Det gamle Apothek/3
III.
Der var Leg, der var Lystighed, der var blomstrende Ungdom i det gamle Apotheks gamle, halv herskabelige Have paa den solstraalende, sydlig klare Eftermiddag i Skærsommer.
Ringspillet gik over den store, store Plæne foran Havestuedøeren med den høje Støbejernstrappe. Smidige Buster af unge Piger, klædte i lyse Farver og lette Stoffer, saâs vridende sig til Siden, bøjende sig tilbage for at fange de røde, med Sølvtraad indflettede Ringe, der glimtede gjennem Luften. Stramt laa Kjolerne over de jomfruelige Barme, strammede sig endnu mere under Bøjningerne tilbage og til Siden, Kjolerne susede smaapibende, foldede og krusede sig som Kvindeskikkelsernes Gevandter i Guido Renis Rospigliosobillede. De smalle, fine Fødder i de udskaarne Sko syntes kun at strøjfe Græsset, der rejste sig nok saa kraftig igjen, naar Alfetrinene havde strøget derover. Spøgende Ord som Spurvekvidder, smaa lette Hvin som kaade Fugleskrig lød op hvert Øjeblik, saa kvækkede en Latter omkap med Frøernes i den store Karpe- og Karudsedam bag de store Linde og de gamle Pile midt i Haven.
Hu, ha! Der gled En i en lysegul Kjole … Hun faldt. Latter, Klapsalve, uendelig Hujen. Ja, Benene med de lyserøde Strømper kunde ikke dølge deres fulde Former; endog et Knæ, blankt som en Elfenbensplade, røbede sig i aldeles ubeskyttet Tilstand. Svigagtig havde vedkommende «Pantalon» endog unddraget det undseelige Knæ Blondens Kantning som sidste Skjærm.
— Gud! det var rædsomt! Det var Julie Spang, Toldforvalterens Datter.
Hun var oppe i lynende Fart, strøg med feberagtig Iver Klæderne ned om sig. Det var godt, der ingen Herrer var tilstede.
— Aa, hvad? mente Fanny og lo, og Koret faldt ind og fortsatte Latteren fortissime.
Legen tog atter sin Gang. Men nu samlede Julie Spang altid forsigtig Nederdelen sammen, naar hun satte i Løb.
Pludselig lød et stærkt Hvin fra en af de unge Piger. Alle Øjne vendte sig som paa en Sergents Kommando i samme Retning; det vil sige op mod Havestuetrappen. Dæmpede Lyd, Smaafnisen, eller hvad det nu var, fulgte paa, men hendøde brat som Vindpust, fangede af et Buskads’s tætte Hang. De unge Piger saâ op og ned ad sig, glattede, rettede, slog og strøg sagte paa Kjolerne.
Festforstyrreren stod der paa Verandaens Jerngulv i Form af en middelhøj Mand i Fodfolkets Kaptejnsuniform. Under en mandig Ørnenæse sprang en usædvanlig svær rødblond Knevelsbart frem. Det var ikke et smukt Ansigt; det havde ingen Øjenbryn, og de meget lyse Øjne havde et stikkende Udtryk. Hudfarven var bleg, af den Art, der er meget modtagelig for Fregner i Ungdommen, men dem havde Ejermanden ikke mere, thi man kunde ikke kalde ham ung. De talrige smaa Rynker om Øjnene tydede paa et Stykke ind i Fyrrerne. Kroppen havde en mager, senestærk Karakter, Skuldrene vare lidt for høje til, at den opstaaende rødklappede Krave kom til sin Ret; men som Helhed gjorde Skikkelsen Indtryk baade af Mandighed og Intelligens.
Smilende under det store Overskjæg holdt han en kort Revue over de rødmende unge Piger, der stod med slapt nedhængende Ringspilsstokke som en lille Troppeafdeling med sænkede Sabler. Kaptejnen tog til Huen, slog Hælene sammen og spurgte med et bedende, klynkende Udtryk, der dannede en morsom Kontrast til Stemmens lidt hæse Basregister:
— Aa … maa je’nte lege med? hvad?
— Ne—j — raabte Julie Spang.
— Jo, kom De kun, Kaptejn Frick, overskreg Fanny hende.
— Uh, nej, lad os være fri, hviskede Julie Spang til Fanny og kneb hende i Armen, saa hun ømmede sig derved.
— Aa, — Du! — Du vil jo saa gjerne have ham med.
Kaptejnen stod stadig smilende paa Verandaen med de blanke hvide Knapper gnistrende i Solen. De fem sex andre unge Piger stak Hovederne sammen som Faar, naar noget Uvant rykker imod dem, da han ganske langsomt og skjødesløst bevægede sig ned ad Trappen og standsede midt paa den for at tænde sig en Cigar.
Følelsen hos de unge Piger var vel en Blanding af lidt Forargelse over kans «Négligence» og en vis Ærefrygt for den. Denne midaldrende Herre med halv faderlig humoristisk Holdning over for disse «Smaapiger», hans halv kourtiserende Koketteri gjennem de sammenknebne Øjne uden Bryn og dito Læber bag det svagt bølgende Overskjæg imponerede dem i Grunden, eggede dem, gav dem Lyst til at gætte paa, hvad han egentlig var for en Slags Mand. Det havde de tidt gjort i fortrolige Sammenkomster, men efter gjentagne fortvivlede Forsøg havde de altid maattet opgive at finde en Formel for Kaptejn Fricks Væsen, efterat den ene havde givet sit, den anden sit Adjektiv til bedste, som alle bleve forkastede under en kort Surmulen fra hvert Adjektivs Forfatterinde.
Kaptejn Frick gav sig god Tid. Han havde i Almindelighed god Tid, thi han var nu Kaptejn i Forstærkningen efterat være falden for Aldersgrænsen som Premierlieutenant i Linien og laa i Garnison, hvis man kan kalde det saa, i Kjøbstaden.
Endelig naaede han ned i den lyse Pigeflok, hilste paa engang med Haanden til Huen militært og civilt med et Buk for dem en bloc. Han rakte Haanden ud mod Julie Spang og sagde henkastende:
— Julle trives vel? Mille compliments fra Papa og Mama, som har givet mig fri Middagsmad idag.
Nu var Fanny Pramman og hendes nærmest staaende Veninde, Distriktslæge Holgrens Datter, enige om, at Kaptejn Frick egentlig var ækel.
Kaptejnen tog en af Ringspillets Stokke, og, mens han med et underligt Smil skottede hen til de to hviskende Piger, borede han Stokken saa haardt i Jorden, at den knak.
Kvinder kan ikke lide, at noget fordærves uden Grund.
— Det er med Villie, at han har gjort det, hviskede Frøken Holgren til Fanny. Han er skrækkelig ondskabsfuld.
Kaptejn Frick tog en ny Stok i Haandtaget, lod, som om han besaâ den nøje, fægtede med den som en Sabel i Luften og sagde:
— En korsdannet Klinge: … Saa nu spiller vi Ring igjen under Korsets Mærke!
Fanny og den lille sortsmudsede Frøken Holmgren kneb igjen hinanden i Armen. Det var Meningen med dette Kneb at protestere mod Ringspillets Gjentagelse under Kaptejn Fricks Kommando efter hans frivole Indledningsord.
— Jeg vilde nødig have Kaptejn Fricks væmmelige Erfaringer, hviskede Anna Holmgren til Fanny.
Men næppe havde hun udtalt den hviskende Replik, før Kaptejnen havde slynget en Ring ud i Luften. Øg som trukne paa en Traad begyndte Pigerne Legen. Fanny Pramman og Anna Holgren havde kun Energi til at modstaa et Sekund, saa gik de med. Thi Kaptejn Frick var dog alligevel interessant. Han rørte sig næsten ikke, løb aldrig, men sendte Ringene ud og fangede dem med utrolig Færdighed. Det var, som tvang han alle Ringene ind til sig. Han gjorde nogle Bevægelser med Overkrop, Arme og Ben, saa parodiske og karikaturmæssige, at de unge Piger lo ad ham, ikke som ad en Klodsmajor, men som ad en behersket komisk Skuespiller.
Men han tog for meget for sig. Da ti Minuter vare gaaede, begyndte de unge Piger at kjede sig. Der var dog ikke rigtig Humør i den Leg! Det var dog egentlig morsommere, inden Kaptejnen kom. Nu syntes de, at han skabede sig; nu forargedes de saa smaat over hans faderlig nærgaaende Familiaritet. For Kaptejn Frick var dog virkelig ikke gammel nok til at have Lov til saa ugenert at tage dem om Livet, nævne dem ved Fornavn og saadant Noget. Det kunde den gamle Kancelliraad Pramman, det kunde Borgmesteren, det kunde Julies Fader Toldforvalteren til Nød faa Lov til … i al Fald var Kaptejn Frick jo ingen gift Mand.
Stemningen var ikke frembragt ved Aftale. Den kom ganske af sig selv. Kaptejn Frick følte Matheden og den ulmende Kritik; men, ligesom Følelsen blev ham bevidst, viste sig et nyt mandligt Fænomen paa Verandaen.
Brunt-krøllokket som en Kvinde, med brune brændende Øjne og Kinder med høj Farve, skjægløs, fedladen, noget for lille, men kjønt bygget, med korte, rødladne Hænder og firkantede Negle tonede den nye Tilsyneladelse frem.
Alle Pigeøjne får hen mod ham. Fanny Pramman klappede højt i sine smaa, fugtige Hænder, løftede Stokken som til Honnørhilsen og raabte:
— Leve Candidatus theologiæ Sofus Brinkmann og hans Laudabilis!
Fanny blev flov over sin egen Stemmes gjennemtrængende Magt, især da hun saâ Kaptejn Fricks lyse Øjne rettede paa sig. Det var, som om hun saâ to kolde, ubelyste Staalklinger, og som om de strax skar dybt ind i hendes levende Kjed.
Hun følte, at hun i et Øjebliks Hidsighed havde udstedt en ubetænksom Krigserklæring mod en farlig, en besindig Krigsmand. Hvorfor skulde ogsaa Kaptejn Frick paa en saa ækel Maade tage Anna Holgren om Livet tre Gange i et Par Minuter?
Fanny mærkede, at Graaden pressede hende op i Halsen. Men hun fik Magt over den, thi det Par Sekunder, hvori alt dette foregik i hende, var den unge lang- og krøllokkede Kandidat bleven hyldet med et dæmpet Hurra, der smeltede over i en drillende Latter, af alle de unge Piger, var ilet ned ad den lange Jerntrappe i tre Spring, havde sat Spillet i kaad og lystig Gang, saa Ringene suste gjennem Rummet, mere hurtig ilende, mere glansfuldt dirrende end nogensinde før.
Kaptejn Frick gled ud af Legen, lydløst, uden at gjøre Modstand. Han havde sat sig paa en Bænk under en stor Hybenbusk, tændt sin Cigar paany og knappet sin Vaabenfrakke over den lyseblaa Vest med de mange smaa runde, hvide Knapper.
Kandidat Brinckmann var anderledes med end han. Han legede, som et Barn leger med sine Jævnaldrende. Han var højrød i Hovedet; Øjenkuglerne traadte stærkt ud af Hulningerne, de brune Iriser gnistrede; han lo omkap med Pigerne, pustede stærkere end de, trykkede den graa Hat bagud ned i Nakken, mens Perler rullede ned ad hans hvide Pande.
Hans Iver, hans Ihærdighed var for Fanny som en berusende, frisk Vin. Hun løb, hun sprang, hun raabte, hun stønnede, hun pustede omkap med den lille, kjønne, nybagte theologiske Kandidat. Hun vandt sit Mod igjen; hun havde Lyst til at gjøre Kaptejn Frick Fortræd i tavs Alliance med Kandidat Brinckmann.
— Uh — puh! lad os hvile lidt, Kandidat Brinckmann! sagde hun … lad os hvile, til Kaptejn Frick har pustet af; det er Synd, at han ikke kan være med, fordi han har tabt Vejret.
Pigerne lo i Kor, men blev bange, da de havde gjort det. Julie Spang hviskede til Anna Holgren, at Kaptejnen saâ ud, som om han pensede paa noget Ondt. Han sad der endnu med et sært Udtryk i sit Ansigt: en Alvorsmands Ringeagt for det hele tøsede Pjank og en højere dannet Tilskuers ubarmhjertige Kritik af en Dilettantforestilling.
Fanny havde hvisket højt til Kandidaten:
— De — Brinckmann — se at faa den gamle Kaptejn opmuntret lidt. Hun var bleven besat af en vis Galgenhumor.
— Hr. Kaptejn, Damerne engagere Dem til næste Tour, raabte Kandidaten overgivent, idet han med et Spring over Gangen kom lige ud for Bænken, hvor Frick sad med krummet Ryg og blæste Ringe af Cigarrøg ud.
Kaptejn Frick havde én stadig Methode, som hans Bekjendte efterhaanden lurede ham af og morede sig over, den nemlig at forsøge at tale over Hovedet paa Enhver, der sagde Noget til ham, han ikke gad høre paa. Først lod han, som om han ikke havde hørt den krøllede Kandidats Henvendelse. Men, da han gjentog den tæt ind i Øret paa ham, tog han til Huen og sagde ud i Luften, uden at løfte Øjnene fra Jorden:
— Jeg skal op til Kancelliraaden.
— De vil altsaa ikke være med.
— De taber Deres Broche, Frøken Holgren.
Kaptejnens Røst strøg atter hen over Kandidaten, som om denne ikke havde besværet det tomme Rum med sit Legemes Volumen. Med en stor halvcirkelformet Haandbevægelse ned fra Huen og med smilende Mund og Øjne hilste han op til et Vindue ved Siden. Bag Persiennerne lyste virkelig Kancelliraad Prammans rødlige Næsetip, og Kaptejnen styrede efter den som efter et Fyr, gik forbi alle de unge Damer, som om de ogsaa var tom Luft, og var i faa Spring oppe ad Trappen og inde i Havestuen, gik til venstre og bankede paa Døren til et lille Kabinet. Der havde den gamle Apotheker først taget sin lange Siesta, dernæst havde han set paa de unge Pigers Leg, glædet sig med ren Bedstefaderglæde over sin Fannys gratiøse Bevægelser og hindeagtige Løb over Plainen og over den lille Katastrofe med Julie Spang, ligesom de gamle Herrer, der i sin Tid skal have beluret Susanne i Badet.
— Hæ, hæ, hæ, min gode Kaptejn! raabte han den Indtrædende i Møde, De vilde have givet fjorten Dages Gage, hvis De var kommen en halv Time før. Det havde været Svir for en gammel Kriger. Ja, De kan spørge Julle Spang om, hvad jeg mener, for af mig faar De det ikke at vide. — Hæ — hæ … se, hvor han smisker i Skjægget! … Naa De leger dog med de unge Pigebørn endnu? Hvad? Hæ, hæ, hæ — som en Kat med de smaa Mus … hvad?
Kaptejnen sagde med jysk Betoning Skolemesterens Citat af Plinius i «Julestuen»:
— Graves seriosqve mores lusibus jocisqve distingvere identidem soleo.
— Hæ, hæ, hæ … Holbergs Latin er ikke for stram for en gammel Apotheker. Hæ, hæ, hæ! Den kan jeg med. Tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet. Der er noget Pokkers hyggeligt ved saadanne latinske Citater mellem to dannede Mennesker.… Men det er dog nogle nysselige Smaapiger, der er i vor By. Se …
Apothekeren kastede et Overblik ud over Haven, hvor de unge Piger nu havde spredt sig, og hvor deres Klæders lyse og levende Farver stod smukt mod Træernes mørke Grund i Dæmringen. De gik mest to og to, Arm i Arm Paa Læbernes livlige Bevægelse saâs det, at de passerede i meget hurtig Takt.
Apothekeren fortabte sig mere og mere i Nydelsen af Synet.
— Nysseligt, nysseligt, mumlede han og klaskede sagte med Tungen. … Hvad Pokker lér De ad, Kaptejn? Har De noget imod vor Bys Pigeborn? De er jo snart i den Alder — da …
— Ja vel, Hr. Kancelliraad, jeg er for gammel til at skjønne paa altfor voxne Piger.
— Aa — aa … Naa, naa! De mener disse nyere Emancipationshistorier. Ja, fy for en Ulykke! Kvindens skjønneste Smykke er Umiddelbarheden. Men den har min Fanny i det mindste ikke mistet. Vel? … Men hvor er Fanny? Jeg sér hende ikke. Kan De se hende?
— Nej ikke nu. Men før spaserede hun med den unge Pjes … jeg kan ikke huske, hvad han hedder.
— Naa — aa. Det er Sofus Brinckmann, det er hendes Barndoms Legekammerat. Han er lige bleven theologisk Kandidat med Laud. Rar lille Fyr, flittig og et Pokkers godt Hoved. Men … gode Kaptejn … kjender De ikke bedre Byens Folk? De har jo ligget næsten et Aar i …
— Garnison, vilde De sige, Hr. Kancelliraad … ha, ha.
— Ja, denne mærkværdig nye Hærlov … hæ — hæ, men som dog har det Gode, at den skaffer os en saa gjennemdannet … helt ud æsthetisk dannet Mand til Byen. Ja det er navnlig ved Deres æsthetiske Dannelse, at De er bleven den Hjerteknuser, De er, min gode Kaptejn. Det har da vel forresten været Dem til stor Fornøjelse i Livet, at De er Student?
Ja—a. — Jo—o.
Kaptejnen svarede adspredt, og hans Øjne vankede om i den Del af Haven, som kunde overses fra Kabinettet. Dæmringen begyndte at lægge sig kølig over Farverne og at gjere Omridsene duftige.
To og to Piger hist og her … Fanny viste sig ikke … heller ikke Kandidaten.