Digte 1860/En sørgelig Kjærlighedsvise
En sørgelig Kjærlighedsvise
om
Peer og Maren.
(Taber ikke ved at synges i sjællandsk Dialekt.)
Og hør nu gode Venner, om I vil gi’e en Pægt,
en Vise skal jeg synge Jer om Maren og mig selv,
om hvordan hun mod List
mig daared og tilsidst
forlod mig for Hans Jensen, den skjændige Gardist.
Det var i Syvogførre, jeg skulde til Session;
men, da Sergeanten havde faa’t Maal af min Person,
saa sa’e den Officeer,
som sad ved Bordet: „Peer,
gaa hjem og bliv lidt større, Du er kun ni Kvarteer!“[1]
Og Knøsene fra Sognet, de grinte hver og een,
for de var nu saa stolte af deres lange Been;
jeg taalte deres Spot
Og svarede dem blot:
Man siger, at det Store er ikke altid godt.
Men Sognefogdens Maren, det var nu, kan jeg troe,
den nydeligste Pige, der kan gaae i et Par Sko;
hun var saa skjær og reen —
jeg kjender ikke Een
med saadan et Par Øjne og saadan et Par Been.
Og jeg gik hen og sagde: „Skjøn Jomfru favr og fiin,
siig: lyster Dig at være Allerkjæresten min?“
Men tænk saa, hvad der skeer!
Hun svarer: „Lille Peer,
jeg kan dog ikke nøjes med en Mand paa ni Kvarteer.“
Men netop Aaret efter blev Tydsken desperat,
og Hver, som havde Højden, han blev taget til Soldat.
See, da blev jeg nok kry,
stak Næsen højt i Sky,
for nu var jeg den eneste Ungkarl i vor By.
Og alle vore Piger, de skifted Sind og Hu,
de løb og smisked for mig, saa det rigtig var en Gru.
For det er engang saa,
at naar de ej kan faae
de Store — aa, saa holder de saa meget af de Smaa.
Saa var det samme Sommer, vi gik og vendte Hø
paa Engene i Krattet ved Sengeløse Sø,
just som jeg sad og drak
og spiste i en Stak,
saa kom der En og sagde: „Singott“ — og jeg sa’e: „Tak!“
.png)
„Lille Peer,
jeg tænker dog du seer,
at jeg har faaet dit Nummer — husk jeg er tolv Kvarteer“
Og det var netop Maren; hun kom og slog sig ned
i Høet lige ved mig, og saa vidste jeg Besked.
Jeg blev saa kisteglad,
og før vi skiltes ad,
saa var vi blevne Kjærester i Stakken, hvor vi sad.
Og nu gik Alting herligt, saalænge der var Krig;
men dengang vi fik Stilstand, saa var min Fred forbi.
Soldaterne kom hjem,
og det var ligefrem,
at der blev gjort et Gilde for slige Folk som dem.
Men Maren og Gardisten, de dandsed hver en Dands,
saa jeg tilsidst blev vred og sa’e: Nej stop, min gode Hans!
Han svarte: „Lille Peer,
jeg tænker dog, Du seer,
at jeg har faaet Dit Nummer — husk, jeg er tolv Kvarteer!“
See, saadan var min Vandring paa Kjærlighedens Sti!
Nu løfter jeg paa Hatten — for min Vise er forbi.
Jeg ønsker blot Enhver,
som har en Pige kjær,
Gud fri ham for Gardister! — Jeg siger ikke meer.
- ↑ ni Kvarteer = 1,40 meter