Det sorte Indien/10
Tiende Kapitel.
Frem og tilbage.
Paa Harrys Opfordring vare John Starr, Simon Ford og Mary fulgt efter ind gennem den Aabning, som nu satte Dochart-Gruben i Forbindelse med den nye Hule.
De saa' straks, at de stod ved den ene Ende af et rummeligt Galleri. Man skulde næsten tro, at det var anlagt af Menneskehænder, og at det var udhugget med Økse og Hakke for at lette, Udtømningen af det rige Kulleje.
De, der nu betraadte det, vare ogsaa først i Tvivl, om de ikke vare komne ind i en eller anden gammel Kulgrube, om hvis Tilværelse ikke engang de ældste Bjærgmænd i Grevskabet havde nogen Anelse. Men nej! Saadanne Rigdomme vilde ingen have ladet ligge, alt var Naturens Værk. Menneske-Termiterne[1] havde endnu ikke gennemboret og undermineret denne Del af Skotlands Jordbund.
Maaske havde i Urtiden en mægtig Strøm haft sit brusende Løb her, dengang da de fra oven nedstyrtende Vande blandede sig med Plantelagene, der havde sænket sig i Afgrundene. Men nu var den i ethvert Tilfælde udtørret.
Forøvrigt var Luften dernede ren og frit cirkulerende, og Ingeniøren saa' heri et Bevis for, at den paa et eller andet Sted ved en naturlig Skakt stod i Forbindelse med den fri Luft ovenover. Hvad den omtalte Kulgas angaar, syntes det, som om den kun paa et enkelt Sted havde været sammentrængt i en saakaldet »Pose«, der nu var udtømt; i det mindste overbeviste man sig snart om, at Luften i Gallerierne ikke indeholdt Spor af den.
John Starr og hans Ledsagere vare ude af sig selv af Glæde over saaledes at se deres Ønsker opfyldte langt over deres dristigste Forventninger. Hvor de saa' hen, mødte Øjet kun Kul. Det Indtryk, som dette Syn gjorde paa dem, overvældede dem i Begyndelsen i den Grad, at ingen af dem kunde fremføre et Ord. Selv Simon Ford gav kun sin Henrykkelse Luft i korte Forundringsudbrud.
Det var maaske ufornuftigt af dem, at vove sig saa langt ind i denne Krypt, men hvor kunde de i et saadant Øjeblik have Tanke for, at det maaske kunde have sin Vanskelighed at komme tilbage. Galleriet var jo let tilgængeligt og løb i næsten lige Linie. Ingen Kløft standsede deres Gang, og ingen skadelige Uddunstninger blandede sig med den rene Luft. Der var altsaa foreløbig ingen Grund til at gøre Holdt. De vandrede en Tidlang fremad, uden at de af noget som helst Kendemærke kunde slutte sig til, hvorledes den hidtil ubekendte Tunnel var fremkommet.
De vilde sikkert være trængt endnu længere frem, hvis de ikke vare komne til Enden af det temmelig brede Galleri, som de havde fulgt lige fra deres Indtrædelse i Ny-Aberfoyle.
Galleriet mundede her ud i en uhyre Hulning. Hvor dybt sænkede vel den lige over for liggende Væg sig ned? Det uigennemtrængelige Mørke hindrede Øjet i at gøre sig nogen Forestilling derom. Ved Skinnet af Lampen kunde de tre Opdagere dog se, at Bunden af den usynlige Hvælving var bedækket af en udstrakt stille Vandflade, hvis Bredder tabte sig i Mørket.
»Holdt!« raabte Simon Ford, idet han pludselig standsede. »Et Skridt videre, og vi styrter maaske i en Afgrund!«
»Lad os hvile os lidt, mine Venner,« sagde Ingeniøren. »Vi maa snart begynde at tænke paa at vende tilbage.«
»Vor Lampe kan holde ud i ti Timer endnu!« sagde Harry.
»Lad os alligevel gøre Holdt!« svarede Ingeniøren, »Jeg tilstaar, at mine Ben trænger til det. Er De, Mary, slet ikke anstrengt af den lange Tur?«
»Nej, ikke videre,« svarede Skotlænderinden, »men vi ere jo ogsaa saa vant til at strejfe hele Dage om i Gruberne.
»Ja,« tilføjede Simon, »Mary kunde saamænd godt gaa denne Vej ti Gange, om det skulde være. — Naa, Hr. Ingeniør, var min Meddelelse saa ikke nok alle de Besværligheder værd, som den har forvoldt Dem.«
»Gamle Ven, De har beredt mig en saa stor Glæde, som jeg ikke har haft i mange Tider! Den Smule, vi har set af denne Vidundergrube, synes at tyde paa, at den har en meget stor Udstrækning.«
»Ja, det indestaar jeg for, — mit Bjærgmandsinstinkt har endnu aldrig slaaet fejl.«
»Saa vidt jeg efter denne korte og overfladiske Undersøgelse kan dømme, har vi her Betingelserne for en Virksomhed, der kan vare flere Aarhundreder.«
»Aarhundreder!« udbrød Simon, »ja, det tror jeg! Jeg er overbevist om, at disse Kul ikke vil slippe op i det første Aartusinde.«
»Ja, Gud give det maa vare saa længe,« svarede John Starr. »Hvad nu Beskaffenheden af disse Kul angaar…«
»Den er aldeles fortræffelig, ganske udmærket,« faldt Simon ham i Talen og huggede i det samme et Stykke Kul løs med sin Spidshakke. »Der kan De selv se! Se, hvor Brudfladen glinser! Vi har her fundet en fed, fortrinlig Stenkulsart, der, som De ser, springer i mindre Stykker næsten uden Støv eller Affald. Forbrugerne vil slaas om det, for det kan jo tilmed frembringes med saa faa Omkostninger, at det vil kunne sælges langt under den almindelige Pris.«
»Ja, det er noget udmærket Kul,« sagde Mary, der havde taget et Stykke op og betragtede det med Kenderblik. Tag dette Stykke med hjem, Simon; jeg vilde gerne se den nye Grubes første Stykke Kul brænde paa vor Skorsten.«
»Det skal du faa at se, Mor,« svarede hendes Mand.
»Hr. Starr,« spurgte Harry nu, »har De nogen Forestilling om, hvor omtrent dette lange Galleri, vi her har vandret igennem er beliggende, og i hvilken Retning det gaar.«
»Nej, min Ven,« svarede Ingeniøren, »havde vi et Kompas, kunde vi jo snart se det; men uden det er vi i samme Situation, som Skipperen, der ligger midt ude paa Havet i Taage og ikke kan gøre sit Bestik, fordi Solen ikke vil vise sig.«
»Ganske vist, Hr. Ingeniør. Heldigvis passer dog Sammenligningen mellem vor Stilling og Sømandens ikke i andre Henseender, for han har altid Afgrunden under sig; men vi staar med fast Grund under Fødderne og behøver ikke at nære Frygt for at forulykke.«
»Jeg mente ogsaa kun, at vi for Øjeblikket slet ikke véd, under hvilket Punkt af Jordens Overflade, vi egentlig befinder os.«
Pludselig udbrød Harry: »Hør!« Hans øvede Øre havde opfanget en fjern Larm, der forekom ham at ligne en dæmpet Mumlen. Alle fulgte den unge Bjærgmands Eksempel og lyttede nogle Øjeblikke anspændt. De hørte ligeledes en fjern, rullende Lyd, der skiftevis blev stærkere og svagere.
Simon Ford brød Stilheden og sagde: »Det lyder livagtig, som om Transportvognene allerede rullede lystig af Sted paa Ny-Aberfoyles Skinner.«
»Jeg tror, at det er Lyden af Bølger, der ruller mod Strandbredden deroppe,« sagde Harry.
»Vi kan dog vel ikke være under Havet her,« mente Simon Ford.
»Just ikke det,« svarede Ingeniøren, »men det er er jo ikke utænkeligt, at vi kunde befinde os under Katrinesøen.«
»Saa maa Jordlagene oven over os have en meget ringe Tykkelse, siden man saa tydelig kan høre Vandets Brusen.«
»Ja, det er højst rimeligt,« svarede John Starr, »denne Hvælving er jo meget høj; men iøvrigt er det vistnok meget daarligt Vejr deroppe, og Søens Bølger er vel i Dag lige saa høje som Fjordens.«
»Naa, ligemeget,« sagde Simon Ford, »Stenkullene er lige gode, om de ligger under Søen eller ej. Det vilde i hvert Fald ikke være første Gang, at man gaar helt ind under selve Oceanet for at faa fat i Kul og andre Mineralier, og hvorfor skulde det saa genere os at underminere Nordsøen paa Kryds og tværs?«
»Bravo, Simon!« sagde Ingeniøren, der ikke kunde lade være at smile ad den gamle Formands Ivrighed. »Det var ret: vi fører vore Gallerier helt ud under Havet! Vi gennemhuller det atlantiske Hav ligesom et Sold! Vi arbejder os med Spidshakken frem under Oceanet helt over til vore Stammefæller i de forenede Stater! Vi borer os, om det saa skal være, ind til Jordens Midtpunkt og fravrister den den sidste Stump Kul!«
»De gør nok Nar af mig, Hr. Starr!«
»Nej, kære Simon, det vilde være Synd og Skam af mig — men Deres Begejstring bringer Dem til at tro paa Umuligheder. Lad os holde os til Virkeligheden, den ser jo allerede lovende nok ud. Nu vil vi ganske rolig lade Værktøjet blive liggende her og begive os tilbage til Deres »Villa«.
I den nærmeste Fremtid vilde Ingeniøren i Spidsen for en Afdeling Bjærgmænd med fuldstændig Udrustning give sig i Lag med nøjere at undersøge Ny-Aberfoyle, men for Øjeblikket var der ikke andet at gøre end at vende tilbage til Dochart-Gruben. Vejen var jo let at finde. Galleriet løb næsten i lige Linie tilbage til den Aabning, de havde sprængt i Væggen, og man kunde altsaa ikke gaa fejl. Idet de brød op, sagde Simon Ford:
»Her til Bredden af denne underjordiske Sø vil vi flytte hen, her vil vi bo, og dersom en Del af mine Kammerater vil følge vort Exempel, hvad jeg antager, skal der inden et Aar findes en hel lille By mere i Landet!«
Det første Stykke Vej tilbagelagdes, uden at der hændte noget af Betydning. Harry gik forrest og holdt Lampen højt op over Hovedet. Han fulgte nøjagtig Hovedgalleriet og undgik de snevre Tunneler, som det sendte ud til højre og venstre. Det syntes altsaa, at Tilbageturen skulde foregaa lige saa uhindret som Henvejen. Da indtraf der noget, der paa een Gang gjorde Vandrernes Stilling meget fortvivlet. Der mærkedes pludselig en heftig Bevægelse — som af stærke Vingeslag — oppe i Luften, og idet Harry holdt sin Lampe højt til Vejrs, fik denne et Stød, saa at den faldt ham ud af Haanden og knustes paa Jorden.
John Starr og hans Ledsagere stod saaledes pludselig i det dybeste Mørke. De andre Lamper kunde ikke mere nytte dem noget, da Olien var opbrugt til sidste Draabe.
»Naa, Harry, du vil nok have, at vi skal knække Halsen, inden vi kommer hjem!« udbrød hans Fader.
Harry svarede intet. Hans Tanker overvældede ham i den Grad, at han ikke kunde faa et Ord over sine Læber. Skyldtes nu ogsaa dette sidste Tilfælde et gaadefuldt Væsens Indgriben? Huserede der da virkelig her nede i disse Dybder en hemmelig Fjende, hvis uforklarlige Angreb maaske kunde volde dem alvorlige Vanskeligheder? Hvem kunde have Interesse af at forhindre dem i at bearbejde de nye Kullag? Det syntes jo vanvittigt, og dog talte alt for denne Antagelse, ja, Beviserne dyngede sig nu i den Grad op, at de maatte forvandle enhver Formodning til Vished.
Ingeniøren og hans Ledsageres Stilling var for Øjeblikket ingenlunde misundelsesværdig. De maatte nu forsøge i Bælgmørke at famle sig frem en god Mils Vej, inden de naaede Dochart-Gruben, og saa havde de endda et godt Stykke tilbage.
»Lad os for alle Tilfældes skyld søge at naa Udgangen saa hurtig som muligt,« sagde Harry.
»Ja, vi kan nemt finde Vej, naar vi føler os frem,« mente Simon Ford. »De Tunneler, som munde ud i den, vi befinder os i, er ikke stort bredere end Muldvarpegange, og naar vi derfor blot følger Hovedgalleriet, maa vi absolut komme tilbage til Udgangen, og saa er vi jo i det gamle Kulværk, som vi kender ud og ind; det er ikke første Gang, at vi gennemvandrer det i Mørke. Der kan vi desuden let finde den Lampe, som vi lod blive tilbage, da vi begav os herind. Harry, gaa du foran! vær De, Hr. Ingeniør, saa god at følge lige efter ham, derpaa Mary, og saa kan jeg slutte Toget. Lad os blot passe paa ikke at komme fra hverandre. Nu rask af Sted!«
Man gjorde som den gamle Formand ønskede, følte sig med Hænderne forsigtig frem langs Væggen og stolede forøvrig paa Harrys og hans Faders Bjærgmandsinstinkt. De talte ikke et Ord, men vare saa meget mere optagne af deres Tanker. Uden Tvivl havde de her med en Modstander at gøre. Men hvem var denne? og hvorledes skulde de vel kunne værge sig mod hans saa hemmeligt forberedte Angreb? Hvor meget end disse foruroligende Tanker optog dem, indsaa de dog godt, at det nu ikke var Tid til at være modløs.
Med sikker Fod og vidt udbredte Arme skred Harry fremad. Hver Gang han kom til en Udhulning eller Sideaabning, overtydede han sig snart om, at den ikke havde noget at gøre med den Vej, de skulde følge, at den ene var for lav, den anden for smal, og saaledes lykkedes det ham stadig at finde den rette Vej.
I det fuldstændige Mørke tog denne besværlige Vej henved to Timer. Ved omtrentlig at slutte sig til den Tid, der var medgaaet, og ved ligeledes at tage i Betragtning, at de kun havde kunnet gaa langsomt, kunde John Starr sige sig selv, at de snart maatte være ved Udgangen.
Harry standsede virkelig ogsaa næsten i samme Øjeblik.
»Er vi der nu?« spurgte Simon Ford.
»Ja!« svarede Harry.
»Saa maa du da let kunne finde den Aabning, vi kom ind igennem.«
De kunde høre, hvorledes Harry befølte Væggen overalt, atter og atter.
»Jeg kan ikke finde den!« svarede Harry.
Den gamle Formand og Ingeniøren traadte til og gav sig til at undersøge Skifervæggen — men forgæves: enten maatte de alligevel have taget fejl af Vejen, eller ogsaa var den eneste Udgang, den, som de selv havde frembragt ved Dynamitsprængningen, atter blevet lukket for dem. Men hvad enten nu det ene eller det andet skulde vise sig at være Tilfældet, ét var sikkert; John Starr og hans Ledsagere vare utvivlsomt indespærrede i Ny-Aberfoyle.
»Vi er indemurede!« udbrød Simon Ford.
»De Uslinger!« raabte Harry i rasende Forbitrelse, »de har begravet os levende!«
- ↑ En Slags Insekter, som gennembore Træværk.