Digte 1860/Kongen og Narren
Kongen og Narren
et sjællandsk Sagn.
Mig lyster at sjunge om en Ø —
Claus Nars Ø monne den hedde —
Den ligger i Enden af Farum Sø;
De Maager have der deres Rede.
Edv. Storm.
See hist hvor Solen spejler sig i den blanke Sø:
der ligger mellem Sivene en yndig lille Ø.
Den bærer ej en Hytte endsige noget Slot,
og var dog een Gang Sæde for en enevældig Drot.
Ja denne lille Tue stod een Gang højt i Rang
og gjorde sin Besidder til Konge — tænk engang! —
Man har en gammel Saga derom, og hvis I vil,
Saa skal jeg nu fortælle, hvorledes det gik til.
I.
Engang sad Konning Volmer med Haanden under Kind;
mørkt var hans kjække Øje og mørkt hans faste Sind.
Den vide Purpurkaabe blev hans Hjerte tidt for trang,
Og Kronens Tyngde bøjede hans Hoved mangen Gang.
Og Alt var tyst og stille, ret som Borgen var tom;
kun Pagen listed ængstlig blandt Salens Piller om;
da rungede mod Døren tre uforsagte Slag,
og op foer begge Fløjene med Bulder og Brag.
Og ind i Kongehallen den lille Hofnar treen
med Bjældehat paa Hoved og Snabelsko paa Been;
i Haanden bar han Scepter son Nar af første Rang
og ved hans venstre Hofte et vældigt Træsværd hang.
Hans Øjne vare tindrende, smalle og smaae;
men Brynene var brede og Munden ligesaa;
hans Skjæg var langt og børstet, hans Næse drak og kort.
Han lignede en Mare af den grimmeste Sort.
Han nærmede sig Kongen med mandhaftige Skridt
og raabte: „Broder Volmer nu gaaer det altfor vidt.“
Men Kongen syntes ikke stemt for Spads og Gjækkeri,
han pegede mod Døren — Audiencen var forbi.
Men Narren havde Fatning, uforfærdet han stod:
„Jeg træder blot Erstatning, jeg kræver lovlig Bod
jeg kræver kun Retfærdighed,“ saa lod hans kjække Svar;
„Thi krænket er min Værdighed som Rigets første Nar!“
Som Solglimt paa Himlen i en sludfuld April
fra Kongens Aasyn straalede et veemodsfuldt Smil.
„Nu vel! Jeg skal jo skjærme hver Nar og hans Rang,
Hvo vil vel Dig fornærme, lad os høre engang!“
— „Min Drot! Jeg er Din Hofnar, et stakkels Kreatur,
en Nar for alle Narre i dette store Buur;
ret som en stækket Ugle foragtet maa jeg gaae
blandt Dine kloge Fugle med Kam og Sporer paa.
Og dog er jeg saa lystig, som om Verden var min,
som sad jeg øverst oppe paa Ærens Trappetrin;
stolt bærer jeg min Hætte, som om Kronen jeg bar —
Men ak! Jeg er med Dette ej meer den største Nar.
Du høje Drot kan byde og befale hvad Du vil,
og flur maa Alle lyde som Brikker i et Spil.
Fra Tronen, hvor Du sidder, kan Du til Grændsen naae —
Kort: Du er hvad man kalder almægtig i det Smaa.
Og Du er fri som Ingen: Din Vilje er Din Lov —
og Guld og grønne Skove har Du til Huusbehov —
og Hærder har Du vundet i Fred og Herrefærd,
og Plads i Alles Hjerter — i Kvindernes især.
Og Du har unge Hofmænd og gammel Mjød og Viin
og Sangere, som prise Dig paa Tydsk og paa Latin,
og fromme fede Klærker, som ærligt staae Dig bi
og aabne Himlens Bagdør, naar Porten lukkes i.
Men midt i al Din Herlighed Du sidder mørk og taus,
og munter ved Din Side staaer den sorgfrie Claus —
Her har Du begge Parterne, nu beder jeg Dig, svar:
Kan Nogen længer kalde mig for Rigets første Nar?“
Da klapped Kongen venlig hans Skulder og lo:
„Som Ordsproget siger, har vi Frispads vi To,
men Purpurkaaben priste Du vist knapt, om den var Din —
der sidder ofte Torne i det bløde Hermelin.“
„Min Herre! Man maa sige om Purpur hvad man vil —
det er og bliver Purpur, og jeg sværger Dig til:
jeg kjender Een, der bar det med inderligt Behag,
om ogsaa det var føret med Tjørne for og bag!
Men alle Savn og Sorger for Kongenavnet flye,
og alle Glæder samle sig i Tronhimlens Ly —
og Ønskerne, der ellers flagre Verden omkring,
dem indeslutter Kronen som Kong Salomons Ring.“
.png)
Her har Du begge Parterne
nu beder jeg Dig svar
Kan nogen længer kalde mig
for Rigets største Nar?
Da hæved Kongen mildt sit Blik, og Mørket var forbi —
Han rysted det som Lokkerne fra Panden høi og fri:
„Min stakkels Klaus! Nu seer jeg, hvad jeg aldrig før blev vaer,
Du kan medrette kalde Dig vor allerstørste Nar.
Og krænked jeg Din Værdighed, var det mig haardt imod,
og det er fuld Retfærdighed, at Du forlanger Bod.
Velan da! Jeg skal sone min Brøde, som Du vil —
det er den gyldne Krone, Din Hu især staaer til?
Dit Ønske vil jeg føje! Jeg stjænker Dig en Ø
med skovbeklædte Høje i den mørkeblaae Sø,
og, for at Du kan sige Dig fri for alle Savn,
jeg skjæker Dig tillige en Konges Magt og Navn.“
II.
Den næste Dag paa Gurre, da Jægerhornet klang,
en Nytterskare samlede sig i den grønne Vang.
Snart toned Hornet atter og det lystige Tog
under Sang og Spøg og Latter ind ad Skovvejen drog.
Men forrest red to Herrer i fystelig Pomp,
den ene høj og ridderlig, den anden lav og plump,
den ene glad og skjemtefuld, den anden mørk og taus —
den ene var Kong Volmer, den anden var Kong Klaus.
Nu fulgtes begge Kongerne for sidste Garg paa Jagt,
og Skovens Drot forfulgt af den forenede Magt
fra Krat til Krat blev hedset i vild forvirret Flugt —
saa gik det uden Hvile, til Dagens Lys var slukt.
Ved Søer hist, hvor Egene slaae Kreds om Bakkens Top —
der var det man om Kvelden rejste Kongeteltet op,
der fandt de trætte Jægere et Taffel vel besat,
der klang de gyldne Bægere ud i den stille Nat.
Der klang de muntre Sange, mens Drueblodet flød —
En rungende Fanfare tilsidst fra Teltet lød.
„Kong Klaus den Første leve!« Til hædrende Farvel
vi tømme nu det bredfulde Bæger paa hans Held.“
Og Klaus var rørt til Taarer; han var en Mand af Aand,
men Kongeværdigheden blev ham fast et Tungebaand.
Af Følelser bestormet — ja overvældet reent —
han stammed: „Børn jeg takker!“ Det var saa ærlig meent.
Hvorledes Gildet endte, det har jeg aldrig hørt.
Man veed blot: Majestæten blev meer og mere rørt,
og dengang Natten lakkede mod Daggryet hen
var Alting tyst og roligt i Skoven igjen.
Da skød en Baad sig henad den blikstille Sø
igjennem Morgentaagen, og ved den lille Ø
man lossede forsigtigt dens dyrebare Fragt. —
Sødt sovende blev Klaus til sit Kongerige bragt.
Paa Øen stod en Trone i det tætteste Krat,
did satte de Monarchen og sagde ham Godnat.
Der sad han nu og drømte — den lyksalige Svend! —
om Kejsere og Konger og saa — om Tømmermænd.
III
Alt gløded Gurres Mure i Aftensolens Glands,
paa Borgen var der Jubel og Harpeklang og Dands.
Kong Volmer selv sad skjæmtende ved den muntre Fest,
da meldte Kammersvenden en højbaaren Gjæst.
Var det en saxisk Hertug, en normannisk Baron?
Nej det var Klaus i egen allerhøjeste Person.
„Ej“ — raabte Konning Vollner — „Velkommen ædle Drot!
Hvad Nyt fra Eders Rige? Jeg haaber noget Godt.“ —
„Fortrinligt Nyt tilvisse! Jeg bringer den Besked:
Nu har Kong Klaus den Eneste lagt Scepteret ned.
Sit Rige og sin Trone han i Stilhed har forladt
og bytter Kongens Krone med Narrens Bjeldehat.
Ja Herre! Det er redeligt og ærligt bekjendt,
jeg fandt det grumme kjedeligt at være Regent.
Saasnart man bliver Konge, endogsaa blot af Navn,
forstaaer man alle Fyrsternes Sorger og Savn.
Med Tronens Himmel blev jeg kun altfor snart bekjendt —
med den var det, min Sandten, kun daarligt bevendt:
En luvslidt Fløjelshimmel — Gardiner hvori
der hang en Stjernevrimmel af falmet Broderi.
Jeg følte mig paa Tronen saa ensom og forladt,
selv Fugleskaren flygted til det fiærneste Krat.
En Konge, tør jeg sige, er den fattigste Mand,
thi Alle have Lige og Venner, uden han.
Men rundtom, hvor jeg gik og stod, var altid Luften tyk,
af allehaande Hofkryb — af Fluer og Myg.
De kyssede min Haand, og de skikkede min Fod,
men havde gjerne suget min sidste Draabe Blod.
Og alle Øens Viber fløj arrige omkring
og skreg, endskjøndt der fejlede dem slet ingen Ting;
og dobbelt ivrigt skreg de, da Taushed jeg bød —
da saae jeg først hvor lidet et Kongeord betød!
Nej! jeg var hverken sorgløs eller rolig eller fri,
saalænge jeg var Konge — men nu er det forbi! —
Min Fyrstelige Krone jeg skjænker glad til Den,
der bringer mig min herlige Bjeldehat igjen.“
Saa talte Klans medrette, thi Herregud han bar
sin Krone som sin Hætte — ret som en stakkels Nar.
Sin Skjæbne sled han trøsigt, til Nar var han jo fød,
som Nar han leved lystigt hos Kongen til sin Død.
Men vi og vore Lige er af en anden Slags,
og gav man os et Rige, saa blev der Løjer strax —
Vi skulde ikke rende vor Vej — Nej tro mit Ord:
Vi skulde endevende den gode gamle Jord!
See Solens Straaler spille hen ad den blanke Sø —
der ligger jo den lille allerkjæreste Ø —
Og Klaus’es Trone venter — det er jo ret en Skam!
Kom hid hans Descendenter at succedere ham!