Det gamle Apothek/9
IX.
Kancelliraad Pramman følte i sig det Mod, som ofte kommer op efter gode Drikkevarer, paa det Punkt, hvor Rusen næppe har meldt sig, men hvor Livsfunktionerne spille livligere end under almindelige Forhold. Han glædede sig over sig selv og fandt, at han dog holdt sig forbandet godt.
— I Besiddelse af min fulde, min usvækkede Manddomskraft — det er jeg, mumlede han, mens han saâ sig om i Apotheket og følte sig hjemlig og sikker til Mode ved at indaande den krydrede Duft i Rummet, den, han var opvoxet i. Han inddrak af denne sammenstrømmende Parfume af alle Apothekets forskjellige Ingredienser en Taknemmelighedsfølelse mod Tilværelsens Magter, en Art Religiøsitet. Det var jo hans Rigdomskilde, som flød i disse Duftbølger. Han indaandede paa én Gang Myndighed og Humanitet af dem. Han følte sig stærk og mild nok til at give Vismann den af Situationen fordrede Irettesættelse. I et Spejl saâ han, at han var en kjøn gammel Mand, at hans Whiskers saâ ud som et tæt Bundt Sølvtraade … han blev staaende et Øjeblik foran det lange smalle Spejl. Hans Øjne havde virkelig et mildt og humant Udtryk.
— Gud, hvor jeg egentlig mener hele Verden det vel! Det maa være en ren Æsel, som kunde tænke paa at gjøre den gamle Kancelliraad Pramman Fortræd! Hvor kunde det dog falde Vismann ind ikke at passe paa den Dampkjedel og den Digereringsflaske? Vismann, som jeg tog ud fra Fædrehjemmet, hvor hans Fader, den fordrukne Bødker, pryglede hans Moder, Strygekonen! Og paa Præstens Anbefaling betalte jeg jo for ham til et Kursus til Præliminærexamen, og siden laa han i Kjøbenhavn paa min Regning, da han læste til farmacevtisk Examen … Hm, ja siden har jeg Skam ikke tænkt videre paa ham . . men nu maa han selv kunde lede. sin Udvikling . . ha, ha, ha . . siden han allerede nu, et Par og tyve Aar gammel har det gevaltige Skjæg.… Men en Røffel skal han min S’æl have, det Dyr!
Kancelliraad Pramman rømmede sig højt. Den klangfulde Brystlyd gav ham end mere Troen paa egen Kraft … Naa . . han behøvede ikke engang at aabne Døren ind til Værelset til Gaarden, hvor den Vagthavende laa. Der behøvedes altsaa intet energisk Greb i Laasen. Kancelliraad Pramman vilde næsten ønske, at han kunde have indledet Scenen med et saadant. Det vilde have givet hans Indtrædelse mere Aplomb, givet hans første Repliker en vis Sangbund.
Han kom til at mindes, at han vel ikke i tyve Aar havde betraadt dette Rum, mindedes de hvidkalkede Vægge, det lave Loft, den gamle Hestehaarssofa og det umalede Fyrrebord.
Nu skød Lampelyset sig derfra gjennem Dørsprækken ud i det halvmørke Apothek, hvor den nedskruede Gasflamme aandede smaapibende asthmatisk oppe under Loftet. Paa et Par store Porcellænskrukker faldt Lyset. Apothekeren stod just og formede Indledningen til sin Tale, da de store, klart læselige Indskrifter paa Krukkerne forstyrrende skar ham i Øjnene.
Ja, det havde han saa ofte sét … det vidste han meget godt hvad var. Hvorfor grinede disse Indskrifter med deres abbrevierede Faglatin saa spodsk imod ham? . . Den Hvalp til Vismann! Folk sagde, at han var et godt Hoved. Men hvad er jeg da? Kancelliraaden rettede paa de smaa stive Flipper og skurede Hagen mod det sorte Atlaskes Halsbind, fandt sin Holdning ved en lykkelig Indskydelse og, trodsende de satirisk udseende Krukkepaaskrifter, slog han Døren til Vagtværelset op paa vid Gab.
Kancelliraad Pramman havde baade været i Frankrig og Italien. Ganske lidt vinpaavirket, som han var, spillede hans erindrende Fantasi sagte guldfiskeagtig med Halefinnen. Han mindedes hvide Klosterceller, hvor kun et enkelt lille gudeligt Billede smykkede Væggene, og en langskjægget hvid Karthøjsermunk foran et lille Bord under et Krucifix.
I den varme Sommeraften havde Vismann klædt sig af og sad i sin lange Natskjorte i den haarde Sofa med de runde Endepølser ved den lille med grøn Skjærm forsynede Petroleumslampe, under et lille Fotografiportræt — det eneste, der afbrød den kalkede Vægs Ensformighed. Han læste saa ivrig i sin Bog, at han ikke mærkede, at hans Principal traadte ind. Han var nærsynet og holdt sit Hoved saa tæt ned over Bogen, at hans lange usædvanlig tætte Skjæeg krummede sig om Bogens Rand og væltede ud over Bladet. Den ene Haand arbejdede stadig i den store tætte Haarmanke.
Kancelliraad Pramman var nogle Sekunder om at opdage, at det halv romantiske fremmede Indtryk i Retning af det Karthøjseragtige, som hans Laborant gjorde paa ham, skyldtes et saa ordinært Klædningsstykke som en lang Natskjorte, og at Virkningen nærmest skyldtes, at Ejeren lod den hænge ned uden paa Underbenklæderne. Den gamle Apotheker følte en stor Trang til at le og en tilsvarende stor Vanskelighed ved at holde den alvorlige Principalstemning vedlige. Han samlede sig dog til en trompetagtig Rømmen; den bebudede paa en ikke uheldig Maade en Alvorsmands Optræden.
Den unge Mands store nærsynede Øjne leftede sig fra Bogen. De havde et Udtryk, som bleve de pludselig manede ud fra en anden uhyre fjern Verden og havde svært ved at orientere sig i denne.
— Aa—aa . ., sagde han forlegen, vilde gjøre pligtskyldig Honnør ved at rejse sig, blev forfjamsket, da han fik Bevidsthed om sin Negligé og mærkede Natskjorten om sine Knæ. Forfjamskelsen gik over til fuldstændig Forvirring, da han saâ sine Benklæder hænge ridende paa den ene Sofapølse med Selerne slæbende hen ad Sædet.
— Det er underlig Dragt, De sidder i, naar De har Vagt, sagde Kancelliraaden, bidende sig i Læberne for ikke at le.
— Det er saa varmt … men …
— Træk Benklæderne paa, Vismann . . og stop den . . det Kropstykke ned …
— Ja … jeg …. om Forladelse!
— Saa en Frakke paa! … Saadan! Hm., Vismann! Hvad er det for et stort Værk, De læser i? Hvad Fa … hvad? Læser De Søren Kierkegaard? Kan De forstaa et eneste Ord af ham?
— Jo … o … med meget Arbejde …
— Det er urimeligt, at De anstrænger Dem med den Slags Læsning. Det røver Kræfterne fra Deres egentlige Arbejde . . det forstaar sig, jeg, jeg specielt sætter megen Pris paa, at Folk uddanner sig ved Lekture i vor fortrinlige Literatur, men … Søren Kierkegaard! . . Hvad, og der ligger en Bog om ham . . af …. naa! Men er De fra Forstanden, Menneske? Den Forfatter vil jeg ikke se i mit Hus … Ja, jeg dømmer ikke den nye Retning, men ….
— Men? … sagde Farmacevten uden Forlegenhed og saâ sin Principal skarpt ind i Øjet. Denne blev ret glad over Afbrydelsen. Den hjalp ham over paa hans Plans Hovedlandevej.
— Den forrykker Hovederne paa yngre og umodne Mennesker. Nu forstaar jeg den yderst slemme Katastrofe fra i Formiddags. Vismann! Véd De af, at den Slags Uagtpaagivenhed havde jeg en Art Ret til ikke at vente af Dem. Jeg har havt megen, saare megen Fortræd af den.
Farmacevten maa have røbet sin Studsen ved et Blik eller en Bevægelse, thi den gamle Apotheker blev smækvred og sagde:
— De ræsonnerer over mig og kritiserer mig, Vismann! Naturligvis . . jeg er en gammel Pedant, og det Hele er en Bagatel! Men ingen Pligtforsømmelse er en Bagatel for et Pligtmenneske som mig. Men Menneske dog! Ler De ad mig? . . Deres Principal . . og lidt mere til, hvis ikke min egen Stolthed og Delikatesse bandt min Tunge.
— Det kunde aldrig falde mig ind at le ad Dem. Jeg har heller ikke gjort det. Kancelliraaden maa have set fejl.
Der var en Sandhedens Myndighed i den rolige Stemmeklang. Kancelliraad Pramman følte det og erkjendte, at han havde lavet denne Overgang, fordi han trængte til at larme. Nu fortrød han det. Blødt og let til Overgange var hans Sind altid, end mere i dette Øjeblik, da det var paavirket af noget Ubehageligt, og Vinen havde givet det slappere Tøjler. Han kunde ikke tvinge Taarerne tilbage. Der randt en fra hvert Øje med stor Fart ned i hans hvide Skjæg.
Farmacevten havde faaet Brillerne paa og kunde se det. Han blev lige saa blødhjertet som Principalen, men fik Mod med det Samme.
— Hr. Kancelliraad! sagde han; kan De huske, at De for to Aar siden, Nytaarsdag, da alle Deres Folk som sædvanlig vare til Middag hos Dem, kan De huske, at De indledede Deres Tale saadan: Jeg er nu engang Idealist?
— Nej, det kan jeg s’gu’nte huske, Vismann! Men naturligvis har jeg sagt det, naar De siger det. Og jeg er for Resten ogsaa Idealist.
— Ja, Hr. Kancelliraad! det Ord varmede mig helt igjennem.
— Aa, det var Vinen, Vismann! Hvad?
— Jeg drak ikke ret meget, for jeg bryder mig ikke om Vin.
— Bondetamp! mumlede Apothekeren, men Vismann hørte det ikke og gik videre.
— Jeg havde tidt hørt og læst om det Ord Ideal og havde aldrig faaet det klart forstaaet.
— Det er s’gu heller ikke saa let at definere det, sagde Kancelliraad Pramman.
— Men heldigvis var Adjunkt Kronmann fra S— tilstede ved Middagen. Efter Kaffen spurgte han mig, om han ikke kunde komme ud og køle sig i Apotheket, og der bad han om en Sodavand.
— Det var der da ikke noget videre Idealt ved, sagde Apothekeren og tændte en frisk Cigar over Lampeglasset.
— Han satte sig ind her i Vagtstuen. Det er saadan en rar, stille Mand. Jeg fik Mod . . til at spørge ham om, hvad et Ideal var.
— Saa har De vist havt en ganske lille en paa Lampen …. jeg mener, De har været lidt exalteret, Vismann!
— Ja, det tror jeg nok, jeg var, Hr. Kancelliraad! det tør jeg ikke benægte. Hr. Adjunkt Kronmann saâ paa mig og sagde … ja, jeg fik ham til at gjentage det . . for jeg vilde skrive det op i min Noterebog … han sagde: Deres Ideal er det Billede af Dem selv, som De har i Deres bedste Øjeblikke, Deres sande Væsen, det, som De kan nærme Dem imod, hvis De arbejder uden at spare paa nogen af Deres Evner, altid er sand, først og fremmest sand mod Dem selv og Andre.
— Ja, det er meget kjønt, sagde Apothekeren og kvalte en Gaben. Adjunkt Kronmann er en meget dygtig Mand.
Kancelliraad Pramman var i en blandet Stemning. Han følte, at han egentlig blev ledet bort fra sit Hovedthema, at han gav los paa sin Myndigheds Tøjler ved at blive saa familiær med den unge Laborant og lytte til hans Hjerteudgydelser, men nysgjerrig var han som alle beskæftigede Lediggængere og havde nok Lyst til at høre Nyt, ikke mindst, hvad der foregik bag Kulisserne i det Theater, hvis Chef han var. Disse Bølgebevægelser foregik i den gamle Apothekers Sind, alt mens Vismann talte videre. Og, hvad der kunde være af stridige Strømninger i bemeldte Sind med Hang til at hvirvle Fyren tilside med principalagtig Storhed, blev pludselig rent lammet. Thi, mens Kancelliraaden halv hørte, halv ikke hørte Farmacevtens videre Udvikling, opdagede han hans to store troskyldige Øjne mellem Haar- og Skjægmanken. Alle Stemninger, der kunde rummes i den gamle Mand, vare af Dagens Sindsbevægelse og af den nydte Vin pressede saa tæt op til Overhuden, at de havde let ved at sive ud. Vismanns Øjne tvang det Sentimentale frem gjennem Apothekerens Porer. Han sagde til sig selv:
— Sikken han ser paa mig! Gud forlade mig! . . men han ser lige saa kjønt paa mig som Fanny … da hun var lille.
Vismann havde ogsaa faaet Mod. Han fortalte, hvorledes Adjunkt Kronmann havde sagt ham, at Søren Kierkegaard var den Mand, der havde løftet Ideens Fane højest, at det var ved Studium af ham, at Kronmann i sin Tid ikke havde benyttet sig af sin theologiske Examen med Laudabilis, fordi S. Kierkegaard havde paavist Kristendommens og Kristenhedens absolute Uforenelighed. Som alt sagt: Kancelliraad Pramman saâ paa ham, hørte, uden at forstaa, var i Grunden ogsaa lige glad. Han gik op og ned i Værelset, rygende paa sin Cigar, tænkte et Øjeblik paa at byde Vismann en … men betænkte sig. I Privatværelserne kunde en saadan Nedladenhed forsvares, ikke i Apotheket og dets Appertinentia. Han smagte velbehagelig paa det sidste Ord. Vismann talte videre:
— Saa kom Kaptejn Frick herind . .
— Saa?, saa?, saa—aah? sagde Apothekeren. Og hvad sagde Kaptejn Frick? Talte han med . . Dem?
— Ja, med Adjunkt Kronmann og mig!
— Saa—aa? Gjorde han ikke Nar ad Dem?
— Det tror jeg ikke … Ja, han spøgede jo nok, som han altid har gjort, naar han har truffet mig i Klubben. Men det er en meget interessant Mand.
— Ja, det tror jeg, Vismann! Det er han rigtignok. Død og Pine! Hvad sagde Kaptejn Frick? Hvad, Vismann?
— Han talte med saadan en Iver, han dundrede saadan i Bordet, at begge Sødavandsflaskerne faldt ned og knustes.
Kancelliraaden lo og mumlede:
— Skulde Kaptejnen være bleven lidt anløben den Nytaarsdag? Han taaler ellers en Pokkers Hoben Vin. Men jeg skjænkede jo rigtignok af den gamle Madera tilsidst, den med den fine Syre.
Apothekeren klaskede med Tungen og tilføjede som drømmende:
— Fra 1851 .…. Naa, men hvad sagde Kaptejnen, Vismann?
— Han gik lige ind paa Livet af mig … og paa Adjunkt Kronmann. Han sagde til Adjunkten, at der var nogle Idealister af den Slags som Licentiaten i Poul Møllers «En Students Eventyr», og det var … hvad var det nu . . det var, sagde han, en Typus paa dansk Idealitet, de, der bare kunde vrøvle og sludre om Idealer.
— Meget godt sagt, Vismann! Jeg er enig med Kaptejn Frick.
— Og han sagde, at den Slags Idealister fandtes især blandt Adjunkterne ved Latinskoler.
— Saa—aa? Den var slemt lagt ud, Vismann? Hvad sagde Kronmann?
— Han dukkede sig ned og nikkede. Men saa talte Kaptejnen om, at de rigtige ideale Mennesker, det var dem, der viste Selvfornægtelse, dem, som skjulte sig i tarvelige Stillinger og arbejdede i Stilhed, dem, som aldrig løj hverken for sig selv eller Andre. Men, sagde han, vi Andre er nu engang forkludrede af Vrøvl; vi maa tale med de Unge, vi maa hidse dem op til modig at vove Alt for det Højeste, til altid at sige Sandheden helt ud. Saa spurgte jeg: Hvor skal jeg lære det, Hr. Kaptejn? Saa svarede han: Af Søren Kierkegaard og Henrik Ibsen. Og siden den Tid har jeg læst alle Henrik Ibsens Skrifter. Men ham kan jeg ikke blive klog paa. Han lader altid det Ideale gaa under, Hr. Kancelliraad!
Farmacevten saâ sørgmodig ud. Kancelliraad Pramman, som aldrig havde læst et Ord af Henrik Ibsen, fandt dog Trang til at afgive en kyndig Dom. Han sagde:
— Ja, de Normænd er nu engang nogle sære Fyre. Jeg holder paa Christian Winther …. o … o … g (tilføjede han sagtere og mere usikkert) Carl Ploug. Men (her blev hans Stemme sikrere) jeg kunde godt lide, at Søren Kierkegaard sagde Præsterne Besked … Men hvad videre, Vismann? Hvad videre?
— Saa har jeg læst Søren Kierkegaard. Men jeg kan ikke forstaa hans fremmede filosofiske Ord: Kun . . kun . .?
— Kun . . kun . .?
— Naar han taler om Kjærligheden, begejstrer han mig.
— Hæ — hæ — hæ! Ja, det tror jeg s’gu nok, Vismann! Apothekeren efterlignede Farmacevtens spidse sjællandske Udtale af e i Samlyden ej. Naa saa begéjstrede han Dem? Hvad Vismann?
— Kaptejn Frick lo ogsaa ad mig, fortsatte Laboranten troskyldig.
— Ja, for det er s’gu Noget, som han forstaar sig paa, den Frederik Barbarossa.
— Ja, det kunde jeg mærke, Hr. Kancelliraad!
— Kunde De det? Hæ, hæ, hæ! Vismann!
— Kancelliraaden taler saa venlig og saa muntert med mig, sagde Vismann og saâ taknemmelig op mod den Gamle.
Apothekeren følte disse Ord som et Memento om, ikke at blive for gemytlig lige over for sin Underordnede. Han sagde køligere og fornemmere:
— Ja, siden jeg har havt Lejlighed til at tage mig af Dem, omtrent fra De var Barn, saa — Saa … maa jeg ogsaa kjende Dem … saadan . . dybere . . psykologisk, som det hedder. Det er derfor, jeg spørger Dem om, hvad Kaptejn Frick har sagt Dem; det er derfor, jeg vil vide, hvad De læser. Men det er ogsaa den eneste Grund, Vismann! Kancelliraaden spaserede fra nu af op og ned ad Gulvet, sugende paa sin Cigar.
— Ja Tak, tusind Tak, Hr. Kancelliraad! En Søndag, da jeg havde fri i Foraaret, gik jeg ned i Læseforeningens Have. Det var en kjøn Formiddag, og de friske Krokus saâ ud som smaa Guldfingerbøller.
— De bliver Fa’ens literær, Vismann! Ha, ha!
— Om Forladelse, Hr. Kancelliraad . . men det var saadan en kjøn Foraarsdag. Sollyset gnistrede i hver Vandpyt …
— Ja vel . . ja vel, Vismann! Spring alt det over!
Farmacevten følte sig lidt krænket over, at Kancelliraaden slet ikke satte Pris paa, at han gjennem sin Læsning af moderne Digterværker havde faaet Sans for landskabelige Beskrivelser. Men det gik op for ham, at han ogsaa havde læst hos Kritikere af den nye Skole, at de Gamle hverken havde Sans for Lys eller Farve, og han tilgav i sit Hjerte højmodig Apothekeren. Han knækkede i en Fart Halsen paa den fremdukkende literære Forfængelighedsdjævel og sagde:
— Jeg tænkte bestandig paa det med Idealet, og det sagde jeg til Kaptejn Frick, for han kom ned i Haven og bød mig at drikke en Sodavand med . .
— Med Kognak i, afbrød Apothekeren; ja vel, ja vel! Videre!
— Ja, med Kognak i, Hr. Kancelliraad! Kaptejnen spurgte, hvad jeg tænkte paa. Jeg svarede ham, at det, han havde sagt Nytaarsdag om Idealet, kunde jeg alligevel ikke rigtig faa samlet saadan, at jeg kunde forstaa det.
— Herre Gud, Vismann! Det var naivt . . det var meget kjønt. Det er mig kjært, at De indvier Deres Fritid til slige Tanker. Vent lidt, Vismann!
— Den gamle Kancelliraad fik et Minde kaldt frem om sine unge Dage, da han var forelsket i sin kjære afdøde Hustru, mens hun spillede Viva og han Student Kejser paa en Dilettantforestilling af «Recensenten og Dyret». Uvilkaarlig kom han til at nynne:
Kjære Ven! Som en Fugl, der forlader sit Bur,
skal jeg sværme med dig i den unge Natur.
I det Telt der hos Pelt, hvor der vajer et Flag.
Du ser mig i Eftermiddag.
— Evig ung i mit Sind, sagde han til sig selv, Herre Gud, vi er alle Mennesker, Principalen som hans ringeste Tjener. Han gjorde en Drejning paa Hælen, gik ind i sit Kontor, tog Maderaflasken og et Glas … thi selv drikke med Vismann vilde han ikke, kun byde ham et Glas Madera . . gik tilbage, skjænkede og sagde: «Værs’go, lille Vismann! Det er godt til at vaage paa», tog sit Cigarfutteral op, bød ikke Vismann af det, men pillede en Cigar ud, kastede den paa Bordet og sagde igjen: «Værs’go, lille Vismann! Den bliver Dem vel ikke for stærk?»
Vismann saâ op paa sin Principal, der med en rund nedladende-venlig Haandbevægelse vinkede Mod til ham. Da Vismann havde nippet til Glasset, spurgte hans Øje Apothekeren, om han turde gaa videre. Apothekeren nikkede. Vismann drak ud. Den gamle Apotheker lo med den kjærlige Overlegenhed, hvormed en flot Giver, som en enkelt Gang spenderer en halv Pægl sød Fløde paa en Kattekilling, betragter Dyrets inderlige Velbehag over den uvante Lækkerbidsken. Men han vilde ikke sætte sig. Han fortsatte Gangen op og ned ad Gulvet, rømmede sig og sagde:
— Ho—o—h! Naa, hvor var det vi slap, lille Vismann? … Naa, var det med Idealet! Naa, ja. Og Kaptejn Frick oplyste Dem om, at Idealet egentlig var et Pigebarn? Hvad?
— Ja, han sagde, at de store Digtere altid havde personifika …
— Personificeret, ja vel! Saadan hedder det.
— Ja … Personificeret deres Ideal i en Kvindeskikkelse; saaledes den store italienske Digter Dante, som kaldte sit Ideal — Beat …
— Beate? He … Og hendes Efternavn? Naa, ja, ja! De behøver ikke at se ud, som De havde tabt Deres Sag ved Højesteret, fordi hverken jeg eller De kan huske, hvad den gamle Dame hed. Naa—aa—h! Vismann, men hvad hedder saa Deres Ideal? Hvad? Vismann! Nej. se, hvor De har faaet røde Kinder! Er det af Idealet eller af Maderaen?
Den unge Farmacevts stærke jomfruelige Konstitution følte Ild løbe gjennem sig. Han havde faaet Benklæderne knappede om sig under den lange Samtale, og Maderaens Ild samt Sikkerheden, som Paaklædningen gav, gjorde ham exalteret modig. Barhalset som en Yngling fra den franske Revolutionstid, med langt udstruttende Haar- og Skjægmanke, rejste han sig i sin hele Højde og Brede og sagde:
— Hr. Kancelliraad! Jeg vêd vel, at Idealet er uopnaaeligt — men
— Aa Snak, Vismann! Vognmand Peter Greisens Datter er s’gu ikke af de højest hængende Æbler. Hende danser De jo med paa Klubballerne … Bare Taalmodighed! Patientia omnia vincit, Vismann!
— Nej, nej, nej! raabte Farmacevten og hug i Bordet, saa Glasset gjorde en Pirouette. Nej, nej og atter nej! Mit Ideal er Frøken Fanny Pramman.
Ligbleg stod den stærke unge Mand der. Hver Puls i ham bankede, som vilde den sprænge Blodet ud gjennem Huden.
Kancelliraad Pramman standsede sin Gang og blev lige saa bleg som sin Laborant. Han knyttede begge Hænderne op i Luften, vilde brøle sin Harme ud, men den gamle Strube snørede sig sammen. Han fik kun en Mellemting af et Brøl og en Piben ud af den.
— Ex…plo… Ex…plo… Explo…sionen! stammede han, mens han holdt sig fast ved Sofaens ene Arm.
— Ja, Explosionen, sagde Vismann med bævende Stemme, mens Taare efter Taare trillede ned i hans store Skræg. Ja, jeg saâ hende i Haven kysse Kandidat Brinckmann, … og saa exploderede Digereringsflasken.
Kancelliraad Prammann saâ et farvet Hjul rende rundt for sine Øjne. Han pustede som et jaget Dyr.
— Bødkerdreng! hvæsede han.
— Ja vel, Hr. Kancelliraad! Nu kan De sparke mig bort fra Deres Hus ud i Verden. Men lyve for Dem, … det har jeg ikke villet. Og … jeg vil sige Dem, at …
— Hold Mund … Dyr! . . ækle skadelige Dyr! Hold Mund!
— Nej, Hr. Kancelliraad! Jeg vil tale. Alle de Blomsterbuketter, som laa ved Frøkenens Kouvert midt i Vinterens Hjerte, de kom fra mig. Jeg kjøbte dem i dyre Domme hos Handelsgartner Holm.
— Det er Løgn! De kom fra Kaptejn Frick … infame Menneske!
— Nej, men Kaptejn Frick hjalp mig med at vælge dem og ordne dem efter … Farver … ogt …
Det løb rent rundt for Apothekeren. Han vilde ønske, at han havde kunnet tage Vismann først og kylet ham i Hovedet paa Sofus Brinckmann og saa, naar de begge havde faaet Hjerneskallen slaaet i Stykker, med Foragt kaste dem for Fødderne af — Kaptejn Frick.
Men det kunde Kancelliraad Pramman jo ikke. Han saâ sig forvildet om, mødte Vismanns store opspilede Øjne og … blev bange for dem, saâ sig om efter noget Andet og mødte den store tykke Bog i det blaa Paphefte og den mindre i det grønne Papirsomslag. Han greb dem, rev rasende Bladene fra hinanden og smed dem ud gjennem det aabne Vindue.
— Der ligger det moderne, ryggesløse Kram, sagde han, det, som faar en saadan Fyr, som De er, til at blive saa fræk … dette samfundsopløsende Giftstof … dette … uh! For en Ulykke … smid de korslagte Arme ned … det er dog for frækt at lægge Armene over Kors i min Nærværelse … Dreng! Armene ned! siger jeg. Se, om han lystrer! … Armene ned, siger jeg. Se, om han lystrer! … Rejs … rejs … inden Solen staar op.
Han tog sin Tegnebog op af Lommen og famlede i den!
— Jeg behøver Intet, Hr. Kancelliraad! sagde Farmacevten blidt. Tak for hvad De har gjort for mig … og . .
— Æh—! vrængede den gamle Apotheker og kylede en Seddel hen i Hovedet paa Vismann. Denne foldede den sammen og lagde den paa Bordet.
Efter i nogen Tid forgjæves at have forsøgt at finde en Udgangsreplik, fo’r Kancelliraaden ud af Stuen og smækkede Døren i efter sig, saa Krukker og Flasker sang og klang i Apotheket. Paa sin Vej til sit Soveværelse paa første Sal knyttede han flere Gange Hænderne op imod … mod Forsynet — mod . . ja . . mod hvem? Det havde han ogsaa gjort, da hans Hustru og hans Søn i sin Tid vare opgivne af Lægen. Hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Har jeg ikke villet Alverden det vel? Hvorfor skal jeg have Ærgrelser eller Sorger? Aa, jeg har været altfor skikkelig! Jeg burde have pryglet mine Folk, pryglet mine Børn … og mit Barneb … Nej, nej, nej! Fanny? Nej — Dig vil jeg kysse, Dig vil jeg …
Han var dødtræt, da han fik klædt sig af; det varede dog noget, inden han kunde sove. Men den udmærkede Seng, de tætte Gardiner for Vinduerne, den gode Luft i Værelset beroligede efterhaanden hans Sind.
— Naa, hvad er saa det Hele? Det gale Dyr forelsker sig i Fanny … Lad ham bare komme væk … Og . . enfin . . Kandidat Brinckmann … ja, det er en Theolog … naa et Kys! Hm! Jeg har jo ogsaa givet Smaapiger, anstændige Smaapiger et Kys … før det blev til Alvor! Lad os sove paa det, gamle Apotheker! . . Hæ — hidsigt Blod tyder paa en sund Konstitution … Naa, den Kandidat! Hm, hm, hm! Ja, Jeronimus vil jeg ikke være. De Gamle i Komedien bliver altid til Grin. Og jeg har levet, og jeg vil dø som Fremskridtsmand.
Han faldt i Søvn.