Det gamle Apothek/25
XXV.
Den selskabelige Glæde, den daglige jævne Lystighed var forstummet i det gamle Apothek. Tyst og dumpt gik faa Menneskers Fodtrin over de mange tæppebelagte Værelsers Gulve.
Den gamle Apotheker var nu en affældig Olding med slapt hængende Træk, med svækket Hukommelse … Efter et Par Glas Vin livnede det lidt op i ham, for saa vidt denne Nydelse satte ham i Stand til i Løbet af en halv Time at fortælle en gammel Anekdote tre Gange og le ad den.
Fru Kamp gik sukkende om. Om Morgenen pillede hun graa Haar ud af sine før saa tætte blonde Lokker, om Dagen læste hun Prædikensamlinger, men var ellers den, der havde bedst Appetit i Huset.
Enkefru Brinckmann opholdt sig hele Dagen uden for Maaltiderne paa sit gamle Værelse. Hun var venlig og mild mod Alle, men sagde ikke mere end højst nødvendigt.
Hun var ikke lykkelig i sin Ensomhed. Hun havde været virkelig bedrøvet over sin Mands Død. Hun syntes, hun havde Skyld i den. Hvorfor havde hun ikke kunnet være mere for ham? Det Spørgsmaal kom stadig tilbage i hende: Hvorfor havde hun taget ham?
Men Livet havde gjort Uret mod hende. Naturløst var hun opdraget; hendes Ægteskab var naturløst, Sofus Brinckmanns naturløse Begejstring, Naturløsheden i den fede og flade Egn, hvor hun havde tilbragt sit Ægteskab … aa det Flade med fjern Udsigt til Skovene … uh … hvor var det Hele væmmeligt!
Hun læste og læste. Nyt og Gammelt — det var det Samme! Baade fra det Gamle og det Nye slog adskillige Toner ned og vakte Gjenlyd i hendes Sinds Sangbund. Men det var spredte Nedslag. Hun harmedes over, at hun blev fyldigere og sundere Dag for Dag, at hendes legemlige Konstitution gjorde Nar ad hendes aandelige Kvaler. Og, mens hun groede, mens alle hendes Former blev fyldigere, blev «Bedste» mere og mere affældig, og Tante mere og mere hellig.
Fanny havde vendt sit Psykespejl med Glasset ind mod Væggen og Bagklædningen udad.
Hun havde længe mærket en Magt, som, langsomt erobrede Huset. Hun var bedrøvet over denne Raseren af Minder og Traditioner, men ogsaa irriteret over den indbrydende raa Magt. Det var Barbarernes Indtrængen i Imperium romanum. Samme Kejserdømme var maaske raaddent, men over Raaddenskaben knejsede endnu den gode Tids slanke Marmorsøjler.
Miniatur-Attila var Provisoren Bolberg. Han spiste sammen med Familien. Det var ogsaa en ny Skik. Og især var det Fanny imod, at han fik den gamle Apotheker til at drikke en Mængde Vin ved Bordet, saa han sov lige fra Middags- til Aftensmad. Hans Stemme lød for Fanny som en raa Vognmandstrompet i et Lokale, der var vant til Kammermusik:
— Lapperi Altsammen, kjære Kancelliraad! Alle disse gamle monopoliserede Forretninger maa vige for den store Masseproduktion. Jeg har været i Amerika … Ja, vel er Forholdene mindre her, men man kan gjøre dem større, og maaske her i Evropa mest i de smaa Lande, naar de smaa Lande forstaar deres egen Fordel. Lad f. Ex. de store Lande slaas, til de æder hinanden, og lad de smaa tjene Pengene som Leverandører til Hanekampen. Men, det forstaar sig, saa skal vi holde op med at slaas om Politik og være aldeles lige glade, hvem der er Ministre, naar vi bare faar en liberal Toldlov for Raaprodukters Indførelse og gode Beskyttelseslove for indenlandsk Industri.
Under disse og lignende Foredrag nikkede den gamle Kancelliraad sløvt bifaldende til Hr. Bolberg. Fanny havde tidt søgt at spørge, «Bedste» ud om, hvad det var, han egentlig havde indladt sig paa. Men saa havde den gamle Mand enten vrisset godmodig og sagt noget Lignende som: Du maa Skam ikke blive prosaisk, min lille Paradisfugl! eller ogsaa havde han klynket som et sygt Kjæledyr og sagt: Fanny, Du skal opmuntre mig, lege for mig, synge for mig, spille for mig, … tal aldrig om Forretninger til «Bedste» … Vil Du ikke have en lille Middag som i gamle Dage? Verden bliver saa forbandet højtidelig. … Naa, … naa ja … blot fremad, immer frem! Kys mig saa!
Jorden gled under hendes Fødder. Hun stemmede imod, som hun kunde bedst. Nej, der var ingensteds fast, solid Bund.
Bolberg havde flere Gange ved Bordet vendt sig imod hende, naar han holdt sine Foredrag. Hun kunde ikke lide ham, saâ ikke paa ham, gav ham ikke Haanden, naar han sagde Tak for Mad. Hun befandt sig bedre ved Aftensbordet, thi da var han aldrig tilstede. Hver Aften var han i Klubben.
Kaptejn Frick var af og til, kommen af sig selv til The om Aftenen. Men, naar Fanny hørte hans Røst, gik hun atter op paa sit Værelse og lod sige, at hun ikke var vel. Efterhaanden ophørte Kaptejnens Besøg ganske.
Fru Kamp sagde engang gnavent til Fanny:
— Gud véd, hvorfor Byens intelligenteste Folk svigter os? Det er en Skam, at de Yngre ikke kan blive intelligente nu, da den gamle Mand falder af. Og mig bryder jo Ingen sig om.
— Det er jo godt, svarede Fanny.
— Fanny … jeg har elsket Dig … som Du kunde være min … yngste Søster. Og nu svarer Du mig saadan.
— Jeg svarede saadan, fordi jeg er saa glad over, at Ingen bryder sig om mig. Aa, hvor det er dejligt at være ene!
— Naa saadan. Ja, man tænker jo noget mere, naar man er ene. Det har Du Ret i … Men man har Ingen, som man kan fortælle, hvad man har tænkt, og hvad Fornøjelse har man saa af det?
— Har Du læst Søren Kierkegaard?
— Ja … noget … ja—a. … En stor Aand!
— Kan Du huske, at han et Sted lader En holde Tale til de Meddøde?
— Det er overspændt … Naa … aa. Herre Gud, nu forstaar jeg Dig, Fanny! Kys mig, Barn! Du tænker paa din kjære, saa tidlig bortrevne Mand.
— Hm! … han kommer af og til i mit Selskab af Meddøde.
— Fanny … Du er egentlig … jeg mener aandelig talt … bleven meget ældre end jeg, siden Du blev Enke. Men jeg tror, jeg er mere Kvinde end Du. Jeg er som en Ranke, der skal knytte sig til en stærkere Plante. Jeg er kun skabt til at være en Mands Hustru. Aa, min salig kjære Mand! Jeg kommer aldrig saa vidt, at jeg kan forstaa, at Kvinden er Noget som helst, naar hun ingen Mand har.
— Du har Ret, Tante Agathe! Du er meget yngre end jeg.
— Kan Du se, jeg havde Ret, mit Barn!
— Aner Du … har Du nogensinde tænkt over, hvorledes det skal gaa os, naar Bedstefader falder bort?
— Aa, han er jo en rask Mand endnu.
— Han?
— Naa, ja, han er jo oppe i Halvfjerdserne. Engang maa Alderen jo gjøre sin Ret gjældende.
— Ja vel. Men det Fabrikvæsen?
— Lad os bare ikke blande os i det!
— Nej, det er ogsaa mig det Samme, naar det Hele kan vare saa længe, som «Bedste?» lever.
— Fanny … har Du … opdaget …?
Fanny saâ om sig med et haardt Blik og sagde:
— Her er godt og lunt og blødt. Se, hvor Murene her er tykkere: end i alle andre Huse.
— Ja, det er jo dejligt.
— Man har forvaret sig hundrede eller flere Aar igjennem. Man har villet være en Verden for sig selv, kun villet lukke ind, hvad der kunde more En. Der er voxet en egen Slags Kjærlighed herinde, varm, men snæver: Faderen har elsket sig selv gjennem Datteren, Datteren sig selv gjennem Faderen og saadan videre paa Kryds og paa Tværs. Man følte sig som de Bedste af Alle. … Aa, et rigtigt Tempel for snæverhjertet Egenkjærlighed, for intelligent Spidsborgerlighed. Aa, jeg kunde have Lyst til at lukke op, saa Trækvinden fejede tværs igjennem Huset og tvang disse tunge Draperier til at danse, blæste det gamle Lærred løs fra Væggene, saa Mus og Rotter fôr frit afsted i Galop. … Naa, det sker ogsaa paa en eller anden Maade.
Fanny lod Fru Kamp alene med sin Forbavselse. Da hun var vel ude, sagde Fruen: — Hun er syg. Men man gider jo ikke spørge den Doktor, vi har. Han siger jo altid om os Damer, at vi er hysteriske, tror aldrig, vi kan fejle andet … Hm … hvem taler hun nu med i Korridoren? … Det er den Bondekone, der boede lige over for stakkels Brinckmanns Hus. Gud véd, hvad de har for sammen?
Det var heller ikke godt at vide, hvorfor Fanny saa gjerne saâ Kristen Povlsens Kone. Hun vidste det vel knap selv. Men hun bad hende altid indtrængende snart at komme igjen, sørgede for, at hun fik udmærket Kaffe eller Chokolade med fint Brød til. Med faa indbydende Bemærkninger eller Spørgsmaal fik hun Gaardmandskonens Meddelelseslyst vakt. Hun fortalte da om sin Mand og sine Børn, om Høsten, om Kvæget, Løst og Fast, paa Kryds og Kvær, og Fanny interesserede sig lige saa meget for denne Kones Snak som for sin Læsning. Denne brede Hvile i det Leje, hvori Kristen Povlsens Kones Livsstrøm nu engang var dæmmet ind, den Retskaffenhed, hvormed hun tog hver Pligt op paa sin Vej, gjorde et dulmende Indtryk paa Fanny. Og for Kristen Povlsens Kone var al denne Meddelelse en Motion. Kristen Povlsens Kone kunde ikke saaledes snakke løs med den første den bedste, men Fru Brinckmann var det en Ære at have til Fortrolig.
Det var desuden en dygtig Kone. Havde hun ikke taget Kommandoen i Kapellanboligen, da Brinckmann var død, selv klædt Liget og besørget det lagt i Kiste, ordnet Begravelsesgildet, mens Fru Fanny rugede over sig selv i sit Kabinet?
I Dag saâ Kristen Povlsens Kone alvorlig ud. Da Fanny fra Korridoren vilde aabne Kjøkkendøren og rekvirere Traktement til Konen, sagde hun:
— Nej Tak, nej Tak, Frue! Jeg kan ikke.
Da nu Fanny kjendte saa meget til Landbefolkningen, at hun ikke ænsede dette første Afslag og vilde gjentage sin Ordre, sagde Konen med usædvanlig Bestemthed:
— Nej, det kan ikke nytte Noget, at Fruen kommer hverken med Kaffe eller Sukkerlade, for jeg drikker det, min S’æl, ikke.
Kristen Povlsens Kone satte ellers aldrig nogen Trumf paa sine Ord. Fanny saâ spørgende paa hende. Konen sagde:
— Nej, lad os bare komme op paa Deres Kammers, Frue! For det er ikke for Morskab, jeg kommer til Dem i Dag.
— Har De havt Sorg?
— Jeg, nej … det gaar, som det kan, med alle Slags Tossestreger. I Gaar maatte jeg lave til for en hel Del Folk til en Middagsbeværtning, som de naturligvis alligevel griner af. Men Manden mente jo, det kom igjen paa andre Maader.
Under de sidste Ord vare de begge stegne op ad Trappen til første Sal og gaaede ind i Fannys Værelse.
Konen sad noget forlegen og strøg Hænderne over sit sorte Silkestadsforklæde, glattede og pillede ved det.
— Herre Gud, Frue! sagde hun; De bær stadig Sorg for salig Præsten.
Fanny havde bestandig klædt sig i sort Silke, siden hun blev Enke. Nu hørte hun første Gang en højlydt Bemærkning om sin Dragt, blev misfornøjet med den, den var jo egentlig hyklerisk.
— Det er virkelig mest af Dovenskab, sagde hun.
Kristen Povlsens Kone nikkede langsomt og alvorlig og sagde:
— Ja, Klæder er dyre i disse Tider. Det er vel Klæder, De har havt fra gammel Tid. Hvad der er spart, er spart. Tiderne er knappe.
Fanny saâ skarpt paa hende. Konen gav sig til at græde.
— Er der Noget, som er gaaet galt for Dem? spurgte Fanny.
— For mig! — Næ—j. … Ja, jeg er jo kun en Bundekone, men Fruen har ellers altid snakket saa redelig med mig. Men kanske det var forkert det, den tykke Ulkebøl og Manden snakkede om, da de drak Kaffe i Gaar … om, at det … ja, om Forladelse, Frue … at det ikke saâ godt ud for Deres Farfar, den gamle Kancelliraad, og det er jo ogsaa farligt at se, saa han har skæmmet sig i det sidste Aars Tid.
En Kuldegysning løb helt gjennem Fanny.
Kristen Povlsens Kone blev ved:
— Ja, jeg tror nu ikke, han gjør det længe. Han ser akkurat ud, som min salig Fa'er saâ ud det sidste halve Aar, han levede.
— Hvad er det, De har hørt om min Bedstefaders Sager?
— Ja, det er ikke let for et Fruentimmer at lægge alt det ud. For Manden vil jo ikke have, at jeg maa vide noget om Pengesager i Banken og alt saadant Noget. Men saa meget har jeg hørt, at Ulkebøl har skrevet paa Vexler eller saadant Noget, og at det var Noget, som Kancelliraaden aldrig vilde have indladt sig paa, for, om ogsaa Ulkebøl er Sognets største Lodsejer, saa er han dog ikke stort bedre end et Bondebæst, naar man skal tage det, ligesom det er. Og … se, hvad man saa kan sige mod Kristen Povlsen, en regederlig Mand er han i Pengesager, og, da han skulde gaa i Seng, saa havde han jo drukket en Del Vin, og det er jo en Bondemand ikke opdraget til, saa blev han farlig højmodig, for han slog i Dynen og bandte paa, at han aldrig havde set en Vexel eller saadan nogle Højrepapirer, sagde han, at han brød sig — saa bandte han — hverken om Justitsraader eller Kancelliraader eller Proprietærer. Saa Fruen kan jo nok tænke, at jeg tænkte mit ved det, om jeg ogsaa ikke sagde Noget, for, naar Mændene har faaet for meget, saa skal Konerne bare tie stille eller snakke dem efter Munden. … Men hvad vil Fruen leve af, hvis der skulde hændes Noget? For den Slags Fruentimmer i Fruens Stilling, de kan jo have lært mange kjønne Ting, men det er vel ikke Noget, de kan leve af som Damer. … Men, hille den! Klokken er mange, jeg er bange for, at Manden faar spændt for, inden jeg kommer ned hos Værtshusmanden i Pølsestræde, og saa bliver jeg ulykkelig. Farvel, lille Frue! Ja, jeg synes, jeg skulde sige Dem, hvad jeg har hørt.
Fanny satte sig i den brede Vinduesfordybning med Hænderne strammede over Knæet. Hun tvang Alt i sig op, hvad hun kunde opdrive af Koldt og Klart. Kristen Povlsens Kone havde altid virket paa hende som en kølig sund Douche. Fanny var tidt, naar hun havde talt med hende, kommen til at tænke paa det berømte Ord: «In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.»
Nej, hun havde virkelig ikke lært Noget, som hun kunde leve af! Hun var ikke voxet ud af en sund Jord under Luftens- og Lysets fulde Virkning. Dette gamle Apothek havde været en Stat i Staten, en Republik St. Marino, et Fyrstendomme Lichtenstein. Saa længe hun kunde huske, havde hun set ned paa sine Veninder og fjernet dem, naar de ikke havde villet hylde hende. Hun havde svajet om for Luner og Stemninger. I et saadant Lune, i en saadan Stemning havde hun bundet sig til en Mand, i uklart Sværmeri havde hun sværmet for den halvgamle Kaptejn. Facit, som endte hendes lange Regnskab, var:
— Jeg er et unyttigt Menneske.
Det bankede paa hendes Kammerdør. Hendes forste Følelse var Vrede over, at Nogen turde vove at forstyrre hende i hendes Helligdom. Skulde det være «Bedste»? Ja, det kunde vel ikke være nogen Anden.
Det bankede anden Gang. Hun sagde: «Kom ind!»
Provisor Bolbergs rumfyldende Skikkelse viste sig.
Hun tog sin Fornemhed fangen og hilste paa den Indtrædende. Med en Sikkerhed som en berejst Probenreuter, med en halvdannet Mands overdrevne Skrabud og Buk gik Farmacevten med korte og hurtige Skridt længere ind i Stuen, standsede bag Ryggen paa en polstret Stol, lagde sine store Hænder paa den og sagde:
— Anmoder ærbødigst den ærede Frue om et Øjebliks Samtale.
Fanny gjorde en Haandbevægelse, mens hun med den lynsnare Fart, som den aandelige saa vel som den fysiske Selvopholdelsesdrift sætter Tankegangen eller Beslutningsevnen i, rustede sig og spændte sit Panser fast om sig. Bolberg sagde:
— Fruens ærede Bedstefader, Kancelliraaden, er desværre ikke rigtig vel, tror jeg.
— Vil De ikke tage Plads? sagde Fanny.
— Tusind Tak!
Den Maade, hvorpaa han lagde det ene Ben over det andet, stødte Fanny lige saa meget som hans distinkte Udtale af Ordene. Den laa lige midt imellem en belæst Bondes bogstavmæssige og en dannet Mands naturlige-orthoepiske Maade at tale paa. Hans bløde d’er vare især utaalelige. Fanny havde alle Nerver spændte som stramt stemte Violinstrænge. Alle hendes Sanser fungerede med sygelig Modtagelighed, saa hvert Indtryk fremkaldte en legemlig Smerte.
— Jeg er bange for, Frue, at Alderen er i Færd med at gjøre sin desværre uovervindelige Magt gjældende hos Hr. Kancelliraaden, og det ikke alene paa Legemet, men desværre endogsaa paa Sjælen.
— Kan Hr. Bolberg mærke det i hans Forretningsbestyrelse? spurgte Fanny.
— Der sagde Fruen Ordet. Det er fuldstændig korrekt. Ja netop paa det Gebet mærkes det. Og, afset fra den Smerte, som det volder mig, saa har jeg jo, da Kancelliraaden har gjort mig den Ære og vist mig den Tillid at gjøre mig til sin … ja, jeg tør vel nok sige Associé i alle den nye Fabriks Anliggender, saa har jeg jo ogsaa praktiske Vanskeligheder i den Anledning. Og, da Fruen er … er den eneste Ætling (han var glad ved dette Ord), har jeg anset det for min Pligt at henvende mig til Fruen.
— Jeg takker Dem.
— Fruen tillader mig at tale fuldt ud?
— Ja.
— Bolberg syntes, at der lød en nervøs Dirren bag hendes Tales staalhaarde Klang. Hø, hø, nu tror jeg, jeg har hende, tænkte han og var stolt som en Læge, naar han har sonderet et Saar. Han sagde med fed Sikkerhed:
— Jeg hører, at Fruen følger nyere Literatur og nyere Tankegange med speciel Interesse. Det gjør jeg ogsaa — mindre, hvad Literaturen angaar — for jeg er en praktisk Mand … self-made he—he, om De vil, Frue.
— Naa, sagde Fanny og betragtede ham vist.
Bolberg følte ubestemt, at Pilen, han havde udsendt, var for stump. Han purrede sig i Haaret, snoede sit Overskjæg for at vinde nogle Sekunders Betænkningstid. I denne Betænkningstid kom han til det Resultat, at det var sikrest at opgive sin fint udtænkte Plan med Løbegrave og forsøge et direkte Stormløb.
— Det gaar ikke med Fabriken derude, som det kunde og burde gaa, sagde han.
— Hm — naa, sagde Fanny.
— Ja, det véd Fruen vel.
— Nej!
— Nej, desværre! Og det kunde blive en Guldgrube, hvis vor kjære Kancelliraad var noget mere resolut … og indsaa, at Kapitalerne maa sættes i Bevægelse, maa ud i Livet og arbejde … ellers dør de. Hvad mener Fruen? … Ja, man kan jo ikke forlange, at en Dame skal være med i en Forretnings Details, men et kontant Indskud af … f. Ex., lad mig sé ... 30000 Kroner vilde gjøre Underværker. Well! Den kjære gamle Kancelliraad sagde til mig, at han ikke havde de Penge. Mon?
— Det véd jeg ikke.
— Naa … Fruen er ikke inde i den hele Status?
— Nej.
— Hm! naa … om Forladelse! Jeg troede … he … jeg beder om Forladelse. Men Fruen har tilladt mig at tale frit … uden Omsvøb. Jeg benytter mig altsaa deraf. Very well! Kancelliraaden sagde, at Fruen havde en Særformue paa 60,000 Kroner … Om Forladelse … men jeg har i mine unge Dage — desværre ikke for mine Dyders Skyld, oprigtig talt, været i Amerika … og der siger vi: Go ahead! Kunde det halve af den Sum komme løs, saa svømmede vi Alle … hele det gamle Apotheks Besætning.
Der løb en Mylr af Tanker og Fornemmelser gjennem Fanny i Løbet af knap et Minut. Hun havde higet ud mod det «Moderne», følt indelukket Luft i det gamle Apothek. Var han, Bolberg, Repræsentant for Modernismen? Da han sagde de sidste Ord … «hele det gamle Apotheks Besætning», kvalmede det for det gamle Apotheks Datter. Alligevel — han stod sund og sikker, klog og plump, den Farmacevt, bundende i en Virkelighed. Og den Mand, hun havde ægtet, var en Gjenganger fra en anden Old, uden Blod, uden Marv. Og den Mand, hun havde sværmet for, var en i store Fraser draperet Filister.
Mens hun tav, trommede Bolbergs Fingre Takten af «Yankee doodle» paa Lænestolens Nøeddetræ.
Fanny rejste sig og holdt Bagsiden af sin Tommelfinger fast støttet mod Fladen af sit Skrivebord. Bolberg fôr op af Stolen; hun gav ham et saa kort og myndigt Tegn til at blive siddende, at han faldt tilbage, saa de gamle slappe Fjedre i Sædet sukkede gnavent ved det.
Hendes Villie stivede hendes Rygrad med en Staalstang i dette Øjeblik; hun stod rank og stram. Hun sagde med en metalagtig Stemmeklang:
— Hvad De siger mig der, har min Bedstefader berørt. Det er en Selvfølge, at jeg maa tale med ham.
— Saa faar vi Afslag.
— Vi? …
— Nej … om Forladelse … Fruen faar Afslag. Kancelliraaden betroede mig, at den Sum vilde han ikke røre ved, kunde det heller ikke; det var Deres Arv efter Deres salig Fader, og den var lovlig unddraget Boets Masse.
— Det forstaar jeg mig ikke paa. Altsaa jeg maa først raadføre mig med …
— Ja, med Fruens Kurator. For Fruen er jo saa lykkelig at være saa ung, at …
— Jeg maa først erfare, hvem min Kurator er. Det har jeg aldrig anet. Jeg kommer dog til at tale med min Bedstefader.
Bolberg faldt hurtig ind:
— Kancelliraaden har betroet mig, at han med den daværende attenaarige Frøken Fanny Prammans Samtykke havde taget Kaptejn Frick til Deres Kurator.
Fanny var lige ved at knække i sin stive Holdning. Jo, det var nok rigtigt. Hun havde virkelig, det mindedes hun, under Spøg og Latter i sin Tid skrevet et Papir under sammen med sin Bedstefader, Kaptejn Frick, den daværende Laborant Vismann og en Fuldmægtig fra Byfogedkontoret.
Kaptejn Frick! Hun knyttede Haanden til Trusel mod alle Minder om dette Menneske. Hun havde lovet sig selv aldrig at tale til ham. Kunde kun dog aldrig faa ham rystet af sig? Skulde hun tvinges til at tale med ham? Det var, som vilde man tvinge hende til at røre ved en Skrubtudse. Men, skulde det ské … nu vel! Ogsaa denne Kalk skulde tømmes!
Hun samlede sine sidste Kræfter, og med en Bevægelse, der lod Bolberg tydelig forstaa, at Avdiensen var hævet, sagde hun:
— Jeg skal tale med Kaptejnen.
Bolberg bukkede og gik. Mens han passerede den lange, mørke Korridor, sagde han til sig selv:
— Hun er ellers Pokkers kjøn. Sikken en Rejsning! Guds Død og Pine! Men hamper! … Naa, det er jeg med!