Det gamle Postbud
Det gamle Postbud
Naar Sommerferien begynder, flytte vi gjerne heelt ud paa det rigtige Land. Min Broder, der er Læge og har en anstrengende Praxis, trænger til at være nogle Uger i fuldstændig Ro. Vi undgaae omhyggeligt Jernbanestationer, Dampskibs-Anløbspladser og ogsaa, jeg maae tilstaae det, Venner og Bekjendte. Derimod opsøges et lunt, landligt Huus ved Strand og Skov, om muligt med skyggefuld Have og Kildevand i Nærheden. — I Førstningen leve vi ganske for os selv; Børnene tumle frit om, samlende Steen eller Planter, fiskende eller tegnende, hver efter sin Tilbøjelighed. Min Broder følger de forskjellige Idrætter med Liv og Interesse, medens hans Hustru kalder sammen, freder og værner om den hjemlige Hygge.
Det varer dog sjeldent længe, før Bekjendtskaber stiftes. Lægen kan ikke lade være at give Raad, og vi Andre kunne ikke nøjes med at titte ind af de smaa Ruder, vi maae aabne Dørene. Saa ender det da altid med, at vi følges til Vogns af en heel lille Skare, der møder med store Bouquetter Busknelliker, Asters og Georginer og umuliggøre os at komme igjen næste Aar.
En sikker Ven vinde vi nu hvert Sted, det er Postbudet.
Det landlige Postbud, der med Taske over Skuldren gaaer sin møjsommelige Vej fra Landsby til Landsby, og fra Gaard til Gaard, er jo en vigtig Person i afsides Egne. Han er vel seet, og kjender ogsaa sin Betydning. I Reglen sladrer han ikke, skjøndt han er saa temmelig paa det Rene med alle Forholdene. Der er gjerne noget Fornøjeligt i Maaden, hvorpaa han rækker Brevene frem, og noget vist Opmuntrende i Minen, hvormed han tilstaaer, at der intet er «denne Gang», man faaer uvilkaarligt det Indtryk, at der maa være et under Vejs. —
Sidste Aar rejste vi langt ned i Landet; der var baade Strand og Skov og en lille Bæk, der hastede gjennem Markerne, som frygtede den at komme for seent til Mølle.
Hvor jeg husker den første Morgen; Solen skinnede varmt, men der kom dejlige friske Pust nede fra Stranden; Bierne summede i den lille Have og en Flok hvide Duer kom flyvende fra Bondegaarden ude paa Marken. Vi sang vor Morgensang ret af Hjertenslyst; den største Dreng havde valgt: Morgenstund har Guld i Mund. — Af og til lader min Broder Børnene vælge Psalmen, og det er dem til stor Glæde. — Medens vi sang, kom Postbudet op ad Vejen, en middelhøj Mand med hvidt Haar, rank Holdning og en sikker, taktfuld Gang. Han lyttede, standsede, traadte saa et Skridt tilbage, ind under Lindetræets Skygge, og tog Hatten af. Min Broder nikkede fornøjet til os Andre, det glædede ham.
«Godmorgen! — ja, i Dag er der kun Aviser.»
«Tak, Tak. — Sikken et Vejr vi har; det maa jo være en heel Fornøjelse at gaae med Posten i saa skjøn en Egn. — Skade, at det ikke altid er Sommer!»
Manden loe, men sagde dog betænksomt:
«Man maa tage det Onde med det Gode, Herre!»
Der var et eget mildt, fredeligt Udtryk i hans Ansigt, man saae det for sig længe efter at Lyden af de bort vandrende Trin var ophørt.
«Hvad mon han har oplevet,» sagde min Broder grundende; men naar hans Nysgjerrighed først var vakt, maatte den tilfredsstilles.
Hver Morgen stod det gamle Postbud under Træet, naar vi sang; vi ventede uvilkaarligt paa ham. Sommetider fulgte en lille fire, fem Aars Pige ham paa Vej, et dejligt Barn med en Rigdom af lyst krøllet Haar, som de smaa brune Hænder havde travlt med at stryge bort fra Panden og de store mørkeblaae Øjne. Hun holdt ham fast i Haanden, og vilde nødig slippe, men han var bestemt; «Ikke længer end til Hyldetræet, Grethe og saa lige hjem, hører Du!»
Vi saae hende løbe tilbage ad Markstien Vinden tog i Krøllerne og hvirvlede med den lille rødternede Bluse. Hun var velhavende og net klædt, paa landlig Viis.
«Maa lille Grethe ikke blive her i Dag?» bad min Svigerinde en Morgen.
Postbudet, der netop var i Færd med at lukke Tasken — et Arbejde, han altid udførte med megen Nøjagtighed — saae hurtigt op.
«Tak! — det kan vi ikke saadan — det maa hendes Moder om.»
«Er det Datterdatter?»
«Nej, men vi holde af hinanden alligevel — ikke sandt, Grethe?» han lagde sin store, haarde Haand kjærligt paa Barnets Krøller. Det var som han vilde sige mere, men saa betænkte han sig.
«Har De været her i mange Aar, Anders Jensen,» spurgte min Broder næste Dag.
«Jeg er født her. — Træerne, Buskene, ja, selv Stenene paa Vejen, ere som gamle Venner, der hver huske Sit.»
«Har De aldrig været herfra?»
«Jeg har jo været i Tjenesten, Herr Doctor.» Der var lidt affærdigende i Tonen, og min Broder, som stod i Haven, støttet til Stakittet, betænkte sig et Øjeblik paa at spørge mere, men han gjorde det alligevel.
«Ellers ikke?»
Postbudet saae alvorligt ud for sig, idet han langsomt og tydeligt svarede:
«Jeg har været halvandet Aar borte — i Fængsel.»
Det kom saa uventet, at min Broder uvilkaarligt veg tilbage, men i næste Nu tog han Hatten af og rakte Haanden frem.
«Ære være Den, der har rejst sig igjen. — Tilgiv, at jeg spurgte!»
«Det gjør ikke ondt mere, Herr Doctor. — Vorherre har været god imod mig, — aa, det er ikke til at beskrive.» —
Det ene Ord tog nu det andet, og om Aftenen sad Anders Jensen midt imellem os, bestemt paa at fortælle sit Levnetsløb. Han havde tænkt det igjennem paa den lange Morgenvandring, og der var noget Stille, næsten Højtideligt over ham, da han begyndte:
«Min Fader var ogsaa Postbud og, ligesom jeg, lidt af en Gartner, satte Haverne heromkring i Skik ved Foraarstid og solgte Frø, saadan ganske i det Smaa, men det gav dog sin Skilling. Jeg var eneste Barn, og der stod en Smule i Sparekassebogen, da Fader blev syg, men det gik med før han døde. Naa, jeg kan ikke sige Andet, end at Moder blev hjulpet over det Værste. Postholderens Kone gjorde det ud, hun var nu af dem, man først lærer at kjende, naar det gjælder. Fader havde altid været en skikkelig Mand, punktlig i alle Maader, og for hans Skyld beholdt Enken Levebrødet.
Moder kunde daarligt nok læse, især naar det var fiin Skrift eller Latin, men hun tog mig med, og saa gik det. Al den Tid, Fader laae syg, besørgede vi det ogsaa for ham. — Det varede ikke mange Aar, før jeg fik Lov at gaae ene. Det kan nok være, at jeg var kry, da Tasken kom paa første Gang. Folk gjorde Spøg med mig hvor jeg kom, det var en heel Fornøjelse. Men da Dagene bleve korte, og isnende kold Riimtaage laae over Markerne de mørke Morgener, var det ikke slet saa morsomt.
«Nu maa Du afsted, Anders!» sagde Moder strengt og bestemt, idet hun rakte mig den dampende Kaffeskaal. — Naar jeg kom hjem med blaa Næse og valne Fingre, havde hun gjerne varmt Øl paa Kakkelovnen og, om det behøvedes, varme tørre Strømper i Beredskab. Kjærtegn og milde Ord vankede derimod ikke til daglig Brug. Moder havde for Skik at smaabrumme og smaaskjænde, alt imellem; det var dog godt meent; hun troede, det maatte til, om et Drengebarn skulde arte sig. Selv var hun flittig som en Bi, nej, hvor det Rokkehjul snurrede. Postholderens Kone læste med mig, for jeg kunde jo ikke passe Skoletiden. Hun lærte mig kun det Foreskrevne, men jeg lærte det godt, og naar jeg mødte til Overhøring med de andre Børn, var jeg en af de flinkeste. —
Henne i det lille hvide Huus med Poppeltræerne udenfor — Doctoren har nok lagt Mærke til det — boede dengang en Hjulmand. Jeg havde Lov til at lægge Enggaard-Bondens Avis ind til ham, saa læste han den, før han bragte den til Enggaard. Det var et godt Stykke Vej sparet for mig, og den gamle Bonde var lige glad.
Naa, den Hjulmand havde en eneste Datter; hun hed Margrethe, ligesom den lille Tøs, jeg sommetider har med, og hun lignede hende ogsaa, kun ikke paa Øjnene. Hun havde heller ikke saadan røde Kinder, men var mere fiin og klein og høj af sin Alder. Haaret var det samme, maaskee lidt lysere. Den lille Hue kunde slet ikke holde alle de mange Krøller, de stak frem allevegne og stod omkring hende, naar hun løb.
Vi legede daglig sammen, skjøndt jeg var flere Aar ældre. Hun tyede altid til mig, naar der var Noget i Vejen, og hendes Forældre kaldte os Kjærestefolkene.
Grethe var en rigtig lille Kryster; hun var bange for Postholderens hvide Pudel, for den kalkunske Hane, for Frøer og Muus, Edderkopper og Spøgelser, hun var bange for et haardt Ord og for en rynket Pande.
Nede ved Stranden, lidt til Venstre, løber Kysten ud i en Spids — man kan godt see det her fra. Der stod vi mangen Aftenstund; jeg kastede Steen, og hun morede sig med at see paa det, og med at løbe Bølgerne imøde, og saa flygte for dem, naar de kom. Jeg kan endnu høre hendes lille pludselige Hviin, halv Latter, halv Skrig, men Foden blev ikke vaad, hun hyttede sig nok.
Jeg vænnede mig til at bringe hende hvad jeg fandt, Fugleæg, Bær, Skaller, kjønne Skaar af Glas og Porcelain, — og gav Nogen mig en Basse eller andet Godt, fik hun det ogsaa, skjøndt jeg sommetider tænkte, at Moder burde havt det.
At jeg ikke gik i Skole, skilte mig fra de andre Drenge; de drillede mig, og jeg gav tilkjende, at jeg oversaae dem, for jeg var jo allerede en Bestillingsmand, og saa tog Drilleriet til, og vi bankede hverandre af. Jeg havde et hidsigt, iltert Sind.
En Dag var min Ophidselse stor; de kaldte mig Landstrygeren, og da jeg rasende frabad mig Navnet, gjentoges det med fordrejede Stemmer, især lagde Smedens Søn en vrængende Betoning paa Ordet. — Der laae en stor Steen ved Vejen; jeg greb den i vild Harme og kastede den efter ham, men han sprang til Side, og saa løb de Allesammen. Stenen havde revet en Ledpæl om. — Jeg var lidt forskrækket over mig selv, men meente dog, at Historien var ude, der var jo ingen Skade skeet. Men saa kom Postholderens Kone — Madam Clausen hed hun — gaaende hen imod mig; hun havde seet det fra Vinduet, og saae bleg og alvorlig ud.
«Forstaaer Du ret, hvor god Gud var imod Dig? — see paa mig, Anders!»
Hun talte altid dæmpet, men det var saadan en indtrængende Stemme, og Øjnene vare ligesaadan, og Haanden, der laae paa min Skulder. Jeg stak i at græde.
«Det var ikke din Skyld, at Jørgen kunde gaae rask herfra, men det havde været din Skyld, om han var baaret død hjem til sin Moder. —
Den, der af Vanvare gjør Nogen Fortræd, føler tidt stor Anger og Fortrydelse, men Herren, der seer paa Hjertet, frikjender ham. Dig kan han ikke frikjende, men han havde Medlidenhed med Dig alligevel. — Forstaaer Du det rigtigt, Barn! — det var Djævelens Væsen, det Du skal forsage. Glem det aldrig!»
Det isnede heelt igjennem mig; nej, jeg kunde aldrig glemme det. — Længe efter stod Mindet om den Dag ogsaa Vagt over Vreden og hindrede den i at bryde ud.
Aaret efter blev jeg confirmeret af den gamle Consistorialraad. Jeg fik mange Roes af ham, skjøndt det stod daarligt nok til med min Christendom, for jeg var godt fornøjet med mig selv, og syntes det var en smal Sag at holde Løftet. — Naa, Tiden gik, jeg blev stor og stærk, og stræbte hvad jeg kunde, holdt mig fra al Vildskab, var velklædt og vel omtalt. Hjulmandens behandlede mig som en Søn. —
De skulde have seet Margrethe, da hun var femten Aar. Hun var ikke høj, men saa slank, og saa let, og aldrig saae hun eens ud, men det sidste Ansigt var det kjønneste. Krøllerne skinnede som det blanke Guld; hun var lidt bleg, saadan rigtig hvid og fiin, men blev rød, naar hun loe og talte, ja, bare man saae paa hende. Øjnene vare snart lyse, snart mørke, de kunde være saa milde og blide, men ogsaa saa ligegyldige; som oftest saae hun skalkagtig ud, men Graad og Latter laae lige nær. Jeg var reent væk i det Pigebarn, og det vidste hun godt.
Da Lægen havde sagt, at hun ikke var stærk nok til strengt Arbejde, lærte hun at sye Guldhuer og blev saa hjemme hos Forældrene. —
Der var en Skrænt lidt nedenfor Skovløberhuset — naa, De kjender den — der mødtes vi mangen Aftenstund. Hun sad og gyngede paa en lav svajende Green, jeg havde Plads paa en Træstub lidt længere nede. Det tillodes mig ikke at sidde med paa Grenen, gjorde jeg Indvendinger, løb hun hjem.
Hvor vi to Børn lagde Planer! — jeg holdt mig nu strengt til Virkeligheden, det var mit Alvor Altsammen, og kunde udføres. Hun tænkte sig derimod Fremtiden, som hun ønskede sig den. Det var meget morsommere at gaae med Guldhuer, end at sye dem; det var meget nemmere at have en Pige til Hjælp, end at gjøre Alt selv.
«Vi vil have Gardiner, Anders, og to forgyldte Urtepotter.»
«Lad gaae med Gardinerne, men Urtepotterne ere for dyre; vi vil heller kjøbe en Griis.»
«Ja, men saa maa jeg da have en Tøs til at passe den.»
«Det kan Du nok selv overkomme, Grethe, og Moder vil desuden hjælpe Dig.»
Hun slap Grenen: «det er da aldrig din Mening, at hun skal boer hos os?» Øjet saae forskrækket og bønfaldende op til mig, men jeg sagde alligevel: «Jo, naturligviis; hvor skulde hun ellers hen?»
«Nej, Anders, det indlader jeg mig ikke paa. — Nu kan Du tænke over det.»
«Kunde Du nænne, at hun skulde paa Fattighuset?»
«Det har jeg jo ikke sagt; hun maa gjerne beholde det lille Huus for mig, naar vi faae et større og bedre. Jeg vil endogsaa sende hende Pølse, hver Gang Grisen slagtes, — er Du saa glad?»
Og jeg var glad, skjøndt jeg jo nok følte, at hun ikke havde givet efter. —
Jeg var ikke den Eneste, der syntes om Margrethe; naar der var Dands og Lystighed, flokkedes de unge Karle om hende, men hun foretrak Ingen, heller ikke mig, naar Nogen saae det. Aa, hvor jeg var til Mode, naar hun løb forbi uden at hilse, eller hilste saadan ganske koldt og fremmed, men saa kunde det pludselig lyde tæt ved mit Øre: «din Tosse; som om Du ikke vidste det bedre,» — men før jeg kunde gribe hende, var hun borte.
«Det er ikke Guld, alt Det, der glimrer», sagde Moder en Dag, idet Margrethe gik forbi, og saa forstod jeg, at Stuen neppe var stor nok til de To. — Jeg holdt jo af dem Begge, og kunde blive ganske bedrøvet ved den Tanke, at Grethe ikke vilde være god mod den Gamle, men naar jeg saa igjen forestillede mig, at den Gamle vilde forbittre Grethes Liv, knyttede jeg min Haand og følte, at det kunde jeg ikke taale. —
Op til Huset, hvor vi boede, laae et Stykke Markjord, som jeg havde stor Lyst til at kjøbe og dyrke op til Havesager. Jeg fik det da ogsaa paa Afbetaling, og alle mine Skillinger gik den Vej.
Saa kom Tiden, hvor jeg skulde ind paa Skolen og være Soldat. Stakkels Moder var rigtig forknyt i det; hun havde ikke Kræfter mere til at gaae de lange Veje, og Synet svigtede desuden. Omsider fik vi da Lappeskomageren til at paatage sig Arbejdet. Det var en sær gammel Fyr, men paalidelig nok om Formiddagen; sin Aften slog han gjerne ihjel ovre i Krostuen.
Et Par Dage før min Afrejse mødte jeg Moder med Brænde paa Ryggen; hun havde hentet det langt ude i Storskoven, og gik bøjet og smaastønnende under den tunge Byrde. — Det gjorde mig ondt for hende, og jeg fortrød, halvt om halvt, at alle Pengene vare gaaede til Jordkjøbet. Ja, fem Daler havde jeg da endnu tilovers, for dem vilde jeg kjøbe Tørv; Moder havde nok fortjent det af mig. —
«Anders,» sagde Margrethe samme Aften; hun havde sit allermildeste Ansigt, og lod mig sidde med paa Grenen, «vil Du nu ogsaa blive mig tro, naar Du seer de mange Piger derinde i Byen? — jeg er heel angst ved at tænke derpaa. — Var der endda Noget, som bandt Dig, men vi har jo ikke engang vexlet Ringe.»
«Kjærligheden binder meer end alle Ringe! — Du veed godt, Grethe, at jeg kun bryder mig om Dig.»
«Ja Tak, ude af Øje, ude af Sind. — Gav Du mig en Guldring, vilde jeg bære den om min Hals i et blaat Baand, og kysse den Morgen og Aften. Havde jeg Penge, skulde Du ogsaa faae en Ring af mig, en bred, tyk en, men da jeg ingen har, vil jeg binde Dig en Ring af mit Haar, og den maa Du altid bære, for saa kan Du ikke glemme mig. — Faaer jeg saa en Ring?»
«Jeg skal see ad.»
Du har jo de fem Daler, hviskede Fristeren inde i mig, og skjøndt jeg nok følte, at det var ham, der gav Raadet, kjøbte jeg dog Ringen. Margrete hængte den i et lyseblaat Baand, og skjulte den paa sit Bryst, men jeg fik en dejlig blank Krølle, som hun bandt sammen med en ægte Guldtraadstump. Der faldt Taarer ned paa den, saae jeg med Glæde.
«Du er nok ikke af dem, der skifter Sind?» sagde hendes Fader ved Afskeden, og jeg svarede: «Nej, aldrig saalænge jeg lever.»
Moder havde sørget omhyggeligt for mit Tøj, der var ogsaa en Madpose med Pølse, Æg og andre gode Ting. Hun var vant til at spare paa paa sig selv og undvære for min Skyld.
«Gaa med Gud,» sagde hun, og slog mig saa lempelig paa Ryggen, accurat som hun havde gjort Confirmationsdagen, og saa drog jeg ud i Verden.
Der er ikke Stort at melde om de Aar, alle mine Ønsker og alle mine Tanker gik hjemad. — Der blev langtfra skrevet saa meget dengang, som nu; jeg sendte fire, fem Breve hjem, og fik to eller tre igjen.
Hvor jeg udmalede mig Hjemkomsten og hendes Modtagelse, og saa —
Naa, Moder var jo ældet en Deel, især var Synet taget af; hun frygtede for at blive blind.
«Jeg er dog glad, at jeg kan see min store Dreng,» sagde hun, og maalte mig op og ned. Jeg var vel nok forandret, da jeg havde faaet Skæg og var bleven bredskuldret og brun.
«Alt er vel ved det Gamle herude?» spurgte jeg Skomageren, da jeg hentede Tasken.
«Aa, ja saamænd — saadan i det Hele. — Du veed vel, at Peer Hansen paa Enggaard er død; han var jo kun et Vrag de sidste Aar. — En Søstersøn, ovre fra Sønderjylland, har arvet Gaarden. Det er en ældre Karl, som forstaaer at sætte ordentlig Skik paa Jordene; han fik snart gjort Ende paa den gamle Slendrian. — Ja, Du skal ellers være lidt forsigtig, Anders, hvis det da er dit Alvor med Hjulmandens Datter, for der har han nok ogsaa sine Øjne.»
«Pas din Spænderem, gamle Morten!» svarede jeg leende, men hans Ord bragte dog Uro i Sindet, og jeg skyndte mig ind til Hjulmandens.
Konen lukkede Døren op; hun gav mig et underlig langt Blik, før hun bød Haanden. Manden, der sad ved Mellemmaden, rejste sig trevent; hans Goddag havde en heel anden Klang, end det Farvel jeg tog med mig.
«Naa, Du er jo bleven stor og stærk, Anders, og ligner din Fader. — Ja, Du bliver vel ved Bestillingen?»
«Det tænker jeg da. — Er Margrethe hjemme?»
«Jeg veed saamænd ikke, — men Et vil jeg sige» — han talte vredt — «det maa være forbi med de Børnestreger imellem Jer. Grethe er nu en voxen Pige, og jeg vil ikke have hende i Folkemunde. — Nu er det sagt!»
«I kan ikke tvivle om, at jeg mener hende det ærligt.»
«Mig ligemeget — jeg vil ikke vide af det.»
Konen rystede paa Hovedet, og betød mig, at jeg skulde tie, og saa sagde jeg Farvel og gik min Vej. Jeg var opbragt, men tænkte dog, at naar Grethe stod paa min Side, skulde vi nok vinde Sejer. Om Aftenen mødtes vi paa det gamle Sted nedenfor Skrænten. Jeg syntes hun saae højere ud, men lige slank og fiin, og endnu kjønnere. Der var dog noget Sky i hendes Udtryk, og Farven gik og kom.
«Sæt Dig, hvor Du plejer, Anders!» hun tog selv Plads paa Grenen og pegede bydende paa Stubben. Jeg troer hun var bange for mig.
«Er Du glad, at jeg kom hjem, lille Grethe? har Du længtes efter mig?»
«Jeg længtes svært, — især i Førstningen.»
«Men senere?»
«Aa, Vanen gjør jo meget, og saa rykkede Hjemkomsten da ogsaa nærmere, Dag for Dag. — Du er jo bleven en heel Mand, Anders, det var knap jeg kunde kjende Dig. — Ja, høj er Du jo ikke.»
Der var Noget i Tonen, som ærgrede mig; jeg stod op og gik hen til hende.
«Det var en daarlig Modtagelse, jeg fik i dit Hjem, Margrethe. Hvorfor har din Fader skiftet Tanker? — Skrift ærligt for mig, — bejler Manden paa Enggaard til Dig?»
«Jeg troer nok, han tænker paa det. — Du skulde vide hvad jeg har døjet; Moder er ikke et Haar bedre end Fader; de plage mig fra Morgen til Aften.»
«Tag Ringen paa, Grethe, og viis det er Alvor.»
«Fader river den af igjen, jeg tør ikke. — Aa, jeg er saa ulykkelig, at Ingen troer det.»
«Det skal Du ikke være, min Pige, for naar vi bare holde sammen, giver det sig nok.»
«Aa nej, det bliver værre og værre, nu Du er kommen.» De taarefyldte Øjne saae bebrejdende paa mig; hun tænkte jo kun paa sig selv, det arme Barn.
«Hvad hedder han?»
«Nis Bertelsen,» hun sagde det ganske blødt og langsomt, men jeg faldt haardt og skarpt ind:
«Naa, saa siig til denne Nis Bertelsen, at Du elsker en Anden, og at Du afskyer ham, — siig det reent ud!»
«Det maa Du ikke forlange, — han er ikke saadan, der er Noget i hans Øje, man maa bøje sig for.»
«Vil man høre!» — jeg stod truende foran hende — «i hans Øje! — det er nok snarere for Gods og Gaard, Du bøjer Dig, Grethe. — Du har jo aldrig syntes om det lille Huus, og her kan Du faae Kjøretøj og Guldhuer, og Guldurtepotter, og Opvartning paa hver Finger. — Han er nok en ældre Karl, men hvad gjør nogle graae
Haar fleer eller færre.»
Hun var kridhvid i Ansigtet, og rystede:
«Han er kun treogtredive Aar, Anders, saa Du behøver ikke at tale om Alderdom. — Nej, at Du saadan tør forhaane mig! det vil nok blive et rart Liv, naar Du først faaer Magten.»
«Du drev mig til det Yderste,» — jeg fortrød min Hidsighed, «vidste Du hvor jeg trænger til et kjærligt Ord, Grethe!»
«Troer Du jeg kan tale kjærlige Ord, saadan Du har været? — lad mig bare komme bort, — slip min Haand, Anders!»
Hun rev sig løs, og fløj hjem.
Hvordan jeg var til Mode er ikke let at sige, Blodet kogte og brusede; jeg havde Lyst til at yppe Klammeri med Manden paa Enggaard og slaae ham ned. — Han kom dog ikke paa min Vej, derimod mødte jeg Møllerens Hans, der kjørte en tom Vogn hjem. Det var en opløben, nittenaars Knøs, der altid var rede til Kommers og Optøjer. I det han rumlede forbi, saae han vist paa mig, vendte saa Hovedet mod Hjulmandens Huus, pegede Fingre og gjorde lang Næse. — Det var Drengestreger, men jeg knyttede min Næve og lovede at huske ham det. —
Den gamle Kone bredte Dug for mig og satte en Flæskekage frem. Det var min Livret, men den Aften kunde jeg daarligt synke.
«Folk har nok tracteret Dig,» sagde hun fornøjet, «ja, ja, saa gjemmer jeg den, der er ogsaa en Dag i Morgen.» — I Morgen! aa, vi kortsynede Mennesker.
Da jeg strax efter greb Hatten, sagde Moder i en lidt fortrædelig Tone: «Vil Du ud igjen, Anders, maa Du lægge Nøglen under Stenen, for jeg gaaer snart i Seng.»
Saa lukkede jeg da Døren af, lagde Nøglen paa det gamle kjendte Sted, og gik hen ad Gadekæret til.
Skomageren stod paa Vejen: «Følg med, Anders,» sagde han, «Du maa dog see den nye Kro indeni.»
Jeg gik med, tog den Stol han bød, og drak den Punsch han gav mig. — Der var flere Gjæster i Stuen; et Par gamle Fyre sad i en Krog og spillede Kort; tre, fire unge Karle gjorde Støj og Løjer. De vilde have mig med i Laget, men jeg svarede gnavent og tvært.,
«Hvad er der i Vejen? — har Du glemt Mundlæderet i Nyborg, Anders?»
«Tag Jer lidt i Agt!» min Stemme var lav, men jeg troet nok de mærkede, at det var Alvor. — Lige i det Samme kom Møllerens Hans ind af Døren; han skulde tale med Værten, men da denne var ude, bød Konen ham et Glas og bad ham vente.
«Er det ikke Landstrygeren, der sidder?» mumlede han smaaleende, «naa saa, han vil slukke Sorgen i Kruset, ja — ja!»
«Hvad for en Sorg,« spurgtes hviskende. «Sorgen over Enggaard-Bondens Død; den tog han sig farlig nær.» Fingrene dannede igjen en lang Næse.
«Pas paa din Mund,» sagde jeg, og kastede Glasset efter ham.
Det ramte ham ved Øjet, og han sprang rasende imod mig. Vi brødes en Stund, men jeg var den Stærkeste. Saa — ja, det er ikke godt at beskrive, fik han fat i en Kniv og værgede sig med den. Jeg følte et Stik i højre Haand, der gjorde bitterlig ondt, men dog fyldte mig med vild Glæde.
«Naa saadan skal vi lege! den Kunst kan jeg ogsaa!» — jeg vristede Kniven fra ham, holdt ham fast, som i en Skrue, og medens de omringede, os, og vilde rive os fra hinanden, borede jeg den dybere og dybere ned i hans Bryst. Jeg var reent ude af mig selv, og slap først, da han blev tung og ingen Modstand gjorde mere. Men saa var ogsaa min Kraft brudt; Kniven faldt ud af min skjælvende Haand, og Samvittigheden spurgte, hvad har Du gjort?
«Morder!» sagde Kromanden, der var kommen til. De Andre bøjede sig med blege, rædselslagne Ansigter over den arme Dreng, der laae svømmende i Blod. Konen bandt et Haandklæde stramt om hans Bryst, og saa bar de ham hjem. Et Øjeblik efter lød galopperende Hovslag, det var Mølleren, der red efter Læge og Politi.
Den kolde Sved sprang ud af min Pande. Var det muligt! — havde jeg gjort det, havde jeg dræbt ham? jeg, jeg!»
Kromandens Kone kom tilbage. Jeg kunde ikke spørge — Tungen klæbede fast — men jeg saae hen til hende, og hun svarede paa Blikket:
«Han er paa det Sidste. — Moderen forbander Dig!»
Folk gik fra og til, skottede til mig og hviskede. Postholderen kom ogsaa; han var en før Mand med et rødt Ansigt, og et barsk Væsen, men nu var han bleg, og da han saae mig, brast han i Hulken og gik ud igjen.
Jeg tænkte paa Moder, der laae fredelig i sin Seng. Gud skee Lov, at Nøglen var skjult under Stenen, saa Ingen kunde komme ind og bringe hende Budskabet. —
Hvorledes gik det? — var han allerede død? jeg stirrede paa Ansigterne, men læste kun Sorg og Afsky i dem.
Politiet kom, og jeg toges i skarpt Forhør, Spørgsmaalene krydsede hverandre. — Der var jo ikke Noget at dølge, og jeg svarede ligefrem, uden dog at nævne hende.
«Var der gammel Strid imellem Jer,» spurgtes der, og jeg svarede, at han havde drillet mig før. «Hvem begyndte? — siig frem, Folk, I der vare inde.»
Saa kaldtes de op, En for En, og alle vidnede de imod mig. Møllerens Søn havde vrøvlet og drillet i Kommers, og saa havde jeg slaaet Glas efter ham, og brugt Kniv.
«Han stak først.»
«Er det sandt?»
Ingen havde seet det. — Herredsfogdens gennemtrængende Øje stirrede paa mig. Han syntes vist ikke jeg saae ud som en Løgner, for han sagde:
«Du har været fuld, og veed ikke selv, hvorledes det gik til.»
«Det er ogsaa lige meget,» svarede jeg modfaldent.
«Hold Mund!» hviskede Betjenten, men. Herren rynkede Brynet og tænkte efter.
Saa toge de mig med til Kjøbstaden; jeg sad bundet mellem to Karle.
Det var en stille, lys Nat; Maanen skinnede paa Posthuset, paa vort lille Hjem, paa Vænget, jeg havde knyttet saa stort Haab til, den skinnede paa Møllen, hvor der blinkede urolige Lys, snart her, snart der. — Var det forbi? — Der laae en knugende Vægt paa mit Bryst, jeg gøs for min egen Haand.
Da jeg kom til Arresten, spurgte Konen hviskende hvad jeg havde gjort, og Svaret lød: «Dræbt et Menneske.»
Det var en lang, lang Nat, og dog bævede jeg for Daglysets Komme, bævede for Rædselsbudskabet om hans Død. — Jeg tænkte slet ikke paa Andet; Moder var glemt, ja selv Margrethe.
Opad Morgenen blev et Brev stukket ind til mig, — jeg veed endnu ikke, hvordan det gik til. — Der laae noget Haardt indeni, jeg rev det op, det var Ringen. Der stod ikke et Ord, men Udskriften var hendes. Jeg drejede Ringen ligegyldig mellem Fingrene og krøllede Papiret sammen; det rørte mig ikke, jeg var ligesom en Steen, undtagen i det ene Punkt, Angsten for hans Død.
Endelig lød Stemmer og Trin udenfor; det var som En forlangte at komme ind og blev afviist. Lidt efter kom Trinene igjen, og Døren aabnedes. Det var Postholderens Kone.
«Du arme Dreng, hvad har Du gjort,» sagde hun og græd bitterlig.
«Er han» — jeg kunde ikke fuldende. Nej, Gud være lovet og takket! der er Haab.»
Jeg sprang op, tog hende i mine Arme, græd og loe.
«Tys, Anders! — det er slemt nok alligevel. — Det er anden Gang Herren skaaner Dig — husker Du?»
«Jeg har tænkt paa det mange Gange i Nat, — men fortæl mere, faaer han sin Førlighed, hele sin Førlighed?»
«Det kan Ingen sige; — Du maa bede Gud derom hver Dag.» — Hun klappede min Kind og kyssede min Pande, det havde hun aldrig gjort før. «Husk nu, Anders, at ogsaa denne Tid kan blive Dig til Gavn, hvis Du bruger den ret.»
«Hvem sagde det til Moder?»
«Jeg sagde det, — Det var jo et haardt Stød, men jeg haaber hun kommer over det. Jeg fik Hilsen med; «min Velsignelse skal følge ham,» sagde hun.»
Vi sad en Stund tause; jeg trak Vejret og tænkte efter. Nu, den forfærdelige Byrde var lettet, forstod jeg først, at min Fremtid var ødelagt, og saa kom alle de gamle Følelser tilbage, ogsaa Harmen over hendes Opførsel.
Ringen laae endnu paa Bordet, den hun havde baaret paa sit Bryst, og lovet at kysse Morgen og Aften.
«See hvad jeg har faaet sendende! — en troløs Piges Ring! — vil De kaste den i Stranden? men først binde Steen ved, at den kan synke heelt til Bunds.»
Hun tog den fra mig og saae paa den.
«Ja jeg vil, naar Du virkelig ønsker det, men Ringen er af Guld og har Penges Værd. — Det bliver en streng Vinter for din gamle Moder.»
Hendes Ord slog ned i mig.
«Vorherre er en stærk Mand, og han vil have sin Villie,» sagde jeg — «kjøb Tørv for Ringen, hører De, Tørv! — Men denne Ring,» jeg tog Haarlokken, «den vil vi brænde, og Asken skal spredes for alle Vinde, alle fire Vinde.»
Madam Clausen rystede bekymret paa Hovedet:
«Før Du kan sige: tilgiv, som jeg tilgiver, faaer Du ingen Fred.»
De kan troe, Herr Doctor, det var en svær Tid. Jeg var vant til at gaae med oprejst Pande og see Folk lige i Øjnene, og nu at blive sat i Klasse med Tyve og al Slags Udskud.
Meer end en af de arme Mennesker, jeg saae saa dybt ned paa, har vist havt bedre Hjerte for Herren, end jeg, men det faldt mig aldrig ind dengang.
Opsynet behandlede mig efterhaanden med et vist Hensyn. Dog var en af Politibetjentene altid raa og fæl. «Afsted med Dig,» sagde han med et Puf, naar jeg, uden ringeste Indvending, lavede mig til at følge ham. Han kaldte mig ogsaa en indbildsk Hund, og jeg veed ikke hvad. Sommetider var mit Blod nær ved at koge over, men saa — ja det er underligt at fortælle — begyndte højre Haand at ryste, og saadan vedblev det; hver Gang Vreden blussede op, kom der en underlig Skjælven over min Højre, ganske som hiin Aften, da jeg tabte Kniven. —
En Dag kom Herredsfogden ind til mig. Det var en middelhøj, mørk Mand; han saae selv ud som en lukket Bog, men havde Øjne, der kunde læse i Hjerterne. Jeg holdt af ham, fordi han ved første Forhør troede, at jeg talte Sandhed.
«Der er kommet forskjellige Oplysninger Dig angaaende,» sagde han i sin tørre Tone. «Vi har hele Tiden mærket, at der var en Pige med i Spillet, men vidste ikke, at I vare forlovede og havde vexlet Ringe.»
«Hvem har sagt det?»
Herredsfogden smilede; han maatte ordentlig kæmpe, for at faae Munden i de stive Folder igjen; jeg mærkede nok, at Spørgsmaalet ikke passede sig. Han svarede da heller ikke, men sagde derimod:
«Hans Iversen er nu saa rask, at Lægen tillod, han maatte forhøres. — Det havde sin Rigtighed, at han var den Første, der tog til Kniven, han har ogsaa indrømmet at have drillet Dig gentagne Gange. — Alt Dette er, naturligviis, formildende Omstændigheder.» — Der kom et Godhedsblink i hans Øje, men da jeg takkede, sattes Skodderne for igjen.
Henad Efteraaret faldt Dommen: atten Maaneder paa Forbedringshuset.
Det var mildt sluppet, sagde de Alle. Postholderens Kone skrev, at hun og Moder vare saa glade, og at jeg ikke maatte glemme, at takke Gud. Men det kunde jeg ikke; det Eneste jeg takkede ham for var, at han havde skaanet Hans Iversens Liv. Jeg takkede mange Gange hver Dag, men det hindrede mig ikke i at knurre mod Herrens Førelser. Margrethe kunde ikke rives ud af Hjertet, saadan lige med Et; Kjærligheden havde for dybe Rødder.
Havde hun, i Haab om at gavne mig, havt Mod til at røbe vort Forhold, syntes jeg dog der var en Mulighed for, at Alt kunde blive godt igjen.
Det varede ikke længe, før dette sidste Haab betoges mig. Margrethe omtaltes i Madam Clausens Breve som gift med Manden paa Enggaard. Hun skrev ikke naar Brylluppet havde været, det var som en gammel Historie.
De første Maaneder gik hen i rugende Sorg og bittert Nag. Jeg syntes ikke Livet var værd at leve. — Fængselspræsten talte om Amerika, men jeg veed ikke hvordan det var, jeg længtes alligevel efter de gamle Steder og efter Moder. Saa vilde jeg ogsaa gjerne vise denne troløse Pige og dem Alle hjemme, at jeg ikke var gaaet reent i Hundene. — Gud hjælpe os for al den Trods, der var i mit Sind. —
Jeg lærte at flette Kurve, og arbejdede mere, end der fordredes, men hvor vare Dagene lange alligevel. — De andre Fanger spottede og haanede mig; jeg skyede dem, til Gjengjæld, og svøbte mig ind i taus Værdighed. Opsynsfolkene gjorde hvad de kunde, for at lette mig Livet, og Præsten behandlede mig som en Ven. Det var kjønt nok gjort, men der var alligevel Noget i hans Maade, som gav Næring til den gamle Pharisæer indeni mig, der meente, at jeg var noget heelt Andet, end alle de Andre.
Da Foraaret kom, var det dobbelt strengt at sidde indespærret; jeg var jo vant til at færdes ude den hele Dag, arbejde i Haverne og bruge mine Kræfter. De smaa befalede Spadseretoure ude i Gaarden, frem og tilbage fra Muur til Muur, gjorde kun Længslen stærkere. Det lille Stykke Himmel, det forkrøblede Lindetræ, de halvtamme Spurve fremkaldte Billeder hjemme fra: Markerne, Stranden, min dejlige Skov, Moder og hende, altid hende; hvordan skulde jeg dog blive fri for de Tanker!
Aa, hvor Tiden sneglede hen, — men da sidste Maaned kom, syntes jeg alligevel Dagene gik for hurtigt, og da jeg stod udenfor Porten, som fri Mand, kom der en knugende Følelse af Forladthed over mig, og en underlig Gru for Fremtiden. —
Madam Clausen havde stridt og stræbt, samlet Stemmer og gaaet i Forbøn, saa min gamle Plads stod aaben for mig. Om det kunde have ladet sig gjøre nu til Dags, veed jeg ikke, men den Gang gik det. —
Jeg vandrede hjem paa min Fod, og passede at naae Landsbyen efter at Mørket var faldet paa.
Det var en stille, kold Foraarsaften; en let Taage laae over Egnen; oppe mellem de hvide Skyer glimtede hist og her en enkelt Stjerne.
Der var Lys i det lille Huus, og jeg vidste Moder ventede mig, men det var alligevel svært at gaae ind. Jeg blev staaende ved Havehjørnet, jeg blev staaende ved Brønden, og saa, tilsidst, udenfor Døren.
«Er det Dig, Anders?» hun havde hørt Trinene.
Moder trak mig ind, men da jeg saae hende igjen — bøjet og blind — saae den gamle Stue, det dækkede Bord, Faders pæne Porcelainskrus, der var sat frem for mig — kunde jeg ikke mere. Ved Sengen stod en høj Skammel, den havde været min Bænk, da jeg var Barn — paa den satte, jeg mig, skjulte Hovedet i Puderne og hulkede.
Moder sagde ikke et Ord, men hun løftede min højre Haand op, og kyssede den. — Jeg havde været bange for den Haand, lige siden den svang Kniven, men nu var det som toges Forbandelsen bort.
«Det skal blive, bedre med mig, Moder,» sagde jeg.
«Jeg veed det nok, lille Anders. — Saa, saa, min Dreng! — nu skal Du sætte Dig her hen og spise din Aftensmad; — her er Sylte og Sigtebrød og gammelt Øl.»
Hun strøg mig over Ansigtet paa de Blindes Viis, og rystede saa paa Hovedet. Mager var jeg jo bleven, og Trækkene skarpere, naturligviis.
«Har det været trangt med Føden; Moder?»
«Nej, jeg har aldrig havt det saa rigeligt. Madam Clausen glemte mig ikke, kan Du nok vide, og Folk sendte mig snart det Ene, snart det Andet. Ved Juletid kom Skovfogdens Karl med et heelt Læs Bøgebrænde, han turde ikke sige, hvem der havde sendt ham. Jeg har ogsaa mangen Løverdagsaften fundet et stort Sigtebrød ude i Kjøkkenet, og — hvad synes Du! — en Dag i Foraaret kom Møllerens Hans kjørende med Meel, Gryn og Ærter til mig.»
«Møllerens Hans?»
«Ja, det Skind; han sagde saamænd, at det var første Kjøretour efter Sygdommen.»
Jeg troer ikke noget Andet kunde have glædet mig saa meget.
Næste Morgen Klokken sex mødte jeg i Postholderens Stue, som sædvanligt. — Han nikkede til mig, og hængte selv Tasken om min Hals, men hans Hustru talte kjærlige, formanende Ord, »Dersom Nogen rører ved Fortiden,» sagde hun ogsaa, «maa Du være taalmodig og bære det uden Knurren, enten det saa skeer af Ubetænksomhed eller ond Villie.»
Saa gik jeg da den gamle Vej igjen, men jeg var som en Anden, selv Foden havde ondt for at findte det vante Tridt. — Første Klinke var tung at aabne, men jeg stak blot Avisen ind og saae Ingen. Næste Huus gjøede Hunden rasende, da jeg nærmede mig, men saa kom en fremmed Pige ud, og jeg gav hende Brevet. — Hjulmandens vare flyttede til Nabobyen, det var en heel Lettelse. De nye Folk gjorde en Deel Vanskeligheder ved at modtage Avisen til Enggaard — Skomageren havde altid bragt den lige til Gaarden — men da jeg lovede Børnene Søndagsbasser, bleve de meget villige.
Taagen laae endnu om Margrethes Hjem. Der gik en Mand og pløjede tæt ved Gaarden, en høj, rank Mand — det maatte være ham selv. Naget rejste sig i min Sjæl, og jeg saae paa ham med onde Øjne. I det Samme drejede han Ploven, og Blikket faldt paa mig; saa holdt han Hestene an og tog Hatten af. Jeg seer ham endnu staae der i Taagen, stor og anseelig. —
Næste Sted var Møllen. Hvordan vilde Modtagelsen blive? — Det var en suur Gang; jeg tog kun smaa Skridt opad den sandede Kjørevej. Porten var dog ikke naaet, før Hans, i sin hvide Møllertrøje, sprang frem fra et Udhuus.
«Velkommen hjem, Anders! — Ukrudt forgaaer ikke saa let, seer Du nok.»
Jeg tog ham i mine Arme: «Tak for det til Moder,» sagde jeg, «Gud velsigne Dig i al Evighed!»
Det var en vild Knegt, og mange Ting kunde siges om ham, ogsaa siden, men jeg troer nok, der var Noget i hans Hjerte, Vorherre kjendtes ved. —
Mit Sind var heel bøjet, da jeg gik derfra. Solen skinnede nu klart, de blaae og hvide Anemoner tittede frem af Skovbunden, og hvor Lærkerne sang. Alle Ting spurgte mig, hvor jeg havde været saalænge. —
Doctoren veed nok, at min Vej falder i en Rundkreds, saa jeg kommer hjem fra den anden Side af Landsbyen. Der havde været Sogneraad, og en Deel Folk stod ved Gadekæret og talte sammen. Manden fra Enggaard saaes imellem dem; han var let kjendelig, da han ragede et godt Stykke op over de Andre. — Hvad nyttede det at tøve, forbi skulde jeg.
Glarmesteren saae mig, men tog Øjnene til sig og vendte Hovedet om, Nis Bertelsen traadte derimod ud af Klyngen, tog Hatten af, og gik lige imod mig.
«Anders Jensen, Du har lidt stor Uret, — jeg vidste ikke, hvorledes det stod til mellem Dig og Margrethe; først efter Brylluppet sagde hun mig det. — Havde jeg vidst det, var jeg aldrig gaaet Dig i Vejen.»
Der var Noget i hans Øje, som tog Magten fra min Vrede; man maatte bøje sig for det, som Margrethe havde sagt. Og saa den Maade han hilste paa, og rakte Haanden frem, — nej, jeg kunde ikke holde min tilbage, men gjengjælde Trykket kunde jeg dog ikke — ikke endnu. — —
Der var spredt Gjødning over min nye Jord. «Hvem har gjort det,» spurgte jeg Moder.
«Jeg veed det ikke, Anders.»
«Men Du har dog vel dine Tanker?»
«Jeg troer, at de velsignede Sigtebrød, Brændet og Gjødningen kommer fra samme Haand. — Lad være at fritte mig! kanskee Du ikke vil holde af Sandheden.»
«Jeg vil helst kjende den alligevel.»
«Nis Bertelsen rejste til Byen og talte din Sag hos Dommeren, — naar Da maa takke ham for det Ene, kan Du vel ogsaa takke ham for det Andet.»
Naa saa, det var ham! —
Næste Morgen spurgte Madammen venligt: «Gaaer Du med i Kirke, Anders? — det er jo Skjærtorsdag.»
Jeg havde baade Lyst og ikke Lyst, men hun saae saadan paa mig, at jeg sagde Ja.
Det var lige netop jeg kunde naae at komme i rette Tid. — Der var mange Folk i Kirken og mange Altergængere; Nis Bertelsen, var der ogsaa med sin Hustru. — Jeg vendte Hovedet til den anden Side, men Slap ikke for at see hende alligevel. De kom lige henimod mig; Manden førte hende frem, hun gik nødig, saae jeg nok. Det var et blegt Ansigt, der stak frem af Guldhuens hvide Liin, der var Angst i Øjet, og Læben skjælyede, men dejligere har jeg aldrig seet hende.
«Kan Du tilgive?»
«Til Lykke og Velsignelse,» fik jeg sagt, og saa gav jeg dem Begge Haanden.
Der var ikke Vrede eller Nag i min Sjæl fra den Stund, men sorgfuld var jeg jo, og Fremtiden laae øde og lang foran mig.
«Anders», sagde Madam Clausen, da jeg kom hjem, «Vil Du ikke læse højt for din Moder om Aftenen? jeg har gjort det, medens Du var borte, og det har været hendes bedste Glæde. Og maa jeg saa give Dig et Raad: naar Du læser i det nye Testament, skal Du sætte Streg under de Ord, der ramme eller trøste Dig. — Der vil være Meget Du ikke forstaaer, men saa maa Du ikke tænke, at Herrens Ord er underligt, men Du maa bøje Dig, og bede om Aandens Lys.»
Jeg gjorde, som hun sagde, og Alt hvad min fattige Forstaaelse magtede at gribe, satte jeg Streg under, og saa var det som min Ejendom, Trøsten blev min Trøst og Budet min Lov. — De skulde see min Bibel, Herr Doctor, hvor gennempløjet den er, og dog finder jeg endnu, hver Gang jeg læser i den, nye Steder, som jeg undrer mig over ikke før at have understreget. — Saa blev da Moders Blindhed til Velsignelse for os Begge.
Saavidt det lod sig gjøre, undgik jeg Margrethe. Manden, sagde et Par Gange til mig: «Porten staaer aaben, Anders!» men jeg turde ikke komme, for mit Hjerte var svagt endnu.
Nis Bertelsen var en dygtig og oplyst Mand, men Huset førtes dog paa gammeldags Viis; der blev brygget og bagt, spundet og gjort Tøjer; Huusmoderen kunde ikke ligge paa den lade Side. Han var øm og god imod hende, sagde Folk, men hans Syn paa Livet var et andet, end hendes, og hun maatte opgive sit.
De havde, en Søn, — ja, han var da født før jeg kom hjem. Naar jeg gik ud paa anden Omgang, saae jeg sommetider den lille Vogn i Afstand, og senere noget Smaat, der puslede om ved Havegærdet. Men en Sommerdag, der var vel da gaaet tre Aar saavel, kom den lille Fyr travende ned ad Vejen, lige imod mig Han havde lyst krøllet Haar og lignede hende, men Øjnene var Nis Bertelsens.
«Goddag», raabte han, «Fader sagde, at jeg maatte følge Dig til Hyldebusken.» Den lille Haand greb fast om min Frakke, men fra den Tid kom der Noget Nyt ind i mit Liv.
Hvor det var en mandig lille Purk, han var hverken bange for Heste, Hunde, eller fremmede Mennesker. — Saa havde jeg da igjen En at tænke paa og samle Bær og Skaller til — men Fugleæggene fik Lov at være i Fred.
Da han voxede lidt til, kom han ogsaa hjem til Vort.
«Fader har sagt, at jeg gjerne maa lære Gartneriet af Dig,» sagde han, og skuldrede med sin lille Spade. Nej, hvor han tog fat! det var ikke Leg alene, Kræfterne sattes ordentlig i, og saa sang han i vilden Sky, man maatte blive glad ved at høre paa ham.
Vintren efter tog Moder svært af. Jeg plejede hende jo paa det Bedste, og vilde gjerne holde paa hende, men Timen slog alligevel, og hun sov hen i Fred.
Da jeg, Aftenen efter Begravelsen, sad ene i den tomme Stue, bankede det paa Døren, og ind stormede lille Bertel med Sne paa Lokkerne og de røde Kinder endnu rødere af Frostluften.
«Fader sagde, at jeg maatte ligge hos Dig i Nat.»
«Men kan din Moder lide det?» — det var første Gang jeg nævnede hende.
«Moder! hun siger aldrig nej; hun er min egen søde Moder.»
Ja, vi var gode Venner, lille Bertel og jeg, og Venskabet er ikke kjølnet med Aarene.
«Hvorfor besøger Du os aldrig,» spurgte han en Dag.
«Det kan jeg ikke sige Dig, Bertel,»
«Fader holder saa meget af Dig.»
«Jeg ogsaa af ham; der er ikke den Mand, jeg stiller ved hans Side.»
Naa, jeg maa nok fatte mig kortere.
Bertel var en smuk velvoxen Knøs, da Krigsaaret kom; han manglede nogle Maaneder i Alderen, men vilde med alligevel. I Otteogfyrre havde Drengen leget Soldat, stormet alle Højene og plantet Danebrog paa dem, nu skulde det være Alvor. — Moderen græd, men Faderen lod ham raade, det gjaldt jo den dyre Fædrenejord. — Jeg turde heller ikke holde paa ham, skjøndt det var drøjt at følge ham paa Vej, og saa gaae ene tilbage. Den Dreng var min Øjesteen; der var Sang og Klang og Glæde, hvor han kom frem. From var han ogsaa, paa Barneviis, og ærlig til Bunden af Hjertet.
Bertel skrev en stor, kjøn Haand, jeg kjendte Brevene, før Postholderen havde sluppet dem. Af og til var der ogsaa Brev til mig, og det endte med Hilsen til Forældrene. Jeg stak det gjerne ind i deres Avis.
Det var jo en sørgelig Tid, i alle Maader, og nu holdt Brevene ogsaa op. Der gik Uger, ja Maaneder, uden et Ord. Vi befalede ham Gud i Vold; det var det Eneste vi kunde gjøre for ham.
Endelig en Søndageftermiddag, kom der et lille Brev med en underlig fordrejet Haand, der dog var hans. «Alt vel», stod paa et Hjørne.
Jeg snappede det, uden videre, og foer afsted. Da Lænkehunden paa Enggaard gjøede af den Fremmede, kom jeg først til mig selv. — Margrethe, der stod i Døren, sank næsten i Knæ, da hun saae mig.
«Guds Fred herinde, og godt Nyt!» jeg svingede Brevet.
Faderen læste det højt Bertels Arm havde været saaret og var lidt stiv endnu, men det fortog sig nok; han havde ogsaa havt Typhus, men nu var det overstaaet.
«Herren være lovet og takket!» sagde vi alle Tre,
«Nej, Anders, Du maa ikke gaae! — at Du selv bragte Glæden, gjorde den dobbelt stor. — Siden maae vi drikke Drengens Skaal, men først skal I To tale sammen.»
Han tog os hver i sin Haand, førte os ind i Storstuen og gik ud.
Saa stode vi da Ansigt til Ansigt, Margrethe og jeg. Hun var jo ingen ung Kone mere, og Sorgen havde ogsaa sat Spor paa hendes Ansigt, men hun saae dog underlig pigeagtig og ung ud alligevel, og det blev hun ved at gjøre til sin Død. — Jeg rakte hende en Broders Haand, og saa toge vi Plads paa Sophaen i den pæne, pyntelige Stue, hvor hver Krog skinnede af Reenlighed. Der var hjemmegjort Betræk paa Meublerne, saae jeg strax, men det var flint som Klæde. Kobberstik hang paa Væggene, og der stod en Reol heel fuld af Bøger paa Commoden.
«Du er bleven hævnet, Anders,» sagde hun sagte, «for da Nis hørte Sandheden, mistede jeg hans Tillid, og jeg har aldrig vundet den tilbage, aldrig heelt. — Aa, hvor han sørgede! — mangen Nat gik han urolig op og ned ad Gulvet, jeg kunde høre hvor han bad for Dig og os Alle. — Sommetider var jeg skinsyg paa Dig, for jeg syntes han skjenkede Dig for mange Tanker. »
Vi sad tause en Stund, men saa begyndte hun igjen; Stemmen var blød, og der var et blidt, godt Udtryk i hendes Ansigt:
«Du havde faaet en daarlig Kone i mig, Anders, for jeg vilde have taget Magten og ført Dig ind i et fejlt Spor. — Nis har heller ikke havt en god Kone, desværre, skjøndt jeg har elsket ham højt, gjerne givet ham Magten, og altid følt, at Sporet, han gik i, var det rette.» — Hun bøjede sig ud af Vinduet og raabte ned i Haven: «kom ind til os, Nis!»
Saa sad jeg da til Højbords midt imellem dem; Folkene kaldtes ind, og Mjøden blev drukket. Men fra den Dag af, bragte jeg altid selv Aviserne til Enggaard.
Sex Uger efter kom Bertel hjem. Han sprang ned fra Dogvognen lige i mine Arme, slog Kaskjetten i Vejret, satte den igjen paa det krøllede Hoved og foer hjem.
Næste Dag fulgte han mig hele Vejen, I Førstningen sang og snakkede han, paa sin gamle lystige Maade, men paa Hjemvejen var han taus.
«Hvad tænker Du paa, Bertel?»
«Jeg vilde gjerne tale med Dig. — Der er saadan en kjøn Plet, her nedenfor Skrænten, skal vi sætte os der?»
Jeg fulgte ham. — Det var det gamle Sted — Bølgerne rullede paa vant Viis, og Træet havde, endnu sin lave svajende Gren. — Jeg havde ikke været der siden hiin Aften, da vi skiltes i Vrede. Nu laae Alt klaret og sonet bagved, og hendes Søn sad paa Grenen og aabnede sit Hjerte for mig.
«See, hvad jeg ranede af Hospitalsforstanderens Album, før jeg rejste.» Han trak et Photographi op af Brystlommen.
«Men det er jo et Pigebarn!»
«Ja, hans Datter. — Synes Du om hende? — troer Du Fader vil synes om hende?»
Det var ikke muligt Andet, for man kunde ikke see et kjærligere, troskyldigere lille Ansigt, men jeg sagde alligevel:
«Du er altfor ung, Bertel, og hun er jo et reent Barn.»
«Jeg har heller ikke sagt et Ord endnu, og vilde ogsaa gjerne vente, hvis — hvis jeg ikke frygtede, at en Anden skulde snappe hende.»
Vente maatte han alligevel, for Faderen vilde see om det var Alvor. Men det var Alvor, og tre Aar efter førte han hende hjem.
Der var et skjønt Forhold mellem de gamle og unge Folk, de havde jo fælles Overherre.
Næstforrige Sommer døde Nis Bertelsen og hans Hustru; han først, hun et Par Dage senere. Lægen meente, at hendes Hjerte var bristet af Sorg. — Fred med deres Minde!
Den lille Grethe er Bertels yngste Barn: hun hænger svært efter mig, men det gjør de da Alle; jeg er som Bedstefader i Huset.
Det gamle Postbud sad en Stund i dybe Tanker, saa foldede han sine Hænder og sagde: «Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgjerninger!»