Det gamle Apothek/17
XVII.
— Ér det en Manér for en Præst at rende saadan i Svinegalop over Gaarden ligesom en taab’lig Dreng?
Saa mumlede Sognepræstens, Pastor Sørensens gamle Røgter nede i Døren til Kostalden, da han saâ Sofus Brinckmann løbe gjennem den gamle Præstegaard, mens Bindchunden paa Indkjørselsportens højre Side gjøede, som om den var rasende, sprang lodret i Vejret opad Hundehuset med en lang Trævl af hvid Fraade drivende ned fra hver af de laskede Mundvige.
Provsten var taget bort. Baade han og Sognepræsten vare misfornøjede med Brinckmanns Udnævnelse og misfornøjede med hinanden indbyrdes. Provsten vilde have en Søstersøn udnævnt til Posten, Pastor Sørensen en Brodersøn. Begge Kandidater vare Haud-illaudabilister, og deres respektive Beskyttere havde sat alle Jern ud for at paavirke Kultusministeriet. Departementschefen virkede for Provstens, Kontorchefen for Pastor Sørensens Klient, men paa dette Tidspunkt var der en Minister, som havde Lyst til at regere selv. Maaske var det blot for at drille disse to Herrer, at han havde valgt Sofus Brinckmann. Han var ganske vist en Del yngre end de to saa stærkt støttede Ansøgere, men han var Laudabilist, saa Ministeren kunde uden Skin af uretfærdig Forbigaaelse gaa uden om sine to Underordnedes Indstilling.
Brinckmann løb gjennem Gangen og et Par Værelse lige ind til gamle Pastor Sørensens «Studerekammer».
En lav Stue, ophedet som en Bagerovn. Paa de utætte Dørfyldinger skinnede Lysstriber allevegne. I de gamle Reoler stod uindbundne Bøger og faldt mod hverandre i slap Selvopgivelse. Dobbelte Vinduer og et Basttæppe paa Gulvet. Tæppet forlængede sig op under samme Vinduer ud mod Haven, lunede for Blæsten derude fra. Den rev i de gamle, nøgne Frugttræer. Grenene bleve tvungne til en for de gamle Stakler unaturlig Gymnastik. De maatte vride sig, saa det knagede i alle Ledemod. Tørre Kviste spredtes med lydløst Fald ud over den gulgrønne Græsplæne. Det suste, brægede og hvinede ude i den gamle Præstegaardshave; inde buldrede og brummede Kakkelovnen gemytlig og syntes at sige: «Den gamle Præst og jeg har det godt. Jeg gjør det lunt for ham og Alt, hvad hans er. Skab Jer derude, som I vil, I exalterede Labaner af Vind og Vejr, Buske og Træer! herind i denne Stue skal vanvittig Revolution aldrig faa Indpas; jeg og Pastor Sørensen ere konservative, og vi skal vise Jer, at, selv om Dyden maa forgaa, skal Svinelæder bestaa.»
Den gamle Præsts glinsende hvide Sølvnakke skinnede hans brysk indbrydende Kapellan i Møde, stille, urørlig, ærværdig som en Maner om at tage Tingene med Ro. Det varede en Stund, Inden den rørte sig, trods det, at Brinckmann to Gange raabte.
— Pastor Sørensen! Pastor Sørensen!
Endelig skiftede Nakken Plads, Det bleggule, men trivelige Ansigt med den lille Næse og de store buskede Bryn, tætte som et Overskjæg paa en gammel Oberst, vendte sig mod Kapellanen. De lyseblaa Øjne kikkede ud som Vintersol gjennem Gardiner.
— Hem … naa—aah! Hvad vil De saa, gode Pastor Brinckmann? lød den gamle Sognepræsts Røst, hvislende over de tandløse Gummer, alt mens et kraftigt Pust sendte en vældig Damp fra Pibespidsen ud i Stuens allerede tætte Tobaksatmosfære ret som en fremrullende randflosset Sky paa en i Forvejen tæt Graahimmel.
Ordene faldt over hverandre med aandeløs Hast i Kapellanens Beretning om hans Sygebesøg. Taarerne randt ned ad hans røde Kinder som et stadigt Akkompagnement til Talen.
Den gamle Præst nikkede af og til langsomt og bifaldende, hans milde Øjne smilede opmuntrende som en venlig Lærers til en flink Discipel, der ramser sin Lektie op med Bogens Ord uden at stoppe paa et eneste Sted. Da Kapellanen var færdig med Fortællingen og pavserede lidt for at drage Vejret og tørre sine Øjne, sagde Pastor Sørensen:
— Vil De stoppe Dem en Pibe Tobak … Piberne hænger der.
— Han pegede med Pibespidsen hen paa det tætbesatte Pibebræt over det lille Bord med den vældige Mahognitobakskasse.
— Tak, jeg ryger ikke.
— Saa — aa — aa? sagde Pastor Sørensen, Tonen fortsatte sig langt inde i Pastor Brinckmanns følgende Replik:
— Men den skrækkelige Nød, Pastor Sørensen, den fattige Stue, maaske Sult midt i Dødens Jammer … uh, min Hustru er gjennemrystet efter Synet af dette kolde Rum, fuldt af forpestet Luft.
— Hm . . hm . . ja, hun havde jo Kopper, Konen … De skulde lade Deres Præstekjole gjennemryge med Tjære … naa, vi Præster tør jo lige saa lidt være bange for smitsomme Sygdomme, som brave Soldater for Fjendens (han udtalte det Fiendens) Kugler … me …. n, kan Soldaten dække sig bag et Gjærde ….
— Men saa kom jeg hjem til det dækkede Bord, som min Hustrus gamle Bedstefader havde beredt til vor Fest, og saa skammede vi os over den Overflod.
— Ja …. Herren er den, som gjør fattig, og den, som gjør rig . . o …. o … g.
Nu kom Begjæringen om, at Pastor Sørensen skulde give Vogn til at kjøre al den gode Proviant til Indsidderen. Hans Formaning var saa indtrængende og myndig, at den gamle Præst blev stødt og sagde:
— Min Vogn og mine Heste er dog vel mine egne, gode Pastor Brinckmann! Jens Knudsen kjørte Dem jo hjem selv, fortalte De. Hvorfor sendte De ikke de Fødevarer hjem med ham selv?
— Jeg glemte det af Sindsbevægelse og af …
— Naa, og saa skal det gaa ud over min Karl, mine Heste og min Vogn i dette Herrens Vejr.
Brinckmann betvang sin hidsige Indignation med stor Møje. Han sagde med stammende Mæle:
— Jeg skal gjerne kjøre derhen, hvis De, Hr. Pastor, vil laane mig Heste og Vogn.
— Det vil jeg virkelig saare nødig. For, ser jeg ret paa Dem, kan De ikke kjøre et Par Heste. He … Kjøbenhavnere tror, at Heste og Vogn saadan mir nichts, dir nichts kan kommanderes ud . . og . .
— Jeg synes, Hr. Pastor, at her maa alle Hensyn vige, og . .
Pastor Sørensen løftede sig op ved at støtte sine Haandflader mod Skrivebordets Plade, sugede stærkt for at livne den svage Ild i Pibehovedet, gik langsomt og stille hen mod Kapellanen. Et lille Glimt af Skjælmeri tittede frem gjennem Øjenbrynenes Forhæng.
— Min gode Mand! Der gives ikke et eneste Forhold i livet, hvor alle Hensyn maa vige. Undskyld … men De snakker som en … som en … ung Student.
— Men … Kristendommens Fordring …
— Er først og fremmest at se sig for … Ja . . det vil sige . . at … Naa . . ja, ja. Det er ikke saa let at sige paa en Studs, hvad dens Fordring er. Men lad os nu tale om Tingene, lige som de er. De fortalte, at Jens Knudsens Kone havde spist Kaal, og at hun havde faaet den fra en Husmand … lad mig se … det maa være Mads Nielsen . . han bôr jo … ja … kun et hundrede Skridt fra det Indsidderhus. Bønderne hjælper hverandre, naar det kniber.
— Ja, men det bugnende Bord i Kapellanboligen.
— Hm — m — — . . ja saa? Hvad bugner det af.
Brinckmann gjennemløeb i sin Erindring det flotte Frokostbord. I fuldkommen god Tro begyndte han at referere:
— Ja, der var jo baade . . der var jo . . foruden kold Dyresteg, disse Strasburger Gaaseleverpostejer .…. Sardiner . .
Pastor Sørensens Lattertrang røbede sig gjennem en stærk Hoste. Han maatte tage Piben ud af Munden og søge hen i det Hjorne, hvor Spyttebakken dulgte sig. Hosten overdøvede Resten af Frokostmenuen, som Kapellanen fortsatte i redelig Uorden:
— Saa var der Makkaronisalat med Champignons … baade Limburger- og Roquefortost.
Tilsidst blev Pastor Sørensens Hoste henne i den mørke Krog aldeles øredøvende. Paa sit Højdepunkt gik den over i en Rømmen. Endelig kom den gamle Præst til Vejret. Sit første rolige Minut benyttede han til at stikke en Fidibus ind i Kakkelovnen for at faa Piben tændt, saa gik han hen til sin Kapellan, stillede sig lige over for ham, lagde sine Hænder paa hans Skuldre og sagde:
— Unge Ven! Hvis De sendte Jens Knudsen blot én af de Sager, og han smagte paa den, saa vilde han spytte den ud igjen, og, sendte De ham hele Opdækningen, saa vilde han, saa snart hans Tunge havde rørt ved hver Ret, forære Husmanden Mads Nielsen det Hele til Tak for Søbekaalen, og Mads Nielsen vilde lige øjeblikkelig slaa det Hele i sit Svinetrug og delikatere sin Gris med det. Ja, jeg taler Alvor. Kan De huske, hvad Apostelen Paulus siger om Mælk og fast Føde?
Brinckman følte sig noget flov og halv overvunden af Sognepræstens praktiske Prosa og citerede saa hurtig, som om Græsk havde været hans Modersmaal:
— Γάλα ὑμᾶς ᾿επότισα, ὸυ βρῶμα· οὔπω γὰρ ᾿εδόνασθε.
— Ja, ja vel! ja vel. 1ste Korinthier 3, 2, afbrød Pastor Sørensen. Hans Kapitelfasthed, mente han, kunde vel undskylde, at han havde glemt Græsk indtil Bogstaverne. Han vilde dog ikke give sig helt i klassisk Lærdom, lagde sig endnu, tungere paa Brinckmanns Skuldre og sagde:
— Fiat applicatio! kjære Ven. Synes De endnu jeg skal lægge ud med Heste og Vogn i dette Herrens Vejr?
Brinckmann gik sukkende ud. Det gik anderledes langsomt hjemad, end da han før løb til Præstegaarden. Han havde Fornemmelsen af, at han stødte mod Noget ved hvert Skridt, en kold Stenmur, hvorimod al Begejstring prellede af, at han kun kunde komme frem ad lange Omveje, bestandig omgaaende disse sig evig rejsende Mure.
Pastor Sørensen satte sig igjen til med sirlig, stor gammeldags Haandskrift at prente et Embedsbrev. For sin Kundskab til hele den Præsteembedet vedrørende Lovgivning, for sin korrekte Kancellistil i Embedsbreve, for sin Administration af Fattigvæsenet og Sogneforstanderskabsanliggender i sin Tid stod han i stort Ry. Og, lige som han i den forrige Kapellans Tid havde bevaret, hvad der var blevet tilbage af disse Forretninger, som sin Øjesten, besluttede han nu heller aldrig at indvie den nye Kapellan i disse Hemmeligheder.
— Hm, sagde han, da han standsede sin langsomme Skrivningsakt for at pudse sine Gammelmandsbriller, … hm. … naa, det er en af disse nymodens, exalterede Fyre. Det er da Fritænkeriet, som har strammet dem op til deres Daarskab. Ja … det var Provstens Skyld, at jeg ikke fik Frits. Hm. … Hm! Men aldrig skal Hr. Brinckmann faa Lov til at fylde en Rubrik i Ministerialbogen. Ja, naar han vil holde sig paa sit eget … hm. … saa for mig gjerne. … Hm! Gaaseleverpostej til Jens Knudsen! He … Ja, ja …!
Den gamle Præst prentede paa ny sin sirlige gothiske Skrift og byggede kancellistilistiske Perioder … «Endvidere skulde man ikke undlade at tilføje» … osv., osv.