Kamp stod hos, mærkede han. Hvad kunde den … den Kjælling have imod, at han kyssede den eneste Ætling af den Prammanske Stamme? Hm! Han, Kancelliraad Pramman, skulde nok mede hendes Blik og med mægtige Projektiler gjennemskyde disse kolde Krystalkugler.
Efter Øjnenes Møde var Kancelliraad Pramman ikke aldeles sikker paa, om hans eller Fru Kamps Øjne havde beholdt Valpladsen. Men, som baade den danske Konge Kristian V og den svenske Karl XI tilskrev sig Sejren i Slaget ved Lund … det kunde Kancelliraad Pramman huske fra den Tid, han hørte sin Søn i Allens Danmarkshistorie … Saa vilde han … og han lo over sit vittige Indfald … paastaa, at han var Sejrherre.
I hvert Fald ventede et lille Glas extra Dry Madcira ham i Kontoret … saa en udmærket Cigar … og saa gled Livet umærkelig over i en god Middag, mens han sad i sit Vindue med de gamle Kastanietræer skyggende for Solen og kunde skoptisere i al Skikkelighed over de forbidragende Spidsborgere, specielt over sin Gjenbo, Manufakturhandler Lauritzen, der altid gik i Staa i sine Taler ved Klubfester, og som for flere Aar siden i et mislykket Forsøg i den klassiske Billedstil havde kaldt Helvedhunden for Serapevs i Stedet for Cerberus.