Digte 1860/Min første Kjærlighed
Min første Kjærlighed.
„— Ett menlöst, vettlöst, löst begär“.
Vilh. v. Braun.
„Dengang da jeg var atten Aar — det kan jeg godt erindre —
da gik jeg længe med en Kval, som Intet kunde lindre;
det var en Sygdom. Hvor den sad det maa Vorherre vide,
men dengang troede jeg bestemt, den sad i venstre Side.
Det var en Sygdom, som endnu er hypig, og saavidtsom
jeg veed, har Pathologerne erklæret den for smitsom.
Hvordan den kom, hvordan den gik og hvortil den kan føre,
det skal jeg nu fortælle Dem, hvis De har Lyst at høre.
Jeg var en ganske vakker Fyr med friske røde Kinder,
et Skjæg saa fiint som Ferskenduun, to Øjne som Kjærminder,
en dejlig krøllet mørkebrun Toupee, og hertil kommer
en smal, men net Figur paa sex og tredsindstyve Tommer.
I Lærdom var jeg kommen vidt — saavidt som man behøver —
jeg vidste meer end mangen halv- ja heel-studeret Røver:
Jeg kjendte Cæsar, Xenophon, Virgil til Punkt og Prikke,
og havde gjennemlæst Ovid, selv hvor han „laeses ikke.“
Af Verdenskundskab havde jeg langt meer end Nogen aner.
Jeg havde slugt tre Skabe med Noveller og Romaner
Hvad Under da, jeg følte mig saa stor og klog som Nogen.
og meget, meget ældre end der stod i Kirkebogen!
Hvad Under, at min Fantasi til Slutning blev saa væver,
at Elmetofte Præstegaard blev mig for lav og snæver.
Jeg følte mig saa venneløs, hvor god man var imod mig:
Min Onkel var en gammel Mand, som ikke ret forstod mig,
min Tante var en ærlig Sjæl med mange skjønne Dyder,
men havde bare Smag for Mad og blot Passion for Gryder;
Og mine tre Cousiner — Ja, de var jo meget rare
og kjønne unge Piger; men de drillede mig bare.
Jeg husker godt en Aftenstund, jeg fulgte med den Ene
hjem over Klinten. Alt var tyst, og vi var ganske ene,
og Maanen titted stor og rund op over Skovens Toppe;
i Bogen sad et Duepar og kurrede deroppe.
Jeg syntes Hannas Øjne blev saa milde og saa smukke,
jeg syntes ogsaa tydeligt, jeg hørte hende sukke —
og kort og godt: jeg blev lidt rørt og talte nogle ømme,
velalgte Ord om Maaneskin og Sympathi og Drømme;
men midt i Talen fandt jeg dog, at det var bedst at tie;
thi frem af Krattet hoppede Louise og Sophie.
„Ak“ — raabte Hanna leende — „hvor I kom ubelejligt!
Nu var just Laban bleven øm, det klædte ham saa dejligt!“ —
Tænk disse Ord, og dette Navn og al den Spot og Latter,
jeg maatte døje ovenpaa — saa haaber jeg De fatter,
at jeg med et fortørnet Blik gav Pigerne tilkjende,
at nu var al Fortrolighed imellem os tilende.
Og derved var min Tilstand jo betydelig forværret;
thi naar den stakkels Følelse skal sidde indespærret
og mangle Luft, saa varer det ej længe før den skranter
og bliver bleg og daarlig — retsom andre Arrestanter.
Det var i denne Daarligheds- og Blegheds-Periode
jeg sad en Søndag Morgen ved den lille Bæk, der snoede
sig gjennem Elmetofte Skov — da seer jeg Noget skride
henover Engen — Hvilket Syn! — En Skikkelse i hvide,
florlette Klæder, Schäferhat med Flagreband paa Skyggen,
i Barmen en Fiolbouquet, og Lokker ned ad Ryggen!
Jeg tænkte strax: Er det en Fee? en Alf? — en Elverpige? —
et fiint ætherisk Væsen, som kun gjæster Jorderige? —
Ja ganske rigtigt! — Det var En af mine Sjælsforvante:
en Drømmens, Længslens, Savnets Mø — kort sagt — en
Gouvernante —
en Gouvernante fiin og skjær fra selve Residentsen,
af Alder: sat, af Skabning: net, af Navn: en Frøken Jensen.
Hun var just nylig kommen ud til Strandholm hos Kaptajnen
og skilte sig i Et og Alt fra Pigerne i Egnen;
hun talte Fransk og læste Tydsk og var æstetisk dannet:
Hun kunde alle Ingemanns Romancer Ord til andet,
hun havde denne noble Air, som ej Enhver erhverver,
var lidt fantastisk i sin Dragt og havde svage Nerver,
var dertil høj og bleg, som det sig sømmer en Heltinde,
og — hvad der gjorde Alt complet — hun hed Theodolinde.
Nu gik hun sig en Morgentour i Skovens dunkle Skygge;
hun læste i Tegnér og var just midt i Frityiofs Lykke,
da Stien gjorde Højreom og sneg sig ind bag Hækken,
hun derimod gik ligefrem og kom bestandig Bækken
.png)
„Er det en Fee?
en Alf? — en Elverpige? —“
lidt nærmere ved hvert et Skridt, snart fattedes der bare
et eneste, da sprang jeg frem og skreg: „Tag Dem ivare!“ —
Hun studsede, hun standsede, hun blegnede og vendte
forfærdet om. Hun takked mig med Skjælven og erkjendte,
at hvis jeg ej var sprunget til, da var hun vandret heden.
Jeg sagde hende ej imod, men rødmede beskeden;
thi Sagen taalte ogsaa godt at sees fra denne Side —
maaskee var Bækken meget dyb, det kunde Ingen vide —
Jo — det er sandt! — der stod en Stork og lo i Egetræet;
han vidste godt, at Vandet gik ham neppe op til Knæet.
Men ligemeget! Naar man først har en Roman for Øie —
lidt mere eller mindre Vand, det regnes ej saa nøje!
At hun var frelst, og frelst af mig, lod sig dog ej bestride,
og derfor tog jeg hendes Ord til Indtægt bona fide;
Jeg følte snart hvordan mit Jeg blev større under Talen —
jeg troer ved Ordet „Redningsmand“, det voxed fast en Alen,
og da hun rakte mig sin Haand og bød Farvel — O Himmel!
da tog min Storhed saadan til, at jeg blev ganske svimmel;
en slig Bedrift, en saadan Tak, med Haandtryk, Blik og
Miner —
Jo, det var noget Andet end at pjanke med Cousiner!
Nu fulgte der en dejlig Tid. Vi mødtes — tænk hvor heldigt! —
den næste Dag paa samme Sted (naturligviis tilfældigt!)
og det var mærkeligt, hvortidt vi siden traf hinanden
i Kirken og paa Klinten og i Skoven og ved Stranden —
Saameget veed jeg, at det ej var aftalt — nej bevare’s! —
jeg fatted altid halve Ord, saa hele kunde spares.
Desuden var det hellige og rene Sammenkomster;
vi talte kun om Vejr og Vind og Poesi og Blomster,
og lød det ogsaa stundom, som vi talte lidt i Gaader,
saa var det Sprogets Skyld, som kan forstaaes paa flere
Maader.
Kun vore Øjne talte frit, thi Smil og ømme Blikke
er Sager, som den strængeste Censur forbyder ikke —
blandt Slægt og Venner allermindst — og man maa vel
besinde,
at hun bestandig førte Navn af „søsterlig Veninde“.
Men Tiden gik, og Høsten kom. Nu blev der trist i Skoven,
rundtom var Alt uhyggeligt forneden som foroven,
thi Himlen stod i Sørgedragt og Vemodstaarer fældte,
og Jorden var forvandlet til et vaadt, moradsigt Ælte,
og Vejret var saa koldt og raat og kjedeligt og taaget —
endogsaa mit Humeur blev graat: jeg savned altid Noget;
den søsterlige Venlighed forslog ej rigtigt længer,
jeg følte det var ikke den, hvortil et Hjerte trænger;
jeg fandt, at til Fortvivlelse var her de bedste Grunde,
og følgelig fortvivlede jeg strax saa godt, jeg kunde:
Jeg gav mig til at skrive Vers — forfærdelige sorte,
Smaatingester, der hamrede i Takt paa Dødens Porte —
jeg fyldte daglig flere Ark Papir med rimet Jammer
og endeløse Kvaler og uslukkelige Flammer;
jeg ødslede med „O!“ og „Ak!“ og „Hah!“ saa det var
syndigt
og hun — hun læste mine Vers og sukked: „Gud hvor
yndigt!“
Nu havde jeg da digtet mig midt ind paa Elskerbanen;
men Kunsten var at digte sig til Enden af Romanen,
og kjæk jeg rusted mig til Kamp imod det haarde Fatum:
„Forloves eller ogsaa døe!“ — var nu mit Ultimatum.
Jeg maatte altsaa frie; men naar? og hvor? See det
var Sagen;
thi Sligt gaaer ikke an til hvert et Klokkeslet paa Dagen,
og hvorsomhelst — nej tvertimod, det er et Vovestykke,
der fordrer extra Leilighed og ganske extra Lykke.
Imidlertid, det varede knapt otte Dage, førend
jeg syntes baade Leilighed og Lykke stod for Døren;
thi Hr. Kaptajnen gav et Bal og jeg blev inviteret —
Man kunde ikke tænke sig det bedre arrangeret.
Og Dagen kom, og Timen slog. Langs Dandsesalens Vægge
sad allerede Damerne garnerede i Række.
Det var en Hæk af Tyl og Flor og Pigebørn og Koner;
men midt i Hækken knejste hun som Liljen blandt Pioner.
Nu fløj de brede Dørre op, og Egnens Eleganter
i stive Fadermordere og sorte Bomuldsvanter
og stramme Højtidskjoler, som kom een Gang frem hvert
Halvaar,
steg parviis ind og bukkede med gravitetisk Alvor.
Signalet fra Orchestret lød, den første Vals begyndte,
jeg nærmed mig den Elskede beskedent, men jeg skyndte
mig ikke nok — hun svæved alt i Dandsen med en Anden.
Det var fatalt, men det var dog en Trøst: jeg kjendte
Manden!
Han ligned ikke en Rival og allermindst en farlig:
Hans Dumhed var ubændig og hans Grimhed uforsvarlig;
og nu hans Dands, den var superb — tre Hop i fire Takter!
Forresten hed han Jesper Brock, var Pranger og Forpagter
og havde gjort sig vidt bekjendt som en Alverdens Frier,
der ej fik Kurve stykkeviis, men tog dem i Partier.
En saadan Stakkel skjænkte jeg kun et Par Medynksblikke:
Lad ham kun dandse! — tænkte jeg — det skader mig jo ikke.
Snart tonede den næste Dands, en lystig Gallopade,
jeg sikkred mig den strax, thi jeg var bleven klog af Skade,
og det blev Dands! Vi foer afsted som Tidselfnug i Blæsten —
ja meget meer. Vi foer afsted som Lænkekugler næsten —
Alt maatte vige. Vee Enhver, der standsed os paa Banen!
Vi traadte to Cadetter ned og vælted Capellanen:
han tog en gammel Frøken med, og over Parret faldt der
igjen en Møllerente og en vægtig Godsforvalter —
men vi blev ved. Vi saae det knapt. Hvor kunde vi vel
heller
i slig en Stemning give Agt paa slige Bagateller?
jeg ændsed hverken Capellan, Forvalter eller Enke,
jeg skyede hverken Vægge eller Borde eller Bænke,
jeg havde hverken Stunder til at tænke eller sandse, —
jeg havde nok at gjøre med at elske og at dandse.
Men selv de bedste Dandsere maae af og til pausere,
og da min Dame hvisked: „Tak, nu kan jeg ikke mere!“ —
saa standsed vi. Nu var det Tid at sige nogle smukke,
dybtfølte Ord; men det slog fejl. Jeg kunde bare sukke,
halvandet Ord ad Gangen frem, og det med megen Stammen
og Hjertebanken, thi Gallop og Elskov slog sig sammen
til min Veltalenheds Ruin, og da jeg nødig vilde
forvandle Hjertets Sprog til Brøk, saa tav jeg ganske stille
mens Gallopaden varede, og ødsled hele Tiden
med Blik og Suk, men sparede Erklæringen til siden.
Omsider da mit Ideal kom til at sidde over,
begyndte jeg at fatte Mod. Nu er det bedst Du vover
et Hovedangreb, tænkte jeg og Stormen var besluttet,
jeg nærmed mig, og — Munden gik i Baglaas paa Minutet.
Det var som Skjæbnen vilde reent mit Frieri forpurre;
thi hvert et Ord blev siddende i Halsen som en Burre,
og skjøndt jeg brugte baade Ord og Blikke i Forening,
saa svarte hun bestandig, at hun ej forstod min Mening.
Dermed var min Lyrik fallit, og skjøndt det var modbydeligt
for et poetisk Sind som mit at tale reent og tydeligt,
saa maatte jeg tilsidst deran, jeg maatte overvinde
min Aversion. Jeg sukked dybt: „Velan Theodolinde!
viid, at jeg el...“ — Men troer De vel, at jeg fik udtalt
Ordet? —
Nei, vips sprang Hr. Kaptajnen til, man skulde gaae til
Bordet,
og nu tog han min Donna med — jeg raste, kan De tænke;
thi ak, jeg fik i hendes Sted den tykke Møllerenke!
Ved Bordet var jeg mørk. Min Harm var ej saa let forvunden.
Grumt bed jeg i det halve Ord, der ej slap ud af Munden,
og grumt jeg hævned mig paa ham, der havde hemmet Ordet:
Kaptajnens Rødviin flød som Blod i Strømme over Bordet.
Først vælted jeg mit eget Glas og strax derpaa min Enkes;
men saadan gaaer det altid: Naar en heftig Elsker krænkes,
„Da rinder flux den røde Strøm henover hviden Tilje“ —
forresten vil jeg tilstaae, at det skete ej med Vilje.
Man lo og skjæmtede imens, men Latteren og Skjæmtet
forsvandt imidlertid medeet. Kaptajnen havde klemtet
med Kniven paa sit fulde Glas — vi fyldte vore tomme
og vented med Begjærlighed paa Det, der skulde komme.
Nu kom en Tale høj og bred om Kjærlighedens Nytte,
om Ægteskabets Salighed og om en Bueskytte,
som hed Cupido, og var blind og om en Mængde Andet,
som jeg har glemt, Altsammen smukt og smagfuldt
sammenblandet;
dog var det Talens sidste Ord, der gjemte Qvintessentsen:
En Skaal for de Forlovede — Hr. Brock og Frøken Jensen.
Det var for mig som Jerichos Trompeter lod sig høre,
det var som skralded Dommedags-Basunen i mit Øre.
Jeg svimlede. Forlovet — hun! — I Himlens høje Magter!
Forlovet — hun — mit Ideal — og det med en Forpagter! —
Jeg troede Synet slog mig fejl, jeg tvivled paa min Hørelse.
jeg frygted hun var bragt saa vidt ved Troldom og Forgjørelse;
men hun var nok saa kry og glad — ja, uden mindste Gene
hun kyssed ham til Tak for Mad. Det var en prægtig Scene!
Jeg havde nok. Jeg styrted hjem. Jeg var forraadt, bedraget
og skjændig holdt for Nar, men nu var min Beslutning taget:
Jeg vilde døe. Jeg tænkte først at skyde mig for Panden;
men skjøndt Methoden var probat, traf dog mit Valg en anden:
Jeg gik tilsengs. Mit Forsæt var at sørge mig tildøde.
Men sælsomt nok! Jeg vaagnede ved næste Morgenrøde
aldeles rask. Min Tilstand var mig næsten uforklarlig:
Min Puls var let, min Kind var rød, min Appetit forsvarlig.
Dog blev jeg rolig liggende og vented Dødens Komme;
men da den ikke meldte sig, skjøndt tredje Dag var omme,
saa blev jeg vred, stod op og svor at leve trods min Smerte —
jeg svor at leve trods det Slag, der havde knust mit Hjerte,
og trods mit Tab, og trods Enhver af Dem, der havde voldt
det —
jeg svor at leve ... og De seer: Til Dato har jeg holdt det.