Det sorte Indien/4
Fjerde Kapitel.
Dochart-Gruben.
Harry Ford var en høj, kraftig og velvoksen ung Mand paa 25 Aar. Hans Ansigtsudtryk, der som oftest var alvorligt og tankefuldt, de regelmæssige Træk, de dybe Øjne, som lyste af Hjertensgodhed, de kastaniebrune Lokker og den ranke Holdning, alt forenede sig om at gøre ham til et fuldendt Mønster paa en Lavland-Skotte, ovenikøbet til en af de smukkeste Typer af denne Race. Fra Barndommen hærdet ved det haarde Arbejde i Kulværket, var han ikke blot en dygtig og trofast Kammerat, men tillige et bravt og ufordærvet Menneske. Dels ledet af Faderen, dels drevet af sin egen indre Trang, havde han altid arbejdet flittigt og vidst at samle sig mange Kundskaber. Skønt Harry i de første Ungdomsaar sjælden lod Spidshakken hvile, havde den unge Bjergmand dog skaffet sig saa megen Dannelse, som var nødvendig for at blive optaget blandt Grubens Ledere, og han vilde uden Tvivl med Tiden være rykket op til at blive sin Faders Efterfølger som Formand for Docharts Kulværker, dersom man ikke havde maattet opgive disse.
Regnen var nu næsten ophørt. De store Draaber opløstes til Støvregn, inden de naaede Jorden, og det var egentlig kun tunge Taagemasser, der af den friske Brise førtes hen over Jorden. John Starr og Harry, der bar Ingeniørens lette Bagage, fulgte i nogen Tid den venstre Bred af Floden. Saa slog de ind paa en Vej, der førte ind i Landet. Til begge Sider saas Mejerigaarde, omgivne af udstrakte Græsmarker og frodige Enge. Rundt om gik store Hjorde og gumlede fredeligt i det friske, saftige Græs, som her i det sydlige Skotlands Dale og Sletter stedse er grønt. Disse Hjorde bestaa mest af Køer uden Horn og af Faar, der ved deres silkebløde Uld minde om Legetøjsfaar. Intetsteds var nogen Hyrde at øjne, han var vel tyet i Ly for Regnen i et hult Træ, men »Colley«en, en i disse Egne hjemmehørende Hund, der er berømt for sin Vagtsomhed, strejfede flittig omkring og tilsaa sine Plejebørn.
Yarow-Skakten laa en Mils Vej fra Callander. Undervejs dukkede mange gamle Minder op i John Starr. Siden den Dag, da de sidste Tønder Kul fra Aberfoyle-Minerne vare blevne læssede paa Jærnbanevognene og kørte til Glasgow, havde han ikke været her paa Egnen. Det rolige Landliv havde afløst den larmende, rastløse Industrivirksomhed. Modsætningen traadte særlig stærkt frem nu ved Vintertide, da alt Markarbejde laa stille. Tidligere oplivede Minearbejder-Befolkningen til alle Aarstider hele denne Egn. Dag og Nat raslede de svære Kulvogne hen ad Vejene. Jærnbaneskinnerne, der vare sunkne ned mellem de forraadnede Underlagsbjælker, laa nu tildækkede af Jord. John Starr havde en Fornemmelse, som om han vandrede gennem en Ørken. Han saa' sig vemodig om, standsede og lyttede. Nu blev Luften ikke mere sat iBevægelse af Dampfløjternes Piben eller af Maskinernes Klappren og stønnende Aandedræt. Intetsteds saa' man nu den sorte Røg vælte op mod Himlen i tykke, mørke Skyer, intet Rør udstødte mere med hvæsende Pust Maskinernes overflødige Damp. Jorden, der tidligere over alt havde været bedækket med Kulstøv, havde nu et renligere Udseende.
Harry stod ogsaa stille uden at sige et Ord. Han forstod saa godt, hvad der i dette Øjeblik maatte røre sig i Ingeniørens Indre, og han, Kulgrubens Barn, der havde tilbragt hele sin Ungdom dybt nede i denne Jord, var opfyldt af de samme smertelige Følelser.
»Ja, Harry,« sagde John Starr endelig, »her har alting rigtignok forandret sig. Men det maatte jo saa være. Ogsaa du tænker vel med Bedrøvelse tilbage paa den Tid?«
»Ja, Hr. Starr, det gør jeg. Vel var Arbejdet haardt, men det var interessant, spændende som enhver Kamp.«
»Det har du Ret i, min Ven! Det var en stadig Kampens Tid, fuld af Farer: Nedstyrtninger, Eksplosioner, Brande, Oversvømmelser — og saa disse Sprængninger, naar den indespærrede Kulgas brød frem som et Lyn! Man maatte altid være paa sin Post over for alle disse Farer, det gjaldt om at have Aandsnærværelse og Mod i Brystet. Ja, det var en Kamp, en evig Spænding, et rask Liv!«
Under livlig Samtale naaede John Starr og Harry i Løbet af en Times Tid Dochart-Gruben.
Selv en aldeles udenfor staaende vilde have følt sig ubehagelig berørt ved det bedrøvelige Syn, som det forladte Kulværk frembød. Det var nu kun som et Skelet af, hvad det havde været i sine Velmagtsdage.
Den store aabne Plads, der kun indhegnedes af nogle halvtudgaaede Træer og forpjuskede Buske, laa endnu bedækket med Kulstøv. Paa en lav Høj stod et stort Træstillads, som Sol og Regn havde gjort faldefærdigt. Oven over dette saa' man et vældigt Jærnhjul og under dette de store Jærntromler, omkring hvilke fordum de Tove, hvori de svære Kulbeholdere hejsedes op til Jordens Overflade, vare anbragte.
Den underste Del af Stilladset bestod af nogle forfaldne Rum til de Maskiner, hvis Staal- og Kobberdele tidligere skinnede saa blankt. Rundt omkring paa Jorden laa Murrester, sønderbrudte, mosbevoksede Bjælker, Drev uden Tænder, knækkede Stiger, bøjede Skinner og rustne Rør. Skaktaabningens murede Rand, hvis Stene i Tidens Løb havde løsnet sig, var skjult af frodigt Ukrudt. Her var den Plads, hvor Kullene engang bleve kastede i Dynge for at sorteres efter Kvalitet[1] og Størrelse, dér laa Rester af Kurve og Tønder, dér bøjede Plader og ødelagte Kedler, dér krummede Pumpestænger og rustne Kædestumper, hist hang et Trappetrin og dinglede for Vinden, og her stod en faldefærdig Bro, der gyngede og knagede. Det hele frembragte et saadant Indtryk af Forladthed og Trøstesløshed, som hverken Ruinerne af det mest forfaldne Slot eller Synet af en ødelagt Fæstning kan frembringe.
»Et forfærdeligt Øde!« udbrød John Starr og saa' paa den unge Mand, der rystede paa Hovedet og tav.
De gik nu begge ind under det Bræddetag, der dækkede Mundingen af Yarow-Skakten. Herfra førte der endnu Stiger ned, selv til Grubens nederste Gange.
Ingeniøren bøjede sig ud over Mundingen. Her hørte man tidligere en stærk Susen af den Luft, der sugedes op af Ventilatorerne[2]; nu var det en dødsstille Afgrund ligesom et Krater i en udslukt Vulkan.
Her havde dengang været anbragt forskellige sindrigt konstruerede Maskiner og snilde Mekanismer. Saaledes havde man haft smaa Vogne med Faldskærme, der slog sig op af sig selv og sagtnede Vognenes Fart, naar de rutschede ned ad Træbanerne.
Nu var der i Yarow-Skakten kun en lang Række Stiger, der omtrent ved hver 50 Fod vare adskilte ved smalle Afsatser. Ad tredive saadanne Stiger naaede man ned til Bunden af det underste Galleri i en Dybde af 1500 Fod. Dochart-Gruben havde kun denne ene Nedgang. Luften dernede fornyedes stadig igennem Yarow-Skakten, idet man ved flere Gallerier havde sat denne i Forbindelse med en anden Skakt, hvis Munding laa noget højere, saaledes at der tilvejebragtes et stadigt Kredsløb, idet den varme Luft fra Gruben steg til Vejrs samtidig med, at den ydre Luft strømmede derned.
»Gaa du først, Harry,« sagde Ingeniøren, idet han gav den unge Mand Tegn til at stige ned. »Du har vel din Lampe?«
»Ja, men det er rigtignok ikke nogen Sikkerhedslampe — som i gamle Dage.«
»Nej, nu behøver vi jo ikke mere at være bange for den pludselig udstrømmende Kulgas.«
Harry tog en almindelig lille Olielampe frem og tændte den. Det var jo unyttigt at omgive Flammen med det fine Staaltraadsnet, som ellers altid anvendes i Gruberne for at forhindre Gasarter i at trænge ind til Flammen og blive antændte. Den fortrinlige Davy'ske Sikkerhedslampe, som man tidligere altid havde brugt her, var nu ganske overflødig.
Harry betraadte nu den øverste Stige, John Starr fulgte efter, og snart befandt de sig begge i det dybeste Mørke, hvor det svage Lampeskær kun formaaede at lyse faa Alen frem foran dem. Harry holdt Lampen op over sit Hoved for at lyse bedre for sin Ledsager. Saa vidt den mangelfulde Belysning tillod det, betragtede Ingeniøren opmærksomt Væggene i den mørke Skakt, der endnu bedækkedes af en Bræddebeklædning, der dog hist og her næsten var raadnet bort.
Ved den femtende Afsats, altsaa paa Halvvejen, gjorde de Holdt i nogle Øjeblikke.
»Jeg er ikke mere saa let til Bens som du,« sagde Ingeniøren og trak Vejret dybt, »men det gaar dog.«
»Jeg har jo ogsaa i al min Tid været vant til at færdes her.«
»Dengang, da jeg var i din Alder, kunde jeg ogsaa med Lethed gaa helt ned til Bunden uden at behøve at standse en eneste Gang under Vejs for at trække Vejret. — Lad os nu komme videre.«
Men netop som de skulde til at forlade Afsatsen, lød der dybt nede fra Skakten en Stemme op til dem. Den kom nærmere og nærmere og blev for hvert Øjeblik mere tydelig.
»Hvem kan det være, der kommer dernede fra?« spurgte Ingeniøren, idet han holdt Harry tilbage.
»Det kan jeg ikke begribe,« svarede den unge Bjergmand.
»Er det mon ikke din Fader?«
»Nej, ham kan det ikke være.«
»Saa er det vel en eller anden Nabo.«
»Nej, vi har slet ingen Naboer der nede i Gruben, vi bor ganske alene for os selv.«
»Lad os saa lade denne ubekendte passere. Det er jo Skik og Brug i Gruberne, at de, der stiger ned, skal gaa af Vejen for dem, der stiger op.«
Stemmen lød nu højt og tydelig, og snart naaede nogle Ord af en skotsk Sang deres Øre.
»Det er »Sangen fra Søerne«!« udbrød Harry. »Jeg skulde tage meget fejl, om det ikke er Jack Ryan.«
»Og hvem er da den Jack Ryan, som synger saa udmærket?«
»En gammel Kammerat fra Gruben,« svarede Harry, idet han bøjede sig frem over Afgrunden og raabte højt: »Halløj! er det Jack?«
Javel! — er det dig, Harry!« lød Svaret, »vent lidt, saa kommer jeg.« Og atter hørte man den kønne Sang.
Et Øjeblik efter belyste den Lysstribe, som Lampen kastede ned i det sorte Rum, en ung Mand med et rart, fornøjet Ansigt, lysblondt Haar og straalende Øjne, og straks derpaa svang Jack Ryan sig op paa Afsatsen, idet han greb den Haand, som Harry strakte ud imod ham og trykkede den hjertelig.
»Det var brillant, at jeg alligevel traf dig!« raabte han, »men ved den hellige Mungo, havde jeg vidst, at du var oppe paa Jorden i Dag, saa havde jeg minsandten sparet mig for denne Klatretur i Skakten.«
»Hr. John Starr,« sagde Harry nu, idet han drejede Lampen, saa at den belyste Ingeniøren, der hidtil havde staaet i Skygge.
»Hr. Starr!« svarede Jack. »De her, Hr. Ingeniør? Jeg vilde sandelig ikke have kunnet kende Dem igen. Siden jeg ikke mere arbejder i Gruberne, er mine Øjne bleven helt uvante med at se i Halvmørke.
»Jeg husker godt fra gammel Tid en lystig Fyr, der altid havde en munter Sang paa Læben. Det er rigtignok ti Aar siden, men det var temmelig sikkert dig, min unge Ven!«
»Ja, ganske rigtig. Jeg har nok skiftet Haandtering, men jeg har ikke mistet mit gode Humør. Det er bedre at le og synge end at klynke og klage — det synes da jeg.«
»Det har du Ret i, kære Jack. — Naa, hvad tager du dig saa til nu, siden Værket her staar stille?«
»Jeg arbejder i Forpagtergaarden Melrose i Nærheden af Irvine. Det var jo rigtignok bedre i Aberfoyleværkerne: Spidshakken faldt mig meget lettere i Haanden end Spaden. Og saa var der i den gamle Grube saa mange smukke Ekkoer, som sang saa glade med i mine Sange, men déroppe…! — De vil altsaa besøge den gamle Simon Ford, Hr. Ingeniør? Ja, saa vil jeg ikke opholde Dem…«
»Sig mig, Jack,« spurgte Harry, »hvad har egenlig ført dig herned til os i Dag?«
»Jeg vilde blot hilse paa dig og indbyde dig til Folkefesten i Irvine. Du ved, jeg er Sækkepiber der paa Stedet. Der skal være baade Sang og Dans.«
»Tak skal du have, Jack, men det er mig umuligt at komme. Hr. Starrs Besøg vil rimeligvis vare flere Dage, og saa følger jeg Ingeniøren tilbage til Callander.«
»Ja, men Festen er ogsaa først om otte Dage. Saa længe vil Hr. Starrs Besøg dog maaske ikke vare, saa til den Tid har du vel ingen Grund til at holde dig hjemme her i Gruben.«
»Nu maa du virkelig tage imod din Kammerats Indbydelse, Harry,« sagde Ingeniøren.
»Godt, ja Tak, jeg skal komme,« sagde Harry, »altsaa om otte Dage mødes vi ved Festen i Irvine!«
»Ja, glem det nu ikke, Harry. Lev vel, du! Farvel, Hr. Starr! Jeg er meget glad over, at jeg igen engang fik Dem at se. Nu kan jeg dog bringe mine Venner en Hilsen fra Dem. Der er saamænd ingen af dem, der har glemt Dem, Hr. Ingeniør!«
»Jeg tænker ogsaa ofte og med Glæde paa dem alle,« sagde John Starr.
»Det siger jeg Dem Tak for, ogsaa paa de andres Vegne,« svarede Jack.
»Lev vel, Jack!« sagde Harry og trykkede endnu en Gang sin Vens Haand.
Jack Ryan steg nu med en munter Sang op gennem Skakten og var snart efter forsvunden.
Et Kvarter senere klatrede John Starr og Harry lykkelig og vel ned ad den sidste Stige og følte nu fast Grund under Fødderne i Grubens nederste Etage.
Fra den runde lille Flade, som Yarow-Skaktens Bund her dannede, løb der straaleformet Gange ud til alle Sider. Disse Gallerier førte dybt ind i Skifer- og Sandstenslag. Nogle af dem vare afstivede med vældige, raat tilhugne Bjælker, andre vare beklædte med tykke Stenmure. Hist og her hvilede Loftet paa mægtige Stenpiller. Nogle af Gallerierne vare opfyldte af store Dynger af Sten fra de andre Minegange.
Nu herskede det dybeste Mørke i disse Gange, der fordum oplystes dels af Minearbejdernes Lamper, dels ved elektrisk Lys, som man i de sidste Aar havde indført. Men de mørke Tunneler genlød heller ikke mere af Kulvognenes Knagen paa Skinnerne, eller af Støjen fra Luftklapperne, der hvert Øjeblik faldt i med et Bulder, ikke heller hørte man længere Karreførernes Raab, Hestenes og Mulæslernes Vrinsken, Spidshakkernes Slag eller de tordenlignende Brag, der drønede gennem Gruben, naar man foretog Sprængninger.
»Vil De ikke først hvile Dem et Øjeblik her, Hr. Starr?« spurgte Harry.
»Nej, Tak, jeg længes efter at komme til gamle Simons Hytte.«
»Vil De saa blot følge efter mig, jeg skal nok gaa foran og vise Vej, skønt jeg egenlig er vis paa, at De godt selv vilde kunde finde Vej endnu i denne mørke Labyrint.«
»Det tror jeg næsten ogsaa, jeg har endnu hele Planen af den gamle Grube i Hovedet.«
Harry gik i Forvejen og holdt Lampen højt i Vejret, for at den skulde lyse bedre for Ingeniøren. Det høje Galleri lignede Hvælvingen i en mægtig Domkirke.
Men de havde næppe gaaet et halvt Hundrede Skridt, før Harry pludselig greb Ingeniøren i Armen og raabte: »Tag Dem i Agt!!« — og i det samme faldt en vældig Sten ned lige foran John Starrs Fødder.
»Aa, Harry, det var ikke andet end en Sten, der løsnede sig: de gamle Lag dér oppe er ikke synderlig faste, og…«
»Mig forekom det, at den Sten blev kastet… kastet af et Menneske!«
»Kastet?« udbrød John Starr. »Hvad mener du med det?«
»Aa — maaske … ikke noget videre!« svarede Harry undvigende, men hans Blik var mørkt og saa' ud, som om det anspændte sig for at gennembore disse mørke Loftshvælvinger. »Lad os kun gaa videre. Vil De ikke tage min Arm, saa behøver De ikke at være bange for at snuble eller træde fejl.«
De gik videre. Harry saa' sig gentagne Gange tilbage og søgte at kaste Lysskæret fra Lampen ind gennem det dybe Mørke bagved.
»Er vi der snart?« spurgte Ingeniøren.
»Om ti Minutter. — — Det var dog højst besynderligt!« mumlede Harry. »Det er første Gang, at saadant noget er hændt mig. At den Sten netop skulde falde ned i det Øjeblik, da vi gik forbi nedenunder!«
»Det var vel kun en ren Tilfældighed.«
Den unge Mand rystede paa Hovedet: »En Tilfældighed? — ja, maaske!«
Harry standsede og lyttede.
»Hvad er der i Vejen, Harry?«
»Jeg syntes, jeg hørte nogen liste sig bag efter os,« svarede den unge Mand og lyttede endnu mere anspændt. — »Nej, jeg har vist alligevel hørt fejl. Støt Dem paa mig, Hr. Starr, brug mig som Stok!«
»Det var saamænd en solid Stok!« lo Ingeniøren. »Du er alligevel en fortræffelig Fyr, kære Harry.«
De fortsatte nu i Tavshed deres Vej gennem den skumle Minegang.
Flere Gange vendte Harry sig pludselig om og troede at høre en fjærn Støj eller at se et flimrende Skær langt bagved. Men det maatte være Sansebedrag: alt forblev mørkt og dødsstille.