Det gamle Apothek/11
XI.
— Hvem er det? raabte, Kaptejn Fricks Stemme inde fra Soveværelset. Efter at have hort det banke tre Gange paa Døren til Trappen, uden at han havde raabt «Kom ind», mærkede, han med Vrede, at den Bankende kom ind alligevel.
Vismann nævnede sit Navn.
Kaptejnen undertrykte en forbitret Ed og tvang sig til at spørge:
— Hvad . .? Vismann? Gaar De løs paa denne Tid af Døgnet?
— Ja.
— Sæt Dem, til jeg faar hængt Noget paa mig.
Kaptejn Frick var længe om sit Toilette. Haaret maatte lægges med langsom Kunst, at ikke en begyndende Skallethed skulde opdages. Overskægget maatte beredes saaledes, at det ikke saâ slikket ud, men fik en mandig Negligence, hele Legemet skulde omhyggelig vaskes; Manchetskjorten lægges i de rette Folder, det Klædes Tøj børstes og pudses som til en Parade.
Vismann stod stiv som en Statue. Mekanisk gled hans Blik op og ned ad den øverste Liste over det aldrig indkaldte Mandskab, der laa paa Kaptejn Fricks blankt polerede, omhyggelig afstøvede Skrivebord. I kalligrafisk Galadragt stod Bogstaverne i hver en Rubrik, korrekte som et omhyggelig indexerceret Elitekorps’s Soldater. Vismann tænkte:
— Der staar hans «ideale» Kompagni. Dersom det virkelige stillede, vilde det nok se anderledes ud.
Han befandt sig ilde ved den lange Ventetid. Han mærkede, at der var Fare for, at hans Ro skulde svinde, at det begyndte at boble i hans Blod. Han maatte kæmpe mod et Indfald, der gjentagne Gange overfaldt ham med den Styrke, som den stille Exaltation gjerne overfalder sky Naturer med.
To Sabler funklede som Sølv i Morgensolen: henne fra et af Stuens Hjørner. Hvad, om han greb den ene, drog den og opfordrede Kaptejn Frick til at gribe den anden, naar han kom ind, og det saa kom til en Kamp paa Liv og Død imellem dem? Skjønt han haanlo ad sig selv, flyttede han sig langsomt, et Skridt for hvert Minut, hen mod Sablerne. Lyden af Kaptejnens høje Gaben inde fra Sovekamret tirrede ham end mere dertil.
Han havde lige strakt Haanden ud mod den ene Sabel. Den var netop kommen inden for hans Rækkevide.
Vismann havde aldrig følt sig saadan ladet med Gift. I telegrafisk Fart røg følgende Replik igjennem ham, da han saâ Kaptejnen tone frem i en lillagraa Klædes Slaabrok med bred højred Kantning.
— Det er altsaa Slaabrokken, han har høstet af et af sine «Idealer», den ene Forpagterfrue i Jylland.
Kaptejnen studsede, da han saâ Vismann saa bleg og saa stift seende paa ham.
— Hvad for en giftig Salve har De pisket til Morgen? spurgte han.
Et Øjeblik syntes Vismann, at Grunden gled bort under hans Fødder. Der stod jo den Mand, ved hvis flygtige Omsorg han havde følt sig saa stolt, som gik for Byens aandrigste Mand, fineste Kavaler, intelligenteste Personlighed, mandigste Karakter, hvis alvorlige Samtale havde været ham, Vismann, saa lærerig, og ad hvis grovkornede Spøg han saa tidt havde let, halv undselig, halv beundrende.
Enten maatte han opgive det Hele eller mande sig op til noget Fortvivlet, styrte løs paa ham som en Tiger, bore Neglene i han Skulder, slaa ham flad op mod Væggen. Følelser og Stemninger brødes i den unge Mand paa Liv og Død i kvælende Tag som Gladiatorer. Endelig blev Besindigheden, den nationale Dyd, den Sejrende. Efter at den havde kastet de andre Brydende til Jorden i en Kamp, som ikke varede mere end et Minut, sagde Vismann kort og tørt til Kaptejnen:
— De har løjet for mig.
— Det er rimeligt nok. Jeg har som alle Mennesker løjet af og til. Vil De have en Cigar?
. . Saa, saa, saa! Sæt Dem nu ned og sig i en Fart, hvad det er, De tror er Løgn, af hvad jeg har sagt til Dem. Jeg hader Scener og lange, vidtløftige Forklaringer.
— De har gjort Nar ad mig … De har ….
— Ja, ja, ja! Det har jeg gjort ad saa mange Mennesker. Skal jeg se, om jeg kan finde et Glas Portvin?
Vismann gik to Skridt henimod Kaptejn Frick, løftede den knyttede Haand op mod hans Ansigt, mens han begyndte:
— De er en .….
Men, inden han fik fuldendt, hvad han vilde sige, mærkede han et Greb af Kaptejnens saa fint udseende Haand om sit Haandled. Og, skjønt Vismann følte, at han, om han brugte sin Arms Muskelkraft, ikke alene vilde kunne befri sig fra dette Tag, men kaste Kaptejnen i Gulvet, blev han dog lammet og gjorde ingen Modstand.
— De er jo gal, lo Kaptejnen og slog Vismanns Arm let til Siden.
Vismann havde gjort et Kraftspild. Smertelig var den Anstrængelse, han maatte gjøre for paa ny at mande sig op.
— De har hidset mig op til Kjærlighed … til at elske ….
— Det gjør jeg med alle unge Mennesker ….
— Til at løfte mine Øjne saa højt, som jeg ellers aldrig havde vovet …
— In magnis voluisse sat est, sagde Kaptejnen. De har godt af at prøve Deres Vinger ….
— Men De har handlet som en hjerteløs Sk …
— Pst, Pst … husk paa Injurielovgivningen, Har De først sagt Ordet, og jeg stævner Dem for det, er De jo ikke den Mand, der vil sværge Dem fra, hvad De har sagt.
— Og De gjorde det for at experimentere med mig.
— Som Deres Yndlingsforfatter, Søren Kierkegaard . . ja. Kan De huske, at De sagde en Gang, at det maatte have været en himmelsk Fryd at overvære saadant et Experiment paa et Menneske? Hvad?
— Men mig, som De har behandlet som Ven …
— En stor Misforstaaelse, gode Herre! Jeg har ingen Venner, vil ingen have. Forresten skal Fanden tage mig, om jeg aner, hvad der gaar af Dem.
— De lyver. De véd, at jeg elsker Fanny Pr …
— Pramman? Nej, hvor i al Verden skulde jeg vide det fra? — For mig gjerne forresten.
— Men nu er det Dem, der hemmelig har forlokket hende bag min Ryg.
— Ja, den er s’gu bred nok for den Sags Skyld. Der kan foregaa meget bag ved den. Tror De ellers, at den Dame, De nævnede, nogensinde har lagt Mærke til Dem enten forfra eller bagfra?
— Elsker De hende? Er der Noget mellem Dem og hende? … jeg forlanger Deres Æresord.
— Forlang væk, min gode Vismann! Men jeg er virkelig ikke forpligtet til at opfylde Deres Forlangende, selv om De mødte med Notarius publicus og to Vidner.
Blodet kogte over i Vismann; han ænsede ikke mere Frygten for at gjøre sig latterlig. Han pegede hen mød Sablerne og sagde;
— De er Militær. De kan ikke uden Fejhed afslaa . .
Nu havde Kaptejnen en fuld Følelse af sin uhyre Overvægt, Han sagde:
— Vil De have, vi skal slaas med to sløve Officerssabler? Aa ja. Ren Gymnastiksport. Jeg hugger vel noget bedre end De; De vilde opnaa at faa Deres Frakkeærme revet i Stykker eller faa en dyb Kvart i Hjertekulen, saa Vejret gik fra Dem. Ha, ha, ha, ha! … O … ho! Var det af ulykkelig Kjærlighed, at De vilde sprænge Dem i Luften med exploderende Kinadraaber i Gaar? O . . ho! Og nu vil De duellere! Med mig! Med to uslebne Sabler! Det Sidste vil blive lige saa grinagtigt som det Første.
— Jeg spørger Dem endnu en Gang: Elsker De Fanny Pramman? . . Eller jeg …
Han styrtede hen mod Kaptejnen. Denne greb hurtig sin Skrivebordsstol og holdt den frem for sig.
— De prostituerer Dem, Vismann! sagde han.
— Nej, det er Dem, der gjør det. De har gjort Nar ad mig, leget med mig som en Kat med en Mus, opfordret mig til at elske den Kvinde, som De selv stillede Snarer for. Men, hvis De tror, De har vundet Spil, saa tager De fejl. Jeg vilde ikke hade Dem, hvis De havde elsket hende i Tugt og Ære, men fordi De har fordærvet dette rene Væsen, fordi De har lært hende Letfærdighed, hader jeg dem. De har faaet Deres Løn. Hun har Stævnemøder i Haven med Andre end med Dem.
Kaptejnen blev bleg. Ikke af Samvittighedsnag, thi han var sig bevidst, at han kun havde enten talt højidealistisk eller fjaset med Fanny Pramman; han havde altid beundret sig selv for den Samvittighedsfuldhed, som havde forhindret ham i at forføre, hvad han kaldte honnette Piger. Til denne Kategori hørte hverken simplere Borgerdøtre eller Tjenestepiger. Han vidste ikke eller vilde ikke vide, hvorfor Vismanns Ytring frembragte Kuldegysning i ham. Han havde kun én Gang kysset Fanny Pramman — rent faderlig — havde han sagt til hende og til sig selv. Det var efter en Middag forrige Vinter i et mørkt Kabinet. Han havde rigtignok svælget i det Kys i sin Erindring en hel Maaned efter, men det var jo en ren «æsthetisk» Nydelse. Hans Replik til Vismann:
— Hvad Fanden kommer det mig ved? faldt mat, uden Myndighed. Vismann fortsatte:
— Deres Tale er Gift. De hidser og pirrer og prikker baade Mænd og Kvinder op til at stræbe mod det Umulige, og De sviger dem alle, naar deres Kræfter glipper. Fra i Dag af har jeg gjennemskuet Dem … det vil sige . . Ingen kan blive klog paa Dem. De har fordærvet det fineste, det yndigste, det elskeligste Barn. Aa, hvor jeg har lidt; først, da jeg saâ hende i Armene paa ham … den rødkindede Theolog, og saa, da jeg fik at vide, at De forinden ….
— I Armene paa? brølte Kaptejnen . . De har sét ….
— Det er godt nok til Dem, raabte Vismann hoverende.
Kaptejnen overhørte disse Ord saa vel som Vismanns følgende:
— Jeg har kun sagt Kancelliraaden, at jeg elskede hende. Han har jaget mig paa Porten. Mit Haab er dødt, inden det kom helt til Verden. Det laa 1 mig som en Klang, der baade frydede mig og gjorde mig ondt. Fra mig hører De først, naar jeg er sikker paa at kunne gjøre Dem noget rigtig Ondt . .
— Hm, brummede Kaptejn Frick uden at give Agt paa Vismanns noget theatralske Sortie. Thi han holdt to kyttede dirrende Hænder op i Luften, kunde Intet sige, ikke en Gang knytte Hænderne mod noget Bestemt.